Hver gang gang jeg smager en vin fra Elisabetta Foradori bliver jeg en smule mere forelsket … hendes vine smager himmelsk og det gælder også denne 2014 Morei Teroldego Vigneti delle Dolomiti.
Azienda Agricola Foradori ligger ved byen Mezzolombardo 10 kilometer nord for Trento og godt en kilometer vest for Adige floden og omkring 20 kilometer nord for Gardasøen … sådan set lige mellem Gardasøen og Brenner-passet på kantet af Alperne i det klippefyldte Trentino-Alto Adige område.
Vingården er grundlagt af i 1901 og blev i 1929 købt af Vittorio Foradori. Hans søn Roberto overtog driften i 1960, men efter hans død i 1976 måtte hustruen Gabriella Casna Foradori overtage produktionen.
Siden 1984 har det imidlertid været datteren Elisabetta, som har drevet foretagendet. Hun var endda kun 17 år, da hun reelt overtog produktionen. Men med gode råd fra vennerne Marc Kreydenweiss, Pierre Frick og Olivier Humbrecht i Alsace, så har Elisabetta fundet sine egne ben med fokus to glemte lokale druesorter, nemlig den røde Teroldego og hvide Nosiola.
Samtidig har Elisabetta siden 2002 drevet vingården biodynamisk, certificeret siden 2009 og laver vinene som i gamle dage, bl.a. laves hvidvinene på Nosiola med skindkontakt og i lagringen anvendes i dag primært store amphora lerkrukker og alene egefade i meget begrænset omfang. Lerkrukkerne er tinajas fra Villarrobledo i Spanien.
Allerede fra starten i 1984, hvor Elisabette hurtigt opdagede Teroldego druen, startede hun med et omfattende arbejde med at udvælge og kortlægge de forskellige kloner af Teroldego på gårdens ældste marker, for at kunne tilplante med det bedste plantemateriale.
Der er mange forklaringer på, hvor druesortenTeroldego har sit navn fra. Nogle mener, at det er tysk dialekt af Gold aus Tirol, mens andre siger, at navnet kommer fra Tirelle, som refererer til de snore eller wirer, som druestokkene bindes op med.
Den mest plausible forklaring er måske nok, at druen stammer fra en by med navnet Teroldege eller Teroldeghe, som allerede er nævnt i dokumenter tilbage fra det 15. århundrede.
Man har for nyligt opdaget, at Teroldego er i familie med sorten Dureza, som stammer fra Frankrig og var en de druer, som Syrah oprindelig blev skabt ud fra. Nogle sammenligner dog også vine på Teroldego med Zinfandel vine, hvilket jeg slet ikke er enig i.
Teroldego havde egentlig for utallige år siden et anerkendt ry, men udviklingen gik imod kvantitet frem for kvalitet og de højstydende kloner blev hele tiden selektioneret, hvorved fremstilling af kvalitetsvine på druen var helt gået i glemmebogen.
Da Elisabetta besluttede at genskabe kvaliteten, så var det ikke nok at nedsætte udbyttet. Kvaliteterne var gået tabt, så det var absolut nødvendigt at finde og udskille de få stokke med de gamle, små druer og lavt udbytte.
Sammen med sin mand Rainer Zierock fik de via deres dyrkning og genetiske arbejde reddet den gamle druesort. Hendes første vin på Teroldego var vinen Granato, som hun udgav første gang i 1986. Den satte vitterlig Teroldego på verdenskortet og gav Foradori et ry som Trentinos fremmeste vinproducent.
Elisabetta hører således i dag til blandt eliten af vinmagere og er den absolutte foregangskvinde i Trentino distriktet, ligesom hun er en af de vigtigste skikkelser blandt de kvindelige italienske vinmagere og kaldes bl.a. også dronningen af Teroldego.
For Teroldego druen fylder da også 70% af Elisabettas 26 hektar vinmarker. Derudover er der 20% Manzoni Bianco, 5% Nosiola samt 5% Pinot Grigio. Den årlige produktion ligger på omkring 160.000 flasker vin, fordelt på 8 forskellige vine.
I vinkælderen er Elisabetta også gået sine egne vej, bl.a. presser hun ikke længere al mosten ud af druerne, men kun omkring 75%, hvilket sikrer en høj koncentration og et mættet udtryk. Derudover laves de to enkeltmarksrødvine Morei og Sgarzon samt hvidvinene Nosiola og Fuoripista Pinot Grigioalle med vinificering og lagring med drueskallerne i 8-9 måneder på amphora lerkrukker.
Dermed bliver de hvide teknisk set orangevine, altså macererede hvidvine, men vinene bliver – sjovt nok – slet ikke orange. De øvrige vine gærer henholdsvis i betontank og store åbne gamle fade af enten eg eller akacietræ.
Desværre døde Rainer Zierock i 2009, så derefter har Elisabetta drevet vingården sammen med deres 3 børn Emilio, Theo og Myrtha Zierock. Det er Emilio, der har overtaget vinproduktionen, Theo står for administration og handel administrerer vinproduktion, mens Myrtha tager sig af Foradoris marker.
Morei Teroldego Vigneti delle Dolomiti er netop en af de vine, som både er vinificeret og lagret på amphora lerkrukker. Hvor Sgarzon kommer fra marker med ren sand, så er Morei fra stenet marker. Ved gæringen er druerne lagt i lag med helklaser og hele bær. Lagringen i lerkrukker varer omkring 9 måneder, hvorefter vinen er flasket ufiltreret.
Lidt funky næse, virkelig blomsterrig med sorte kirsebær, tranebær, violer, blæk, røg, mælkede noter, yoghurt, grønne oliven, vanilje samt mælkechokolade, mineraler og en klar italiensk syre. Der er grønne grene, bark og lidt røg. Det er som en lille Mini Mascot … starter lidt langsomt med at få klemt sig ned, men pludselig – med speederen i bund – kommer alt det sjove frem.
Smagen er let, saftig med en fin, feminin og elegant syre, nogle balsamiske træk på skuldrene, frugten ufattelig frisk, levende samt dansende, lidt peber, godt med tanniner, som ganske vist virker ret lette, men sætter sig på tænder og i svælget. Vinen er nærmest helt burgundisk i stilen, men har en meget stram, barsk, irettesættende og nådesløs syre, masser af blomster og finhed.
Forhandles af Niche Vine, hvor en flaske koster 295 kr.
Og vi fortsætter i Sydtyrol, nemlig i den lille by Appiano, hvor vi finder kooperativet Cantina San Michele eller på tysk St. Michael-Eppan, som står bag denne Gewürztraminer.
På alpehotellet Den Hvide Hest i Sydtyrol synger overtjeneren Leopold Ulrich Joachim Brandmeyer i form af Dirch Passer ja-ja-ja nu kommer jeg.
På den lille italienske Ristorante il Cantinone i Peschiera fik jeg lidt gnocchi alla polpa di granchio og dertil valgte jeg en hvid Joseph Gewürzrtraminer fra det fantastiske vinhus Tenuta J. Hofstätter i Alto Adige … fremragende valg, hvis jeg selv skal sige det.
Barthenau Vigna S. Urbano Pinot Nero er én af topvinene hos Tenuta J. Hofstätter, der ligger på den centrale plads midt i den lille by Termeno under en kilometer fra floden Aldige og omkring 15-20 kilometer syd for den større by Bolzano.
Næste vin – Mason Pinot Nero fra Weingut Manincor i St. Josef am See i Kaltern lige ved Lago di Caldaro – er også biodynamisk, men har smukke burgundiske træk ved mundvigene, som vender totalt opad.
Næste Pinot Noir … Patricia Pinot Noir kommer fra Südtirol, nemlig fra kooperativet Kellereigenossenschaft Landwirtschaftlich Gesellschaft Girlan, også blot kendt som Kellerei Girlan.
Opvarmningskvartettens sidste medlem er nærmest en ekvibrilist, en sand virtuos … en fandens charmerende Pinot Nero fra fantastiske Franz Haas, som ligger en kilometers penge syd for Montagna Bolzano i Alto Adige.
Buona, grande, unico e bella … Pinot Nero fra Tenuta J. Hofstätter – et af de bedste vinhuse i Alto Adige området – er sgu altid stjernegodt, hvilket denne 2013’er Riserva Mazon Pinot Nero er et strålende eksempel på.
Opvarmningen bestod af 4 x Pinot Noirsk gudesaft fra Alto Aldige og denne Pinot Nero Blauburgunder Selezione fra Elena Walch var anden i rækken.