Tag-arkiv: Piemonte

2016 G.D. Vajra, Barbera D’Alba, Piemonte, Italien

2016 G.D. Vajra, Barbera D’Alba, Piemonte, ItalienSteffen lagde ud med em klassisk Barbera D’Alba fra vinhuset Azienda Agricola G.D. Vajra, der ligger i byen Vergne i herlige Piemonte.

G.D. Vajra har jeg skrevet om tidligere, så det skal jeg ikke trætte jer med. Denne Barbera D’Alba har jeg også smagt tidligere og sidst var det i årgang 2010.

Druerne til vinen kommer fra forskellige af Vajras marker og høstes normalt i anden halvdel af september måned. Hver parcel vinificeres individuelt med en gæringstid over 15-20 dag ved op til 30 grader.

Derefter sker der også en malolaktisk gæring i rustfrie ståltanke, hvorefter vinen lagrer 12 måneder, primært i ståltankene, mens en lille del på 5-10% lagrer på franske egefade.

Næsen er grøn, krydret, saftig med rustik frugt, lidt blommer, modne og mørke kirsebær, lidt varm i frugten samt svagt en smule  nødder. Men samlet dog en krydret, varm og rustik næse … men alligevel med en vis elegance i frugten.

Smagen er også rigtig Barbera saftig med mellemrøde bær, sødme i frugten og ellers med nogle egenoter, hvid peber og et grønt bid, selvom vinen faktisk er meget omgængelig, levende og fint afbalanceret.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 195 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2016 Renato Corino, Barbera d’Alba, Piemonte, Italien

2016 Renato Corino, Barbera d’Alba, Piemonte, ItalienDet er ikke altid let at være den lille, men denne Barbera d’Alba fra Azienda Agricola Renato Corino og lillesøster til husets Barbera d’Alba Pozzo er lige så god … næsten.

Renato Corino ligger en smule øst for La Morra og er et forholdsvis nyt vinhus grundlagt i 2005. Men historien om vinhuset starter dog noget før, nemlig i 1952, hvor familien Corino bosatte sig ved La Morra og begyndte at dyrke vinmarker og sælge druerne til det lokale kooperativ.

Det var dog først i midten af 1980’erne, at familien startede med af flaske Barolo’er i eget navn, nemlig da sønnerne Giuliano og Renato overtog driften. De nedsatte udbyttet i markerne og købte franske barriques inspireret af Elio Altare i bedste modernistiske stil.

Men Giuliano og Renato blev dog gradvis mere og mere uenige om den vinmæssige stil, og efter 20 års samarbejde besluttede de ved udgangen af 2005 at gå hver til sit … dog stadig som gode venner, som fortsat hjælper hinanden.

Guliano beholdte familiens vingård, mens Renato etablerede en ny kælder i Frazione Annunziata Pozzo tæt ved La Morra. Og Renato har fortsat den modernistiske stil som en af Altares disciple, hvilket bl.a. betyder forholdsvis korte macerationer på en uges tid og selvfølgelig lagring på franske barriques.

I dag driver Renato Corino fortsat gården sammen med hustruen samt børnene Stefano og Chiara. De har samlet 8 hektar vinmarker og producerer årligt omkring 50.000 flasker vin.

De bedste marker er Arborina, Rocche dell’Annunziata, Conca og Roncaglie. Og der laves i øjeblikket 8 forskellige vine fordelt på en Dolcetto, 2 på Barbera, en Nebbiolo d’Alba samt 4 Barolo’er.

Denne basis lillesøster Barbera d’Alba er lavet med druer fra 25 år gamle vinstokke og vinificeret på rustfrie ståltanke med gæring over 7 dage. Den malolaktiske gæring er også sket i ståltanke, hvorefter vinen er lagret på egefade i 3-4 måneder inden aftapning på flaske, hvilket sker ufiltreret. Der laves årligt 10.000 flasker af vinen.

Og vinen minder på mange områder om storesøsteren med en næse, der er rustik, landlig – lidt brovten – og virkelig tæt og mørk med masser af blæk, grafit, kul, sorte bær, blåbær og blommer. Der er tør engelsk lakrids, nærmest lidt støvet med nogle fadnoter … kanel, nelliker samt et lille grønt tvist.

