2020 Weingut Herzer, Naumburger Steinmeister Weißer Burgunder Kabinett Trocken, Saale-Unstrut, Tyskland

2020 Weingut Herzer, Naumburger Steinmeister Weißer Burgunder Kabinett Trocken, Saale-Unstrut, TysklandI det ganske lille vinområde Saale-Unstrut syd for Berlin finder vi i den idylliske landsby Roßbach nogle få kilometer fra katedralbyen Naumburg, Weingut Herzer, som står bag denne 2020 Naumburger Steinmeister Weißer Burgunder Kabinett Trocken.

Vingården er grundlagt i 1992, da den blev købt af Stephan og Andrea Herzer. I Roßbach købte de en historisk gård og startede med at lave vin, hvor Stephan – der er civilingeniør – står for marker og produktionen i kælderen, mens Andrea, der selv kommer fra en familie af vinproducenter i Laucha, står for bogholderiet.

Siden 2000 har de parret produceret og markedsført vinene under deres eget navn Herzer og alle fra deres 20 hektar vinmarker, der så ligger med de bedste parceller på Naumburger Steinmeister, Großjenaer Blumengrund, Freyburger Schweigenberg og Dorndorfer Rappental.

Udover vinproduktion, så har familien også udlejning af en lille ferielejlighed, som mange andre vinhuse i det tyske også har.

Omkring 3/4-dele af produktionen hos Weingut Herzer er hvidvine, som nu fx denne 2020 Naumburger Steinmeister Weißer Burgunder Kabinett Trocken, men jeg har ingen oplysninger om hverken produktion eller pris.

I næsen har vinen lidt fylde, mens frugten nærmest er melon, pærer, sandeltræ, blomster og lidt Faxe Kondi. Smagen er – som duften – lidt til den neutrale side, men der kommer dog lidt lemon, grape, sødme og virker samlet meget blid. 87 point.

Ingen forhandler herhjemme, så prisen kendes heller ikke.

Vinanmeldelse 4/7

2019 Sampietrana, Settebraccia Negroamaro Susumaniello, Puglia, Italien

2019 Sampietrana, Settebraccia Negroamaro Susumaniello, Puglia, ItalienVi skal atter et smut tilbage til Cantina Sampietrana aka Cantina Sociale Sampietrana, som jeg for 1-2 uger siden smagte vinen Plio Salento Chardonnay fra, men denne gang er det den røde 2019 Settebraccia Negroamaro Susumaniello.

I vinen er det et blend af de klassiske syditalienske druer Negroamaro og Susumaniello, der først delvist er tørret inden gæringen og derefter er vinen så lagret 8 måneder på egetræsfade.

I næsen kommer der først et skud af røg, men hurtigt også nogle fadnoter med vanilje, kaffebønner, mørk chokolade, kakaopulver og det suppleres med en frugt, som er lidt blommeagtig, let solbær, men også sødkrydret, bagepulver, noget peber og mynte.

Smagen er klart til den søde og lidt Primitivoagtige side, kogte blommer og solbærmarmelade, men har også nogle tranebær, som giver lidt bitterhed og tørhed, hvilket ikke gør vinen alt for overdone og i stedet giver en smule friskhed. Det er dog fortsat en varm, fyldig og kraftig vin, men med denne lidt syrligbitre slagside, som lige løfter den over de gængse Puglia vine. 88 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 119 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Marcelo Pelleriti Wines, Selection Blend of Terroir, Mendoza, Argentina

2016 Marcelo Pelleriti Wines, Selection Blend of Terroir, Mendoza, ArgentinaMed næste vin er vi retur hos den dygtige argentinske vinmager Marcelo Pelleriti, som jo også er en del af Abremundos. Denne gang er det med hans 2016 Selection Blend of Terroir.

Vinen er lavet på et blend af 54% Malbec, 26% Syrah og 20% Cabernet Franc, som kommer fra marker i Valle de Uco i 1.000 meters højde ved de 2 kalkholdige subzoner Altamira og La Consulta.

