Tag-arkiv: Alto Adige

Alto Adige vinregionen – også kaldt Trentino-Alto Adige – ligger i det nordligste Italien indesluttet af Alperne. Alto Adige grænser op til Østrig og Schweiz mod nord, Lombardiet mod vest samt Veneto i øst. Det er nærmest lutter bjerge, så landbrug har alle dage været en stor udfordring her.

Kun en lille brøkdel af landbrugsjorden i Alto Adige ligger under 500 meters højde og kun 15% af de stenede og klippefyldte marker er egentlig egnet til dyrkning af afgrøder.

Markerne i Alto Adige ligger fra flad slette i 200 meters højde og op til 1.000 meter højde på deciderede bjergskråninger og i et bælte på begge sider af floden Adige, som løber gennem midten af distriktet.

Alto Adige betyder Sydtyrol … der står derfor også ofte Südtiroler på etiketterne. Den tyske indflydelse i er tydelig i det oprindelige Sydtyrol, der var en del af det Østrig-Ungarske kejserrige indtil slutningen af 1. verdenskrig. Både byerne, druerne og vinene har således også både et tysk og italiensk navn.

Der findes følgende underliggende vinzoner i Trentino-Alto Adige

Selvom Alto Adige er bedst kendt for sine hvidvine, er det faktisk produktionen af rødvin, som er størst. Lagrein er den mest udbredte og vigtigste rødvinsdrue i Alto Adige. Den har et højt indhold af syre og giver kraftige, mørke, magtfulde vine og helt tørre vine.

2014 Foradori, Morei Teroldego Vigneti delle Dolomiti, Alto Adige, Italien

2014 Foradori, Morei Teroldego Vigneti delle Dolomiti, Alto Adige, ItalienHver gang gang jeg smager en vin fra Elisabetta Foradori bliver jeg en smule mere forelsket … hendes vine smager himmelsk og det gælder også denne 2014 Morei Teroldego Vigneti delle Dolomiti.

Azienda Agricola Foradori ligger ved byen Mezzolombardo 10 kilometer nord for Trento og godt en kilometer vest for Adige floden og omkring 20 kilometer nord for Gardasøen … sådan set lige mellem Gardasøen og Brenner-passet på kantet af Alperne i det klippefyldte Trentino-Alto Adige område.

Vingården er grundlagt af i 1901 og blev i 1929 købt af Vittorio Foradori. Hans søn Roberto overtog driften i 1960, men efter hans død i 1976 måtte hustruen Gabriella Casna Foradori overtage produktionen.

Siden 1984 har det imidlertid været datteren Elisabetta, som har drevet foretagendet. Hun var endda kun 17 år, da hun reelt overtog produktionen. Men med gode råd fra vennerne Marc Kreydenweiss, Pierre Frick og Olivier Humbrecht i Alsace, så har Elisabetta fundet sine egne ben med fokus to glemte lokale druesorter, nemlig den røde Teroldego og hvide Nosiola.

Samtidig har Elisabetta siden 2002 drevet vingården biodynamisk, certificeret siden 2009 og laver vinene som i gamle dage, bl.a. laves hvidvinene på Nosiola med skindkontakt og i lagringen anvendes i dag primært store amphora lerkrukker og alene egefade i meget begrænset omfang. Lerkrukkerne er tinajas fra Villarrobledo i Spanien.

Allerede fra starten i 1984, hvor Elisabette hurtigt opdagede Teroldego druen, startede hun med et omfattende arbejde med at udvælge og kortlægge de forskellige kloner af Teroldego på gårdens ældste marker, for at kunne tilplante med det bedste plantemateriale.

Der er mange forklaringer på, hvor druesortenTeroldego har sit navn fra. Nogle mener, at det er tysk dialekt af Gold aus Tirol, mens andre siger, at navnet kommer fra Tirelle, som refererer til de snore eller wirer, som druestokkene bindes op med.

Den mest plausible forklaring er måske nok, at druen stammer fra en by med navnet Teroldege eller Teroldeghe, som allerede er nævnt i dokumenter tilbage fra det 15. århundrede.

Man har for nyligt opdaget, at Teroldego er i familie med sorten Dureza, som stammer fra Frankrig og var en de druer, som Syrah oprindelig blev skabt ud fra. Nogle sammenligner dog også vine på Teroldego med Zinfandel vine, hvilket jeg slet ikke er enig i.

Teroldego havde egentlig for utallige år siden et anerkendt ry, men udviklingen gik imod kvantitet frem for kvalitet og de højstydende kloner blev hele tiden selektioneret, hvorved fremstilling af kvalitetsvine på druen var helt gået i glemmebogen.

Da Elisabetta besluttede at genskabe kvaliteten, så var det ikke nok at nedsætte udbyttet. Kvaliteterne var gået tabt, så det var absolut nødvendigt at finde og udskille de få stokke med de gamle, små druer og lavt udbytte.

Sammen med sin mand Rainer Zierock fik de via deres dyrkning og genetiske arbejde reddet den gamle druesort. Hendes første vin på Teroldego var vinen Granato, som hun udgav første gang i 1986. Den satte vitterlig Teroldego på verdenskortet og gav Foradori et ry som Trentinos fremmeste vinproducent.

Elisabetta hører således i dag til blandt eliten af vinmagere og er den absolutte foregangskvinde i Trentino distriktet, ligesom hun er en af de vigtigste skikkelser blandt de kvindelige italienske vinmagere og kaldes bl.a. også dronningen af Teroldego.

For Teroldego druen fylder da også 70% af Elisabettas 26 hektar vinmarker. Derudover er der 20% Manzoni Bianco, 5% Nosiola samt 5% Pinot Grigio. Den årlige produktion ligger på omkring 160.000 flasker vin, fordelt på 8 forskellige vine.

I vinkælderen er Elisabetta også gået sine egne vej, bl.a.  presser hun ikke længere al mosten ud af druerne, men kun omkring 75%, hvilket sikrer en høj koncentration og et mættet udtryk. Derudover laves de to enkeltmarksrødvine Morei og Sgarzon samt hvidvinene Nosiola og Fuoripista Pinot Grigioalle med vinificering og lagring med drueskallerne i 8-9 måneder på amphora lerkrukker.

Dermed bliver de hvide teknisk set orangevine, altså macererede hvidvine, men vinene bliver – sjovt nok – slet ikke orange. De øvrige vine gærer henholdsvis i betontank og store åbne gamle fade af enten eg eller akacietræ.

Desværre døde Rainer Zierock i 2009, så derefter har Elisabetta drevet vingården sammen med deres 3 børn Emilio, Theo og Myrtha Zierock. Det er Emilio, der har overtaget vinproduktionen, Theo står for administration og handel administrerer vinproduktion, mens Myrtha tager sig af Foradoris marker.

Morei Teroldego Vigneti delle Dolomiti er netop en af de vine, som både er vinificeret og lagret på amphora lerkrukker. Hvor Sgarzon kommer fra marker med ren sand, så er Morei fra stenet marker. Ved gæringen er druerne lagt i lag med helklaser og hele bær. Lagringen i lerkrukker varer omkring 9 måneder, hvorefter vinen er flasket ufiltreret.

Lidt funky næse, virkelig blomsterrig med sorte kirsebær, tranebær, violer, blæk, røg, mælkede noter, yoghurt, grønne oliven, vanilje samt mælkechokolade, mineraler og en klar italiensk syre. Der er grønne grene, bark og lidt røg. Det er som en lille Mini Mascot … starter lidt langsomt med at få klemt sig ned, men pludselig – med speederen i bund – kommer alt det sjove frem.

Smagen er let, saftig med en fin, feminin og elegant syre, nogle balsamiske træk på skuldrene, frugten ufattelig frisk, levende samt dansende, lidt peber, godt med tanniner, som ganske vist virker ret lette, men sætter sig på tænder og i svælget. Vinen er nærmest helt burgundisk i stilen, men har en meget stram, barsk, irettesættende og nådesløs syre, masser af blomster og finhed.

Forhandles af Niche Vine, hvor en flaske koster 295 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2018 Kellerei St. Michael-Eppan, Gewürztraminer, Alto-Adige, Italien

2018 Kellerei St. Michael-Eppan, Gewürztraminer, Alto-Adige, ItalienOg vi fortsætter i Sydtyrol, nemlig i den lille by Appiano, hvor vi finder kooperativet Cantina San Michele eller på tysk St. Michael-Eppan, som står bag denne Gewürztraminer.

