2010 Carpineto, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2010 Carpineto, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienMellem den katolske kirke Parrocchia Di Saint Michele og elektronikbutikken Campo Dudda i Greve in Chianti finder vi vinhuset Carpineto, som står bag denne Brunello di Montalcino.

Carpineto er grundlagt i 1967 som et partnerskab mellem Giovanni Carlo Sacchet og Antonio Mario Zaccheo. De så det store uudnyttede potentiale i det toscanske landskab til at producere store vine. De var begge vinmageren … Giovanni fra universitet i Coneglianom, mens Antonio – som I kan se på billedet ovenover – havde arbejdet på sin families vingård i Puglia og senere i Lazio nær Rom. De ville begge revolutionere, hvordan god Chianti Classico skulle laves.

Allerede fra første fløjt fik de to initiativrige herrer succes, så i dag ejer de 5 vingårde i Toscana, nemlig gårdene Dudda, Gavoranno, Gaville, Montepoliciano og Montalcino. Der ejer de samlet 475 hektar jord, hvoraf dog alene 125 hektar er vinmarker.

Men derudover opkøber de to producenter også druer fra andre vinavlere, for den samlede produktion i dag er på over 3 millioner flasker vin … primært rødvine, som har lagret flere år.

Denne Brunello di Montalcino er lavet med Sangiovese druer fra vinhusets egne marker fra Carpinetos Montalcino ejendom, hvor markerne ligger i 450 meters højde og dermed er en af de højest beliggende gårde i området.

Vinen er lavet i rustfrie ståltanke med medium maceration og temperaturkontrolleret gæring. Efter endt fermentering er vinen lagret 3 år i store egefade efterfulgt af yderligere 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Næsen byder på skovbund, en fin animalsk modenhed og der fornemmes også en moden alder på frugten … der er noget bedaget lethed over vinen med kirsebær, hindbær, stål, jern, blæk samt en anelse fennikel. Det dufter både herligt og italiensk.

I munden er vinen noget rustik i syren, men det er samtidig en frisk syre, så det er svært at tro, at vinen er 8 år gammel. Der er peber, nogle tanniner, men der mangler lidt finesse i vinen, som bare kommer til at virke alt for ung endnu.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 212 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2017 Samsø Vin Syndikat, Cartello Cuvée Traditionel, Jylland, Danmark

2017 Samsø Vin Syndikat, Cartello Cuvée Traditionel, Jylland, DanmarkJeg elsker Samsø … den lille ø i Kattegat. Jeg er endda blevet gift på den dejlige ø og under mit sidste besøg i efterårsferien sidste år smagte jeg også en rødvin fra øen … nemlig fra Samsø Vin Syndikat.

Den var imidlertid ikke videre behagelig og fik beskedne 1½ af Houlbergs fede fingre. Og da Houlbergs Vinblog selvfølgelig læses i det meste af verdenen … herunder også små, idylliske og isolerede steder som Samsø, så havde øens Vin Syndikat også læst min lidet flatterende anmeldelse og kontaktet jeres flittige vinblogger.

Den anmeldte vin var nemlig fra syndikatet absolut ringeste rødvinsår og de synes derfor, at jeg skulle smage én af deres nyere årgange. Need I say more … det var jeg selvfølgelig klar på.

Hardy fra Samsø Vin Syndikat skulle alligevel en tur til det jyske fastland, og ville lige smide 2 eksemplarer af deres 2017 Cartello Cuvée Traditionel ind ved det houlbergske hjem. Så derfor sidder jeg nu igen med lidt rødvin fra Samsø Vin Syndikat og vil samtidig teste vinen af på gutterne i byggesjakket.

Ved første kig er det sket noget, siden jeg første smagte gang smagte en vin fra øen … eiketten er markant mere professionel og vinen har også lagret på fad. Det sker sgu ganske godt ud, men lad os inden mine smagsnoter lige dvæle lidt ved syndikatet.

Samsø Vin Syndikat er et interessentskab grundlagt i oktober 2009 af 11 initiativrige, ældre, fastboende samsinger i alderen 62-79 år og alle med interesse for vin.

De havde gennem lang tid drøftet etablering af en vingård på øen, både for selv af lave vin, men samtidig med et ønske om at markedsføre Samsø som en dynamisk og initiativrig ø … lidt udover det sædvanlige.

Ideen til projektet udsprang egentligt af øens vinklub, som de alle var medlem af. De tog derfor på studietur til Alsace og vendte hjem med tilstrækkelig mod til at etablere Samsø Vin Syndikat.

I 2010 tilplantet Samsø Vin Syndikat I/S er areal med 1.525 vinstokke i Alstrup lidt øst for Toftebjerg, sådan omkring midt på Samsø ved den sydlige ende af Stavns Fjord. Det skulle blive til en kommerciel produktion af både rødvin og hvidvin på omkring en langtidslejet 1 hektar stor marker.

De tilplantede jorden med de grønne druer Solaris, Orion, Gewurztraminer og Johanitter samt de røde sorter Rondo, Bolero, Leon Millot og Cabernet Cortis. I 2018 har de glade samsinger plantet yderligere 375 vinstokke for at afprøve nye sorter.

Det tilhørende vineri er beliggende i umiddelbar nærhed af vinmarken, hvilket er optimalt for transport af druerne efter høsten … for der høstes samlet set en betydelig mængde, som giver 3-4.000 flasker vin hvert år.

Helt beskedent har de – som jeg lige forstår det – kaldt deres vineri for Château Alstrup … selvom det måske er en kende mere ydmygt end normale vinslotte, men det er jo initiativet, som tæller. Slottet er nemlig en sort skurvogn.

I dag laver de syndikerede samsinger 5 forskellige vine … en rosévin, en hvidvin, en kir samt de to rødvine, nemlig Château Alstrup Cuvée Traditionel samt denne Cartello Cuvée Traditionel.

Druerne til Cartello Cuvée Traditionel kommer fra Alstrup marker … helt præcis række 9 til 14, hvor der dyrkes Rondo. Vinen er lavet helt traditionelt – som navnet siger – men er efter endt fermentering lagret 10-11 måneder på et nyt, fransk egefad, hvorefter vinen flaskes ufiltreret, men med en anelse svovl.

I glasset en sort/lilla vin … og næsen afslører også mørk frugt, gæret syrlig frugt, solbær, sure kirsebær, fadnoter, blæk, stål og skifer. Men ellers er næsen en smule til den neutrale side.

I munden er der igen solbær og syrlige kirsebær, virkelig stram og syrlig i udtrykket, krydret og noget speciel, mens eftersmagen er ganske kort … vinen fader meget hurtig.  Flere omkring bordet var noget forbeholdne, men det er bestemt et fint forsøg på dansk vin, selvom der er et stykke endnu. Vi hepper dog på de initiativrige, foretagsomme og ihærdige samsinger.

Forhandles ved en række udvalgte forretninger og brugser på Samsø og det jyske fastland. Prisen på vinen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 2,5/7  

2015 Weingut Peter Kriechel, Walporzheimer Kräuterberg Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2015 Weingut Peter Kriechel, Walporzheimer Kräuterberg Spätburgunder, Ahr, TysklandJeg smagte tilbage i oktober Weingut Peter Kriechels monstrøse, monumentale og mægtige 2015 Neuenahrer Sonnenberg Spätburgunder R og sagde WOAW. Nu smager jeg hans 2015 Walporzheimer Kräuterberg Spätburgunder og er bare målløs, stum og afatisk af henrykket begejstring.

Historien om vinhuset kan I læse i det tidligere blogindlæg. Her vil jeg i stedet kigge nærmere på denne Walporzheimer Kräuterberg Spätburgunder og marken, der i øvrigt også leverer druer til Weingut Burggartens absolutte topvin.

Walporzheimer Kräuterberg ligger ved Walporzheim. Det er en af de bedst beliggende marker ved byen og marken på samlet 5,15 hektar og er en del af marken Großlage Klosterberg. Kräuterberg ligger på stejle terrasser bestående af sort og brun skifer

Den øverste del af Klosterberg er Walporzheimer Gärkammer, og Kräuterberg marken omslutter faktisk Gärkammer og ligger i en højde af 110-180 meter. Walporzheimer Kräuterberg har sit navn efter de urter – kräuter – der tidligere voksede der.

Vinen er lavet helt traditionelt og har lagret 18 måneder på franske barriques. Der er 2,8 gram restsukker pr. liter i vinen. Som de øvrige vine hos Kriechel kan men ikke se, hvilken vin, som man har fat i …  det afsløres alene på etiketten bagpå.

Uha og fuck det dufter godt … pardon my french, men det er skræmmende godt. Det er både den klassiske søde, animalske kostald, en kølig elegance, lyse, lette og svagt gærede bær, syrlige kirsebær, ribs, kul, røget eg, mineraler, vanilje samt en syrlig nerve. Det dufter bare vildt godt.

Og det smager også vildt godt … det er den pæneste pige i klassen, som bare samtidig er sød, klog, villig og smidig. Du bliver genert, rødmer og får straks mindre selvværd, men mander dig op for dit livs kærlighed, for det er smukhed i anden potens, svævende let og elegant. Det er tørt og præcist med en kontrolleret syre, mineraler, saftighed, balsamisk syre og balance. Du får det hele … og lidt mere alder vil helt klart gøre den pæne pige mere erfaren og fortjent til den sidste halve tommel.

Importør er Carlsen Vin, hvor en flaske koster 319 kr., hvilket faktisk er rørende billigt for denne vin.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2013 Pieropan, Calvarino, Veneto, Italien

2013 Pieropan, Calvarino, Veneto, ItalienFra det gamle, historiske vinhus Pieropan – eller helt korrekt Societa’ Agricola Pieropan Di Leonildo Pieropan & C. S.S. – midt i Soave by skal vi smage vinen Calvarino.

Pieropan er grundlagt i 1880 af lægen Leonildo Pieropan i den gamle ejendom Palazzo Pullici midt i Soave by. Leonildo interesserede sig for biologi og kemi, så han startede med at lave vine fra nogle af familiens marker. Det arbejde blev videreført af hans to sønner Gustavo og Fausto, men i dag drives vinhuset af 3. og 4. generation i form af Leonildo Pieropan og hans sønner Andrea og Dario. Det er dem, som I kan se på billedet ovenover.

Familien har samlet 35 hektar, hvilket bl.a. omfatter markerne Calvarino, La Rocca og Garzon.

Udover den gamle ejendom Palazzo Pullici ejer familien også den pragtfulde ejendom Villa Cipolla Pieropan i Tregnago. Den købte de i 2002, således de også kunne lave vine tættere på Verona … herunder Amarone, da villaen har store arealer til tørring af druerne. Familien har siden købet løbende været i gang med en større renovering af bygningen.

Nå, men her smager vi vinen Calvarino med druer fra netop den mark, som familien købte i 1900. Vinen er lavet på 70%  Garganega og 30% Trebbiano di Soave … 30-60 år gamle vinstokke.

Navnet Calvarino stammer fra lille Golgota, som hentyder til, hvor svær jorden var at arbejde med samt en lang snoet  sti, som går fra bund til top af vinmarken.

Vinen blev lavet første gang i 1971 og er symbol på den mest traditionelle og mest karakteristiske vin fra Soave området. Vinen har et stort gemmepotentiale og selv vine over 20 år har været ranke og vist forbavsende friskhed og endda utrolig stor kompleksitet.

Druerne er afstilket og knust, hvorefter mosten overføres til en glasforet cementtank for fermentering ved 16-18 grader. Der lagrer vinen også – sur lie – i 12 måneder, hvorefter vinen aftappes og lagrer på flaske et par måneder inden frigivelse.

I næsen er det en fed, fyldig … ja nærmest opulent vin med smørfedme, hvid peber, masser af krydderier, hyld, lemon, sødme, rugbrød, blomster, sæbe, valnødder, honning og safran.

Smagen er også fed og cremet med lemon, passionsfrugt, melon, mens syren er forholdsvis beskeden. Dermed bliver det samlet en blid og fed vin, men meget smagfuld og god lang eftersmag.

Importør er Adriat Vinimport og en flaske koster 169 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Tenuta di Houlberg, Il Rosé Orrible by Houlberg, Jylland, Danmark

2018 Tenuta di Houlberg, Il Rosé Orrible by Houlberg, Jylland, DanmarkIl Rosé Orrible by Houlberg har jeg kaldt min egen første hjemmelavede vin … og det smager – hånden på hjertet – også ganske skrækkeligt.

Det er ellers en ganske eksklusiv lille produktion på samlet 3 flasker … lavet med druer fra 2 vinstokke, som min ven Gert E havde medbragt fra Mosel som en gave til mig og plantet ved min overdækkede terrasse i 2015. Og da sommeren i år var helt fantastisk og de to vinstokke – en Leon Millot og en Solaris – nærmest bugnede af druer, hvad var så mere nærliggende end selv at forsøge sig som vinbonde? Det lover jeg aldrig at gøre igen.

Man tænker tit … hvor svært kan det være? Jeg havde bare helt optimistisk plukket druerne, kommet dem i en spand og derefter ved håndkraft afstilket dem. Derefter stod de koldt ganske kort tid inden jeg – også med klør fem – pressede druerne og derefter hældte mosten i en separat spand for at spontangære.

Det gjorde de så i mit værksted med et viskestykke over … vel omkring 10 dage, hvorefter en smuk klar, lys rød væske blev hældt på flaske … 3 af slagsen og det sidste grums blot smidt ud. Sådan – Il Rosé Orrible by Houlberg – men måske også lidt for let?

Det må være enten værkstedet eller mine manglende evner, som har givet Il Rosé Orrible by Houlberg en særpræget duft af Flügger maling og acetone kombineret med oxyderet rabarber og mandler. Det er en ganske besynderlig duft, men ikke særlig indbydende.

Smagen er vel nærmest en blanding af noget grønt, eddike samt citronsyre. Det er surt, men dog drikbart … om end man på ingen måder får lyst til at drikke skidtet. Hvor er det dejligt, at jeg fortsat har 2 flasker tilbage.

Det bedste var vel egentligt, at det kun var Keeper, som gættede, at det var min egen vin, mens nogle i byggesjakket gættede på, at det var en fransk naturvin. Brix var allerede på dette tidspunkt begyndt at frygte for resten af aftenens vine.

De 2 flasker Il Rosé Orrible by Houlberg kan afhentes gratis. De we specielt gode, hvis du skal afsyre noget eller har nogle problemer med et afløb.

Vinanmeldelse 1/7

Byggemøde 17. november 2018 … med indlagt dobbeltsmagning

Tånummanden havde gruet for byggesjakkets samling i november – det traditionelle byggemøde – hos jeres flittige vinblogger, da jeg havde proklameret, at det ville stå i naturvinens tegn.

Det var nu imidlertid blot for at skræmme ham og de øvrige byggerødder, da jeg normalt serverer de vine, som jeg ved falder nogenlunde i gæsternes smag, selvom de gerne undervejs må opdrages, udfordres, oplæres med små venskabelig, skarpe, vinøse irettesættelser. Jeg elsker nemlig selv vine med kant.

I stedet havde jeg indbygget en ekstra smagning i smagningen … så vi i hvert fald kvantitetsmæssigt kunne sætte rekord. Den lille mini-test af de grønne Vinho Verde vine – som jeg lige har skrevet om – var nemlig indlagt som en blid start.

Desværre havde en af vinene prop, så det samlede felt på 19 vine var dermed reduceret til 18 vine, men med den faderlige advarsel, at de første Vinho Verde vine blot skulle bedømmes … ikke nydes eller indtages i større mængder, men nogle gange snakker man jo bare for døve øre,

Det glade byggesjak var nemlig mit uslebne, halvskarpe og småtørstige testpanel … som helt simpelt og blindt blot skulle komme med deres ratings af vinene, men også gætte et samlet oprindelsesland samt primære drue.

For rigtige svar var der 2 x 3 point at hente … point som kunne medtages til aftenens normale smageprogram. Lad os bare blidt udtrykke det således; … de kom lidt skidt fra land, men var dog generelt meget begejstrede for de grønne vine fra Portugal.

Jeg havde selvfølgelig med sædvanlig flid rumsteret i køkkenet det meste af dagen for kreere en madpakke, der var et gourmetfedt byggesjak værdigt. Det er selvfølgelig lidt af en opgave, men var havnet på denne menu:

  • Bruschetta med kyllingeleverpaté & cornichoner
  • Laks med safran-aioli, syltet agurk & glaskål
  • Vitello tonnato
  • Lynstegt tun med estragon-mayo, avokado & grønne æbler
  • Øllebrød med kakifrugt & knas
Bruschetta med kyllingeleverpaté & cornichoner

Til at følge den lille mini-test af Vinho Verde vinene undervejs, så  havde jeg til drengene lavet lidt bruschetta med fattigmands foie gras aka kyllingeleverpaté. Det er en lille hyggelig og fed ret, som jeg er begyndt at lave en del gange, meget let at lave og smager ganske fortrinligt, selvom det ligner en kedelig leverpostejmad.

Kombinationen af kyllingelever, en skvis cognac, frisk timian, hvidløg og løg fungerer sgu ret godt … hvis jeg selv skal sige det. Med som sagt lidt fed, hvor en syrlig cornichon er perfekt ovenpå.

Laks med safran-aioli, syltet agurk & glaskål

Den røgede laks fra Rosengårdens Gårdbutik er fantastisk … smelter nærmest på tungen, så den skulle drengene selvfølgelig smage som en forret.

Jeg servede den i pænt store stykker sammen med nogle syltede agurketern, en stor syltet skive glaskål, radiser, dutter af safran-aioli og krydret skyr, citron tangperler samt lidt hvidløgsskud på toppen.

Det fungerede vist ganske okay.

Vitello tonnato

Ups … den fik jeg ikke lige taget en billede af, men den italienske klassiske klassiker er jo heller ikke direkte en smuk ret, selvom den smager ret fantastisk. For de ikke italienske madører, så er den kogt kalveinderlår med en tunsauce.

Lynstegt tun med estragon-mayo, avokado & grønne æbler

En lynstegt tun, rød og rå i midten, ovenpå en bund af avokado og derudover lidt syltede æbler, syltede glaskål i tern, syltede løgskaller, en hjemmelavet estragon-mayo. Derudover lidt ærteskud ovenpå og dryppet med lidt god soya.

Desværre var nogle af avokadoerne for modne, så det mere blev mos end en smuk, grøn vifte af avokadoen under tunbøffen, og dermed lidt for blødt … men sådan kan det gå.

Øllebrød med kakifrugt & knas

Til dessert havde jeg lavet kold øllebrød … lidt sødere end normalt og med en hjemmelavet crunch af honningstegt havregryn med masser af nødder og dertil lidt sødet, fed græsk yoghurt og så kakifrugt i tern.

På den vinøse front var det et blandet felt. Vin startede – som nævnt – med en lille mini-test af 6 x Vinho Verde, men derudover skulle de lige skræmmes med en start af total naturewine, nemlig min egen hjemmelavede rosé.

Så kunne det derefter kun gå fremad. Det betød, at feltet af vine denne aften kom til at se sådan her ud:

Jeg skal selvfølgelig linke til mine beskrivelser i løbet af de kommende dage. Min bedste optur var helt klart Walporzheimer Kräuterberg Spätburgunder fra Kriechel … det er simpelthen bare gudedrik og alle omkring bordet måtte bøje sig for den magtdemonstration.

Vinene blev selvfølgelig alle smagt blindt, idet vi gætter både primær drue i vinen samt oprindelsesland, altså samme procedure som ved alle de foregående byggemøder.

Keeper kom lidt senere og måtte desværre også gå førend vi var igennem alle vinene, men alligevel endte han som aftenens vinder med 8 point skarp forfulgt af Flemming og Jesper med 7 point, Brix med 6 point og Coco med 5 point.

En rolig og sjov aften i byggesjakket.

2017 Vignoble Vellas, La Force de l’Age, Roussillon, Frankrig

2017 Vignoble Vellas, La Force de l'Age, Roussillon, FrankrigLa Force de l’Age betyder alderens styrke … og med højoktan 17% er der bestemt styrke i druesaften. Vinen er lavet af Nicolas Vellas, men på kooperativet Les Vignerons de Maury under netop appellationen Maury i Roussillon.

Nicolas Vellas driver familiefirmaet Vignoble Vellas, som både er producent, negociant og handelsfirma. De laver således deres egne vine og vine på druer købt hos vinavlere rundt om i regionen. Mange af vinene laves også lokalt, som fx denne La Force de l’Age, der er lavet i samarbejde med folkene på kooperativet i Maury.

Nicolas Vellas overtog for 20 år siden driften af Vignoble Vellas fra sin fader, der også grundlagde firmaet, selvom familien faktisk har været vinbønder i fire generationer.

De har egentlig ikke selv ret mange marker, alene 120 hektar omkring Montpellier fordelt på 5 ejendomme, Domaine Mas du Pont, Le Domaine Valinière, Mas de Gachon, Domaine Léo Vareille og Domaine Garoloup.

I stedet har de langtidsaftaler med en lang række vinavlere  i både Languedoc, Sud-Ouest, Rhône og Provence. Samlet har de aftaler med over 60 vinavlere og laver over 300 forskellige vine.

Denne La Force de l’Age er – som sagt – lavet i samarbejde med kooperativet Les Vignerons de Maury, som er grundlagt tilbage i 1910 og ligger midt i Maury.

Vinen er på Grenache og Syrah, men fordelingen kender jeg ikke. Druerne kommer fra den forholdsvis nye appellation Maury Sec i Roussillon og nogle mindre marker med lidt over 100 år gamle vinstokkeplantet i skifferholdig jord.

Druerne har fået lov til at hænge til helt frem til midten af oktober, så de naturligt er tørret ind på vinstokkene. Kun de bedste af de resterende druer udvælges og håndplukkes. Vinen har lagret 11 måneder i nye franske egetræsfade.

Men hvordan smager sådan en 17% fætter så? Ja, duftmæssigt er det en kraftig vin med masser af krydderier, peber og så sindssygt megen eg … virkelig oaky. Frugten er solbær, brombær, blommer, figner og det suppleres lige med en lille fin syrlighed i frugten.

Smagsmæssigt er vinen meget tør … men der er slet ikke så megen bulder, som jeg havde frygtet med de 17%. Dermed bliver det aldrig en marmeladevin, men en dyb, peberet, fed, kraftig og tør vin med kraft og bestemt også et alkoholbid.

Det kan måske stilmæssigt minde om aussi Shiraz, men er en brølstærk og muskuløs herrevin, men den har også kakao, chokolade, sød tobak, der leveres blødt og cremet.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 179 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2017 Viña Valdivieso, Sauvignon Blanc Single Vineyard, Leyda Valley, Chile

2017 Viña Valdivieso, Sauvignon Blanc Single Vineyard, Leyda Valley, ChileVi fortsætter i det hvide hvidvinsspor, men springer lige et par kontinenter, nemlig til Chile, hvor vi midt i storbyen Santiago finder hovedsædet for vinhuset Viña Valdivieso, der står bag denne Sauvignon Blanc Single Vineyard.

Viña Valdivieso er grundlagt i 1879 af Alberto Valdivieso, som grundlagde en vingård ved byen Lontué i Curicó Valley – omkring 200 kilometer syd for Santiago – med produktion af mousserende vin. Alberto var dermed en af de første producenter af boblevand i Chile, men langt senere i løbet af 1980’erne begyndte huset også at producere almindelig vine.

I dag har Viña Valdivieso selv mere end 245 hektar vinmarker, men opkøber derudover druer fra over 550 hektar andre vinmarker rundt om i Chile, bl.a. også områder som Leyda Valley.

De producerer i dag omkring 6,5 millioner liter vin, hvoraf en lille del er mousserende vine efter champagnemetoden, men de fleste produceret i tanke … og så derudover omkring 350.000 kasser almindelig vin.

Sauvignon Blanc Single Vineyard er produceret af 100% Sauvignon Blanc med de bedste druer fra en enkelt vinmark og de blev håndhøstet i 2. uge i marts. I Leyda Valley er vi ikke så langt fra kysten til Stillehavet, hvilket betyder et køligere klima og en langsommere modning af druerne.

Vinen er lavet presning af de hele klaser og fermentering på store 500 liters egefade med naturlig gæring på druernes egne gærceller og uden malolaktisk gæring for at bevare mest mulig syre. Vinen har efter endt fermentering lagret 6 måneder i 500 liter franske fade.

Duftmæssigt fanger jeres flittige vinblogger først lidt sødme, appelsin, virker ikke særlig syrlig og stringent, men en federe udgave af Sauvignon Blanc og aftrykket fra fadlagringen er også tydelig med vanilje og stor rundhed. Der er måske mere Chile aftryk i vinen end Sauvignon Blanc kendetegn?

I munden er det også en blød, rund, fed og cremet vin … en lille smule grape, men du skærer dig ikke på nogle kanter, for den kører bare pleasende og frejdigt derudaf. Det er en blød, ukompliceret gå-i-byen vin, som alle vil kunne lide.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 119 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2016 Longview Vineyards, Macclesfield Chardonnay, Adelaide Hills, Australien

2016 Longview Vineyards, Macclesfield Chardonnay, Adelaide Hills, AustralienLige et par kilometer syd for den lille by Macclesfield i Adelaide Hills i South Australia området finder vi vinhuset Longview Vineyards og derfra smager vi denne Macclesfield Chardonnay.

Vinhuset Longview Vineyards er oprindeligt grundlagt i 1995, hvor de første marker blev tilplantet af Duncan MacGillivray, en australsk forretningsmand, som blev rig på opfindelse og salg af den alkoholfyldte limonadedrik Two Dogs.

Det tog dog MacGillivray nogle år at få styr på produktionen af vin – som måske er mere kompliceret end alkoholisk og sukkerholdig limonadevand – og de første vine fra Longview Vineyards blev derfor først sendt på markedet i 2001.

I 2007 blev vingården så købt af de nuværende ejere, de to brødre Peter og Mark Saturno, hvis familie oprindeligt stammer fra Italien, men har boet i Adelaide Hills gennem generationer. Familien er dog ikke selv vinbønder, selvom brødrenes bedstefar i hans yngre år plukkede druer hos Langhorne Creek og selv lavede lidt vine på Grenache.

Forældrene derimod drev et større hotel samt en større kvægbesætning på deres gård i Macclesfield … nabo til Longview Vineyards, så både Peter og Mark kendte til vingården i forvejen. De havde også tidligere arbejdet i vinforretninger og vinbarer, så de havde den vej igennem opnået stor viden om vin og samtidig kontakt til flere vinproducenter i området.

De boede begge i New York, da de i 2007 fik muligheden for at købe vingården Longview Vineyards tæt på deres forældres ejendom. Mark arbejdede som skuespiller og Peter i en vinforretning.

De besluttede sig for, at købe vingården, flytte tilbage til deres hjemegn, og med hjælp fra forældrene samt deres søster, at lave cool climate vine i det kølige – men tørre – Adelaide Hills.

Siden er stedet blevet totalt restaureret og er i dag et attraktive mål for vinturister … kendt for deres fantastiske vine, deres Della Casa italienske, tapasinspirerede specialiteter om søndagen, guidede ture, store gæstfrihed og mulighed for overnatning på deres 4 stjernede indkvartering.

Longview Vineyards har 70 hektar vinmarker og selvom området er cool climate og mest er kendt for druesorter som Chardonnay, Riesling og Pinot Noir, så har brødrene valgt en anden vej, idet deres primære sorter er Shiraz og Nebbiolo, selvom de også har både Chardonnay, Riesling, Pinot Grigio, Pinot Noir, Barbera, Sauvignon Blanc og en smule Grüner Veltliner.

Longview Vineyards har hurtigt udviklet sig til at være et af de mest prisvindende vinhuse i området, og de har bl.a. fået hjælp fra den velkendte Ben Glaetzer, selvom vinene stilmæssigt ikke minder om Glaetzers egne vine. Brødrene Saturno fortsætter dog konstant deres arbejde på at producere vine af højeste kvalitets fra Adelaide Hills og samtidig med masser af sjæl samt innovation.

Vi har jo tidligere stødt på de kreative Saturno brødre her på Houlbergs Vinblog, nemlig da jeg i sommers testede deres The Piece Shiraz i 3 årgange. Det er sindssyge vine … lavet med graffiti som hovedtema, har etiket malet af graffitikunstner og sælges i store aluminiumsdåser, så de ligner spraymaling. Dem skal du næste læse om … anvend linket ovenover.

Men brødrene laver altså også hvidvin på Longview Vineyards, bl.a. denne Macclesfield Chardonnay, som er lavet med klon L10V1 Chardonnay druer, som efter høst pressen i hele klaser og derefter spontangærer i 20 dage på egefade udelukkende med brug af druernes egne gærceller.

Omkring 70% af fadene er nye og resten alene brugt en gang. Halvdelen undergår malolaktisk gæring inden vinen lagrer 9 måneder på egefadene … herefter 3 måneder sur lie, altså med bærmen. Vinen er alene filtreret let ved aftapning på flaske.

Og nøj for en dejlig frisk, luftig og aromatisk duft … alligevel med en vis tyngde og fedme. Der er duft af både fersken, Kung Fu is, Sprite sodavand, solcreme, medicinskab og vanilje. Det dufter vildt godt, selvom det også er vildt fortegnet, men på en god måde.

Smagen er knap så eksplosiv som duften, men mere renhed med æblesyre, grønne æbler, en smule bitterhed, sødkrydret, blød og en smule tilbagelænet. Der er måske en anelse til den populistiske side, men fuck det smager godt. Det er som en vinøs tegneserie med basserne … sjov, let, underholdende og ikke til at slippe igen.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 179 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Weingut Tesch, Riesling St. Remigiusberg, Nahe, Tyskland

2016 Weingut Tesch, Riesling St. Remigiusberg, Nahe, TysklandLad os slutte den sexede seksløber Riesling Vineyard Box af terriordrevne vine med den orangefarvede … Riesling St. Remigiusberg fra Weingut Tesch.

Laubenheimer St. Remigiusberg er en mark med vulkansk jord og rødt ler, hvorfor den orange farve til vinen måske passer meget godt. Det er den mindste af Martin Teschs 5 marker og giver en lavt udbytte og mere koncentrerede druer, hvilket også kan smages i vinen. Marken er opkaldt efter prins-abbeden St. Remigiusberg, som var forbundet med benediktinermunkene, der ejede marker og efter sin død kanoniseret … altså ophøjet til helgen.

Modenhed i druerne kan faktisk både duftes og smages i vinen, som byder på petroleum, men også både appelsin, abrikos, grønne æbler, fersken samt nogle varmere og sødere elementer. Det dufter virkelig godt, igen meget frugtrig, fed og blomsterrig.

Det er igen fint balanceret … ikke helt knastør Riesling, for der er noget modenhed og varme i vinen, selvom syren bestemt fortsat spiller godt med. Der er nogle grønne noter, en lidt afdæmpet bitterhed og samlet lidt sød og fed.

I starten mente jeg, at dette var den bedste af de 5 enkeltmarksvine, men jeg synes måske, at sødmen og fedme i anden ombæring bliver for meget og hælder nok mere til Löhrer Berg og Karthäuser som mine favoritter … om end forskellene i vinene ikke er vildt stor. De fleste omkring bordet valgte dog denne som bedste af de 5.

En del af Riesling Vineyard Box, som forhandles af Supervin til 999,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger