Tag-arkiv: Sydafrika

2014 Richard Kershaw Wines, Kershaw Syrah, Elgin, Sydafrika

2014 Richard Kershaw Wines, Kershaw Syrah, Elgin, SydafrikaSydafrikansk Syrah med burgundisk lethed? WTF og er det muligt? Det er dog tilfældet med denne 2014 Kershaw Syrah fra Richard Kershaw Wines, der ligger på Main Road i byen Grabouw i den kølige Elgin dal.

Richard Kershaw er uddannet kok, men også en rigtig vintosse, så han har selvfølgelig også uddannet Master of Wine, som én ud af knap 400 personer i hele verdenen. Han er egentlig opvokset i England, men flyttede i 1999 til Sydafrika, hvor han slog sig ned og bl.a. arbejdede som kok og senere som vinmager hos både Mulderbosch og Kanu inden han i 2011 startede sit eget vinhus Richard Kershaw Wines for at lave cool climate enkeltdruevin fra den køligste vinregion i Sydafrika, nemlig Elgin.

Med særligt udvalgte kloner af Chardonnay, Syrah og senere Pinot Noir, leverer Kershaw i dag meget flotte komplekse vine som med sin egen kølighed og stil.

Denne 2014 Kershaw Syrah er lavet på 3 forskellige Syrah kloner SH9c, SH22 og SH99, som efter den manuelle høst er afstilket inden de uknuste gennemgår 3 dages premaceration i gæringsbeholdere inden den spontane gæring starter.

Gæringen på de naturlige gærceller er sket over 21-29 dage, hvorefter vinen er presset. Den malolaktiske gæring er sket på egefade med 17 måneder lagring på fade fra Bourgogne og Rhone, heraf 55% nye fade og fade brugt 1 eller 2 gange tidligere. Samlet brugte Richard 4 stk. 500 liter fade og resten 228 liter burgundiske barriques.

I næsen er vinen let og blomstret suppleret med kanel, vanilje, mejeri, meget mælket, har også lidt mælkechokolade, granit, lyse og søde bær, sødme, våde fade, rosmarin og et vildt stor bundtræk. Der er således intensitet og lethed på én gang.

Smagsmæssigt er vinen rund og blød, virkelig cremet og nærmest mundsmeltende. Den har en lille grøn tone, en let småbitter tørhed, rabarber, grønne kirsebær, jordbær og tranebær. Det er smukt og det er en utrolig let og lys Syrah vin. Meget anbefalelsesværdig.

Forhandles hos Vinkunsten, hvor en flaske koster 289 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Gabriëlskloof, Syrah on Sandstone, Walker Bay, Sydafrika

2018 Gabriëlskloof, Syrah on Sandstone, Walker Bay, SydafrikaMed næste vin røg vi totalt oversøisk, for selvom det er en vin med europæisk snit, så er denne Syrah on Sandstone fra det sydafrikanske vinhus Gabriëlskloof.

Vinhuset, der ligger ved Bot River i Walker Bay – er grundlagt i 2001 af den sydafrikanske Bernhard Heyns, der i flere år havde søgt efter det unikke stykke sted for produktion af vin. Gabriëlskloof blev således etableret i 2001, hvor Bernhard købte den gamle gård Avontuur, som siden har været på vej mod toppen af den elegante, sydafrikanske vinscene.

En af årsagerne succes de seneste år år er vinmageren ​​Peter-Allan Finlayson, som siden 2014 har været kældermester og ansvarlig for vinene på Gabriëlskloof. Peter-Allan er opvokset med vin og har før stået bag vinene fra Bouchard Finlayson og tidligere også været vinmager hos selveste Hamilton Russel.

Finlayson har sin inspiration fra Europa, for jordbundsanalyser har vist, at man på Gabriëlskloof sagtens kan lave elegante og terroirtro vine på samme druer som i det nordlige Rhône, Loire samt Bordeaux. Det understøttes selvfølgelig også af de kølige havvinde skabt af de iskolde havstrømme fra Arktis, for temperaturen er nemlig ikke så høj, som mange måske forestiller sig.

Udover vinproduktionen, så laves der også lidt olivenolie, driver et lille Airbnb og derudover har Gabriëlskloof også en restaurant, der er ejet og drives af ægteparret Frans og Mariaan Groenewald,

Gabriëlskloof  har samlet omkring 300 hektar jord, hvoraf 68 hektar er vinmarker. Og druerne går til vine i 3 serier, nemlig Gabriëlskloof Range, Projects Range og  Landscape Series … og det er fra den sidstnævnte serie, at denne Syrah on Sandstone kommer fra.

Faktisk laver Peter-Allan Finlayson 2 forskellige Syrah vine i denne serie, nemlig denne Sandstone og en Syrah on Shale. Man kan man sige, at denne Sandstone hælder til den elegante Côte-Rôtieagtige stil og søstervinen Syrah on Shale med større koncentration bevæger sig mod den mere Hermitageagtige stil.

Syrah druer høstet ved håndkraft og hviler så i kølerum til dagen efter, hvor 50% af druerne afstilkes. Alle druerne inklusiv de 50% hele klaser spontangærer i små åbne fermentorer med en ret lang maceration efter fermentering. Lagret i 500 liter franske egefade i 18 måneder, heraf udgør nye egefade 30%.

Næsen er er bio bio øko landlig, har blæk, blomstervand, blomster, tør lakrids, engelsk lakrids, meget frisk frugt, blåbær, hindbær samt sødbrændte fade, ristede noter, kanel, sæbe, tørre krydderier og grønne urter, sten og saltede mineraler.

Smagen er meget fyldig, kraftfuld, cremet og spændstig … har grafit, blåbær, brombær, enebær, tør, røget bitterhed, tørre og ret levende tanniner, der spiller godt sammen med syren og sten, jern og andre mineraler. Flot balance og ingen om bordet gættede, at der var tale om sydafrikansk vin.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 279 kr., mens prisen er 239 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2013 Spier Wines, Frans K Smit, Stellenbosch, Sydafrika

2013 Spier Wines, Frans K Smit, Stellenbosch, SydafrikaVi har to gange tidligere i byggesjakket smagt den sydafrikanske vin Frans K Smit fra det store vinfirma Spier Wines, nemlig i årgang 2006 og 2009. Nu havde Brix også vinen med i sit line-up, blot i en nyere årgang 2013.

Spiers Wines er herhjemme  mest kendt for deres basisvine  med navnet Savanha, som der i Danmark årligt sælges omkring tre millioner flasker af. Savanha er endda så stort et hit i Danmark, at Spier Wines har lavet en hel hjemmeside på dansk alene med Savanha vinene.

Men topvinen hos Spier Wines er denne Frans K Smit, som er opkaldt efter vinmageren Frans K Smit.  Brugsen, som forhandler vinen i Danmark, har selv beskrevet vinen som super-premium-vin, og den vin man skal vælge når “supervine ikke er gode nok”. Store ord … og helt sikkert også pænt overdrevet.

Blendet til Frans K Smit varierer en del fra år til år. I denne 2013 består blendet vist nok af 49% Cabernet Sauvignon, 35% Merlot, 12% Cabernet Franc og 4% Shiraz, mens en auktionsudgave af vinen i samme årgang er lavet på 52% Cabernet Sauvignon, 40% Merlot samt 8% Cabernet Franc.

Vinen er lavet med fermentering i 600 liters roterende gæringstanke med lang maceration. Derefter er den malolaktiske gæring sket i egefade, hvor vinen også er lagret 24 måneder inden endelig sammenstikning af blendet. Derefter er vinen så lagret yderligere 4-5 måneder.

Næsen er dejlig flæsket med både ferskrøget spæk og bacon, enebær, masser af tørhed, blæk, solbær, blåbær, sorte kirsebær, kul, koks og tjære, kaffe, kakaopulver, dyb engelsk lakrids, tobak, cola, cedertræ, vanilje samt lidt grøntsagsfond.

Det er smagsmæssigt en tyk vin … meget intens med tætpakket frugt, solbær, sorte kirsebær og power. Det er samtidig så cremet, blødt og næsten smeltende i munden, så der er masser af herlighed i vinen, medium syre og tørre tanniner. En meget velsmagende vin.

Set hos Megavin, hvor en flaske i årgang 2015 koster 449,95 kr., mens prisen er 349 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Jordan Wine Estate, Barrel Fermented Chardonnay, Stellenbosch, Sydafrika

2019 Jordan Wine Estate, Barrel Fermented Chardonnay, Stellenbosch, SydafrikaNæste vin fra Gary og Kathy Jordan på deres Jordan Wine Estate vec Stellenbosch blev søstervinen Barrel Fermented Chardonnay i årgang 2019.

Druerne kommer fra marker ved en kløft ved Kloof, hvor der er kølige vinde fra bugten ved False Bay og vinstokke, der er 21-35 år gamle.

Vinen har gæret på 228 liter burgundiske egefade, hvoraf 39% er nye fade og resten anvendt 1, 2, 3 eller 4 gange tidligere og gæringen er sket med tilsat tørgær. Efter endt fermentering er det meste af vinen så lagret sur lie 9 måneder i fadene, men 8% tankfermenteret Chardonnay er tilsat i den endelige vin.

BUM … fed, fadpræget Chardonnay næse med smørlækker fedme, brunet smør, blomsterhonning, moden blød frugt, fersken, melon og pærer i vaniljecreme, ananas, mariekiks, flødekarameller og bare en langt større dybde end med versionen uden lagring på eg.

Smagen er fed, cremet og moden … totalt lækker med den modne frugt, fedmen, fylde, masser af lime, tung på fadene, men denne fede flomme gør vinen meget behagelig. Det er gule stenfrugter, ananas, mens lime, citrus og mineraler giver rygrad. Smuk vin.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 150 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Jordan Wine Estate, Unoaked Chardonnay, Stellenbosch, Sydafrika

2018 Jordan Wine Estate, Unoaked Chardonnay, Stellenbosch, SydafrikaJordan Wine Estate ligger omkring 5 kilometer vest for Stellenbosch by. Derfra smager jeg nu to af deres Chardonnay vine og den første er en 2018 Unoaked Chardonnay.

Vinhuset er grundlagt i 1982, hvor Ted og Sheelagh Jordan købte den 164 hektar store ejendom i Stellenbosch. Efter overtagelsen begyndte de et omfattende program med  genbeplantning af markerne med forskellige druesorter. De var dog deres søn Gary og hans hustru Kathy, der i 1993 startede med produktionen af vine og kaldte vingården for Jordan Wine Estate.

Gary var ellers geolog og Kathy økonom. De havde begge arbejdet i udlandet i mange år, men vendte hjem, byggede et vineri og satsede begge på vinproduktion fra deres vingård.

Jordan Wine Estate ligger helt fantastisk med en spektakulær panoramaudsigt over Taffelbjerget, False Bay og Stellenbosch. Ud fra deres 164 hektar jord er omkring 100 hektar vinmarker, hvor de dyrker de hvide sorter Chardonnay, Sauvignon Blanc, Chenin Blanc, Riesling og Assyrtiko.

De røde sorter er Merlot, Cabernet Sauvignon, Shiraz, Cabernet Franc og Petit Verdot. Og alle de sorter danner baggrund for en lang række vine, som laver i serierne Premium, Reserve, Estate Varietals, Chameleon Range, Timepiece og Cape Winemakers Guild. Vinene laves med hjælp fra vinmageren Sjaak Nelson.

Udover vinproduktionen, så omfatter driften i dag også Jordan Restaurant samt et bageri. Derudover har parret også startet endnu en restaurant kaldet High Timber i London.

Nå, men her smager vi altså vinen Unoaked Chardonnay fra serien Estate Varietals. Det er selvfølgelig 100% Chardonnay og endda fra klonerne Davis og Burgundian. Efter høst sker der presning og så har mosten ligget koldt i 2 dage efter fermenteringen er sket i ståltanke med tilsatte udvalgte gærtyper. Efter endt fermentering har vinen lagret 4 måneder sur lie i ståltanke inden aftapning på flaske.

Duftmæssigt en lille tropisk eksplosion med mango, papaya, abrikos, fersken, ananas og andet godt fra troperne. Der suppleres med både æblegrød, grillede citroner, røg, medium fyldighed samt lidt stenede mineraler.

I munden er vinen cremet med en fyldig og krydret syre, masser af lemon og citroner, godt med mineraler, granit og flint, hvor den står pivfrisk, ung og skarp. I eftersmagen sidder mineralerne og bitterhed i lang tid. Vi ligger sådan lige mellem 4 og 4,5 houlbergske tomler.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 130 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2015 Rainbows End Wine Estate, Merlot, Stellenbosch, Sydafrika

2015 Rainbows End Wine Estate, Merlot, Stellenbosch, SydafrikaMed næste vin til byggemødet blev vi atter oversøisk med en 2015 Merlot fra vinhuset ved enden af regnbuen … Rainbows End Wine Estate, der ligger nær Stellenbosch i Sydafrika.

Vinhuset er nyere … grundlagt i år 2000, hvor den dengang 57-årige Jacques Malan sit gode job for at forfølge drømmen  om at dyrke vin.

Med hjælp fra familien fandt han en lille ejendom i et bakket og højtbeliggende område i 540 meters højde med Jonkershoekbjerget i baghaven og udsigt over den bjergomkransede, frugtbare Banghoek slette.

På de tilhørende 23 hektar plantede han sorterne Shiraz, Cabernet Sauvignon. Cabernet Franc, Merlot, Petit Verdot og Malbec og gik så i gang med af renovere ejendommen inklusiv en gammel kælder under huset … og det var starten på Rainbows End Wine Estate.

Allerede i 2002 præsentere de deres første vin, som var en Shiraz lavet på 18 måneder gamle vinstokke. Vinen vandt en sølvmedalje på det sydafrikanske vinshow for unge vine og senere vandt 2004 årgangen af samme vin en guldmedalje.

De efterfølgende år fulgte en stribe af priser og medaljer, som bestyrkede dem i troen på, at jordens frugtbarhed og deres samlede arbejdsindsats ville føre til den ventede succes.

I dag er det sønnerne Francois og Anton, der tidligere  har arbejdet i Bordeaux, der står for driften. De arbejder i vineri og marker med en kombination af traditionelle og moderne metoder. Målet er vine med deres egen stil og karakter fra den unikke jordbund.

Denne 2016 Merlot er lavet på 2 forskellige Merlot kloner, som Malan har på sine marker i 550 meters højde, hvor temperaturen er pænt kølig for området. Alle druer håndhøstes ved daggry og klaserne sorteres individuelt.

For at bevare en relativt stor andel af hele druer afstilkes klaserne kun delvis. Mosten koldmacereres i 3 dage før gæring for at opnå optimal farveudvinding.

Gæring foregår i åbne kar ved en temperatur på 24-28 garder med remontage 6-8 gange om dagen for maksimal ekstraktion. Kølingen under fermentering foregår ved anvendelse af en naturlig bjergkilde lige udenfor kælderen.

Efter gæring presses skallerne let i en lille kurvepresse, hvorefter vinen kommer på egefade, hvor den malolaktiske fermentering så  finder sted. Herefter omstikkes vinen til små franske barriques, hvor den modner i 12 måneder og heraf er 33% nye fade. Hver klon holdes separat under hele vinifikationsprocessen frem til den endelige blanding.

Duftmæssigt er vinen – i mine øjne – lidt forvirrende. Der er nogle søde fadnoter, som rammer næsen først, lidt vaniljesyltede grønne tomater, mælkechokolade, rågummi, brombær og kirsebær, meget aromatisk og der er også både baconfedt, ymer, mælkede noter og en lille mulle note.

Smagen er næsten blomstret, men egentlig pænt blød og frugten er  moden med blommer, solbær og kirsebær, nogle ristede elementer, stærk peber og næsten syrlige tanniner. Syren virker lidt kantet og skæv, mens der er er noget, som brænder på tungen. Lidt turnoff i det houlbergske univers.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2020 Globus Wine, Upendo Chardonnay, Western Cape, Sydafrika

2020 Globus Wine, Upendo Chardonnay, Western Cape, SydafrikaMikkel startede byggemødet fuldstændigt autonomt og kækt med at servere en rigtig billig supermarkedsvin, som er lavet med købte druer, der er kommet til Danmark i store tanke og så tappet på flaske hos Globus Wine i København.

Dér har de givet den et fiktivt navn, en etiket og så endda et par runde “stempler”, som kan skabe lidt associationer om, at vinen har fået et par priser … det har den ikke. Men det betyder også, at der ikke rigtigt findes nogle  oplysninger om vinen eller hvor druerne kommer fra.

Duftmæssigt lidt vag i koderne med melon, fersken og melede æbler, rund og blid suppleret med lidt sandeltræ og stearinlys. I munden er vinen også ret vandet, men bestemt blød og rund. Der er pære, gule æbler, lemon, mandler, lidt bitterhed og næsten ingen syre.

Set i Rema 1000 til 29 kr.

Vinanmeldelse 3/7

2015 A.A. Badenhorst Family Wines, Ramnasgras Cinsault, Western Cape, Sydafrika

2015 A.A. Badenhorst Family Wines, Ramnasgras Cinsault, Western Cape, Sydafrika100% ren Cinsault fra A.A. Badenhorst Family Wines på Kalmoesfonstein vingården i Swartland, Sydafrika gættede ingen af os i blindsmagningen.

A.A. Badenhorst Family Wines er et forholdsvis nyt vinhus, som er grundlagt i 2008 af Andre Adriaan Badenhorst – som blot kaldes Adi –  som sammen med sin gætter Hein købte 60 hektar jord i Paardeberg inklusiv en gammel, forsømt vingård, der sidst blev brugt til vinproduktion i 1930’erne.

Adi og Hein har dog ikke vinen fra fremmed, for deres bedstefar var nemlig leder af vingården Groot Constantia langt længere sydvest i over 46 år. Han var selv en stor fortaler for vine på Cinsault … en passion, som er smittet af på de to fætre.

Adi er vinmageren og han lavede allerede sin første vin som 13-årig sammen med Jean Daneel fra Buitenverwachting. Han har  – efter sine studier på Elsenburg universitetet – arbejdet i bl.a. Frankrig på Château Angelus samt hos Alain Graillot i det nordlige Rhône, i New Zealand hos Wither Hills og hos en række gode sydafrikanske huse som Simonsig, Steenberg, Groote Post og i 9 år som vinmager hos Rustenberg i Stellenbosch.

Nu har Adi og Hein istandsat den gamle vingård og dyrker et økologisk vinbrug, hvor de indtil videre har vinstokke på 28 hektar af den købte jord og de fleste stokke er Chenin Blanc, Cinsault og Grenache.

Her smager vi Adi Ramnasgras Cinsault i årgang 2015, hvor Cinsault druerne kommer fra vinstokke plantet i midten af 1950’erne på den 1,6 hektar store Ramnasgras  mark, som har en undergrund med masser af granit.

Efter høsten afkøles druerne natten over, hvorefter druerne så gærer i åbne trækar. Druerne afstilkes slet ikke og normalt anvender Adi også gamle betontanke til gæringen, men denne vin er altså alene gæret i åbne trækar. Efter endt gæring, så presses mosten og overføres til brugte foudres, hvor den lagrer 12 måneder. Der er alene lavet 600 flasker af denne vin.

I næsen er der masser af frugt … jordbær, hindbær, yoghurt, drikkeyoghurt, rabarber, tyttebær, hyben, godt med blæk, blyanter, cedertræ, grønne grene, saltkaramel, masser af blomster, estragon og mynte. Det er samtidig en meget let, lys og aromatisk næse … frisk, lys og fin.

Smagsmæssigt er det også en let, lys og blomstret smag med syre, frisk, stringent med en lys, syrlig frugt, fine tanniner og smager også helt parfumeret … lyse bær, hindbær, rabarber og granatæbler … viril, forfriskende frisk, lys, fin, sart og lidt hippievild. Det er sgu ret spændende … stort WAUW.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 6/7 

2017 De Grendel, Op die Berg Pinot Noir, Sydafrika

2017 De Grendel, Op die Berg Pinot Noir, SydafrikaAf alle vinene fra det sydafrikanske vinhus De Grendel havde jeg mest glædet mig til denne Op die Berg Pinot Noir, for netop med denne drue er jeg på hjemmebane og kan nemt bedømme, om vinhuset virkelig kan lave Pinot med europæiske snit.

Vi er nu kravlet endnu højere op, for druerne til denne Op die Berg Pinot Noir kommer nemlig fra marker i 960 meters højde på Witzenberg bjergkæden i Ceres. Efter høsten er druerne først afstilket og så knust og ligger i en kold maceration i 4 dage.

Så tilsættes der gær til den alkoholiske gæring, som sker med blid punchdown 3 gange dagligt. Efter endt gæring presses druerne og vinen overføres til nye franske egefade for malolaktisk gæring, hvorefter den så lagrer 13 måneder på ældre egefade.

Der er bestemt en vis kølighed i duften – so far so good – og bestemt en slank og spinkel krop. Det er ikke sådan fin, lys og sart Pinot Noir, men alligevel småelegant med kirsebær, hindbær, jordbær samt en smule blomster, lidt røde bolsjer … men egentlig lidt lukket i alle aromaerne.

Smagen er fin ren, meget syrlig og samtidig noget urtet med grønne grene, ren, stram og syrlig frugt, kirsebær, ribs … masser af syrlighed, grønt og frisk bid, så dermed bliver det en stram matrone, som er lidt brysk og irettesættende, men for pokker … vinen er ung og vil klart vinde med flere år i kælderen.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 165 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 De Grendel, Merlot, Western Cape, Sydafrika

2018 De Grendel, Merlot, Western Cape, SydafrikaSå er vi atter på vingården, der ligger på skråningerne af bjerget Tygerberg ved naturreservatet, altså De Grendel og nu er det med to rødvine i streg, hvor den første er denne Merlot.

Og det er netop også fra marker på skråninger af Tygerberg ved Hutton Oak Leaf i 200 meters højde, at druerne til denne 2018 Merlot kommer fra … vinstokke, der er 14-17 år gamle.

Efter høsten er druerne afstilket, knust og så har de gæret i rustfrie ståltanke med overpumpning 4 gange dagligt. Efter endt gæring er druerne presset og vinen er så lagret 13 måneder på egefade med 1/3-del nye fade, 1/3-dele fade brugt én gang og så resten fade, der tidligere er brugt to gange.

Dejlig animalsk og aromatisk næse … både blæk, kul, babybræk (på den fede måde), medicinkasse, solbær, blommer, dyb kælder, våde fade, tør tobak, lidt grønne grene og samlet er det egentlig slet ikke eksplosivt, men sådan næsten lidt afdæmpet i aromaer. Men andre ord skal man lede lidt, men det gør det kun spændende.

Smagsmæssigt er det også solbær, men med en lille syrlig kant, sådan virkelig frugt i frugten med masser eller tonsvis af tanniner, som befuldmægtiger din mund suppleret med let peber, en spinkel syre og ellers stor, stor velbehag.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 129 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7