Tag-arkiv: viognier

Viognier er en hvid, sydfransk druesort, der har sin højborg i Condrieu i det nordlige Rhône og var næsten uddød i 1960’erne, hvor der alene var 14 hektar vinmarker med druen tilbage. Men siden 1970’erne har druen igen været populær, bl.a. på grund af vinavlere i både Californien og Australien.

I dag findes Viognier udbredt i Rhône, Provence og Languedoc i hjemlandet og så derudover i Spanien, Schweiz, USA, Chile, Israel, Argentina, Sydafrika, Australien, New Zealand og Japan.

Viognier druen stammer formentlig fra Rhône, selvom historien fortæller, at det var Kejser Probus, der medbragte en stikling fra Dalmatien i 281. Men nyere DNA analyser har vist, at Viognier er i familie med den antikke Mondeuse druesort og det gør dermed, at Viognier er i familie med Syrah, mens andre studier fra University of California har fastslået en genetisk forbindelse til Piemonte sorten Freisa, der også er i familie med Nebbiolo.

Viognier er kendt for at kunne lave fede, aromatiske, blomstrede vine med masser af stenfrugt, abrikos, fersken, kamille, lavendel, timian og endda et strejf af fyr samt honning.

Viognier er svær at dyrke, modner meget sent, har et tykt skind, som kræver meget sol for at modne ordentlig og udbyttet er samtidig svingende, hvilket var årsagen til, at der i 1960’erne kun var få hektar vinmarker tilbage i Condrieu og Château-Grillet.

I dag anvendes Viognier også i nogle af de røde Syrah vine fra Côte-Rôtie i Nordrhône … typisk under 5% Viognier, selvom man ifølge reglerne må anvende op til 20%.

 

N.V. Viña Valdivieso, Caballo Loco Blanco No 1, Limarí Valley, Chile

N.V. Viña Valdivieso, Caballo Loco Blanco No 1, Limarí Valley, ChileCaballo Loco betyder skør hest og den syge krikke kan også ses på etiketten til denne Caballo Loco Blanco No 1 fra vinhuset Viña Valdivieso, som jeg nu smager nogle topvine fra.

Viña Valdivieso er vi stødt på tidligere her på vinbloggen, men vinhuset er etableret i 1879 af Alberto Valdivieso, som købte jord og opførte  sin vingård ved byen Lontué i Curicó Valley, der ligger omkring 200 kilometer syd for Santiago og startede produktion af en række mousserende vine.

Alberto var dermed en af de allerførste producenter af boblevand i Chile, men langt senere i løbet af 1980’erne begyndte huset også at producere almindelig vine.

Familien Valdivieso ejede selv kun vinhuset frem til 1950, hvor det blev købt af familien Mitjans, som siden 1910 havde skabt en stor og blomstrende forretning på at lave likør. De beholdte dog Valdiveiso navnet og har lige siden overtagelsen løbende udvidet og moderniseret Viña Valdivieso.

Det var også Mitjan familien, som stod bag beslutningen i 1980’erne om at udvide produktionen til ikke kun at omfatte mousserende vine, men også almindelige bordvine uden bobler.

De har også sikret, at produktionen sker optimalt med ansættelse af dygtige vinmagere. Siden 2001 har det været Brett Jackson fra New Zealand som ansvarlige vinmager med assistance fra et hold af dygtige vinmagere,

Mitjan familien har ekspanderet så meget, at Valdivieso i dag er Chiles absolut største producent af mousserende vin. Sammenlagt produceres der i Chile årligt 18 millioner flaske boblevin i Chile og heraf står Valdivieso for 40%, svarende til 7,2 millioner flasker.

En lille del laves efter den klassiske champagnemetode, men de fleste produceres i tanke efter den billige charmat metode … men derudover laver vinhuset altså også masser af almindelig vin.

I dag har Viña Valdivieso flere tusinde hektar vinmarker, men jeg kan ikke se præcis hvor mange. Men derudover opkøber Valdivieso også druer fra andre vinavlere rundt om i hele Chile, for vinene kommer fra stort set alle vinområder i landet.

