Tag-arkiv: corvinone

Corvinone er en rød italiensk druesort, som vi primært findes i Veneto, hvor den er en af druerne, som anvendes til Valpolicella vinene, herunder også produktionen af Amarone og Recioto.

Corvinone er i familie med Corvina og man troede egentlig tidligere, at den blot var en klon af Corvina med større druer. Og det er måske meget forståeligt, for navnet Corvinone betyder “stor corvina”. I dag har genetiske DNA undersøgelser dog fastslået, at det er Corvinone er en selvstændig sort … omend beslægtet med Corvina.

Corvinone er dog slet ikke så udbredt som Corvina. Således findes der i dag omkring 930 hektar Corvinone i Italien.

Det er yderst sjældent, at man finder vine på ren Corvinone, for normalt blandes den med Rondinella, Molinara og Corvina til de udbredte rødvine i Valpolicella og Bardolino regionerne.

Den mindre udbredelse skyldes formentligt, at druerne på Corvinone er mindre end Corvina, og – om muligt – endnu mere følsom over for råd og svamp. Derfor er Corvina druerne bedre egnet til tørring i vine som Amarone og Recioto.

2020 Società Agricola il Sasso, Valpolicella Classico Bio, Veneto, Italien

2020 Società Agricola il Sasso, Valpolicella Classico Bio, Veneto, ItalienPå Località Montericco i de smukke bakker nord for Verona driver Stefano Bellamoli et lille autonomt vinhus kaldet Società Agricola il Sasso. Han laver kun 3 vine og dem smager Houlberg alle … startende med denne Valpolicella Classico Bio.

Sjovt nok kommer Bellamolis Valpolicella Classico Bio i en helt klar vinflaske og virker farvemæssigt næsten som en rosé … spændende.

Stefano Bellamoli startede sit vinhus Società Agricola il Sasso i 2008, hvor han købte 10 hektar udyrket jord i et bakkeområde syd for Negrar. Vinmarkerne ligger i 300 meters højde og Stefano gik i gang med at plantet  Corvina, Corvinone og Rondinella druer.

Stefano Bellamoli er selv født i og opvokset i Valpantena, men er egentlig uddannet i industrielt design i Milano og arbejder faktisk i dag også som professionel fotograf. Han har tidligere arbejdet med at fotografere vinhuse … måske er interessen for vin opstået der.

Allerede fra starten arbejdede Bellamoli økologisk og arbejdede med målrettet at øge biodiversiteten i markerne og forbedre jordens vitalitet. Stefano har også plantet vilde planter i markerne og brugen af grøn gødning har skabt et frugtbart miljø.

I kælderen arbejder Stefano også så naturligt som muligt. Han anvender slet ikke egefade, men gærer vinene i rustfrie ståltanke og lagrer dem også i tankene og store lerfade. I vinifikationen afstilkes alle druer gærer ved tilsætning af en pied-de-cuve fra en lille høst 1-2 uger inden selve høsten. Ved aftapning på flaske sker der ingen filtrering og der tilføjes også minimalt svovl.

De 3 vine … Valpolicella Classico, Valpolicella Classico Superiore og Amarone della Valpolicella Classico laves efter Stefanos fortolkning af Valpolicella via 3 grader af rød … fra denne næsten roséfarvede vin til den mørke Amarone.

Valpolicella Classico Bio 2020 er lavet på 45% Corvina, 35% Corvinone og 20% Rondinella. Efter den manuelle høst er druerne delvis afstilket og druerne let knust. Derefter er gæring sket med en spontangæret pied-de-cuve og vinen får så lov at gære helt ud. Der anvendes derefter kun saften fra presset, da den fritløbende saft bruges til husets Valpolicella Classico Superiore.

Derefter er vinen så blot lagret på ståltanke frem til foråret, hvor vinen så tappes på flaske uden filtrering, kemikalier og kun med en smule svovl.

Hvor er il Sassos Valpolicella Classico Bio også helt vildt lys i vinglasset. Vi snakker et niveau, som er transparent og næsten på roséniveau. Stefano Bellamoli kalder den også for en ny fortolkning af Valpolicella Classico. Sådan har jeg sgu heller aldrig før set en Valpolicella Classico.

Det dufter heller ikke af klassisk Valpolicella Classico, for den har en frisk, let og blomsterrig næse … helt juicy med en energisk nerve. Det er lyse jordbær, hindbær og rabarber suppleret ganske mildt med et drys krydderier, små Nebbiolo gener med læder og lidt violer. Hold da hel kæft !!!

I munden er det samme lyserøde smag … stilmæssigt minder det mere om Jura end Valpolicella. Vinen er slank, spinkel og med lyse, lette og småbitre bær, lette, småfine og tørre tanniner, hvid peber samt en forførende syre. Det smager sgu da totalt overraskende, freaking fabelagtigt godt … til prisen rent tyveri.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 100 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Ferragù, Valpolicella Superiore, Veneto, Italien

2017 Ferragù, Valpolicella Superiore, Veneto, ItalienAzienda Agricola Ferragù laver rigtig god Valpolicella Superiore, faktisk en rigtig julevin. Jeg har tidligere smagt den i flere årgange og senest i årgang 2016 … men nu snupper jeg den i årgang 2017.

Ferragù ligger ved byen Sorcè di Sopra i det nordlige Cellore di Illasi omkring 7-8 kilometer nord for Soave i Valpolicella. Det er et familieforetagende, som drives af Carlo Ferragù og hans brødre Ornello og Angelo. Men derudover hjælper sønner og børnebørn Milena, Nicola og Alessia også til på vingården.

Oprindelig solgte familien deres druer til det lokale kooperativ Cantine Soave, men et væddemål satte Carlo Ferragù igang som selvstændig vinproducent. Han påstod, at han kunne fremstille en Amarone, der var lige så god som Dal Forno, så i 1997 begyndte Carlo og brødrene at eksperimentere med deres første Amarone.

Og indenfor en kort årrække var deres vine at finde i eksklusive restauranter og vinbutikker … herunder hos prestigefyldte steder som Harrods, det store britiske stormagasin, hvor Amarone vinene fra Ferragùs udgør en del af varehusets bedste vinsortiment.

Carlo Ferragu er også en mand, der ikke går på kompromisser. Han havde jo på forhånd  bestemt, at hans vine skal være det bedste af det bedste fra dag 1.

Familien har 8 hektar vinmarker og ligesom sin berømte nabo Dal Forno 2 kilometer længere mod nord, så fremstiller Carlo Ferragu 4 vine. Det er således en lille producent, der kun fremstiller 4.300 flasker Amarone og 20-25.000 flasker af denne Valpolicella Superiore … og selvfølgelig en Passito.

Denne Valpolicella Superiore er lavet på druesorterne Corvina, Corvinone, Croatina, Oseleta og Rondinella, som kommer fra 15 år gamle vinstokke. Druerne er tørret i 30 dage inden afstilkning og knusning, hvorefter gæring sker med udvalgte gærtyper.

Efter endt fermentering er vinen lagret 24 måneder i amerikanske barriques og efter aftapning på flaske lagret yderligere 6 måneder. Den trækker en højoktan alkoholprocent på 15,5%.

Boom … lige i fjæset med elegant kølig power suppleret med fed fadpræg. Frugten er tyk, mørk og fed med blommer, solbær, svesker, engelsk og finsk lakrids, sødbrændte fade, vanilje, lidt mentol, tobak samt grønne urter og en vild, uterlig og ustyrlig, syrlig nerve.

I munden er det en kraftig og voldsom tør vin … og som med 2016’eren er der også peber samt alkohol, så det er vitterlig en vin, som storskriger på mad og kan nemt hapse en juleand i en mundfuld. Tanninerne er også knastørre, frugten er fortsat blommer, kirsebær, solbær, men mere frisk og bitter.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 275 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2011 Accordini Igino, Amarone della Valpolicella Riserva Gino Cordin, Veneto, Italien

2011 Accordini Igino, Amarone della Valpolicella Riserva Gino Cordin, Veneto, ItalienSelvom denne 2011 Amarone della Valpolicella Riserva Gino Cordin fra Accordini Igino klart vandt flere hjerter denne aften – og helt bestemt Keepers – så ramte den aldrig mit iskolde, teflonbelagte hjerte.

Måske den bare blev for tung, klodset og for meget lige ovenpå den fine Nebbiolo, hvilket også gav den svære arbejdsforhold.

Accordini Igino er da ellers et rigtigt godt Veneto hus, som jeg også selv har besøgt tilbage i 2015, hvilket du kan læse mere om i min anmeldelse af vinen Golfina Lugana.

Det var dengang sammen med Falken, som faktisk besøgte igen denne sommer. De er siden 2015 flyttet til nye og moderne lokaler og Falken har også sendt mig dette foto fra besøget.

Det viser vinmageren himself … Guido Accordini, som, driver vinhuset sammen med datteren Ilaria.

Amarone della Valpolicella Riserva Gino Cordin er husets topvin og kommer i en flaske med en etiket af rød velour, som skal fortælle, at vinen er blød og cremet som netop velour.

Den er lavet på et mix af Corvinone, Corvina, Rondinella og Oseleta druer, der alle udvælges og plukkes i hånden, hvorefter de er tørret i samlet 5 måneder, hvorefter de gæres i rustfri stålkar ved konstant temperatur. Derefter presses druerne ikke, så man anvender kun den fritløbende saft, som lagres 24 måneder på franske egefade, hvorefter den overføres til ståltanke indtil aftapning. Vinen har opnået 95 point fra Luca Maroni.

I næsen er det tale om en mørk og tung fætter … tør, urtet med våde fade og masser af sødme, sød kanel og fede fadnoter i det hele taget. Det dufter lidt af blommejuice med lidt eukalyptus, lakridspiber, en del vanilje og er samtidig faktisk ret krydret, nærmest med våde og vamsede krydderier.

Det er smagsmæssigt også en vin, som næsten skal spises med kniv og gaffel, for det er en fed, tung og kraftig vin … eller i hvert fald skal serveres til en stor peberbøf eller noget i det retning. Den er ganske vist cremet og blød, men det er samtidig med peber samt nogle tørre og bitre elementer, hvor jeg har svært ved at finde en balance. Der kommer igen masser af blommer, masser af alkohol og sødme.

Forhandles herhjemme af Buus Vine, hvor en flaske koster 495 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2013 Franchini, Amarone della Valpolicella Classico Riserva Costa d’Angelo, Veneto, Italien

2013 Franchini, Amarone della Valpolicella Classico Riserva Costa d'Angelo, Veneto, ItalienDenne Amarone della Valpolicella Classico Riserva Costa d’Angelo er topvinen hos Franchini og til den italienske smagning smagte vi vinen i årgang 2013.

Vinen er stort set produceret som den foregående Amarone, altså på Corvina, Corvinone, Rondinella,  Oseleta, Croatina, Spigamonte, Negrara samt Tuchetta.

Druerne er alle høstet ved håndkraft omkring slutningen af september, hvorefter de er lagt til tørre frem til slutningen af januar, hvorefter de har mistet omkring 40% af deres oprindelige vægt.

Så knuses druerne uden afstilkning, hvorefter gæring og maceration sker over 35-40 dage ved kontrolleret temperatur. Så presses saften ud og vinen lagt til lagring … men nu ikke i 36 måneder, men i stedet i 48 måneder på franske 2,25 og 5 hektoliter fade inden aftapning på flaske og yderligere lagring 6 måneder.

Duftmæssigt igen en sødlig, fed og aromatisk vin, men klart mere luftig i udtrykket, selvom der både er tørret kød, gammelt læder, lidt mælkechokolade, lakridsrod, Mathilde kakaomælk sammen med både kogte blommer, sorte kirsebær og stor intensitet, men også pænt med sødme og endda på grænsen til at være lidt kvalm, mens alkoholen dog virker mere integreret.

I munden er vinen rund, cremet, fed med moden frugt. Det er vinøs kromad med brun og smørfed sovs, mens alkoholen smagsmæssigt bliver mere tydelig end i næsen, men samlet er smagen knap så tung som hos den forrige Amarone, Vinen er et skridt op, men det er sgu en voldsom bandit, som efter min vurdering er for moderne og tung i underkroppen.

Forhandles af Italienske Vine & Delikatesser, hvor en flaske koster 420 kr., mens prisen er365 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2015 Franchini, Amarone della Valpolicella Forlago Passione, Veneto, Italien

2015 Franchini, Amarone della Valpolicella Forlago Passione, Veneto, ItalienVi fortsatte i det højoktanske område lige over 16%, for den næste Franchini vin var nemlig en Amarone della Valpolicella Forlago Passione 2015.

Vinen er lavet på 50% Corvina, 15% Corvinone, 25% Rondinella og 10% øvrige druer … her både Spigamonte, Oseleta, Croatina, Negrara og Tuchetta.

Druerne er alle høstet ved håndkraft omkring slutningen af september, hvorefter de er lagt til tørre frem til slutningen af januar, hvorefter de har mistet omkring 40% af deres oprindelige vægt.

Så knuses druerne uden afstilkning, hvorefter gæring og maceration sker over 35-40 dage ved kontrolleret temperatur. Så presses saften ud og vinen lagt til lagring i 36 måneder på franske fade … både 2,25 og 5 hektoliter inden aftapning på flaske og yderligere lagring 6 måneder på flaske.

Allerede i næsen afsløres det prompte, at der er tale om en kraftig bandit … og den nærmest brænder i næsen med norske brystdråber, tør eg, lakridsrod, brændte kirsebær i cognac, amarenakirsebær og kogte blommer.

Smagsmæssigt ligger vinen i samme boldgade … for det er en bane, hvor bolden er stærk, powersyrligbitter og marmeladeagtig. Der er selvfølgelig godt med mørk frugt og kraft i vinen, men der er på en lidt stærk og kantet måde, så jeg står af … slet ikke mig. Ligger vel sådan mellem 3,5 og 4 Thumps.

Forhandles af Italienske Vine & Delikatesser, hvor en flaske koster 275 kr., mens prisen er 240 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7  

2016 Franchini, Azzardo, Veneto, Italien

2016 Franchini, Azzardo, Veneto, ItalienMed næste Franchini vin øger vi både power, styrke, the force og volumen endnu engang. Vi er nu på eller over 16% højoktan på speedometeret med vinen Azzardo.

Vinen er et totalt forvirrende mix af druer som Merlot, Cabernet Sauvignon, Corvina, Corvinone, Rondinella, Spigamonte, Oseleta, Croatina, Teroldego, Rebo, Rossignola, Negrara, Sangiovese, Perlara, Tuchetta, Marzemino, Ancelotta samt Syrah … og de kan næsten ikke være i flasken.

Druerne er høstet i slutningen af september … selvfølgelig manuel høst, hvorefter druer tørres og dehydrerer i 1 måned inden gæring over 35-40 dage med hyppig remontage. Derefter er vinen så lagret 12 måneder på franske barriques og så 6 måneder på flaske.

Næsen er mørk og svulstig med masser af blæk, tør eg, tobak, engelsk lakrids og virker nærmest likøragtig. Der er røg, godt med egetræ, men virker dog heldigvis slet ikke så sød som de foregående Franchini vine.

I munden er smagen dog fed, marmeladeagtig … det er som et glas syltetøj med solbær, sorte kirsebær og saftige blommer, men har dog også en lidt mere rå side med knuste sten. Alkoholen er igen stærk, selvom den måske er lidt mere integreret i vinen.

Forhandles af Italienske Vine & Delikatesser, hvor en flaske koster 220 kr., mens prisen er 190 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7  

2017 Franchini, Valpolicella Classico Superiore Sedèse, Veneto, Italien

2017 Franchini, Valpolicella Classico Superiore Sedèse, Veneto, ItalienVi hamrer videre i samme stil, for den næste vin fra Agricola Franchini blev en Valpolicella Classico Superiore Sedèse i årgang 2017.

Igen er det er skønt mix af Veneto druer … både Corvina, Rondinella, Corvinone, Molinara som de primære, men så også 10% andre druer som Oseleta, Spigamonte, Negrara, Tuchetta, Rossignola og Sangiovese.

Vinen er – efter let pres og knusning – lavet alene på rustfrie ståltanke med gæring over 12 dage med en temperatur, som aldrig overstiger 22 grader. Derefter er vinen blot lagret i ståltankene i 12 måneder inden aftapning på flaske.

Vinificeringen alene på ståltank gør også, at duften er knap så opulent som Ripasso’en … fortsat godt med kirsebær, blommer og generelt en frugt, der er ved at briste af solvarme og samtidig godt med sødme og så en lille grøn note.

Men sjovt nok er vinen faktisk sødere end Ripasso’en, men er mere rank, hvilket måske gør den en snas bedre, men den er desværre alt for sød med vildt sød kirsebærmarmelade. Der kommer lidt bitre kirsebærsten, men eftersmagen er meget kort.

Forhandles af Italienske Vine & Delikatesser, hvor en flaske koster 165 kr., mens prisen er 145 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7  

2016 Franchini, Valpolicella Ripasso Classico Superiore Mirabelle, Veneto, Italien

2016 Franchini, Valpolicella Ripasso Classico Superiore Mirabelle, Veneto, ItalienNå, men tilbage til Agricola Franchini, hvor den første af 6 rødvine var denne Valpolicella Ripasso Classico Superiore Mirabelle 2016.

Det er en vin lavet på 50% Corvina, 15% Corvinone, 25%, Rondinella og 10% andre sorter, som formentlig er Spigamonte, Croatina, Oseleta, Rossignola, Negrara og Tuchetta.

Druerne er høstet med håndkraft i slutningen af september og med gæring samt maceration i rustfri ståltanke i cirka 9 dage. Efter et par måneder, så sker der en ny gæring med kvaset fra Amarone produktionen over 8 dage med løbende remontage.

Derefter er vinen lagret 12 måneder på fransk barriques og 10-12 måneder på flaske inden frigivelse. Der er lavet 6.900 flasker, hvoraf denne har nummer 4.254.

Hold nu kæft … der er skrald på duften, vild og voldsom, masser af kirsebær, mer’ kirsebær, sorte kirsebær og kirsebærlikør, blommer, kaktus, stærk på alkohol, tonsvis af fad, meget koncentreret, stærk kaffe, lakrids og lidt kanel. Bom.

Smagen er lidt i samme boldgade, pænt stærk med sort, mørk frugt, blommer og kirsebær, mangler klart lidt struktur og syre, men har så meget sødme, at den næsten kan minde om dessertvin. Alkoholen er pænt mærkbar og giver varme.

Forhandles af Italienske Vine & Delikatesser, hvor en flaske koster 175 kr., mens prisen er 150 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7  

2017 Cantine Buglioni, Amarone della Valpolicella Classico Il Lussurioso, Veneto, Italien

2017 Cantine Buglioni, Amarone della Valpolicella Classico Il Lussurioso, Veneto, ItalienHvorfor nu lige drikke fed Amarone, når det er sommer? Fordi jeg kan … og nogle aftener er det bare godt med kraft i sit vinglas, som fx med Buglionis Amarone della Valpolicella Classico Il Lussurioso her i årgang 2017.

Det er en  Amarone della Valpolicella Classico, som jeg har smagt et par gange før og årgangene 2013 og 2015. Og blendet har været forskelligt fra år til år … i denne årgang 2017 består det af 60% Corvina, 20% Corvinone, 10% Rondinella, 5% Croatina og 5% Oseleta

Alle druerne kommer fra 16 år gamle vinstokke og er høstet med et udbytte på 30 hektoliter pr. hektar i anden halvdel af september og er derefter tørret frem til januar måned.

