Tag-arkiv: 3

Middel. Det er dermed gennemsnitlige vine, som man ellers kan hægte ord som enkel, uskadelig og okay på. Det er drikbart og i Parkers verden vel et sted mellem 70-79 point.

2011 Weingut und Obstbau Gottfried Tschida, Zweigelt Edition Alnatura, Burgenland, Østrig

2011 Weingut und Obstbau Gottfried Tschida, Zweigelt Edition Alnatura, Burgenland, ØstrigVi fortsætter fluks med endnu en vin lavet til den økologiske Alnatura supermarkedskæde, nemlig denne Zweigelt Edition Alnatura fra Weingut und Obstbau Gottfried Tschida eller Bioweingut HeideBoden, som vingården også kaldes. Vi er tæt på byen Pamhagen tæt ved Nationalpark Neusiedlersee i Østrig.

Her har familien Tschida 15 hektar vinmarker på den nordlige side af den store sø Steppensee, og selvfølgelig fuld økologisk produktion, hvilket familien har haft siden år 2000.

Udover vinproduktion har familien også 25 hektar med æbletræer og hyldebær, så udover vin producerer familien også saft i forskellige afskygninger.

De drivende kræfter i familien er Gottfried Tschida og sønnen Ernst, som under sloganet “Sonne ist Leben, Erde ist Kraft” laver en række forskellige vine, samlet 4 forskellige hvidvine og 6 forskellige rødvine på druer som selvfølgelig Zweigelt, men også druer som Syrah, Merlot, Blaufränkisch, Cabernet Sauvignon, Chardonnay og Sauvignon Blanc.

Herudover laves så også denne Alnatura, lavet på 100% Zweigelt … Østrigs mest plantede druer, og en krydsning af Sankt Laurent og Blaufränkisch.

I glasset er vinen mørkere end den foregående vin, men duften er lidt i retning af krudt, røget skinke, bacon, tyggegummi og babybræk. Ikke at det skal forstås negativt, men vinen har blot en meget markant … og anderledes duft. Jeg tænker lige over den. Smagen er let sødlig, egentlig god frugt … klart mirabeller, men derudover er vinen lidt kantet i smagen.

Købt i Tyskland, pris 3,99€

Vinanmeldelse 3/7 

2010 Weinman Organics, Dornfelder Edition Alnatura, Rheinhessen, Tyskland

2010 Weinman Organics, Dornfelder Edition Alnatura, Rheinhessen, TysklandSmagte forleden denne Dornfelder Edition Alnatura fra vinhuset Weinman Organics. Vi er ovre i en økologisk vin, og vinen er lavet på den tyske drue Dornfelder, som er en drue, som næsten udelukkende findes i Tyskland.

Dornfelder er skabt af August Herold i 1955, som en krydsning af Helfensteiner og Heroldrebe. Den er navngivet efter Immanuel August Ludwig Dornfeld. Dornfelder står bag nogle af tysklands mest attraktive rødvine, uden dog at være i verdensklasse. Det er Tysklands anden mest plantede druesort efter Blauer Portugieser.

Dornfelder har gode vækstbetingelser og masser af farve, hvilke ellers kan være et problem i Tyskland. Dornfelder er ikke mere end hvad den udgiver sig for: mørk, frugtig, tanninholdig og ungdommelig. Høstudbyttet kan være meget højt, så pris og kvalitet hænger nøje sammen. Evt. fadlagring gør at den kan gemmes nogle år, ellers skal den drikkes ung, så frugten stadig dominerer.

Vinhuset Weinman Organics ligger i byen Uelversheim og har eksisteret i omkring 350 år og blev grundlagt, da Balthasar Neumer  flyttede fra Augsburg til det daværende tyndtbefolkede Rheinhessen, hvor han købte vingården med tilhørende vinmarker. Siden dengang har vingården været i familiens eje, og det er i dag efterkommeren Walter Neumers datter Lucia og svigersønnen Hubertus Weinmann, som driver vingården.

