Tag-arkiv: Italien

2008 I Clivi di Ferdinando Zanusso, Clivi Galea Colli Orientali del Friuli DOC, Friuli-Venezia Giulia, Italien

2008 I Clivi di Ferdinando Zanusso, Clivi Galea Colli Orientali del Friuli DOC, Friuli-Venezia Giulia, ItalienNæste vin … som skulle ledsage en multe med pære, hyben og kantareller var også en hvidvin, nemlig en 2008 Clivi Galea Colli Orientali del Friuli DOC fra vinhuset I Clivi di Ferdinando Zanusso i vinregionen Friuli-Venezia Giulia i Italien.

Friuli-Venezia Giulia er nok ikke det mest kendte område, men der laves rigtig gode hvidvine i dette område. Gennem de seneste år er der sket et stort kvalitetsløfte i form af lavere høstudbytte, bedre kloner, senere høst, brug af fadlagringog ikke mindst bedre teknik og større ambitioner.

Der laves også udemærket rødvin, størstedelen på Merlot. Størstedelen af de hvide laves på den regionale Tocai Friulano, hvilket også er tilfældet med denne hvidvin, som kommer fra 60 år gamle vinstokke og alene produceres i 3.000 flasker årligt.

Som det fremgår af navnet drives vingården af Ferdinando Zanusso, som købte gården tilbage i starten af 1990’errne. Gården omfatter 12 hektar vinmarker med gamle vinstokke på to top-parceller: Corno di Rosazzo (Colli Orientale del Friuli) og Brazzano di Cormons (Collio).

Målet for Ferdinando var at lave vine der var 100% transparente og rene formidlere af områdets traditioner og jord – med andre ord: autentiske vine.

Første årgang var 1996, og produktionen er i dag på ca. 30.000 flasker årligt. Vinene dyrkes økologisk med ekstremt lavt høstudbytte (typisk 20 hektoliter pr. hektar), spontangæres, vinificeres og lagres ”sur lie” på stål og skabes bevidst så rene og utilslørede som muligt.

Det er komplekse og koncentrerede vine, men de er også sarte og lidt skrøbelige, og det er præcis det spil, der skaber den intensitet og nerve, der giver fornemmelsen af noget absolut unikt. At samtlige vine fra I Clivi også er ekstremt rimeligt prissat, når man tænker på vi taler om virkeligt store hvidvine, gør absolut ikke Ferdinandos vine mindre interessante.

Duften er meget kerner og nødder, og duften er en smule  oxideret, hvilket kan virke en smule anderledes. Nu kan vi jo godt li’, når vinene er anderledes og får lidt kant.

Smagsmæssigt er der æble og blommesaft, sådan meget sødligt, og igen en lidt mærkelig og ubeskrivelig smag. Hmmmm, den kan jeg ikke lige sætte en finger på. En okay vin, som dog ikke får mig til at falde ned af stolen.

Fås hos Niche Vine til 149 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2011 Cã dei Frati, Lugana I Frati, Veneto, Italien

2011 Cã dei Frati, Lugana I Frati, Veneto, ItalienFørste vin til den 5-retters menu på Svineriet blev denne hvidvin fra Cã dei Frati. Vi er i Veneto, lige syd for Gardasøen i byen Lugana di Sirmione. Nogle få mener, at vinhuset reelt ligger i Lombardiet.

Den første kendte reference til Cã dei Frati er fra 1782 og angiver at munkene producerede Lugana for kirken. Vinhuset CÃ dei Frati er dog først grundlagt i 1939 af Domenico Dal Cero og hans søn Felice, men først senere, nemlig i 1969 begyndte man, med Felices søn Pietro da Cero i spidsen, at markedsføre hele produktionen under det nuværende navn.

Dette skift i strategi blev fulgt op af en gennemgribende modernisering i markerne og i kælderen, og hermed var man en af de første producenter i området, der satsede på kvalitet frem for kvantitet.

I dag regnes Cã dei Frati som den ubestridt førende producent af Lugana eller som den også kendes, Trebbiano di Lugana. På ejendommens omkring 61 hektar vinmarker dyrkes fortrinsvis Trebbiano di Lugana, en ædel variant af Trebbiano, som fra mange producenters hånd forekommer i bedste fald ganske smagsneutral.

Pietro driver fortsat stedet sammen med sin kone, men 4. generation i form af børnene Hyginus, Gian Franco og Anna Maria er allerede involveret i driften.

Der fremstilles årligt i omegnen af 400.000 flasker, fordelt på 9 vine, heraf 4 hvide, to røde, en rosé, en mousserende og en sød vin. Cã dei Frati ligger ganske ideelt ved den sydlige bred af Gardasøen, hvor den fremherskende kølige nordvestenvind er med til at give druerne karakter og syrefriskhed og der dyrkes, foruden Lugana, blandt andet Chardonnay, Sauvignon og en del røde sorter.

Den sympatiske Dal Cero familie driver desuden et hyggeligt hotel med tilhørende restaurant, smukt beliggende for foden af Garda-søens sydlige bred.

Denne hvidvin er også lavet på druesorten Trebbiano di Lugana, og i næsen er der hyben, masser af modne æbler og tonsvis af nødder og nøddekerner. Smagsmæssigt megen sødme, igen æbler … og en smule perlende på tungen. Fin vin

Fås hos Taastrup Ny Vinhandel til 120 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2004 Tenuta di Ghizzano, Veneroso IGT, Toscana, Italien

2004 Tenuta di Ghizzano, Veneroso IGT, Toscana, ItalienSidste vin i den hyggelige kælder blev ligeledes en IGT vin, nemlig denne Veneroso fra vinhuset Tenuta di Ghizzano.

Ghizzano er en lille landsby, der ligger 200 meter over havets overflade ved den toscanske kyst, 40 km fra Livorno og 40 km syd for Pisa. Vingården Tenuta di Ghizzano og tilhørende olivenmølle stammer tilbage fra 1370, hvor den blev bygget af Venerosi Pesciolini familien. Vi er i området kendt som Colline Pisane, som omfatter en række af bakker sydøst for Pisa.

Tenuta di Ghizzano ejendom består i dag af omkring 350 hektar, hvoraf 20 hektar dyrkes som vinmarker. Resten består af olivenlunde, kornafgrøder samt skov og poppellunde.

Flere af gårdens stuehuse er omhyggeligt renoveret, og siden 2001 har gården også været feriested for folk, som vil nyde det italienske klima, den gode mad og de fabelagtige vine.

Tenuta di Ghizzano er den dag i dag fortsat i samme families eje, og stedets nuværende ejer den yndige Ginevra Veneroso Peschiolini, er strøget direkte ind på den toskanske stjernehimmel.

Et er selvfølgelig, at vinene vurderet på deres kvalitet berettiger til det, men i dagens vinverden er det ikke kun vinen som skaber superstjerner. Mennesket bag skal være skabt til rollen, ellers kommer man aldrig derhen.

Og det er Ginevra i alle henseender. Ikke blot er hun et betagende menneske, men hendes evner som vinmager, hendes vilje til at sætte alt ind på at skabe topkvalitet er til stede, ligesom hendes måde at fortolke vinverdenen og dens strømninger på er genial.

Der bliver principielt fremstillet fire forskellige vine på ejendommen, der er overgået til biodynamisk produktion – og det kan smages.

Denne Veneroso er den historiske og mest repræsentative vin fra vingården. Den blev først produceret i 1985, og laves hovedsageligt på Sangiovese (85%) med en lille procentdel af Cabernet Sauvignon (15%). Der fremstilles 4.500 – 6.300 flasker af vinen årligt, så det er jo ikke store mængder.

Selvom vinen er fra 2004 byder den på en næse med masser af grønt, der er også eg, vanilje, salvie, og solbær. Smagsmæssigt en meget tydelig tannin, som heller ikke lader noget tilbage at ønske, og vinen hænger simpelthen i munden … uhmmm, der er også mørke bær, chokolade, lidt krydderi. Smager rigtig lækker, og næsten lige så god som foregående vin … men også kun næsten. En rigtig dejlig vin.

Fås hos Theis Vine til 270 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2007 Fontodi, Flaccianello Della Pieve IGT, Toscana, Italien

2007 Fontodi, Flaccianello Della Pieve IGT, Toscana, ItalienVi fortsætter til vin nr. 4 … hvor vi fortsat er i byen Panzano, hvor vi nemlig højt på en bakketop lige uden for landsbyen også finder vinhuset Fontodi.

Huset har været i familien Manetti’s besiddelse siden 1968. Gården består af 68 hektarer placeret i en højde af 400 meter over havets overflade. Man har fundet dokumenter der bekræfter, at der har været dyrket vin på stedet siden 1600-tallet. Giovanni Manetti har nu dyrket vin gennem 3 årtier og vundet utallige priser over hele verden, og Fontodi er i dag én af Chianti Classicos mest berømte vingårde.

Vinen her er en slags supertoscaner, dog lavet på ren Sangiovese. Flaccianello Della Pieve er også flagskibet i Giovanni Manettis’ produktion og er et af Toscanas bedste eksempler på det rene udtryk af druen. En vin som ikke var tilladt under de strenge DOCG bestemmelser før 1995. Sidenhen har flere producenter valgt at holde fast i betegnelsen, som jo har gjort deres vine berømte.

Druerne der er brugt er nøje udvalgte og kun fra de bedste marker på den gyldne skråning Conca d’Oro syd for byen Panzano i hjertet af Chianti Classico.

I samarbejde med en af Italiens mest anerkendte ønologer Franco Bernabei vinificeres vinen på ståltank og lagre 18 mdr. på 100 % nye franske barrique. Selv siger Giovanni, at denne årgang 2007 er den hidtil bedste, som er produceret nogensinde. Der laves 60.000 flasker årligt af vinen.

Og duften er ikke mindre end fabelagtig. Den er animalsk, der er chokolade, eg, solbær, vanilje. Smagen er himmelsk, den er cremet, der er fløjl, er meget fyldig, der er brombær, basilikum, sødme. Fabelagtig balance og fortsat fine tanniner og en lang eftersmag med masser af frugt. Ihhh, jeg er begejstret, for dette er virkelig guf. Det er sgu god vin.

Fås hos Otto Suenson til 482 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2007 Candialle, Chianti Classico, Toscana, Italien

2007 Candialle, Chianti Classico, Toscana, ItalienVi fortsætter med Chianti Classico i tredje vin, men skifter vinhus. Vi er nu hos Candialle Azienda Agricola S.S. i den historiske landsby Panzano in Chianti i den berømte Conca d’Oro dal.

Candialle vingården ligger omkring 20 kilometer syd for Firenze langs Chiantigiana … den berømte vinrute, der fører gennem bakkerne og vinmarkerne i Chianti Classico til Siena. Vinhusets vinmarker er på i alt 34,8 hektar, hvoraf 9,7 hektar er beplantet med vinstokke.

Vingården ejes af Jarkko Peränen sammen med Josephin Cramer. Josephin kom egentlig fra en stolt tysk bryggerifamilien i Stadt Warstein i Nordrhein-Westfalen, og alle troede egentlig, at øllet løb i hendes blodårer og at hun skulle ind i familiens bryggerivirksomhed, men Josephin ville det anderledes.

I stedet forfulgte hun sin drøm om at blive vinmager, først med uddannelse i England indenfor økonomi, markedsføring af vin, og senere med arbejde og uddannelse i vinmarkerne i Bourgogne, Bordeaux og Baden. Her lærte hun hurtigt alle arbejdsopgaver indenfor vinproduktion.

Jarkko er fra Finland, og ligesom Josephin også vinmager, og parret tog i 2002 chancen og købte Candialle i Panzano, i den sydligste ende af Conca d’Oro dalen, et af de mest prestigefyldte steder i Chianti Classico området.

Parret laver i alt 4 forskellige vine, denne Chianti Classico, en Chianti Classico Le Misse samt to IGT vine, Pli og Ciclope. Vinproduktionen forestås i dag primært af Jarkko i samarbejde med Vittorio Fiore.

Vittorie Fiore har jeg tidligere skrevet lidt om, bl.a. i anmeldelse af flere vine fra Castelluccio, som Vittorio er medejer af. Vittorie Fiore er én af de store skikkelser i den toscansk vinavl. Han har bl.a. også været medlem af Kommissionen for appellation (DOC og DOCG) vine i det centrale Italien under landbrugsministeriet.

Han er også professor i vinavl og ønologi, og har arbejdet som konsulent hos en lang række producenter i Italien. Vittorio har også ejerskab af flere vingårde, bl.a. Poggio Scalette i Chianti og som nævnt Castelluccio i Modigliana (Romagna).

Vinen her er på 100% Sangiovese, og har lagret 18 måneder på 228 liters barriques. I næsen meget anderledes end foregående vin, her er det gammel indelukket kælder, portvin, balsamico, fims og en smule surhed.

Smagen er mørk frugt, lidt knuste blommer, har en lidt krydret oversmag, men fortsat med meget syre og tannin, men også fin blødhed. Smager fint.

Fås hos Vino i Århus til 190 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2009 Ormanni, Chianti Classico, Toscana, Italien

2009 Ormanni, Chianti Classico, Toscana, ItalienVin nr. 2 … også en Chianti, og ligeledes fra samme producent, Ormanni. Her er der dog tale om en Chianti Classico, lavet på 90% Sangiovese og 10% Canaiolo, dvs. formentlig er der lidt mere Sangiovese i denne vin end i den almindelige Chianti. For at det skal være en DOCG Chianti, så skal mindst 80% skal være Sangiovese.

Vinproduktionen hos Ormanni forestås af ejeren Ingegner Paolo Brini Batacchi, hvilket frem til januar 2012 skete i samarbejde med vinmageren Giulio Gambelli. Gambelli døde desværre i starten af 2012, men var én af giganterne i toscansk vin.

Han var kendt som “Bicchierino” (lille glas), og var én af Italiens største kendere af Sangiovese, og var anerkendt som en fremragende vinmager.

Født i 1925 i netop byen Poggibonsi, og kendt som vinmager for nogle af vinene fra de store huse i Toscana, fx for Solderas Brunello di Montalcino og for Montevertines Chianti Classico.

Gambellis karriere har strakt sig over ikke mindre end 70 årgange i Toscana.

Der laves 100.000 flasker af denne Chianti Classico hvert år.

Duftmæssigt lidt at samme noter som lillesøsteren, men også lidt toast, fennikel eller lakrids, men også fortsat mange grønne noter. Smagsmæssigt er der langt mere fylde, modne kirsebær, meget frugtrig. Der er også langt mere balance i denne vin fremfor den almindelig Chianti, selve der også fortsat er meget stramme tanniner.

Fås hos Vino i Århus til 120 kr. pr. flaske.

Vinanmeldelse 4,5/7

2010 Ormanni, Chianti, Toscana, Italien

2010 Ormanni, Chianti, Toscana, ItalienVinsmagningens første Sangiovese vin var en Chianti fra en lille producent Ormanni, som ligger 6 kilometer fra byen Poggibonsi. Det er omkring 30 kilometer syd for Firenze og 20 kilometer nordvest for Siena.

Vingården er oprindelig stiftet af Ormanni familien, og kan spores helt tilbage til 1200-årtallet. I dag ejes vingården af Ingegner Paolo Brini Batacchi, hvis forfædre købte gården i starten af 1800-årtallet.

Ejendommen er netop er blevet restaureret og ligger således i hjertet af Chianti regionen, malerisk omgivet af skove med egetræer, cypresser og vinmarkerne, som i alt dækker 60 hektar. Til ejendommen er 3 små lejligheder og pool, så du kan altså også komme på ferie på vingården.

Her har vi husets almindelig dødelige Ormanni Chianti med en duft af lyse bær, tørhed, krydderier og grønne blade. Smagsmæssigt er der kirsebær, syre, lidt skarphed, tørhed. Fin vin, dog uden at imponere.

Fås hos Vino i Århus til 80 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2010 Le Macchiole, Bolgheri Rosso, Toscana, Italien

2010 Le Macchiole, Bolgheri Rosso, Toscana, ItalienFredag kom der lidt italiener på bordet, nemlig denne Bolgheri Rosso fra vinhuset Le Macchiole.

Bolgheri er nok ikke så kendt og bestemt ikke det første man tænker, når det drejer sig om vin fra Toscana. Men kendere vil vide, at her udrettes små mirakler. For 30 år siden var Bolgheri da også helt ukendt vinland. Men i dag er området faktisk verdensberømt. I Toscana er det normalt Sangiovese, der frembringer de store vine, men sådan er det ikke i Bolgheri.

Her er det Bordeaux-sorterne Merlot og Cabernet Sauvignon som er stjernerne. Efter manges opfattelse, yder Cabernet Sauvignon i Italien ikke bedre, end det gør i netop Bolgheri. Det er fx også i Bolgheri at vi finder Sassicaia og andre supertoscanere.

Må, men La Macchiole er et vinhus i netop Bolgheri, ja faktisk ligger Le Macchiole endda i byen Bolgheri, som ligger ca. 60 km. vest for Siena. Vingården er etableret i slutningen af 1980’erne af Eugenio Campolmi, som ønskede en tilværelse i harmoni med naturen, og valgte at slå sig ned som vinbonde.

Han startede med at købe lidt land i Bolgheri, og havde en vision om at lave spændende vine. Han valgte modsat mange andre lokale vinbønder af dyrke de franske druesorter Merlot, Cabernet Franc og Syrah, som han mente ville udtrykke områdets terroirs i Bolgheri bedst.

Efter i nogle år at have arbejdet for sig selv med hjælp fra et par venner, mødte han sent i 1990 den dengang ukendte unge ønolog Luca d’Attoma. Denne blev ansat som konsulent fra starten af 1991, og dermed startede et nært samarbejde, der skulle gøre ejendommen og dens vine verdenskendte.

Efter en række opsigtsvækkende vine fulgte i 1997 en sensationel version af merlot’en Messorio, som hørte og hører til de største vine, Toskana har frembragt. Siden har Le Macchiole’s vine været velkendte og eftertragtede af vinkendere over hele kloden.

Det kom som et chok, da Eugenio Campolmi døde i 2002 bare 40 år gammel. Ejendommens fremtid var usikker, men heldigvis besluttede Eugenio’s kone, Cinzia Merli, og vinmageren Luca d’Attoma at føre Eugenios drøm videre.

Efter udfordrende årgange i 2002 og 2003 har de været velsignet med fremragende år siden, startende med en usædvanlig vellykkede vine fra årgangene 2004 og 2005.

Le Macchiole har dermed for alvor fundet tilbage den storform, der gjorde ejendommen berømt, og samtidig har videreudviklingen af huset og dets vine betydet, at sortimentet nu fremstår mere helstøbt end nogensinde før. I 2008 blev Cinzia og Luca også belønnet for deres indsats, da Le Macchiole, Messorio fik en score på 100 i Wine Spectator.

I vinmarkerne, som er tilplantet med en ekstrem tæthed på 10.000 planter/hektar, foregår alt arbejde økologisk og udelukkende ved håndarbejde. De frugtige jordbunde med sand og ler med små kalksten er perfekte til druesorterne Merlot, Syrah og Cabernet.

På Le Macchiole er sidstnævnte Cabernet Franc og ikke Sauvignon, som på naboejendommene i området. Le Macchiole er begejstrede for Cabernet Franc’s trivsel i markerne, og resultaterne har været så overbevisende, at alle Cabernet Sauvignon-stokke er blevet ompodet til Cabernet Franc!

Her har vi husets Bolgheri Rosso, som er lavet på 50% Merlot, 30% Cabernet Franc, 15% Syrah og 5% Sangiovese. Denne vin viser samtidig, hvor forskellig Bolgheri’s karakter er fra Chianti-områdets, som de fleste forbinder med Toscansk vin.

Næsen er blommer, efterårsblade, lidt Bordeaux-agtig duft med jord jord, ørkentørhed, kamfer, chokolade BIG TIME, lidt grøn peber og en smule tørrede krydderier. Virkelig flot.

Smagen er et fast grib i din mund, der er igen den store tørhed, en massiv tilstedeværelse i munden, mineralitet, søde kirsebær, elegant, frugtrig og laaaang eftersmag. Uhmmm, det smager altså rigtigt godt. Thumbs up.

Købt hos Atomwine til 125 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2010 G.D. Vajra, Barbera D’Alba, Piemonte, Italien

2010 G.D. Vajra, Barbera D'Alba, Piemonte, ItalienTirsdagens næste vin var også fra et vinhus, som jeg tidligere har skrevet om, nemlig Azienda Agricola G.D. Vajra fra byen Vergne i Barolo-land. Sidst smagte vi deres Langhe Rosso, men her har vi altså deres Barbera D’Alba.

Druerne til Vajras Barbera d’Alba hentes fra seks forskellige vinmarker, alle beliggende i de to kommuner Elveziano og Tortoniano. Jordbunden har et stort indhold af kalk, hvilket stammer fra aflejringer, der er foretaget for flere millioner år siden. Denne jordbundstype giver vinene lige præcis den sprødhed og syre, der er kendetegnende for en god, velafbalanceret Barbera d’Alba.

Duftmæssigt er vi langt over SenZanome, her er der hestestald, meget animalsk i duften, der er også hindbær, hasselnødder og lidt krydderier.

Smagsmæssigt masser er frugt, også lidt krydret i smagen, lidt vaniljesødme, og ellers stort syre/mineralitet. Måske fortsat lidt babymord, da vinen godt kan tåle lidt længere langring, men en fin vin.

Købt hos Vinspecialisten på tilbud til 125 kr., normalpris 185 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2009 SenZanome, Bricco San Pietro Barbera D’Alba, Piemonte, Italien

2009 SenZanome, Bricco San Pietro Barbera D’Alba, Piemonte, ItalienLige et par vine fra i tirsdags, først denne 2009 SenZanome, Bricco San Pietro Barbera D’Alba, som jeg imidlertid ikke vil bruge mange spaltemeter på, da jeg netop lige har skrevet om vinen, blot i en årgang 2008.

Modsat 2008’eren er her ikke samme friskhed, men derimod mere blomsterrig, men der er fortsat meget ren frugt og igen er duften en smule smule parfumeret.

Smagen ikke så ren som 2008’eren, men fortsat fint med tanniner, lidt surhed, men slet ikke så udtalt som i 2008’eren. Jeg vil – som det sikkert fremgår – vælge 2008’eren frem for 2009’eren.

Det passer nok også med den gængse opfattelse af, at årgang 2008 var et år med mere syre i druerne.

Købt til omkring 100 kr. og fåes ellers hos Lundens Vin Kompagni.

Vinanmeldelse 4/7