2005 Château Malartic Lagraviere, Pessac-Léognan, Bordeaux, Frankrig

2005 Château Malartic Lagraviere, Pessac-Léognan, Bordeaux, FrankrigBjarne fra Vimperiet synes, at det vinøse orgie lige skulle slutte med et ekstranummer … som ved alle gode rockkoncerter, og efter den massive omgang Rock’n’Cabernet Franc, så blev det klassisk Bordeaux, selvom der i denne Château Malartic Lagraviere Pessac-Léognan ikke er megen Cabernet Franc.

Château Malartic Lagraviere er oprindelig bygget i slutningen af 1600-tallet og købt i 1803 af af Maurès de Malartic familien med Pierre de Malartic i spidsen.

I 1850 blev slottet købt af Madame Arnaud Ricard, som gav det sit nuværende navn Malartic … efter sigende af respekt for den tidligere ejer greven Hippolyte Maurès de Malartic, en hæderkronet admiral i den franske hær samt Lagraviere efter terrioret med de løse sten, som kaldes “gravels”.

Derefter forblev slottet i familien Ricard eje indtil 1990, hvor det blev solgt til det store champagnefirma Laurent-Perrier champagne. I 1997 blev det imidlertid overtaget af Michele og Alfred-Alexandre Bonnie.

Alfred-Alexandre er en belgisk forretningsmand, som er fascineret af vin. Han har en fortid inden for økonomi samt reklame og har tidligere arbejdet forskellige steder i verden, bl.a. New York, Detroit, Atlanta og Argentina. Han startede en omfattende renovering af slottet og dets marker. Han udvidede bl.a. med yderligere 18 hektar fra en naboejendom og udstyrede vinkælderen med moderne udstyr, rustfrie ståltanke og endnu flere barriques.

I dag råder Château Malartic Lagraviere således over 53 hektar vinmarker, fordelt med 7 hektar med Sauvignon Blanc og Semillon og 46 hektar med Merlot, Cabernet og Petit Verdot. Vinstokkene har en gennemsnitsalder på 30 år. Vingården følger principperne for bæredygtigt landbrug, og er siden 2008 certificeret økologisk.

Alfred-Alexandres søn Jean-Jacques Bonnie har sammen med Véronique Bonnie-Laplane, Séverine Bonnie og Bruno Laplan efterhånden nu overtaget driften, hvilket sker i samarbejde med de rådgivende ønologer Michel Rolland og Athanase Fakorellis.

Udover Château Malartic Lagraviere har familien også investeret i et andet vinslot i Pessac-Léognan i Bordeaux, nemlig Château Gazin-Rocquencourt samt det argentinske vinhus DiamAndes, som jeg også tidligere har skrevet om her på bloggen. Det argentinske vinhus er købt i et partnerskab med Clos de los Siete Group.

Der laves flere vine på Château Malartic-Lagravière … selvfølgelig denne hovedvin, som laves både i en rød og hvid udgave. Derudover laver de 2. vinen Réserve de Malartic med tilnavnet Le Sillage samt vinen Le Comte de Malartic Pessac-Léognan, som  således være en supplerende vin eller 3. vin om man vil. Den har jeg i øvrigt tidligere smagt og skrevet om her på bloggen.

I denne årgang 2005 er vinen lavet på 55% Cabernet Sauvignon, 40% Merlot og 5% Cabernet Franc … men ingen Petit Verdot, selvom slottet dyrker lidt af denne drue. Druerne er høstet med udbytte på 36 hektoliter pr. hektar og vinificeret i temperatur-kontrollerede rustfrie ståltanke med gæring i 4½ år, hvorefter vinen lagrer 22 måneder på egefade, heraf 80 nye fade. Vinmageren har været Michel Rolland og Athanase Fakorellis.

I næsen er der også klassiske Bordeaux dyder med muldjord, mørk frugt, solbær, blåbær, mentol, lakrids, tobak, våde fade, eg, røg, blyanter, en smule vanilje og sødme. Smagsmæssigt også voluminøs med stor sødme, fylde, solbær, blæk, meget poleret og pænt … næsten helt oversøiske i udtrykket og mangler måske lidt kant.

Klart en fin vin … men på en eller anden måde, så blev den lidt tam efter alle de spændende og karakteristiske røde Cabernet Franc vine fra Loire.

Forhandles forskellige steder og koster vel omkring 500 kr.

Rating 5/7  

2005 Domaine Guiberteau, Les Arboises, Loire, Frankrig

2005 Domaine Guiberteau, Les Arboises, Loire, FrankrigMed sidste vin i serien om Cabernet Franc vine fra Loire, så bliver vi i Saumur området, hvor vi lidt vest for Brézé og lige udenfor den lille landsby Saint Just sur Dive finder Domaine Guiberteau, som står bag denne vin Les Arboises.

Vinhuset drives af Romain Guiberteau, men har været drevet af familien Guiberteau i omkring 100 år. Det blev oprindelig grundlagt af Romains oldefar, som allerede før 1. verdenskrig opkøbte vinmarker i området. Det fortsatte Romains bedstefar og bedstemor også med, men uden selv af lave vin.

Romains bedstefar var nemlig først og fremmest borgmester i Saint Just sur Dive, men en dygtig vinbonde. Han var borgmester i byen før og efter 2. verdenskrig og da tyskerne indtog den lille landsby blev han sendt til en gård vest for Berlin som tvangsarbejder ved den tyske familie Prochnow.

Bedstefaderen var også efter krigen initiativtager til oprettelse af det lokale vinkooperativ for at sikre vinbønderne i området anstændige priser for deres druer. Så Guiberteau leverede selvfølgelig også deres druer til kooperativet. Det var først da Romain overtog driften i 1996, at den praksis blev ændret.

Romain var egentlig i gang med at uddanne sig til advokat, men lysten til at lave vin var – forståeligt nok – større, så Romain returnerede til den fædrene vingård og begyndte sammen med faderen Robert – som i øvrigt er læge – at udvælge de vinmarker, hvor druerne ikke skulle gå til kooperativet, men nu bruges i produktionen af egne vine.

Samtidig gik Romain også i gang med at konvertere de udvalgte marker til økologisk drift, og blev certificeret økologisk i 2003 på vinhusets i dag samlede 14,5 hektar vinmarker, som ligger ved Montreuil-Bellay, Brézé og Bizay. De bedste marker er parceller på Les Motelles, Les Arboises, Clos des Carmes, Les Moulins og Clos de Guichaux.

På Domaine Guiberteau dyrkes der kun to druesorter, Chenin Blanc og Cabernet Franc. Ud af husets 14,5 hektar vinmarker er 8,5 hektar Chenin Blanc og de resterende 6 hektar Cabernet Franc. Samlet laver Romain 45.000 flasker vin årligt, og det er fordelt på 5 hvidvine og 3 rødvine.

Denne røde Saumur Les Arboises er en enkeltmarksvin fra markes Les Arboises, som er en 1,65 hektar stor mark, hvor vinstokkene er plantet tilbage i 1957. Marken ligger med sydlige eksponering og i området omkring Brézé, hvor undergrunden er godt præget med kalksten.

Druerne er høstet manuelt, udbytte beskedne 25 hektoliter pr. hektar og vinen lavet i betontanke med en macerationstid på mellem 10 og 60 dage … alt afhængig af det pågældende høstår. For 2005 har jeg ikke kunnet se, hvor lang macerationstiden har været. Efterfølgende er vinen lagret 18 måneder i nye egetræsfade. Der laves årligt omkring 4.000 flasker af denne vin.

Og det er bestemt én af aftenens bedste vine og dermed et fint punktum for Vinimperiets flotte Cabernet Franc smagning. I næsen er der våde fade, eg, mørke bær, nåletræer, skovbund, blomster, grønne urter, tørrede og krydrede elementer og så fornemmes det, at vinen virker meget blød, mild og rund … nærmest luftig og feminin.

I munden er der nærmest lidt Rhône over tingene med kraft, lidt peber og træ/eg … men fortsat stram, frisk syre … dejligt syreangreb og stramme, markante tanniner. Smagen er meget fyldig, men ganske syrestram. Meget lækker på en syret og fed måde. Jeg kan virkelig godt li’ denne vin. Smukt punktum.

Forhandles ikke af Vinimperiet, men ellers ville Bjarne prissætte den til 275 kr.

Rating 5,5/7