Valdivieso producerer deres vine to steder i Chile. De mousserende vine produceres i det kæmpestore vineri  Bodega Centenaria Donde i Santiago med en kapacitet på 6,5 millioner liter vin årligt, mens de almindelige bordvine fremstilles på et anlæg i Lontué omkring 200 kilometer syd for Santiago, hvor der kan produceres 11 millioner liter vin årligt. Det er også der, at deres topvine Caballo Loco fremstilles.

Caballo Loco betyder som skrevet Crazy Horse, altså skør hest og det refererer til vinhusets ejer, som siges at være en hyperaktiv mand, der altid har gang i nye idéer og derfor har fået øgenavnet Caballo Loco.

Caballo Loco er huset ikon topvine, som fremstilles af de bedste druer og som enkeltmarksvine fra forskellige områder i Chile og de er lavet siden 1994. Denne Caballo Loco Blanco No 1 er den første hvidvin, som jeg har smagt fra denne serie.

Som jeg skriver, så er vinen en Non Vintage … altså uden årgang, men det skyldes, at vinen er lavet på forskellige druesorter og årgange, så Caballo Loco Blanco No 1 er lavet med Chardonnay fra Limaris som grundsten og den bidtager med salthed og blide syre.

Chardonnay druer er så suppleret med Moscatel de Alejandría, Pinot Noir, Pinot Gris, Viognier samt Semillon.

Moscatel de Alejandria druerne kommer fra Itatas kystskråninger og tilføjer unik tanninstruktur. Tidligt høstet Pinot Noir fra det sydlige område af Mulchen tilføjer struktur og længde. Viognier fra Sagrada Familia i Curico Valley giver en yderligere lag af smag. Pinot Gris fra Casablanca tilføjer teksturel kompleksitet.

Endelig kommer Semillon druerne fra gamle vinstokke fra Curico Valley ved foden af ​​bjergene, der stiger op til Andesbjergene, hvilket måske er Chiles mest undervurderede sort og bidrager med nogle voksagtige nuancer.

Hver druesort er vinificeret og lagret separat som en del af en langvarig oxidativ proces, der fandt sted i forskellige typer og lagret på forskellige måder.

Chardonnay er vinificeret på en meget traditionel måde med gæring i egefade, hvor vinen også er lagret i 5 år på bærmen med løbende omrøring. Moscatel blev lagret i 4 år i lerkrukker, tilstrækkelig tid til at tillade udviklingen af velo de flor.

De andre druer er gæret i rustfrie ståltanke og derefter lagret på bærmen i fade med regelmæssig batonnage i 3 til 4 år. Til sidst blendes alle varianterne sammen til dette unikke blend.

Duften er fyldig, svulstig … røget og der er også godt med skub på søde krydderier og masser af fad. Det er nogle lidt oxiderede noter og så alligevel ikke. Der fed blomsterpollen og akaciehonning, godt med fersken, abrikos, tørrede abrikoser, kandiseret citron, saftige mangofrugter samt en umamiagtig nøddet aroma.

Smagen er også svulstig, men slet ikke som forventet … her er det kandiseret grape, melede æbler, grillet abrikos … sødbitter, voldsom, fyldig og cremet på en olieret eller vokset facon. Det er lidt som om, at vinen har en leret mineralitet … hvis ler kan kaldes et mineral, men det giver en varm fornemmelse. Syren er samtidig tilbagetrukket og afdæmpet, hvilket giver godt med plads til denne lidt halvoxiderede, bløde og sødbitre, sødkrydrede frugt. Vild oplevelse. 94 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 399,95 kr., mens prisen er 379 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2022 Domaine Combe des Ducs, Pierres de Mer la Clape Blanc, Languedoc, Frankrig

2022 Domaine Combe des Ducs, Pierres Mer la Clape Blanc, Languedoc, FrankrigMed det næste trekløver af vine skal vi til familien Fountic, der driver vinhuset Domaine Combe des Ducs, der ligger i den lille by Fleury d’Aude op ad Massif La Clape ikke langt fra Narbonne og jeg starter med at smage deres 2022 Pierres de Mer la Clape Blanc.