I munden er det en lidt fed og saftig lillesøster … og smagsmæssigt lidt som storesøsteren. Det er fast, tæt med mørke bær, polerede tanniner, lidt jern … den har måske lidt mindre dybde end Pozzo, men det er sgu god Barbera.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 84 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Massimo Rivetti, Barbera d’Alba Superiore Froi, Piemonte, Italien

2016 Massimo Rivetti, Barbera d’Alba Superiore Froi, Piemonte, ItalienAzienda Agricola Massimo Rivetti står bag næste vin, som også var en Barbera, nemlig deres Barbera d’Alba Superiore Froi.

Det piemontiske vinhus Massimo Rivetti er grundlagt i 1860 af Rivetti familien og drives i dag af 6. generation i form af Davide Rivetti. Selve vingården ligger lidt øst for den lille by Neive – faktisk midt på husets topmark Froi, som familien købte i 1947 og som har givet navn til deres enkeltmarks Barbaresco, som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen, og selvfølgelig også denne vin.

Rivetti navnet klinger måske velkendt i vinøse kredse? Det velestimerede vinhus La Spinetta er nemlig også ejet af en Rivetti familie … i dag søskende Carlo, Bruno og Giorgio Rivetti, men om de har nogle familiære forbindelser til Davide Rivetti, er jeg imidlertid ikke sikker på.

De har dog før i tiden – før de startede med at lave deres egne vine – solgt deres druer til negocianter, herunder blandt andet netop kultproducenten La Spinetta.

Azienda Agricola Massimo Rivetti har sammenlagt 25 hektar vinmarker, fordelt på en 12 hektar stor parcel på topmarken Froi i Neive under Barbaresco appellationen, Garassino i Mango samt Serraboella og La Palazzina i Alba.

Druerne til Barbera d’Alba Superiore Froi kommer selvfølgelig fra marken Froi, som med en sydvest-vendt eksponering omkranser Rivettis ejendom i Neive. Vinstokkene er 30-40 år gamle og høsten sker med håndkraft i små 20 kilos spande for at bevare druerne bedst muligt.

I kælderen starter gæringen spontant med druernes naturlige gærstammer i temperaturstyrede rustfrie ståltanke med daglig overpumpning. Vinen lagres efterfølgende 8 måneder i ståltankene, hvorefter vinen flaskes og lagrer yderligere 4 måneder inden frigivelse.

Barbera d’Alba Superiore Froi har slet ikke samme fedme, som foregående Barbera, men langt mere friskhed i frugten, nærmest lidt gæret udtryk fra frugten, jordbær, kirsebær, masser af eg og pænt med vanilje, lidt lakrids samt en smule blomster.

Vinen smager næsten også blomstret og parfumeret, men er samtidig rund, blød med masser er frisk kirsebær frugt, den rustikke Barbera syre, lidt lakrids, en fin saftighed og med svage tanniner. Det smager godt, nemt drikkelig, men måske en anelse til den neutrale side.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr. mens prisen er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2016 Scagliola, Barbera d’Asti Frem, Piemonte, Italien

2016 Scagliola, Barbera d’Asti Frem, Piemonte, ItalienBarbera d’Asti Frem laves af Società Agricola Azienda Agricola Scagliola, som ligger i den lille by Calosso i det sydlige Piemonte ved bakkerne i Monferrato tæt ved Langhe, smukt placeret på toppen af San Siro. Her har familien Scagliola har produceret vin i 4 generationer.

Vingården er grundlagt i 1939 af Camillo Scagliola, som blev født i 1889. Han giftede sig med Palmina Ferro, og de fik 5 børn. Desværre Camillo gik bort i en ung alder, så det blev sønnen Giovanni Scagliola, som hurtigt måtte videreføre arven efter faderen. Derefter gik driften videre til Giovannis sønner Mario og Maggiorino Scagliola.

I dag drives stedet fortsat af Mario og Maggiorino Scagliola, men sammen med 4. generation, nemlig Maggiorinos søn Giovanni og datter Silvia. Mario har selv to døtre, men de er fortsat unge, men regner også med at skal hjælpe i driften.

Familien har skabt et mønsterbrug i denne smukke egn placeret i 400 meters højde. Denne placering er med til at give vinene den flotte syrestruktur, som er nødvendig for at lave klassevine.

Jordbunden er let sandet med kalksten, og dyrkes med omtanke og efter naturlige principper, hvorfor der kun opnås et lavt udbytte per hektar.

Der dyrkes vin på 35 hektar, primært Moscato og Barbera, men også Dolcetto, Cortese, Chardonnay, Grignolino, Monferrato Rosso, Brachetto og Pinot Noir. Scagliola også kendt for at lave en af distriktets bedste Moscato d’Asti.

Denne Barbera d’Asti Frem er også lavet med druer fra omkring 400 meters højde, selvfølgelig 100% Barbera, og lavet helt traditionelt og lagret 12 måneder på franske egetræsfade. Der laves årligt 40.000 flasker af denne vin.

Jeg har smagt Barbera d’Asti Frem tidligere og været begejstret … men ikke denne gang, hvor næsen afslører en lidt for sød vin, som nærmest virker overdone. Frugten er meget sødlig, måske endda lidt gæret i udtrykket med blommer, svesker og figner, hvilket så suppleres med fadnoter af kanel samt masser af vanilje.

Smagen er også meget sød, selvom det hele leveres blødt og cremet, men det bliver alt for fluffy, lidt for meget, så vinen mangler helt klart syre, rygrad og elegance. Hvad sker der? Jeg er ellers meget stor Scagliola fan, men denne rammer ved siden af.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 139 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 99,95 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7

2015 Ada Nada, Langhe Nebbiolo Serena, Piemonte, Italien

2015 Ada Nada, Langhe Nebbiolo Serena, Piemonte, ItalienTid til forkælelse … i gang med at kokkerere lidt svineskank. I det elegante Nude Stem Zero glas har jeg hældt lidt lys Nebbiolo saft … en Langhe Nebbiolo Serena fra Vitivinicola e Agriturismo Ada Nada og det er sgu nærmest mini-Barolo til en helt sindssygt lav pris. Men sig det ikke til andre … lad det være vores hemmelighed. Livet er dejligt.

Jeg var imponeret, da jeg smagte Ada Nadas 2011 Barbaresco Elisa til blot 175 kr., men denne Langhe Nebbiolo Serena – igen opkaldt efter en af Anna Lisas og Elvio Nadas 3 piger Elisa, Serena og Ginevra – gør mig sgu også så glad, så jeg giver grisen et muntert klap på skanken.

Druerne – selvfølgelig 100% Nebbiolo – kommer fra nogle af familien Nadas 9 hektar vinmarker i området Valeirano og Rombone beliggende i 200 til 350 meters højde.

Druerne høstes manuelt og afstilkes derefter, hvorefter de presses og overføres til rustfrie ståltanke, hvor de ligger med skallerne med 5-8 dages maceration og gæring ved 28-30 grader. Derefter presses druerne og mosten overføres til anden ståltank til den malolaktiske gæring, hvorefter vinen lagrer på barriques i 3 måneder efterfulgt af ufiltreret aftapning på flaske og lagring yderligere 2 måneder. Der laves årligt kun 3.000 flasker af denne vin.

Duftmæssigt er det ærketypisk piemontisk Nebbiolo … masser af læder, violer, roser samt en herlig, stram italiensk syre, lys frugt, ribs samt en virkelig lækker modenhed i frugten – uha – lidt eg, grønne blade, mentol og røg. Dufter vildt godt.

I munden er det dejlig stram og tanninholdig lys frugt, pænt med syre og lethed. Det er en levende og frisk vin, nærmest med Barolo kvaliteter, selvom den måske er letbenet. Men let til bens er ingen skam, når det smager sådan her og til prisen en totalt no-brainer. Jeg har fået dyr Barolo, som ikke når denne til sokkeholderne, så er du Nebbiolo fan aka Neb-lover, så får du masser af kvalitet og drikkeglæde i denne Langhe Nebbiolo Serena.

Forhandles af Italux, hvor en flaske alene koster beskedne 85 kr.

 Vinanmeldelse 5,5/7

2014 Marchesi di Barolo, Barbaresco, Piemonte, Italien

2014 Marchesi di Barolo, Barbaresco, Piemonte, ItalienDenne Barbaresco fra Marchesi di Barolo har jeg smagt rigtigt mange gange og – hånden på hjertet – uden rigtigt at blive kæreste med den skarptungede, krævende, italienske donna.

