Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2015 Parusso, Barolo Bussia, Piemonte, Italien

2015 Parusso, Barolo Bussia, Piemonte, ItalienBussia marken regnes klart som den bedste af Parussos marker, og nu var turen kommet til deres Barolo Bussia … igen i samme årgang 2015 som de foregående Barolo’er.

Det er den vin, som jeg faldt pladask for ved Mr Rubys store Barolo Terroir smagning tilbage i maj måned, men blot i en årgang 2013.

Parusso vinstokke på Bussia er lidt ældre end på de øvrige marker, nemlig mellem 15-50 år, men ellers er vinen lavet som de forrige, altså med 10 dages maceration og gæringen sker alene med druernes naturlige gærceller. Vinen er efter endt fermentering lagret 18 måneder i barriques med bærmen og efter aftapning på flaske yderligere 6 måneder.

Denne flaske Barolo Bussia var – modsat de øvrige Barolo’er jeg smagte – lige åbnet, da jeg fik den i glasset og næsen var da også lidt mere utilgængelig end de øvrige. Den er klart mere blomsterrig og parfumeret end de øvrige, lidt til den feminine side og samtidig meget animalsk. Der er lys, moden og syrlig frugt, lyse kirsebær, jordbær, læder, medicinskab og har samtidig langt mere dybde.

Smagen har også mere bund, men fortsat på en blid, cremet og blød facon. Jeg er atter overrasket over Parusso … at en Barolo 2015 kan være så blød og imødekommende allerede nu. Med lidt luft i glasset åbner vinen sig mere op … fine tanniner, silkeblød, forførende og mild. Det smager rasende godt.

Forhandles af KB Vin, hvor en flaske i årgang 2013 koster 654 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2015 Parusso, Barolo Mosconi, Piemonte, Italien

2015 Parusso, Barolo Mosconi, Piemonte, ItalienVi fortsatte i det dejlige Barolo spor og næste vin Guilia hældte i vinbloggerens glas var lidt af Parussos Barolo Mosconi.

Druerne kommer nemlig fra husets parcel på Mosconi marken, der lige ligger en anelse længere mod sydvest lige nedenfor Ginestra marken, hvor jorden også er lidt mørkere og har mere ler og kalksten.

Igen er vinen lavet som de forrige, altså med tørring af klaserne 3-5 dage, hvorved stilkene når at blive brune, men anvendes alle i vinen. Vinen lavet med 10 dages maceration, gæring ved 24 grader i 10 dage efterfulgt af en periode, hvor vinen falder til ro. Så lagrer vinen efterfølgende 18 måneder i franske barriques med bærmen og så yderligere mindst 6 måneder på flaske.

Igen masser af gentagelse fra de forrige Barolo’er, men Mosconi er lidt mere rustik, lidt mørkere og mere maskulin med nogle lidt mere ristede noter, kaffe, chokolade oveni lyse, lette og modne bær, sorte kirsebær, salvie, rosenblade og tør jord.

Smagsmæssigt er det også et tak op i styrke … mere kraftig, maskulin og mørk, men fortsat en ren, direkte og let moden frugt, lidt mere fyldig og tanninerne også en tak mere markante, så det er helt sikkert en vin, som bør få nogle år i kælderen.

Forhandles af KB Vin, men denne er ikke i sortimentet. På vingården kostede vinen 66€ … svarende til 492 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2015 Parusso, Barolo Mariondino, Piemonte, Italien

2015 Parusso, Barolo Mariondino, Piemonte, ItalienAf de 3 enkeltmarks Barolo’er fra Parusso, så blev jeg vist mest overrasket og forelsket i denne Barolo Mariondino, selvom Mariondino marken slet ikke er så berømt og hypet som fx Bussia eller Mosconi.

Mariondino ligger nærmest ovenfor Parusso vingården og hører under Castiglione Falletto. Det er en af de få Barolo marker, som har en undergrund, som er præget af sandbund og det betyder normalt mere frugt og finesse, og dermed er vinene fra Mariondino er ikke helt så fede og dybe som vinene fra fx Bussia, hvor der er meget mere ler i jorden.

Druerne høstes selvfølgelig med håndkraft og derefter tørres klaserne 3-5 dage, hvorved stilkene når at blive brune, og ved alle Parussos Barolo’er anvendes alle drueklaser uden afstilkning.

Derefter er vinen lavet med 10 dages maceration, gæring ved 24 grader i 10 dage efterfulgt af en periode, hvor vinen falder til ro. Så lagrer vinen efterfølgende 18 måneder i franske barriques med bærmen og så yderligere mindst 6 måneder på flaske.

