Tag-arkiv: Sydafrika

2006 AnWilka, AnWilka, Stellenbosch, Sydafrika

2006 AnWilka, AnWilka, Stellenbosch, SydafrikaMed næste vin kom vi til Sydafrika, nærmere bestemt Helderberg området i Stellenbosch, tæt på False Bay bugten. Vingården hedder AnWilka. Det er stjerneproducenterne Bruno Prats, som var den tidligere ejer af Cos d’Estournel, Hubert de Boüard de Laforest, som var den tidligere medejer af St. Emilions Château Angelus og Lowell Jooste, som var medejer af Klein Constantia, der gik sammen om at producere denne exceptionelle vin. Målet var at lave en vin, der kombinerede fyldigheden og rundheden af frugt fra den sydafrikanske jord med elegancen og balancen fra Bordeauxs vindyrknings filosofi.

AnWilkas vinmarker ligger 7 km fra havet i det bedste vindyrkningsområde i Stellenbosch og består af omkring 40 hektar, der blev gen-plantet i 1998 med Cabernet Sauvignon, Syrah og Merlot druer.

Fra 2005 til 2008 blev kun en meget lille del af druerne vinificeret på AnWilka; nogle blev brugt til AnWilka, andre blev brugt til 2.vinen Ugaba og de sidste druer blev solgt til Klein Constantia for vinserierne KC og High Gables.

Her i 2012 er AnWilka imidlertid solgt til Klein Constantia, men fortsætter som individuel vin.

Og allerede med første årgang 2005 blev målet nået. Robert Parker kaldte AnWilka 2005 for Sydafrikas bedste vin. Her i årgang 2006 er vinen lavet på 66% Cabernet Sauvignon, 29% Syrah og 5% Merlot og en produktion på på 3.500 kasser, hvilket er ca. halvdelen af produktionen i årgang 2005.

Anwilka er lavet af den unge sydafrikanske vinmager Trizanne Pansegrouw under nøje ledelse af de erfarne ønologers Prats og de Boüard, som også er involveret i blandingsprocessen.

Trizanne Pansegrouw er en kvalificeret ønolog med masser af erfaring. Hun er uddannet ønolog fra universitetet i Stellenbosch. Hun har arbejdet rundt omkring i verden, i det vestlige Australien, Alsace, Rhône og Bordeaux, og i Klein Constantia før hun flyttede til AnWilka i december 2004.

Duftmæssigt er der bestemt klare referencer til Bordeaux, der er lidt jord … men ikke den typiske “mulle” jord, som tit findes i Bordeaux vinene. Der er også læder, kaffe, peber, røg og lidt krydderi. Dufter af en meget rank vin, og det kan ikke på nogen måder duftes, at vinen har 6 år på bagen.

Smagsmæssigt stram tannin som hos dens franske fætter, og vinen nærmest hænger fast rundt i munden, der er mørke bær, lidt … bare en anelse blommer og så igen lidt krydderi, som måske er atypisk for Bordeaux og måske kan indikere, at vinen kommer fra et andet himmelstrøj. Meget elegant … og med god kant.

Vinen udviklede sig i øvrigt fortsat i løbet af aftenen, og mistede en smule af stramheden, hvilket virkelig klædte vinen, så thumbs up.

Hvem medbragte vinen: Ulrik

Købt … ja, hvor kan jeg ikke huske, men ved jeg har givet 299 kr. Fås i dag til 333 kr. hos Shop & Vin. Brandis har tidligere haft den til 249 kr., men er udsolgt der.

Vinanmeldelse 5/7 

2005 Radford Dale, Shiraz, Stellenbosch, Sydafrika

2005 Radford Dale, Shiraz, Stellenbosch, SydafrikaLørdagens vin er fra Sydafrika, et vinland som jeg normalt ikke dyrker ret meget. Vinen her har da også ligget i vinkøleskabet i mange år efterhånden, men med et årstal på 2005, så var det måske på høje tid at få smagt denne vin. Radford Dale er en del af vingården “Winery of Good Hope”, som også tæller Winery of Good Hope, Land of Hope og Vinum Afrika.

Radford Dale er flagskibet/toppen hos vingården og bag navnet gemmer sig Barossa Valley fødte Ben Radford og britiske Alex Dale, der i øvrigt har boet mere end halvdelen af sit liv i Bourgogne. Radford Dale er med en årlig produktion på bare 300 kasser Shiraz blandt micro producenterne i Sydafrika.