Familien Fountic har været vinbønder i 4 generationer og i dag er det familiens svigersøn Romain, der står for driften og produktionen på Domaine Combe des Ducs. Familien har samlet 50 hektar vinmarker og de fleste marker ligger på terraser med en betagende udsigt udover middelhavet

Familien havde indtil for lidt over 10 år siden blot solgt deres druer til den lokale kooperativ, men Romain startede med at producere og frigive husets vine under Domaine Combe des Ducs navnet.

Produktionen sker i 3 store garager i midtbyen af Fleurie d’Aude, hvor alle vinene laves på enten ståltanke, cementtanke og på store egetræsfoudres.

Jeg starter med at smage Romains 2022 Pierres de Mer la Clape Blanc, hvor navnet Pierres de Mer har deres navn fra en lille by Saint Pierre la Mer, da vinmarkerne ligger lige ved byen.

Vinen er lavet på et skønt mix af druerne Bourboulenc, Marsanne, Rousanne og Voignier, der først er presset blidt. Derefter er gæring sket i rustfrie ståltanke og efter endt fermentering er vinen og lagret sur lie i ståltankene en periode.

Duftmæssigt er det en lidt maskulin hvidvin med bredde skuldre, ganske fyldig med en røget og letkrydret note og ellers med tropisk frugt af abrikos, mango, karambole, mandler og blomsterpollen. Man kan næsten også fornemme en lidt olieret smørfedme.

I munden er det en blød, cremet og fyldig vin, hvor det ikke er syren, som man slår sig på. Det er flødeagtig, stoisk og kraftigt, men også en anelse kraftigt, behageligt, roligt og vinen fylder ret meget i munden, men har dog alligevel lidt mineralsk bid og friskhed, har lidt kvæde, pærer, abrikos og hvid peber i smagen … blød velvære. 90 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 129 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2019 Terra Blanca, Arch Terrace Syrah, Washington State, USA

2019 Terra Blanca, Arch Terrace Syrah, Washington State, USAVinhuset Terra Blanca ligger på adressen Demoss Road I Benton City. Vi er I området og appellationen Red Mountains I Washington State I USA. Fra Terra Blanca smager jeg nu en 2019 Arch Terrace Syrah, som er en vin inspireret af de store Syrah vine fra det nordlige Rhône.

Terra Blanca er grundlagt af Keith og ReNae Pilgrim, som købte i 1992 omkring 120 hektar jord i Red Mountain og startede allerede året efter med at bygge hus vineri, bore brønde og tilplante de første 50 hektar af jorden.

Keith var selv uddannet geolog fra University of California havde derudover studeret vindyrkning og ønologi, mens ReNae havde arbejdet med bogføring. Keith var også som barn vokset op i Napa, hvor han næsten havde fået vinen ind med modermælken.

Keith gav – som gammel geolog – deres vingård navnet Terra Blanca efter det hvide kalciumkarbonat, der findes så rigeligt i jorden under vinstokkene i Red Mountain og det sydøstlige Washington. Denne type jord finder man ofte i verdens bedste vinområder, og siden Red Mountain fik AVA-status i 2001, har vinkendere jorden rundt fået øjnene op for den kvalitet, som området kan levere.

På markerne i skyggen af Cascade Mountains plantede parret både Syrah, Cabernet Sauvignon, Merlot, Nebbiolo, Cabernet Franc, Petit Verdot, Malbec, Chardonnay og en håndfuld andre druesorter.

I 1997 frigav Terra Blanca de første vine, der dengang var lagret i store kasserede cementcylindre, som de havde gravet ned. Siden dengang er der sket meget og vinhuset inkl. vineri og vinkælder er senere bygget om flere gange.

Og i dag sker lagringen af vine sker på specialfremstillede fade af fransk eg. Nogle vine får op til 32 måneder på fad … det afhænger naturligvis af, hvad der er bedst for den pågældende vin.

Her smager jeg husets 2019 Arch Terrace Syrah, hvor druerne kommer fra appellationen Red Mountain i det sydøstlige hjørne af Columbia Valley i Washington State.

Det er ikke 100% ren Syrah, for Syrah’en gærer sammen med en smule Viognier … præcis på samme måde, som man kender det fra Côte Rôtie i det nordlige Rhône. Vinen er lavet traditionelt og efter endt fermentering lagret op mod 24 måneder på franske egefade, hvoraf omkring en tredjedel er nye fade.

Og ja … det dufter virkelig af noget fra det nordlige Rhône … jernbanesveller, tjære, sortbrændt træ, sorte oliven, garrique, lavendel, peberkorn, godt med røg og lejrbål, tørret kød, blåbær, sorte kirsebær, ribs og masser af kraft med et betonhjerte … her er intet blødt eller forsonende.

Den sande styrke kommer dog frem i smagen, som først virker blød, fyldig og cremet, men så sætter kavaleriet ind med stor styrke, godt med peber og tætpakket massiv syre, der næsten ætser tungen med tung og mørk frugt. Det er solbær, blåbær, ribs og så vilde ustyrlige citroner … virkelig kompakt, tæt og saftig … virkelig peberstærk og peberkrydret. 93 point.

Forhandles af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 189 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2021 Fabbrica Pienza, Toscano Bianco Newton, Toscana, Italien

2021 Fabbrica Pienza, Toscano Bianco Newton, Toscana, ItalienFabbrica Pienza ligger på adressen Loc Borghetto lidt øst for Pienza i Sienna provinsen og det er lige præcis derfra, at jeg nu smager en af deres vine … en 2021 Toscano Bianco Newton.

Fabbrica Pienza er etableret i 2013 af det schweiziske ægtepar Tonie og Philippe Bertherat, som har indgået et samarbejde med de to kendte vinmagere, Maurizio Saettini og Michele Corsi.

Det er et par erfarne herrer og fx har Michele Corsi tidligere været vinmager ved Biondi-Santi. Her på  Fabbrica Pienza har de 24 hektar vinmarker, som drives organisk og bæredygtigt, mens vand og restprodukter fra vinproduktionen genbruges og således ikke går til spilde. Strømmen produceres af solceller og sprøjtemidler er bandlyst

Vingården er i det hele taget meget utraditionel og ligner ikke den typiske vingård,  virkelig strømlignet og virker næsten helt usynlig midt ude i vinmarkerne. Vingården er tegnet af Tonie Bertherat og etiketterne på husets vine er tegnet af en verdensberømte kunstner, Ugo Rondinone, som står bag flere store værker, blandt andet en af USA’s største landbaserede kunstinstallationer Seven Magic Mountains.

Der laves årligt 38.000 flasker vin årligt fordelt på pt 11 forskellige vine og det er nogle stykker mere end sidst, jeg smagte et par vine fra vingården og denne Toscano Bianco Newton er en af de nyere vine lavet på et blend af 50% Viognier og 50% Vermentino.

De to sorter er vinificeret separat … først er der sket presning og kold dekantering af vinen, hvorefter gæring kun sker med druernes naturlige gærceller i store koniske trægæringskar fra Foudrerie Marc Grenier sur lie ved 18 grader.

Efter endt fermentering er vinen så lagret 15 måneder i 2.000 liter store egefade fra Grenier og derefter sammenstukket og aftappet på flaske. Der produceres 13.000 flasker af denne vin om året.

I næsen mærkes Viognier druens fedme omgående … der er sgu olieret fedme, godt med fadnoter af vanilje samt denne fede, saftige frugt med æble, pærer, fersken, abrikos, syltet grape, akaciehonning og blomster. lidt muskat og nysmuttede mandler.

Smagen er lækker … har smag af syltede eller kandiserede grape- og lemonfrugter, lidt saltet fedme og nærmest småolieret. Der er pærer og fersken, ristede mandler, mandarinskræl og alt er virkelig cremet, blødt med lidt omfavnende varme. 91 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 125 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2013 E. Guigal, Côte-Rôtie Château d’Ampuis, Rhône, Frankrig

2013 E. Guigal, Côte-Rôtie Château d'Ampuis, Rhône, FrankrigCôte-Rôtie fra E. Guigal er kult, . dyre, eksklusive vine og denne imponerende Côte-Rôtie Château d’Ampuis er netop én af disse vine, som jeg smagte forleden i en årgang 2013.

Côte-Rôtie Château d’Ampuis er opkaldt efter husets imponerende og historiske ejendom, nemlig det berømte slot Château d’Ampuis, som Guigal købte i 1995 og derefter var 11 år om at renovere.

Slottet ligger i Côte-Rôtie og er en vigtig del af historien og appellationen. Slottet er oprindeligt bygget som et fort i 1100-tallet, men blev omdannet til et renæssanceslot i 1500-tallet.

Château d’Ampuis ligger midt i vinmarkerne og omkranset af Rhône floden. Modsat de dyre enkeltmarks Côte-Rôtie, så er denne Côte-Rôtie Château d’Ampuis lavet med druer fra 7 marker, nemlig Côte Blonde markerne Le Clos, La Garde, La Grande Plantée samt Côte Brune markerne La Pommière, Le Pavillon Rouge, den klassiske Le Moulin samt endelig La Viria.

Markerne  Côte-Rôtie, opdeles i 2 typer, nemlig Côte Blonde og Côte Brune. Côte Brune kendetegnes ved mørk jordbund, som fremhæver kraftfuldheden og intensiteten i Syrah’en.

Côte Blonde er kendetegnet ved en lysere, kalkholdig jordbund, hvor man i tilgift til Syrah også dyrker mikroskopiske mængder af den grønne Viognier.

Det siges, at skråningerne er opkaldt efter Lord Maugirons to døtre, som var henholdsvis blond og mørkhåret.

I 2013 Côte-Rôtie Château d’Ampuis tilsætter Guigal 7% Viognier, som er med til at give vinen mere kompleksitet og elegance. Druerne er høstet med et udbytte på 37 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet med 4 ugers maceration på rustfrie ståltanke, hvorefter den lagrer 38 måneder i nye barriques, som Guigal jo selvfølgelig får fra sit eget bødkerværksted, som drives i samarbejde med Seguin Moreau. Der laves årligt 30.000 flasker af denne vin.

Slam … der er mørk, muggen kælderskakt, kul, tørv, bacon, tobak, sorte oliven og en skrueblyant med turbo på. Frugten er både syrlige kirsebær, solbær og sorte blommer, der er læder, nelliker, rosmarin, timian, peber, lakrids, jod, knuste sten og noget røg. Det er en pænt maskulin aroma, men man fornemmer alligevel, at man samtidig har taget lidt delikate højhælede sko på,

I munden er der stramme og syrlig bær, der er friske og spændstige med brombær, syrlige kirsebær og ribs. Den har en meget kold og let kølig stil, en sindssyg dybde, peber samt tørre og markante tanniner, der sammen med peberen giver et veritabelt spark i kuglerne på en lidt  varm og tæt facon. Efter magen er sindssyg lang og samlet virkelig klassevin, så dermed 97 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 795 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2023 De Grendel, Organic Viognier, Western Cape, Sydafrika

2023 De Grendel, Organic Viognier, Western Cape, SydafrikaVi fortsatte med endnu en hvidvin fra Charles Hopkins på De Grendel og det var deres 2023 Organic Viognier … en vin jeg også tidligere har smagt og det var i årgang 2019.

Druerne til vinen kommer fra nogle vestlige skråninger oppe i 200 meters højde på Tygerberg bjerget, hvor jordbunden består af grus, ler og blå skifer. Fra selve marken kan man faktisk se Atlanterhavet 7 kilometer væk.

Druerne høstes ved fuld moden … nærmest lige før, at de begynder at skrumpe. Efter høsten sker der afstilkning, hvorefter druerne så knuses og får lov at hvile kortvarigt inden 70% af druerne så gærer i rustfrie ståltanke, men de sidste 30% fermenterer i rumænske samt franske fade, hvor de også lagrer 90 dage med malolaktisk gæring inden vinen blandes, stabiliseres og aftappes på flaske. Vinen har omkring 2,2 gram restsukker pr. liter.

Duften er fed, let olieret og parfumeret med noget grillet grape og ellers godt med eksotisk frugt af mango, papaya, saftig abrikos, lidt  dåsepærer, smørblomster, vanilje, fad og noget timian. Der er en fed sødbitter note, der egentlig er ret dominerende.

Smagen er lidt i samme boldgade, er blød og cremet, men også til den opulente og powerfulde side. Det er mest grillet lemon, som fylder i munden suppleret med pærer, bagte ananasringe og abrikos. Dertil kommer lidt hvid peber, men den sødlige bitterhed er meget udtalt, aromatisk og dominerende. 89 point.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2019 Vignobles Levet, Condrieu, Rhône, Frankrig

2019 Vignobles Levet, Condrieu, Rhône, FrankrigSom vinaftenens eneste hvidvin havde jeg valgt, at min hummer- og lakserognhotdog skulle ha’ følgeskab af en Condrieu fra vinhuset Vignobles Levet.

Vinhuset holder til i Ampuis overfor kirken i det nordlige Rhône og er en familiedrevet vingård, der blev grundlagt i 1929.

Det var oprindelig gartneren Marius Chambeyron, som selv startede med at plante stokke på en række marker og små lieux-dits, herunder La Landonne, men i dag er det 4. generation i form af Agnès Levet, som står for driften.

Agnes laver kun Côte Rôtie og Condrieu, fra marker hvor de fleste stokke er mere end 65 år gamle. Hun har fx fantastiske vinmarker i hjertet af Côte Blonde og Côte Brune … og 55% af parcellerne blev plantet før 1953.

Domænet har siden 1990’erne praktiseret masseudvælgelse af stokke …. har taget stiklinger fra gamle vinstokke for at udbrede dem på nye vinmarker.

En af de sorter, der dyrkes her, er Petite Serine, som er en gammel type Syrah, som giver lavere udbytte og mindre klynger med bedre afstand. Agnes bruger hele klaser og lagre på store brugte fade. så det er ægte animalsk Côte Rôtie på absolut topniveau.

Denne Condrieu er lavet på100% Viognier, som er lavet med gæring i termoregulerede rustfri stålkar efterfulgt af direkte presning. Efter endt fermentering er vinen også lagret på brugte egefade inden let filtrering og aftapning.

Det er ikke duftmæssigt en tyk og vingummibamsefed Condrieu … har dog en fed lidt eksotisk frugt med abrikos, ananas, mango, pærer og noget hyben samt et karakteristisk krydderi med muskatnød, lidt estragon samt hvid peber … og alt egentlig på en ret luftig og blomstret facon.

I munden viser vinen virkelig de klassiske Condrieu kvaliteter med Viogniers fuldfede, cremede og småparfumeret smag, hvor der både er abrikos, ananas, mango, akaciehonning og samtidig også bid fra peber, bitter lemon, sort frugt-te, kandiseret citron og en saltet mineralitet … alt fedt, mægtigt og smagfuldt. 95 point.

Forhandles af Vinpusheren, hvor en flaske normalt koster 499 kr., men denne er købt på tilbud til 349 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2022 Domaines Paul Mas, Viognier, Languedoc, Frankrig

2022 Domaines Paul Mas, Viognier, Languedoc, FrankrigI sommers smagte jeg en 2022 Sauvignon Blanc fra Domaines Paul Mas. Nu er der ikke sommer, men sne, men atter har jeg en vin i glasset fra vinhuset, men det er en 2022 Viognier.

Det er en Pays d’Oc lavet på 100% Viognier, der kommer fra 13-21 år gamle vinstokke og høstet med et okay udbytte på 52 hektoliter pr. hektar og efter høsten er druerne afstilket med 4 timers kølig premaceration ved 10 grader,

Derefter er gæringen sket ved 18 grader over 4 uger, hvorefter 20% af vinen har gennemgået en malolaktisk gæring. Derefter er vinen så lagret primært i ståltanke, men 15% er lagret 3 måneder på egefade.

Duften er pænt parfumeret … har godt med Viognier fedme og små vingummibamser, ananas, mango, papaya og tørret abrikos, fersken, blomster, lidt vanilje og let honning.

I munden er det saftig, syrligsød og fed vin, olieret med en lav viskositet og kandiseret grape, tørret fersken, abrikos, melon og tyggegummi, rød vingummi, ristede noter og en behagelig sofa blødhed … voluminøsog svulstig … 90 point.

Vinen forhandles hos AMKA, som henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86 41 96 00. Den vejledende udsalgspris er 94,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2022 Domaine André Berthet-Rayne, Cairanne Castel Mireio Blanc, Rhône, Frankrig

2022 Domaine André Berthet-Rayne, Cairanne Castel Mireio Blanc, Rhône, FrankrigDen sidste hvidvin fra Domaine André Berthet-Rayne var også deres hvide topvin … deres Cairanne Castel Mireio Blanc, som jeg smagte i en årgang 2022.

Vinen er lavet på endnu flere sorter, nemlig 30% Roussanne, 30% Clairette, 10% Grenache Blanc, 10% Marsanne, 10% Viognier og 10% Bourboulenc, som gennemsnitlig er høstet med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar.

Grenache Blanc, Clairette, Roussanne samt Viognier druerne er gæret på gamle fade og efter endt fermentering er de kommet på andre egefade og har lagret der i 6 måneder.

Marsanne og Bourboulenc druerne kommer derimod på ståltank, hvor de gærer ved lav temperatur og lagrer der inden den endelige sammenstikning. Der er kun lavet 6.000 flasker af vinen.

Duftmæssigt er Cairanne Castel Mireio Blanc ikke så funky som foregående lillesøster, men klart den mest elegante, overlegne samt klassiske af de 3 søstre … har en fin, dyb og frugtrig aroma, hvor der er fersken, pærer, kvæde, mirabeller, akaciehonning og blød pollen fra gule blomster.

Uha det er også smagsmæssigt bløde, cremede og olierede lækkerier med lidt hvid peber, saftige ferskner, dåsepærer, pæresaft, mer’ pæresaft og honningmelon, akaciehonning, safran samt nogle sødbitre, mellemøstlige krydderier og sandeltræ. Det er en cremet vin, hvor syren virker ret tilbageholdende, men det skyldes nok at den blot virker kraftig, fed samt massageblød … ret lækkert. 94 point.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 185 kr., mens prisen er 155 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2022 Domaine André Berthet-Rayne, Cairanne Les Perchettes Blanc Méthode Nature, Rhône, Frankrig

2022 Domaine André Berthet-Rayne, Cairanne Les Perchettes Blanc Méthode Nature, Rhône, FrankrigVi fortsatte Domaine André Berthet-Rayne smagningen med en hvidvin og ligeledes  på 4 druesorter og helt uden brug af svovl, for det var nemlig deres 2022 Cairanne Les Perchettes Blanc Méthode Nature.

Her er blendet imidlertid 30% Roussanne, 30% Marsanne. 20% Viognier og 2% Grenache Blanc og vinen er lavet med gæring ved 16 grader i rustfrie stålkar og med separat vinificering af hver druesort og der er alene lavet 1.250 flasker af denne vin, som er flasket helt som en naturvin uden brug af svovl.

WAUW for en duft … her fornemmes den biodynamiske tilgang langt kraftigere, for i næsen er det virkelig en animalsk, landlig samt funky vin, hvor der er godt med nogle olierede noter, bi-voks, råhonning, skocreme, appelsin, pærer, gule æbler og lidt baconagtige noter.

Igen er det utrolig blød og cremet vin, der atter smelter helt i munden, men det er med en mere frisk og klingende frugt af hvide ferskner, friske pærer, pæresaft og igen denne hvide peber, safran, akaciehonning og jasminblomster. Den virker lidt smørfed, olieret og glider igennem munden med høj viskositet og sin særegne karakter, så dermed 94 point. Tiltrækkende.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 155 kr., mens prisen er 135 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7