Kooperativet er grundlagt i 1907 af 27 driftige vinbønder i St. Michael, Berg, St.Pauls, Missian og Unterrain. De mødtes på kroen i Eppan, hvor de beklagede deres nød over de ringe priser for salg af deres druer, men til sidst besluttede at gå sammen i et kooperativ, som skulle anvende deres druer til en samlet produktion af vine.

I dag er der 340 vinavlere som medlemmer af Kellerei St. Michael-Eppan og de har samlet omkring 380 hektar vinmarker, som danner baggrunden for kooperativet og en produktionen af en lang række vine.

De har ansat vinmageren Hans Terzer til at stå spidsen for produktionen og han blev i 1997 af Gambero Rosso udråbt som en af verdenens 10 bedste vinmagere. Kooperativet er da også kendt som et af de bedste kooperativer i Alto-Adige.

Denne Gewürztraminer kommer fra kooperativets Classic Line serie … en serie af hverdagsvine, som er lavet udelukkende i ståltanke og med det mål, at afspejle områdets terroir til en fornuftig pris.

Vinen er lavet med druer fra forskellige marker og fra vinstokke fra 10-30 år og et høstudbytte på 65 hektoliter pr. hektar. Vinen har 5 gram restsukker pr. liter.

Næsen er meget blomsterrig, parfumeret med sæbe, pærer, melon, frisk svejset jern, svag kanel og nelliker. Det dufter rigtigt godt … pirrer hele tiden næsen på en rigtig rar måde.

Smagen er fin og frisk, men cremet og næsten olieret. Der er sten, jern, lidt muskat og samlet set er vinen meget blid, næsten lidt tilbageholdende rent smagsmæssigt.

Ingen importør, men prisen i hjemlandet ligger på 11,60€ … svarende til 86 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2017 Tiefenbrunner Schlosskellerei Turmhof, Merus Sauvignon Blanc, Alto Adige, Italien

2017 Tiefenbrunner Schlosskellerei Turmhof, Merus Sauvignon Blanc, Alto Adige, ItalienPå alpehotellet Den Hvide Hest i Sydtyrol synger overtjeneren Leopold Ulrich Joachim Brandmeyer i form af Dirch Passer ja-ja-ja nu kommer jeg.

Med denne Merus Sauvignon Blanc er vi oss’ landet i Sydtyrol, dog ikke I Østrig, men på den italienske side hos vinhuset Tiefenbrunner Schlosskellerei Turmhof, der ligger på Cortaccia sulla Strada del Vino i den lille by Niclara syd for Bolzano.

Meget passende fik jeg vinen serveret af en tjener, men uden den klassiske sang og et højt Dirch Passer humør. Men Schlosskellerei Turmhof er ellers et klassisk gammelt tyrolsk vinslot, som vil være den perfekt scene for et munter lystspil.

Vinhuset drives af Sabine og Christof Tiefenbrunner, som er 5. generation. Vinhuset er grundlagt tilbage i 1848, og det gør dermed vinhuset til et af de ældste vinhuse I Sydtyrol. Det var dog Herbert Tiefenbrunner, der startede med at lave egne vine på Turmhof i 1943 før slutningen af anden verdenskrig.

Sønnen Christof overtog driften efter sin far i 2012 og laver sammen med hustruen vin fra deres 25 hektar marker i Entiklar, Kurtatsch og Margreid i 250 til 1.000 meters højde. Men derudover opkøber de også druerne fra 45 hektar tilhørende andre vinavlere I området.

Deres bedste mark er en 3 hektar stor parcel på Fennberg bjerget i 1.000 meters højde. Der dyrker de Müller-Thurgau, hvilket gør marken til den højeste beliggende Müller-Thurgau mark i hele Europa. Druerne fra marken anvendes til husets prisvindende vin Feldmarschall vin Fenner.

Her smager vi husets Merus Sauvignon Blanc, hvor druerne kommer fra marker omkring Cortaccia, Penone og Niclara i 290-500 meters højde og høstet med et udbytte på 65-75 hektoliter pr. hektar.

Vinen er gæret ved 20 grader i rustfrie ståltanke, hvilket så er efterfulgt af en 4 måneders lagring sur lie i store betontanke. Vinen har 2 gram restsukker pr. liter og der laves årligt 35.000 flasker af vinen.

Duftmæssigt byder næsen på hyldeblomst, melon, stikkelsbær, hø, græs, mynte, salvie, peberrod lidt grøn champagnebrus-is. Det dufter faktisk ganske godt, frisk og ligetil. I munden er det en blød og venlig vin med lidt jern, en rank ryg med okay syre og lidt citrus.

Ingen dansk forhandler er fundet, men i hjemlandet koster vinen 11,90€ … svarende til 89 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2018 Tenuta J. Hofstätter, Joseph Gewürztraminer, Alto Adige, Italien

2018 Tenuta J. Hofstätter, Joseph Gewürztraminer, Alto Adige, ItalienPå den lille italienske Ristorante il Cantinone i Peschiera fik jeg lidt gnocchi alla polpa di granchio og dertil valgte jeg en hvid Joseph Gewürzrtraminer fra det fantastiske vinhus Tenuta J. Hofstätter i Alto Adige … fremragende valg, hvis jeg selv skal sige det.

Tenuta J. Hofstätter aka Weingut J. Hofstätter har jeg skrevet om tidligere – både om husets historie, drift og marker mit weiter, så skal jeg ikke gentage denne gang. I stedet kigger vi nærmere på denne Joseph Gewürzrtraminer, hvor druerne kommer fra forskellige mergelholdige marker.

Markerne ligger i 250 og 800 meters højde og på grund af de alpine vinde, så undgår man en alt for varm og overmoden stil. Druerne høstes med håndkraft, hvorefter de presses nænsomt og får lov at macerere nogle få timer med skallerne.

Vinen fermenterer derefter i temperaturstyrede ståltanke og graderne holdes nede for at få mere frugtighed frem. På trods af det, så trækker vinen en højoktan på 14,5% alkohol.

Næsen er både herlig landlig og samtidig med en vis fedme, men er slet ikke så parfumeret, som man måske ville forvente af en Gewürztraminer, selvom det fortsat er en meget aromatisk og intens aroma. Den virker bare utrolig luftig, elegant med abrikos, blomster, rosenblade og lidt estragon.

I munden er vinen fed og lidt olieret, om end ikke overfed, for den har fortsat en god friskhed. Det er cremet, blødt og smager vildt godt. Nam Nam.

Forhandles af Adriat Vinimport, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7  

2014 Tenuta J. Hofstätter, Barthenau Vigna S. Urbano Pinot Nero, Alto Adige, Italien

2014 Tenuta J. Hofstätter, Barthenau Vigna S. Urbano Pinot Nero, Alto Adige, ItalienBarthenau Vigna S. Urbano Pinot Nero er én af topvinene hos Tenuta J. Hofstätter, der ligger på den centrale plads midt i den lille by Termeno under en kilometer fra floden Aldige og omkring 15-20 kilometer syd for den større by Bolzano.

Jeg har tidligere for et par år siden smagt vinen i en årgang 2010, som var købt på vingården. Jesper havde købt denne 2014’er under sidste års ferie i Italien og taget vinen med til vores nytårsmiddag. Ja faktisk smagte vi denne inden Blaufränkisch’en fra Schneider.

Hvis du vil lære mere om Tenuta J. Hofstätter aka Weingut J. Hofstätter, så klik på linket ovenover med årgang 2010. Der har jeg skrevet lidt om vinhusets historie, drift og marker mit weiter.

I stedet kigger vi nærmere på denne Barthenau Vigna S. Urbano Pinot Nero, som selvfølgelig er lavet med 100% Pinot Noir fra marken Barthenau Vigna San Urbano. På Barthenau marken er vinstokkene 65 år gamle og høstes manuelt, hvorefter der sker en afstilkning af omkring 75% af klaserne.

Derefter presses druerne let efterfulgt af kold maceration i omkring 24 timer, hvorefter fermenteringen sker. Derefter lagrer vinen af to omgange, først 12 måneder på små fade, hvorefter fadene blandes og vinen lagrer videre på store egetræsfade i yderligere 8 måneder. Derefter flaskes vinen og lagrer endnu en gang 8 måneder inden frigivelse.

I næsen har vinen ikke umiddelbart sådan en ultralet aroma med animalsk kostald, men har mere en tæt Pinot Noir duft med mørk stald, masser af kirsebær med en syrlighed i frugten, benzin, blæk, en bondsk side, lidt mælket, kærnemælk, egetræ, kaffegrums og nogle mineraler. Men samtidig en meget komplet og flot komponeret aroma.

