Tag-arkiv: 5½

2006 Caprili, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2006 Caprili, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienTid til min næste vin, klassisk Brunello … arghhhhh, hvor jeg elsker Sangiovese. Vi er i Toscana (selvfølgelig) og vinhuset hedder Caprili, og blev  grundlagt i 1965 af Alfo Bartolommei. Familien Bartolommei bosatte sig i kommunen Montalcino i begyndelsen af sidste århundrede. Familien stammer oprindeligt fra Podere Marzolo i kommunen Marzolo Cinigiano (provinsen Grosseto).  I 1911 flyttede familien til Podere Poggio og lejer først en gård på Villa Santa Restituta og arbejder med den jord, de har forpagtet.  I 1952 lejer de så gården Caprili, og køber den endelig selv i 1965, hvor de samtidig begynder på at producere vin.

I dag har vinhuset Caprili et areal på 58 hektar i det sydvestlige område af kommunen Montalcino på bjergsiden, der skråner ned mod Orcia- og Ombrone-floderne. Af den samlede ejendom er det dog kun de bedste 16 hektar, der er tilplantet med vinstokke, heraf 14,5 hektar med Sangiovese Grosso … til denne dejlige Brunello di Montalcino DOCG.

I løbet af årene har vingården løbende foretaget store investeringer i sin egen vinavl ved at koncentrere sig om at opnå druer af højeste kvalitet. Mange projekter er blevet gennemført i samarbejde med Institut for Miljøvidenskab på Universitetet i Siera, mens andre projekter fortsat er i gang.

Hovedformålet med forskningen på gården er at identificere de mest værdifulde Sangiovese-kloner fra den ældste vinmark, Vigna Madre. Forskningen har til formål at udtrække DNA fra Sangiovese-klonerne, som derefter vil kunne anvendes til at reproducere plantemateriale til fremtidige Caprili-vinmarker og være i stand til at ophøje de typiske Sangiovese Grosso karakteristika.

Nok snak, lad os komme til vinen. Duftmæssigt ret imponerende. Der er laurbærblade, lakrids eller stjerneanis, trøffel, oregano, læder og mørk frugt. Dufter sørme dejligt.

Smagsmæssigt et markant syrebid, men også blødhed, meget, meget frugtdrevet smag, der er også ribs, lyse og mørke bær … tror også jeg på aftenen sagde, at vinen måske endnu var en anelse for ung, og det næsten var barnemord. Den er måske en anelse tilknappet endnu, men man fornemmer klart potentialet. Eftersmagen er meget lang, og det smager sgu rigtigt godt.

Hvem medbragt vinen: Ulrik

Købt hos Veras Vine, og forhandles også hos Laudrup Vin. Pris er 345-380 kr. afhængig af, hvor du køber den.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2004 Castello delle Regine, Merlot IGT, Umbrien, Italien

2004 Castello delle Regine, Merlot IGT, Umbrien, ItalienMed næste vin tog vi et lille spring fra Frankrig til nabolandet Italien, eller helt præcist til Umbrien midt i Italien, hvor vi finder vingården Castello delle Regine.

Castello delle Regine er en gammel befæstning, og godset har i dag ikke mindre end 1.000 hektar jord med kvægopdræt, jagt samt produktion af olivenolie og vin. Den gamle befæstning er kendt under navnet Castelluccio Amerino, og jorden er beliggende i Regine Valley mellem Narni og Amelia. Godset er oprindeligt fra år 600 og har gennem tiderne været hjemsted for mange adelige familier i regionen. Hovedbygningen er opført omkring år 1500.

I dag er godset ejet af advokat Paolo Nodari, der gennem de seneste 20 år har restaureret godset, udvidet med moderne vineri, som han – med respekt for godsets historie – har kaldt Castello delle Regine , som jo betyder ”prinsessens slot”. I dag består ejendommen også af en 1. klasses restaurant “Podernovo”, ferielejligheder og feriehuse.

