2022 Bodegas Gerardo Méndez, Albariño Do Ferreiro, Rías Baixas, Spanien

2022 Bodegas Gerardo Méndez, Albariño Do Ferreiro, Rías Baixas, SpanienAlbariño er en skøn drue … og her smager jeg en skøn vin på druen, nemlig en 2022 Albariño Do Ferreiro fra Bodegas Gerardo Méndez, der ligger ved den lille by Meaño ved Pontevedra i subzonen Valnés i den vestligste del af Rías Baixas ikke langt fra kysten mod Atlanterhavet.

Bodegas Gerardo Mendez ligger for foden af ​​A Armenteira og et gammelt kloster af samme navn og huser både en herregård, flereboliger og selvfølgelig en gammel vinkælder, som efterfølgende er moderniseret.

Det er en lille producent, der har specialiseret i produktion af Albarino, har en historie, som går helt tilbage til 1850 og drives i dag af Gerardo Méndez Lázaro, som har overtaget driften fra sine forældre og bedsteforældre … som fortsat hjælper til.

Gerardo har 10 hektar vinmarker, hvoraf 3 hektar er med vinstokke på over 50 år og 1 hektar er endda med stokke med en alder på over 200 år.  Markerne drives  efter økologiske principper uden brug af hverken pesticider eller kunstgødning.

Druerne gæres uden gærtilsætning og uden temperaturkontrol. hvorved Gerardo Mendez leverer de reneste og mest mineralske Albarino-vine. Deres vin fra de 200 år gamle vinstokke bliver ofte nævnt som Spaniens bedste hvidvin.

Denne 2022 Albariño Do Ferreiro er fra 10-50 år gamle Albariño vinstokke plantet i en 11 hektar stor vinmark med en  granitholdig jordbund fordelt på ikke mindre end 164 forskellige små plots.

Vinen er lavet ved, at Albariño druerne er afstilket og så har gennemgået en koldmacereration med lidt skindkontakt er og så bagefter gæret med udvalgt 200 år gamle græstammer – Cepas Velhas – i ståltanke, hvor vinen også efterfølgende er lagret.

Duftmæssigt er det en lille blomstret, frisk og aromatisk sag, hvor frugten er gule pærer, melon og lidt udkogt æblegrød. Alt virker så blødt, cremet, venligt og omgængeligt … som i en blomsterbutik med en række søde og smukke ekspeditricer med velmenende smil og en smule røgede noter.

I munden bliver ekspeditricerne mere kontante og viser lidt torne, for vinen har en god syrlighed med masser af gule og sure citroner, lemonbitterhed, en snas grape og umodne æbler. Læg så deroveni en saltet mineralitet, hvorved du får en virkelig meget frisk vin, hvor der både er nerve, syre og et hårdtslående kantslag. 93 point.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 225 kr., mens prisen er 165 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2022 Patrice Moreux, Pouilly-Fumé, Loire, Frankrig

2022 Patrice Moreux, Pouilly-Fumé, Loire, FrankrigSelvfølgelig skulle jeg derefter smage en rigtig Pouilly-Fumé på ren Sauvignon Blanc fra Patrice Moreux og den var som forrige også fra seneste årgang 2022.

Denne vin er lavet med Sauvignon Blanc druer fra flere forskelige parceller omkring Les Loges og Saint-Andelain og fra vinstokke, der er omkring 30 år gamle og står i en undergrund med kalksten. Der pløjes kun mellem stokkene og der anvendes alene organisk gødning.

Druerne presses og der sker spontan gæring med den naturlige gær fra druerne. Vinen er alene lavet på rustfrie ståltanke, hvor den også lagrer en periode sur lie … altså med bærmen. Der laves årligt 50.000 flasker af vinen.

Det er ikke en Sauvignon Blanc der er vildt grøn og særegen … for druens klassiske duftnoter virker mere afdæmpet og kontrolleret, så der meest kommer disse kalkede mineraler, saltvand flintesten, lidt nytårskrudt og en frugt med stikkelsbær, kiwi, hyld, citroner samt tørre papkasser … alt i god harmoni og ret tiltrækkende.

Smagen er tør, syrlig frisk og grøn, men som i duften egentlig også med en lille lyddæmper på pistolen, så det bliver mere afdæmpet og kontrolleret. Vi er dog fortsat i den rene, stringent og ret mineralske univers, hvor syren er sprød og spændstig, har grønne æbler, lemon og citroner … syrlig, slank, stram og frisk. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2022 Patrice Moreux, Pouilly-sur-Loire, Loire, Frankrig 

2022 Patrice Moreux, Pouilly-sur-Loire, Loire, Frankrig Patrice Moreux  holder til i Chemin des Vallées ved byen Pouilly-sur-Loire og laver masser af sprøde, friske hvidvine … mest Pouilly-Fumé og Sancerre, men her smager vi hans 2022 Pouilly-sur-Loire.

Vinhuset er grundlagt i 1702, da André Moreux købte sine første marker i Sancerre i Loire. Og lige siden har vinhuset været drevet familien Moreux.

I 1955 giftede Raymond Moreux sig med Jeannine Corty. Hun stammede også fra en familie af vingården, idet hendes forfader Edme Corty i 1677 havde grundlagt en lille vingård i Pouilly.

Ved ægteskabet fik ægteparret i bryllupsgave en 4,5 hektar stor vinmark Loge Aux Moines, således de unge par nu havde vinmarker på begge sider af Loire floden, nemlig både i appellationen Pouilly-Fumé samt Sancerre ved Chavignol.

Vingården er dog op kaldt efter Raymond og Jeannines søn Patrice, som overtog driften i 1979. Han har – udover at fortsætte driften af gården i Loire – også købt Domaine des Vingtinières i Provence, således de nu laver vine fra 2 områder i Frankrig.

Siden 2009 og 2011 har Patrices to sønner Arnaud og Julien Moreux nu deltaget i driften og er også langsomt begyndt at tage over … dog fortsat med hjælp fra faderen.

Patrice Moreux har samlet 30 hektar vinmarker i Pouilly, 6 hektar i Sancerre samt 35 hektar i Côtes de Provence. Fra dette laves der en lang række Pouilly-Fumé, Sancerre og Provence vine og faktisk er ganske udbredt i Loire.

Denne Pouilly-sur-Loire er ikke – som man måske skulle tro – lavet på Sauvignon Blanc, men i stedet på 100% Chasselas … ja den druesort, som man i Tyskland også kalder Gutedel, som kommer fra nogle af husets kalkstensholdige marker, som drives efter biodynamiske principper.

Vinen er lavet ved, at druerne først er presset nænsomt i en pneumatisk luftpresse efterfulgt af spontangæring med druernes egne gærceller på ståltanke med temperaturstyring. Der har vinen også været lagret sur lie i en periode inden flaskning.

I næsen er det også en lidt blødere vin … frugten er nærmest lidt småtropisk med fersken, melon, mango, melede æbler samt nogle blomster med en lidt varm følelse eller fornemmelse. Derudover er der også lidt kalk eller kridt, som giver en form for blød mineralitet.

Smagen er ren og klar … kalket og jernholdig mineralitet med en frugt af sødbitter lemon, aperol spritz, citroner, hyldeblomst og så alligevel også afrundet, så det aldrig kommer tæt på at være skinger, men giver blot en frisk vin med afrundede hjørner og dette kalkede og lidt jernholdige bid. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2020 Bodega 4 Monos Viticultores, Danza del Viento Moulino Quemado, Madrid, Spanien

2020 Bodega 4 Monos Viticultores, Danza del Viento Moulino Quemado, Madrid, SpanienVi skal igen tilbage til de 4 aber på vinhuset Bodega 4 Monos Viticultores og denne gang er det med deres 2020  Danza del Viento Moulino Quemado.

Her kommer Grenache druerne fra over 75 år gamle vinstokke på vinmarker ved San Martín de Valdeiglesias i 750 meters højde.

Druerne er ikke afstilket, men vinen er lavet på de hele klaser og er spontangæret alene med druernes egne gærceller. Gæring og maceration er sket over 21-40 dage.

Efter endt fermentering er vinen lagret på 12  måneder på franske egetræsfade i forskellige størrelse og er sluttelig aftappet med en let klaring og uden filtrering. Der er også kun lavet sølle 1.248 flasker af vinen.

Vinen har mange lighedspunkter med La Isilla, men der er mere lakrids- og hindbærbolsjesmag over Moulino Quemado, men det er igen en meget frugtrig vin, hvor der er godt med blomstermark samt nogle krydderier … fortsat med den lyse, fine og lette fortolkning af Grenache. Det er hindbær, tranebær, tyttebær, moreller, jordbær og igen noget jod, let vaskepulver og frisk pløjet jord … men med denne feminine og bondske finesse … der er som om, at der kommer lidt små fadnoter med burgundisk elegance.

I munden fortsætter den lette elegance … blot lige med denne lyse, krydrede note, hvor der også kommer lidt stærk peber frem, som så giver bid, syrlighed og spice … men samtidig virker vinen slank, pænt mager og spinkel i sit udtryk med moreller, tranebær, skovjordbær, ribs, rabarber og de får følgeskab af lemon samt citroner, som giver vinen denne lyse og friske smag. Det er syrligt, læskende, saftigt og danser yndefuldt henover tungen, så 95 point.

Købt hos Vinpusheren, hvor prisen er 350 kr., mens den kan fås til 280 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2020 Sélection Laurence Féraud, Lirac, Rhône, Frankrig 

2020 Sélection Laurence Féraud, Lirac, Rhône, Frankrig Lirac er et af de mindst kendte områder i Rhône, men  Laurence Féraud – ejer af det legendariske Châteauneuf-du-Pape vinslot Domaine du Pégau – laver også under sit eget negociantbrand Sélection Laurence Féraud vin fra Lirac … og den smager jeg nu i årgang 2020.

Fra hendes negociant serie har jeg også tidligere smagt en 2016 Gigondas, 2021 Châteauneuf-du-Pape, en 2020 Cairanne samt rosévinen 2020 Coteaux d’Aix en Provence. Men jeg har da også smagt denne Lirac før i årgang 2019..

Denne Lirac er lavet på 50% Grenache og 50% Syrah, som kommer fra terroirs med rullesten af samme type, som man kender fra Liracs berømte genbo Châteauneuf-du-Pape.

Druerne er fra en række af vinavlere, som Laurence har kontakt til via hendes store netværk, som hun har fra Domaine du Pégau, Det har givet hende en adgang til at købe druer af høj kvalitet.

Efter total afstilkning har vinen gæret og macereret i rustfrie ståltanke med temperaturstyring over 30 dage og derefter er vinen så lagret 12 måneder sur lie.

Duftmæssigt er denne 2020 Lirac anderledes end 2019’eren … er absolut meget mere grøn i næsen … grønne grene og stilke, men de suppleres af nogle af de klassiske Rhône krydderier med lavendel, timian, garrigue, peber og suppeurt. Derudover er der masser af blæk og grafit, en smule læder, røget kød, tør engelsk lakrids og alligevel en mørk  frugt af kirsebær, brombær og blommer.

I munden er det en lettere, kølig og meget stram rhônevin, hvor syren virker ren, let og frugtrig … masser af bid med tranebær, ribs, brombær og blåbær. Alt er tørt og selv tanninerne er tørre, skingre og mundmasserende, der er tør engelsk lakrids, violer, peber, jern og godt med grønne urter … og godt med bid. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 249,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 199,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Cantine Giacomo Montresor, Poggio Siresa Valpolicella Ripasso, Veneto, Italien

2019 Cantine Giacomo Montresor, Poggio Siresa Valpolicella Ripasso, Veneto, ItalienCantine Giacomo Montresor aka CGM SPA er et gammelt vinhus grundlagt tilbage i 1892 og ligger i den nordvestlige del af Verona på adressen Via Ca’ di Cozzi og nu smager jeg så deres 2019 Poggio Siresa Valpolicella Ripasso.

Det er en vin. som jeg også smagte for halvandet år siden i årgang 2018 og dengang skrev jeg også om vinhuset, deres historie og den nuværende produktion. Det skal jeg undlade denne gang i så bare skrive om vinen.

Poggio Siresa Valpolicella Ripasso er et klassisk blend af Corvina, Rondinella og Molinara, der er lavet med den berømte ekstragæring på ståltanke med druekvaset fra Amarone-produktionen. Herefter krydres og afrundes rødvinen gennem 6 måneders modning på egetræsfade, inden den er klar til frigivelse.

Det dufter dejligt, comfortagtigt, blødt, sødt og endda animalsk, absolut med god mørk frugt og fyldighed. Frugten er klart blommer, sorte kirsebær og brombær, men fadene bidrager med vaniljesukker, kakao, blød lakrids og tør engelsk lakrids, blæk og bagepulver. Det er ikke en overfed Ripasso … faktisk er duften pænt sammenhængende og ganske frugtrig med disse fadnoter.

Smagen virker også lettere og en smule mere ren og stringent end 2018’eren, men det klæder faktisk bare vinen. Dermed virker syren mere rank og slank med en smule tranebær og citronsyre suppleret med en svag lemon bitterhed. Det giver friskhed og sammen med en frugt af lyse kirsebær og blommer samt en lille tør sødme, så er det faktisk en meget fin Ripasso. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 69,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2021 Rui Roboredo Madeira, Beyra Grande Reserva, Beira Interior, Portugal

2021 Rui Roboredo Madeira, Beyra Grande Reserva, Beira Interior, PortugalJeg fortsatte med endnu en vin fra den portugisiske vinmager Rui Roboredo Madeira og denne gang med en af hans allerbedste vine … en Beyra Grande Reserva i årgang 2021.

Det er en vin, som jeg har smagt i de seneste årgange … bl.a. i årgangene 2017, 2018, 2019 og sidst 2020. Det er en vin, der er lavet på 80% Tempranillo, 10% Touriga Nacional og 10% Mencía.

Druerne kommer fra 40 år gamle vinstokke på husets vinmarker på et lille plateau i 750 meters højde i et helt lille område, som er en del af Douro International Natural Park ved Vermiosa i Beira Interior.

Ved den manuelle høst sker første selektering af druerne allerede ude i marken, men efter ankomst til vineriet, så afstilkes og knuses druerne med det samme inden gæringen og delvis maceration ved 22-26 grader i cementtanke over 7 dage. Efter gæringen er vinen lagret 14 måneder på ekstra finkornede, amerikanske barriques.

I glasset er det en virkelig mørk fætter … kulsort og har en moden mørk aroma med en lille sød dybde med sød tobak, garvet læder, tør engelsk lakrids, sød finsk lakrids samt lakridskonfekt, vanilje og fed gammel balsamicoeddike. Frugten er kandiserede sorte kirsebær, brombær samt solbær … og alt er så flot sammenhængende, dybt samt intens som en maggiterning. Det dufter sgu eminent fremragende på en mørk og fed måde.

Sådan smager fætteren sgu også … dyb, intens med mørk frugt af sorte kirsebær, brombær, solbær, der leveres cremet, fløjlsblødt og flødeagtigt. Der er dog en vis kølig kompleksitet, for dels er den ret mineralsk med sten  jern, og rust, men samtidig er tanninerne tørre, stramme og næsten mundudtørrende … dog mindre end 2020’eren, men samlet giver et noget bid i det cremede, mørke lækkerhed, så dermed absolut 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 379,95 kr., mens prisen er 279,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2022 Rui Roboredo Madeira, Altos da Beira Vinhos de Altitude, Beira Interior, Portugal

2022 Rui Roboredo Madeira, Altos da Beira Vinhos de Altitude, Beira Interior, PortugalRui Roboredo Madeira er efterhånden godt kendt her på vinbloggen og nu smager jeg atter en vin fra den dygtige vinmager … hans 2022 Altos da Beira Vinhos de Altitude.

Vinen er lavet på et blend af 70% Tempranillo og 30% Touriga Nacional, som Rui håndhøster fra granit og skiferskråninger i 700 meters højde i højlandet Beira Interoir lidt syd for Douro-floden.

Dér er der en god kombinationen af varme dage, kølige nætter og næringsfattig klippejord. Vinen er lavet med gæring i ståltanke ved 22-26 grader og 7 dages udblødning af drueskallerne inden en lagring på ståltankene 12 måneder inden aftapning på flaske.

Duftmæssigt er det en ganske frugtrig vin … det er mørk frugt, som alligevel virker luftig og har noter af blæk, læder og en form for lidt støvet mineralitet .. granitskærver og flintesten som suppleres med krydderier og en frugt af brombær, blåbær og sorte kirsebær.

Smagen er overraskende rank og frisk … også tør, rustik, med en noget skarp smag, hvor man finder lakrids, krydderier og en mørl frugt af tranebær, brombær og blåbær med en lille bitterhed. Den har et virkeligt stramt syrebid med nogle citroner, mens tanninerne er totalt vilde, tørre og sætter sig brutalt på fortænder og øverste del af munden … crazy. Den er knap så omgængelig som 2021’eren, men har virkelig et frisk, skarp og syrligt bid. 88 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 99,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 84,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2022 Zeni, Lugana Marogne, Veneto, Italien

2022 Zeni, Lugana Marogne, Veneto, ItalienDenne Lugana Marogne fra Zeni eller helt korrekt Cantina F.lli Zeni har jeg smagt før … og synes endda, at det er en af deres mest lækre vine … men jeg har jo også et svag punkt for Lugana vine.

Da jeg smagte 2021’eren, skrev jeg også om vinhuset, som jeg besøgte på en sommerferie i 2015, så derfor skriver jeg nu ikke om huset, men kigger alene på denne Lugana Marogne.

Det er en vin. som er lavet på  Turbiana aka Trebbiano di Lugana, som kommer fra marker i bunden af Gardasøen, men jeg kan ikke se, om de ligger i Veneto eller/og Lombardiet.

Vinen er lavet ved, at druerne først ligger i kølig maceration med skindet i en kortere periode, hvorefter de er presset, gæret ved kontrolleret temperatur og så lagret i ståltanke sur lie 6-10 måneder.

Venlig duft .., rund og indbydende med melon, fersken, pærer, mandler, honning, let mjød og en gul Københavnerstang med lidt ananas, røg, fennikel, lidt lakridskonfekt, sødme og de klassiske salte mineraler … men samlet blød, vamset og lækker.

I munden fortsat det bløde og søde … klart en anelse sødere end 2021’eren, men den har fortsat bløde pærer, melon, abrikos, fersken, men derudover også noget lemon og grape. Vinen er cremet, blid og ultra behagelig på grænsen til fed læskende … næsten med olieret fedme, lidt hvid peber og saltet eftersmag. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 189,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 129,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2022 Bodegas Caudalia, Umea Garnacha Blanc, Navarra, Spanien

2022 Bodegas Caudalia, Umea Garnacha Blanc, Navarra, SpanienSå skal vi igen tilbage til Bodegas Caudalía i Baja Montaña zonen ved de to kommuner Lerga og San Martín de Unx i Navarra i det nordlige Spanien. Denne gang er det med deres 2022 Umea Garnacha Blanc.

Jeg har før smagt både den røde Umea Garnacha årgang 2022 og rosévinen Umea Rosé i en årgang 2021.

Denne Umea Garnacha Blanc er også – som dem røde og roséen – lavet på Grenache, men ikke rød Grenache eller Grenache Gris, men det hvide sort Grenache Blanc, som kommer fra marker omkring landsbyen San Martín de Unx i Navarra-zonen Baja Montaña.

Vinen er efter presningen lavet på ståltanke … og efter endt fermentering også lagret på ståltanke, dog er 20% lagret på 500 liter egetræsfade for at tilføre kompleksitet.

Hold da op … duftmæssigt er det sgu helt trutti-frutti, virkelig pænt læskende saftdryppende eksotisk frugt med mango, ananas, papaya, abrikos, fersken, saft fra dåsepærer suppleret med en snas vanilje og samtidig luftig, frugtsød og tiltrækkende som en skål med røde og gule vingummibamser.

I munden kommer der dog – heldigvis – noget syre frem mellem det cremede og den tropisk bløde frugt. Dermed er der både mango, lidt ananas, syltet lemon og citroner, hvilket giver vinen et frisk bid, men fortsat med venlighed, behagesyge og alligevel med en form for kalket mineralitet. 90 point og et sødt kram.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 64,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger