Tag-arkiv: cabernet sauvignon

Cabernet Sauvignon er en af ​​verdens mest anerkendte og udbredte røde druesorter, som dyrkes i næsten hvert større vinproducerende land. Den er kendt som druen i nogle af de dyreste, komplekse og majestætiske rødvine, der findes … nemlig rødvine fra Bordeaux.

Vine lavet på Cabernet Sauvignon er den kendt for at kunne gemmes længe og en god Cabernet Sauvignon kan uden problemer gemmes i 20 år – og oftest også længere.

Som helt ung er Cabernet Sauvignon oftest ret kantet og kraftig i smag og aroma med et højt indhold af garvesyre. Den har duftnoter af både solbær, cedertræ samt tobak og Cabernet Sauvignon kan ofte genkendes på disse dufte, uanset om den er dyrket i Frankrig eller i oversøiske lande.

Cabernet Sauvignon er opstået ved en krydsning mellem Cabernet Franc og Sauvignon Blanc. Hver af sorterne gav deres fornavn til den nye druesorts navn. Krydsningen blev skabt i løbet af 1600-tallet i og omkring Bordeaux i det sydvestlige Frankrig.

Det resulterede i en druesort, der var nem at dyrke, fordi den var mindre krævende med hensyn til jordbund og klima. Og Cabernet Sauvignon druerne er faktisk nemme at plukke og vinstokkene meget modstandsdygtige overfor mange af de problemer, som vinstokke oftest døjer med.

2015 Celler Abadal, Estate Wine Abadal 3.9, Catalonien, Spanien

2015 Celler Abadal, Estate Wine Abadal 3.9, Catalonien, SpanienI appellationen D.O. Pla de Bages i Catalonien finder vi lidt øst for den lille by Santa Maria Horta de Avinyó vinhuset Celler Abadal og derfra smager vi intet mindre end én af deres topvine Estate Wine Abadal 3.9.

Vi er omkring 50 kilometer stik nord for Barcelona, hvor man på den gamle vingård kaldet Masia Roqueta har lavet vin i over 900 år. For siden 1199 har familien Roqueta nemlig lavet vin på den gamle vingård og været involveret i udvikling af vinområdet, bl.a. var det vinmageren Ramon Roqueta, som i begyndelsen af 1900-tallet blev én af forgangsmændene i udvidelse af vinproduktionen og markedsføring af vinene fra området, som senere blev til appellationen D.O. Pla de Bages.

Masia Roqueta er den ældste vingård i området, men Roqueta ejer udover Celler Abadal også andre vinhuse i D.O. Pla de Bages som fx Lafou Celler, Crinroka og Ramon Roqueta.

Selve Celler Abadal er grundlagt i 1983 af Valentí Roqueta, som de oprindelig kaldte vinhuset Bodegas Masies d’Avinyó … hvilket nu er ændret til Celler Abadal … eller Bodegas Abadal.

Huset har 127 hektar vinmarker omkring Horta de Avinyó … et område rig på store egeskove med egetræer og marker med vilde krydderurter som timian, rosmarin og oregano. Fra markerne er der er flot udsigt over bjergkæde Montserrat mod syd ved Parque Natural de la Muntanya de Montserrat.

På markerne dyrker Valentí primært Macabeo, Chardonnay og den lokale Picapoll samt de røde druer Grenache, Merlot og Cabernet Sauvignon. Valentí laver vinene sammen med husets ønolog og vinmager Miquel Palau,

Denne Estate Wine Abadal 3.9 har sit navn efter marken, hvorfra druerne kommer … zone 3 og parcel nr. 9 med undergrund af rød ler og kalksten samt 30 år gamle vinstokke. Vinen er lavet på et blend af 85% Cabernet Sauvignon og 15% Syrah , som høstes manuelt og vinificeret separat.

Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på 6 forskellige barriques, heraf 70% franske og 30% amerikanske, med 3 forskellige toastniveauer og derefter yderligere 12 måneder på flaske.

Duftmæssigt virker vinen en smule gæret, sød og animalsk, der er masser af blæk, boysenbær, sorte kirsebær, blommer, solbær, endda også lidt dadler, lakridsrod, mentol, eukalyptus og ganske let lidt blomster.

Smagen er blød og rund, jord, gode og runde tanniner, solbær, skovbund og jord, pæn tørhed og en snert peber. fin dybde og måske også lige en snert af nogle salte mineraler.

Forhandles flere steder, bl.a. BilligVine, hvor en flaske koster 189 kr., mens prisen er 160 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Viña Santa Rita, Medalla Real Reserva Cabernet Sauvignon, Maipo Valley, Chile

2018 Viña Santa Rita, Medalla Real Cabernet Sauvignon, Maipo Valley, ChileEfter SR Secret Reserve Pinot Noir fra Viña Santa Rita, så tar’ jeg endnu en vin fra huset og en mere klassisk én af slagsen, nemlig deres Medalla Real Reserva og på den drue, som huset mestrer bedst … nemlig Cabernet Sauvignon.

Det er en vin, som jeg har smagt mange gange, senest i november sidste år, hvor jeg smagte den i en ældre årgang 2006. Men her er det altså en nyere årgang 2018. Det er dog også en vin, som vinhuset har lavet siden 1983 og egentlig til ære for Francisco García Huidobro, som oprindelig grundlagde Viña Santa Rita.

I dag findes der hele tre serier af Santa Rita Medalla Real, nemlig Medalla Real Reserva, Medalla Real Gold Medal og Medalla Real Gran Reserva.

Det er 100% Cabernet Sauvignon, der er er dyrket på Viña Santa Ritas egne marker i Maipo Valley. Vinen er lavet på rustfrie ståltanke med gæring ved 25-28 grader efterfulgt af en eftermaceration for noget af vinen. Derefter er vinen lagret 8 måneder med 60% i amerikanske egefade og resten i ståltankene,

Det er lige her med Cabernet Sauvignon, at Viña Santa Rita er på hjemmebane … proppet med solbær, blåbær, lidt små Bordeauxfile referencer, pænt fadpræg, vanilje, tobak, nelliker, eg, røg og en smule lakrids. Det er en lidt voluminøs næse, men det hænger fint sammen.

Smagen er fyldig, blød og fed med den oversøiske volumenknap skruet godt op. Det er søde mørke bær, masser af engelsk lakrids, blæk, grafit samt bløde, velintegrerede tanniner, søde krydderier, spidskommen, lidt ekstraheret og kompakt.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 599 kr. for en kasse med 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7  

2009 Svoltacarrozze, Toscana Rosso IGT, Toscana, Italien

2009 Svoltacarrozze, Toscana Rosso IGT, Toscana, ItalienDenne lidt undseelige Toscana Rosso IGT fra vinhuset Azienda Agricola Svoltacarrozze di Meoni Sebastiana med en pop-smart etiket tog virkelig røven … øhh bagdelen, bagperronen og agterpartiet på jeres ellers altid sobre vinblogger.

Det skal jeg nok vende tilbage til.

Svoltacarrozze ligger lige nord for byen Vescovado i Toscana … vel omkring 15 kilometer nordvest for Montalcino og er grundlagt i 2001 af Sebastiana Meoni med hjælp fra hendes far … vinmageren Giulio Meoni og i starten også vinmageren Nando Benassi.

Sebastiana Meoni har samlet alene 8 hektar med vinstokke plantet tilbage i 1998, som dyrkes fuldstændig økologisk, selvom huset ikke er certificeret … det er simpelthen for omstændigt og dyrt.

Hun laver alene én vin, nemlig denne Toscana Rosso IGT, som hun årligt laver 6.000 flasker af. Den er lavet på 90% Sangiovese og 10% Cabernet Sauvignon, som er lavet klassisk som i helt gamle dage uden de mindste tilsætninger. Efter endt fermentering er vinen så lagret 4 år på store slavonske fade og aftappet uden filtrering og næsten uden brug af svovl.

I glasset er vinen vel medium i farve, dog med klar orangebrun kant, men duften er animalsk og måske endda biodynamisk er mine første tanker, for vinen har den herligste landlige aroma. Der er både krudt, svovl, tændstikker, prut og bio rygende mødding, men på en fin, let og vel nærmest burgundisk let facon … og ved første snus ville jeg aldrig ha’ gættet, at det er  Sangiovese og Cabernet Sauvignon.

Der er også nogle florale noter, blomstersæbe, ribs, rabarber, solbær, tørv, brunkul og nogle syrlige drops. Lige nedenunder første lag kan man også dufte en mineralsk syre, måske endda lidt vanilje og kanel. Med lidt luft i glasset dæmpes de animalske noter en anelse, hvorfor en dekantering kan være en idé for de mest stokkonservative. Jeg elsker sgu duften.

Smagsmæssigt har vinen også en fabelagtig lethed, virkelig fin, sart, skrøbelig med en burgundisk feminin side, hvilket kombineret med en stor saftighed gør vinen meget letdrikkelig. Det løber sgu lige ned med største fornøjelse. Der er tørre tanniner, krisp bid, spændstig og igen masser af lyse bær, hindbær, ribs, rabarber og samtidig helt utroligt, at vinen er 10 år … WAUW. Jeg er fan.

Og det var mig, som forinden kiggede på etiketten og tænkte, at denne flaske ser kedelig ud. Kedelig er det sidste, som denne vin er … og til prisen er måske årets køb. Man skal aldrig skue hunden på hårene, for så bjæffer den. Vuf. Jeg er umådelig facineret af Svoltacarrozzes Toscana Rosso, som får 6 hundepoter.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 109,95 kr. ved køb af 6 flasker. Crazy!

Vinanmeldelse 6/7 

2015 Viña Valdivieso, Caballo Loco Grand Cru Maipo, Maipo Valley, Chile

2015 Viña Valdivieso, Caballo Loco Grand Cru Maipo, Maipo Valley, ChileMed det røde lys tændt er vi nu stoppet op. Stå stille. I glasset har vinemlig en tår af vinen 2015 Caballo Loco Grand Cru Maipo fra Viña Valdivieso.

Det er et blend bestående af 80% Cabernet Sauvignon, mens resten er Cabernet Franc. De kommer fra Maipo Valley, som nok er det vigtigste vinområde i hele Chile og ofte beskrives som det sydamerikanske Bordeaux, hvor frugtrige vine på Cabernet Sauvignon ubetinget er mest udbredt. Det var også i Maipo, at man allerførst dyrkede vin og de første vinstokke blev plantet allerede tilbage i 1540, selvom det først var i 1800-tallet at man rigtigt startede en større vinproduktion.

Cabernet Franc håndplukkes i slutningen af marts og Cabernet Sauvignon i starten af april. Gæring og macerationen foregår i åbne gæringstanke ved 24-28 grader, hvor drueskallerne omhyggeligt bliver håndteret manuelt med henblik på en skånsom og optimal ekstraktion. Den samlede maceration varer 21 dage og efter fermentering lagrer vinen 18 måneder franske egefade.

Den røde Caballo Loco Grand Cru Maipo har også nogle af de samme elementer som de foregående, men med et mere præg af Bordeaux  … rund, fed og solmoden vin med modne solbær, dybrøde kirsebær, pænt stort fadpræg, cedertræ, eg, kanel, vanilje, mentol, grønne blade og lidt blæk.

Her er smagen måske bedst balanceret … cremet, blød og med en frugt, som er koncentreret uden at stikke stilken for langt til nogle af siderne. Det er på inden måder en tung, overmoden vin, men en pæn og sprællevende vin med friskhed, tanniner, en frisk sødme … eller måske sagt med de simple ord,; det smager jættegodt. Så stop endelig ved rødt … det vil jeg gøre.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 220 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2016 Viña Valdivieso, Caballo Loco Grand Cru Sagrada Familia, Valle de Curicó, Chile

2016 Viña Valdivieso, Caballo Loco Grand Cru Sagrada Familia, Valle de Curicó, ChileGrøn, gul, rød … stop! Her møder vi et vinøs trafiklys med 3 vine fra det chilenske vinhus Viña Valdivieso. Vi smager nemlig 3 af deres topvine i Caballo Loco serien og starter med at gå over for grønt med deres 2016 Caballo Loco Grand Cru Sagrada Familia.

Viña Valdivieso er grundlagt i 1879 af Alberto Valdivieso, som grundlagde en vingård ved byen Lontué i Curicó Valley – omkring 200 kilometer syd for Santiago – med produktion af mousserende vine. Alberto var dermed en af de første producenter af boblevand i Chile, men langt senere i løbet af 1980’erne begyndte huset også at producere almindelig vine.

Familien Valdivieso ejede selv kun vinhuset frem til 1950, hvor det blev købt af familien Mitjans, som siden 1910 havde skabt en stor og blomstrende forretning på at lave likør. De beholdte dog Valdiveiso navnet og har lige siden overtagelsen løbende udvidet og moderniseret Viña Valdivieso.

Det var også Mitjan familien, som stod bag beslutningen i 1980’erne om at udvide produktionen til ikke kun at omfatte mousserende vine, men også almindelige bordvine uden bobler.

De har også sikret, at produktionen sker optimalt med ansættelse af dygtige vinmagere. Siden 2001 har det været Brett Jackson fra New Zealand som ansvarlige vinmager med assistance fra et hold af dygtige vinmagere,

Mitjan familien har ekspanderet så meget, at Valdivieso i dag er Chiles absolut største producent af mousserende vin. Sammenlagt produceres der i Chile årligt 18 millioner flaske boblevin i Chile og heraf står Valdivieso for 40%, svarende til 7,2 millioner flasker.

En lille del laves efter den klassiske champagnemetode, men de fleste produceres i tanke efter den billige charmat metode … men derudover laver vinhuset altså også masser af almindelig vin.

I dag har Viña Valdivieso flere tusinde hektar vinmarker, men jeg kan ikke se præcis hvor mange. Men derudover opkøber Valdivieso også druer fra andre vinavlere rundt om i hele Chile, for vinene kommer fra stort set alle vinområder i landet.

Valdivieso producerer deres vine to steder i Chile. De mousserende vine produceres i det kæmpestore vineri  Bodega Centenaria Donde i Santiago med en kapacitet på 6,5 millioner liter vin årligt, mens de almindelige bordvine fremstilles på et anlæg i Lontué omkring 200 kilometer syd for Santiago, hvor der kan produceres 11 millioner liter vin årligt. Det er også der, at deres topvine Caballo Loco fremstilles.

Caballo Loco betyder Crazy Horse, altså skør hest og refererer til vinhusets ejer, som siges at være en hyperaktiv mand, der altid har gang i nye idéer og derfor har fået øgenavnet Caballo Loco.

Det er huset ikon vine, som fremstilles af de bedste druer og som enkeltmarksvine fra forskellige områder i Chile og de er lavet siden 1994. Den første – den grønne – er lavet med druer fra DO Sagrada Familia – hellig familie – en appellation i Valle de Curicó i Maule regionen.

Vinen er i denne årgang 2016 et blend på 60% Malbec, 17% Cabernet Sauvignon, 16% Carmenere og 7% Cabernet Franc fra vinmarken La Primavera.

Vinen er lavet ved, at druerne først er høstet, sorteret og afstilket, hvorefter gæring og maceration sker i åbne kar i 21 dage med en temperatur ved 28-32 grader. Derefter er vinen lagret 18 måneder på franske egefade,

Næsen er dyb, fed … det er vinøse ruskinds handsker, som er slidt til og bare passer. Mørk, fed frugt med masser af fadpræg, solbær, sorte kirsebær, sød tobak, vanilje, cedertræ … comfy, varm og indbydende med en grøn rygrad og man kan allerede i næsen fornemme, at det er en cremet og blød vine, som vil please.

Vinen er dog smagsmæssigt mere frisk end forventet – hatten af for det – så frugten er frisk, tør og der er pænt med tanniner, som måske nok er afbøjede, men fortsat unge. Det er dog blødt, fint, frugtrigt samt pænt elegant. Meget lækker og frisk vin med store skuldre, hvorfor det er 5 fede fingre med pil op.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 220 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2014 Riglos Wines, Gran Corte, Mendoza, Argentina

2014 Riglos Wines, Gran Corte, Mendoza, ArgentinaSidste vin i den tætpressede Riglos trio blev deres topvin, som blot kaldes Gran Corte.

Gran Corte er en vin, som er et mix med de 3 druer, som Riglos laver deres 3 enkeltdruevine på, altså 33% Cabernet Sauvignon, 33% Cabernet Franc samt 34% Malbec. Igen er der begrænsede oplysninger om produktionen, men vinen er lagret 21 måneder på franske fade og der er lavet 7.106 flasker af vinen.

Duftmæssigt lidt bordeauxfil næse, cedertræ, tør eg og i det hele taget er fadpræget her lidt mere tydeligt med vanilje, kanel, søde krydderier, lidt røg og brombær, granatæbler, tørrede roser,

Smagen er meget ren, virkelig fint balanceret med en en fin, let og stringent syrlighed, en vis tørhed, pænt med tanniner, men polerede og stjæler ikke billedet. Det er en komplet vin, som leverer varen både cremet, blødt med en kølig elegance. Hænger vildt lang tid i munden.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 349 kr., mens prisen er 279,20 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2014 Riglos Wines, Gran Cabernet Sauvignon, Mendoza, Argentina

2014 Riglos Wines, Gran Cabernet Sauvignon, Mendoza, ArgentinaSjæl, kom i hu, at Guds pris du forkynder tidlig og sent, siger salme 3 i den danske salmebog, men 3 er også nummeret på de antal vine, som jeres vinblogger nu smager fra det argentinske vinhus Riglos Wines … og vi starter med deres Gran Cabernet Sauvignon.

Riglos Wines er grundlagt i 2002 af Darío Werthein og Fabián Suffern … to venner fra Buenos Aires, som begge havde en stor passion for vin og fandt nogle ekstraordinære bare marker i Gualtallary i den højstbeliggende del af Valle de Uco, som de kunne komme til uden den store investering.

Vingården hed Finca las Divas, men de kaldte vinhuset Riglos … efter den by i La Pampa-provinsen, hvor begge deres forfædre bosatte sig, da  de ankom til Argentina i begyndelsen af det 20. århundrede.

Siden 2016 har har vinhuset også indgået et samarbejde med Huarpe Wines … en vingård i Agrelo i Luján de Cuyo. Samtidig har de også hyret den kendte vinmager Paul Hobbs, som vi bl.a. kender fra hans egen vingård Viña Cobos og ellers fungerer som konsulent på andre argentiske vinhuse.

Deres daglige vinmager er dog José Hernández Toso, som selv kommer fra en vinfamilie og selv tidligere har arbejdet som ledende  vinmager hos Weingut J. Hofstaetter Winery i Alto Adige, Graf Adelmann i Baden-Württemberg i Tsykland,

Riglos Wines har samlet 72 hektar jord, men alene 38 hektar er vinmarker, hvor de dyrker Malbec, Cabernet Sauvignin, Cabernet Franc, Syrah og Sauvignon Blanc.

Vi starter trioens intermezzo med at smage Riglos’ 2014 Gran Cabernet Sauvignon, som kommer fra husets marker i omkring 1.200 meters højde. Der er ikke så mange oplysninger om selve produktionen … udover at den er lagret 21 måneder på franske egefade … både barriques og foudres og så er der lavet 12.378 flasker af vinen.

Duftmæssigt en mørk, dyb, solrig fætter med tonsvis af sort, mørk frugt, virkelig lækker modenhed i frugten, sorte kirsebær, hindbær, brombær, lakrids, tobak, timian, kaffegrums og lidt chokolade.

Smagsmæssigt er der masser af power, tørhed, lidt Earl Grey te, peber, brombær, kirsebær, pænt med tanniner, hvor kanterne dog er slebet en smule af. Der er en ordentlig mundfuld, men på en meget elegant og smukt afbalanceret måde. Der er lakrids, chokolade, en behagelig sødme, meget smagfuld … tossegod lækker vin.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 239 kr., mens prisen er 191,20 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2014 Velenosi, Ludi, Marche, Italien

2014 Velenosi, Ludi, Marche, ItalienLidt mod øst udenfor byen Ascoli Piceno i Marche området finder vi vinhuset Velenosi, som står bag næste vin Ludi … lavet på primært Montepulciano tilsat lidt Cabernet Sauvignon og Merlot.

Vinhuset Velenosi er grundlagt i 1984 af Angela og Ercole Venenosi, som samlet har 200 hektar vinmarker og årligt producerer 1.800.000 flasker vin, som eksporteres til ikke mindre end 35 forskellige lande. I 2005 kom Paolo Garbini med i foretagendet, hvor Angela står for salget, mens Ercole og Paolo står for ledelsen samt vineriet sammen med de to ansatte vinmagere Filippo Carli og Luca Fioravanti.

Det er et vinhus, som har fået masser af flotte anmeldelser, men selvfølgelig også af det overaltværende Luca Maroni, som selv har givet denne Ludi vin hele 98 point og så begynder man jo at frygte, om det er en tung, fed og sød vin. Men jeres flittige vinblogger lader sig ingenlunde slå ud og påtager mig opgaven i læsernes sag.

Ludi er ifølge vinhuset hjemmeside lavet på 85% Montepulciano tilsat 15% Cabernet Sauvignon og Merlot. Importøren Andrup Vin oplyser, at blendet er 50% Montepulciano, 30% Cabernet og 20% Merlot og det er sikkert det mest rigtige, for jeg kan ikke finde oplysninger om årgang 2014 mixet nogle steder.

Druerne til denne Ludi kommer fra husets marker ved Offida og Castel di Lama. Her er jorden meget leret og der er en del kalksten i øverste lag. De forholdsvis gamle vinstokke produceret kun omkring 1,5 kg druer pr vinstok, og ud af disse 1,5 kg druer er det kun de bedste, som benyttes til denne vin.

Efter høst er druerne afstilket og overført til store 100 hektoliter fermenteringskar i rustfrit stål. Derefter sker gæring og maceration over 28 dage … dog vinificeres hver druesort separat. Så lagrer vinen 18-24 måneder afhængig af årgang og først derefter sammenstikkes den endelige vin.

Det er også helt klart duftmæssigt en mørk og fed vin, mørk frugt, marmelade, brombær, solbær og sorte kirsebær, dyb engelsk lakrids, tobak, hestesaddel, læder, meget stærk og powerfuld næse, lettere balsamisk og har derudover lidt præg fra fadene med vanilje, kanel samt lidt kardemomme.

I munden er det skam også en tæt, mørk og tør vin, hvor der virkelig er skrald på frugten, masser brombær, solbær og mere ren og langt køligere i frugten end forventet, hvorved vinen så smagsmæssigt faktisk bliver meget mere rank end duften reklamerede med. Det trækker absolut op. En stærk, fyldig powervin med rank ryg.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 249 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2016 Château Saransot-Dupré, Listrac-Médoc Cru Bourgeois, Bordeaux, Frankrig

2016 Château Saransot-Dupré, Listrac-Médoc Cru Bourgeois, Bordeaux, FrankrigVi smager også lige førstevinen fra Château Saransot-Dupré i en nyere årgang, nemlig i årgang 2016, der også var en fabelagtig årgang på venstre bred i Bordeaux.

I denne årgang 2016 er blendet af vinen en smule anderledes, da det består af 60% Merlot, 16% Cabernet Sauvignon, 11% Petit Verdot, 11% Cabernet Franc og endelig 2% Carménère. Men ellers er vinen lavet fuldstændig som 2009’erne, altså med gæring i store betontanke ved 28 grader og med en maceration over 3 uger. Efter en malolaktisk gæring, så lagrer vinen 20-21 måneder på barriques, heraf 25-30% nye fade.

Vinen minder på mange måder om 2009’eren, bare mere frisk, ung og uden den lækre modenhed i frugten, Det er fortsat solbær, blæk, lakrids, cigarkasser, muldjord og dufter fortsat arketypisk som en Bordeaux skal dufte.

I munden er frugten er frisk, klar og alligevel leveret blødt. Det er solbær, tydelige tanniner, tørheden dog mindre end forventet, men ellers igen lidt bitterhed, kaffe og mørk chokolade. Det smager altså rigtigt godt og en god vin til pengene.

Vinen forhandles flere steder herhjemme, bl.a. Haslund Wine Import, hvor en flaske i nyere årgang koster 114 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2009 Château Saransot-Dupré, Listrac-Médoc Cru Bourgeois, Bordeaux, Frankrig

2009 Château Saransot-Dupré, Listrac-Médoc Cru Bourgeois, Bordeaux, FrankrigChâteau Saransot-Dupré er en Cru Bourgeois slot, der ligger på Medoc halvøen i Listrac-Médoc. Vi smager først lige vinen i den store Bordeaux årgang 2009.

Château Saransot-Dupré er jo ikke et af de store slotte, og det er også en vin, som primært sælges i Frankrig. Det lille vinslot drives af Yves Raymond, hvis familie har drevet Château Saransot-Dupré siden 1875, men været vinproducenter siden 1750. Slottet har samlet 38 hektar jord, hvoraf de 17 hektar er vinmarker eller rettere én vinmark. Marken er nemlig en stor parcel med undergrund af ler, sand og kalksten. Resten af jorden er naturlige enge og lunde.

Selvom det er Cabernet Sauvignon, som dominerer vinene fra Médoc, så er vinene på Château Saransot-Dupré lavet på primært Merlot med lidt Cabernet Franc tilsat. Dette har faktisk altid været traditionen i Listrac appellationen, siden den blev grundlagt tilbage i 1957, men i de nyere årgange er der også kommet Cabernet Sauvignon samt andre druer med i blendet.

Vinen i denne årgang 2009 er lavet på 60% Merlot, 30% Cabernet Sauvignon og så kun 10% Cabernet Franc. Vinen vinificeres i store betontanke og meget klassisk med gæring ved 28 grader og med en maceration over 3 uger. Efter en malolaktisk gæring, så lagrer vinen 20-21 måneder på barriques, heraf 25-30% nye fade.

Næsen er meget klassisk Bordeaux uden mindste slinger i valsen, meget blød, elegant med solbær, lakrids, cigaræsker, muldjord, lidt moden i frugten, men frugten er samtidig meget fremme, meget lækker og indbydende.

I munden smager man også, at frugten er moden, meget lækker, silkeblød og dejlig. Der er fortsat pænt med tanniner, tørhed, en svag bitterhed, kaffe, mørk chokolade og samtidig har vinen en rigtig fin lethed sammen med den afdæmpede, modne og bløde frugt. Det bliver 5 houlbergske fingre med pil op.

Vinen forhandles flere steder herhjemme, bl.a. Haslund Wine Import, hvor en flaske i nyere årgang koster 114 kr.

Vinanmeldelse 5/7