Her har vi vineriets topvin, Castello delle Regine Merlot, som er dyrket på 100 % Merlot-druer, alle håndplukkede. Vinstokkene er mere end 50 år gamle, hvilket giver super-koncentrerede druer. Tidligere leverede Castello delle Regine faktisk en del af druerne til den kendte vingård ”Ornellaia”, men på grund af den store efterspørgsel efter deres Merlot og den lille produktionsstørrelse, ca. 20.000 flasker, sælger de ikke mere druerne.

Denne Merlot bliver betragtet som en af Italiens absolut bedste Merlot-baserede vine. Bag vinen står ejeren selv, Paolo Nodari samt Livia Colantonio med rådgivning fra en af Italiens bedste vinmagere, Franco Bernabei. 2004 årgangen, som betragtes som en af de allerbedste årgange i de sidste 10 år i Umbrien, har både fået 92 point af Robert Parker og de maksimale 3 glas i Gambero Rosso. Det har den i øvrigt fået 4 år i træk!

Duften er lakrids, friske, unge bær. Faktisk utroligt, da vinen jo allerede har 8 år på bagen. Det hverken duftes eller smages, og der er også masser af rygrad i smagen, tanniner, fylde, solbær, balance … føj, det smager fandme godt. Vinen hænger ligefrem i tænderne, så gebisset hygger sig virkelig. Denne vin er bestemt værd af anbefale.

Købt hos Veras Vine tæt ved Vrå i Nordjylland til en pris på 199,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2009 Château de Beaucastel, Coudoulet de Beaucastel Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

2009 Château de Beaucastel, Coudoulet de Beaucastel Côtes du Rhône, Rhône, FrankrigNæste vin er fra én af mine ynglingsproducenter i Rhône, nemlig Perrin brødrene, som udover negociant-firmaet Perrin et Fils jo også ejer det klassiske og hæderkronede Château de Beaucastel i Chateauneuf du Pape. Og det er et slot med stolte traditioner og en lang, lang historie, som går helt tilbage til midten af det 16. århundrede.

Noble Pierre de Beaucastel købte i 1549 en lade med tilhørende land i nærheden af landsbyen Courthézon. Senere blev hovedbygningen af det, vi i dag kender som Château de Beaucastel, bygget.

Familien Beaucastel var en anerkendt familie i landsbyen og Pierre de Beaucastel blev i 1687 udnævnt til “Capitaine” for Courthézon af Louis XIV. Det vinbrug, der blev drevet her, blev sat ud af spillet med Phylloxera, og det var først i 1909, da Gabriel Tramier købte ejendommen, at markerne igen blev beplantede, og man startede en vinproduktion.

M. Tramier overdrog bruget til sin svigersøn – Pierre Perrin – som udviklede det og havde stor succes. Hans søn, Jacques Perrin, som også grundlagde la Vieille Ferme, byggede videre på sin faders idéer og drev et innovativt og biodynamisk vinbrug. I dag har brødrene Jean-Pierre og François Perrin overtaget driften og viderefører ejendommen helt i deres fars og bedstefars ånd.

Her er det dog ikke en Chateauneuf du Pape, men det er så tæt det kan komme. Vinen er Coudoulet de Beaucastel. Coudoulet vinmarken ligger på den forkerte side af motorvejen A7.

Denne vej er nemlig grænsen for Châteauneuf-zonen, og hermed bliver Coudoulet ”kun” regnet for almindelig Côtes du Rhône på trods af, at den kun ligger 100 meter fra Châteauneuf. Marken er dog langt fra ordinær. Hos Beaucastel dyrker man denne mark på samme måde som Châteauneuf markerne.

Vinmarkens mikroklima er dog også for så vidt identiske med et ”tæppe” af de lokale sten, Galets. Ofte kaldes Coudoulet for Baby-Châteauneuf, men sandheden er, at den kvalitetsmæssigt ligger over gennemsnittet af rigtige Châteauneuf vine.

Der produceres både en hvid og en rød Coudoulet de Beaucastel. Coudoulet de Beaucastel bliver ligesom Château de Beaucastel produceret efter biodynamiske principper.

Duften er rigtig klassisk Rhône. Der er lavendler, solbær, kirsebær. Meget ren og frugtrig i næsen. Smager simpelthen også fantastisk, der er en Châteauneuf-sødme i vinen sammen med smag fra blommer, der er friskhed, renhed … meget klassisk. Fandme godt … pardon my french. Et must at prøve for alle vinelskere.

Købt hos Sigurd Müller, men i farten fik jeg ikke lige prisen. Vil gætte på, at prisen ligger på 120-140 kr., og det er billigt for denne vin.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2007 Domaine Gauby, Côtes du Roussillon Vieilles Vignes, Roussillon, Frankrig

2007 Domaine Gauby, Côtes du Roussillon Vieilles Vignes, Roussillon, FrankrigStress, stress, stress. Jeg skulle “hoste” bestyrelsesmøde, og det var fremrykket fra det normale starttidspunkt kl. 19.00 til nu kl. 18.00, og fluks hjemkommet 16.30, så var der da lige 1½ time til at fabrikere lidt lækkert mad, og finde de vine, som vi skulle smage denne aften. Og jo, det lykkedes at få lavet lidt fornuftigt, nemlig

Ristede kammuslinger på bund af æble, fennikel, dild m/indkogt fløde/tyttebærsauce, Gazpacho m/brødcrutoner, Bruchetta i forskellige varianter, bl.a. m/nye kartofler, m/svampe, m/gåserilette & croniconer, m/tomat & mozarella m/artiskokpesto, Mozarella/lufttørret skinke-ruller m/timian & oregano samt lidt italienske pølser m/brød + et par oste

Nå, men lad os fluks springe til vinene, for det lykkedes også at finde nogle fornuftige vine. Vin nr. 2 var denne fra Roussillon i Frankrig, og hvilken en behagelig overraskelse. En rest fra Sigurd Müller, men sikke en rest.

Vingården hedder Gauby, og er opkaldt efter ejeren, Gérard Gauby, som også i dag omtales én af områdets ”leading star”. Området Roussillon har i mange år været betragtet som underudviklet og eksponent for  overalkoholiske, rustikke bulderbasser uden charme og raffinement.

I dag er der dog sket meget  i det kolossale vinområde, som i disse år stormer frem.” Roussillon’s wines, are quite simply some of the world’s most exciting and distinctive; their myriad permutations and combinations of vine, terroir, and human agents capable of satisfying your hedonism and love of mystery alike”, har den allestedsværende Rober Parker udtalt.

Domaine Gauby er 100% familieejet og udover Gérard Gauby, så hjælper sønnen Lionel også til. Domænet har gennemgået en sand forvandling siden Gérard i 1985 overtog familiens ejendom og 5 hektar vinmarker, som indtil da leverede druerne til lokale kooperativ.

I dag er der blevet opkøbt udvalgte parceller i Calce, hvor Domaine Gauby er beliggende, samt længere inde i baglandet og i det efterspurgte område Fenouillèdes.  Karakteristisk for Gaubys markparceller er det meget garrigues-prægede terroir, som Roussillon er storleverandør af. Ved nærmere eftersyn er parcellernes undergrund meget kalkdominerede,  heraf bynavnet Calce, sekunderet af skifer, som også er meget fremherskende på de gamle vinmarker.

Et karakteristika ved Gaubys parceller er vinstokkenes ekstremt høje alder – mange er over 120 år gamle! Heraf har flere vinstokke overlevet den altødelæggende Phylloxera i midten og slutningen af det 19. århundrede.

Gaubys vinfilosofi går, udover troen på gamle vinstokke, ud på at vinen ”skabes” i vinmarken, frem for i kælderen. Gauby arbejder derfor også med meget begrænsede hektarudbytter, hvilket selvfølgelig også er en naturlig konsekvens af den høje alder på vinstokkene.

Hektarudbyttet varierer naturligvis fra årgang til årgang, men overstiger aldrig 35 hl./ha. og typisk 20 hl./ha. for Syrah. I 1996 overgik Domaine Gauby til biodynamisk drift af vinmarkerne, og i 2008 blev Domaine Gauby biodynamisk certificeret.

Denne Gaubys Vieilles Vignes Rouge er lavet på Carignan, Syrah, Grenache Noir og Mourvèdre (Carignan fra 125 år gamle stokke og Grenache fra 55 år gamle vinstokke) der efter manuel høst, sortering og afstikning er lagret på barriques, heraf 20 % nye, i 24 måneder. Vieilles Vignes Rouge hverken filtreres eller klares inden aftapning på flaske.

Duftmæssigt fik jeg noteret kostald, meget animalsk i næsen, marzipan, skosåler og en meget frugtdrevet intensitet. Smagsmæssigt også meget frugtrig, blid, lidt sødme, blød fyldighed, men stadig meget rank. Et rigtigt dejligt og behageligt glas vin.

Som sagt en rest hos Sigurd Müller, pris 80 kr., normalt vistnok 229,95 kr. Lad os endelig få købt flere af dem. Jan skulle i øvrigt til Ålborg i løbet af torsdag, og så må vi jo se, om der er flere tilbage. Jeg anbefaler bestemt denne vin.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2008 Z’IVO Wines, Pinot Noir, Oregon, USA

2008 Z’IVO Wines, Pinot Noir, Oregon, USASamme vin, blot en anden årgang, nemlig 2008 … og dette er en stor omgang i området. Man siger, at Pinot Noir fanatikere oprindeligt kom til Oregon, fordi de troede det kølige, våde klima kunne efterligne Bourgogne vine bedre end fx i Californien. Og 2008 var det år, hvor de omsider fik de forhold, som de altid havde drømt om.

Vinmarkerne i Eola-Amity Hills-regionen drager fordel af en lang og varm vækstsæson. Samtidig nyder de godt af kølige havbriser, som strømmer ind i Willamette Valley gennem Van Duzer Pass, et lavt punkt i Oregon Coast Range. Det efterfølgende fald i temperaturerne – specielt i sensommeren, før høsten – hjælper druerne til at fastholde alle vigtige frugter og syreindhold, hvilket er afgørende for balance og lang levetid i de færdige vine.

I glasset fortsat en lidt mørkere farve end normalt for Pinot Noir. Duftmæssigt sorte kirsebær, mere stram i næsen end 2006’erne. Der er slet ikke den samme modne duft, men mere syre og rygrad. Har ikke den “store kostald”, men en måske lidt mere forfinet duft. Smagen også totalt anderledes end 2006’erne, og her er vinen mere elegant (hvilket konerne så ikke var enige i). Der er fortsat rigtig fin balance og varme i vinen, samtidig mere at syren holder vinen og det er et super glas Pinot Noir.

Prisen er 199 kr. hos The Wine Company.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2009 Jean-Louis Chave, Saint-Joseph, Rhône, Frankrig

2009 Jean-Louis Chave, Saint-Joseph, Rhône, FrankrigMed tredie og sidste vin på ET røg vi igen tilbage til kongen af Hermitage, Jean-Louis Chave, her med en vin fra hans eget domaine, og fra området Saint Joseph, som jo er det længste vindistrikt i det nordlige Rhône.

Det strækker sig fra syd for Condrieu til nord for Cornas. Og hele vejen ned er vinområdet kun på den vestlige Rhônebred. Der er i alt plantet 640 ha med vinstokke. Det bedste område er det, der ligger over for Tain l’Hermitage og strækker sig ca. 5 km i hver retning (nord/syd). Her er der skråninger, hvor vinen har de bedste betingelser, og det er her, at Chave har sine marker.

Den første vin vi smagte, var fra Chaves selection-program, dvs. en negociant virksomhed, hvor druerne tilkøbes. Her er det fra hans egne marker. Chave siger selv om sit eget domaine, “at målet er at lave en stor vin.

Det samme gælder ikke for Selection. Her er målet at lave en typisk vin for appellationen”. Dette er således en markant større vin end négociant-udgaven og stammer fra familiens stærkt skiferholdige marker ud for Mauves. Det er 100% syrah.

Nok snak, lad os komme til vinen. Igen en mørk og tæt affære. Duften er stald, peber, bacon, lavendel, viol. Duften er flot. Smag med syre, fed frugt, grape, blomster, mineraler, rygrad, og en meget lang eftersmag. Det er flot, flot Rhône vin.

Fedt at få lov at smage denne vin, som er næsten umulig at skaffe, idet importøren Jysk Vin alene får små partier, som de alene sælger til udvalgte, større kunder.

En vin skal bestemt skal opleves. Super.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2009 Domaine de la Janasse, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2009 Domaine de la Janasse, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigNæste vin på ET blev også en Rhône vin, nemlig en 2009 Châteauneuf-du-Pape fra Domaine de la Janasse.

Jeg vidste, at det ville være en vin, som ville falde i alles smag … og ganske rigtigt. Alle var vildt henrykte over denne Châteauneuf-du-Pape.

Det er vi nu heller ikke alene om, idet bl.a. Wine Spectator har givet vinen 93 point i 2009-årgangen, og Janasse har i det hele taget begejstret hele vinverdenen med deres fyldige og elegante vine.

Ejer og vinmager er Christophe Sabon, som i 1990 overtog vingården efter sin fader Aime Sabon, som etablerede gården tilbage i 1973.

Man råder i dag over i alt 55 ha., hvoraf 15 ha. er AOC Chateauneuf du Pape, som er beliggende i den nordøstlige del meget tæt på Domaine Beaucastels marker.

Selve bygningerne ligger i den lille by Courthezon i udkanten af distriktets østlige ende. I dag deltager søsteren Isabelle – der også er uddannet ønolog – også i driften.

Duften er blommer, kansas-arbejdstøj, salvie … tæt og mørk. Smagen er cremet, der er blommer, læder, chokolade og lidt alkohol, men ikke så meget at det gør noget. Der er fedme og fin balance, og det smager bare rigtigt dejligt af Chateauneuf-du-Pape.

Vinen fås hos Jysk Vin og koster normalt 294 kr., og kan bestemt anbefales.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2006 Renato Ratti, Barolo Marcenasco, Piemonte, Italien

2006 Renato Ratti, Barolo Marcenasco, Piemonte, ItalienStilhed i huset … børnene leger ovenpå, hustruen tager en morfar, og mens jeg forbereder aftens menu, så er det da vist tid til at finde aftenens vin. Igen til Italien … og nærmere sagt Piemonte med denne Barolo årgang 2006, et i øvrigt rigtigt godt år i netop Piemonte. Vinen er fra Renato Ratti, som hører til blandt Piemontes mere moderne producenter. Ejendommen drives i dag af Renatos søn Pietro Ratti, som efter faderens død i 1985 har haft det fulde ansvar. Ejendommen ligger i den sydlige del af La Morra kommunen. I et område tæt på en række andre “moderne” producenter som Elio Altare og Revello.

Marcenasco er Rattis standard Barolo. Vinen har været igennem en ultra kort macerationstid på 7 dage, men lagret på 25 hl Slovensk eg. Så på trods af den korte maceration, er der jo ikke tale om en ultramoderne vin. Rattis andre Baroloer, som laves fra Conca og Rocche markerne lagres ikke kun i store fade, men også Barrique. Vinene fra Pietro ratti afspejler netop dét hans far ønskede; Elegante, silkeagtige Barolo-vine i verdensklasse. Renato Rattis stil sammenlignes ofte med det bedste fra Bourgogne.

Vinen står uigennemsigtig i glasset, og duften er skovbund, grønne noter, lidt blomme og lidt chokolade. Smagen er skøn, tanninholding, syre, elegant og meget lang eftersmag. Sidder i hele mundhulen, og varer bare ved. Det er et godt glas vin. Vinen i denne årgang har fået 95 point af WS, 91 point af RP og 94 point af Wine Enthusiast. I 2010 endte vinen endda i årgang 2006 som nr. 1 på Wine Enthusiasts liste over de mest eftertragtede vine. Som første gang jeg smagte vinen er den fortsat ung, og tror jeg vil gemme de sidste par flasker en del år endnu … selvom det bliver svært, for godt smager det.

Prisen ligger omkring 250 kr. hos Phillipson.

En vin, som jeg bestemt vil anbefale.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2003 Penfolds, Grange, Barossa, Australien

2003 Penfolds, Grange, Barossa, AustralienSom kom aftenens højdepunkt, som mange af os havde ventet spændt … og en smule nervøst på, nemlig smagningen af den legendariske og ikon-agtige Grange.

Om denne vin har den amerikanske vinguru Robert Parker sagt: Granges har overtaget Bordeaux’s Petrus stilling, som verdens mest eksotiske og koncentrerede vin. Grange demonstrerer mulighederne i South Australia. Skabt i 1951 af den legendariske winemaker Max Schubert, der opkaldte vinen efter den hytte, som doktor Christopher Rawson Penfold byggede til sin familie på Magill Estate i 1845.

Jeg vil ikke trætte med en masse mer’ historie, men gå direkte til vinen. Igen en meget mørk vin i glasset. Duften er klar peber og mørke bær. Den er måske – i forhold til forventningen – en smule anonym i næsen.

Smagen er til gengæld voldsomt fyldig, men på en langt mere elegant måde end de øvrige Penfolds shiraz’er. Der er tæthed, fad og tanniner. Det er cremet og fylder munden massivt og smager rigtigt godt. Den virker stadig en smule ung … for en 2003 … og dermed også lidt utilgængelig. Jeg havde måske forventet mere af en vin til denne pris, selvom man bestemt kan smage, at der er vin, som er rigtigt godt lavet.

Prisen er 2.705 kr. – og havde jeg sådanne penge til vin, så brugte jeg dem nu nok anderledes.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2009 Domaine Comte Armand, Pommard 1er Cru Clos des Epeneaux, Bourgogne, Frankrig

2009 Domaine Comte Armand, Pommard 1er Cru Clos des Epeneaux, Bourgogne, FrankrigAftenens anden 1. cru (lyder lidt fedt at sige). Vi er nu i Pommard, som laver noget af det bedste rødvin i Côte de Beaune og derfor også højt prissat. Vinene er meget mørke, maskuline og har et højt indhold af garvesyre. Nogle kalder Chambolle Musigny for balletdanseren i Bourgogne og Pommard for lastbilchaufføren i Bourgogne.

Vinen her er fra Domaine Comte Armand. Det tilhørte oprindeligt familien Marey-Monge, men i 1855 giftede én af døtrene fra denne familie sig med den daværende Comte Armand og domainet fulgte med, som en del af hendes medgift.

Lige siden har der været ansat en bestyrer af domainet. I 1984 udnævnte den nuværende Comte Armand den 22-årige canadier Pascal Marchand til at lede domainet, og det gjorde han fantastiskgodt. Under ledelse af Pascal blev kvaliteten højnet fra det gode til det exceptionelle.

I dag er ledelsen overtaget af den dygtige Benjamin Laroux, som får masser af roser med på vejen af de internationale vinskribenter. Den tidligere ret brutale Pommard-struktur er blevet forvandlet til større finesse. Stadig en Pommard lige efter bogen, men med mere raffinement end hos de fleste, og holdbarheden er stadig lang.

I glasset kommer den mørke kraft også til udtryk, og duften er også “to the dark side”. Det er ren kraftbasse duft. I smagen mærkes også klart den mere maskuline side af bourgogne, men det er fortsat elegant, med mørke bær, lakrids, stramhed, tannin. Meget intens vin, og flere lag smag dukker hele tiden op. Det er sgu flot vin.

Prisen også til den flotte side, 785 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7