Smagsmæssigt er det blødt, blidt med en dejlig syrlig frugt, lethed fra Pinot Noir druen, kirsebær, hindbær, urter, peber og samtidig er vinen også ganske saftig. Dermed kommer vinen til at virke en smule kraftigere og mere muskuløs end dens tyske medsøstre, men for pokker det smager godt.

Købt i Italien, hvor prisen ligger på omkring 57€ … eller omkring 425 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2014 Weingut Manincor, Mason Pinot Nero, Alto Adige, Italien

2014 Weingut Manincor, Mason Pinot Nero, Alto Adige, ItalienNæste vin – Mason Pinot Nero fra Weingut Manincor i St. Josef am See i Kaltern lige ved Lago di Caldaro – er også biodynamisk, men har smukke burgundiske træk ved mundvigene, som vender totalt opad.

Weingut Manincor er grundlagt i 1991 af grev Michael Goëss-Enzenberg og hustruen Sophie, men selve ejendommens historie går langt tilbage, nemlig til 1608, hvor den blev bygget af Hieronymus Manincor … en forfader til grev Michael langt tilbage.

Michael Goëss-Enzenberg overtog driften fra sin onkel var der ingen egenproduktion, idet druerne blot blev solgt til kooperativerne i henholdsvis Kaltern og Terlan.

Siden overtagelse er driften dog lagt fuldstændig om, og der er bygget en ny, moderne og underjordisk vinkælder, mens hele produktionen er omlagt til fuld bæredygtighed og herunder altså også certificeret biodynamisk drift.

Vingården har også både jordvarme- samt biomasseanlæg og er CO2 neutral … bruger simpelthen hverken gas eller olie. Udover vinproduktionen produceres der også frugt og honning på gården … og så laver de faktisk også selve egefadene til lagring af vinene.

De har omkring 50 hektar vinmarker, fordelt på markerne Manincor, Lieben Aich, Campan, Mazzon Leiten samt Panholzer og Keil. Det giver basis for en lang række vine, som sælges under Manincor navnet.

I kælderen følges månens cyklus og man benytter tyngdekraften når vinen skal veksle mellem de tre plan. Således undgår man pumper, der kan beskadige drueskaller og sten. Der foretages i øvrigt ingen filtrering.

To tredjedele af de hvide vine og alle de røde vine fremstilles med naturligt forekommende gærceller. Åbne gæringskar benyttes til rødvinsproduktionen. De hvide vine gærer og lagres på store ovale fade med en størrelse på mellem 12–30 hektoliter. Hver mark vinificeres og lagres for sig og der arbejdes både med vine på enkeltdruer og blends.

Denne Mason Pinot Nero er lavet med druer fra  marker ved  Mazzon i 400-450 meters højde, men grev Michael kalder Mazzon for Mason … for at skilde sig lidt ud. Druerne er høstet med et udbytte på 37 hektoliter pr. hektar.

Det er Manincors topvin på Pinot Nero, der er en selektion af druer fra de ældste og mest velpositionerede planter fra 4 hektar vinmarker med Pinot Nero i Mazzon. Jorden er ler og sandholdig og fyldt med gnejs, granit, porfyr og eroderet dolomit.

Druerne fra forskellige parceller vinificeres separat med 14 dages maceration i åbne gæringskar, udelukkende ved brug af de naturlige gærceller på druerne. Vinen lagres 12 måneder på barriques, heraf 25% nye barriques.

Sikke en næse … både bondsk og let, luftig, krydret med blåbær, kirsebær, jordbær, blommer og en vis modenhed i frugten, hvilket så suppleres med marcipan, violer, roser, chokolade, blæk, kul og lidt lakridsrod. Der er virkelig Pinot Noir lethed over vinen, og satans elegant på en bondsk, lys og let facon.

Uha … det smager vildt godt. Det er en luftig vin med vinger, hindbær, jordbær, jern og blid balanceret. Med lidt luft i glasset viser vinen også ren og stringent syre med lidt vanilje og klart nogle burgundiske træk. Det er vildt, balanceret og let. WOAW.

Importeres af Adriat Vinimport, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 6/7

2015 Kellerei Girlan, Patricia Pinot Noir, Alto Adige, Italien

2015 Kellerei Girlan, Patricia Pinot Noir, Alto Adige, ItalienNæste Pinot Noir … Patricia Pinot Noir kommer fra Südtirol, nemlig fra kooperativet Kellereigenossenschaft Landwirtschaftlich Gesellschaft Girlan, også blot kendt som Kellerei Girlan.

Kellerei Girlan aka Cantine Girlan ligger selvfølgelig i byen Girlan omkring 7-8 kilometer sydvest for Bolzano i Alto Adige området i Italien. Det er et ældre kooperativ, som er grundlagt tilbage i 1923 i en historisk gård fra 1500-tallet. Det er den smukke bygning, som I kan se på billedet ovenover.

I dag er det imidlertid 200 medlemmer i kooperativet, som samlet forvalter omkring 215 hektar vinmarker, som primært ligger i Ü̈beretsch og området omkring Girlan.

Gerhard Kofler er ansvarlig vinmager og han står bag en lang række vine, herunder denne Patricia Pinot Noir, hvor druerne delvis kommer fra marker i Überetsch i en højde af 450-500 meter samt fra solrige skråninger ved Mazon og Montan i lavere beliggende områder.

Efter afstilkning presses druerne blidt, hvorefter gæring sker i rustfrie ståltanke 12-15 dage. Derefter lagrer vinen 15 måneder i både store og små egefade og derefter yderligere 6 måneder på flaske inden frigivelsen.

I glasset er der aromaer af bolsjesyre, ribs, kirsebær, stikkelsbær, rabarber og ellers måske en tand mørkere i frugten end umiddelbart forventet. Derudover er der egenoter, grannåle, harpiks, aske, nogle syrlige krydrede noter samt lidt kanel.

Smagsmæssigt er der lidt sødme, men ellers en lidt kraftige slagside, som er noget rustik og bærer på mørk frugt, en vis saftighed, bløde tanniner og en direkte punch, men mangler i mine øjne lidt lethed og feminint touch, da det samlet bliver lidt kantet.

Forhandles hos Vinpusheren, hvor en flaske koster 149 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2013 Franz Haas, Pinot Nero, Alto Adige, Italien

2013 Franz Haas, Pinot Nero, Alto Adige, ItalienOpvarmningskvartettens sidste medlem er nærmest en ekvibrilist, en sand virtuos … en fandens charmerende Pinot Nero fra fantastiske Franz Haas, som ligger en kilometers penge syd for Montagna Bolzano i Alto Adige.

Den gamle, smukke vingård ligger på en bjergskråning og drives af den gode Franz Haas samt hans kone og kreativ direktør Maria Luisa Manna-Haas. Vingården er grundlagt tilbage i 1880 og har været drevet af Haas familien gennem generationer, og Franz er da også 7. generation på stedet.

Franz uddannet indenfor noget så kedeligt som økonomi, som han studerede ved universitetet i Innsbruck i Østrig. Derefter blev han dog uddannet ønolog i Geisenheim i Tyskland, inden han satte kursen tilbage til familiens vingård. Her har Franz koncentreret sig om at lave kvalitetsvine med lavt udbytte.

Fra 1982 til 1986 gennemgik vingården en stor omvæltning, da Franz bl.a plantede mange af vinmarkerne om med fokus på lavere udbytte, højere koncentration og der blev også plantet druevarianter, som ikke var set før i området.

Franz Haas er især kendt for sine hvidvine, der kan have en stålsat mineralitet og syre som de bedste vine fra Østrig og Tyskland kombineret med en forførende aroma. Han laver specielt vine på Gewürztraminer, Lagrein og selvfølgelig Pinot Nero.

Vingården ejer selv lidt jord, men har derudover lejet lidt jord og har derudover kontrakter på levering fra andre lokale vinbønder. I alt har gården adgang til druer fra omkring 55 hektar i kommunerne Montagna, Egna og Aldino på skråningerne på Cislon bjerget, mellem 240 og 800 meter over havets overflade.

Der laves 13-14 forskellige vine hos Franz Haas, heraf 2 Pinot Nero, hvoraf denne Pinot Nero er hans basisvin, men har et skræmmende højt niveau. Druerne kommer fra marker på bakkerne ved Mazzon, Pinzano, Gleno og Montagna i højder mellem 350 til 900 meter. Markerne dyrkes alle økologisk.