I næsen er Barolo Mariondino klart mere feminin og let end den foregående almindelige Barolo, selvom der selvfølgelig er nogle af de samme elementer. Der er lys, luftig og moden frugt, kirsebær, lyse blommer, tørrede rosenblade, mineraler og salt. Der er lidt mere aftryk fra egefadene med kanel og vanilje, men det mest fascinerende er den lækre æteriske lethed.

Smagsmæssigt er det en meget levende vin, rund, blid, let, luftig og igen i en lidt moderne stil … samtidig lys, let og feminin elegant. Det er fortsat en meget ung vin endnu, men smager overraskende godt allerede nu. Tanninerne er lidt tydeligere end foregående, fin syre, let balsamisk, Houlberg er glad og giver 6 fede fingre med pil op.

Forhandles af KB Vin, hvor en flaske koster 420 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2015 Parusso, Barolo, Piemonte, Italien

2015 Parusso, Barolo, Piemonte, ItalienJeg smagte 6 forskellige Barolo’er hos Azienda Agricola Parusso og jeg startede selvfølgelig med deres almindelige Barolo DOCG, hvor druerne kommer fra forskellige vinmarker i Monforte d’Alba og Castiglione Falletto.

Drueklaser tørres 3-5 dage, hvor stilkene når at blive brune, og ved alle Parussos Barolo’er anvendes alle drueklaser uden afstilkning. Derefter er vinen lavet med 10 dages maceration, gæring ved 24 grader i 10 dage efterfulgt af en periode, hvor vinen falder til ro. Så lagrer vinen efterfølgende 18 måneder i franske barriques med bærmen og så yderligere mindst 6 måneder på flaske.

Næsen er både herlig landlig og moden … god dybde, læder, lyse og modne bær, kirsebær, hindbær, røget eller modnet kød, balsamiske noter, mineraler, blomster, roser, salvie, en lille sødme, tør jord … virkelig elegant og modent.

Smagen er også rund og blød. Det er en venlig og lidt moderne, pleasende Barolo, som fortsat er ganske ung. Det er friske kirsebær, moden lys frugt, lidt præg fra egefadene, røg, blomster, pæn fylde, blide tanniner, fin balance og det smager rasende godt.

Forhandles af KB Vin, hvor en flaske koster 338 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2017 Parusso, Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2017 Parusso, Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienEn Langhe Nebbiolo siger meget om Barolo’erne fra et vinhus i Piemonte … og denne Langhe Nebbiolo fra Parusso er virkelig en smuk og dejlig vin.

Druerne til vinen kommer fra både Ornati og Mosconi markerne ved Monforte d’Alba, og drueklaserne er let tørret, 50% afstilket og så er vinen lavet alene med druerne naturlige gærceller. Ellers er vinen lavet næsten som husets Barolo’er … altså 10 dages maceration, gæring ved 24 grader i 10 dage efterfulgt af en periode, hvor vinen falder til ro og så en efterfølgende lagring i 12-15 måneder i franske barriques og yderligere 4 måneder på flaske.

Denne Langhe Nebbiolo var – som I kan se på billedet – åbnet 8. juli og dermed 2 dage før mit besøg, men det havde bestemt ikke gjort vinen mindre tiltrækkende.

Sikke en lækker piemontisk lys næse med læder, tobak, violer, roser, blomster, lyse bær, en lille modenhed i de lyse bær, lidt fennikel og karamel, vanilje, men fortsat ung, stram, frisk … lidt et pattebarn, men dufter virkelig fabelagtigt.

Smagen er blid, nærmest lidt tilbagelænet, lyse bær, blomster, delikat lethed, blide tanniner, svagt lidt krydret, saftig og virkelig en smuk vin. Parusso er god til at gøre sine vine blide, moderne og imødekommende, og det er denne Langhe Nebbiolo virkelig … samtidig med, at man får masser af de kvaliteter, som Nebbiolo druen kan byde på og så til fornuftige penge.

Forhandles herhjemme af KB Vin, hvor en flaske koster 159 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Parusso, Langhe Sauvignon Rovella, Piemonte, Italien

2017 Parusso, Langhe Sauvignon Rovella, Piemonte, ItalienParussos anden hvidvin Langhe Sauvignon Rovella er også lavet på Sauvignon Blanc, men er her blot lavet med de bedste druer og vinificeret på egefade.

Druerne til Langhe Sauvignon Rovella kommer fra 30-40 år gamle vinstokke på Bussia marken og er efter høsten presset blidt, hvorefter gæringen er sket i barriques, efterfulgt af malolaktisk gæring samt lagring sur lie 12 måneder.

Nu bliver det også langt mere interessant, for næsen er både dyb og voldsom, godt med fedme, eksotisk frugt, lidt appelsin, virkelig en indbydende aroma.  Det er samtidig en meget smagfuld vin med tyngde, alligevel frisk og med et godt bid.

Forhandles herhjemme af KB Vin, men denne er ikke i sortimentet. På vingården lå prisen vistnok på 25,50€ … svarende til 190 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Parusso, Langhe Bianco, Piemonte, Italien

2018 Parusso, Langhe Bianco, Piemonte, ItalienAzienda Agricola Parusso laver 2 hvidvine og begge – sjovt nok – på Sauvignon Blanc,  som ikke er den mest udbredte hvidvinsdrue i Piemonte. Vi startede med at smage husets basisvin Langhe Bianco.

Der er 100% Sauvignon Blanc og vinen er – efter en blid presning af druerne – lavet i rustfrie ståltanke, hvor vinen efter endt fermentering også er lagret sur lige i 6 måneder. Guilia fortalte, at familien allerede fra starten havde lidt marker med Sauvignon, og derfor har man fastholdt druen, selvom Chardonnay er langt mere udbredt i Piemonte.

I næsen har vinen en dejlig landlig aroma, lidt bondsk med frisk og eksotisk frugt, papaya, mango, mirabeller og æbler, mens smagen er rund, blød og cremet … alligevel frisk med lidt grape. Der er pænt med frugt og venlighed i vinen.

Forhandles af KB Vin, hvor en flaske koster 120 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2014 Parusso, Spumante Metodo Classico Brut, Piemonte, Italien

2014 Parusso, Spumante Metodo Classico Brut, Piemonte, ItalienSmagningen hos søde Guilia Parusso startede med et glas bobler … lidt utraditionelt lavet på ren Nebbiolo og lavet efter champagnemetoden eller Metodo Classico Brut, som metoden kaldes i Italien.

Jeg har vist kun én gang tidligere smagt en mousserende vin på Nebbiolo, nemlig en pink/orange 2009 Erpacrife Nebbiolo Brut Zero og et sjovt gadekryds mellem Barolo og Champagne. Denne Parusso Metodo Classico Brut er nok lidt ovre i samme boldgade, men lad os se nærmere på den.

Nebbiolo druerne til vinen høstes midt i september måned og hviler derefter – som husets Barolo’er – en periode, hvor stilkene går fra at være grønne til at blive brune. Derefter presses de og basisvinen laves derefter på rustfrie ståltanke, hvor alene den bedste del af mosten efter presset anvendes.

Derefter flaskes vinen og andengæringen sker i kælderen, hvor vinen lagrer omkring 36 måneder, hvor coupe de poignée sker med håndkraft … man vender altså flaskerne manuelt. Derefter sker degorgement og denne er degorgeret i 2018.

I glasset er Parussos Spumante Metodo Classico Brut let rosa og har en duft, som bestemt har nogle elementer fra rødvinene. Der er lidt blomster, roser, nelliker, kirsebær, abrikos, jordbær, hyben, grønne grene … lidt gæret i aromaerne, men meget fint.

I munden er boblerne blide og fine … men forsvinder forholdsvis hurtigt, så det bliver lidt mere hvidvinsagtigt. Det er alt sammen meget blidt, tørt og vinen har pænt med æblesyre.

KB Vin er importør, men denne er ikke i sortimentet, så prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2017 Weingut Burggarten, Neuenahrer Weissburgunder, Ahr, Tyskland

2017 Weingut Burggarten, Neuenahrer Weissburgunder, Ahr, TysklandAhr er højborg og bastion for god kølig, lys Spätburgunder, og den herlige druesort dækker da også over 60% af vinmarkerne i Ahr. Der laves imidlertid også en smule hvidvin i Ahr … knap 14% er tilplantet med 45 forskellige hvide sorter og heraf er der alene 1,8% med Weißer Burgunder.

Ikke desto mindre har vinbloggeren nu sådan en fætter i glasset … 2017 Neuenahrer Weissburgunder fra det velkendte vinhus Weingut Burggarten, som jeg har skrevet om tidligere.

Så derfor kigger vi nu blot nærmere på denne Neuenahrer Weissburgunder, som er lavet med druer fra marken Neuenahrer Sonnenberg marken, hvor stokkene er 25 år gamle og står i en jord med undergrund af löss.  Vinen er lavet lidt på samme vis som deres Chardonnay … og så lagret 8 måneder på egetræsfade, heraf 30% nye fade.

Duftmæssigt er der sgu skrald på drengen … fedme, fadpræg, lidt olieret med mirabeller, ananas, abrikos, honningmelon, pærer, søde æbler, vanilje og mariekiks, ristede mandler, karamel, lemon og så lidt afbarkede grene. Det er en fed lille bandit, eksplosiv med en lækker inderlighed. Smagt blindt havde jeg aldrig gættet på Weissburgunder aka Pinot Blanc.

Smagsmæssigt er der dog lidt rygrad i vinen … for selvom den er fedfuld, lettere olieret og varm, så er der bestemt også både syre og bitterhed. Frugten er ananas, har flot sødme/syre balance, meget elegant på en både voldsom og præcis facon, lidt som en bodybuilder iført negligé. Eftersmagen er lang med lidt grape bitterhed. Lækker vin og atypisk Pinot Blanc vin, men smager forfærdelig godt … 5 houlbergske tomler med pil op.

Forhandles af Propperiet, hvor en flaske koster 239 kr., mens prisen er 215 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2016 Pagliarese, Chianti Classico, Toscana, Italien

2016 Pagliarese, Chianti Classico, Toscana, ItalienLad os endelig fortsætte med lidt Sangiovese vino … nu med en ægte DOCG Chianti Classico, som kommer fra vinhuset Pagliarese, der ligger lidt syd for den lille by San Gusmè omkring 60 kilometer syd for Firenze i skønne Toscana.

Pagliarese er en gammel historisk ejendom, som blev grundlagt af familien Pagliaresi familie, som allerede tilbage i 1200-tallet var en stor og indflydelsesrig familie i Sienna. Da trak sig senere tilbage og bosatte sig til landet, nemlig i Berardenga området mellem de i dag to store topproducenter Fèlsina og Castell’in Villa … omringet af et fantastisk terroir.

Langt senere i 1970’erne og starten af 1980’erne var Pagliarese et anerkendt vinhus, som var drevet af den nu afdøde vinmager Giulio Gambelli. Men i slutningen af 1980’erne gik det dog desværre ned af bakke med både kvalitet og økonomi, så vingården var tæt på at gå bankerot og endte til sidst med blot at sælge druerne til andre producenter.

I 1995 blev vinhuset samt markerne købt af Poggiali familien, som lagde stedet under deres eksisterende vinhus Società Agricola Fèlsina, dog med tanke om på et senere tidspunkt at relancere vinene under eget label igen.

Fèlsina er vi tidligere stødt på her på Houlbergs Vinblog, nemlig da jeg smagte en 2010 Berardenga Chianti Classico Riserva. Det er et stort og anerkendt vinhus, som siden overtagelsen har moderniseret vingården og genplantet de fleste af Pagliareses vinmarker.

Samlet har Pagliarese 65 hektar jord, hvoraf 25 hektar er vinmarker, 10 hektar olivenlunde og de resterende skovområder. Pagliareses marker ligger højt i Castelnuovo Berardenga i 320-390 meters højde, hvor jordbunden på de sydvestvendte skråninger består af stor andel kalksten, sandsten og småsten.

Og nu har Fèlsina så valgt at sælge Pagliarese under egen label igen. Det er sket fra og med årgang, så denne 2016 er således alene 2. årgang under det gamle navn.

Denne Chianti Classico er lavet på 90% Sangiovese, 5% Canaiolo og 5% Mammolo. Fermenteringen er sket i rustfrie ståltanke ved 28-30 grader med daglig overpumpning og en efterfølgende maceration på 12-15 dage. Derefter er vinen lagret 10-12 måneder, hvorefter den er tappet på flaske og lagret yderligere en periode.

Næsen byder dig på en rigtig god italiensk syre, lettere balsamisk suppleret med lidt grafit, kirsebær, ribs, grønne blade, tør tobak, lidt peber, fennikel, medicinskab og mynte. Virkelig nice … kan virkelig godt lide kombinationen af let, frisk bærfrugt og stor intensitet.

Smagen er ren frugt, jern, tranebær, kirsebær … faktisk tonsvis af frugt, virkelig dyb, stram lækker og saftig. Vinen har en ret lang eftersmag ved svag bitterhed. Det er virkelig elegant Chianti, som samtidig har nerve, karakter og dybde.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 165 kr., men ved køb af 6 flasker er prisen 148 kr.

Vinanmeldelse 5/7