I dag sælges vinene under Weinmann navn, nemlig som Weinmann Organics, og det referer også til, at alle vine fra gården dyrkes økologisk med størst mulig respekt for naturen. Denne Dornfelder Editon Alnatura er da også lavet specielt til Alnatura kæden, som er en kæde af 75 økologiske supermarkeder fra Hamburg til Konstanz, grundlagt i 1984 af Prof. Dr. Götz E. Rehn. Derudover sælges de over 1.060 forskellige økologiske fødevarer under mærket Alnatura også fra en række samarbejdspartnere i hele Tyskland.

Vinen er 100% Dornfelder, halbtrocken og i glasset sådan lidt mellemrød … til den lyse side. Duftmæssigt en omgang gær, stikkelsbær, brombær, bitre kirsebær og eukalyptus, mens vinen i smagen er lidt skarp med bitre kirsebær. Okay vin uden at imponere.

Købt i Tyskland, pris ca. 3,99 €

Vinanmeldelse 3/7  

2010 Lamberti, Passieno, Veneto, Italien

2010 Lamberti, Passieno, Veneto, ItalienTirsdagssmagningen på jobbet bød – as usual – på to vine, hvor denne Passieno Rosso fra vinhuset Lamberti var én af dem.

Lamberti er grundlagt i 1964 af Lamberti familien. Huset med tilhørende 50 hektar vinmarker ligger ved byen Calmasino på den østlige side af Gardasøen, blot en kilometer syd for Bardolino i Veneto området, mens vinhusets hovedsæde ligger i byen Lazise en spids længere nede med udsigt over Gardasøen. Derudover har vinhusets også en lokation mere, nemlig en anelse længere mod syd i byen Pastrengo, hvor alle vinhusets vine bl.a. flaskes og hvor man også finder vinhuset officielle smagelokale/vinbutik.

Udover vinhusets egne marker, hvor der i øvrigt er plantet rosenbuske for enden af hver række vinstokke, så administrerer og kontrollerer Lamberti også 145 hektar vinmarker for andre lokale vinbønder, som leverer druer til Lamberti familiens mange vine. Og der produceres rigtigt mange vine hos Lamberti. Jeg har på deres hjemmeside talt ikke mindre end 33 forskellige vine … og her er denne Passieno endda ikke med.

Vinen skulle være lavet på Barbera druen, men den findes kun begrænsede oplysninger om vinen. Barbere i Veneto lyder også lidt spookie. Faktisk kommer der alene danske søgeresultater op, når der søges på vinen, så mit bud vil være, at der er tale om en vin, som er lavet på bestilling fra Dansk Supermarked, kommer druer fra nogle af Lamberti familiens samarbejdspartner, produceret på anlægget i Pastrengo … og nu alene sælges  i Føtex og Netto butikkerne.

Lad os smage vinen. Duftmæssigt en anelse kemisk i udtrykket, lidt stram med ribs, bitre kirsebær, kaktus. Smagen er sådan lidt støvet, urtet og tør … ikke en dårlig vin, men gør heller ikke alverden væsen af sig. Jeg mangler lidt sammenhæng i vinen.

Købt i Føtex til 75 kr., og igen svært med supermarkedspriserne, for den fås ofte på tilbud. Lidt søgen viser, at bedste bud har været to stk. af vinen for 70 kr., dvs. under halv pris!

Vinanmeldelse 3/7 

N.V. Sektkellerei Schloss Wachenheim, Faber Krönung Halbtrocken, Mosel, Tyskland

N.V. Sektkellerei Schloss Wachenheim, Faber Krönung Halbtrocken, Pfalz, TysklandI forbindelse med Fabers fødselsdag, så skulle vi lige smage hans egen vin … eller i hvert fald en mousserende vin af samme navn, en Faber Krönung Halbtrocken, som kommer fra et stort tysk vinhus, som alene laver mousserende vin, et såkaldt Sektkellerei.

Sektkellerei Faber ligger i Trier i Mosel, men bag Faber står imidlertid Sektkellerei Schloss Wachenheim, som ligger i byen Wachenheim omkring 30 km nord for Karlsruhe i vinområdet Pfalz.

Schloss Wachenheim blev grundlagt i 1888 af brødrene Friedrich og Ludwig Böhm. Det er et af de ældste vinhuse indenfor mousserende vine. I sin nuværende form er selskabet stiftet i 1996 ved en fusion mellem Schloss Wachenheim AG, Trier samt Faber GmbH & Co KG.

Schloss Wachenheim AG har også udviklet sig fra et rent tysk vinhus, som kun lavede mousserende vine, til en international koncern med datterselskaber i Frankrig og Centraleuropa. Selskabet har i dag produktionssteder i Tyskland, Frankrig, Polen, Rumænien og Tjekkiet og sælger vine i Tyskland under mærker som Faber, Feist, Light Live, Schloss Wachenheim, Nymphenburg Sekt og Schweriner Burggarten og i Frankrig under navne som Charles Volner, Muscador og Opéra.

Schloss Wachenheim er i dag en af ​​verdens førende producenter af mousserende vine, i hvert fald hvis man snakker kvantitet, for firmaet producerer samlet omkring 220 millioner flasker om året, hvilket udover vin også omfatter alkoholfri vin, vermouth, spiritus og andre drikkevarer, der indeholder vin. Produkterne sælges i mere end 80 lande på alle kontinenter.

Vinen her er lavet på Cabernet Franc, og selvfølgelig mousserende. Vinen er halvsød.

Duftmæssigt lidt muscat, nødder og vanilje … sødmen fornemmes klart, og smagen er også markant til den søde side med nødder … nærmest valnødder … let perlende og fin som aperitif. Fin til prisen.

Fundet i Tyskland til priser omkring 2-3 €.

Vinanmeldelse 3/7    

2011 Gerardo Cesari, Fiorile Pinot Grigio delle Venezie IGT, Veneto, Italien

2011 Gerardo Cesari, Fiorile Pinot Grigio delle Venezie IGT, Veneto, ItalienCavaion Veronese Byggemødet bød også på en tredje hvidvin, nemlig denne Fiorile Pinot Grigio delle Venezie IGT fra vinhuset Azienda Gerardo Cesari.

Cesari er et stolt familieforetagende, grundlagt i 1936, og råder over to store domiciler, hvoraf det gamle ligger i S. Pietro, mens det nye i Cavaion Veronese i Veneto.

Huset laver klassiske Veneto vine som fx Amarone, Valpolicella, Bardolino og Soave, men der laves i dag også vine på eksempelvis Pinot Grigio, Chardonnay, Merlot og Cabernet Sauvignon.

I dag omfatter vinmarkerne 100 hektar og der bruges både druer fra egne marker samt druer fra andre lokale vinbønder, som udelukkende har solgt til Cesari siden 1960’erne.

Druerne til denne Fiorile Pinot Grigio delle Venezie IGT håndplukkes de første 10 dage af september. Selvfølgelig lavet på 100% Pinot Grigio, eller Pinot Gris, som vi også kender den som. Mosten, som fremkommer ved at presse de hele druer, skal gære ved en kontrolleret temperatur. Når foråret banker på, hældes vinen på flasker og lagres i yderligere to måneder.

Duftmæssigt lidt urtet udtryk, hvide frugter, grape, citrus, honning, men desværre også en smule kemisk i duften. Smagsmæssigt også til den tyndere side … og nok lidt neutral i udtrykket. Ikke min kop the.

Fås bl.a. hos Salling, hvor prisen er 69,95 kr.

Vinanmeldelse 3/7 

2011 Weingut Markgraf von Baden, Spätburgunder, Baden, Tyskland

2011 Weingut Markgraf von Baden, Spätburgunder, Baden, TysklandSøndag gik der sgu Spätburgunder i den igen … nemlig med denne Spätburgunder Trocken fra vinhuset med adelig tilknytning, Weingut Markgraf von Baden, som har sit hovedsæde i Salem, tæt på Bodensøen (Bodensee) og grænsen mellem Tyskland, Østrig og Schweiz.

Det var oprindelig Hermann den 2. fra Zähringenslægten, som i år 1112 kaldte sig Markgraf von Baden. Navnet opstod fra slottet Hohenbaden, som dengang var magtcentrum i den by, som i dag hedder Baden-Baden. Og siden har Markgraf von Baden også givet navn til det efterfølgende Storhertugdømme Baden, og det vi i dag kender som den nuværende delstat Baden-Württemberg.

Og det er måske også forståeligt, at familien har været med til at give området sit navn, for Markgraf von Baden har været med til at præge vinens udvikling i området. Således var det Markgraf Christoph I. von Baden (1453-1527), der var var ansvarlig for den første vin lov i Baden i 1494.

Det var også storhertug Carl Friedrich von Baden (1728-1811), som stod for forbedringen af vinens kvalitet i Baden, bl.a. da han i 1782 plantede 3.700 nye Riesling vinstokke på Klingelberg ved Durbach og gav navn til sorten af samme navn. Klingenberger er reelt synonym med Riesling, men betegnelsen må anvendes i hele Baden.

Siden 1998 er det den ældste søn af Markgraf S.K.H. Maximilian von Baden, S.K.H. Bernhard Prinz von Baden, som fører vintraditionen videre. Det sker på to lokaliteter, nemlig på Schloss Salem ved byen Salem tæt på Bodensøen og på Schloss Staufenberg i Durbach, lidt længere med nord.

Det tidligere kloster i Salem, nu Schloss Salem, købte familien tilbage i 1802 og har omfattende vinmarker, samlet 110 hektar med Erste Lage markerne Chorherrenhalde (Meersburg), Kirchhalde (Birnau), Leopoldsberg (Bermatingen), Sängerhalde (Markdorf) og Schlossberg (Kirchberg). Schloss Staufenberg har familien ejet siden 1693 og har 25 hektar vinmarker, bl.a. Erste Lage marken Schlossberg, hvor der primært dyrkes Klingelberger Riesling og Spätburgunder. Herudover dyrker man hos Markgraf von Baden sorterne Clevner (lokalt navn for Traminer), Pinot Gris, Pinot Blanc, Müller-Thurgau, Bacchus, Chardonnay og Sauvignon Blanc.

Direktør på foretagendet er S.G.H. Michael Prinz von Baden, mens Volker Faust er ansvarlig vinmager i Salem og Martin Kölble vinmager i Durbach. Der laves Gutsweine, Ortsweine, masser af Erste Lage vine og så nogle få med betegnelsen Fidelitas, som er husets bedste vine fra de ældste vinmarker. Derudover fremstilles der også lidt mousserende vine samt lidt spiritus.

Her har vi en Spätburgunder Trocken, hvor druerne kommer fra området ved Schloss Salem, en Gutswein som dog har været lagret på egetræ. Havde egentligt bestilt en Ortswein, nemlig deres Spätburgunder Schloss Staufenberg, men jeg fik denne var Salem området i stedet. Duftmæssigt meget atypisk normal Spätburgunder, for her er der kanel, nelliker, urter, mørkerøde bær … men hvor pokker bliver Pinot næsen af? Smagsmæssigt også til den varme side med modne kirsebær, urter og krydderier og virker generelt lidt som en elefant i en glasbutik … grov og kantet.

Købt hos Belvini til 9,90€, men en Gutswein Spätburgunder fra Markgraf von Baden koster normalt 7€ på slottet.

Vinanmeldelse  3/7 

2010 Corinto Wines, Syrah, Central Valley, Chile

2010 Corinto Wines, Syrah, Central Valley, ChileI rødvinsbaren hos Brdr. Kochs Glade Vanvid stod valget mellem en 2011 Bodegas Mureda, Mureda Red fra Castilla-La Mancha i Spanien, en 2012 Wine Men of Gotham, Shiraz fra Australien eller en 2010 Corinto Wines, Syrah fra Chile. Da jeg tidligere havde smagt de to første, så nappede jeg da et enkelt glas af den sidste, altså vinen fra Chile.

Corinto Wines er et stort foretagende, producerer omkring 2 millioner liter vin om året. Corinto Wines er skabt af en gruppe af iværksættere med mange års erfaring i vinindustrien ud fra efterspørgsel fra vinindustrien. Corinto Wines blev etableret i 2006 med det formål at skabe forbrugervenlige og tilgængelige vine til overkommelige priser. En af ejerne af Corinto Wines skulle efter sigende være vinhuset Botalcura Winery.

Navnet på vinhuset afspejler det område, hvor vinen dyrkes, nemlig nær byen  Corinto i Maule Valley. Druerne kommer fra områder i både Rapel, Curicó, Maule, Casablanca and Itata i Central Valley i Chile. Logoet har form af et silhuet af et vinglas … set fra oven.

Ansvarlig vinmager er Felipe Vial.

Der laves vine i 3 serier, en basisserie, en Selección (selection) og en Reserva. Denne vin kommer fra Selección serien, og er lavet på ren Syrah uden tilsætning af andre druetyper. Druerne bliver håndplukket over i 500 kilos kar, og der bliver kun plukket tidligt om morgenen for at bevare den friske aroma. Klaserne bliver afstilket og macerationen løber over tre dage for at udvinde mest mulig ekstrakt. Der gæres ved 25-28° C. i rustfri ståltanke. Herefter får en del af vinen tre måneders fadlagring.

Duftmæssigt lidt brombær, ligusterhæk, peber og kaffe. Ikke specielt vild med duften. Smagen er varm, lidt krydret med mærke bær … en anelse anonym. Et af målene hos Corinto Wines er at producere “easy-to-drink crowd-pleasers”, og det kan man sige, at de har opnået. For mig bliver det en anelse kedeligt.

Fås hos Vin og Vin, pris 69 kr., men 55 kr. pr. flaske ved køb af 6 stk.

Vinanmeldelse 3/7 

2011 Weingut Muenzenrieder, Zweigelt Rosé, Burgenland, Østrig

2011 Weingut Muenzenrieder, Zweigelt Rosé, Burgenland, ØstrigNå, men jeg skulle da også lige prøve vinbarens rosé, lavet på Zweigelt druen og fra Weingut Muenzenrieder, som holder til i den lille by Apetlon, i Seewinkel området ved Neusiedlersee Nationalpark i Østrig, et område som i øvrigt er kendt for de mange saltsøer.

Vinhuset drives af far og søn, Johann og Johannes Münzenrieder. Gennem naturlige dyrkningsmetoder, udbyttebegrænsning og kontrolleret kælderarbejde, frembringer far og søn potente vine af regional karakter og stor intensitet.

Vingården har i alt 22 hektar vinmarker, og 60% af markerne er tilplantet med de hvide sorter; Chardonnay, Riesling, Grüner Veltliner, Sauvignon Blanc, Traminer, Muscat og 40% med de røde sorter Zweigelt, Cabernet Sauvignon, Gamay, Merlot og Pinot Noir.

Der laves et pænt stort sortiment af frugtige og friske hvidvine, og herudover også en række elegante rødvine med intens duft af røde bær. Mange af husets røde vin lagres på barriques. Vingården producerer samlet hvert år omkring 250.000 flasker vin.

Der produceres også en række søde vine hos Weingut Muenzenrieder, bl.a. Beerenauslese, Trockenbeerenauslese og Eiswein. Disse har ideelle vækstbetingelser her, da området er begunstiget af den tilstødende sø Neusiedl og talrige små moser i området, hvilke tjener som varme reservoirer, der giver rigelige mængder af fugtig luft, til at druerne bliver angrebet med Botrytis, den ædle råddenskab. Omkring 10% af produktionen er søde vine.

Rosévinen her er lavet på rødvinsdruen Zweigelt, mens ellers har jeg ikke kunnet finde mange oplysninger om selve vinen.

Duftmæssigt en stor omgang jordbær, boblegummi og stor sødme. Smagsmæssigt også en meget sød, jordbær-saftevand-agtig vin, hvor der ikke er meget syre eller eftersmag. Mangler helt klart lidt rygrad, men er meget drikkevenlig. Vinen vil helt klart være et hit til en studenterfest på terrassen … en vin for unge mennesker og bedstemor. Easygoing og charmerende, men så rækker det heller ikke længere.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, og “udenbys” fås den til omkring 8,95€.

Vinanmeldelse 3/7  

2009 Beringer Vineyards, Founders Estate Cabernet Sauvignon, Californien, USA

2009 Beringer Vineyards, Founders Estate Cabernet Sauvignon, Californien, USASøstervinen tirsdag var på Cabernet Sauvignon, og fortsat i Beringers Founders Estate serien. Inden vi lige smager den, så lad os kigge mere på Beringer Vineyards og nogle af de milepæle, som dette historiske hus har opnået.

Beringer Vineyards er det ældste uafbrudt fungerende vinhus i Napa Valley, og som noget unikt for et amerikansk vinhus, har Beringer produceret vin uafbrudt siden 1876, idet man under spiritusforbudet havde tilladelse til at producerede altervin til de lokale kirker. De øvrige californiske vinhuse måtte indstille produktionen i denne periode.

Vinene fra Beringer har været på Wine Spectator’s TOP 100 liste flere gange end noget andet vinhus, og Beringer Vineyards har som det eneste vinhus vundet førstepræmie som ”Wine of the Year” for både en rødvin og en hvidvin hos Wine Spectator.

Beringer har modtaget flere 90+ point vinanmeldelser fra Robert Parker end nogen anden californisk vinproducent og har som det eneste vinhus vundet titlen som “Wine of the year” for både en rødvin og en hvidvin hos Wine Spectator. Ud over dette er Beringer 11 gange blevet udnævnt til ”Winery of the Year” af Wine & Spirits Magazine.

Den ansvarlige vinmager hos Beringer Vineyards er Laurie Hook. Hun begyndte sin karriere hos Beringer i 1986, hvor hun blev ansat som ønolog. I 1997 blev hun udnævnt til assisterende vinmager til den daværende ansvarlige vinmager Ed Sbragia, og i 2000 blev hun selv hovedansvarlig, mens Ed Sbragia i dag fortsat er tilknyttet Beringer som rådgiver for Laurie.

Nå, men tilbage til vinen, som ikke er ren Cabernet Sauvignon. Der blendes en smule Petite Sirah og Cabernet Franc i den færdige vin for at tilføre yderligere krydderi og struktur og give en mere intens stil. Vinen er lagret på en kombination af franske og amerikanske egetræsfade i over otte måneder. Lagringen bidrager til en velintegreret og harmonisk vin med et strejf af cedertræ og en spicy tone.

Duftmæssigt masser af mørke bær, solbær, sol, salvie, blæk … en smule grønne noter og så desværre også for meget alkohol. Smagsmæssigt ganske okay … uden at være pragende på nogen måder, igen godt med solbær og igen amerikaner-sødmen. En pleaser, som jeg imidlertid ikke falder rigtigt for.

Købt i Vinspecialisten til 100 kr.

Vinanmeldelse 3/7 

2009 Piccini, Chianti Riserva, Toscana, Italien

2009 Piccini, Chianti Riserva, Toscana, ItalienIgen en supermarkedsvin, og igen fra vinhuset Piccini, som jeg for et par uger siden smagt 100-kroners Brunello fra. Denne Chianti Riserva synes bedste valg hos en Spar købmand i sommerlandet, da de medbragte flasker for længst var tømt. Og nu er det store spørgsmål, om vinen vitterlig også smager som en billig supermarkedsvin?

Der er mange meninger om denne Chianti Riserva, og de fleste kommentarer er noget i retning af; Drikkelig, men skuffende. Har meget svært ved at finde antydning af fad. Finder vinen meget tyndbenet, både hvad angår duft, smag og gardiner, som der ingen er af. Kedelig og tyndbenet. Ingen power, ingen kompleksitet, ingenting. Frugtfattig madchianti.

Ikke de bedste anbefalinger, men denne vinblogger gennemgår jo alverdens trængsler for den kræsne læserskare, og således har jeg da også i den gode sags tjeneste indtaget en del af denne flaske med Sangiovese saft.

Omkring vinhuset, så henviser jeg til indlægget, da jeg smagte husets 2006 Brunello di Montalcino Poggio Castagno. I det blogindlæg kan I nemlig læse lidt om det store vinhus Piccini.

Og ja, det er ikke en stor vin, lidt kønsløs i udtrykket. Duftmæssigt helt klart Sangiovese med ribs, jordbær og en smule sødme. Meget blød og drikkevenlig, og det er samtidig også vinens største problem, nemlig at det hele bliver en smule for udvandet og uden kant af nogen slags. Vinen er nu ikke så dårlig, som mange gør den, og til et sølvbryllup vil det være en fin vin … i forhold til så mange andre dårlige vine, som findes på tilbud rundt omkring.

Spar kæden/SuperBest forhandler vinen, som normalt vel koster knap en 50’er. I sommerlandet forlangte den lokale Spar 59,95 kr.

Vinanmeldelse 3/7