Tag-arkiv: Spanien

2012 Alvaro Palacios, Finca Dofi, Priorat, Spanien

2012 Alvaro Palacios, Finca Dofi, Priorat, SpanienInden maden og madvinen skulle vi smage én af de mest historiske vine fra Alvaro Palacios, nemlig vinen fra den mark, som Alvaro startede med at købe i 1990, da han slog sig ned i landsbyen Gratallops i Priorat.

Det var selvfølgelig vinmarken Finca Dofi, som Alvaro tilplantede med det mål at fremstille en krydsning mellem Pétrus og La Grange. Og det blev altså til enkeltmarksvinen Finca Dofi eller Priorat Clos Dofi, som den også kaldes.

Vi smagte den her i en årgang 2012, som har en Universal Wine Score på 94 point. Alvaro har lavet vinen siden opkøbet i 1990 … dvs. fra årgang 1989 og frem. 2011’eren regnes som én af de bedste Finca Dofi nogensinde, mens denne endnu ikke har fået så mange bedømmelser.

Finca Dofi er – specielt i forhold til Alvaros marker i Bierzo – en relativt ung vinmark på 9 hektar, fordelt over flere mindre terrasser. Kombinationen af forholdsvis unge vinstokke og fattig jordbund, som hovedsagligt består af småsten, bringer udbyttet helt ned på 20 hektoliter pr. hektar.

Finca Dofi er lavet på 80% Grenache og 20% Cabernet Sauvignon. I markerne håndplukkes druerne, og når de ankommer til vineriet, sorteres de før afstilkningen. Herefter bliver de nænsomt presset, hvorefter mosten lægges på egetræsfade.

Gæringen finder sted som en spontangæring, mens der dagligt foretages pigeage. Når gæringen er tilendebragt, så lægges vinen på nye franske egetræsfade i 16 måneder. Vinen tappes på flaske uden nogen former for filtrering.

Og det er såmænd også en ganske kompleks vin, som dog fortsat – i min mening – er alt for ung. I næsen er den støvet, tør med jord, krydderier, blæk, mørkerøde bær, papkasser, lakrids, eg, tørrede blomster samt en smule mint eller eucalyptus. Smagen er syrlig, frisk med læder, rød frugt, tanninerne sammenpressede og stringente, mens eftersmagen er meget lang med en pebernote. Den mangler fortsat at åbne sig noget.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen i dag er 595 kr.

Rating 5,5/7 

2012 Alvaro Palacios, Moncerbal, Bierzo, Spanien

2012 Alvaro Palacios, Moncerbal, Bierzo, SpanienUdover Alvaro Palacios’ egen vingård i Gratallops, Tarragona samt den fædrene vingård Bodegas Palacios Remondo i Rioja, så driver Alvaro også en 3. vingård … nemlig Descendientes de J. Palacios i Bierzo. Derfra smagte vi denne Moncerbal, der ligesom den charmerende lillesøster Pétalos del Bierzo er lavet på ren Mencía.

Descendientes de J. Palacios er grundlagt i 1998 af Alvaro sammen med hans nevø Ricardo Perez, da han var færdig som ønolog. Richard havde som Alvaro også studeret vinproduktion i Frankrig, bl.a. på Château Margaux, Pétrus og Trotanoy.

De havde begge en stærk tro på, at der kunne laves god vin i Bierzo, så med det mål startede de med at købe et par hektar marker og lejede et lille kælderrum i Villafranca del Bierzo, hvor vinene kunne produceres.

Bierzo er et lidet prangende vindistrikt, som er omgivet af bjerge og befolkningstætheden er meget lav. Vinmarkerne ligger langs floden Sil i omkring 500-600 meter højde. Vinene er normalt kraftige og rustikke, men gennemsnittet er stadig et godt stykke fra at være virkelig interessante.

Og for at gøre det sjovere, så har Alvaro og Ricardo kastet sig over den lokale drue Mencía, som er en traditionel rødvinsdrue i Bierzo, som først for nylig er blevet anerkendt som en rødvinsdrue med potentiale til at lave verdensklassevine.