Jeg har således skrevet om vinen her på bloggen i både årgang 2007, 2009, 2010 og 2012, men nu opsøger jeg igen et muligt kærlighedsforhold med 2014’eren. Ellers har jeg mere været forelsket i hendes søstre, fx den geniale Barbera d’Alba Peiragal eller søstrene med ægte Barolo i blodet, hvilket selvfølgelig er synd for denne mindre danseglade Barbaresco søster.

Vinen er selvfølgelig lavet på 100% Nebbiolo, og er lagret på eg i et år, en del i slavonske egetræsfade, og den anden del i franske egetræsfade. Bagefter blandes det og det hele ligger igen i slavonske egetræsfade, hvilket efterfølges af et års lagring på flaske inden vinen sendes ud på markedet.

I næsen masser af eg, tør, støvet og har masser af italiensk, balsamisk syre, frugten måske en kende federe end forventet, selvom vi fortsat er i den lyse afdeling med lyse blommer og en smule ribs, men klart en mørkere Nebbiolo end forventet. Derudover er der lidt mynte, animalske elementer og læder.

I munden virker vinen alt for ung, men det er dog heller ikke en vin, som skal ligge for lang tid, hvilket jeg erfarede, da jeg for blot en måned siden smagte vinen i en årgang 2007. Smagen er frisk og ganske syrlig … det er virkelig stramt med lyserød frugt, ribs, granatæbler, lidt peber og tydelige tanniner. Denne donna er tilsyneladende ikke imponeret af mine tilnærmelser … ikke imødekommende og venlig, men lidt et syrehoved.

Forhandles af Vinspecialisten / H.J. Hansen Vin, hvor prisen er 235 kr., men fra 1. februar til 30. april kan vinen købes til 150 kr. ved køb af 2 flasker.

Vinanmeldelse 4/7   thumbthumbthumbthumb

2017 Ada Nada, Vino Rosato Emma, Piemonte, Italien

2017 Ada Nada, Vino Rosato Emma, Piemonte, ItalienFra Elisa til Emma … sidste uge bød på en overbevisende 2011 Barbaresco Elisa fra Azienda Vitivinicola e Agriturismo Ada Nada. Nu hedder vinen Emma og er en Vino Rosato … altså rosévin på en regntung vinterdag. Men sådan er der jo så meget.

Mens den smagte Barbaresco er opkaldt efter en af Anna Lisas og Elvio Nadas 3 børn … pigerne Elisa, Serena og Ginevra, så har jeg imidlertid ingen anelse om, hvor denne blegrøde rosévin hedder Emma. Alle pigerne kan i øvrigt ses på billedet ovenover med moder Anna Lisa.

Vino Rosato Emma har intet årstal på etikette, men en lille kode L01-18 afslører, at vinen er flasket i januar 2018 og dermed lavet af druer fra 2017-høsten.

Det er ren Nebbiolo, og efter høst ligger druerne 24-36 timer ved 18-20 grader og macererer lidt inden de presses. Derefter sker den alkoholiske gæring af saften og når den er afsluttet, så lagrer vinen i ståltankene omkring 3 måneder inden vinen flaskes uden filtrering. Derefter ligger vinen 2 måneder på flaske og der laves årligt beskedne 1.300 flasker af denne rosévin.

Næsen er en kende neutral, men jeg fanger lidt jordbær. Efter lidt tid åbner vinen en smule mere op, selvom duften aldrig bliver eksplosiv eller meget givende. Der kommer en tør og umiskendelig stram, italiensk syre og det giver lidt liv i de lyserøde underskørter.

Smagsmæssigt er der både hindbær, grape og bitterhed. Det er en frisk vin med et bittert og syrligt bid, og Emma vil klart danse bedre på terrassen med lidt sol, samba og hede andre hede rytmer. Hun kan dog lige krave op på 4 fede fingre.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 75 kr., men lidt vildt at man blot for 100 kr. mere kan få deres mageløse Barbaresco Elisa.

 Vinanmeldelse 4/7

2004 Roberto Sarotto, Villa Aurora Barbaresco Riserva, Piemonte, Italien

2004 Roberto Sarotto, Villa Aurora Barbaresco Riserva, Piemonte, ItalienDenne Villa Aurora Barbaresco Riserva fra Azienda Agricola Roberto Sarotto er lidt en underlig, sær og mærkelig vin … smager slet ikke som Nebbiolo, men mere som noget fra det sydlige Italien. Det vender vi selvfølgelig tilbage til.

Azienda Agricola Roberto Sarotto ligger lidt øst for den lille by Neviglie. Det er omkring 10 kilometer øst for Alba i det dejlige piemontiske landskab. Vingården er oprindelig grundlagt i 1800-tallet af Giuseppe Sarotto, som selv kom fra Barbaresco og slog sig ned i Neviglie som landmand.

Da han døde, blev vinmarkerne delt mellem hans 3 sønner Giulio, Giovanni og Giacomo … og Azienda Agricola Roberto Sarotto er en videreførsel af Giacomos del. Giacomo begyndte nemlig efter arven at lave sine egne vin hjulpet af sin  søn Giovanni og senere hans barnebarn Luigi Giovanni.

Fra 1870 til midt tæt på 2. verdenskrig ekspanderede familien og specialiserede sig i produktionen af vine på Dolcetto, som de bulk i træfade bl.a. eksportere helt til England. Efter krigen optog Luigi Giovannis søn Angelo driften, bl.a. med nye druesorter, men solgte alle druer til andre producenter og kooperativer.

Det ændrede Angelos søn Roberto i 1991, da han overtog driften fra sin fader og lige siden har familien brugt alle druer til deres egen produktion … ja endda udvidet med køb af en 20 hektar stor vingård i Barolo området.

Dermed har familien samlet 50 hektar vinmarker, som er fordelt i både Barolo, Barbaresco, Neviglie og Gavi. Til at hjælpe Roberto er der hustruen Aurora, men også Robertos forældre hjælper til med driften på gården.

Roberto Sarotto laver primært kraftige og bløde vine med et tydeligt præg af fad og hvor den kraftige syre er under kontrol. Han har et stort moderne vineri, hvor der er en kapacitet på 5.000 hektoliter, heraf 800 hektoliter i egefade.

Denne 2004 Villa Aurora Barbaresco Riserva er lavet af nogle gamle fade, som gamle Angelo Sarotto havde gemt væk og var glemt. Da Roberto fandt fadene med den glemte Riserva vin, så besluttede han, at den skulle flaskes … og det er altså denne vin.

Næsen er ganske opulent, men bestemt ikke uinteressant. Der er en smule babybræk – på den gode måde – mørk frugt, ja nærmest tørret mørk frugt, blåbær, lidt læder, masser af mælkesødme, mælkechokolade, kanel og sød tobak.

I munden er vinen også ganske sød … også alt for sød, så det minder på ingen måder om Nebbiolo, men snarere om noget fra Syditalien. Men samtidig er vinen dog virkelig tør, så det stritter lidt i forskellige retninger, men jeg nåede ikke at blive fan af denne vin.

Er tidligere forhandlet i Irma, Spar og andre supermarkeder, men prisen har jeg ikke et bud på.

Vinanmeldelse 3,5/7

2011 Ada Nada, Barbaresco Elisa, Piemonte, Italien

2011 Ada Nada, Barbaresco Elisa, Piemonte, ItalienItalux è uno dei miei rivenditori preferiti di succo Italiano … er en af my favorite dealers af italienske dråber … gode vine og billige priser. Næste vin er fra deres sortiment, en 2011 Barbaresco Elisa fra Azienda Vitivinicola e Agriturismo Ada Nada.

Ada Nada er et lille familieforetagende, som er grundlagt i 1919 af Carlo Nada, men i dag drives af 4. generation i form af Anna Lisa Nada – som I kan se på billedet ovenover – og hendes mand Elvio. Anna Lisa overtog gården i 2012, da hendes far Gian Carlo Nada desværre døde i en ung alder.

Det er nu imidlertid Anna Lisas mand Elvio, som tager sig af produktionen af vinene, mens Anna Lisa står for hele driften af familiens lille hotel, som omfatter udlejning af 10 værelser samt 3 lejligheder … alle selvfølgelig navngivet efter forskellige vintyper.

Elvio får dog hjælp til produktionen af vinene fra vinkonsulenterne og ønologerne Gianfranco Cordero og Ivon Picollo. Vinene laves i kælderen på den gamle vingård og der anvendes primært gamle 3.000 liters egefade, helt traditionelt samt en smule barriques.

Samlet har familien 9 hektar vinmarker i området Valeirano og Rombone. Vinstokkene er gennemsnitlig omkring 40 år gamle og det giver sammenlagt basis for en årsproduktion på omkring 45.000 flasker vin … hvor en del garanteret nydes af vinglade turister på deres agriturismo.

Produktionen på Ada Nada er fordelt på 13 forskellige vine, heraf en Spumante, en rosato, 3 hvide samt en række rødvine på Dolcetto, Barbera og selvfølgelig Nebbiolo.

Denne Barbaresco Elisa er én af husets 3 Barbaresco’er, hvor druerne kommer fra området ved Rombone i Treisa tæt ved vingården i omkring 200-350 meters højde i med et terræn bestående af kalkholdig hvid mergel og ler.

Druerne er høstet med håndkraft, afstilket og presses, hvorefter de anbringes i rustfrie ståltanke for vinifikationen. Maceration sker derefter i omkring 10 dage ved kontrolleret temperatur. Derefter presses mosten og overføres til gæringstankene til den alkoholiske gæring og efterfølgende malolaktiske gæring.

Vinen lagrer herefter 18-20 måneder i store egefade, hvorefter den flaskes ufiltreret og lagrer så på flaske i yderligere 6-8 måneder inden frigivelse til salg. Der laves årligt omkring 4.000 flaske af denne vin.

Den lille italienske opstoppertud har meget let og moden frugt, lidt hindbær med et snert af nogle mørkere bær og måske lidt mørkere i frugten end normalt for Nebbiolo. Derudover er der violer, masser af eg, mynte, noget bondsk og beskidt, støvet og tørt. Modenheden i den sarte og her lidt dybere frugt er bare lækker.

Smagsløgene forkæles af en stringent italiensk syre, en super lækker frugt med en dejlig, dekadent modenhed, som jeg bare elsker, men som kræver lidt tid og luft i glasset for at folde sig maksimalt ud, så husk at give vinen godt med luft.

Der er masser af gummemasserende tanniner, men ikke helt vildt, for samtidig er vinen Bamseline-blød og har som bamsen også blomsterflora, lethed … og vinen er sgu også lidt nuttet.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 175 kr. og jeg er nødsaget til at sige; nøj … det er sgu billigt.

 Vinanmeldelse 6/7

2007 Marchesi di Barolo, Barbaresco, Piemonte, Italien

2007 Marchesi di Barolo, Barbaresco, Piemonte, ItalienVi var nytårsaften tørstige efter mer’ rødvin og jeg åbnede denne modne 2007 Barbaresco fra Marchesi di Barolo, som imidlertid ikke bærer sin alder særlig godt.

Jeg har skrevet om det legendariske vinhus nogle gange her på bloggen, så det skal jeg ikke trætte jer med. Jeg er dog ikke altid lige begejstret for deres vine og det gælder faktisk også denne Barbaresco, som jeg tidligere har smagt i og skrevet om i årgang 2009, 2010 og 2012 her på bloggen og ratet til mellem 4 og 4½ fede fingre, selvom det jo egentlig er en vin til 235 kr. i dagens priser.

Den er selvfølgelig lavet på 100% Nebbiolo, og vinen er lagret på eg i et år, en del i slavonske egetræsfade, og den anden del i franske egetræsfade. Bagefter blandes det og det hele ligger igen i slavonske egetræsfade, hvilket efterfølges af et års lagring på flaske inden vinen sendes ud på markedet.

Næsen er ikke syrlig, stringent og skarp Nebbiolo, men mere med en fed, tyk og overmoden frugt, som slet ikke byder på de klassiske dyder, men i stedet virker gumpetung, lukket og over the hill. Det er sgu ganske skuffende, for vinen har ligget i vinkøleskabet ved perfekt temperatur siden købet for mange år siden.

I munden er det også alt for overmodent, og selvom det bestemt kan drikkes, så er det på ingen måder som forventet. Øv … jeg gider faktisk slet ikke at skrive mere om vinen.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 235 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7  thumbthumbthumbhalf_thumb