Supervin har her under COVID-19 pandemien gjort nogle gode køb af bl.a. vine fra Bourgogne … og den næste er netop sådan en … 2014 Côte de Nuits-Villages fra en ung rising-star på et unavngiven og hemmeligt vinhus i Bourgogne.
Supervin siger selv om vinen; Schhh … sig det ikke til nogen. Vi har fået et begrænset parti hjem af denne hemmelige vin, som vi lige nu sælge ekstra billigt pga. en særlig aftale med producenten og under et hemmeligt navn … Gabriel Chevalier.
Men vinhuset bag vinen med dæknavnet Gabriel Chevalier er grundlagt i slutningen af 1800-tallet, hvor stifteren opkøbte marker i Nuits Saint Georges og senere fortsatte udvidelserne af markerne til andre dele af Bourgogne.
Foretagendet drives i dag af 5. generation, der har været med til at løfte huset op i en helt ny kvalitetsliga. Samlet har vinhuset lidt over 10 hektar vinmarker i både Côte de Nuits-Villages, Aloxe Corton og Nuits Saint Georges.
Denne 2014 Côte de Nuits-Villages er lavet med druer fra flere forskellige parceller i Côte de Nuits Villages, hvor jorden er præget af ler, grus og hård kalksten. Der er ikke mange oplysninger om selve produktionen, men vinen er lagret 12 måneder på fad og der er tale om en lille særskilt produktion på 5.000 flasker.
I glasset er vinen lys og transparent … meget lys og transparent, måske lidt smågrumset, mens duften bare er to die for, virkelig animalsk, landlig og æterisk med en nærmest lys, syrlig og moden frugt, jordbær, lyse kirsebær, lidt lakrids, tobak, morkler, blomster og måske er vinen endda lidt parfumeret. Det dufter langt bedre, end jeg havde forventet … sådan lys, modent, fin, sart og feminint med lidt sødme i slutfasen. Rund, lys og lækker.
Det smager også voldsomt godt … det er en lys, imødekommende, moden og elegant smag, vildt fint balanceret med de modne og lyse bær, en afrundet og håndfast syre, sødme, et vildt let tråd, elegance samt luftighed. Det er én af de bedste Bourgogne vine, som jeg har smagt i lang tid … og prisen er det næsten en fornærmelse … kan man vitterlig få denne vin til sådan en lav pris. Stjæl den før din nabo og din drikfældige svigermor … men husk at den er en hemmelighed. Det bliver 6 tynde fingre med svag pil ned … men fuck det smager godt. Elsker letheden i denne vin.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249 kr., men vinen er i øjeblikket på tilbud til 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.