Druerne høstes med et udbytte på 35-40 hektoliter pr. hektar. Efter sortering af druerne gæres vinen med det naturlige gær i ståltanke, lagres 12 måneder i franske egetræsfade og minimum 10 måneder i flasken før frigivelse.

Det lidt særprægede etiket på vinen er designet af den italienske kunstner Riccardo Schweizer, som også kommer fra Alto Adige, men studerede kubisme i Paris under Pablo Picasso og Joan Mirò.

Denne kubistiske stil er også tydelig på etiketterne, som egentligt blev bestilt af Maria Luisa Manna-Haas, da Schweizer i forvejen var en nær ven af familien Haas.

Faktisk var designet af etiketterne en gave fra Maria Luisa til Franz på hans fødselsdag, og den allerførste etikette, var etiketten til en 1987 Pinot Nero Schweizer, husets topvin på Pinot Nero.

Nå, men lad os smage denne almindelige 2013 Pinot Nero, som der imidlertid ikke er noget almindeligt over. Næsen er sød, landlig og aromatisk kostald, et stort MUH brøl og den dufter endnu bedre end forrige vin. Frugten skriger både hindbær og mørke kirsebær. Det et let, landligt med bolsjer, kanel, nelliker og brændte egefade. Det er klart #farerglad.

I munden er vinen blød, let og livlig med hindbær, moden kirsebær og hvor er det hele dog bare ZEN – total luftig balance. Total meditation og helbredende saft til din sjæl … eller sagt på jysk, så smager det herregodt. 6 store, fedtede tommelfingre op … og sgu næsten på nippet til at smide en halv finger oveni.

Forhandles af Laudrup Vin, hvor en flaske koster 260 kr., mens prisen er 189,50 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2013 J. Hofstätter, Riserva Mazon Pinot Nero, Alto Adige, Italien

2013 J. Hofstätter, Riserva Mazon Pinot Nero, Alto Adige, ItalienBuona, grande, unico e bella … Pinot Nero fra Tenuta J. Hofstätter – et af de bedste vinhuse i Alto Adige området – er sgu altid stjernegodt, hvilket denne 2013’er Riserva Mazon Pinot Nero er et strålende eksempel på.

Det er oss’ en vin, som jeg tidligere har smagt, senest i en flot årgang 2010, men her er vinen så et par år yngre.

J. Hofstätter ligger på  den centrale plads midt i den lille by Termeno, under en kilometer fra floden Aldige og omkring 15-20 kilometer syd for den større by Bolzano.

Vinhuset er grundlagt i 1907 af Josef Hofstätter. Han var oprindelig smed, så han måtte lave vinen i fritiden. Det skete i kælderen på hustruens kro Schwarzer Adler og så kunne han jo meget passende også sælge vinen på kroen. På dette tidspunkt var Hofstätters vinmarker placeret på den vestlige side af floden Adige.

Det blev Josefs nevø Konrad Oberhofer, som sammen med hustruen Luise overtog vingården i 1942. Det var specielt Konrad Oberhofer, som udviklede vingården. Han var den første i Sydtyrol at separere druerne fra de forskellige marker, både i vinificeringen og ved i produktionen at lave enkeltmarksvine.

Konrad Oberhofer datter Sieglinde giftede sig i 1959 med Paolo Foradori, hvis familie i årtier havde produceret kvalitetsvin fra marker på østsiden af Adige.

Dette ægteskab har betydet at Hofstätter i dag råder omkring 50 hektar af de bedste vinmarker i området fordelt på en del ejendomme, nemlig Kolbenhof, Barthenau, Yngram, Steinraffler, Rechtenthaler Schlossleiten og Cereseto Superiore.

I dag er det 4. generation i form af Martin Foradori Hofstätter, som driver vinhuset. Han er af den overbevisning, at det er i vinmarken, at det store arbejde skal ligge for at sikre en høj kvalitet af vinen.

Ydermere benytter man sig af biologisk skadedyrsbekæmpelse. I det hele taget sigter man på i fremtiden udelukkende at fremstille vin på økologisk dyrkede druer.

Martin er udover de normale druer Gewürztraminer, Pinot Blanc, Lagrein, Schiava og Pinot Noir vild med Riesling. Det har betydet, at han har investeret i en række Riesling vinmarker ved Saar i Tyskland. Dermed er han den første italienske vinmager, som ejer marker der.

Vinene i det tyske bliver produceret hos Weingut Fischer i Bocksteinhof, som nu drives af Martin Foradori Hofstätter, Johannes Fischer og Nik Weis fra St. Urbans-Hof i fælles samarbejde.

Nå, men på Tenuta J. Hofstätter laver de bl.a. denne Riserva Mazon Pinot Nero, hvor druerne kommer fra marken Mazon. Inden vinificeringen afstilkes 75% af druerne, mens den sidste del går i pressen uden afstilkning.

Vinen er derefter lavet med maceration i 11 dage og efter fermentering lagrer vinen 12 måneder i små egetræsfade efterfulgt af yderligere 6 måneder på almindelige egetræsfade og 12 måneder på flaske inden frigivelse.

Og denne Riserva Mazon Pinot Nero fra det herrens år 2013 dufter sgu freaking fabiolus … nærmest mørk og animalsk med blåbær, hindbær, lidt syltetøj, mejeri og gammel stald … virkelig en omfavnende kostald på steroider og godt med mælkesyre. Den er pæn rustik med en ulden sødme i duften. Bella.

Smagen er frisk og proppet med elegant frugt … tør, frisk og byder både på peber, bitterhed, syrlige kirsebær, præcise tanniner, kanel og mælkechokolade. Syreniveauet er pænt og leverer varen sammen med Pinot Noirs lethed og elegance.

Forhandles herhjemme af Taatrup Ny Vinhandel, hvor en flaske koster 280 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2016 Elena Walch, Pinot Nero Blauburgunder Selezione, Alto Aldige, Italien

2016 Elena Walch, Pinot Nero Blauburgunder Selezione, Alto Aldige, ItalienOpvarmningen bestod af 4 x Pinot Noirsk gudesaft fra Alto Aldige og denne Pinot Nero Blauburgunder Selezione fra Elena Walch var anden i rækken.

Elena Walch kaldes dronningen af Alto Adige, men hun blev selv først vinbonde i 1985, da hun giftede sig ind i en gammel vinfamilie i området. Elena bragte nye og moderne metoder til vinfremstilling ind i det gamle og traditionelle familieforetagende og har bragt vingården frem til at høre blandt eliten i området.

Hun startede også med at transformere alle sine marker i en meget kvalitetsbevidst retning. De blev genplantet med de bedste og mest kvalitative kloner, som er plantet så tæt som muligt på markerne, for at presse vinstokkene mest muligt.

I dag driver hun vingården sammen med sine 2 døtre Julia og Karoline Walch, som således er 5. generation på vingården. Det er selvfølgelig Elena og de to smukke døtre, som I kan se på billedet ovenover.

Elena Walch ejer i dag samlet 60 hektar vinmarker, som er fordelt på to ejendomme i området, nemlig Castel Ringberg ved søen Kalteren samt Vigna Kastelaz nær byen Tramin.

Alle Elenas marker er i dag beliggende omkring disse to ejendomme, der hver især har deres unikke terroir, hvilket gør, at hun dyrker forskellige druer på hver ejendom.

Generelt fremstiller Elena Walch i dag meget drue-typiske vine, med fokus på ren frugtighed og lang elegant eftersmag. Kun de bedste vine lagres på barrique, og i hendes premium serie er hun nede under 20% på egetræsfade for at bevare mest mulig frugt og druekarakter.

Denne Pinot Nero Blauburgunder Selezione er lavet med druer fra både marken Barleith samt nogle lejede vinmarker i Tramin og Caldaro. Vinen er lavet i rustfrie ståltanke, maceration i 10 dage og efter fermenteringen er vinen lagret i dels store egefade samt i rustfrie ståltanke … perioden fremgår dog ikke.

Ligesom forrige Pinot Noir har denne også en markant grøn og urtet næse, men denne er mere frisk og mere landlig samt aromatisk i udtrykket. Frugten er også en kende lettere, mere kirsebær og hindbær, lidt som syrlige drops. Frugten er egentlig meget ren og direkte sammen med lidt hvid peber.

I munden er vinen blød, elegant og – ligesom duften – mere let i udtrykket. Der er tydelige tanniner, fast struktur i vinen, som også har et let sødme, mens syren er let og elegant.

Forhandles herhjemme af Otto Suenson, hvor en flaske koster 149 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7