Tag-arkiv: cabernet sauvignon

Cabernet Sauvignon er en af ​​verdens mest anerkendte og udbredte røde druesorter, som dyrkes i næsten hvert større vinproducerende land. Den er kendt som druen i nogle af de dyreste, komplekse og majestætiske rødvine, der findes … nemlig rødvine fra Bordeaux.

Vine lavet på Cabernet Sauvignon er den kendt for at kunne gemmes længe og en god Cabernet Sauvignon kan uden problemer gemmes i 20 år – og oftest også længere.

Som helt ung er Cabernet Sauvignon oftest ret kantet og kraftig i smag og aroma med et højt indhold af garvesyre. Den har duftnoter af både solbær, cedertræ samt tobak og Cabernet Sauvignon kan ofte genkendes på disse dufte, uanset om den er dyrket i Frankrig eller i oversøiske lande.

Cabernet Sauvignon er opstået ved en krydsning mellem Cabernet Franc og Sauvignon Blanc. Hver af sorterne gav deres fornavn til den nye druesorts navn. Krydsningen blev skabt i løbet af 1600-tallet i og omkring Bordeaux i det sydvestlige Frankrig.

Det resulterede i en druesort, der var nem at dyrke, fordi den var mindre krævende med hensyn til jordbund og klima. Og Cabernet Sauvignon druerne er faktisk nemme at plukke og vinstokkene meget modstandsdygtige overfor mange af de problemer, som vinstokke oftest døjer med.

2010 Frankland Estate, Olmo’s Reward, Western Australia, Australien

2010 Frankland Estate, Olmo’s Reward, Western Australia, AustralienVi sluttede det australske kænguru ræs af Frankland Estate vinene med at smage Olmo’s Reward igen … blot nogle år ældre, nemlig i årgang 2010.

Som med 2013’eren, så kender jeg ikke blendet præcist, men i denne årgang 2010 skulle der være 70% Cabernet Franc og så igen suppleret med en kombination af Malbec, Cabernet Sauvignon, Merlot og Petit Verdot. Vinen er lavet med gæring i åbne tanke ved temperaturer op til 27 grader. Hver druesort vinificeres separat og derefter sker endelig blend, malolaktisk gæring og lagring 15 måneder på fransk eg.

Det er duftmæssigt en full body … kraftig, sød og sødkrydret vin, godt med røg, blomster samt en dyb, kældermørk frugt, sort som ind i helvede med urter, chokolade, lakrids og vanilje.

Smagsmæssigt har vinen virkelig godt med eg, sødme, fedme og så derudover masser af syre og tanniner. Smagen er tæt og frugten virker frisk og meget saftig. Det smager skam meget godt, men bliver for mig lidt en stor mundfuld.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 349 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 314,10 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2013 Frankland Estate, Olmo’s Reward, Western Australia, Australien

2013 Frankland Estate, Olmo’s Reward, Western Australia, AustralienVinen Olmo’s Reward er en af topvinene hos Frankland Estate og er selvfølgelig opkaldt efter den gamle californiske professor Dr. Harold Olmo, der tilbage i 1956 første gang så potentialet til vinproduktion i Frankland River området.

Olmo’s Reward bliver kaldt en Bordeaux from the Bush, da den laves på et blend af primært Cabernet Franc suppleret med en kombination af Malbec, Cabernet Sauvignon, Merlot og Petit Verdot, men blendet varierer imidlertid en smule fra årgang til årgang.

Blendet i denne 2013 Olmo’s Reward kan jeg ikke finde præcist, men vinen er lavet efter samme læst som de foregående, dvs. med gæring i åbne tanke ved temperaturer op til 27 grader. Hver druesort vinificeres separat og derefter sker endelig blend, malolaktisk gæring og lagring i franske egefade i 15 måneder.

I næsen er det igen mørk og tæt frugt … intens som en maggiterning med både kul, jord, sort halvsød tobak, lakrids, mørk chokolade, vanilje, grønne blade og en del mentol. Synes måske, at den megen mentol fylder en tand for meget i det samlede billede.

Smagen er præget af syrlig, mørk frugt, en smule peber, tør engelsk lakrids, virkelig vedkommende frugt, syren til den aggressive side samt en megalang eftersmag.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 349 kr., men denne 2013 er udsolgt.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2013 Frankland Estate, Isolation Ridge Vineyard Cabernet Sauvignon, Western Australia, Australien

2013 Frankland Estate, Isolation Ridge Vineyard Cabernet Sauvignon, Western Australia, AustralienMer’ druesaft fra marken Isolation Ridge Vineyard, nemlig Frankland Estates 2013 Isolation Ridge Vineyard Cabernet Sauvignon.

Det er imidlertid ikke 100% ren Cabernet Sauvignon … alene 90%, mens der også er 7% Malbec samt 3% Cabernet Franc i det endelige blend. Men alle druerne kommer fra Isolation Ridge Vineyard og plantet tilbage i 1988.

Isolation Ridge Vineyard Cabernet Sauvignon er gæret ved lav temperatur i åbne kar, der har gjort det muligt at arbejde med skindet under gæringen og udvinde farve og aroma af dette. Efter endt gæring har vinen lagret 18 måneder på 500 liters franske egetræsfade.

Duften er herlig landlig … det er mørk og gæret frugt, solbær, stor tørhed og nærmest lidt støvet i udtrykket med tobak, mentol, æter, cigaræsker, blyanter og lidt peber. Duften har nogle europæiske træk, selvom de fleste af aromaerne peger på Australien.

I munden er vinen en anelse stærk, frugten syrligere end forventet, men det er egentlig fint. Der er kirsebær, og det er en meget frugtrig vin , som også har en god lang eftersmag.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 179,10 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

1997 Lucien Deschaux, Lalande De Pomerol, Bordeaux, Frankrig

1997 Lucien Deschaux, Lalande De Pomerol, Bordeaux, FrankrigBordeaux fra 1997 … 21 år gammel Lalande De Pomerol og ikke fra en stor producent, men fra et negocianthus, der hedder Lucien Deschaux og ligger – eller lå – i Charnay-lès-Mâcon lidt vest for Mâcon i Bourgogne.

Om Lucien Deschaux fortsat eksisterer kan jeg nemlig ikke helt finde ud af, men der er tidligere lavet vine i Lucien Deschaux navnet fra flere forskellige områder af Frankrig, bl.a. Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Chablis, Beaujolais og så Bordeaux, både Haut-Médoc, Lussac Saint-Émilion og så Lalande De Pomerol.

Enkelte steder fremgår det, at det er et brand, som i dag ejer af vinfirmaet Leonard Kreusch, der både har base i New Jersey, USA samt produktion i Trier i Tyskland. De producerer vine fra både Mosel og Rheinhessen, men det ser ud som om, at brandet Lucien Deschaux er fadet helt ud.

Jeg har derfor heller ikke kunnet finde nogle oplysninger om denne vin fra Lalande De Pomerol og etiketten afslører alene, at den er lavet på Merlot, Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc, som kommer fra marker præget af sand, grus og høstet med et udbytte på 53 hektoliter pr. hektar.

Etiketten afslører også, at vinen er bottled by Abfüller, så formentlig er vinen produceret i Tyskland. Det hænger så måske godt sammen med ejerskabet fra Leonard Kreusch GmbH & Co. KG i Trier. Men det er selvfølgelig ingenlunde sikkert.

Duftmæssigt en lidt bedaget om end ganske spændende duft … lidt landlighed, gazebind, skovbund, mos, gær, lys frugt, læder, blomster, krudt, kalk og gips, mentol, urter, violer og fin syrlighed. Allerede i næsen kan du fornemme, at vinen har holdt sig imponerende godt.

I munden er det også fortsat klar, fennikel, ren og syrlig frugt, lyse bær, hindbær, ribs, granatæbler … lidt moden i det, men bestemt både frisk, lys, syrerig og levende.

Ingen oplysninger om importør eller pris.

Vinanmeldelse 5/7

2015 Alvaro Palacios, Finca Dofi, Priorat, Spanien

2015 Alvaro Palacios, Finca Dofi, Priorat, SpanienDenne Finca Dofi fra Alvaro Palacios – en af Spaniens bedste vinmagere – er lidt en ikonisk og historisk vin. Det er nemlig vinen fra den mark, som Alvaro startede med at købe i 1990, da han slog sig ned i landsbyen Gratallops i Priorat.

Det var selvfølgelig vinmarken Finca Dofi, som Alvaro tilplantede med det mål at fremstille en krydsning mellem Pétrus og La Grange. Og det blev altså til enkeltmarksvinen Finca Dofi eller Priorat Clos Dofi, som den også kaldes. Det er en vin, som jeg tidligere har smagt, blot i årgang 2012 … men her altså en nyere 2015’er.

Finca Dofi er – specielt i forhold til Alvaros marker i Bierzo – en relativt ung vinmark på 9 hektar, fordelt over flere mindre terrasser. Kombinationen af forholdsvis unge vinstokke og fattig jordbund, som hovedsageligt består af småsten, bringer udbyttet helt ned på 20 hektoliter pr. hektar.

Finca Dofi er lavet på 80% Grenache og 20% Cabernet Sauvignon. I markerne håndplukkes druerne, og når de ankommer til vineriet, sorteres de før afstilkningen. Herefter bliver de nænsomt presset, hvorefter mosten lægges på egetræsfade.

Gæringen finder sted som en spontangæring, mens der dagligt foretages pigeage. Når gæringen er tilendebragt, så lægges vinen på nye franske egetræsfade i 16 måneder. Vinen tappes på flaske uden nogen former for filtrering.

I næsen er Finca Dofi let støvet med druer, som synes at besidde en smuk syrlig modenhed. Det er mørk og alligevel frisk frugt, næsten gærede noter, godt med krydderier, blæk, papkasser, lakridt, lidt blomster og virker frisk, ung og kæk.

I munden er det rund, blød og cremet, men med en syrlig, frisk frugt samt læder, tætte tanniner, kraft, elegance og peber i eftersmagen. Det er en vin, som gaber over meget, kompleks og kan alligevel levere varen. Det er virkelig god vin.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen i dag er 595 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2006 Renzo Marinai, Guerrante Rosso, Toscana, Italien

2006 Renzo Marinai, Guerrante Rosso, Toscana, ItalienMinsandten om der ikke kom endnu en vin fra Azienda Agricola San Martino a Cecione di Renzo Marinai i glasset, nemlig denne Guerrante Rosso, en IGT vin på fifty/fifty Sangiovese og Cabernet Sauvignon.

Som med foregående vin kommer druerne fra Panzano området og fra 15-årige vinstokke, høstet med 30 hektoliter pr. hektar. Og ellers er den faktisk lavet som foregående vin, dvs. med 20 dage maceration, lagrer 12-14 måneder på barriques og 4 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt slægter Guerrante Rosso skam også sin søstervin på … fede og mørke frugter, gærede blommer, blåbær, men dog langt mere animalsk i næsen. Der er kul, dyb kælderskakt og fed, tyk flommefedme.

I munden er Guerrante Rosso også en fed, kraftig vin … let vulgær og en ordentlig mundfuld. Der er tonsvis af tanniner, som klæber til tænderne og alkoholen mærkes også her,

Jeg har ikke fundet en forhandler herhjemme og prisen kender jeg heller ikke.

Vinanmeldelse 4/7  

2015 Renzo Marinai, Chianti Classico, Toscana, Italien

2015 Renzo Marinai, Chianti Classico, Toscana, ItalienAftenen havde budt på en overraskende let, lys Syrah og nu overraskede den med en mørk, fed Chianti Classico fra vinhuset Renzo Marinai. Sådan vender tingene engang imellem helt på hovedet.

Vingården Azienda Agricola San Martino a Cecione di Renzo Marinai var oprindelig et gammelt bageri og købt af Iori Marinai … en poet, digter og kunstner. Det er dog sønnen Renzo Marinai, som siden 1996 har drevet stedet … et blandet landbrug med produktion af vin, hvede, pasta, olivenolie og derudover er der selvfølgelig også lidt agroturismo … altså udlejning af værelser.

Renzo Marinai har samlet 30 hektar marker, men heraf udgør vinmarkerne dog alene 6 hektar. Og til at hjælpe Renzo med vinproduktionen har han ønologen  Giovanni Cappelli, mens agronomen Fabrizio Balò står for vinmarker. Alle vinmarkerne dyrkes 100% økologisk.

Dennen Chianti Classico er lavet med druer fra området omkring Panzano. Det er 90% Sangiovese samt 10% Cabernet Sauvignon fra 15 år gamle vinstokke og høstet med et udbytte på 40-45 hektoliter pr. hektar, Vinen er lavet med 20 dages maceration og har lagret 10-12 måneder i store egefade og 3 måneder på flaske.

Det kan duftes, at vinen har fået godt med egetræ … der er masser af vanilje og kanel i duften, en vis sødme, lakridspiber, solbærtærter, lidt hæfteplaster. Det er lidt en maskulin og fed Chianti.

Det gælder også smagsmæssigt. Der er sødme, mørke bær, sød lakrids, chokolade og det er lidt af en pleaser. Det er meget tilgængeligt og efter min mening også en kende for sødt iblandet lidt alkohol. Det er fed Chianti Classico.

Jeg har ikke fundet en forhandler herhjemme og prisen kender jeg heller ikke.

Vinanmeldelse 4/7  

2007 Zenato, Alberto IGT, Veneto, Italien

2007 Zenato, Alberto IGT, Veneto, ItalienDen 25. februar 2012 – lige omkring det tidspunkt, jeg startede vinbloggen – havde Steffen denne IGT vin Alberto fra Zenato Azienda Vitivinicola med til vores vinaften. Og denne aften – 6 år senere – blev det en reprise.

Zenato ligger lige ved bunden af Gardasøen i byen San Benedetto, lidt udenfor den smukke by Peschiera. Det er grundlagt i 1960 af én af Italiens mest innovative vinproducenter Sergio Zenato. Han etablerede vingården fast besluttet på at gøre en forskel i en broget og omskiftelig vinverden. Ikke bare en kommerciel forskel, men også en forskel på innovation og kvalitet.

Næsten 50 år efter har hans livsværk nået en størrelse som er ganske betydeligt, målt på alle parametre som nyskabelse, kvalitet, produktion, omsætning og ikke mindst anerkendelse.

Zenato laver principielt vin i to hovedområder. Det ene område er det i Danmark så godt som ukendte Lugana. Kort sagt er det geografisk det plateau, der danner sig, der hvor Gardasøen sydligste punkt er. Lugana er samtidig hjertet i Zenato. Det er der hvor familiens første vingård Tenuta S. Cristina in San Benedetto di Lugana ligger og hvor familien også selv bor.

Det andet område er det meget kendte Valpolicella, hvor der produceres Valpolicella og Amarone. Der har Zenata ejendommen Tenuta tenuta Costalunga in Valpolicella med tilhørende 20 hektar vinmarker. Vinhuset slogan er da også; The Soul of Lugana and the Heart of Valpolicella … eller på italiensk; L’anima del Lugana e il cuore della Valpolicella.

Samlet ejer Zenato omkring 75 hektar vinmarker, og huset drives fortsat af Sergio Zenato samt hustruen Carla samt deres børn Alberto and Nadia. Det er Nadia på billedet ovenover.

Børnene har dog efterhånden overtaget det meste af driften og fortsætter driften med samme ildhu som Sergio. Nadia håndterer markedsføring og de salgsfremmende aktiviteter for huset, mens sønnen Alberto er ansvarlig for alle aspekter af produktionen, fra dyrkning af vinstokke til afslutningen af aftapningen.

Denne Alberto IGT er en Rosso del Veneto vin, som er lavet på Cabernet Sauvignon, Merlot og Corvina, men forholdet mellem de tre druesorter kender jeg ikke. Det er såmænd også svært at finde oplysninger om vinen, så produktionen kender jeg ikke.

Det er heller ikke en vin, som Zenato laver længere … sidste producerede årgang var 2009 … og denne flaske var også Steffens sidste eksemplar. Vinen blev lavet i begrænset antal … kun 3.900 flasker af denne 2007’er.

Duftmæssigt har vi en herlig landlig aroma … lidt som en ko, der ikke har vasket sig i 14 dage, lidt papkasser, en gummipakning samt tæt, mørk, kraftig og moden frugt, svedsker, blommer, dadler, kul, malm og en blomstermark. Det er både kompleks, tæt og fyldt med overmoden frugt.

Smagen er både sød og tør … endda måske lidt stærk, for det er en kraftbasse, som ikke er gået kold. Der er tonsvis af tanniner, solmoden frugt, vanilje, blæk og det hele pakket meget blødt ind i cremet elegance, dog bider alkoholen en smule.

Oprindelig købt hos Theis Vine, hvor en flaske dengang kostede 245 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2015 Finca Constancia, Selección, Castilla-La Mancha, Spanien

2015 Finca Constancia, Selección, Castilla-La Mancha, SpanienNæste vin på Houlbergs Blog er spansk … en Vino de la Tierra de Castilla i form af vinen Selección fra vinhuset Finca Constancia.

Finca Constancia ligger lidt udenfor den lille by Otero omkring 30 kilometer nordvest for Toledo og 80 kilometer sydvest for Madrid i det store vinområde Castilla-La Mancha. Der er ganske vist mange appellationer i området, men laves vinen udenfor appellationens regler eller områder, så bliver det altså – som denne vin Selección – en Vino de la Tierra de Castilla. Generelt er området Castilla-La Mancha kendt for billig og kraftig vin.

Der er tale om et forholdsvis nyt vinhus, som er grundlagt i år 2000, hvor González familien aka González Byass Group købte stedet og startede med at plante en lang række internationale vinsorter på markerne. I 2005 startede familien også med at bygge et stort, moderne vineri, som stod færdigt året efter. Vineriet kan I se på billedet ovenover.

González familien har været vinbønder siden 1835, hvor den unge Manuel María González Ángel lagde første sten. I dag ejer González Byass Group en lang række vingårde i det meste af Spanien, bl.a. Tiopepe, Veramonte, Pazos de Lusco, Viñas del Vero, Beronia, Vilarnau, Finca Moncloa og nu altså også Finca Constancia.

Samlet har Finca Constancia hele 230 hektar vinmarker,  som er fordelt på 82 forskellige parceller. De bedste marker er de 3 marker, som omgiver vingården, og de kaldes meget romantisk for Parcela 12, Parcela 23 og Parcela 52.

De primære druesorter er Tempranillo, Cabernet Sauvignon, Petit Verdot og Cabernet Franc. Og denne Selección er da også lavet på 33% Syrah, 33% Cabernet Sauvignon, 16% Cabernet Franc, 10% Tempranillo, 4% Graciano og 4% Petit Verdot.

Druerne er høstet manuelt og kun de bedste klaser anvendes, som efter afstilkning overføres til fermentering i rustfrie ståltanke, først med alkoholisk og derefter malolaktisk gæring i nye franske og amerikanske egefade i 13 måneder.

Duftmæssigt er det lidt en spansk, kras fætter med vilde urter, rosmarin, sprittet alkohol, modne druer, grønne vinblade, lidt eukalyptus, hæfteplaster, peber og lakrids.

Smagen er modne bær … godt med kirsebær, stærk i frugten med peber, power og samtidig også sødme, jern, malm og sten. Vinen vrider sig i munden, måske er det blandingen mellem sødme, grønne elementer samt alt det modne og fyldige.

Forhandles af Winefamly, hvor en flaske koster 68,97 kr.

Vinanmeldelse 3/7

2015 OPG Mihelić, Ghira Crna, Istrien, Kroatien

2015 OPG Mihelić, Ghira Crna, Istrien, KroatienNæste vin er fra Kroatien og skulle – efter hvad jeg kan finde ud af – komme fra et vinhus, som kaldes både Ghira samt OPG Mihelić og derfra har vi fået vinen Ghira Crna i glasset.

Det er sgu ret svært at finde informationer om vinhuset og vinen, men tilsyneladende ligger OPG Mihelić i Bužinija området nær Novigrad på Istrien. Det drives af Damir Mihelić og hans familie sammen med et større ferieresort. Vinhuset har eksisteret i mange år, men er genopbygget i 2010 og fået navnet Ghira efter den gamle grundlægger Ferdinand, som blev kaldt Ghira.

Jeg har ikke de store oplysninger om vinhuset, som tilsyneladende laver 3 forskellige vine, denne Ghira Crna på Teran, Merlot og Cabernet Sauvignon samt to hvidvine.

Crna betyder rødvin og det er jo meget passende, når vinen er lavet på Teran, Merlot og Cabernet Sauvignon, Bjarne – der havde medbragt vinen – fortalte, at der var 50% Teran i blendet.

Teran er en lokal drue, som primært findes i Slovenien, Kroatien og en smule i Italien. Den findes også under navnet Terrano. Men da jeg ikke har yderligere oplysninger, som springer vi direkte i mine smagsnoter. Det skulle være en Vrhunsko Vina, hvilket dog bare betyder premium vin.

Duftmæssigt lidt sød mejeri, yoghurt, A38 og skyr … masser af bærsødme, solbær, eukalyptus, blæk, røg, nelliker, allehånde, kanel, blomsterpotpourri og lidt gammelt badeværelse.

Det smager også lidt sødt og har bløde blyanter, fløde, flødekarameller, varme, godt med sol, tørre tanniner og en lidt sjovt krydret smag, så er lidt anderledes og svær lige at passe ind. Er nok en kende for specielt til mig, men spændende at smage.

Købt i Kroatien og prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 3,5/7