Den strenge druesortering efterfølges af koldmaceration ved 8 grader  inden 10-15 dages spontangæring på 225 liter franske barriques, løbende pigéage samt rotation af fadene. Efter endt fermentering er vinen lagret 16-22 måneder på franske barriques, hvoraf 20% er helt nye. Efter aftapning på flaske er vinen lagret yderligere 18 måneder inden frigivelse.

Det dufter sgu godt … sådan en blanding af noget skovbund, læder, umami, ristede champignon og bagte kastanjer samt en mørk frugt med solbær, brombær, sorte oliven, tørret kød, oksefond, cedertræ og tydeligt fadpræg af chokolade, kakao, tobak, kaffebønner, noget saltlakrids, lidt vanilje og kanelstænger.

Smagen er tæt, fyldig, intens … og samtidig med en kølig syre, lidt peber og tørre tanniner, som dog også samtidig virker frugtrige med en vis sort te bitterhed, tranebær, solbær og lysere hindbær. Det er blødt, cremet og ganske elegant … syren holder hele vejen igennem og er med til at give lang eftersmag. Flot vin … 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 399,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 349,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Kakheti Company, Bedoba Saperavi, Kakheti, Georgien

2020 Kakheti Company, Bedoba Saperavi, Kakheti, GeorgienSå er man sgu på udebane, for næste vin er fra Georgien … fra vinhuset Kakheti Company og det er med denne 2020 Bedoba Saperavi på den totalt ukendte drue Saperavi.

Kakheti Company er et lille joint venture imellem den georgiske vinmager Nugzar Ksovreli samt den schweiziske vinentreprenør, Thierry Fontannaz.

Sammen har de skabt en vingård med ét formål: At lave autentisk, georgisk rødvin. De har dog alene produceret én cuvée, hvilket er denne Bedoba Saperavi, hvor Bedoba betyder held og lykke, mens Saperavi altså er druen.

Alt takles dog professionelt, lige fra arbejdet i marken, til måden der høstes på og til fremgangsmåden for vinificeringen. Denne Bedoba Saperavi er på den georgiske druesort, som er blevet kendt en af de bedste druer i georgisk kvalitetsvin, og er kendetegnet ved sin dybe, mørke farve.

Det skyldes at Saperavi tilhører en sjælden familie af druesorter, som udover at have højt indhold af farvestof i drueskallen, også har en farvet most indeni. Vinen tager sit særegne udtryk både fra druesortens karakteristika, men får hjælp fra den utroligt omhyggelige lagring.

Vinen er nemlig lagret i portioner … hver portion lagret på sin måde og den største del lagres på de traditionelle, georgiske ovevri, der er en stor ler-krukke, som graves ned i jorden.

Den sidste del af mosten gæres på rustfri ståltanke, og lagres derefter på en blanding af store 5.000 liter egetræsfade og 225 liter amerikanske barriques, som er anvendt 2 eller 3 gange før.

Hold da op … sikke afgrundsdyb aroma med masser af fadfedme, marmeladetyk frugt af blommer, solbær, sorte kirsebær, mahogni, teak, kanel, vanilje, kardemomme og mørk chokolade.

I munden er vinen også kraftig, overbuttet og klart med sødme, blommekompot og solbærmarmelade, virkelig blød og cremet og slår sgu uden problemer mange gumpetunge vine fra fx Syditalien. Der er masser af chokolade, strenge – om end fyldige – tanniner, der lige sætter sig i munden og giver vinen lidt oprejst power. Det er en vin, som vil overraske mange … inklusiv mig, så dermed 90 point.

Forhandles af Otto Suenson, hvor en flaske normalt koster 125 kr., men i øjeblikket kan købes til 99 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2018 Avignonesi, Cantaloro Rosso Toscane IGT, Toscana, Italien

2018 Avignonesi, Cantaloro Rosso Toscane IGT, Toscana, ItalienMed næste vin skal vi atter til den biodynamisk vingård Avignonesi, der drives af belgiske Virginie Saverys og det er med en 2018 Cantaloro Rosso Toscane IGT.

Virginie Saverys arbejdede egentlig som en succesfuld advokat i Belgien.

Fra hendes forældre arvede hun dog en interesse for vin, som stille og roligt overgik fra at være en sporadisk hobby til en altopslugende passion.

Hun tabte faktisk sit hjerte til vinen i sådan en grad, at hun kastede sig ud i et radikalt karriereskifte. Hun ville ud i verden for at arbejde med vin. På en af hendes rejser stødte hun i byen Montepulciano på vingården Avignonesi, der allerede anerkendt for sine innovative tilgange og høje kvalitet

Men Virginie fornemmede, at der her var grobund for at nå nye højder og standarder inden for vinproduktion. I 2009 købte hun så Avignonesi og har siden igangsat en ganske systematisk og ambitiøs omlægning til ren biodynamisk produktion.

Det sker, fordi Virginies mission er at skabe vine, som er helt tro mod den natur de udspringer fra, samtidigt med, at hendes vine skal have et særegent og personligt udtryk.

Derfor sværger hun også til at blande sig så lidt i vinproduktionen, som overhovedet muligt. For en god vinbonde skaber vine i marken  og derfor er det de biodynamiske principper som får lov at diktere arbejdet, så vinstokkene får lov at trives i et sundt og uspoleret miljø.

Men det bæredygtige lader sig ikke begrænse til Avignonesis marker. Virginie Saverys arbejder indædt på at sænke det CO2-aftryk som hendes produktion sætter.

Én af Virgine Saverys genistreger har været at øge indholdet af Sangiovese i deres rødvine. Lokalt kaldes druesorten for Prugnolo Gentile og er en sort som de lokale bønder igennem generationer har afdækket som værende den, der bedst indfanger hele Montepulcianos væsen og udtryk.

Da Virginie overtog Avignonesis, så arbejdede flere af hendes kollegaer med at blande en højere portion af flere internationale druesorter i deres vin, for at tilfredsstille forbrugernes efterspørgsel og anmeldernes præferencer.

Men her stod Virgine fast, for Sangiovese hører hjemme i Montepulciano, så det er den, der skal udtrykkes klarest i hendes vine. Og anmeldere såvel som forbrugere igennem flere årgange hyldet hende, for denne stålfaste tilgang til områdets traditioner.

Vinene gæres også på gærkulturer som stammer fra området, så man under hele processen anvender det lokale fingeraftryk, som giver vinene deres helt unikke identitet.

Denne Cantaloro Rosso Toscane IGT er i denne årgang 2018 lavet på 57% Sangiovese, 31% Merlot og 12% Cabernet Sauvignon, som kommer fra Montepulciano og Cortona. Flere af parcellerne er op mod 40 år gamle og producere druer med en sådan kompleksitet, at mange andre producenter ville bruge dem i deres topvine.

Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller ved 22-28 grader over 10 dage i rustfri stålkar. Derefter er der sket malolaktisk gæring inden lagret på en kombination af ståltanke og slavonske egefade samt barriques.

I næsen er vinen let støvet og tør … lidt kødfuld endda, har nogle rå og letristede champignon, sød tobak, sorte kirsebær, brombær samt hindbær, har nogle brede skuldre, stor frugtrigdom samt et kindkys fra fadene med let vanilje, chokolade samt grønne urter.

Allerede fra start kan man mærke, at Merlot og Cabernet Sauvignon druerne giver vinen fylde og igen brede skuldre. Der betyder også en smule solbær og sorte kirsebær, pænt tørt, har tørt træ, cedertræ, fyldige tanniner, hvor der endda kommer lidt sødme bagefter. Det smager sgu rigtigt fint, så 91 point.

Forhandles af Otto Suenson, hvor en flaske koster 99 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2015 Vignobles & Compagnie, Les IX Papes Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2015 Vignobles & Compagnie, Les IX Papes Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigSkal vi ikke fortsætte med mer’ Châteauneuf-du-Pape? Jo fornemmer jeg, så det gør vi med denne Les IX Papes Châteauneuf-du-Pape, der kommer fra kooperativet Vignobles & Compagnie tæt ved Pont du Gard viadukten i det sydlige Rhône.

Reelt set er vinen dog ikke fra kooperativet, men kommer fra et restparti fra en anerkendt 100 points producent, som i dette tilfælde ikke ønsker deres navn frem og derfor nu udgives via Vignobles & Compagnie … en af de største vinkøbmænd i Châteauneuf.

Les IX Papes er fremstillet på et klassisk blend af 75% Grenache, 15% Syrah, 4% Mourvèdre, 3% Cinsault og 3% andre druer, som i topåret 2015 er høstet ved optimal modenhed.

Mens Grenache er lagret i store traditionelle foudres, så er alle de øvrige druesorter lagret på 228 liters burgundiske  egetræsfade og så har den massiv power med 16% højt oktantal.

Det er en rund, varm og kraftig Châteauneuf-du-Pape, hvor der kommer masser af sød finsk og tør engelsk lakrids, blommer, solbær, kirsebærsyltetøj og endda samlet lidt jammy i aromaerne. Aftrykket fra fadene er også tydelige med tobak, læder, kakao, violer, vanilje og chokolade samt let sødme … tung og mægtig.

I munden er der også smæk for skillingen, men selvom der er fylde, mørk frugt og virkede jammy i duftene, så er der masser af syre samt tørre og kraftige tanniner. Derudover er frugten frisk med brombær, knuste hindbær og lyse kirsebær, en lille svirp af alkohol, peber og et let bittert bid, pæn frugtrigdom og ganske potent. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 369,95 kr., mens du kan købe vinen til 299,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Domaine de la Graveirette, Châteauneuf-du-Pape Tempo, Rhône, Frankrig

2020 Domaine de la Graveirette, Châteauneuf-du-Pape Tempo, Rhône, FrankrigVi bliver i Rhône, for næste vin er denne 2020 Châteauneuf-du-Pape Tempo fra Domaine de la Graveirette, der drives af Julien Mus og ligger i Chemin de Causan mellem de to byer Bédarrides og Courthézon i Vaucluse.

Domaine de la Graveirette er vi sidst stødt på her på vinbloggen for et par måneder siden, hvor jeg smagte Julien Mus’ 2018 Côtes du Rhône og da skrev jeg også en del om vinhuset.

Denne Châteauneuf-du-Pape Tempo er lavet på 90% Grenache, 5% Cinsault og 5% Syrah, der kommer fra økologisk dyrkede vinmarker med vinstokke på 50 og 70 år i den sydøstlige del af Châteauneuf-du-Pape på kanten af det berømte Le Crau plateau.

Som en del af sin moderne tilgang vælger Julien Mus helt at undlade fadlagring i sin vinproduktion … også i sine Chateauneuf du Pape, der i stedet modner 30 måneder på ståltanke. Sådan er denne altså også lavet … med gæring i ståltanke og efterfølgende også lagret i store ståltanke.

Fra starten er der en stærk og dyb duft … det stærke er peber samt noget alkohol, mens frugten er tør, mørk og krydret, mest brombær, sorte kirsebær, blommer og knuste hindbær sammen med violer, en del tør engelsk lakrids og granitagtig mineralitet. Det er en utrolig rank og klar Châteauneuf-du-Pape, hvilket nok kan tilskrives, at lagringen er alene er sket i ståltanke.

I munden er vinen både cremet, stærk og frisk … og slår både peber samt alkohol igennem, hvilket så efterfølges af garrique, urter, tørret grape, lakrids, enebær, brombær, knuste hindbær og ribs, masser af bitterhed og tørre tanniner, som river lidt sammen med peberen og alkoholen, men det giver faktisk et rigtigt godt bid sammen med en lille sødme … tørt, frisk med en frisk og pågående syre. 91 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 250 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Clos du Mont-Olivet, Côtes du Rhône Vieilles Vignes, Rhône, Frankrig

2020 Clos du Mont-Olivet, Côtes du Rhône Vieilles Vignes, Rhône, FrankrigHvor er det egentlig lang tid siden, at jeg sidst har smagt en vin fra Clos du Mont-Olivet. Det råder jeg så bod på nu med en 2020 Côtes du Rhône Vieilles Vignes i glasset.