Vinificeringen starter derefter med presning, maceration i 25 dage, gæring ved 24 grader efterfulgt af malolaktisk gæring. Vinen lagrer derefter 30 måneder på en kombination af barriques og store egefade efterfulgt af 12 måneder på flaske inden frigivelse.

Mørk, fin og dyb næse … fed, tæt power med sorte kirsebær, blommer, tjære, tobak, tør engelsk lakrids, chokolade og nogle nærmest småsyrlige balsamiske elementer. Der er pænt aftryk af egetræ, sæbe, blomster og man kan fornemme en ung syre, der vidner om, at det er en meget ung Amarone.

I munden er vinen i starten cremet, blød og tætpakket … først kommer alt det blide og mørke strømmende med figner, svesker, blommer, mørke kirsebær, blommer, blød lakrids, mælkechokolade, tør tobak, kakao … og så sætter en bitter syre, lidt alkohol og et fint pebret bid ind, hvor lidt tørre tanniner også vil spille med. I forhold til 2015’eren er der dog langt bedre styr på alkoholen, som slet ikke bider nær så meget. Det gør, at denne Amarone bliver en rigtig god oplevelse, slet ikke gumpetung som de billige af slagsen og med en friskhed i kombi med det bløde overflod af indtryk.

Og så er det endda en meget ung Amarone, som vil udvikle sig ved at blive gemt i kælderen mange år endnu.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 459,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 329,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2015 Massimago, Profasio Valpolicella Superiore, Veneto, Italien

2015 Massimago, Profasio Valpolicella Superiore, Veneto, ItalienMålløs … jeg er intet mindre end stum, betaget, mundlam, paf og befippet over denne smukke vin Profasio Valpolicella Superiore fra den søde Camilla Rossi Chauvenet på vinhuset Massimago.

Som nævnt i mit indlæg om webinaret med Camilla, så er vinen lavet på 65% Corvina, 20% Corvinone og endelig 15% Rondinella. Druerne er høstet ved håndkraft og derefter er de tørret i en måned i husets Fruttaio tørrehus, der ligger ude tæt ved vinmarker. Efter ankomst til vineriet, som er druerne blevet knust samt lagt i kold maceration i 4 dage.

Derefter starter gæringen i rustfrie ståltanke, hvor den efterfølgende også lagrer i 5 måneder inden den overføres til lagring 12 måneder på barriques, hvor der også sker malolaktisk gæring. Så tappes vinen på flaske og lagrer yderligere 12 måneder.

What? Ingen fed og krydret Valpolicella vin, men er i stedet langt lettere end forventet, hvilket afsløres allerede i glasset, hvor den er transparent, lys og næsten på vej til at være lidt teglfarvet. Frugten er lys, moden som tørrede tranebær, ribs, mirabeller og lyse, syrlige kirsebær, blomster, håndsæbe, hyben, estragon, kørvel, svagt lidt tobak, mentol og måske endda også svage mælke noter. Igen et kæmpe WHAT … er dette virkelig Valpolicella?

Smagsmæssigt kan jeg næsten heller ikke være i min egen krop, selvom den endda er vokset en smule her i corona tiden. Vinen har en lækker, rund og lyssød frugt, frisk og virkelig frugtrig på den mest elegante facon. Der er ribs, hindbær, lyse halvsure kirsebær, lidt salt, rosmarin samt en saftig sødme. Det er så feminint, fint, sart og blidt balanceret, så far blir’ vild og glad. Det er sgu vist sjældent, at jeg er blevet så overrasket over en Valpolicella vin og knuselsker denne allerede fra første sip.

Forhandles af Distinto, hvor en flaske koster 269 kr., hvilket virker afsindigt, lokkende og lidt af et godt køb.

Vinanmeldelse 6,5/7