2011 Weingut Philipp Kuhn, Spätburgunder Tradition, Pfalz, Tyskland

2011 Weingut Philipp Kuhn, Spätburgunder Tradition, Pfalz, TysklandI var måske begyndt at tvivle på, om der i det hele taget var Spätburgunder på bordet i det houlbergske hjem i fredags? Men der er ingen grund til at ringe efter den mentale vagtlæge, for selvfølgelig var der Spätburgunder på bordet, nemlig denne Spätburgunder Tradition fra Weingut Philipp Kuhn.

Vinhuset ligger i byen Laumersheim omkring 10 km. nordøst for byen med der herlige navn Carlsberg. Hos Kuhn er det imidlertid ikke øl, som er i højsædet … men charmerende vine.

Kuhn familie har boet i Laumersheim siden 1600-tallet, og det er også i Laumersheim samt i de omkringliggende landsbyer Großkarlbach og Dirmstein, at Kuhn har sine vinmarker.

Samlet har huset 21 hektar vinmarker, hvor de dyrker 25% Riesling, 25% Spätburgunder og Cabernet Sauvignon, 25% hvide burgundersorter, 25% Dornfelder og andre røde sorter. De bedste marker er Kirschgarten og Mandelberg. Gennemsnitligt udbytte ligger på omkring 65 hektoliter pr. hektar.

Siden 1992 har det været Philipp Kuhn Junior, som har stået for driften. Ja, faktisk var Philipp kun 20 år gammel, da han i 1992 overtog tøjlerne på vingården.

Lokalt kaldes han “Der Philipp”, og han er en venlig mand, som har fået adskillige priser. Efter at have været et “ungt talent” i en årrække opnåede han i en alder af 36 år fuld optagelse i den prestigefyldte sammenslutning af Tysklands bedste vinproducenter VDP … Die Prädikatsweigüter og ved at modtage Deutschen Rotweinpreis 2008, så sikrede han sig for 5 år i streg én af det store tyske vinpriser.

Kuhn hører i dag til nogle af de allerbedste i Pfalz og er hastigt på vej til den tyske top. Kuhn har lært vindyrkningens kunst af naboen Knipser, hvilket jo forklarer en del. Knipser ligger alene 200 meters penge fra Kuhn.

Og det var faktisk lidt af et tilfælde, at Volker Knipser og Philipp Kuhn blev venner. Som 16-årig var den unge Philipp nemlig til en håndboldafslutning, som blev fejret hos Weingut Knipser. Han faldt i snak med Knipser, som rådede Kuhn til, at hans familie burde plante Spätburgunder på en mark, hvor Kuhn familien havde vinstokke den lokale drue Huxelrebe, men som Knipser mente var ideel til den røde drue. Philipp Kuhn lyttede opmærksomt, og overtalte sin far til at også dyrke Spätburgunder.

Fire år senere lavede Kuhn herefter en smule Spätburgunder, men det var først efter 1992 – da Philipp selv overtog roret – at han gik i gang med en større omstrukturering af marker og sorter. Ud røg mange af de gamle planter … dog undtagen de gamle Riesling stokke. Og i stedet plantede han maser af røde sorter som Dornfelder, Spätburgunder, Saint Laurent, Blaufränkisch, Cabernet Sauvignon, Merlot og endda Sangiovese.

I dag er alle vinene kendetegnet ved meget høj kvalitet og et udsøgt druemateriale, der får det bedste frem i den enkelte druesort. Gault Millau har tildelt Kuhn 4 drueklaser og Eichelmann 4½ stjerner. Hos Philipp Kuhn produceres der omkring 180.000 flasker årligt.

Vinene er opdelt i serierne Gutsweine, hvor flaskerne har blå hætte, Ortsweine, hvor farven er sølv og endelig Große Gewächse, hvor toppen af flaskerne er guldfarvet.

Denne Spätburgunder Tradition har en blå turban på hovedet og er således Kuhns entry-level Spätburgunder … en Gutswein, som dog har lagret hele 16 på barriques efter omkring 1-2 ugers maceration. Druerne til vinen kommer fra husets marker i Laumersheim og Großkarlbach, hvor jorden består af løs ler og fin kalksten.

Første anbefaling er klart, at du giver denne vin godt med luft … da duften ændrer sig en del, når den har fået le Grand Tour i luftgyngen. Før iltningen var der lidt halvt fordærvet kød, eucalyptus, kaktuspiller, urter, krydderier samt hindbær, kirsebær, grønne blade og en omgang røg. Efter nogle timers luft er der mere klassisk sød kostald, stadig lidt fersk kød, men nu er de lette lyse bær … jordbær og hindbær … mere udtalte sammen med røg, svag lakrids, bolsjer og blomster. Efter iltningen er duften markant bedre. Giv den eventuelt gerne natten over i køleskabet.

Smagen er sådan meget varmkrydret, stærk med en stram syre. Virker fyldig, tanninrig og det krydrede smagsindtryk fylder meget. Nogle timers iltningen ændrer ikke smagen så meget, som det ændrer duften. Smagen ligger stadig lidt samme sted … lidt bitterhed, peber, måske lidt mere omgængelig, selvom det krydrede fortsat fylder en del. Det bliver aldrig helt stort for mig.

Købt i Tyskland på weine.de, hvor prisen er 12,30€ … eller omkring 92 kr.

Rating 4/7   

2012 Weingut von Racknitz, Oberhäuser Kieselberg Riesling, Nahe, Tyskland

2012 Weingut von Racknitz, Oberhäuser Kieselberg Riesling, Nahe, TysklandHvad er bedre end 1 flaske med druernes dronning Riesling? Tja, det kunne jo være 2 flasker Riesling, specielt når kvaliteten er som denne Oberhäuser Kieselberg Riesling, som kommer fra vinhuset Weingut von Racknitz.

Vinhuset drives af Luise von Racknitz Adams samt hendes mand Matthias Adams. Luise Freifrau von Racknitz-Adams er adelig … en rigtig baronesse, som kommer fra en lang slægt af baroner, som man i Tyskland i øvrigt kalder for Freiherrer.

Von Racknitz slægten stammer fra Steiermark i Østrig, hvor den i 1180 holdt til på Schloss Pernegg og var venner med hoffet. Da familien var protestanter og i 1629 ikke accepterede den nye kejsers katolske tro, så mistede de hurtigt indflydelse og så måtte Freiherr Gallus von Racknitz allerede samme år forlade Østrig sammen med frue og børn. De slog sig ned i Tyskland … først Regensburg og senere Nürnberg.

Baronesse Luise er datter af en af de gamle efterkommere af slægten, nemlig Hans-Lothar Freiherr von Racknitz, hvis familie siden 1753 bl.a. har ejet den gamle klosterruin Kloster Disibodenberg med tilhørende jord i Odernheim am Glan … ved Glan floden omkring 20 kilometer sydvest for Bad Kreuznach i Nahe.

Klosteret kan spores tilbage til 1100-tallet, hvor det var hjem for den tyske helgen, abbedisse, mystiker, forfatter, læge og komponist Sankt Hildegard af Bingen. Klosteret var senere også en del af det store Kolster Eberbach og havde – som alle gode klostre – selvfølgelig også produktion af vin fra de tilhørende vinmarker.

Under Hans-Lothar Freiherr von Racknitz’ ejerskab led vinproduktionen imidlertid og vinhuset var i 2002 tæt på et kolaps, så familien hyrede et konsulentfirma til at hjælpe med udviklingen. De ringede til Matthias Adams, som på det tidspunkt ledte efter en vingård.

Matthias Adams var tidligere bankmand og finansdirektør i det store teknologiselskab Infineon Germany. Han havde besluttet sig for – inden han blev 40 år – at foretage et karriereskift. Han sagde derfor jobbet op og begyndte at studere vinproduktion, da en ven fra et stort konsulentfirma ringede og spurgte, om han ville undersøge, om han kunne hjælpe/redde og eventuelt investere i vinhuset i Odernheim.

Det undersøgte Matthias fluks og sagde ja til opgave. Det endte dog med, at han blev forelsket i Hans-Lothars datter Luise, og siden har de i fællesskab drevet Weingut von Racknitz, hvor Luise står for produktionen i vinkælderen og pasningen af parrets to børn, mens Matthias passer vinmarkerne. Siden 2015 har Luise dog selv stået for hele driften af vingården.

Og vinhuset er begunstiget af nogle helt fantastiske vinmarker af bedste kvalitet … faktisk nogle af de bedste marker i Nahe, dels bestående at de marker, som tidligere tilhørte klosteret og dels yderligere tilkøbte parceller. Samlet har parret 13 hektar vinmarker, hvor de bedste er de stejle Niederhauser Klamm og Hermannshohle samt de mere ukendte Schlossbockelheimer Konigfels, Rotenfels, Traiser Bastei og Oberhäuser Kieselberg.

Og siden 2003 har de virkelig fået hævet kvaliteten, og det er blevet bemærket. Vinhuset er kvalitativt i raketfart på vej op af den vinøse rangstige i Tyskland. Gault&Millau har for nyligt givet dem prædikatet Rising Star i Nahe. De bliver i dag også sammenlignet med andre Nahe producenter som Dönnhoff, Diel, Gut Hermannsberg og Schäfer-Fröhlich.

Vinhuset producerer årligt omkring 40-50.000 flasker vin og alle vinene fremstilles økologsik, men uden certificering. Her har vi husets Oberhäuser Kieselberg Riesling, hvor druerne netop kommer fra én af husets topmarker.

Og det med kvaliteten er der bestemt noget om, for i næsen byder vinen på et strejf af petroleum, men har ellers en fantastisk intensitet, fedme, dybde og kompleksitet. Det er modne gule æbler, abrikos, ristet brød … virker fyldig og har samtidig et køligt, mineralsk islæt. Hmmmm, tegner fandme godt.

I munden er vinen dyb, intens og smagen er mineralsk med grape, sødme … en syre/sødme, som er helt perfekt. Det smager helt perfekt og er helt klart på højde med nogle af de bedste Grosses Gewächs, som jeg har smagt. Thumbs Up.

Forhandles af Vinova, hvor prisen er 195 kr., og det er faktisk billigt for en vin på dette niveau.

Rating 6/7