Uva Mira Mountain Vineyards ligger i 620 meters højde på skråningerne af Helderberg Mountain bjergkæden tæt ved Helderberg naturreservatet omkring 15 kilometer syd for Stellenbosch. Fra vinhuset smager vi nu deres The Mira Merlot.
Uva Mira betyder vidunderlige druer, da Uva er det latinske ord for drue og Mira betyder fantastisk eller vidunderlig.
Uva Mira Mountain Vineyards er reelt grundlagt i 2014, da Toby Venter købte vingården for et hullens masse penge. Han er øverste direktør for Porsche South Africa og driver en succesfuld forretning med import og salg af dyre, eksklusive biler som Porsche, Bentley og andre fede øser … og det har han tjent kassen på.
Til Uva Mira Mountain Vineyards er der 127 hektar jord, men alene 33 hektar af disse er vinmarker, som er spredt på vildt mange små parceller. Den mindste parcel er på 0,2 hektar og den største er på 0,9 hektar. De ligger dog helt perfekt ved Helderberg i 260-620 meters højde med alene 9 kilometer til havet ved False Bay mod vest.
På markerne dyrker de 6 forskellige druesorter … selvfølgelig Sauvignon Blanc, Chardonnay, Merlot, Shiraz, Cabernet Franc og Cabernet Sauvignon.
Til at lave vinene har Toby Venter allieret sig med vinmageren Christiaan Coetzee, mens Christo Crous er ansat som ansvarlig for markerne. Christiaan Coetzee er en erfaren vinmager, som tidligere har arbejdet i Champagne i Frankrig, i Tyskland og vinhuse som Graham Beck, Nederburg og KWV i Sydafrika.
Siden etableringen har Uva Mira Mountain Vineyards fået en række flotte priser og udmærkelser, bl.a. prisen The Best South African Winemaker of the Year og The Best Chardonnay in the World i International Wine and Spirit Competition samt The Top Ten Winemakers in the World.
Det har til gengæld også betydet, at priserne på vinhusets vine er strøget i vejret en fart som … en Bentley eller måske nærmere en Porsche og i dag er mange af vinene hundedyre. Vi smager dog her deres The Mira Merlot, som er nogenlunde til at betale med menneskepenge.
Det er ren 100% Merlot, som er er gæret i moderne, rustfrie ståltanke, hvorefter vinen er lagret 18 måneder på egefade, heraf 50% nye fade.
Uha sikke da en intens, dyb og samtidig frisk næse … der er Bordeaux referencer, syrlig og samtidig mørk, frisk frugt, både kirsebær, solbær, boysenbær, solbærblade, skumfiduser, cigaræsker, kakao samt en lille snert af lidt kaktus og eukalyptus.
Smagen er ikke fed … overhovedet. Det er en frisk, svagt syrlig og utroligt frugtrig vin, hvor frugten er lysere end forventet. Vinen har pæn tørhed, masser af syrlige tanniner, men ellers leveres det hele cremet og silkefint med stor friskhed og lang frugtrig eftersmag.
Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 185 kr.