Tag-arkiv: Chile

2011 Viña Errazuriz, Syrah Single Vineyard, Aconcagua Valley, Chile

Hvor har jeg dog drukket meget Errazuriz igennem tiden … herunder deres topvin La Cumbre flere gange. Men mærkelig nok ikke i lang tid, og tilsyneladende ikke i løbet af de seneste år, for jeg har ikke skrevet meget om vinhuset Viña Errazuriz her på bloggen. Det roder vi bod på med denne Syrah Single Vineyard fra vinhuset.

Viña Errazuriz er grundlagt i 1870 af Don Maximiano, som købte et stykke goldt jord i Aconcagua-dalen 100 kilometer nord for hovedstaden Santiago. Han mente, at denne dal med kølige, regnfulde vintre samt varme, tørre somre med den fugtige brise fra havet var ideel til dyrkning af druer, og derfor importerede Don Maximiano også de bedste kloner fra Frankrig.

I dag ejer Viña Errazuriz 350 hektar vinmarker med en produktion på over 4 millioner flasker årligt, hvoraf 90% eksporteres. Viña Errazuriz’ øverste chef er nu den dynamiske Eduardo Chadwick, som er femte generation efter grundlæggeren Don Maximiano.

Målet hos Errazuriz, er ikke bare at producere Chiles bedste vin, men også helt enkelt at placere sig både blandt de hundrede bedste vine i verden og samtidig være blandt de hundrede bedste køb i verden. Med Cabernet Sauvignon Estate, kåret af Wine Spectator som fjerdebedste vinkøb i verden på druen Cabernet Sauvignon, og Viñedo Chadwick, som vandt en blindsmagning over flere 1. Cru vine fra Bordeaux, er målet tæt på at være nået.

Druerne til Errazuriz Syrah Single Vineyard høstes på Manzanar vinmarken, 12 kilometer fra Stillehavet. Her får man hver aften en kølig brise ind fra havet, så gennemsnitstemperaturen i januar (som svarer til vores juli, da vi er på den anden side af ækvator) er på kun 18,4 grader.

Dette forlænger den phenoliske modning, så der opbygges flere smags- og aromastoffer i druerne, og vinen dermed opnår en større kompleksitet. Manzanar vinmarken er hovedsagligt tilplantet med en klon af Syrahdruerne, som giver mindre og mere kompakte klaser, men hvor mosten opnår en større kompleksitet og intensitet på bekostning af udbyttet.

Druerne presses, hvorefter mosten lægges på store rustfrie ståltanke, hvor den alkoholiske gæring gennemføres ved temperaturer mellem 24 og 28 grader. Efterfølgende lægges vinen på franske egetræsfade – heraf 10% nye – hvor den lagrer i 14 måneder.

Og det er sgu da en ganske herlig lille vin. Duftmæssigt har jeg godt med brombær, boysenbær, sødme … lidt rustik … næsten lidt naturvin i næsen og herudover lidt salvie og vanilje. Virker meget indbydende. Smagen er også rigtig fin med lidt peber, solbær, god tørhed og en meget direkte frugt, som måske lige bliver en anelse skinger. Men det ødelægger ikke indtrykket af en fin vin, som rigtig mange vil kunne lide.

Købt i Vinspecialisten, pris 180 kr.

Rating 4,5/7  

2012 Viña Estampa, Reserve Carménère, Colchagua Valley, Chile

Endnu et af Houlbergs hængepartier … en vin fra ugen, nemlig denne Reserve Carménère … som trods navnet også er tilsat lidt Syrah og Cabernet Sauvignon.

Vi er i det sydamerikanske, nemlig hos vinhuset Viña Estampa, som ligger i Colchagua Valley i Rapel-regionen sydvest for Santiago i Chile – i en afstand af 45 kilometer fra Stillehavet.

Viña Estampa har rødder flere generationer tilbage, idet ejendommen egentligt er grundlagt af Don Manuel González Dieguez, farfar til den nuværende González familie. Han var spansk indvandrer og købte en kornmølle ved siden af kirken Molino Estampa, opkaldt efter et gammelt sagn om et mirakel på stedet flere hundrede år siden.

Kornmøllen er stadig i drift, men den seneste generation af Don Manuel efterkommere, familien González Ortiz har sat et mere moderne twist på familievirksomheden, da de i år 2000 byggede en moderne, stor vingård med al moderne teknologi. De kaldte vingården Estampa efter det gamle sagn og til ære for farfaderen Don Manuel González Dieguez.

Estampas betyder i øvrigt et lille religiøst billede i lommestørrelse.

Vingården har en produktionskapacitet på 2 millioner liter, fordelt mellem amerikanske og franske egetræsfade, samt rustfri tanke på mellem 5.000 og 50.000 liter.

Regionen i dette område har et særligt godt ry for fyldige rødvine, da klimaet er perfekt for vindyrkning med varme, tørre somre, der giver meget sunde druer. Havets nærhed giver kølige nætter, hvilket bidrager til druernes syreindhold og koncentration. Estampa råder over ikke mindre end 400 hektar vinmarker fordelt på fire store parceller, Estación, Estampa, Marchigüe og Paredones.

Der dyrkes primært druerne Cabernet Sauvignon, Merlot, Carménère og Syrah, der tjener som basis i alle husets blends. Derudover omfatter vinmarkerne også arealer med Malbec, Cabernet Franc, Petit Verdot, Petite Sirah og Viognier … alle druer, som benyttes til at øge karakteren og kompleksiteten i vinene. Filosofien bag Estampas vine er, at man ved at blande to eller flere druetyper opnår dybere farve samt større kompleksitet og smag.

Vinen er lavet på 88% Carménère, 7% Syrah og 5% Cabernet Sauvignon. De tre druetyper høstes på forskelligt tidspunkt, og alle behandles separat til den endelige blanding. Efter høsten sorteres druerne, og der sker en fuldstændig afstilkning.

For alle druer er der først en koldmaceration på 3 dage inden gæringen, der sker over 18-20 dage ved en temperatur på 28-30 gr. Carménèren lagrer i 6 måneder på 1 og 2 år gamle franske og amerikanske egefade, medens de to andre ligger på 2 og 3 år gamle fade også i 6 måneder.

Duftmæssogt er her solbær, tørhed, grønne grene, rød jord og en smule eukalyptus, men smagen viser varme, modne frugter, lidt blommeagtig og måske også lidt besk og krydret. Måske lidt en frikadellevin … ikke at det er dårligt.

Købt hos Jysk Vin, pris 59,95 kr. ved køb af 6 flasker, ellers er prisen 79 kr.

Rating 3/7 

2013 Casa Marín, Cipreses Vineyard Sauvignon Blanc, San Antonio Valley, Chile

Viña Casa Marín ligger nord for byen Lo Abarca, omkring 4 kilometer øst for kysten og Stillehavet, lidt nordøst for Cartagena og San Antonio i dalen opkaldt efter byen …. San Antonio Valley, og dette chilenske vinhus står bag denne Sauvignon Blanc fra enkeltemarken Cipreses.

Vingården er grundlagt i år 2000, da ønolog og iværksætter Maria Luz Marín – imod råd fra både venner og eksperter – satsede sin opsparing og lidt til for at forfølge drømmen om at skabe vine af høj kvalitet i dette delvis uudforskede og relativt kølige område.

Projektet er blevet beskrevet som en af de “mest vovede og innovative” i Chile og lige fra starten har Maria projekt været omgærdet af stor mediebevågenhed, der ikke er blevet mindre efterhånden medaljerne og andre former for anerkendelse begyndte at skylle ned over disse vine fra de stejle kystnære skråninger.

Maria Luz Marín var den første kvindelige chilenske vinmager og og ejer af en vingård i Chile, men i dag får hun også hjælp af familien, både sønnerne Felipe og Nicolás Marín, hvor Felipe er uddannet ønolog, samt Marias bror og søster m.fl. Med andre ord er det blev et rigtigt familieprojekt.

Vingården ejer 50 hektar vinmarker fordelt på 6 forskellige vinmarker med samlet 38 parceller. Markerne er Casona Vineyard, Laurel Vineyard, Miramar Norte Vineyard, Miramar Vineyard, Estero Vineyard, Lo Abarca Vineyard og Cipreses Vineyard … og det er netop fra sidstenævnte, at druerne til denne Cipreses Vineyard Sauvignon Blanc kommer.

Cipreses Vineyard er plantet til med Sauvignon Blanc, og ligger mellem de to byer Lo Zárate og Lo Abarca på en bjergskråning, der vender ud mod havet. Jorden er rød lerjord med grus, som giver god dræning.

Huset laver i alt 13 forskellige vine fordelt på 3 serier, nemlig Casa Marín, Viñedos lo Abarca og Cartagena. Denne Cipreses Vineyard Sauvignon Blanc kommer fra Casa Marín serien, og er lavet med kort skinkontakt 1-2 dage, fermentation ved 12°C i 3 uger og på rent stål for at sikre størst mulig friskhed.

Gastro har rost vinen og skrev bl.a. for en måned siden;

Blændende Sauvignon Blanc. Intensiteten giver kuldegysninger og glædestårer på sortens vegne. Syren får tungen til at krølle sig, duften er pågående som peberrod, men selve duftens indhold er familiært. Strøgen tændstik, udtalt grøn asparges, stikkelsbær og solbærbusk, mens smagen coater tungen positivt. Væsken er tyktflydende, men hylende syrlig, fuld af tørstof og virker som dråber vredet ud af landskabet – salt, aspargessyre og græs. Luz Marin rykker fra alle i øjeblikket. Casa Marin er suverænt kystens perle p.t. Cipresses har først og fremmest kant og især finesse med samme nobilitet som eksempelvis Pavillon de Margaux. Mageløs pris.

Meget farverig beskrivelse, og jeg bøjer mig selvfølgelig ærbødigt i støvet … og samtidig må I så nøjes mine brutale og let unuancerede noter, som fortæller, at vinen i næsen er meget frisk, aromatisk med grønne æbler, blomster, sæbe og hyld. Solbærbusk synes langt væk …. beklager, den kan jeg ikke finde. Det med asparges kan jeg måske følge.

I smagen er der sødme, tropiske frugter, let vandet … men der kommer mere smag, når der kommer lidt varme i glasset, og det klæder vinen meget. Jeg er knap så begejstret som Gastro, men en god start, og dejlig hvidvin … men langt mere aromatisk end man normalt finder en Sauvignon Blanc.

Købt hos SuperVin, pris 149,95 kr. v/køb af 6 stk. og 249,95 kr. ved køb af en enkelt.

Rating 4,5/7  

2009 Viña Estampa, Gold Carménère, Colchagua Valley, Chile

Et enkelt afbræk i Bernts rækkefølge af Bordeaux vine blev denne Gold Carménère fra Viña Estampa, som ligger i Colchagua Valley i Rapel-regionen sydvest for Santiago i Chile – i en afstand af 45 kilometer fra Stillehavet.

Og selvfølgelig en vin på nogle af de druer, som også er kendt i Bordeaux … helt vildt skal det trods alt ikke blive.

Viña Estampa har rødder flere generationer tilbage, idet ejendommen egentligt er grundlagt af Don Manuel González Dieguez, farfar til den nuværende González familie. Han var spansk indvandrer og købte en kornmølle ved siden af kirken Molino Estampa, opkaldt efter et gammelt sagn om et mirakel på stedet flere hundrede år siden.

Kornmøllen er stadig i drift, men den seneste generation af Don Manuel efterkommere, familien González Ortiz har sat et mere moderne twist på familievirksomheden, da de i år 2000 byggede en moderne, stor vingård med al moderne teknologi. De kaldte vingården Estampa efter det gamle sagn og til ære for farfaderen Don Manuel González Dieguez.

Estampas er i øvrigt et lille religiøst billede i lommestørrelse.

Vingården har en produktionskapacitet på 2 millioner liter, fordelt mellem amerikanske og franske egetræsfade, samt rustfri tanke på mellem 5.000 og 50.000 liter.

Regionen i dette område har et særligt godt ry for fyldige rødvine, da klimaet er perfekt for vindyrkning med varme, tørre somre, der giver meget sunde druer. Havets nærhed giver kølige nætter, hvilket bidrager til druernes syreindhold og koncentration. Estampa råder over ikke mindre end 400 hektar vinmarker fordelt på fire store parceller, Estación, Estampa, Marchigüe og Paredones.

Der dyrkes primært druerne Cabernet Sauvignon, Merlot, Carménère og Syrah, der tjener som basis i alle husets blends. Derudover omfatter vinmarkerne også arealer med Malbec, Cabernet Franc, Petit Verdot, Petite Sirah og Viognier … alle druer, som benyttes til at øge karakteren og kompleksiteten i vinene. Filosofien bag Estampas vine er, at man ved at blande to eller flere druetyper opnår dybere farve samt større kompleksitet og smag.

Denne Gold Carménère er lavet på 55% Carménère, 35% Cabernet Sauvignon, 5% Cabernet Franc og 5% Petit Verdot. Vinene i Gold serien er husets prestigeprodukt. Druerne kommer fra de bedste marker, og især Carménère plukkes sent. Alle plukkes manuelt og behandles for sig til den endelige blanding. Efter koldmaceration og gæring lagres vinene 12-14 måneder på lige dele franske og amerikanske fade, hvoraf 80% er nye.

Duftmæssigt er vi ovre i lidt blomme, marmelade, vanilje, kaffe, ristede toner … og dog med lidt kølighed og elegance. Smagen er fin tør med solbær, grønne noter og en smule stramhed. Der er ribs, granatæbler, krydderier. Okay vin, men ikke én, som begejstrer mig helt vildt.

Købt hos Jysk Vin, pris 118 kr.

Rating 4/7 

2008 Viña Echeverría, Cabernet Sauvignon Limited Edition, Maipo Valley, Chile

Næste vin … en Cabernet Sauvignon Limited Edition fra det familieejede vinhus Viña Echeverría, som holder til et par hundrede kilometer syd for hovedstaden Santiago i Chile, nær den lille by Molino i Curicó Valley.

Familien Echeverría stammer oprindeligt fra Baskerlandet i Spanien, helt præcis den lille by Amezqueta nær San Sebastián i Guipúzcoa provinsen. De flyttede i 1740 til Chile, hvor de i flere generationer ernærede sig med landbrug.

I begyndelse af 1900-tallet begyndte familien også at producere vine … og det har de gjort lige siden.

Deres 80 hektar vinmarker er beplantet med kloner af franske pre-phylloxera vinstokke, og hos Echeverria praktiserer man en såkaldt præcisionsdyrkning, hvilket betyder at man analyserer hver parcels jordbundsforhold, micro-klima, tilpasser druesorter og dyrkning efter hver parcels potentiale.

Udover vinmarkerne i Curicó råder Echeverria også over et par vinmarker i Maipo Valley og Colchagua Valley.

Vinhuset har en kælder, som er udstyret med det mest moderne udstyr, herunder tanke i mange forskellige størrelser som tillader separat vinificering af druerne fra hver enkelt parcel.

Det er ægteparret Roberto og Gloria Echeverria, som i dag står ved roret, men det er nu sønnen og ønologen Roberto … ja, det hedder junior også … som står for både marker og vinificeringen. Døtrene Paulina og Viviana Echeverría står for henholdsvis økonomi og for salg.

Denne Cabernet Sauvignon Limited Edition er lavet på 85% Cabernet Sauvignon, 10% Syrah og 5% Carménère, fermenteret i store 12.000 liter rustfri ståltanke. Macerationstiden er på mellem 10-15 dage, og derefter lagrer vinen på franske egefade i 18 måneder, hvorefter vinen blandes og lagrer endnu 6 måneder på egefadene.

Duftmæssig godt med solbær, blommer, blæk, grafit, vanilje, mentol, mørk chokolade, sol og fylde.  Lidt peber måske? Smagen er meget ren frugtsmag, solbær, sødme, varme og letsøde krydderier. God balance, saftig og lækker. Dejlig vin, klassisk oversøisk Cabernet Sauvignon.

Forhandles af VildMedVin.dk, pris 199 kr.

Rating 5/7 

2000 Undurraga, Founder’s Collection Cabernet Sauvignon, Maipo Valley, Chile

2000 Undurraga, Founder's Collection Cabernet Sauvignon, Maipo Valley, ChileEndnu en vin fra i onsdag, nemlig denne Founder’s Collection Cabernet Sauvignon fra det Chilenske vinhus Viña Undurraga.

Det er nok et vinhus, som de fleste er stødt på i supermarkederne, og der er da også tale om et stort internationalt vinhus, som ejer over 1.800 hektar vinmarker, producerer sindssygt meget vin … alene deres kældre har en kapacitet på ikke mindre end 23.000.000 liter vin og vinene sælges i over 70 lande i hele verden.

Vina Undurraga blev grundlagt tilbage  i 1885 af Francisco Undurraga, et multitalent. Han var landmand, advokat, politiker, forfatter og kunstner. Han importerede vinstokke med Cabernet Sauvignon og Pinot Noir fra Frankrig samt Riesling og Gewurztraminer fra Tyskland, og det blev starten til et langt … og stort vineventyr.

I dag ejes foretagendet fortsat af Undurraga familien, nu i 5 generation, og det er én af de ældste og mest kendte vingårde i Chile.

Som sagt drives 1.800 hektar vinmarker fordelt på en række større marker, nemlig i Maipo Valley ved Santa Ana de Talagante vingården, Alto Maipo Valley ved La Higuera gården, Coastal Maipo Valley ved Codigua gården, Colchagua Valley ved henholdsvis Colchagua og El Huique vingårdene, Almahue Valley i Cachapoal ved Cerros de Almahue gården, Leyda Valley i San Antonio ved Lomas de Leyda gården og endelig Cauquenes, Maule Valley ved El Tutuvén gården. Pyha, ikke så lidt.

Selve produktionen sker på to lokationer, nemlig på Quinta de Tilcoco i Chiles 6. region samt på Santa Ana i Talagante. Her er der ansat et team af ønologer, som står for vinfremstillingen, Rafael Urrejola, som tidligere har arbejdet på Viña Leyda, Carlos Concha, som hos Undurraga står for husets Aliwen Reserva serie og sluttelig Patricio Lucero, som har en fortid hos et par amerikanske huse.

Undurraga har kæmpet med deres renommé i rigtig mange år, uden endnu at have opnået at komme blandt gruppen af rigtig gode vinhuse i her i landet. På trods af det, og måske fordi deres priser er moderate, har de i mange år været fast leverandør til Dansk Supermarked. Vi kender nok bedst deres almindelige vine, som blot sælges under Undurraga navnet samt vine som Sibaris og Aliwen.

Denne Founder’s Collection Cabernet Sauvignon er selvfølgelig lavet på 100% Cabernet Sauvignon og har lagret 12 måneder på fransk eg efterfulgt af 18 måneder på flaske inden frigivelsen. Vinen var i mange år husets topvin, men den betegnelse er i dag overtaget af vinen Altazor.

Duftmæssigt lidt mørke bær, kælder … virker lidt lukket. Der er blæk, eg og en smule vanilje. Smagsmæssigt virker vinen lidt vandet. Der er solbær, stål/jern eller rust, godt med tanniner … hatten af for det efter 14 år. Alderen er dog ikke gået helt upåagtet hen, for det går igen i smagen, som bliver lidt neutral og en smule i ubalance.

Serien Founders Collection er en egentlig prestige serie, og normalprisen er typisk omkring 129 kr., men kan ofte findes på tilbud i Føtex. Det er jo et supermarked … og her er tilbud jo mere reglen end undtagelsen.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2009 Casa Silva, 5th Quinta, Colchagua Valley, Chile

2009 Casa Silva, 5th Quinta, Colchagua Valley, ChileMed næste vin blev vi i de oversøiske vine … var der mon en rød linje i temaet for aftenens vine? Vi er i hvert fald i Chile, nemlig hos det store hus Viña Casa Silva, et hæderkronet og traditionsrigt vinhus, som ligger i nærheden af San Fernando i Colchagua Valley.

Vinhuset er grundlagt i 1892, da Emilio Bouchon Poitevin ankom fra Bordeaux, og nedsatte sig på Angustura Estate i Colchagua Valley. Han startede beplantningerne af vinstokke i området, og dette arbejde er senere blevet videreført af hans børn Abel og Antonio Bouchon.

Det var Abel, der havde de store visioner og primært ham, der sammen med sin svigersøn Jorge Silva Valenzuela har stået bag den udvikling, der har bragt firmaet til den position, det har i dag. I dag er det 5. generation, der driver Casa Silva, nemlig Mario Silva Cifuentes, María Teresa Silva, Francisco Silva, Mario Pablo Silva og Gonzalo Silva … ja, det er mange Silva’er.

Casa Silva har ikke mindre end 800 hektar vinmarker, som ligger fordelt i 3 hovedområder . Den gamle Angustura-gård har 320 hektar marker, Santa Dominga de Los Lingues gården 100 hektar, og Culenco-gården næsten 380 hektar.

De næste beplantninger af omkring 150 hektar vinmarker er allerede godt i gang, og der eksperimenteres med en lang række forskellige druesorter, blandt andet Carménère, Syrah, Malbec, Pinot Noir, Sangiovese, Petit Verdot, Viognier samt Semillon.

Markerne har vidt forskellige jordbundsforhold, hver især udvalgt til de enkelte druesorter. Dominerende er dog fattige og ufrugtbare, og derfor gunstige, jordbunde. Kombinationen af solskin og klipperig jordbund gør det muligt for druerne at opnå den ideelle og velafbalanceret modenhed der kendetegner alle vinene fra Casa Silva.

Klimaet i området er under påvirkning af Andesbjergene, og “Angustura”, der betyder “smalt stykke”, refererer til det smalle stykke land mellem havet og bjergene, hvor dalen ligger. Denne geografiske placering giver dramatiske ændringer i temperaturen mellem nat og dag, hvilket giver druerne deres aromatiske karakter.

Det helt moderne vineri har efter de seneste investeringer i High-tech faciliteter til vinproduktion, en kapacitet på 7 millioner liter, heraf de 5 i rustfriståltanke. Tappelinier, presse og køleanlæg er “state-of-the-art”, og der spares ikke på investeringer til forbedringer, der skal være med til at bringe Casa Silva helt op blandt de bedste vinproducenter i “den nye verden”.

Casa Silvas winemaker Mario Geisse Garcia blev i 1990 tildelt “the National Grapegrowing Award”, og regnes blandt de mest talentfulde ønologer i Chile. Erfaringen har han blandt andet fra et tidligere samarbejde med Champagnefirmaet Moët & Chandon, da han i 11 år var ansat som teknisk direktør i firmaets afdeling i Brasilien.

Denne vin 5th Quinta er navngivet efter “Quinta Generacion”, dvs. 5. generation af Silva’er og er husets topvin. Der findes 2 Grand Reserva vine i Quinta-serien, en hvid og en rød. Druer anvendt til 5th Quinta stammer fra vinstokke, der er mere end 90 år gamle. Druerne er høstet tæt på den oprindelige vingård Angostura Estate i Colchagua Valley.

Vinen er sammensat af Cabernet Sauvignon, Carmenére, Syrah og Petit Verdot. Carmenére-druesorten indgik oprindelig i blandingen af de store Bordeauxvine, og blev for mere end 100 år siden importeret til Chile.

Det er længe siden at den blev meldt uddød i Bordeaux, og Carmenére blev da også først genopdaget i Chile for ca. 5 år siden. I mere end 100 år troede man derfor at druen var en speciel klon af Merlot, men ved moderne analyser blev druens sande identitet afsløret. Carmenére er nu Chiles “store håb”.

Duftmæssigt godt med Ribena, solbær … masser af solbær og solbærmarmelade, meget frugtrig med mørk frugt. I smagen er der god tørhed, tørhed og blæk. Der er også blødhed og tydelige tanniner … intens og god, men måske en smule ensidig i udtrykket.

Sigurd Müller Vinhandel har eneforhandling i Danmark af vinene fra Casa Silva, men pris har jeg ikke på vinen.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2012 Elqui Wines, Pinot Noir, Elqui Valley, Chile

2012 Elqui Wines, Pinot Noir, Elqui Valley, ChileMed næste vin blev vi i Pinot land … endda med dansk islæt, om end fra andre breddegrader. Vi har nemlig fat i en Pinot Noir fra Vinhuset Elqui Wines, som ligger i Elgui Valley i Chile. Elqui Valley ligger tæt på kysten i Chiles nordligste vinproducerende region, syd for Atacama ørkenen, ca. 500 km. nord for Santiago. Området er blandt andet kendt for den chilenske spiritus Pisco, men her bliver også dyrket diverse frugter bl.a. Papaya.

På Quechua – det oprindelige sprog i Inkariget – betyder Elqui den “smalle dal” og her ligger vinmarkerne i forskellige højder på mellem 350 og 2.000 meter.

Elqui Wines er et yderst interessant projekt, der er startet i 2012 af danske Steffan Jørgensen. Steffan er oprindelig udlært hos Taster Wine som vinkyper. Senere blev det til assisterende vinmagerjobs hos prominente huse i både Bordeaux, Chile og Californien.

I 2005 kom han til Bergevin Lane i Walla Walla, Washington State, hvor han hurtigt blev forfremmet og tiltrak sig opmærksomhed fra bl.a. Robert Parker. Her blev det i de følgende år nemlig til fremstillingen af adskillige vine med over 90 point hos Robert Parker.

I 2012 forlod Steffan så Bergevin Lane for at starte sit eget projekt i Elqui Valley. Sammen med sin chilenske kone Pamela købte han 85 hektar med Syrah, Carmenère, Malbec, Pinot Noir, Moscatel og Sauvignon Blanc.

Her en lille sød Pinot Noir … hvilket etiketten jo også tydeligt signalerer. Vinen er lavet i  store trækar og lagret på eg … hvor lang tid har jeg ikke kunnet finde ud af.

Lad os smage den lille bandit, som helt klart har klassiske Pinot Noir dyder i duften med kirsebær, jordbær, lidt krydderi. Man fornemmer godt, at vinen har fået mere sol end foregående vin fra Keller. Smagen er god, fyldig, frisk og blød med søde kirsebær og jordbær, svag krydderi og meget let drikkelig. Er en smule køligere end mange andre Chile Pinot’er, og det kan vi jo godt li’ og med et dansk islæt, så er vi ikke bange for at give en god omgang Thumbs Up.

Hvis dette er første årgang for Steffan Jørgensen … hvad kan det så ikk’ blive til i de kommende år? Det kan blive rigtigt spændende at følge. Vil helt klart stå på sidelinjen og heppe.

Købt hos Smalle Vine, pris … vistnok 129 kr. Arghhh, den er også mere værd.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2009 Montes, Alpha Carmenére, Colchagua, Chile

2009 Montes, Alpha Carmenére, Colchagua, ChileBernt serverede dog også sluttelig en “gammel” kending, nemlig en vin fra vinhuset Montes. Bernt har – som med Bordeaux vinene – også en forkærlighed for Montes vine, og ikke uden grund, for Montes laver rigtig god vin til fornuftige penge.

Montes har navn efter en af de 4 ejere, Aurelio Montes, en af Chiles bedste winemakers, som også har fået et utal af priser. Vingården Montes er startet i 1987, hvor to erfarne og visionnære vinmagere, Aurelio Montes og Douglas Murray, besluttede at ville forbedre kvaliteten af chilensk vin, og forsøge at lave Chiles bedste vin.

I 1988 kom de sidste to partnere Alfredo Vidaurre og Pedro Grand med i projektet, og allerede i 1991 opnåede Montes sølvmedalje ved U.K. Wine Iinternational Challenge 1991 med deres 1987 Montes Alpha Cabernet Sauvignon. Det blev starten til et sandt eksporteventyr for Montes. I dag har Montes en årlig produktion af 6-7 millioner flasker vin og et utal af priser for deres forskellige vine.

Her en vin i Alpha serien, lavet på Carmenére, som vel kan kaldes Chiles nationaldrue. Frugten kommer fra Montes’ Archangel Estate i Marchigue, der ligger i den vestligste del af Colchagua Valley … kun 18 km. fra Stillehavet, hvilket giver kølige nætter, der er med til at give en god balance i vinene. Druerne til vinene i Alpha-serien håndhøstes. Efter gæringen lagres vinen 12 mdr. på nye og op til 2 år gamle fade af fransk eg.

Duftmæssigt er der proppet med mørke frugter, krydderier, søde tavlekridt og lidt ristede kaffebønner. Smagen er også mørk frugt med et strejf af rosin, kantet tannin, blæk/grafit. Trods det høje tanninindhold, så føles vinen egentligt ganske rund og drikkevenlig.

Forhandles hos Bichel Vine, hvor prisen for én flaske er 139,75 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2010 Tabalí, Pinot Noir Reserva Especial, Limarí Valley, Chile

2010 Tabalí, Pinot Noir Reserva Especial, Limarí Valley, Chile Gert fik hurtigt åbnet endnu en vin, denne Pinot Noir Reserva Especial fra det Chilenske vinhus Tabalí, som ligger i  Limarí i den nordlige del af Chile, hvor der knapt er så varmt som sydligere i Chile. Det giver grobund for lidt mere nuancerede vine.

Som det eneste vindistrikt i Chile har Limarí nemlig en kalkholdig jordbund. Kalken bevirker, at druerne kan opnå en rigdom og nerve, som er uden sidestykke i Chile. Desuden ligger Limarí tæt på Stillehavet, som sender kølig blæst ind i vinmarkerne, og gør klimaet mildere og modningssæsonen længere – og jo længere druerne er om at modnes, desto mere komplekse aromaer kan de opfange.

Vingården er ejet af familien Luksic, og husets vinmager er Felipe Müller, som Guia de Vino de Chile (Chiles vinbibel) i 2010 kårede som ”Winemaker of the Year”. Og ved Chiles største vinkonkurrence, Wines of Chile Awards, blev Tabalís Syrah Reserva Especial i årgang 2008 kåret til Chiles bedste vin af et yderst kompetent dommerpanel, som blandt andet talte Steven Spurrier og Oz Clarke.

Hos Tabalí laves der 3 serier af vin, hvor basisserien hedder Reserva. Dernæst kommer Reserva Especial og så endelig Talinay. Herudover produceres der også en topvin, som huset kalder Payen, som er lavet på 100& Syrah.

Denne Pinot Noir Reserva Especial kommer således fra niveauet over basisserien, og den laves på druer fra udvalgte marker, faktisk 3 forskellige parceller, og lagringen er foregået på fade af ny fransk eg i 12 måneder. Selvfølgelig 100% Pinot Noir.

Duftmæssigt en smule neutral … der fornemmes svagt jordbær og hindbær, men det er mest urter, som dominerer næsen. Der er ingen køer, heste, mødding eller andre animalske dufte … som ellers klæder Pinot Noir vinene så godt. Det fornemmes klart, at vinen har fået godt med solskin, og det går også igen i smagen, som er fyldig, let pebret, igen godt med urter. Ganske blød, også bløde tanniner, men måske en smule anonym i udtrykket.

Forhandles bl.a. af Wine.dk hvor prisen er 125 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7