Mencía druens oprindelse ligger ikke helt klart, nogle mener den er blevet bragt ind i området af Romerne, i hvert fald omtales vin fra Bierzo allerede for 2000 år siden, mens nyere forskning tyder på at druen er i familie med Cabernet Franc.

Før i tiden var vin lavet på Mencía lette vine med en forholdsvis lys farve og de skulle drikkes unge, mens nutidens Mencía tværtimod giver kraftige vine, med masser af mineralitet og kraft, hvilket gør dem i stand til at lagre længe. Mencía er så at sige blevet genfødt i Bierzo.

Siden startet er Descendientes de J. Palacios udvidet med en egentlig vingård i Villafranca del Bierzo og tilkøb af yderligere marker. I dag har man samlet 27 hektar vinmarker fordelt på næsten 200 stejle parceller med gamle vinstokke af høj kvalitet. Og det hele drives fuldstændig biodynamisk.

Og så laver makkerparret en række helt vildt spændende vine, nemlig Pétalos del Bierzo, Villa de Corullón samt de 4 ekstraordinære topvine, enkeltmarksvinene San Martin, Moncerbal, Las Lamas og La Faraona. Men også ganske dyre vine … specielt La Faraona, som næsten ligger i samme niveau som Alvaros egen L’Ermita.

Druerne til Moncerbal kommer fra fem små parceller på i alt 0,8 hektar på marken af Moncerbal. Vinstokkene er alle omkring 100 år gamle, hvilket – kombineret med det strenge og tørre klima – giver et naturligt lavt udbytte på beskedne 12,5 hektoliter pr. hektar. Hele fremstillingsprocessen – fra den daglige pleje af vinstokkene til den endelige flaskning – er som nævnt biodynamisk.

Mosten gæres ud på åbne nye franske egetræsfade, hvorefter vinen lægges på 100% nye franske egetræsfade i 14 måneder. Vinen tappes efterfølgende på flaske uden nogen form for filtrering.

I næsen en herlig landlig duft  … mejeri, animalsk fedt, bacon, kål eller surkål i kombination med våde fade, blæk, lakrids, mørke bær og en række syrlige noter samt en let parfumeret note med blomster. Det biodynamiske fornægter sig ikke … dufter vildt godt.

Smagen er præget af de mørke bær, umodne blommer … en god ren frugt, meget direkte. Der er fin tørhed, elegance, kølighed, peber samt lette krydderier. Tanninerne er vildt stramme, men de bliver ikke ubehagelige. Der er også en let syrlig undertone i vinen, som giver lidt finesse og elegance.

Forhandles hos Vinspecialisten, pris 1.395 kr. for en 1½ liter flaske.

Rating 6/7    

2011 Alvaro Palacios, Vi de Vila Gratallops, Priorat, Spanien

2011 Alvaro Palacios, Vi de Vila Gratallops, Priorat, SpanienMed næste vin – Vi de Vila Gratallops – fortsatte vi opad stigen med Alvaro Palacios’ Priorat vine, og denne vin kommer netop fra området omkring landsbyen Gratallops, hvor Alvaro har hans vingård i Priorat og hvor hele eventyret begyndte.

Da Alvaro Palacios købte de første vinmarker i 1990 og startede som selvstændig vinbonde, så skete det samtidig med, at vinmageren René Barbier samt et par andre af Alvaros venner også slog sig ned som vinbønder.

De kaldte deres projekt med vinproduktion i det dengang mere ukendte Priorat for Gratallops Projektet, netop opkaldt efter den lille landsby Gratallops.

Samlet har Alvaro opkøbt 7,2 hektar jord omkring byen, nemlig i form af vinmarkerne La Baixada, Coll del Corral, Obagues, La Capella, Manyetes, Mas d’en Pallares, Coll de Falset, Cinta, Socarrats og Ermites.

Vinmarkerne er fordelt over en række stejle terrasser, som har en nord/østlig eksponering. Denne eksponering nedsætter mængden af sollys samtidig med, at vinmarkerne udsættes for en kølig brise ind fra havet. Dette nedsætter såvel den phenoliske modning som sukkermodningen.

Dette ville være et kæmpe problem i et nordligt beliggende vindistrikt, men er en stor fordel, da det giver druerne mulighed for at udvikle mere komplekse phenoler samtidig med, sukkermodningen holdes tilbage. Det betyder vin med højere syre og lavere alkohol og dermed også en bedre balance.

Vinen er lavet på 65% Grenache og 35% Carignan … eller Samsó, som de lokalt kalder Carignan druen. Alle druer håndplukkes selvfølgelig.

Når druerne ankommer til vineriet, så sorteres de inden de afstilklingen. Herefter presses de nænsomt, og mosten lægges på egefade, hvor gæringen finder sted som en spontangæring, mens der dagligt foretages pigeage. Efter gæringen lægges vinen på nye franske egefade i 16 måneder, inden den tappes på flaske uden nogen former for filtrering.

Og dette er en fantastisk kompleks vin, som i næsen byder på utrolig intensitet, mørke bær, næsten marmelade … kirsebær, brombær, nærmest an blanding af røde og mørke bær. Der er lidt mulle kælder, sødbrændte fade, søde og mørke krydderier, lakrids, farvekridt og sluttelig også nogle florale noter … blomster. Hmmmmm.

I munden er det mørk frugt, god dybde og tydelige tanniner. Sikke en balance og elegance. Balance mellem syre, frugt og tørhed … meget frugtrig, mens tanninerne sætter sig på fortænderne. Der er også en smule sødme med i smagsbilledet og det hele slutter i en voldsom lang eftersmag. Dette er sgu ret godt.

Forhandles af Vinspecialisten, pris 350 kr.

Rating 6/7 

2013 Alvaro Palacios, Les Terrasses, Priorat, Spanien

2013 Alvaro Palacios, Les Terrasses, Priorat, SpanienI Alvaro Palacios kavalkaden røg vi med næste vin Les Terrasses til Priorat i Catalonien … det område, som Alvaro slog sig ned i, da han i 1990 stoppede som ønolog for Moueix-familien på Château Petrus, og startede med at producere egne vine.

På det tidspunkt var Priorat hovedsagligt kendt for produktion af bulk vin. Da vinmarkerne kun gav et lille udbytte, var flere og flere af vinbønderne begyndt at nedlægge deres marker.

Men da Alvaro købte sin første vinmark Finca Dofi havde han et mål om at fremstille en stor vin … en blanding mellem kraft og elegance … en krydsning mellem Pétrus og La Grange.

I 1993 købte han efterfølgende prestigemarken L’Ermita, som var beplantet med mellem 60 og 100 år gamle vinstokke, der ikke var podet på amerikanske rødder. Allerede i 1995 begyndte kritikerne at overøse Alvaro Palacio med deres roser.

Vinen L’Ermita fra denne mark er også i dag én af Spaniens dyreste vine. Hos Vinspecialisten koster vinen også imponerende 7.500 kr. i årgang 2011. Det er en vin, som Parker giver flotte point, men sjovt nok aldrig har opnået de magiske 100 point. Mener, at højeste rating var 99 point for årgang 2010.

Denne Les Terrasses er er noget billigere, men også en helt fantastisk vin. Det er en vin, som jeg har smagt en del gange tidligere, bl.a. årgangene 2005 og 2007, men her har vi altså vinen i nyeste årgang 2013.

I denne årgang er det et blend af 60% Carignan, 30% Grenache samt 10% Cabernet Sauvignon og Syrah. Les Terrasses kommer fra forskellige parceller omkring de seks landsbyer Gratallops, Poboleda, Porrera, Les Vilelles, Torroja og Bellmunt el Molar. Fælles for vinmarkerne er, at de ligger på meget stejle skrænter, som alle har en helt perfekt eksponering i forhold til solen.

Udbyttet er lavt, ofte helt nede på 20-26 hektoliter pr. hektar og det er sgu ret lavt. Til sammenligning høster de fleste slotte i f.eks. Bordeaux gerne omkring 45 hektoliter pr. hektar og de bedste Chateauneuf du Pape producenter ligger omkring 30 hektoliter pr. hektar.

Alt håndplukkes naturligvis. Når druerne ankommer til vineriet, sorteres de, før de afstilkes. Efterfølgende presses de nænsomt, og vinen lægges på cementtanke. Førstegæringen finder sted, mens der dagligt foretages remontage. Når gæringen er tilendebragt efter 18-20 dage, så lægges vinen på franske egetræsfade i 12 måneder, både nye fade samt fade, som er anvendt en eller to gange før. Vinen tappes på flaske uden nogen former for filtrering og klaring.

Thomas fra Vinspecialisten fortalte, at vinen er lavet for sidste gang i årgang 2014 og herefter udgår af sortimentet fra Palacios. I stedet kommer der selvfølgelig en anden vin fra de druer, som ellers er anvendt til denne vin. Det må vi lige holde øje med i de kommende år,  selvom det er svært at forestille sig, at der skulle komme bedre vin af det.

I næsen er der kirsebær samt lidt mørkere bær, mørk kælder, lidt jord, mineralitet, kridt samt en smule blæk. I munden er vinen langt mere kompleks end de forrige, mere blød og rund med bløde tanniner, tørhed, syre og balance. Smagen er fin, elegant, frugtrig og særdeles blød. Lidt varme i eftersmagen og meget letdrikkelig.

Forhandles hos Vinspecialisten, hvor prisen er 250 kr., hvis ikke vinen allerede er udsolgt.

Rating 5,5/7  

2005 Bodegas Palacios Remondo, La Montesa Reserva Selección Especial, Rioja, Spanien

2005 Bodegas Palacios Remondo, La Montesa Reserva Selección Especial, Rioja, SpanienOg hvorfor ikke fortsætte med storesøsteren … endda en væsentligt ældre storesøster, La Montesa Reserva Selección Especial i årgang 2005? Selvfølgelig stadigvæk et blend på Grenache, Tempranillo og Mazuelo fra vinmarken La Montesa del Monte Yerga i Rioja.

I denne skulle fordelingen være 40% Grenache, 45% Tempranillo og 15% Mazuelo … dvs. væsentligt mere Tempranillo end hos lillesøsteren. Men det er nu ikke så langt fra den almindelige La Montesa fra 2005, hvor fordelingen er 55% Garnacha, 40% Tempranillo og 5% Mazuelo.

Da det er en Reserva, så har vinen også lagret længere, minimum 3 år og ikke under 6 måneder på egetræsfade. Denne her har ifølge Vinspecialisten lagret på nye fade i 12 måneder, men der andre steder på nettet står, at den har lagret 16 måneder på eg, 80% franske fade og 20% amerikanske fade og alle næsten nye fade.

I næsen er bærerne mere mørke med elementer af blommer, vanilje, kaffe, muskatnød, cola, jord, kaffe, våde fade, cigaræsker, eg, jord og lidt brændte og mørke krydderier.

Og i munden er vinen også langt mere fyldig, fed, rund og mørk. Det er let peber, engelsk lakrids, brombær, eg, bitter chokolade … og selvom vinen har 10 år på bagen, så er der stadig frisk frugt og tanninerne markerer sig også sammen med fin tørhed og en smule bitterhed i eftersmagen.

Forhandles i Vinspecialisten, hvor prisen er 230 kr.

Rating 5/7 

2012 Bodegas Palacios Remondo, La Montesa, Rioja, Spanien

2012 Bodegas Palacios Remondo, La Montesa, Rioja, SpanienLa semana pasada … sidste uge … bød også på en spansk smagning, og helt præcis vine fra den spanske superstjerne, vinmageren Alvaro Palacios. Én af vinene var denne La Montesa fra Palacios’ vingård i Rioja … Bodegas Palacios Remondo.

Jeg har smagt en del af Alvaro Palacios’ vine og altid været begejstret. Derfor var det selvfølgelig også en sand fornøjelse at komme til en ren Palacios smagning. Denne La Montesa har jeg også smagt tidligere, blot i en årgang 2009.

Vinen kommer fra den gård, som oprindeligt var ejet af Palacios’ far, men som Palacois overtog i år 2000. Den ligger midt i den lille by Alfaro i Rioja Baja … omkring 60 kilometer syd for Pamplona og lige opad floden Rio Ebro.

Indtil Alvaro overtog driften på Bodegas Palacios Remondo havde man også opkøbt druer fra andre producenter. Det opgav Alvaro med det samme. Han mente ikke, at man havde brug for andres druer, når man selv havde over 100 hektar vinmarker.

Han implementerede også økologi i vinmarkerne, og udbyttet blev sænket betydeligt. Sammen med opgivelsen af negociantforretningen betød det en nedgang i produktionen på hele 60%. Alvaro begyndte også at arbejde med vinmarkernes terroir og opdelte derfor vinproduktionen i flere forskellige cuvéer.

Denne La Montesa Rioja kommer fra marken La Montesa del Monte Yerga, som også er vingården største mark. Den er på 90 hektar og ligger i højde på omkring 550 meter. Det er også den mark, som Alvaros fader oprindeligt startede med.

I denne årgang 2012 er vinen lavet på 75% Grenache, 20% Tempranillo og 5% Mazuelo … blendet varierer en smule fra år til år, og flere vinsider er endda uenige om, hvordan blendet er i 2012’eren. Så det er omkring 70-80€ Grenache, 15-25% Tempranillo og 5% Mazuelo. Vinen lagrer på delvise nye franske fade et sted mellem 10-15 måneder … også afhængig af årgang, og på vingården betegner de selv vinen som en Crianza.

Duftmæssigt mørke kirsebær, røde kirsebær, brombær, læder, vanilje, grønne grene, jord og smule brændte og mørke krydderier … meget i tråd med 2009’eren. I munden er der stram intensitet, stor tørhed, syrlighed med blæk, krydderier og en vis lethed. Det er ganske elegant.

Forhandles i Vinspecialisten, pris 140 kr.

Rating 4,5/7 

2011 Pinna Fidelis, Crianza, Ribera del Duero, Spanien

2011 Pinna Fidelis, Crianza, Ribera del Duero, SpanienUgen bød også på spansk vin, en Crianza fra vinhuset Bodegas Pinna Fidelis, som ligger i byen Peñafiel – nærmest midt mellem byerne Valladolid og Aranda de Duero i det herlige Ribera del Duero.

Pinna Fidelis er et kooperativ, som er grundlagt i 2001 af 72 castilianske vinbønder, som samlet har omkring 225 hektar vinmarker omkring Peñafiel. De ønskede at forene kræfter og lave kvalitetsvine, hvorfor der er investeret pænt i et stort og moderne vineri i byen.

Der er ikke så mange oplysninger om dette kooperativ, så vi springer i stedet videre til selve vinen, som jo selvfølgelig er 100% Tinta del País, altså Tempranillo. Det er jo en Crianza, hvilket jo betyder, at vinen er lagret minimum 2 år, heraf mindst 12 måneder i eg, når den kommer fra Ribera del Duero.

Det har denne Crianza fra Bodegas Pinna Fidelis selvfølgelig også. Vinifikationen er sket med 35 dages maceration og vinen har lagret 14 måneder på franske og amerikanske egetræsfade efterfulgt af 10 måneder på flaske. Vinen er ikke filtreret og er inden flaskningen klareret med æggehvider.

I næsen er der godt med sødme, vanilje, kokos, kanel, våde fade, mælkechokolade, modne kirsebær, solbær, blåbær, en slat vaskepulver … eller i hvert fald noter af blomster. Sjovt med denne note af kokos, som faktisk er ret fremtrædende. Den skal jeg lige tænke over.

Det er en fyldig vin med god tørhed, tydelige tanniner og fin syrlighed, som gør at det hele ikke bliver for solmodent og for sødt.

Købt i vinbutikken Druekompagniet og forhandles også af LMA Vine, pris 144 kr. eller 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4/7 

2012 Clos i Terrasses, Laurel, Priorat, Spanien

Etiketten ser måske ikke ud af meget, men den dækker over ét af de virkelige spændende vinhuse i Spanien, nemlig Clos i Terrasses, som ejes og drives af Daphne Glorian. Vinen her hedder Laurel, og den vender jeg tilbage til senere.

Clos i Terrasses er grundlagt i 1988 af Daphne Glorian. Hun er amerikaner og født i Schweiz, men havde flyttet til Priorat i Spanien, hvor hun – ansporet af vinvennerne René Barbier og Álvaro Palacios – havde tømt sin bankkonto og brugt dem på en vinmark i 17 terrasser ved byen Gratallops uden hverken ønkologiske undersøgelser eller uddannelse indenfor vinproduktion.

René Barbier driver til daglig selv Clos Mogador, og han ville hjælpe Daphne med at lave vin fra hendes nyindkøbte marker. Hun gav vinhuset navnet Clos i Terrasses efter den 1,7 hektar store vinmark, som bestod af de 17 terrasser hugget ud af en stejl skråning og omgivet af skove.

Og hendes vin kaldte hun Clos Eramus, med reference til Erasmus af Rotterdam (Desiderius Erasmus Roterodamus), som i 1511 skrev hånligt og humoristisk om dårskab i bogen Tåbelighedens Lovprisning. Daphne mente selv, at hun med investeringen i vinmarken havde udvist samme dårskab, og at det dermed var et passende navn for vinen.

Rene Barbiers ide med Clos Erasmus var, at den gerne skulle afspejle Daphnes temperament og karisma. Dette kom der en fantastisk vin ud af. Druesammensætningen varierer fra år til år, men ligger sædvanligvis tæt op af dette forhold; 65% Grenache, 20% Cabernet Sauvignon og 15% Syrah. Clos Erasmus lagres på 100% nye franske egetræsfade.

Det var ikke helt dumt, for det viste sig efterfølgende, at Clos Eramus blev én af det moderne Priorats store vine sammen med René Barbiers egen Clos Mogador, Palacios’ Finca Dofi, Jose Luis Perez’ Clos Martinet og Carles Pastranas Clos de l’Obac … i øvrigt alle venner med Daphne. Og vinen er løbende blevet overøset med hæder, bl.a. fik Clos Erasmus 2003 hele 99 Parker point og 2004 de magiske 100 Parker point.

Det er efterfulgt af 97 point til årgang 2006 og 100 point igen til Clos Erasmus 2005. Og det har fået priserne til at gå sky-high, bl.a. handles en Clos Erasmus 2004 i dag til omkring 1.000€. Clos Erasmus har i dag opnået kultstatus som ingen anden i Priorat. Vinene er formidable og den stærkt begrænsede produktion på omkring 3.000 flasker har gjort denne vin til en af verdens mest efterspurgte.

Jeg har tidligere smagt og skrevet om Clos Eramus årgang 1997 her på bloggen.

Men heldigvis laves der også en andenvin på Clos i Terrasses, og det er denne Laurel. Grundet den stigende efterspørgsel har Clos i Terrasses udvidet med flere marker, så huset i dag omfatter markerne Escalas, som var hendes første mark på de nævnte 1,7 hektar, Aubagues og Socarrats på henholdsvis 2,5 og 3,5 hektar samt Guinarderes, som ligeledes er på 3,5 hektar. Alle marker dyrkes biodynamisk.

Laurel er som nævnt husets andenvin, og er her i årgang 2012 lavet på 75% Garnacha, 20% Syrah og 5% Cabernet Sauvignon … både fra yngre stokke og tønder, som er deklassificeret Clos Erasmus. Den produceres med nøjagtig den samme omhu som Clos Erasmus. Det eneste, der adskiller vinene, er den endelige udvælgelse af fade. Hvert år skubber Daphne et par fade til side inden den endelige blanding af Erasmus. Det kommer der således Laurel ud af.

Som med Clos Erasmus kommer druerne ikke fra en bestemt mark, men fra alle husets marker. Vinen har lagret 16-18 måneder i henholdsvis store oprejste egetrækar på 20 hektoliter samt 2-4 år gamle franske barriques, som tidligere er brugt til Clos Erasmus.

I næsen er her godt med mørk frugt, tætpakket solbær, lidt røget og støvet, blæk, peber, blomster, chokolade, mynte samt lidt cigarkasser, og virkelig lækker næse. I munden er det blødt, cremet … fløjl med meget klar frugt, let sødme, stor tørhed. Frugten er fyldig, men frisk … og samtidig en virkelig stor tørhed, hvor tanninerne også sætter sig i mundhulen. Eftersmagen er fyldt med frugt … klasse.

Kan normalt købes via Uvinum eller Sigurd Müller Vinhandel, hvor prisen vel ligger omkring 250 kr.

Rating 5,5/7  

2011 Alvaro Palacios, Petalos del Bierzo, Bierzo, Spanien

Gentagelse, reprise, replika, kopi og deja-vu. Ja, jeg har skrevet om denne vin et par gange før, blot i andre årgange, nemlig 2009 og 2012. På den måde er det en gammel kending, men det gør jo ingenlunde vinen dårligere. Det er nemlig vinen Petalos del Bierzo – her i årgang 2011 – fra den fabelagtig dygtige, spanske vinmager Alvaro Palacios.

Alvaro Palacio er ud af en børneflok på 9 børn, og hans forældre var dengang ejere af den respekterede vingård Palacios Remondo i Rioja.

Alvaro kunne have valgt at blive boende og overtage driften af vingården, men i stedet rejste han til Bordeaux, hvor han blev uddannet som ønolog for efterfølgende at arbejde for Moueix-familien på Château Petrus.

Da Alvaro kom hjem til Spanien igen, tog han til vindistriktet Priorat, som på det tidspunkt hovedsagligt var kendt for produktion af bulk vin. Da vinmarkerne kun gav et lille udbytte, var flere og flere af vinbønderne begyndt at nedlægge deres marker.

I 1990 købte Alvaro sin første vinmark Finca Dofi, med det mål at fremstille en krydsning mellem Pétrus og La Grange. I 1993 købte han efterfølgende prestigemarken l’Ermita, som var beplantet med mellem 60 og 100 år gamle vinstokke, der ikke var podet på amerikanske rødder. Allerede i 1995 begyndte kritikerne at overøse Alvaro Palacio med deres roser, og denne meget positive kritik fortsætter.

I 2000 spurgte Alvaros far, om han ville overtage den daglige ledelse på vingården i Rioja, og fristelsen til at kunne lede vingården uden indblanding var for stor.

Det første skridt var at opgive “negociant”-forretningen, da Alvaro mente, at man med over 100 hektar vinmarker ikke havde brug for andres druer. Han implementerede også økologi i vinmarkerne, og udbyttet blev sænket betydeligt. Efterfølgende begyndte han at arbejde vinmarkens terroir og opdelte derfor vinproduktionen i flere forskellige cuvéer. Og resultatet udeblev ikke: Rioja i verdensklasse!

Men udover Priorat og Rioja, så har Alvaro også investeret i vinmarker i området Bierzo. Det er et lidet prangende vindistrikt, som er omgivet af bjerge og befolkningstætheden er meget lav. Vinmarkerne ligger langs floden Sil i omkring 500-600 meter højde. Vinene er normalt kraftige og rustikke, men gennemsnittet er stadig et godt stykke fra at være virkelig interessante.

Og for at gøre det sjovere, så har Alvaro kastet sig over den lokale drue Mencía, som denne Petalos del Bierzo også er lavet på. Det er en traditionel rødvinsdrue i Bierzo, som først for nylig er blevet anerkendt som en rødvinsdrue med potentiale til at lave verdensklassevine.

Mencía druens oprindelse ligger ikke helt klart, nogle mener den er blevet bragt ind i området af Romerne, i hvert fald omtales vin fra Bierzo allerede for 2000 år siden, mens nyere forskning tyder på at druen er i familie med Cabernet Franc.

Før i tiden var vin lavet på Mencía lette vine med en forholdsvis lys farve og de skulle drikkes unge, mens nutidens Mencía tværtimod giver kraftige vine, med masser af mineralitet og kraft, hvilket gør dem i stand til at lagre længe. Mencía er så at sige blevet “genfødt” i Bierzo.

Druerne til Petalos del Bierzo kommer fra en vinmark med vinstokke, der er mellem 40-90 år gamle. Vinmarken kultiveres stadig delvist med muldyr, og hele fremstillingsprocessen, lige fra den daglige pleje af vinstokkene til den endelige flaskning, er økologisk. Mosten gæres ud på åbne fade, hvorefter vinen lægges på franske egetræsfade i 4 måneder. Klares med æggehvider, før den tappes på flaske.

Duftmæssigt er vinen skøn rustik, landlig med lidt mejeri og gammel kælder, blæk, blommer, eg, enebær … meget kraftig med en lækker intensitet. Smagsmæssigt er vinen meget kraftig og frugtrig, rund og blød med mørke bær, lakrids eller ganske easygoing. Som én sagde til mig, en moderne vin, som vil tiltale alle … både dem, som ikke går op i vin samt dem, som går meget op i vin. Der har han en pointe.

Forhandles af Vinspecialisten, pris 135 kr.

Rating 4,5/7  

2008 Celler Malondro, Besllum, Montsant, Spanien

På den houlbergske vinblog halter jeg fortsat efter med update af smagte vine, men det betyder jo bare, at der er masse af godt i vente for alle de trofaste læsere.

Næste vin i køen er en spanioler, nemlig vinen Besllum fra vinhuset Celler Malondro, som er beliggende i Cornudella del Montsant, som er den højst beliggende landsby i Montsant D.O. appellationen i det nordøstlige Spanien.

Celler Malondro er en familieejet vingård, der i dag ejes Joan Carles Estivill, som er tredje generation på gården. Sammen med den unge vinmager Ramon Valls driver han den lille vingård med fokus på de klassiske druesorter Garnatxa og Samsó … eller Grenache og Carignan, som vi bedre kender druerne.

Vinhuset har selv kun 10 hektar vinmarker, men har derudover langtidskontrakter på yderligere 40 hektar hos andre vinavlere tæt på vinhuset i Cornudella del Montsant. Det er et område, hvor terrænet er meget kuperet, jorden præget af kalksten, ler og skifer og mange vinstokke godt med alder.

Der laves 6 forskellige vine på Celler Malondro – 1 hvid og 5 røde – hvoraf denne Besllum er husets mest roste vin, som netop i denne årgang 2008 har fået 93 Parker-point sammen med ordene “93 points. Release price $32… displays opulence, loads of sweet fruit, and outstanding volume…drink it from 2013 to 2023”.

Vinen er sammensat af 45% Grenache, 45% Carignan og 10% Syrah, og er fadlagret på nye franske egetræsfade i 16 måneder.

I næsen er her eg, mørke bær, kirsebær, brombær, blåbær … en smule støvet, parfumeret, virker tør med et element af gamle vaskeklude, vanilje, egetræ og lidt jern. I munden er vinen rund med tydelige tanniner, og vinen klæber godt på tænder med grønne noter, lidt peber, en lille bitte smule mørk chokolade samt lidt sødme underneden.

Vinen er købt hos Jysk Vin, hvor vinen kostede 79 kr. ved køb af 6 flasker. Det er ellers ikke et vinhus, som Jysk Vin forhandler til dagligt. Den har også i en periode kunne købes via Vivino. Trods de 93 Parker point falder jeg ikke ned af stolen … men jeg er jo heller ikke den store Parker fan.

Rating 4/7