Tag-arkiv: Toscana

2012 Relais La Torre, Chianti, Toscana, Italien

2012 Relais La Torre, Chianti, Toscana, ItalienI den østligste del af Toscana, omkring 5 kilometer nord for den lille by Arezzo finder vi Relais La Torre … et lille Bed & Breakfirst smukt beliggende i en gammel antik villa fra 1756 kaldet Baiellina med det tilhørende gammelt fængselstårn Torrino.

Dette lille idylliske refugium … agriturismo … har på ægte italiensk manér selvfølgelig også produktion af lidt vino, vinsanto og olivenolie. Så udover at byde på afslapning med udsigt til de toscanske vinmarker, friske æg og rustik hjemmelavet bagværk, så kan man også skænke en række af egne vine, og én af disse er denne Chianti.

Den lille vingård har i alt 13 hektar vinmarker spredt udover bakkerne i området, og der dyrker de primært de røde sorter Sangiovese og Merlot til vinene og til deres vinsanto de hvide druer Malvasia Toscana, Trebbiano samt de røde San Colombano og Cannaiolo.

Der laves 4 forskellige vine på Relais La Torre, denne Chianti samt en Chianti Riserva og 2 IGT vine I Lastricheti Rosso Toscano og Macchione Rosso Toscano, som begge er lavet på et blend af Sangiovese og Merlot. De laver 2 forskellige vinsanto, nemlig Vinsanto del Chianti og Vinsanto del Chianti Riserva.

Denne almindelige Chianti er lavet på 100% Sangiovese, lavet med økologiske druer, som er høstet i hånden og ellers produceret på temperaturstyrede rustfrie ståltanke, hvor macerationen er forholdsvis kort i 8-10 dage. Vinen har slet ikke set egetræ og er således modnet 7 måneder i de rustfrie ståltanke og derudover 3 måneder efter flaskningen.

Og det er faktisk en herlig ville vildbasse, som i næsen byder på lidt animalsk-sjov-bio-syre, nærmest en smule naturewine i udtrykket med sæbe, parfume, gylle, prut, eucalyptus, grønne blade og lidt syrlige bolsjer. Det lyder som lidt et spookie mix, men er egentlig ganske fornøjelig.

I munden syre, frugt og friskhed. Vinen er en smule krydret, men har en god lethed. Syren er ganske italiensk i udtrykket og sidder godt fast i munden, når de har smagt vinen, så der er også lidt tanniner, som viser lidt ansigt. Det er faktisk en ganske spændende vin.

Købt hos Pran Vinimport, hvor prisen er 105 kr.

Rating 4,5/7 

2007 Casanova di Neri, Pietradonice IGT, Toscana, Italien

2007 Casanova di Neri, Pietradonice IGT, Toscana, ItalienEt af højdepunkterne under byggemødet var denne vin … en IGT vin, Pietradonice IGT fra Bruello vinhuset Azienda Agricola Casanova di Neri, som selvfølgelig ligger ved Montalcino by … eller i hvert fald et par kilometer øst for byen i det herlige Toscana. Og fuck … det er sgu lige mig.

2007 Casanova di Neri, Pietradonice er grundlagt i 1971 af Giovanni Neri. Han startede forsigtig med få marker, men har løbende udvidet med køb af yderloigere marker, bl.a. markerne Fiesole, Poderuccio, Podernuovo, Le Cetine, Pietradonice, Cerretalto og Spereta. I dag har ejendommen i alt 63 hektar vinmarker samt lidt olivenlunde og agerjord.

Den første vin fra vingården kom på markedet i 1978, nemlig husets Brunello. Men produktionen er siden udvodet med en Brunello Cerretalto i 1981, en Rosso di Montalcino i 1982, en Brunello Tenuta Nuova i 1993, en Ir Rosso di Casanova di Neri og den hvide Ib Bianco i 2011.

Og denne Pietradonice IGT udgav familien for første gang i år 2000. Siden første årgang har vinen fået mellem 93-96 point af Wine Spectator samt de magiske 3 glas i Gambero Rosso.

Med 63 ha vinmarker er Casanova di Neri et af de største familiebrug i Montalcino. Vihuset har siden 1991 været ledet af Giovannis søn Giacomo Neri, som er en vinbonde med stor kærlighed for arbejdet i marken. Og hans sønner Gianlorenzo og Giovanni er kørt i stilling. De har begge allerede taget ønologisk uddannelse, så arvefølgen er helt på plads.

Casanova di Neri blev i 2007 kåret som verdens bedste Brunello producent af det velrenomerede Wine Spectator, og blev ligeledes nr. 1 på top 100 listen. Det er derfor ikke uden grund, at Casanova di Neri betragtes som én af de absolut bedste producenter fra Montalcino.

Giacomo Neri færdiggjorde for få år siden sit nye vineri, som er et fantastisk projekt der strækker sig 3 etager under jorden. Tyngdekræften driver vinene fra top til bund under produktionen. Anlægget har været kostbart, men Giacomo har kæmpe succes med det. I løbet af ganske få år er Casanova di Neri blevet stjerneproducent i Gambero Rosso og har således 10 gange opnået 3 glas … noget kun få og de absolut bedste producenter formår.

Ligeledes er Casanova di Neri flere gange tildelt de magiske og næsten uopnåelige 100 point for deres vine – senest I 2006, 2007 og 2010 har Casanova di Neri fra forskellige internationale anmeldere modtaget 100 point og fantastiske ord med på vejen.

Denne Pietradonice IGT er en Cabernet Sauvignon baseret vin, hvor druerne kommer fra marken Pietradonice. Der skulle vistnok være tilsat en smule Sangiovese … omkring 10%, men det fremgår ikke tydeligt på vinhusets hjemmeside. Lavet med maceration i temperaturstyrede tanke med en macerationstid på 2-3 uger, hvorefter vinen lagrer i store egetræsfade i 19 måneder og yderligere 6 måneder efter vinen er flasket. Produktionen af Pietradonice IGT ligger op omkring 9.340 flasker årligt … samt 90 magnumflasker.

Og what a wine … i næsen engelsk lakrids i kombo med stor syrlighed. Vi snakker blommer, dadler, oliven, solbær, blåbær … tætpakket frugt, og således utrolig frugtrig med eg, toast, læder, svage grønne noter, let tobak og nok også lidt chokolade. Men man fornemmer også den underliggende syre, som viser tænder, rygrad og feminin håndfasthed. Det er Bordeaux, US Cab og italiensk samhørighed … if U get my drift?

I munden stramme italienske tanniner, men også blommer og fyldig sødme, fed og fyldig, cremet … hold nu kæft, tanninerne er helt vilde, men sammen med fylden og fedmen spiller det totalt. Dette er en tæskelækker vin. Far er glad, så big time Thumbs Up.

Købt hos SuperVin, hvor prisen er 679,95 kr. ved køb af 1 stk. og 470 kr. ved køb af 6 stk.

Rating 6,5/7  

2010 Val di Suga, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2010 Val di Suga, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienMed næste vin er vi hos vinhuset Val di Suga, som er ét af Tenimenti Angelinis 5 vinhuse. Vi har nemlig fat i en Brunello di Montalcino … en flaske Gert havde med til et par hyggelige timer 3. juledag, hvor julen lige skulle skyldes helt væk. Hvad er bedre til at skylde jul væk end Brunello?

Tenimenti Angelini ejes og drives af familien Angelini, som er én af Italiens store og berømte vinfamilier. De ejer som nævnt 5 vinhuse, nemlig de 3 toscanske huse Val di Suga i Montalcino, Tre Rose i Montepulciano og San Leonino i Castellina in Chianti. Derudover er det Puiatti i Friuli samt Tenuta Collepaglia i Castelli di Jesi Classico i Marche.

Og det er samlet et pænt stort foretagende … Tenimenti Angelini ejer nemlig mere end 1.600 hektar jord, hvor de 310 hektar er vinmarker. Det betyder, at koncernen samlet producerer omkring 1,5 millioner flasker vin hvert år.

Tenuta Val di Suga er familiens ædelsten og fungerer i dag også som hovedsæde for koncernen. Familien købte ejendommen i 1994 og omfatter 120 hektar jord, hvoraf de 55 hektar er vinmarker udelukkende beplantet med Sangiovese. Mod Nord ligger Val di Suga vinmarken omkring selve ejendommen og dér findes også den berømte Vigna del Lago parcel. Mod Sydvest ligger San Polo vinmarken, som er den yngste, og endelig mod Sydøst den mest kendte mark Vigna Spuntali.

Vinfremstillingen er moderne, men med respekt for traditionerne. Modningen af vinene foregår stadig i de traditionelle, store slovenske fade, men man anvender også små, franske egetræsfade. Ansvarlig vinmager på Val di Suga er Andrea Lonardi.

Denne Brunello di Montalcino er lavet på 100% Sangiovese Grosso og lagret 36 måneder på store fade og almindelige franske egetræsfade samt 12 måneder på flaske inden frigivelse.

Og det er sgu en fin Brunello med rigtig mange af de typiske dyder for Brunello. Næsen er tør, støvet med violer, blyanter … lige spidset, tryksværte fra gårsdagens avis, skovbund, en smule babybræk (på den fede måde), tobak, røg og sluttelig en pose med flæskesvær. Lyder sgu som opskriften til et kup i Olsen Banden.

I munden er de italienske dyder også ganske fremtrædende med stor syrlighed (som faktisk holder i flaske i flere dage), grønne noter, mineraler, og stramme, stramme tanniner, som sætter sig i munden og specielt på tænderne. Det er mellemrøde bær, syrlige med noter af lakrids og godt med det mineralske islæt. Herligt.

Købt hos Philipson Wine, hvor prisen er 149,95 kr. ved køb af 12 flasker. Ellers skal du smide en hundredekroneseddel mere.

Rating 5/7 

2007 Castello Banfi, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2007 Castello Banfi, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienMed lige så stor sceneskift røg vi med næste vin retur til Italien, nemlig til det dejlige Toscana og denne Brunello di Montalcino fra vinhuset Castello Banfi, et kæmpestort vinhus, som er grundlagt af to amerikanere.

Vinhuset ejes nemlig af John og Harry Mariani, som dog er af italiensk afstamning. Mariani familien havde emigreret til USA i 1800-tallet. Og de to brødre fik også nærmest vinen ind med modermælken, da deres far Giovanni F. Mariani, som var født i Torrington, Connecticut, i 1919 grundlagde Banfi Vintners, som blev ét af landets førende firmaer indenfor vinimport.

John og Harry Mariani overtog det store importfirma fra deres far i 1960, men efter nogle år steg brødrenes ambitioner. I 1972 besluttede de, at de selv ville starte en vingård i Toscana. Den skulle producere de fineste italienske vine og i 1978 blev drømmen realiseret og Castello Banfi grundlagt.

Projektet blev startet op sammen med en af Italiens bedste ønologer, den berømte Ezio Rivella og det lagde grunden for en sand succeshistorie. Castello Banfi opnåede hurtigt en enorm succes i både Italien og resten af verden. Og det er samtidig blevet en virkelig stor historie.

Samlet har brødrene med Castello Banfi opkøbt vingårde 4 forskellige steder, nemlig i Montalcino, Bolgheri og Chianti i Toscana samt Piemonte. I Piemonte købte man sidst i 1970’erne vingården Bruzzone med omkring 50 hektar jord, hvoraf 46 hektar er vinmarker. Men det er nu primært i Toscana, at brødrene har deres vinmarker … ja faktisk råder Castello Banfi over ikke mindre knap 2.900 hektar jord, hvoraf omkring 950 hektar er vinmarker.

Selve hovedsædet … vingården ved Montalcino i Toscana er nærmest en fæstning fra det 11. århundrede, som er indrettet som luksusrestaurant, men er herudover indrettet med et af Europas mest avancerede vinerier. På vingården er der fx plads til ikke mindre end 7.000 vintønder.

Deres Brunello di Montalcino kommer fra en 170 hektar stor mark syd for Montalcino. Vinmarken ligger i omkring 220 meters højde, og fremstillingen af vinen er sket på både rustfrie ståltanke samt store trætanke. Macerationen er forholdsvis kort … alene 10-12 dage, hvorefter vinen lagrer 2 år på egefade af forskellige størrelser, bl.a. 350 liter fade samt store 60-120 hektoliter tønder. Inden frigivelsen lagrer vinen også yderligere 8-12 måneder på flaske.

I næsen noterer jeg først en smule mynte, lidt blommer, svedsker, modne kirsebær, røg, blyanter, violer og måske en anelse lakrids. Smagen er meget blød, men med virkelig fast syre og nogle krydrede elementer. Der er stramme tanniner, italiensk syrebid, let peber, kraftig og elegant struktur. Smager rigtigt godt … selvom forrige vin måske ikke var bedste forspil.

Forhandles af Bisgaard Vinhandel, hvor prisen er 398 kr.

Rating 5/7 

2001 Solaria, Brunello di Montalcino Riserva, Toscana, Italien

2001 Solaria, Brunello di Montalcino Riserva, Toscana, ItalienFonzie is back … efter hackerangreb på bloggen i løbet af ugen. Fandens til besvær … kunne simpelthen ikke logge ind på min lille vinblog. Nu har jeg vistnok fixet det sådan nogenlunde, selvom der er faciliteter, som er forsvundet og ikke helt på plads.

Forhåbentlig er der nu nogenlunde happy days. Jeg krydser fingre. Jeg havde ellers via Facebook udloddet en god flaske vin til dén, som kunne hjælpe med mit tekniske problem. Nu må jeg sgu selv drikke vinen … satans til opgave.

Nå, men sidst var jeg i gang med den toscanske smagning. Faktisk manglende jeg alene en enkelt vin, nemlig denne Brunello di Montalcino Riserva fra vinhuset Solaria Azienda Agricola Patrizia Cencioni eller i daglig tale blot kaldt Solaria.

Solaria’a vinmarker er placeret på en naturlig plateau på det skrånende sydøstlige side af en Montalcino bakke, hvor vinstokkene fra morgen til aften ideelt er udsat for solens varme. Det unikke mikroklima giver Sangiovese Grosso druerne mulighed for at nå en perfekt modenhed, hjulpet af menneskets kærlige omsorg og engagement.

Og dette engagement og denne kærlighed gives af vingårdens ejer, nemlig Patrizia Cencioni, som laver Brunello, Rosso di Montalcino og den eksklusive Solarianne. Oprindeligt hed gården Cencioni e Pallari, men efter Patrizia Cencionis overtagelse blev den omdøbt til Solaria Azienda Agricola Patrizia Cencioni.

Vinmarkerne er ikke så gamle, idet vingården er etableret i 1989. Der ejes i alt 8 hektar vinmarker, hvoraf sølle 0,5 hektar anvendes til produktion af Brunello vin. Herudover ejes der 7 hektar olivenlunde.

Patrizia Cencioni er en aktiv kvinde og hun bruger ikke sin tid bag et skrivebord. I stedet sidder hun entusiastisk bag rattet af sin traktor, og plejer omhyggeligt hendes vinstokke i hånden og deltager i det hele taget helhjertet i alle opgaver i marken, vinkælderen og alle de andre funktionen i produktionen af vinene.

Patrizia opnåede 3 glas i Gambero Rosse i 1997, og siden dengang har hun været én af de producenter, som man holder godt øje med.

Jeg har tidligere smagt husets almindelige Brunello i en årgang 2007, men her har vi vinen i Riserva udgaven og med endnu mere alder, nemlig med årgang 2001 … altså en 14 år gammel fætter, som er lavet på 100% Sangiovese Grosso, lang maceration og 48 måneders lagring på store fade.

Og jo … den er ved at være en smule bedaget, bl.a. er der en fin orange kant i glasset. I næsen mærkes alderen også … det er lidt portvin, muld, gamle champignon, svedsker og cigaræske, mens smagen er intens og tæt … men også præget af alderen. Der er lidt lakrids, men ellers virker vinen lidt træt og flad.

Forhandles af Toscavini, pris 599 kr., men det synes jeg ikke, at den er værd.

Rating 4,5/7  

2003 Tenute Loacker, Corte Pavone Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2003 Tenute Loacker, Corte Pavone Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienTilbage til vinhuset Tenute Loacker og deres vingård Corte Pavone, som ligger en kilometers penge vest for selve Montalcino by. Denne gang med deres Brunello di Montalcino, en vin jeg tidligere har smagt i årgang 2005 og var kåret af Wine Enthusiast som verdens 3. bedste Brunello.

Her har vi imidlertid vinen to år ældre, nemlig i årgang 2003, som har fået 1 glas i Gambero Rosso samt 90 point af henholdsvis Parker samt Wine Spectator. Dermed selvfølgelig lidt mere beskedne ratings, men fortsat en spændende vin.

Selve årgangen 2003 i appellationen Brunello di Montalcino vurderer samme Wine Spectator i øvrigt til 88 … mens fx det efterfølgende år 2004 opnår hele 97 point.

Nå, men denne Brunello di Montalcino kommer fra huset egne marker, kommer fra forskellige marker og dyrkes 100% økologisk. På markerne gror vinstokkene ved siden af andre planter og urter, fx rosmarin, lavendel og timian. Disse er med til at give en komplekse aroma og en dyb smag af Brunello di Montalcino.

Vinen modnes i 36 måneder på egetræsfade af forskellig størrelse og oprindelse. Endelig vinen modnet i flasken i seks måneder før frigivelse.

Lad os smage vinen, som i næsen er mørk som en sort nat, animalsk med svampe, gamle fade, overmodne kirsebær, figner, dadler, tobak, nødder, kastanjer, skovbund og våd jord, læder, chokolade samt lidt muskatnød eller allehånde. Smagen er fyldig, kraftig, intens med kul, kridt, mørk frugt, lakrids, kaffe … men også en harmonisk syre og en afslutning med god frugt, kirsebær og fylde.

Smagte jeg denne blindt havde jeg nok ikke gættet Brunello, men godt smager den. Saftig, intens og kompleks.

Forhandles af Toscavini, pris 499 kr.

Rating 5,5/7 

2007 Pian delle Querci, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2007 Pian delle Querci, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienI den tredje infight leverer denne Brunello di Montalcino fra vinhuset Azienda Agricola Pian delle Querci sidste nådestød til Montepulciano.

Selvom Brunello sikkert er markedsført mere end dens søstre fra Montepulciano, er dyrere og dermed mere efterspurgt af både kendere og vinsnobber, så er der en forklaring på, at vinen sammen med Barolo og Barbaresco hører til de mest prestigefyldte rødvine i Italien.

Kvaliteten er bare lige en tak bedre, og det beviser denne Brunello fra Pian delle Querci også, selvom den i mit univers ikke når vinen fra Collemattoni. Men mindre kan jo også gøre det.

Brunello må kun laves i Montalcino kommune, og arealet blev allerede udstukket i 1932. Brunello var da også blandt de første til at få DOC status i 1966. Brunello var også den første vin, der fik den højeste klassifikation DOCG i 1980.

Navnet Brunello stammer fra druen, der anvendes i vinen, Sangiovese Grosso. Brunello blev anvendt af de lokale som navn på en klon af Sangiovese druen. Man kalder dog ikke disse kloner for Brunello længere, da man ikke vil risikere, at navnet kan bruges uden for Montalcino-zonen.

I takt med Brunelloens succes er det vinmæssige areal vokset dramatisk og det same er antallet af vinproducenter. I 1975 blev der produceret 800.000 flasker fra 25 producenter. I dag er der omkring 250 producenter, der dyrker vin fra 1.900 hektar vinmarker.

Og én af disse er Azienda Agricola Pian delle Querci, som ligger omkring 5 kilometer nordøst for Montalcino by. Vinhuset ejer 50 hektar jord i området, men kun 8,5 hektar er vinmarker, herunder 6 hektar under DOCG Brunello, 2 hektarer med Rosso di Montalcino DOC, mens de sidste 0,5 hektar er tilplantet med Santantimo.

Vinhuset ejes og drives af Vittorio Pinti, og han er 3. generation på gården. Vittorio er lidt oppe i årene, men har – som det er tradition i Italien – hjælp fra resten af familien, så 4. generation er allerede i gang. Sammen laver de årligt omkring 56.000 flasker vin og de fleste flasker er faktisk Brunello.

Der laves to forskellige Brunelloer, denne almindelige samt en Brunello di Montalcino Riserva. Derudover laves der en Rosso di Montalcino og det er sådan set det.

Denne Brunello di Montalcino er lavet på rustfrie ståltanke med temperaturstyring. Vinificeringen sker med maceration i kun 12 dage og efterfølgende lagring 3 år i nye 50 hektoliter slavonske mediumristede egetræsfade. Herefter lagrer vinen minimum 10 måneder på flaske inden frigivelse.

I glasset kan det ses, at der begynder at være lidt alder på vinen. Der er let orange og lysbrune kanter, men ellers virker vinen ganske let i glasset. I næsen er der lidt grafit, grønne noter, egetræ, marcipan, læder og lys frugt. I munden er vinen blød, men der er fortsat lidt kant. Der er god lethed over vinen, meget fin og syren er meget vedkommende.

Der er lys frugt, som virker lidt svag og knap så intens, som fx Collemattoni, som er mere maskulin. Denne er mere feminin, hvilket jo ellers burde være mere attraktivt. Konklusionen er dog helt sikkert, at denne feminine vin smager herregodt.

Forhandles hos Toscavini, pris 269 kr.

Rating 5/7 

2009 Casale Daviddi, Vino Nobile di Montepulciano Riserva, Toscana, Italien

2009 Casale Daviddi, Vino Nobile di Montepulciano Riserva, Toscana, ItalienNæste omgang – round 3 –  i tvekampen, og igen med start i Montepulciano, hvor vi finder vinhuset Azienda Casale Daviddi, som står bag denne Vino Nobile di Montepulciano Riserva, som samtidig er husets absolutte topvin.

Azienda Casale Daviddi ligger omkring 5 kilometer nordøst for Montepulciano tæt ved Casella og drives af Aldimaro Daviddi med hjælp fra hustru og datter. Vingården har været i familiens eje siden starten af 1900-tallet, og der er lavet vin på vingården i endnu længere tid, bl.a. står der på gården en vinpresse fra starten af 1800-tallet.

Ejendommen har i alt 20 hektar vinmarker, som ligger rundt om i området, bl.a. i Gracciano, Valiano, Abbadia og Acquaviva. Der dyrker Aldimaro de gængse lokale druer, dvs. primært Sangiovese samt en mindre andel af Canaiolo og Mammolo. Derudover dyrkes der også lidt Malvasia og Trebbiano Grechetto til husets dessertvin.

Der laves alene 6 forskellige vine på Casale Daviddi, nemlig denne topvin Vino Nobile di Montepulciano Riserva DOCG, en almindelig Vino Nobile di Montepulciano DOCG, en Rosso di Montepulciano DOC, Caratello Cainozza Chianti Colli Senesi DOCG, Bosco Vino Rosso Toscano IGT samt dessertvinen Vin Santo di Montepulciano DOC.

Derudover laver de selvfølgelig også en grappa, som de kalder Grappa di Nobile da Vinacce di Vino Nobile di Montepulciano samt lidt olivenolie. Samlet produktion ligger på omkring 80.000 flasker vin hvert år.

Denne Vino Nobile di Montepulciano Riserva er lavet på 90% Sangiovese og de sidste 10% er Mammolo og Canaiolo Nero. Druerne kommer fra flere forskellige marker, både fra Abbadia di Montepulciano, Acquaviva, Gracciano og Valiano. Lavet på store ståltanke og derefter lagret i store, franske 25 hektoliter egetræsfade i 36 måneder.

Og lad os endelig smage vinen, som i næsen er ganske rustik med blæk, grafit, mørk chokolade, afsveden egeplanker, røg, eg og en omgang mørke bær. I munden er der mere mørk frugt, lette blommer, lakrids … men syren bliver lidt fesen og flad, og der mangler ligesom lidt syre til at bære tingene helt igennem.

Forhandles af Toscavini, hvor prisen er 269 kr.

Rating 4,5/7  

2009 Collemattoni, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2009 Collemattoni, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienBrunello har nogenlunde samme effekt på folk som Barolo … folk nikker med hovedet, når de læser navnet Brunello på etiketten. Med denne Brunello di Montalcino fra vinhuset Collemattoni er der bestemt grund til at nikke – ja faktisk ryste hele kraniet voldsomt – for det er sgu klassevin og mit absolutte højdepunkt i den toscanske smagning forleden.

Dermed ser det også ud til, at Montalcino tager næste point i tvekampen – dermed scoren 2-0.

Azienda Agricola Collemattoni Di Bucci Marcello ligger omkring 5 kilometer syd for Montalcino by ved Sant Angelo in Colle, og drives – som navnet fortæller – af Bucci familien. Vingården kan dateres helt tilbage til 1672 og familien Bucci som vinbønder til Bucci 1798, hvor registreringer i de offentlige registre omtaler Giuseppe Bucci som landmand og leder af en stor familie.

I dag ejes og drives vingården af Marcello Bucci, der med hjælp fra både forældrene Ado og Vera samt onkel Franco fortsætter familiens traditioner gennem mange generationer.

Familie ejer samlet 7 hektar vinmarker, og markerne er fordelt på 4 parceller, nemlig marken Sesta mellem Sant Angelo og Castel Nuovo del Abate, Fontelontano i bakkerne ved Sant Angelo in Colle, Di Cava i Castel Nuovo del Abate og endelig marken Collemattoni, som ligger tæt på gården er har givet navn til vinhuset.

Den årlige produktion er i dag på 25.000 flasker Brunello di Montalcino, 25.000 flasker Rosso di Montalcino, 10.000 flasker Adone IGT og i specielt gode årgange 2.500 flasker Riserva Brunello Fontelontano. Siden 2012 har vingården været certificeret økologisk.

Denne Brunello er selvfølgelig lavet på 100% Sangiovese Grosso, lavet på store temperaturstyrede, rustfrie ståltanke ved 28-30 grader, maceration 28-40 dage og derefter med 36 måneders lagring på store slovenske fade.

Og hvilken herlig vin, som i næsen er skøn animalsk med lethed, lyse blommer, kirsebær, sød tobak, vanilje, kanel, blomster, lavendel og bare en total balance, elegance og imødekommenhed uden lige. I munden er vinen blød, let, cremet, elegant med blommer … næsten blomme i Madeira, virkelig dyb frugt, karamel, lakrids, tobak og lidt slutsødme i finalen. Det bliver aldrig for sødt, idet syren er meget præcis og til stede til at afbalancere tingene. Hvor er dette dog bare godt. Far er glad.

Forhandles af Toscavini, pris 249 kr.

Rating 6,5/7 

2008 Tiberini, Vino Nobile di Montepulciano Riserva, Toscana, Italien

2008 Tiberini, Vino Nobile di Montepulciano Riserva, Toscana, ItalienOg hvorfor så ikke lige snuppe Tiberinis Vino Nobile di Montepulciano Riserva, nu vi er i gang med emnet? Den har vi så her … med multo eleganto etikette, hvorpå der også står Vigneto Campaccio. Det henviser til den lille vinmark, hvor druerne til denne Riserva vin kommer fra.

Vinmarken Vigneto Campaccio er på 0,85 hektar, og vinstokkene er plantet tilbage i 1967. Marken har en undergrund med ler og små sten, og den ligger perfekt eksponeret for sol og vind. Selvom marken på den måde er unik, så laver Azienda Agricola Tiberini kun deres Riserva Vino Nobile i de allerbedste år. De øvrige år indgår druerne i deres almindelig Vino Nobile.

Vinen er lavet på 90% Prugnolo Gentile, 5% Canaiolo Nero og  5% Mammolo, alle selvfølgelig høstet ved håndkraft. Straks efter høst bringes druerne til vinkælderen, hvor vinifikationen sker i store 50 hektoliter tanke med kold maceration i 40-43 dage og efterfølgende lagring.

Lagringen sker i franske 500 liters egetræsfade fra Allier og Vosges. Der ligger vinen i 44 måneder inden den flaskes. Derefter lagrer vinen yderligere 10 måneder på flaske inden den frigives til salg. På den måde mener Tiberini, at vinen bedst afspejler det specielle terrior fra Vigneto Campaccio,

Så lad os smage denne topvin fra Tiberini. I næsen er vinen meget syrlig … vi snakker nærmest sure sokker, modne røde bær, nærmest lidt lette blommer .. tæt på rosiner, lidt tobak, peber, klorvand og generelt er jeg ikke så vild med duften. Smagsmæssigt er det imidlertid en helt anden sag. Smagen er rund, meget intens i syren og tanninerne er nærmest veltilpassede og det hele er blødt, rundt, afbalanceret med et touch af lakrids og denne fine, elegante veltilpassede syrlighed. Klasse.

Forhandles af Toscavini, pris 199 kr.

Rating 5/7