Tag-arkiv: 4½

2010 Cantina Valpantena, Torre del Falasco Amarone del Valpolicella, Veneto, Italien

Videre til Italien … helt præcis til Verona i Veneto, hvor vi finder kooperativet Cantina Valpantena Verona, som står bag denne Torre del Falasco Amarone del Valpolicella, som vel nærmest er kooperativets topvin.

Kooperativet er grundlagt tilbage i 1958 af en flok vinavlere omkring Verona, men i dag omfatter kooperativet ikke mindre end 250 medlemmer, og har en produktion fra samlet omkring 750 hektar, så lidt af en større historie.

I 2003 er kooperativet endda udvidet via en fusion med kooperativet Oleificio delle Colline Veronesi, som tæller yderligere 150 medlemmer, men alene producerer olivenolie. Så i dag er Cantina Valpantena Verona ét af de større vinerier og olivenprocenter i området.

Vinene laves primært under eget navn, dvs. Cantina Valpantena, men der laves også vine beregnet til store supermarkedskæder fx under en lang række navne, fx Quintus, Tesauro, Alfabeto eller Pagus Bisano, og de vine kan findes i SuperBrugsen, Coop m.v. Og ja, det omfatter også lige præcis billig-Amaroner til omkring 100 kr. flasken. Samlet laver kooperativet omkring 7,5 mio. flasker vin hvert år.

Den ansvarlige vinmager på Cantina Valpantena hedder Lorenzo Caramazza, og kommer fra området. Han startede sin karriere arbejder som analytiker på Laboratorio Enologico Vassanelli, hvorefter han arbejdede for Cantina Negrar igennem en lang periode inden han kom til Cantina Valpantena. Han er samlet ansvarlig for produktion, aftapning og kvalitetskontrol.

Torre del Falasco er kooperativet topserie, og den omfatter 17 forskellige vine, lige fra IGT vine på Pinot Grigio, Soave DOC vine, Recioto og i toppen altså denne DOC Amarone del Valpolicella. Vinen er lavet på druerne Corvina, Corvinone, Rondinella, som alle har tørret mindst 4 måneder efter høst, hvorved de mister omkring 40% af deres vægt. Denne proces kaldes på italiensk Appassimento. Maceration på 20 dage efterfulgt af 18 måneder på barriques inden vinen flaskes.

I næsen en kraftig fætter med lakrids, sød tobak, vanilje, svedsker, blommer … et lille strejf af rosiner, men ikke meget. Heldigvis … for jeg hader, når Amaroner bliver for meget Rosinvand. Derudover lidt blyant, grafit samt måske lidt chokolade. I munden er der blommer, godt med frugt, svedsker, mælkechokolade, tobak, tørret frugt … godt med sødme og slutter med en ren syre i eftersmagen, hvilket egentlig klæder vinen.

Virker som en moden vin, og uden for meget rosin, og det er absolut godt for en Amarone. Tror dog heller ikke, at den skal gemmes for lang tid … så dukker rosinerne højst sandsynligt op.

Forhandles i Irma, hvor prisen er 219 kr.

Rating 4,5/7  

2010 Raymond Renck, Pinot Gris Sonnenglanz Grand Cru, Alsace, Frankrig

Med næste vin bliver vi i en Beblenheim, ja endda på samme vej, nemlig Rue de Hoen. Kooperativet Cave de Beblenheim holder til i nummer 14, men i nummer 11 finder vi det lille vinhus Raymond Renck, som står bag denne Pinot Gris Sonnenglanz Grand Cru, sidste vin fra onsdagens bestyrelsesmøde.

Vinhuset – som man finder bag en stor, sort port på adressen – ejes og drives af Colette & Gérard Schillinger Renck, og er et lille familieforetagende, som har lavet vin her i generationer.

I dag sker produktionen og salget dog gennem et selskab, et såkaldt EARL … et firma med begrænset hæftelse, lidt som et danske aktieselskab.

I Frankrig anvendes selskabsformen primært indenfor landbruget for at separere ejendomme fra selve driften.

Domaine Raymond Renck laver almindelige AOC Alsace vine, Grand Crus, Crémant d’Alsace, Sélection Grains Nobles samt Vendanges Tardives. Og selvfølgelig på de gængse druer i Alsace.

Der findes ikke mange oplysninger om vinhuset, og jeg har heller ikke fundet ud af, hvor mange hektar vinmarker, som huset ejer. Kan dog se, at de har parceller på to Grand Cru marker, nemlig markerne Schoenenbourg og Sonnenglanz, og det er netop fra sidstnævnte, at denne Pinot Gris Sonnenglanz Grand Cru kommer.

Vi kaster os i stedet ud i smagsnoterne på vinen, som i næsen er ganske kødfuld med sødme, kvæde, mandler, nødder samt en smule honning. I munden er vinen meget blød, blid og rund … med sødme, nødder … men også lidt flad i udtrykket. Mangler måske lidt syre, men til osten en fortræffelig ledsager. Den lidt flade, søde nøddesmag er perfekt til ost.

Købt på vingården, og prisen ukendt.

Rating 4,5/7    

2011 Domaine Sipp Mack, Pinot Noir Élevé en Barriques, Alsace, Frankrig

Sidste Pinot Noir onsdag blev denne Pinot Noir Élevé en Barriques fra det velkendte Domaine Sipp Mack, som ligger ved foden af Vogeserne i landsbyen Hunawihr mellem Riquewihr og Ribeauvillé.

Vingårdens historie daterer sig helt tilbage til 1698, hvor bødkeren Frederic Mack begyndte at lave sin egen vin. 8 generationer senere – i 1959 – blev Marie-Louise Mack gift med vinmageren François Sipp fra Ribeauvillé, og sammen dannede de vingården Sipp-Mack.

Fra 1983 har deres ældste søn Jacques sammen med sin amerikanske kone Laura overtaget driften af hele den store vingård, og nu er den næste generation allerede på banen, da deres datter Carolyn efter afslutningen af sin vinuddannelse også er indtrådt i firmaet.

Jacques bror Vicent Sipp udtrådte fra firmaet for omkring 20 år siden, dannede Domaine Agapé, og fik nogle af markerne, også dele af de fine Grand Cru marker som Schoenenbourg, Osterberg og Rosacker, således Sipp-Mack i dag har omkring 15 hektar vinmarker i Hunawihr, Ribeauvillé og Bergheim.

Produktionen har siden 2010 været under omlægning til økologisk BIO Ecocert certificering, og målet er at forbedre druerne endnu mere, bl.a. med brug af kompost, bioklip og minimal bearbejdning af jorden, bl.a. lader man nu græsset gro mellem vinstokkene.

Denne Pinot Noir Élevé en Barriques er produceret ved af de afstilkede druer er udblødt i en uge, hvorefter de forsigtigt er presset. 75% af druerne er lagret 12 måneder på nye franske egetræsfade, mens den resterende del er lagret på store foudres. Vinen er flasket med en let filtrering.

Duftmæssigt ikke så meget … næsten lidt neutral … lidt som et stikke hovedet ind i et halvtomt køleskab. Der er lidt røde bær gemt væk et sted, sådan lidt kirsebæragtigt. Til gengæld afslører vinen mere i smagen, som er syrlig, grøn og der er godt med tanniner. Vinen har en typisk Pinot Noir lethed og en klassisk elegance, som bider, vrider sig og viser tænder. Jeg gættede straks fransk … og det var korrekt.

Sipp Mack forhandles af Jysk Vin, men denne er vist ikke i sortimentet. Købt på vingården, men kender ikke prisen. Vil gætte på omkring 15€.

Rating 4,5/7   

2009 Cline Cellars, Sonoma Coast Cool Climate Pinot Noir, Californien, USA

Vinene på Pinot Noir fortsatte onsdag aften, så jeg beklagede mig bestemt ikke. Med næste vin forlod vi dog Europa. Vinen er nemlig en Sonoma Coast Cool Climate Pinot Noir fra Californien i USA og kommer fra vinhuset Cline Cellars, som ejes og drives af Fred Cline.

Fred grundlagde Cline Cellars i 1982, da han købte en lille vingård i Oakley i Californien med pengene fra en lille arv efter sin morfar, Valeriano Jacuzzi, som var én af syv Jacuzzi brødre, som opfandt Jacuzzi boblebadet.

Fred var én af de første amerikanske vinmager til at plante de franske Rhône sorteri Californien, og han er også én af ​​de oprindelige Rhone Rangers.

Rhône Rangers er en sammenslutning af amerikanske vinproducenter, som producerer og markedsfører amerikanske vine, som laves efter forbilledet i Rhône, og gruppen omfatter bl.a. den legendariske Randall Grahm fra Bonny Doon Vineyard, Joseph Phelps fra Joseph Phelps Winery, Bob Lindquist fra Qupé Wine Cellars og en række andre andre kendte producenter.

I 1991 flyttede Fred og hustruen Nancy imidlertid vinhuset fra Oakley til en 350 hektar stor ejendom i Carneros regionen i Sonoma Valley. Ejendommen i Sonoma var oprindelig fra 1850’erne og havde haft en omtumlet tilværelse som mejeri, dambrug og seneste med hesteopdræt.

Stedet havde før den tid endda været tidligere indiansk Miwok landsby. Der har man en fantastisk udsigt over Carneros Valley. Smagerummet på ejendommen ligger i en bygning oprindeligt fra 1850, omringet af varme kilder, kæmpe træer og ikke færre end 5.000 rosenbuske. Stedet er et besøg værd!

Cline Cellars har fået adskillige udmærkelser for deres fyldige og komplekse Zinfandel vine og for deres vine i Rhônestil. I dag er Cline Cellars bedst kendt for produktionen af ​​deres vine på gamle vinstokke. På husets marker i Oakley finder man Mourvèdre, Carignan, Grenache, Palomino og Zinfandel.

Vinstokkene spænder i alder fra 80 til 120 år. Omkring 42 hektar Carignan og Zinfandel vinstokke blev plantet mellem 1906 og 1925 og 14 hektar af Mourvedre vinstokke kan dateres tilbage til 1920.

Vinmager på Cline Cellars har siden år 2000 været Charlie Tsegeletos, som også kommer fra en familie af vinproducenter, bl.a. havde hans oldefar, Guippe Guidotti, produceret vin i Guerneville området i Sonoma County i 1930’erne. Før Cline Cellars havde Charlie arbejdet hos Pendleton Winery, Hacienda Wine Cellars, D’Agostini Winery og Glen Ellen Winery.

Hos Cline Cellars er naturlig produktion i højsædet, bl.a. med brug af får for at fjerne ukrudt i vinmarkerne, og brug af kompost-te som gødning. Det er endvidere Californiens næstestørste soldrevne vingård, idet Cline Cellars har ikke mindre end 34.625 kvadratmeter solpaneler.

Druerne til denne Sonoma Coast Cool Climate Pinot Noir kommer fra husets marker i regionen Petaluma Gap i Sonoma Coast appellation. Lige dér får vinstokke en afkøling fra den nærliggende kyst. Det betyder, at druerne modnes langsomt og udvikler komplekse smagsnuancer. Samtidig er markerne ofte dække at tåge fra havet, og det er samtidig også med til at afbøde dagtimerne under den stærke sol og høje varme.

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke, men har lagret 9 måneder på fransk eg, heraf 30% nye medium brændte fade.

Og duftmæssigt en lidt sjov fætter med sød karklud, kælder, jordbær, vanilje, våde fade, alder, chokolade, en lidt sur/sød note, bivoks, blommer og fazermint. Ganske interessant. I smagen finder man dog Pinot Noir lethed sammen med jern, mineraler, jod … og igen den lidt sure og søde smag. Vinen har en fin lethed og virker bestemt ikke tung … blot lidt besynderlig.

Forhandles herhjemme af Vinoble, pris 169 kr.

Rating 4,5/7  

2012 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Spätburgunder, Baden, Tyskland

Onsdag før Kristi Himmelfartsdag kan vel næsten betegnes som en mini-fredag? I så fald en god anledning til at åbne lidt vin, og det havde formanden i Randers Vinlaugh sørget for til aftenens bestyrelsesmøde. Og det startede endda i rigtig fredagsstil med denne Spätburgunder fra Weingut Franz Keller … også kendt som vinhuset Schwarzer Adler, den sorte ørn.

Vinhuset er etableret af Franz Keller, men i dag er det 4. generation i form af Fritz Keller, som driver vingården i den lille by Vogtsburg-Oberbergen. Og det er efterhånden en større historie, idet vingården i dag er på 57 hektar.

Lige så lidt som der sker i den lille søvnige by, lige så meget sker der på Schwarzer Adler. Ud over vinbruget og en flot butik med vinsalg berømmer Schwarzer Alder sig ved et meget smukt hotel med tilhørende restaurant, der har én Michelin stjerne samt en vinimportvirksomhed af franske topvine, der er helt enestående.

På restauranten kan gæster bl.a. vælge vine fra Chateau Margaux fra årgang 1937 og 31 årgange frem, Château Lafite-Rothschild ligeledes fra årgang 1937 og 28 years frem, Château Mouton-Rothschild fra 1918 og 33 år frem, blot for at nævne nogle. Det vidner vist om en lidt omfattende vinkælder. Det var den gamle Franz Keller senior, som døde i 2007, som samlede de værdifulde flasker.

Som nævnt har vinhuset 57 hektar vinmarker, og den seneste erhvervelse er marken Achkarrer Schlossberg, som Weingut Franz Keller købte i foråret 2009. Det er en 4.400 kvadratmeter stor mark … en af de bedste i området med sort vulkansk jord, stejl som bare pokker, hvilket betyder at alt arbejdet på marken sker manuelt. Derudover er en del af marken omgivet af en historisk gammel mur med en højde op til 4 meter.

Denne Spätburgunder kommer imidlertid ikke fra dén mark, men derimod fra forskellige af husets marker. Det er en Gutswein, dvs. en entry-level Spätburgunder fra Franz Keller Schwarzer Adler og en søstervin til vinen Jedentag, som dog er lavet på druerne Cabernet Dorsa, Dornfelder, Lemberger og Spätburgunder.

Duftmæssigt den klassiske søde kostald, hindbær, let røg og lidt eg. I munden smages med det samme, at det er Pinot Noir, men vinen har en lidt skarp kant, er lidt peberkrydret og ellers våde fade, kirsebær og lidt lakrids. Er meget frisk og har en god syrlig frugt, syre og godt med bid. Smagt blindt … men drue og land selvfølgelig gættet uden problemer.

Ikke fundet vinen herhjemme, men vil gætte på, at den koster omkring 10€ i Tyskland.

Rating 4,5/7 

2011 Weingut Willems-Willems, Spätburgunder S Trocken, Mosel, Tyskland

Selvom det er Riesling Week, så må man gerne være den hvide dronning Riesling utro, specielt hvis det er med kongedruen Spätburgunder og så især på en fredag. Denne fredag stod den på en Spätburgunder S Trocken fra vinhuset Weingut Willems-Willems, som ligger i byen Konz-Oberemmel i Saar området af Mosel.

Vingården drives af  Carolin Hofmann, som er 5. generation af Willems på vingården, og er født Willems … så navnet Hofmann stammer fra hendes mand Jürgen Hofmann, som også ejer et lille vinhus, nemlig Weingut Hofmann i byen Appenheim, lige mellem Mainz og Bingen, omkring 5 kilometer fra Rhinen i den nordlige del af Rheinhessen.

Jürgen har vi næsten lige skrevet om her på bloggen, nemlig da vi smagte hans 2012 Weingut Hofmann, Spätburgunder Rotwein Trocken, Rheinhessen, Tyskland. Det var dén med den den sjove etikette, som var illustreret med en grøn cirkel samt en stol.

Carolin overtog driften af vingården Willems-Willems i 2000 med dens 4 hektar vinmarker efter forældrene Karl og Irene Willems, som havde drevet gården siden 1971. Navnet Willems-Willems skyldes, at Carolins forældre begge hed Willems, da de blev gift … og dermed kom vingården til at hedde Willems-Willems.

Carolin er selv uddannet ønolog for Geisenheim og har efterfølgende sammen med Jürgen rejst hele verden rundt for at lære om vin, bl.a. har parret inden overtagelsen af deres respektive vingården arbejdet på vingårde i både Sydafrika og Australien.

I dag drives de to vingårde i fællesskab, og med samme designlinje. Etiketterne på Hofmanns vine har den runde, grønne cirkel, mens vinene fra Carolin har en trekant. Rolig nu drenge, ikke sådanne tanker. Trekanten symboliserer, at vinene fra området Konzer Tälchen i Saar, Mosel er kantede efter den skiferholdige undergrund, mens vinene fra Hofmann i Appenheim er mere bløde efter indholdet af kalksten i undergrunden. Her er trekanten suppleret med et stearinlys … hvorfor har jeg ingen anelse om.

Og de er begge meget aktive indenfor vinproduktion. Jürgen er således aktiv i foreningerne Simply Wine, en forening af tyske vinproducenter fra 6 forskellige områder, Moseljünger og Appenheimer Winzer. Derudover er han også del af vinproduktionen i Fritz Müller, som laver en række spændende vine på druen Müller-Thurgau.

Carolin er af den tyske vinjournalist Stuart Pigott kåret som året kvindelige vinmager i 2010, og i 2013 vandt hun prisen for bedste tørre Riesling vin under 12,5% af det det tyske vinblad Weinwirtschaft.

Her har vi Weingut Willems-Willems eneste rødvin … Spätburgunder S Trocken. Alle andre vine fra Carolin er hvidvine. Vinen er lavet med druer fra 20 år gamle vinstokke, og har lagret 18 måneder på franske barriques.

Duftmæssigt er her lidt våde fade … det er første indtryk, kombineret med hindbær, granatæbler, røg, chokolade og god syrlighed. I munden er der kirsebær, hindbær, krydderier, tobak … men ellers lidt neutral og stikker ikke meget ud. Ganske okay Spätburgunder, som måske er mere til den varme side.

Havde forestillet mig vinen mere mineralsk pga. den skiferholdige undergrund, men den træder ikke så meget igennem i vinen. Og endda specielt fordi Carolin laver vinene med overskriften “Schiefer Trifft Muschelkalk” … altså skifer, kalksten og muslingekalk/kridt.

Købt i Tyskland på weine.de, pris 16,80€ … eller omkring 125 kr. Det er der vel ikke noget at sige til, men Jürgen Hofmanns Spätburgundere er bedre køb.

Rating 4,5/7 

2013 Weingut BattenfeldSpanier, Riesling Eisbach Trocken, Rheinhessen, Tyskland

Første vin i Hamburg efter maratonet (ja, der blev ikke drukket inden løbet, da det vist ikke er præstationsfremmende) var denne Riesling Eisbach Trocken fra Weingut BattenfeldSpanier. Indtaget i små tandkrus på mit 3 kvadratmeter store einzelzimmer på Hotel Bellmoor.

Vingården Battenfeld ligger i byen Hohen-Sülzen i den allersydligste del af Wonnegau i Rheinhassen, ja faktisk lige op ad vinområdet Nahe. Området Wonnegau er kendt for sin kalksten i undergrunden, og netop vinhuset BattenfeldSpanier regnes blandt den absolutte top i Tyskland indenfor tør Riesling.

Vinhuset er grundlagt i nuværende form i 1996, da Hans-Oliver Spanier overtog vingården Battenfeld. Det blev til Weingut BattenfeldSpanier, selvom Hans-Oliver egentligt blot bliver kaldt HO af de fleste.

Jeg har nævnt Hans-Oliver her på bloggen, nemlig de gange jeg har smagt vine fra Weingut Kühling-Gillot, idet dette vinhus’ indehaver Carolin Gillot i 2006 blev gift med HO. Sammen driver ægteparret nu begge vinhuse, og Hans Oliver står nu også for vinifikationen af vinene fra Kühling-Gillot … udover vinene fra BattenfeldSpanier.

Efter overtagelsen af Battenfeld ændrede HO driften til at være økologisk, som den kvalitetsbesatte HO mener giver de bedst mulige druer i vinmarkerne. Skridt for skridt har han siden forbedret vinene og vinifikationsteknikkerne for at opnå det Riesling-udtryk han søger, nemlig at gøre det muligt at smage markernes jordbund i et uforfalsket, ekstremt kraftfuldt og autentisk vinmarksudtryk.

Samtidig er det hans mål at lave vine, der kan lagre og blive endnu bedre i flasken. Målet er ikke at vinene skal præstere i de store årlige tyske præsentationer, som sker umiddelbart efter tapningen. Hans horisont er lidt længere, og det er hans mål at vinene skal udvikle positivt i 10, 20, 30 og 40 år og måske endda matche de vine fra begyndelsen af det 20. århundrede, som han har haft helt til at smage, og som er én af hans store inspirationskilder.

BattenfeldSpanier har omkring 28 hektar vinmarker i Wonnegau, hvor Riesling fylder 50%, Spätburgunder 20% … mens resten er fordelt på druerne Weißburgunder, Silvaner, Chardonnay og Portugieser. I dag er HO endda gået et skridt videre og har således siden 2007 dyrket markerne biodynamisk.

HO arbejder konsekvent med grøn høst, dvs. reduktion af udbyttet til gennemsnitlig 60 hektorliter pr. hektar, manuel høst og sortering. Derudover arbejdes der med 80% temperaturstyret, kølig og langsom spontangæring på enten stål eller eg i kælderen.

De seneste år er vingården blev fremhævet i mange medier. BattenfeldSpaniers vine på Riesling er flere gange kåret til Tysklands bedste økologiske vine. I Gault Millau har HO fået 3 røde druer og Eichelmann har givet ham 4 Sterne | Feinschmecker.

Her har vi husets Riesling Eisbach Trocken, som ikke er en Gutswein, men niveauet over … i det som HO kalder Edition Extra … et niveau lige mellem husets Gutsweine og Ortsweine. Derudover laver HO selvfølgelig også Lagenweine samt Grosse Gewächse.

Nå, men hvor smager en BattenfeldSpanier Riesling Eisbach Trocken så? I næsen er her godt med pærer, blomster, hyld, citrus samt en lidt nøddeagtig note. Ganske indbydende. Smagen er i blot balance … det er vist første indtryk. Vinen har et lidt varmt udtryk trods kalksten i markerne og har også et lidt krydret udtryk. Der er en moden og varm syre og et krydret bid i eftersmagen.

Forhandles herhjemme af Atomwine, pris 119 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2012 Gérard Bertrand, Naturalys Syrah, Languedoc-Roussillon, Frankrig

På jobbet kører vi i øjeblikket et Gérard Bertrand trip … i hvert fald har vores tirsdagsvin de sidste mange uger været fra den tidligere professionelle rugbyspiller, som efter faderens død overtog familiens vingård og nu har opbygget et større vin-imperium i det sydfranske.

Vinen i denne uge var Bertrands Naturalys Syrah, en fuldstændig økologisk vin … deraf også navnet på vinen Naturalys … naturlig. Nauralys er en serie, som omfatter 10 forskellige vine, bl.a. en Naturalys Crémant de Limoux, som jeg tidligere har smagt i en årgang 2009.

Gérard Bertrands Naturalys serie er blevet anerkendt med en ECOCERT certificering, som er en garanti for økologisk produktion. Det betyder bl.a., at vinen er lavet i et bæredygtigt landbrug, hvor miljøbelastningen også er lav. Således sker produktionen tæt på markerne, og herudover anvendes der miljøvenlig emballage til vinkasserne.

Ja, selv etiketterne til vinen er fremstillet af genbrugspapir, mens propperne også er en type med lav miljøbelastning.

Druerne til udvælges fra forskellige, pålidelige økologiske drueproducenter i Languedoc-Roussillon. Druerne høstes i hånden, hvorefter de presses og udblødes på den traditionelle måde 10-15 dage i temperaturstyrede rustfrie kar. Herefter lagrer vinen også på rustfrie tanke, og den samlede proces medfører godt med frisk frugt i vinen samt silkebløde og fine tanniner.

I næsen en fantastisk aromatisk duft med mødding … det kan han sgu, ham Bertrand. Den er rustik, landlig … som om, at gyllesprederen lige har været forbi, men ikke på den normalt ubehagelige måde. Der er sådan lidt hønsegødning, urter, rød bær og en smule lak eller våd maling. Lyder som en sjov kombo, men næsen fejler sgu ikke noget på denne vin.

I munden er der god tørhed, tanninerne mærkes, men det bliver ikke for voldsomt. Meget frisk frugt, og slet ingen peber, hvilket overrasker mig en del, da vinen er 100% Syrah. Meget omgængelig og fin lille vin, som jeg er lidt overrasket over.

Købt i Vinspecialisten, pris 95 kr.

Rating 4,5/7 

2013 Weingut Reinhold Haart, Riesling Trocken, Mosel, Tyskland

Påskeferie … og alle børnene på vej. I morgen står den på lammesteg, hygge … og i dag kan vi varme op med denne Riesling fra Weingut Reinhold Haart, da pigerne elsker hvidvin … og hustruen specielt Riesling. Og hvorfor ikke fra én af de bedre producenter?

Weingut Reinhold Haart, som holder til i byen Piesport i Mosel og familien er den ældste vinavlerfamilie i Piesport. Allerede i 1337 blev Haart nævnt som ejer af vinmarker i Piesport.

Den ultimative forudsætning for at fremstille vine af høj klasse, er besiddelsen af de bedste vinmarker, kombineret med vinsamhørighed og tradition, som findes i deres 650 år gamle familieejede vingård.

I dag leder ægteparret Edith og Theo Haart den traditionsrige vingård. ”Vores passion og profession tilhører vinene” siger begge samstemmende. Vinskribenter anser vingården for at være en af de bedste i Mosel. Således har også Robert Parker opdaget ”Reinhold Haart”.

Og Haart familien er også stor i Piesport, bl.a. driver Theos nevø også vinhuset Julian Haart, hvor den unge Julian også laver nogle fremragende vine.

Alle vine hos Weingut Reinhold Haart er ratet meget højt af Parker. Weingut Reinhold Haart blev bl.a. af “Weinguide Deutschland” i 2007 kåret som “årets vinmager” (Winzer des Jahres). Samtidig har vingården fået prædikatet “Weltklasse”, som betyder, at vingården tilhører den absolutte elite i Tyskland.

I alt ejer og opdyrker Reinhold Haart 8 hektar vinmarker, som udelukkende er tilplantet med Riesling. Hans bedste vinmarker er klart Piesporter Goldtropfchen og Wintricher Ohlingsberg, men bare hans basis Riesling Trocken – ja det er lige præcis denne vin – giver et forrygende indtryk af husets formåen.

Theo Haarts vigtigste vinmark er Goldtröpfchen og midt i den fandt han for nogle år siden resterne af en romersk vinpresse og kælder. De tilkaldte arkæologer fandt det største romerske vineri nord for Alperne. Vineriet er i dag restaureret og kan beses af nysgerrige turister og vininteresserede.

Denne Riesling Trocken, Haarts entry-level Riesling, er lavet ved, at mosten gæres ud på en blanding af gamle foudres og rustfrie ståltanke ved ca. 16 grader, hvilket forlænger gæringen og øger vinens kompleksitet. Efterfølgende filtreres vinen let og tappes på flaske.

Duftmæssigt er her fersken, grønne æbler, blomster, blomsterstøv og i det hele taget godt med florale noter. Smagen er frisk, krisp og sprød med flintesten, æbler, citron samt et syrligt og bittert bid i eftersmagen.

Forhandles i Danmark af Vinspecialisten, hvor prisen er 115 kr. Jeg har købt mit eksemplar i Tyskland på weine.de, hvor prisen er 8,50€ … eller omkring 63 kr.

Rating 4,5/7  

1986 Château Liot, Sauternes, Bordeaux, Frankrig

Som en slags dessert – og til brug for desserten – fik bestyrelsen lov til at gå på jagt i Jens’ vinkælder efter endnu en flaske … eller to. Som de ihærdige folk vi er, så fandt vi to ældre, støvede flasker.

Den første var en genganger, nemlig en 1982 Weingut Graf Wolff Metternich, Durbacher Schloßberg Spätburgunder Weißherbst Kabinett, Baden, Tyskland. Den har jeg tidligere skrevet om, og denne gang smagte den faktisk endnu bedre end sidste gang.

Og så valgte vi også denne Sauternes fra 1986. Den kommer fra et lille slot i Balsac, nemlig Château Liot, som gennem generationer har været ejet af familien David.

I dag er det Jerry David, som driver slottet og dets 25 hektar vinmarker.

Førstevinen er denne Château Liot Sauternes, mens andenvinen Château du Levant Sauternes kommer fra en 21 hektar mark nær Chateau Climens … et af de store Sauternes huse.

Jerry laver også en rødvin og 2 hvidvine fra Château Saint Jean des Graves – en 20 hektar vinmark beliggende ved Pujols sur Ciron mellem Sauternes og Barsac.

Barsac er den største af de fem kommuner, som hører under Sauternes AOC. Vinene herfra kan enten hedde Barsac, Sauternes eller Barsac-Sauternes. Vinene laves primært på Sémillon og er generelt lidt mindre elegante end dem fra Sauternes, men de bedste producenter opnår den velkendte cremede og nøddeagtige smag, som kendes fra Sauternes.

På Château Liot laves der alene denne Sauternes, lavet på 85% Sémillon, 10% Sauvignon Blanc samt 5% Muscadelle. Vinen er lagret på egetræsfade i 18 måneder.

Og hvilken dejlig lille eliksir – duft af nødder, muskat, honning, tørrede abrikoser, boghvedegryn … godt med sødme, men der fornemmes også fortsat en vis syre i vinen. I munden er der honning, ananas … en dejlig sød vin, men den bliver aldrig for sød, for der er også en lille, blid syre, som holder tingene på plads. Eftersmagen er ikke så lang, men meget charmerende.

Jens havde haft hans flaske liggende i mange år. Skal man finde et eksemplar, så skal man nok på auktioner. Bruun-Rasmussen solgte i 2013 samlet 12 flasker for 1.100 kr., og det må siges at være rigtigt billigt.

Rating 4,5/7