Vinhuset ligger på adressen Chemin du Bois de la Ville midt i Châteauneuf-du-Pape by og er grundlagt i 1932 af Séraphin Sabon og hans hustru Marie Jausset.

Det var Séraphins svigerfar Romain Jausset, der havde erhvervet nogle parceller, som nu gik i arv til hans svigersøn, men det blev Séraphins sønner Jean-Claude, Pierre og Bernard, der drev vingården videre under navnet Les Fils de Joseph Sabon.

I dag ledes Clos du Mont-Olivet af Jean-Claudes søn Thierry Sabon samt Pierres to børn David og Celine, mens Bernards datter Mylene Sabon også en kort periode var med i driften. Hun forlod dog Clos du Mont-Olivet i 2013, fik sin arveandel på 7 hektar marker og driver i dag sammen med sin mand Domaine les Serres des Mourres.

Det er Thierry Sabon, har ansvaret for vinfremstillingen på Clos du Mont-Olivet, mens David arbejder i markerne, men også bidrager til at promovere domænets vine på eksportmarkederne, mens Céline arbejder med salg og regnskaber.

Samlet har de 21 hektar vinmarker i Châteauneuf-du-Pape, 14 hektar i Lirac, 10 hektar under Côtes du Rhône og 3 hektar, hvorfra de laver IGP vine. Som det ofte er tilfældet i Châteauneuf-du-Pape, er vinmarkerne  vidt spredte over ikke mindre end 15 lieux-dits i appellationen.

Det er markerne Montalivet, La Crau, Les Blachières, Coste Froide, Bois Seneseau, Palestor, Bois Dauphin , Pied de Baud, Les Marines Les Bousquets, Les Parrans, Le Bois dela Ville, Cansaud, Les Gallimardes og Les Serres.

Denne Côtes du Rhône Vieilles Vignes 2020 er lavet på 80% Grenache, 10% Carignan og 10% Syrah, der kommer fra vinmarker nord for Bollène på grænsen mellem Vaucluse og Drôme fra op til 70 år gamle vinstokke fra forskellige parceller på Montueil og La Levade, hvor jordbunden mest består af ler og grus.

Alle druer høstes ved håndkraft. I vineriet afstilkes 60% af druerne inden vinificeringen. Clos du Mont-Olivet sværger til den klassiske form for vindyrkning, hvorfor man blandt andet i processen er meget opmærksom på at undgå maksimal ekstraktion.

I stedet prioriteres friskhed og elegance frem for ubalanceret power. Efter vinificeringen lagres vinen på en blanding af gamle foudres og ståltanke.

Duftmæssigt er det garrique, urtebuske, violer, mynte og lavendel, en rank og blå aroma med blåbær, hindbær og ribs, lakridsrod, grene, har en rustik og brovten syre, masser af liv og spark.

I munden folder vinen så mere ud … god frisk bund med en frugt af brombær, hindbær, peber, godt med sort te bitterhed, lemon … bider og er virkelig tør, ren, spændstig og levende. 88 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 155 kr., mens prisen er 139,50 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2022 LenzMark, New Chapter Grüner Veltliner, Niederösterreich, Østrig

2022 LenzMark, New Chapter Grüner Veltliner, Niederösterreich, ØstrigDernæst smagte jeg også den helt nye årgang 2022 New Chapter Grüner Veltliner fra LenzMark … en vin, der lige er frigivet til markedet her medio april 2023.

Vinen er selvfølgelig lavet som 2021’eren, altså på druer fra 20 af Hubers bedste parceller i Traisental. Det er 95% Grüner Veltliner, mens de sidste 5% består af 5 andre og hemmeligt druesorter.

Alle druerne er dyrket økologisk dyrkning, men dog uden certificering. Efter afstilkning af druerne i vineriet følger 8 timers koldmaceration på ståltank. Efter endt gæring med en nøje udvalgt champagnegær, så har vinen lagret 5 måneder sur lie, men en del af vinen er dog lagret på nye barriques.

Uha … måske knap så eksplosiv som 2021’eren, men har samme æteriske, fine, feminine og sarte duft af lemon, stikkelsbær, melon, hyld og igen en kalket mineralitet. Der er en længere tilbage nødder, vanilje, blomster samt denne syrlige nerve med masser af energi og nyvaskede og nystrøgne hvide skjorter.

Atter er smagen ultrafin, sart og blød, men samme kerne af direkte, frisk og saftighed med lemon bitterhed, pærer, fersken og læskende æblesaft samt en sødbitter grape. Det er så let, luftigt, diskret, fint og feminint med en rank, mineralsk og skarp syre. Jeg er sgu bare tosset med vinen, så 95 point.

Natia Beboshvili fortalte, at New Chapter forhandles af Supervin og Theis Vine, men den er så ny, at der endnu ikke er priser … men mon ikke, at den rammer samme niveau som 2021’eren?

Vinanmeldelse 6/7 

2021 LenzMark, New Chapter Grüner Veltliner, Niederösterreich, Østrig

2021 LenzMark, New Chapter Grüner Veltliner, Niederösterreich, ØstrigForleden fik jeg en henvendelse fra Natia Beboshvili, der er brand manager hos New Chapter, om jeg kunne tænke mig at smage de to nyeste årgang af deres New Chapter Grüner Veltliner, der kommer fra et joint-venture projekt mellem to østrigske vinmagere Markus Huber og Lenz Moser aka Laurenz Maria Moser V?

Det siger Houlberg aldrig nej til. LenzMark havde tidligere læst min anmeldelse af deres fine 2020 LenzMark New Chapter Grüner Veltliner og var begejstret for min anmeldelse, hvorfor de synes, at de ville se, om jeg fortsat ville elske vinen i de nye årgange.

Denne gang har jeg ikke skrevet en masse om de to vinmagere og deres fælles projekt, for det kan I læse i mine anmeldelse af 2020 årgangen … og det har jeg linket til ovenover.

I stedet kigger vi bare videre på vinen, som fortsat i denne årgang 2021 er lavet på druer fra 20 af Hubers bedste parceller i Traisental, men det er dog kun 95% Grüner Veltliner, for de sidste 5% består af 5 andre og hemmeligt druesorter.

Alle druerne er dyrket økologisk dyrkning, men dog uden certificering. Efter afstilkning af druerne i vineriet følger 8 timers koldmaceration på ståltank. Efter endt gæring med en nøje udvalgt champagnegær, så har vinen lagret 5 måneder sur lie, men en del af vinen er dog lagret på nye barriques. Der laves årligt 50.000 flasker af denne vin.

Hvor dufter det godt … det er sgu næsten et vinøst kinderæg med hele 3 ting i form af en blanding af noget, som mest af alt kan minde om faglagret burgundisk Chablis, en kalket mineralitet samt en grøn og syrlig nerve med masser af energi. Der er både lemon, hyld, smør, nødder, vanilje, stikkelsbær, blomster, grønne urter med denne fine, feminine aroma … vinøse hvide kniplinger.

Uha da … vild lækker smag med denne fine, sarte og bløde side, som samtidig har en direkte, frisk og saftig kerne af lemon bitterhed, lidt pærer, fersken og læskende æblesaft … måske endda let grape. Vinen har en smuk lethed … er så fin, feminin med vibrerende smuk balance og lidt diskret syre. Man får så meget i denne vin … en fin, sart fylde, æterisk luftighed og en overjordisk nerve. 96 point.

Natia Beboshvili har fortalt, at New Chapter forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr. ved 6 flasker og hos Theis Vine. Den fås også i magnumstørrelse begge steder.

Vinanmeldelse 6/7