2020 Madame Veuve Point, Chablis, Bourgogne, Frankrig

2020 Madame Veuve Point, Chablis, Bourgogne, FrankrigSå kommer der atter vin fra Madame Veuve Point, der ejes af Grands Vins Sélection aka GVS Group og denne gang er det en hvid 2020 Chablis.

Det er en Chablis, der er lavet på Chardonnay druer, der er fra marken Longe i Chablis ikke så langt fra Auxerre og tæt på den lille flod Serein.

Vinen er udelukkende lavet i rustfrie ståltanke … både med gæring og den efterfølgende lagring, da man ønsker en så rank og frisk vin som overhovedet muligt.

Det er duftmæssigt en klassisk Chablis … masser er sten, flint, granit og krudtslam, hvilket så suppleres med grønne æbler, hyben, lemon, grape og grønne blade, græs, hø samt en smule eukalyptus, meget rank og strunk Chardonnay.

I munden kommer der lidt mere rundhed og bløde elementer frem, men det er fortsat med den lidt stenede, flintede og mineralske side og frugt, hvor der først kommer lidt fersken, melon, gule æbler og så lidt småsure citroner samt bitter lemon, men samtidig har vinen en lille sødme, som giver lidt venlighed, dannelse og stor imødekommenhed.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske 199 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 179 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2020 Weingut Leonhard, Niersteiner Ölberg Riesling Spätlese Trocken, Rheinhessen, Tyskland

2020 Weingut Leonhard, Niersteiner Ölberg Riesling Spätlese Trocken, Rheinhessen, TysklandEndnu en vin fra Klaus Peter Leonhard på Weingut Leonhard i Nierstein og det er denne 2020 Niersteiner Ölberg Riesling Spätlese Trocken.

Druerne kommer alle fra vinmarken Ölberg, der jo er en del af Roter Hang med jordbund domineret af jern- og lerrig rød skifer, som giver vinene et let og  specielt mineralsk terroir præg.

Druerne er her alle høstet ved stor Spätlese niveau og vinen er gæret på ståltanke og er efter endt fermentering lagret 4,5 måneder sur lie og derefter så tappet på flaske. Vinen har 6 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt er Niersteiner Ölberg Riesling Spätlese Trocken langt mere ren i duften og knap så fyldig. Der er lidt gule og grønne æbler, mere syre, mere citrus og så lige antræk til en smule petroleum. Læg dertil lidt blomster og dermed får du faktisk en rigtig lækker duft.

I munden er vinen også klart bedre … mere ren med æbler, æblesaft, fersken, lidt eksotiske frugter og derudover nogen bitter lemon samt grape elementer. Syren virker her også mere mineralsk, stringent og i kontrol og dermed bliver dette et virkelig godt glas Riesling.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 129 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Weingut Leonhard, Niersteiner Heiligenbaum Riesling Alte Reben Spätlese Trocken, Rheinhessen, Tyskland

2020 Weingut Leonhard, Niersteiner Heiligenbaum Riesling Alte Reben Spätlese Trocken, Rheinhessen, TysklandI den dejlige by Nierstein i Rheinhessen er der masser af gode, spændende producenter og her støder vi på endnu en af slagsen, nemlig Weingut Leonhard, hvorfra jeg først smager en Niersteiner Heiligenbaum Riesling Alte Reben Spatlese Trocken.

Weingut Leonhard holder til på Wörrstädter Straße i den sydlige del af byen … nærmest på vej op mod Weingut Raddeck. Vinhuset drives af Klaus Peter Leonhard og er grundlagt i 1970, da hans mor arvede en stor Silvaner-parcel på Niersteiner Rosenberg.

Derfra lavede Klaus’ far Peter Leonhard lidt vin og havde da også kendskab til vinbranchen allerede, da han arbejdede som forvalter på vingården Louis Guntrum længere nede ved floden … et job, som han havde i samlet 30 år.

Løbende blev den ene mark dog udvidet til flere vinmarker i takt med et større og større salg. Det endte da også med, at Klaus Peter Leonhard tog en vinuddannelse, hvor han bl.a. arbejdede hos  Kurt Darting i Bad Dürkheim og senere Müller-Catoir i Neustadt og Haardt, men siden 2006 har han drevet familiens vingård.

Det er dog fortsat med støtte fra begge forældre samt søsteren Susanne og familien har i dag 7,5 hektar vinmarker og kunne i 2001 også købe en tidligere vingård i umiddelbar nærhed og der laver de i dag alle vinene og lagrer dem i en gammel stenkælder.

De fleste marker ligger på Roter Hang og omfatter bl.a. parceller på kendte marker som Paterberg, Rosenberg, Ölberg, Pettenthal samt Heiligenbaum. Der dyrker de mest Riesling, men også andre druer som Spätburgunder, St. Laurent, Regent, Silvaner, Müller-Thurgau, Weiß- og Grauburgunder samt en smule Scheurebe og Rieslaner.

Denne Niersteiner Heiligenbaum Riesling Alte Reben Spätlese Trocken er lavet på ren Riesling selvfølgelig … 95% kommer fra helt gamle vinstokke aka Alte Reben med Spätlese modenhed, mens de sidste 5% er Auslese modne druer, som tilsættes for at give vinen endnu mere fylde og let tropiske noter.

Druerne kommer fra alle vinmarken Heiligenbaum, som ligger ved byen Niersteiner i Rheinhessen og den er kun lavet i ståltanke, hvor den også er lagret sur lie i 4 måneder, hvorefter den er hældt om og så lagret yderligere 4 måneder.

I glasset er det umiddelbart en federe Riesling, så Spätlese niveauet kan duftes fra første fløjt. Der er lidt tropisk frugt med både fersken, ananas, mango, dåsepærer og lidt grillede citroner, lidt estragon, men der er ingen petroleum eller antræk til det.

Smagen er lidt som duften … kraftig, lidt smooth, tyk og cremet … igen med den eksotiske frugt og syren også virker kraftig, er pænt stærk på en lidt maskulin måde. Syren har lidt bulder og kommer med nogle grapeagtige og krydrede noter, hvorved vinen bliver kraftig og stærk … men leveres blødt og småfedt.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 99 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2019 Zonte’s Footstep, Baron Von Nemesis Barossa Shiraz, Barossa Valley, Australien

2019 Zonte's Footstep, Baron Von Nemesis Barossa Shiraz, Barossa Valley, AustralienMed en sjov etiket og navnet Baron Von Nemesis Barossa Shiraz stikker denne vin fra vinhuset Zonte’s Footstep sig klart ud.

Zonte’s Footstep blev etableret i 2003 af Brad Rey. Vinhuset holder til i McLaren Vale, men laver også vine fra egne marker i Langhorne Creek, men køber også druer fra McLaren Vale, Barossa og Adelaide Hills.

Brad Rey gav vinhuset navnet Zonte’s Footstep … lidt inspireret af den spisedrue kaldet Zante Currant, der oprindelig tilbage i 1893 fandtes på husets første mark … der dog senere blev tilplantet med både Shiraz og Cabernet Sauvignon til de første vine.

Som en hyldest til druerne, så kaldte de vinhuset Zonte’s Footstep, da man ikke må anvende druer i navngivning af vinhuset, så derfor blev A’et blot udskiftet med et O.

Zonte’s Footstep har selv 90 hektar, men køber altså også druer fra en lang række vinavlere og laver spændende vine med sjove navne og deres største sællert er fx en Chocolate Factory Shiraz, mens andre har navne som Lady of the Lake Viognier, Globe Skimmer Rosé, Madrugador Tempranillo og Nature’s Crux Shiraz.

Brad Rey har tidligere arbejdet for Wirra Wirra og fik stor påvirkning fra det hus’ ejer Greg Trott.

Denne Baron Von Nemesis Barossa Shiraz er lavet på 100% Shiraz og druerne kommer fra vinmarker i Barossa. Primær gæring foregår i en kombination af rustfri stålkar og 5 tons åbne gæringsbeholdere.

Efter endt fermentering samles vinen i tanke og får lov til at afslutte med en naturlig malolaktisk gæring. Derefter lagres den 15 måneder på nye franske egetræsfade før aftapning og frigivelse.

Allerede fra første snif kan det virke, som om Chocolate Factory Shiraz har smittet lidt af på denne vin, for der er i hvert fald en smule mørk chokolade i næsen, en mørk og fyldig frugt, solbær, brombær og blommer, tør engelsk lakrids, godt med støvede sten, mineraler, lidt mentol samt peber.

I munden kommer der en frugt frem, som er big and bold, lidt marmeladefed, men med masser af smag. Det er tykt, stærkt med lidt alkoholvarme, en del peber, igen chokolade, sødme, candyfloss, sød finsk lakrids, tætpakket og vandvittig koncentreret. Det er sgu en stor mundfuld … power aussi Shiraz vin, men smager ret godt, så Houlberg er sådan lige mellem 4,5 og 5 tomler.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 179 kr.

Vinanmeldelse 5/7   

2019 Bodegas Divina Proporción, Platón, Toro, Spanien

2019 Bodegas Divina Proporción, Platón, Toro, SpanienVi napper lige endnu en vin fra Máximo San José de la Rosa på Bodegas Divina Proporción og det blev husets topvin, der blot kaldes Platón.

Her er det 100% Tempranillo fra vinstokke der er over 100 år gamle. Alle druer håndhøstes og kun de bedste og mest optimalt modne druer benyttes til denne vin.

Som med forrige vin er gæring og maceration sker over 10-15 dage, derefter en malolaktisk gæring og endelig lagret 20 måneder i små franske egetræsfade.

Allerede fra start er der duft af fadene … godt med træ, våde fade, mørk lakrids, chokolade, karamel, kakao, kaffegrums, vanilje, gran samt en mørk, dyb og fed frugt, næsten tørret frugt med blommer, brombær og virkelig fortættet i koncentreret form.

I munden er det også en tæt, kraftig og imposant vin, men frugten er langt mere frisk end forventet … masser af kirsebær, brombær samt blommer, virkelig masser af frugt, lidt tør og har også blæk, grafit, en let peber og frisk, lang eftersmag.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 299 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2020 Bodegas Divina Proporción, Loquillo, Toro, Spanien

2020 Bodegas Divina Proporción, Loquillo, Toro, SpanienSjovt nok er næste vin også spansk og endda også på samme druer Cabernet Sauvignon samt Tempranillo … nemlig en Loquillo 2020 fra vinhuset Bodegas Divina Proporción.

Der er tale om et nyere vinhus grundlagt i 2009 af Máximo San José de la Rosa og er beliggende lidt syd for Toro by.

Máximo driver vingården med sin frue Yovana samt sin broder Juan og de har samlet 30 hektar vinmarker, men har derudover også aftaler om levering af druer fra omkring yderligere 100 hektar marker, der tilhører forskellige, lokale vinavlere.

Alle marker har gamle vinstokke … de yngste er mindst 30 år, men flere er næsten 100 år og det giver basis for 6 forskellige vine, som også kan nydes i stedets restaurant, der har plads til 350 gæster.

Denne Loquillo er lavet på 80% Tempranillo og 20% Cabernet Sauvignon, som først har gæret i ståltanke over 10-15 dage og så har den været i traditionel presse efter endt fermentering og derefter lagret 6 måneder på egefade. Loquillo betyder i øvrigt skør/sjov.

Duftmæssigt er vinen virkelig bondsk, landlig med syrlig sved og mørk frugt med lidt henkogte blommer, ribs og brombær, kakao, mørk og bitter chokolade, sød tobak, let mentol samt søde krydderier.

I munden er det en lækker og balanceret vin … god mørk frugt, hvor der også er blommer suppleret med kirsebær, blåbær, en lysere samt mere frisk syre, nogle tanniner, der mest er saftige, krydrede og med total charme. Det er rigtig lækker Toro vin med pleasende sind.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 99 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2016 Bodega La Viña, El Sierro Reserva, Valencia, Spanien

2016 Bodega La Viña, El Sierro Reserva, Valencia, SpanienBodega La Viña er et stort kooperativ under Anecoop Group og det er fra deres store produktion af vine, at denne 2016 El Sierro Reserva på Cabernet Sauvignon og Tempranillo kommer.

Bodega La Viña aka Anecoop La Viña er et traditionel kooperativ grundlagt i 1945 og beliggende i La Font de la Figuera i Valencia vinregionen. Det er vildt stort … har 1.500 medlemmer og laver vin fra 2.400 hektar vinmarker med en årlig produktion af 11,3 millioner kilo druer.

Det er – som nævnt – en del af Anecoop Group, der både producerer vin, men samtidig også olivenolie og er Spaniens største distributør af grøntsager, frugter og salater og verdens næststørste distributør af citrusfrugter.

Anecoop Group består af 71 tilhørende kooperativer og får deres frugt og druer fra tusindevis af avlere. Det er selv grundlagt i 1977 og repræsenterer tusinder af landmænd i Spanien gennem de mange tilhørende kooperativer. Anecoop La Viña. Anecoop omsatte i 2021 for knap 6 milliarder kroner, så der er tale om et ganske stort foretagende.

Samlet ejer Anecoop Group 3 vinkooperativer og der er – foruden Bodega La Viña aka Anecoop La Viña – også Bodegas Reymos i Valencia samt Bodegas San Martin i Navarra.

Bodegas Reymos har via deres 450 medlemmer over 2.000 hektar vinmarker, mens Bodegas San Martin med 192 medlemmer har små 600 hektar vinmarker, så samlet har Anecoop Group således  hele 5.000 hektar vinmarker.

Denne El Sierro Reserva er lavet på halv Cabernet Sauvignon og halv Tempranillo, som er vinificeret i ståltanke, men efter endt gæring så lagret 12 måneder på franske og amerikanske egefade.

Duftmæssigt er vinen sådan umiddelbart lidt tør, har pænt med solbær … dufter faktisk lidt som noget Bordeaux, for udover frugten med solbær er der også tørt træ, cedertræ og måske endda også en smule muldjord samt klart en del læder.

I munden bliver smagen dog en tak mere skinger … men atter er der solbær, friske kirsebær, masser af frisk og heftig syre. Tanninerne er meget tørre og sætter sig med syrlig fasthed i munden, men syren har kanter og fylder pænt meget i smagsbilledet.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, men i udlandet koster vinen 8,95€ … svarende til 67 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2019 Corte dei Venti, Rosso di Montalcino, Toscana, Italien

2019 Corte dei Venti, Rosso di Montalcino, Toscana, ItalienCorte dei Venti holder til på vingården Piancornello mellem Sant’Angelo samt Castelnuovo dell’Abate i den sydøstlige del af Montalcino. Det er derfra, at jeg nu smager en 2019 Rosso di Montalcino.

Huset stiftede jeg bekendtskab med for omkring et år siden, da jeg smagte en 2016 Brunello di Montalcino … og skrev også lidt om selve vinhuset.

Denne Rosso di Montalcino er lavet på 100% Sangiovese Grosso … altså samme type, som anvendes til husets Brunello’er. Alle druerne er høstet fra marker omkring vingården, hvorefter de knuses, gærer samt macererer i ståltanke. Efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måneder på store egetræsfade inden flaskning og så yderligere 4 måneder på flaske inden frigivelse.

I glasset er vinen forholdsvis lys og lidt transparent … duften er derimod stopproppet med frisk frugt, godt med jordbær, jordbær og lidt mere jordbær, hyben, lidt tranebær, balsamisk eddike, jod og lidt medicinske noter, gærede svampe, grønt græs og stilke … lidt landlig og samtidig med en vis tørhed.

I munden er det vitterlig en frisk vin … det er nærmest friske druer, der lige er presset i din mund, hindbær, umodne jordbær og med en lys, frisk og munter syre, der spiller, danser og ter’ sig tosset henover tungen. Der er syrligt på en friskfrugtagtig facon, saftige tanniner og alt sammen med ungdommelighed, bid og charme.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 149 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Weingut Blankenhorn, Schliengen Syrah, Baden, Tyskland

2018 Weingut Blankenhorn, Schliengen Syrah, Baden, TysklandJeg har tidligere smagt en række formidable vine fra Blankenhorn i Baden … og nu smager jeg så endnu en vin derfra og det er såmænd en tysk Syrah vin.

Vinhuset har jeg som skrevet før smagt vine fra og også skrevet om det, hvilket du kan læse om i mit lille blogindlæg Houlberg tester … 6 vine fra Weingut Blankenhorn i Baden.

Jeg har efterhånden smagt tysk Syrah en del gange og flere tyske vinhuse kan virkelige lave Syrah vin og nu kan vi så føje Weingut Blankenhorn til den liste, for det smager virkelig godt … men det vender jeg tilbage til lige om lidt.

Vinen er en Ortswein og således lavet på Syrah druer fra husets marker omkring Schliengen, mens vinen er lavet med gæring i åbne egekar i op til 4 uger. Derefter er vinen så lagret 12-18 måneder på franske egefade.

Hold nu kaje for en duft …. vild lækker aroma, ganske landlig, animalsk med både dampende mødding, mejeri og mælkede noter, lidt bacon, en portion nødder, røg, våde og sødbrændte fade, kakao, chokolade, sød finsk lakrids, sorte oliven, kaffe samt en frugt med kirsebær, solbær og næsten tørret i udtrykket. Der fornemmes en lille mineralitet … det dufter sindssygt godt.

Det smager også næsten, som det dufter, altså rasende godt med masser af saft og kraft, solbær, sorte kirsebær samt klare fadnoter med røg, kakao, chokolade og så ellers en peber, som er tydelig og går igen gennem hele smagen med en lille afterburner.  Det er bare så smagfuld, intenst, dyb og potent, har en kalkagtig mineralitet og ellers bare dyb velsmag.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 479 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Madame Veuve Point, Bourgogne Pinot Noir, Bourgogne, Frankrig

2019 Madame Veuve Point, Bourgogne Pinot Noir, Bourgogne, FrankrigSå er jeg allerede tilbage hos vinhuset Madame Veuve Point ejet af Grands Vins Sélection aka GVS Group. Denne gang er det med denne 2019 Bourgogne Pinot Noir.

Det en en basisvin, hvor alle druerne kommer fra forskellige marker, men der er ikke rigtigt nogle oplysninger om hverken produktion eller lagring, som dog nok er sket på egefade.

I næsen er vinen en anelse grøn, frugten kantet og direkte med primært kirsebær i førersædet. Det er måske ikke så komplekst eller elegant, men vinen har denne lyse, lette og herlige Pinot Noir duft, som vi er mange, der bare holder af.

Vinen store styrke ligger dog mest smagsmæssigt, for den har en herlig saftig og frugtrig smag. Der er masser tranebær og kirsebær, en let friskhed, lidt bid, let bitre noter samt en lille saftsødme. Det løber lige igennem løgnhalsen og man får tit rigtigt meget for alle pengene i sådan en basis Bourgogne Pinot Noir.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske 179,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 225 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger