Så er der dømt ren saftevand … på den fede måde. Næste vin fra “søndagsturen” er en vin, som jeg ofte har drukket, og er rigtig begejstret for. Det er ren drikkelykke. Vi er i Spanien hos Ribero del Duero vinhuset Bodegas Arzuaga Navarro, som via søstervinhuset Bodegas y Viñedos La Solana laver denne Pago Florentino.
Bodegas Arzuaga Navarro ligger i byen Quintanilla de Onésimo, beliggende omkring 2 timers kørsel nord for Madrid i det centrale, nordlige Spanien, i ét af de førende vinområder, Ribera Del Duero. Det er i dette “gyldne” område vi finder navne som Vega Sicilia, Pingus, Tinto Pesquera og Hacienda Monasterio. Dette er et smørhul med gamle vinmarker og traditionsrige teknikker til fremstilling af vin.
Gården til højre for Vega Sicilia er Bodegas Arzuaga Navarro, som blev grundlagt i starten af 1990’erne af den spanske forretningsmand Florentino Arzuaga. Oprindeligt kom Florentino til området for at dyrke oliven, men det jord han fandt var mere egnet til vin. I dag er det en moderne vingård med kæmpe kapacitet, og der er opført et … næsten Bordeaux-agtigt slot, som udover at være hovedsæde for vinhuset også huser et 5-stjernet hotel & spa, der tilbyder ren luksus i hjertet af de omkringliggende vinmarker.
Arzuaga har 1.400 hektar jord, hvoraf 150 hektar er vinmarker, der ligger omkring hotellet og deres vingård, som i øvrigt er opkaldt “La Planta”. Vingården ligger på toppen af vinmarkerne med en flot udsigt over dalen og Duero floden. Arzuaga har plantet omkring 90% Tempranillo (eller Tinto Fino, som det kaldes lokalt) og derudover Cabernet Sauvignon og Merlot i gode mængder samt et par andre sorter.
Vinmager på Arzuaga er Jorge Monzon, som bl.a. tidligere har arbejdet på Vega Sicilia og Domaine de la Romanee Conti i Bourgogne. Jorge er et godt eksempel på den nye generation af vinmagere, der er åbne for eksperimenter, men respekterer historie og tradition. Han er især begejstret over de forskellige jordtypers påvirkning af vinene og de forskellige aspekter fra hver af vinmarkerne. Jorge har yderligere styrket og forbedret kvaliteten med fremstilling af bløde, fine og afbalancerede vine. Han har også afprøvet forskellige tøndestørrelser, og eksperimenter også i øjeblikket med Petit Verdot og Syrah vinstokke.
En del af jorden på Arzuaga brugees til opdræt af hjorte og vildsvin, og Florentino Arzuaga er også en stor elsker af dyr, så det er ikke overraskende, at logoet for Bodegas Arzuaga Navarro – som også fremgår af vinetiketterne – består af en hjort, iøvrigt tegnet af maleren Burgos, som er en ven af familien.
Nå, men denne vin kommer fra Arzuagas søster vingård, Bodegas y Viñedos La Solana, eller i daglig tale blot kaldt Pago Florentino, da der alene laves denne vin. 100% Tempranillo selvfølgelig. Har sin ege appellation aka DO, nemlig DO Pago. Nå, men nok snak … lad os smage vinen.
Duftmæssigt meget speciel med masser af karakter, der er sødme … en hel del, meget potent, marmelade, lakrids, vanilje, svedsker, likør. Smagsmæssigt også til den tunge side med svedsker, mørke bær, kødfuld, bløde og søde tanniner, og en vin som rigtigt mange mennesker vil elske. Jeg er én af dem, og jeg synes det smager herregodt. Bevares, det er ikke en gratiøs og elegant vin, og det er nok heller ikke én, som man skal drikke litervis af … men en flaske på en kold vinterdag … eller en kold sommeraften … mums. En meget kraftig anbefaling.
Købt hos Jysk Vin til 139 kr., og det er et godt køb.