2010 Tenuta J. Hofstätter, Barthenau Vigna S. Urbano Pinot Nero, Alto Adige, Italien

2010 Tenuta J. Hofstätter, Barthenau Vigna S. Urbano Pinot Nero, Alto Adige, ItalienJan havde også været oppe på øverste hylde under et besøg hos Tenuta J. Hofstätter … ja faktisk skulle man på stedet lige se ham an, inden han allernådigst fik lov til at købe 1 flaske af husets topvin Barthenau Vigna S. Urbano Pinot Nero.

Måske det var hans brede skuldre, hans våde øjne, hans vinviden eller fordi, at han havde sin søde frue med, at han fik lov af købe vinen? Det står hen i det uvisse, men heldigt for både vingutter og byggesjak, som nu havde vinen i glasset.

J. Hofstätter ligger i den centrale plads midt i den lille by Termeno, under en kilometer fra floden Aldige og omkring 15-20 kilometer syd for den større by Bolzano.

Vinhuset er grundlagt i 1907 af Josef Hofstätter. Han var oprindelig smed, så han måtte lave vinen i fritiden. Det skete i kælderen på hustruens kro Schwarzer Adler og så kunne han jo meget passende også sælge vinen på kroen. På dette tidspunkt var Hofstätters vinmarker placeret på den vestlige side af floden Adige.

Det blev Josefs nevø Konrad Oberhofer, som sammen med hustruen Luise overtog vingården i 1942. Det var specielt Konrad Oberhofer, som udviklede vingården. Han var den første i Sydtyrol at separere druerne fra de forskellige marker, både i vinficeringen og ved i produktionen at lave enkeltmarksvine.

Konrad Oberhofer datter Sieglinde giftede sig i 1959 med Paolo Foradori, hvis familie i årtier havde produceret kvalitetsvin fra marker på østsiden af Adige. Dette ægteskab har betydet at Hofstätter i dag råder omkring 50 hektar af de bedste vinmarker i området fordelt på en del ejendomme, nemlig Kolbenhof, Barthenau, Yngram, Steinraffler, Rechtenthaler Schlossleiten og Cereseto Superiore.

I dag er det 4. generation i form af Martin Foradori Hofstätter, som driver vinhuset. Han er af den overbevisning, at det er i vinmarken, at det store arbejde skal ligge for at sikre en høj kvalitet af vinen. Ydermere benytter man sig af biologisk skadedyrsbekæmpelse. I det hele taget sigter man på i fremtiden udelukkende at fremstille vin på økologisk dyrkede druer.

Martin er udover de normale druer Gewürztraminer, Pinot Blanc, Lagrein, Schiava og Pinot Noir vild med Riesling. Det har betydet, at han har investeret i en række Riesling vinmarker ved Saar i Tyskland. Dermed er han den første italienske vinmager, som ejer marker der. Vinene i det tyske bliver produceret hos Weingut Fischer i Bocksteinhof, som nu drives af Martin Foradori Hofstätter, Johannes Fischer og Nik Weis fra St. Urbans-Hof i fælles samarbejde.

Denne Barthenau Vigna S. Urbano Pinot Nero er selvfølgelig 100% Pinot Noir, som kommer fra marken Barthenau Vigna San Urbano og det er selvfølgelig en enkeltmarksvin. PÅ Barthenau marken er vinstokkene typisk omkring 65 år gamle og vinen produceres med let afstikning, hvorefter druerne presses let efterfulgt af kold maceration.

Vinen lagrer af to omgange, først 12 måneder på små fade, hvorefter fadene blandes og vinen lagrer videre på store egetræsfade i yderligere 8 måneder. Derefter flaskes vinen og lagrer endnu en gang 8 måneder inden frigivelse.

Og det er der kommet noget ganske godt ud af. I næsen er der gazebind, hospitalsgang … endda en af de lange, lidt hindbær, syrlige kirsebær, knastør egetræ, grafit og lidt mineralske toner, svag vanilje, urter, tør jord samt lidt kaffe? I munden er vinen multo blød, blid og forførende ned hindbær, lyse bær, peber, urter … men ihhhhh, hvor er det altså bare godt. Totalt i zen … far er glad.

Købt på vingården, hvor prisen formentlig – og nu gætter jeg bare – ligger omkring 50€ … eller omkring 375 kr.

Rating 6/7

2012 Château de Cayx, Cuvée Majesté, Cahors, Frankrig

2012 Château de Cayx, Cuvée Majesté, Cahors, FrankrigHva’ fanden … jeg havde sgu taget en vin med fra Henri Marie Jean André greve de Laborde de Monpezat a.k.a. Prinsgemalen a.k.a. Kong Henrik. Cuvée Majesté forsynet med kongekrone, Margrethe Alexandrine Þorhildur Ingrids kontrafej, guldstøv, laksegl, digt af Henri og dronningens monogram.

Mere royalt … og kvalm (sagde jeg det?) kan det næppe blive. Det skulle da lige være, at denne 2012 udgave af Cuvée Majesté med den særlige etiket er lavet til dronningens 75 års fødselsdag i 2015 og dermed også serveret til den store fødselsdagsmiddag.

Og er den god nok til hoffet … ja, så må den også være fin til byggesjakket, så derfor kom den på bordet som den 4. vin til den ultimative Fight Night. Havde måske også tænkt, at den både kunne være sjov og udfordrende at smage.

Dronning og Henri købte Château de Cayx i i 1974, hvorefter det undergik omfattende renoveringer. Prinsgemalen, der stammer fra området og er en stor kunstelsker, har over en årrække genskabt en tro og autentisk arkitektonisk arv.

I dag fremstår slottet derfor som en smuk residens fra det 18. århundrede med fire runde tårne, der kan føres tilbage til det 15. århundrede, og et hjørnetårn, der dominerer bygningsværket. Foran den sydlige facade vender en stor terrasse ud mod vinmarkerne.

Efter initiativ fra Prins Henrik har Château de Cayx med tiden genvundet sine imponerende 21 hektar store vinmarker, der ideelt vender mod syd og ned mod en bugtning på Lot-floden. Terroirets øvre del ligger på overvejende kalkstensterrasser og den lavere del på kalkstensterrasser med grus og nedstyrtet masse fra kalkstensplateauet.

80% af markerne er beplantet med Malbec, og bortset fra 4 ha Chardonnay, er den resterende del tilplantet med Tannat og Merlot – og alle markerne dyrkes så miljøvenligt og skånsomt som muligt. Da vinmarkerne gradvis er genplantet siden 1975, så har Château de Cayx’s vinstokke en gennemsnitsalder på omkring 25 år.

Château de Cayx har gennem mange år været kendt for sine stabile, klassiske, men også relativt almindelige Cahors-vine. Slottet har dog taget et kvantespring op ad kvalitetsranglisten siden 2007, hvor man ansatte den unge ønolog og winemaker, Alexandre Gélis.

Alexandre Gélis så med det samme det store uudnyttede potentiale i Château de Cayx, og han har lige siden sin tiltrædelse arbejdet målrettet i samarbejde med Prinsgemalen mod en strammere styring og forbedring af slottets forskellige vine.

Nå, men Cuvée Majesté er altså topvinen på Château de Cayx, lavet på ren Malbec. Produceret helt traditionel med 16 måneders lagring på nye egetræsfade. Måske vi også lige skal vende digtet på bagsiden:

Med dig en flod skøn som en drøm
Og hjertet svømmer i vandets strøm
I denne rytme
Er livet kort
Søde veninde og glide bort
Lad os drikke vin fra Cayx
Lad os spise godt brød
Og kaste skorperne ud til fiskene.

Hvad siger I så? Jeg er sgu stum. Og så lader vi den bare ligge der. Henri for fanden!

Nå, men lad os i stedet smage vinen, som Prinsgemalen forhåbentlig er bedre til. I næsen er der lidt blommer, solbær, chokolade, figner, egetræ, våde egefade og en herlig mørk og urtet syre. Smagen er fyldig, godt med mørke bær, solbær, figner, dadler, men der er også noget syrligt og let over vinen. Godt med tørhed og tydelige tanniner … har en grøn og syrlig side, som virkelig klæder vinen. Ikke helt dumt Henri.

Købt hos Vinspecialisten, hvor prisen er 365 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2011 Chioccioli Altadonna, Assalto IGT, Toscana, Italien

2011 Chioccioli Altadonna, Assalto IGT, Toscana, ItalienAzienda Agricola Chioccioli Altadonna ligger den lille by Gaiole in Chianti omkring 30 kilometer svag sydøst for Firenze og står bag byggesjakkets vino nummero due i the ultimate battle, endnu en IGT vin … vinen Assalto IGT Toscana Rosso, herlig Sangiovese baseret vin tilsat lidt Merlot og Cabernet Sauvignon, men det skal jeg selvfølgelig nok lige vende tilbage til.

Vinhuset drives af brødrene Niccolò og Enrico Chioccioli Altadonna, men de får dog lidt hjælp fra deres far Stefano Chioccioli, som er en international kendt ønolog, med ansvaret for vinproduktion i flere lande, bl.a. Italien, Frankrig og Ungarn. Han har produceret over 100 vine der har fået 3 glas i Gambero Rosso, mange 92-98 points vine i Wine Speectator, Wine Enthusiast samt 100 points af Robert Parker.

De får dog også lidt hjælp fra søsteren Ginevra Chioccioli Altadonna, som pt. også studerer biologi.

Brødrene har i alt 8 hektar vinmarker fordelt omkring både Gaiole in Chianti og Quercegrossa og al arbejdet i både marker og i vinkælder sker ved håndkraft. I markerne ligger udbyttet i gennemsnit på beskedne 30 hektoliter pr. hektar. Der dyrker druesorterne Sangiovese, Merlot, Cabernet Sauvignon og Syrah.

Der laves udelukkende rødvine på Azienda Agricola Chioccioli Altadonna og i to serier, nemlig serien Chioccioli bestående af en Chianti Classico, en Chianti Classico Riserva og IGT vinen AltoRe IGT. Dernæst findes der serien Altadonna, hvor der ligeledes laves en Chianti Classico, en Chianti Classico Riserva og så denne Assalto IGT Toscana Rosso.

Assalto IGT Toscana Rosso er lavet på 70% Sangiovese, 15%, Merlot og 15% Cabernet Sauvignon. Lavet helt traditionelt med 21 dages maceration og efterfølgende lagring i både nye samt 1-2 år gamle franske barriques i 16-18 måneder. Og så kommer den med en etiket, som jeg er helt og fuldstændig vild med … multo elegante.

Men det er duften nu imidlertid også, for der er lidt stald … herlig animalske noter sammen med kirsebær, brombær, mentol, mynte, rå champignon, grønne blade, tobak, eg samt krydrede noter. Viser absolut sine ranke italienske rødder frem, og i munden fortsætter det med kompleksitet, lidt jern … en meget direkte frugt, blæk, tørhed … bløde tanniner og fløjlsblød smag, men dog fortsat med syren intakt. Klassevin, som vi selvfølgelig gættede.

Forhandles bl.a. af Brdr. Schmidt Vinhandel, hvor prisen er 329 kr.

Rating 6/7

2011 Quinta Vale D. Maria, Douro Tinto, Douro, Portugal

2011 Quinta Vale D. Maria, Douro Tinto, Douro, PortugalDer er efterhånden langt imellem de portugisiske vine her på bloggen … men det er egentlig en skam, for der laves rigtig mange gode vine i Portugal. Denne Douro Tinto fra Quinta Vale D. Maria er formentlig den bedste portugisiske vin, som jeg har smagt siden oktober 2012, hvor jeg smagte vinen Xisto fra Roquette E Cazes.

Så det var et godt valg fra Steffen … et direkte uppercut til byggesjakket og en fornem start på vingutternes 4 skarpslebne projektiler. Og … need I say more … dén gættede hverken Byggemand Bob eller resten af hans crew.

Quinta Vale D. Maria er grundlagt i 1996 af Cristiano van Zeller, som overtog vingården, der havde tilhørt hustruens Joanas familie. Vingården ligger midt i Rio Torto dalen omkring 25 kilometer sydøst for byen Vila Real og ved floden Rio Torto.

Christiano havde tidligere ejet en anden vingård, nemlig Quinta do Noval i Pinhao-dalen, men han måtte dog i 1993 sælge gården efter en brand og en større familiekrise. Derefter lavede han i en periode vine, hvor han opkøbte druer fra andre vingårde og så producerede både hvidvine, rødvine og portvine i lejede vinkældre.

Så derfor var det også naturligt, at han drømte om en ny start på egen vingård. Da Christiano overtog Quinta Vale D. Maria var der samlet 19 hektar vinmarker, hvor 10 hektar var med 50 år gamle vinstokke, bl.a. med druesorterne Tinta Amarela, Rufete, Tinta Barroca, Tinta Roriz, Touriga Francesa, Touriga Nacional, Sousão og en del flere.

Efterfølgende har Christiano dog opkøbt yderligere marker, således gården i dag råder over 31 hektar vinmarker, hvor de bedste marker er C.V., Vinha do Rio og Vinha Francisca. Der er ligeledes bygget nye vinkælder og investeret i moderne udstyr til vinfremstillingen, bl.a. nye store rustfrie ståltanke med temperaturstyring.

På Vale Dona Maria har han et køligere terroir til rådighed end i fx Pinhao-dalen. Derfor er druerne yderst velegnede til at lave røde vine. Fra områdets bedste marker med meget gamle stokke plantet i traditionelle “field blends” skaber han vine af verdensformat.

I flere marker har man identificeret mere end 50 forskellige druesorter, som alle bidrager til at give vinene kompleksitet, men som også giver store udfordringer under høsten, hvor man prøver at høste hver eneste klase ved optimal modenhed. I kælderen vinificeres alle parceller separat, og den endelig blanding sker ofte først en måned før, at den endelige vin aftappes. På denne måde lærer Cristiano van Zeller sit terroir bedre at kende og kan forbedre vinene helt ned til mindste detalje.

Med hjælp fra Sandra Tavares da Silva og vinmageren Joana Pinhão laver vinhuset 1 hvidvine, 6 forskellige rødvine samt 3 forskellige portvine. Topvinene er de røde enkeltmarksvine Curriculum Vitae, Vinha do Rio og Vinha Francisca. Denne Douro Tinto kommer fra flere af husets marker og er lavet på ikke mindre end 40 forskellige druer.

Det er bl.a. druerne Tinta Amarela, Rufete, Tinta Roriz, Tinta Francisca, Touriga Franca, Touriga Nacional, Sousão og mange flere … de fleste fra 60 år gamle vinstokke. Druerne trædes helt gammeldags med fødderne i store kar, hvorefter macerationen varer 7-10 dage. Derefter lagres vinen i både 225 liter og 300 liter franske egetræsfade i 21 måneder … her 75% nye fade og 25% brugte fade. Parker har givet vinen 95 point … men hvem er interesseret i Parker?

Duftmæssigt en ganske fyldig og blød vin. Vi snakker kirsebær, søde solbær, blæk, blød og sød engelsk lakrids, blomster, vanilje … men samtidig en lidt kølighed eller stringent mineralitet i næsen … meget elegant, nærmest let og moderne i stilen.

I munden er vinen fløjlsblød med kraft, sødme … nærmest lidt småkager, vanilje og afrundede tanniner. Det er silke med lethed og kraft … ganske flot. Jeg er imponeret. Thumbs Up.

Købt hos Atomwine, hvor prisen er 399 kr.

Rating 6/7

2009 Borgo Scopeto, Borgonero IGT, Toscana, Italien

2009 Borgo Scopeto, Borgonero IGT, Toscana, ItalienStarten på vinbattlen startede med denne italienske supertoscaner Borgonero IGT fra vinhuset Azienda Agricola Borgo Scopeto, som ligger lige ved Castelnuovo Berardenga omkring 15 kilometer nordøst for Sienna.

Borgo Scopeto har sine rødder helt tilbage fra 1079, hvor det ifølge gamle dokumenter var en befæstet bebyggelse tilhørende katedralen og bispen i Siena. Det flotte tårn på ejendommen er bygget i 13. århundrede og var en del at et større forsvarsværk.

I begyndelsen af det 14. århundrede forærede kirken ejendommen til en af de mest betydningsfulde familier i Sienna, nemlig familien Sozzini, som ejede slottet i flere hundrede år. De gjorde Borgo Scopeto til et mødested for humanister, kunstnere og digtere – ofte anklaget for kætteri og på flugt fra kirken.

Og selvom der er produceret vine på stedet i flere hundrede år, så var det først i 1990 at vinene blev lavet og solgt under slottets eget navn. Siden 1998 har Borgo Scopeto været ejet af Elisabetta Gnudi som også ejer andre vingårde i Toscana, bl.a. Altesino, Caparzo og la Doga. Det er også Elisabetta som sammen med vinmageren Simone Giunti står bag produktionen af alle vinene fra Borgo Scopeto.

Borgo Scopeto har samlet 503 hektar jord, men heraf er 70 hektar alene vinmarker, hvor der dyrkes sorterne Sangiovese, Cabernet Sauvignon, Syrah, Merlot, Trebbiano og Malvasia. Derudover har slottet også over 5.000 oliventræer og så omfatter driften også et lille hotel … Relais Borgo Scopeto.

Denne Borgonero IGT er lavet på 40% Sangiovese, 20% Syrah, 20% Cabernet Sauvignon og 20% Merlot. Alle druer kommer fra slottets egne vinmarker i Vagliagli og Castelnuovo Berardenga. Produceret med macerationsrtid på 16 dage, hvorefter vinen er modnet 16 måneder på franske 500 liters egetræsfade. Efterfølgende er vinen lagret i yderligere 4 måneder på flaske inden frigivelse.

I næsen fornemmes en mørkere vin, lidt muldjord, rå champignon, blommer, kirsebær, let tobak, en smule alder, tørrede urter og lidt læder. I munden er vinen dejlig blød med solbær, lakrids, blæk, chokolade og beskedne tanniner. Der er ikke megen syre eller tanniner, og har dermed ikke de helt klassiske italienske gener.

Forhandles af Vildmedvin, hvor prisen er 169 kr.

Rating 5/7 

Fight Night … vingutterne battler byggesjakket

Clash of the titans, the ultimative battle, giganternes kamp … eller med andre ord; Fight Night. Ja, det måtte jo ske på et tidspunkt, at mine to vinklubber tørnede sammen. En kamp mellem holdet fra vore vinaftener mod byggesjakket. Hvem kan bedst smage vinen i glasset? Gætte land … og drue? The ultimate challenge.

Tånums svar på Lyngvild a.k.a. hurtigsnakkeren Brix havde velvilligt lagt hus til og havde samtidig lovet at sørge for lidt mad. Derfor havde vi – betænksomme som vi er – taget en vinøs blomst med til værten, og den bestod af 4 smukke stilke i form af lidt Chianti, en stor Barolo fra Bruno Rocca samt to biodynamiske Loire vine på Cabernet Franc … og de sidstnævnte skal helt sikkert nok udfordre den lille mand.

Fight Night

Ses der på aftenens kombattanter, så bestod byggesjakket denne aften af Lyngvild, Coco … the ugly nurse, Keeper og Falken, mens jeg denne aften var sammen med the ultimative winecrew med Paul, Steffen og Jan, nok mest fordi antallet på hvert hold så var ens.

Reglerne var rimelig simple. Hver deltager skulle medbringe en vin, som modstanderholdet skulle gætte primær drue og land på. Og de simple regler var åbenbart forstået af alle, for snart stod der 8 vine, behørigt indpakket i sølvpapir på det sirligt opdækkede bord. Jo … Lyngvilds feminine side fornægtede sig ikke.

Men inden kampstart skulle musklerne selvfølgelig varmes op. Da vi ikke gad små hop på stedet, så skete opvarmningen med 2 flasker 2005 Dom Pérignon og en masse dårlige historier. Historierne blev imidlertid ved hele aftenen, men det gjorde de to munkeflasker imidlertid ikke, så snart røg vi til bords. Let’s get ready to rumble.

Round 1

Byggesjakket smed deres første vin ind i kampen, en italiener … IGT vin, som vingutterne næsten gættede. Vi vaklede imellem en supertoscaner eller lidt Bordeaux, selvom Steffen fastholdt, at det var italiensk. Jan og jeg synes, at der var lidt muldjord og efter lidt drøftelser, så valgte vi som hold derfor at svare Bordeaux … big feler. Vi skulle ha’ lyttet til Steffen.

Vi smed derefter en portugiser ind på banen, men byggesjakket kom aldrig på sporet og dermed endte første runde med bar røv … ingen point til nogle af holdene. I øvrigt et ganske habilt jab af en Douro vin, som virkelig ramte byggesjakket lige i solar plexus. Slam.

Round 2

I næste runde kom byggesjakket hårdt ud fra ringside … en italiensk IGT vin, god finte, men den gættede vi rent … den italienske syre var denne gang mere tydelig, så 2 point på kontoen.

Jeg havde taget Kong Henriks prestigevin med, Cayx’ Cuvée Majesté fra Margrethes 75 års fødselsdag … ren fransk Malbec. Sjakket diskuterede ivrigt og endte på lidt Syrah fra Rhône, men det gav selvfølgelig også 1 point for land, selvom det ingenlunde var Syrah eller Rhône. Dermed var stillingen efter denne runde 2 point til vingutterne og 1 point til byggesjakket.

Round 3

I runde 3 røg byggesjakket ind og tog midten af ringen … en vin, som jeg har smagt et utal af gange og været ganske begejstret for, men imidlertid gættede på italiensk Ripasso, så et uppercut til os der. Det rystede vi dog hurtigt af os og satte næste vin ind fra ringhjørnet, en Pinot Noir fra Tenuta J. Hofstätter i Alto Adige i Italien.

Byggesjakket indkasserede et enkelt point for Pinot Noir … og dermed var spændingen for alvor igen tilstede i kampen 2 – 2. Ikke imponerende træffere, men sådan er nogle kampe jo bare.

Round 4

I den sidste omgang bragte et forpustet byggesjak deres sidste triumf ind … slagudvekslingen er fuld gang. Vinen Tres Picos fra den mere ukendte appellation Campo de Borja i Spanien. Vi gættede fluks, at det var spansk, men valgte Tempranillo … selvom det var en ren Grenache vin. Men dog et point i runden.

Sidste vin blev Marschesi de Frescobaldis flotte Luce … også en IGT vin, som byggesjakket meget poetisk ikke gættede, selvom de selv havde medbragt to IGT vine. Der blev gættet Merlot fra Frankrig … og dermed endte vingutterne med en fortjent pointsejr. Godt fodarbejde, solide parader og hurtige jabs gjorde udfaldet.

Det skal retfærdigvis siges, at den sidste vin havde en smule prop … meget tydeligt.

Keeper mente godt nok, at der var point lighed … men det var sgu svært at se. Måske ville han bare gerne ha’ mere vin i glasset, og det løste vi ved at gå på opdagelse i Lyngvilds vinkøleskab, hvor vi fik lov at tage en smuk amerikansk Pinot.

Her lige det samlede lineup af vine:

Som vanligt har jeg linket til mine beskrivelser og anmeldelser.

Efter den vinøse infight, så gik der lidt sprut i festen … og det kunne mærkes dagen derpå. Men en dejlig aften … stort tak til alle de herlige vingutter i både vinklub og byggesjak. Vi slutter lige med et stemningsfoto:

Fight Night Fotos

2014 Weingut Rings, Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2014 Weingut Rings, Spätburgunder, Pfalz, TysklandDie dänische Spätburgunder geek alias vinbloggeren Houlberg har fundet ud af én ting … es ist Freitag. Og det betyder jo Spätburgunder på bordet i det houlbergske hjem, hvilket nu er løst med denne sene burgundervin fra Weingut Rings.

Weingut Rings ligger i den lille by Freinsheim omkring 15-16 kilometer vest for Mannheim og Rhinen i Pfalz. Vinhuset er grundlagt i 1960 af Friedrich Weinheimer, men blev senere overtaget af datteren Trudi samt hendes mand Willi Rings. Imidlertid begyndte familien først i 1993 at lave vine under eget navn … og det blev den reelle start på Weingut Rings.

I dag er det Willi og Trudis sønner Steffen og Andreas Rings, som driver vingården med samlet 24 hektar vinmarker. Markerne er fordelt på 23 forskellige parceller beliggende omkring Freinsheim, Ungstein og Kallstadt. Det er primært markerne Schwarzes Kreuz, Weilberg, Saumagen, Felsenberg, Steinacker og Nussriegel.

Der dyrker brødrene de hvide sorter Riesling, Silvaner, Chardonnay, Pinot Gris, Pinot Blanc, Sauvignon Blanc og Gewürztraminer samt de røde sorter Spätburgunder, St. Laurent, Portugieser, Dornfelder, Merlot, Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc og Syrah.

Vinene er helt traditionelt opdelt i Gutsweine, Ortsweine og Lagenweine. Denne almindelige Spätburgunder er selvfølgelig huset entry-level vin … altså en Gutsweine. hvor druerne kommer fra forskellige marker. Vinen er vinificeret på rustfrie ståltanke, men lagret på brugte egetræsfade i 11 måneder. Flaskes ganske ufiltreret.

Og det ufiltrerede kan ses i glasset … ganske transparent, men let uklar væske, hvilket er helt herligt. Uklart herligt. Ganz schön, som man vist siger dernede. I næsen helt klassisk tysk Spätburgunder … sød stald, kirsebær, bolsjer, urter, eg, røg, lidt kanel, vanilje … ja endda en smule chokolade også. Helt straight i duften.

I munden letkrydret, stringent med hindbær, kirsebær … præcis syre med lidt jernagtige, mineralske elementer. Det er dog ikke mineraliteten som præger smagsbilledet, men syre og urter. Meget behagelig og måske en lidt rustik, simpel Spätburgunder, men på en fredag yderst velkommen.

Købt på weine.de til 10,20€ … eller omkring 76 kr. Oxholm Vin er dansk forhandler. Der koster vinen 149 kr.

Rating 4,5/7   

2013 Vinâ San Esteban, In Situ Carmenère Vineyard Selection, Aconcagua, Chile

2013 Vinâ San Esteban, In Situ Carmenère Vineyard Selection, Aconcagua, ChileVinâ San Esteban ligger lige ved den lille by Paidahuen … under en kilometer øst for byen San Esteban, lige for for foden af det prægtige Aconcagua Bjerg, som er det højeste bjerg i Andesbjergkæden og tæt på floden Rio Aconcagua. Og de står bag næste vin, nemlig denne In Situ Carmenère Vineyard Selection.

Vinhuset er grundlagt i 1974 af José Vicente, men i dag er det sønnen Horacio Vicente som driver gården. Inden Horacio Vicente overtog driften fra faderen havde Horacio uddannet sig til ønolog i Frankrig og havde tillige arbejdet på Château Mouton Rothschild og Mouton Cadet samt i USA på Chalone Vineyard.

Vinâ San Esteban, som også i folkemunde kaldes In Situ Wines – har samlet 150 hektar vinmarker, hvor der dyrkes Cabernet Sauvignon, Merlot, Carmenère, Syrah, Sangiovese, Cabernet Franc, Mourvedre, Petit Verdot, Chardonnay, Sauvignon Blanc og Viognier.

Vinene fra Viña San Esteban markedsføres under 3 serier, nemlig VSE Viña San Esteban, Río Alto samt In Situ. In Situ betyder “på stedet” på latin. De gamle Inka-indianere har haft nogle oldgamle ritualer på de steder, hvor vinhuset i dag har deres vinstokke.

På toppen af en bakke oven for vinmarkerne ligger der nemlig omkring 20 sten med indgraveringer efter disse gamle kulturer. Den mest fornemme gravering kan i dag genses på etiketterne på nogle af vinene i In Situ serien, som hyldest til at man i dag dyrker vine i det område, hvor der i  fortiden har været mennesker.

Denne In Situ Carmenère Vineyard Selection er lavet på Carmenère, men tilsat en smule Cabernet Sauvignon. Druerne kommer fra marker, som ligger forholdsvis højt, omkring 870 meters højde. Vinen er lavet på rustfrie ståltanke med en macerationstid på 16 dage, hvorefter halvdelen af druesaften er lagret i franske og amerikanske barriques i 6 måneder, mens den anden halvdel har ligget i de rustfrie ståltanke. Derefter har vinen lagret i flaske 3 måneder inden frigivelse. Horacio Vicente har været vinmager på denne vin, som der er produceret 5.000 kasser af.

I næsen i vinen en smule animalsk, lidt rustik med brombær, blåbær, lidt røg, mentol, mælkechokolade og lidt mulle blade. Smagsmæssigt er vinen blød med sød frugt, chokolade, fin tørhed … lidt jern og jod i eftersmagen, men bestemt meget drikkevenlig. Meget en typisk Chile vin.

Forhandles hos Glud Vin, pris 85 kr.

Rating 3,5/7 

2015 Bodegas Don Diego, Sed de Tramoya Verdejo-Viura, Rueda, Spanien

2015 Bodegas Don Diego, Sed de Tramoya Verdejo-Viura, Rueda, SpanienBodega Pedro Escudero ligger i den lille by La Seca omkring 25 kilometer sydvest for Valladolid i Rueda appellation. Og Bodegas Don Diego – som står bag denne Sed de Tramoya Verdejo-Viura – er et lille sideprojekt fra Pedro Escuderos børn Pablo, Maria og Diego Escudero.

Vinen bliver dog produceret på Bodega Pedro Escudero, som er grundlagt i 2002 af Pedro Escudero sammen med hustruen Paula. Pedro var selv opvokset i området og havde i flere år beskæftiget sig med vin.

Bodega Pedro Escudero har i alt 32 hektar vinmarker, hvor der udelukkende dyrker de hvide druesorter Verdejo og Viura, hvilket giver bases for 4 forskellige hvidvine, nemlig vinene Fuente Elvira Verdejo, Fuente Milano Verdejo og Fuente Milano Verdejo-Viura samt Valdelainos Verdejo.

I dag er sønnen Pablo Escudero ansvarlig vinmager … men udover dette har han også – sammen med sine søskende Maria og Diego – gang i projektet Bodegas Don Diego, hvor de fra vinmarken Tramoya laver 6 forskellige vine, nemlig serierne Tramoya og Varrastojuelo.

Bodegas Don Diego projektet er etableret med den hensigt, at præsentere et udvalg af mere moderne vine end normalt hos Bodega Pedro Escudero. Vinene laves – som hos faderen – alene på druerne Verdejo samt Viura. Og høsten fra vinmarken Tramoya sker også med et forholdsvis pænt udbytte på hele 70 hektoliter pr. hektar.

Denne Sed de Tramoya Verdejo-Viura er som navnet antyder lavet på druerne Verdejo og Viura … helt præcist med halv af hver drue. Viura vinstokkene er mellem 10-45 år gamle, mens Verdejo vinstokkene er omkring 15 år gamle. Vinen er lavet udelukkende på rustfrie ståltanke.

Viura kendes måske mest under navnet Macabeo, og den anvendes primært i den nordlige del af Spanien samt i Sydfrankrig. Macabeo er en ikke-aromatisk druesort, som mest bruges sammen med andre druer for at modvirke oxidation.

I næsen er det eksotiske frugter, abrikos, urter, laurbærblade og samtidig fornemmes der en stor sødme i vinen. I smagen er vinen en smule vandet i udtrykket, men ellers meget lettilgængelig med sødme, krydderier, urter og igen de tropiske frugter. De fleste omkring bordet synes meget godt om vinen.

Forhandles hos Glud Vin, pris 69 kr.

Rating 3,5/7 

2011 Bodegas y Viñedos Tamaral, Crianza, Ribera del Duero, Spanien

2011 Bodegas y Viñedos Tamaral, Crianza, Ribera del Duero, SpanienLige udenfor – kurs øst – for den lille by Padilla de Duero, inden du kommer til byen Peñafiel, under appellationen Ribera del Duero i Spanien finder du vinhuset Bodegas y Viñedos Tamaral. Her har vi netop en Crianza fra dette nyere vinhus.

Bodegas y Viñedos Tamaral er grundlagt i 1997 af familien De Santiago, som igennem 4 generationer har lavet vin. Det er Ricardo De Santiago, som i dag står i spidsen for vinhuset og laver vinene i samarbejde med ønologen Israel Martinez Ramon.

Vingården driver samlet 71 hektar vinmarker omkring Pesquera del Duero og Padilla Del Duero, nemlig markerne Vineyard Pago de la Mira, Vineyard La Calera, Vineyard Pago de Tablares, Vineyard Nava del Rey samt Vineyard Baños de Valdearados. Sidstnævnte er på 35 hektar og ikke selv ejet af familien, men derimod lejet på langtidskontrakt.

På alle markerne dyrker familien primært Tempranillo, hvoraf 30% af vinstokkene er over 100 år gamle, og 50% gror i en højde over 900 meter. Udover Tempranillo dyrkes der også lidt Verdejo. Vinproduktionen sker i en forholdsvis ny bygning, hvor familien har investeret i fuldstændig up-to-date vinudstyr og en lagringskapacitet på 900 træfade, som udskiftes hvert tredje år.

Familien laver 6 forskellige vine, en hvid, en rosé samt fire rødvin, helt traditionelt med Roble, Crianza, Reserva og Finca La Mira, som er en enkeltmarksvin … nærmest en Gran Reserva. Den samlede produktion ligger årligt på omkring 274.000 flasker vin.

Denne Crianza er selvfølgelig på ren Tempranillo, hvor druerne kommer fra markerne omkring Pesquera del Duero. Vinen er lagret 14 måneder på egefade, 60% amerikanske og 40% franske.

I glasset en ganske mørk og kraftig spansk fætter … næsen emmer af sødme, vanilje, en dyb og mørk bærfrugt, nærmest solbær, overmodne bær, kanel … virkelig solmoden og sød spansk.

Smagsmæssigt er vinen også meget … nærmest total moden med sol, fylde, blødhed, blommer, alkohol,  kanel, tobak, lakrids og godt med arabiske søde krydderier. Ærketypisk spansk … bare meget “overdone”. Bliver en lidt for fed mundfuld. Og en tak for sødt efter min smag.

Købt hos Glud Vin, hvor prisen er 169 kr.

Rating 3,5/7