2014 Weingut Rings, Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2014 Weingut Rings, Spätburgunder, Pfalz, TysklandDie dänische Spätburgunder geek alias vinbloggeren Houlberg har fundet ud af én ting … es ist Freitag. Og det betyder jo Spätburgunder på bordet i det houlbergske hjem, hvilket nu er løst med denne sene burgundervin fra Weingut Rings.

Weingut Rings ligger i den lille by Freinsheim omkring 15-16 kilometer vest for Mannheim og Rhinen i Pfalz. Vinhuset er grundlagt i 1960 af Friedrich Weinheimer, men blev senere overtaget af datteren Trudi samt hendes mand Willi Rings. Imidlertid begyndte familien først i 1993 at lave vine under eget navn … og det blev den reelle start på Weingut Rings.

I dag er det Willi og Trudis sønner Steffen og Andreas Rings, som driver vingården med samlet 24 hektar vinmarker. Markerne er fordelt på 23 forskellige parceller beliggende omkring Freinsheim, Ungstein og Kallstadt. Det er primært markerne Schwarzes Kreuz, Weilberg, Saumagen, Felsenberg, Steinacker og Nussriegel.

Der dyrker brødrene de hvide sorter Riesling, Silvaner, Chardonnay, Pinot Gris, Pinot Blanc, Sauvignon Blanc og Gewürztraminer samt de røde sorter Spätburgunder, St. Laurent, Portugieser, Dornfelder, Merlot, Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc og Syrah.

Vinene er helt traditionelt opdelt i Gutsweine, Ortsweine og Lagenweine. Denne almindelige Spätburgunder er selvfølgelig huset entry-level vin … altså en Gutsweine. hvor druerne kommer fra forskellige marker. Vinen er vinificeret på rustfrie ståltanke, men lagret på brugte egetræsfade i 11 måneder. Flaskes ganske ufiltreret.

Og det ufiltrerede kan ses i glasset … ganske transparent, men let uklar væske, hvilket er helt herligt. Uklart herligt. Ganz schön, som man vist siger dernede. I næsen helt klassisk tysk Spätburgunder … sød stald, kirsebær, bolsjer, urter, eg, røg, lidt kanel, vanilje … ja endda en smule chokolade også. Helt straight i duften.

I munden letkrydret, stringent med hindbær, kirsebær … præcis syre med lidt jernagtige, mineralske elementer. Det er dog ikke mineraliteten som præger smagsbilledet, men syre og urter. Meget behagelig og måske en lidt rustik, simpel Spätburgunder, men på en fredag yderst velkommen.

Købt på weine.de til 10,20€ … eller omkring 76 kr. Oxholm Vin er dansk forhandler. Der koster vinen 149 kr.

Rating 4,5/7   

2013 Vinâ San Esteban, In Situ Carmenère Vineyard Selection, Aconcagua, Chile

2013 Vinâ San Esteban, In Situ Carmenère Vineyard Selection, Aconcagua, ChileVinâ San Esteban ligger lige ved den lille by Paidahuen … under en kilometer øst for byen San Esteban, lige for for foden af det prægtige Aconcagua Bjerg, som er det højeste bjerg i Andesbjergkæden og tæt på floden Rio Aconcagua. Og de står bag næste vin, nemlig denne In Situ Carmenère Vineyard Selection.

Vinhuset er grundlagt i 1974 af José Vicente, men i dag er det sønnen Horacio Vicente som driver gården. Inden Horacio Vicente overtog driften fra faderen havde Horacio uddannet sig til ønolog i Frankrig og havde tillige arbejdet på Château Mouton Rothschild og Mouton Cadet samt i USA på Chalone Vineyard.

Vinâ San Esteban, som også i folkemunde kaldes In Situ Wines – har samlet 150 hektar vinmarker, hvor der dyrkes Cabernet Sauvignon, Merlot, Carmenère, Syrah, Sangiovese, Cabernet Franc, Mourvedre, Petit Verdot, Chardonnay, Sauvignon Blanc og Viognier.

Vinene fra Viña San Esteban markedsføres under 3 serier, nemlig VSE Viña San Esteban, Río Alto samt In Situ. In Situ betyder “på stedet” på latin. De gamle Inka-indianere har haft nogle oldgamle ritualer på de steder, hvor vinhuset i dag har deres vinstokke.

På toppen af en bakke oven for vinmarkerne ligger der nemlig omkring 20 sten med indgraveringer efter disse gamle kulturer. Den mest fornemme gravering kan i dag genses på etiketterne på nogle af vinene i In Situ serien, som hyldest til at man i dag dyrker vine i det område, hvor der i  fortiden har været mennesker.

Denne In Situ Carmenère Vineyard Selection er lavet på Carmenère, men tilsat en smule Cabernet Sauvignon. Druerne kommer fra marker, som ligger forholdsvis højt, omkring 870 meters højde. Vinen er lavet på rustfrie ståltanke med en macerationstid på 16 dage, hvorefter halvdelen af druesaften er lagret i franske og amerikanske barriques i 6 måneder, mens den anden halvdel har ligget i de rustfrie ståltanke. Derefter har vinen lagret i flaske 3 måneder inden frigivelse. Horacio Vicente har været vinmager på denne vin, som der er produceret 5.000 kasser af.

I næsen i vinen en smule animalsk, lidt rustik med brombær, blåbær, lidt røg, mentol, mælkechokolade og lidt mulle blade. Smagsmæssigt er vinen blød med sød frugt, chokolade, fin tørhed … lidt jern og jod i eftersmagen, men bestemt meget drikkevenlig. Meget en typisk Chile vin.

Forhandles hos Glud Vin, pris 85 kr.

Rating 3,5/7 

2015 Bodegas Don Diego, Sed de Tramoya Verdejo-Viura, Rueda, Spanien

2015 Bodegas Don Diego, Sed de Tramoya Verdejo-Viura, Rueda, SpanienBodega Pedro Escudero ligger i den lille by La Seca omkring 25 kilometer sydvest for Valladolid i Rueda appellation. Og Bodegas Don Diego – som står bag denne Sed de Tramoya Verdejo-Viura – er et lille sideprojekt fra Pedro Escuderos børn Pablo, Maria og Diego Escudero.

Vinen bliver dog produceret på Bodega Pedro Escudero, som er grundlagt i 2002 af Pedro Escudero sammen med hustruen Paula. Pedro var selv opvokset i området og havde i flere år beskæftiget sig med vin.

Bodega Pedro Escudero har i alt 32 hektar vinmarker, hvor der udelukkende dyrker de hvide druesorter Verdejo og Viura, hvilket giver bases for 4 forskellige hvidvine, nemlig vinene Fuente Elvira Verdejo, Fuente Milano Verdejo og Fuente Milano Verdejo-Viura samt Valdelainos Verdejo.

I dag er sønnen Pablo Escudero ansvarlig vinmager … men udover dette har han også – sammen med sine søskende Maria og Diego – gang i projektet Bodegas Don Diego, hvor de fra vinmarken Tramoya laver 6 forskellige vine, nemlig serierne Tramoya og Varrastojuelo.

Bodegas Don Diego projektet er etableret med den hensigt, at præsentere et udvalg af mere moderne vine end normalt hos Bodega Pedro Escudero. Vinene laves – som hos faderen – alene på druerne Verdejo samt Viura. Og høsten fra vinmarken Tramoya sker også med et forholdsvis pænt udbytte på hele 70 hektoliter pr. hektar.

Denne Sed de Tramoya Verdejo-Viura er som navnet antyder lavet på druerne Verdejo og Viura … helt præcist med halv af hver drue. Viura vinstokkene er mellem 10-45 år gamle, mens Verdejo vinstokkene er omkring 15 år gamle. Vinen er lavet udelukkende på rustfrie ståltanke.

Viura kendes måske mest under navnet Macabeo, og den anvendes primært i den nordlige del af Spanien samt i Sydfrankrig. Macabeo er en ikke-aromatisk druesort, som mest bruges sammen med andre druer for at modvirke oxidation.

I næsen er det eksotiske frugter, abrikos, urter, laurbærblade og samtidig fornemmes der en stor sødme i vinen. I smagen er vinen en smule vandet i udtrykket, men ellers meget lettilgængelig med sødme, krydderier, urter og igen de tropiske frugter. De fleste omkring bordet synes meget godt om vinen.

Forhandles hos Glud Vin, pris 69 kr.

Rating 3,5/7