Eneste objektiv er maksimal kvalitet. Uden kompromiser af nogen art, men tilsat en god portion af uhøjtidelighed og sjov. Og så skal vinene yde fremragende ”Value for Money”. Hemmeligheden bag potentiel og ægte kvalitet ligger i vinmarkerne.

Udgangspunktet for Radford Dale Shiraz er nogle af de bedst beliggende vinmarker i det sydlige Stellenbosch’s Helderberg region, med udsigt til False Bay og kølende vinde. Det kuperede terræn giver hver enkelt lille parcel sit microklima, noget der er med til at øge vinens kompleksitet. New World frugt – europæisk stil og struktur.

Med deres fremragende Shiraz søger Alex og Ben at kombinere det bedste fra den nye verden med det bedste fra den Europæiske tradition. Det vil sige den solmodne, lækre og rige frugt med den faste struktur og finessen fra de bedste europæiske vine.

Druerne håndplukkes, afstilkes og gennemgår en kold maceration (udblødning) inden gæringen. Under gæringen benyttede Alex og Ben sig af overpumpning af mosten og pigeage, hvor drueskindet mekanisk stødes ned i den gærende most. Alt for at sikre maksimal farve, struktur og rigdom.

Vinen blev efterfølgende macereret på drueskindet i to uger og fadlagret i 14 måneder på 75% fransk eg og 25% amerikansk eg. Alex og Ben benyttede sig af avancerede teknikker som ”micro oxygenation” i fadene, for at sikre en blød tannin struktur.

I glasset også en mørk fætter. Duften er peber, og den lidt “mulle” jordbund, som man ellers normalt finder i Bordeaux vine. Derudover er der duft af chokolade, ristede bær og masser af sol. Duften kan godt lede én hen omkring Rhône området.

Smagen er på en gang let, men alligevel tung, fyldig og tæt. Ja, det lyder sgu da vist mærkeligt, men det må være fordi, at der er god balance i vinen. Der er også både syre og en smule sødme, som bare gør vinen meget letdrikkelig, ja faktisk mere tilgængelig og elegant end fx en “aussi-bombe” . Det smager ikke helt som Rhône, og ikke som Australien …. men det smager jo godt.

Købt i Randers Vinhus til 158 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2008 Warwick Estate, Chardonnay, Stellenbosch, Sydafrika

2008 Warwick Estate, Chardonnay, Stellenbosch, SydafrikaNæste vin blev en chardonnay fra Warwick Estate. Vi er i Stellenbosch i Sydafrika og vinmager er Norma Ratcliff, som sammen med hendes mand købte vingården i 1964.

Tidligere havde gården heddet De Goede Sukses (kan vel oversættes som “god succes”), men fik ændret navn til Warwick Estate i 1902 efter Boerkrigen, hvor en ældre oberst William Alexander Gordon fra Warwickshire Regiment i Sydafrika købte gården og ændrede navnet til minde om sit gamle regiment.

I dag er Norma oppe i årene, så sønnen Mike er kommet med som medejer. Ratcliff familien er store profiler og meget involveret i alle aspekter af den sydafrikanske vinproduktion.

Denne chardonnay har lagret 10 måneder på fransk eg. Duftmæssigt er her fad, syrlig fedme, floral, honning … og en smule friskhed. Bestemt ikke en gumpetung chardonnay. Smagen er cremet, der er blomstereng, hyld, honning og også lidt syre. Smager dejligt her sammen med pigvaren.

Warwick Estate vinene forhandles via Jysk Vin eller Otto Suenson, men har ikke kunnet finde denne chardonnay, som jeg da ellers godt kunne anbefale.

Vinanmeldelse 4/7  

2008 Warwick Estate, Black Lady Syrah, Stellenbosch, Sydafrika

2008 Warwick Estate, Black Lady Syrah, Stellenbosch, SydafrikaSyrah er en sort dame, så ligger det fast. Her viser vi bagsiden af medaljen … øhh etiketten, da forsiden er ganske sort. Det skulle heller ikke undre os, om Paul havde købt vinen sort !!! Også med en smag af sorte bær, men med en vis blødhed, hvilket ledte mine tanker hen på noget amerikansk. Det var dette ikke, men i stedet Sydafrika, og en superdejlig vin.
Hvem medbragte vinen: Paul