Lidt champagne har vel aldrig skadet nogen, men det har meget champagne vel heller ikk’? Jeg starter med lidt … en Non Vintage Grande Réserve Brut fra champagnehuset Gosset.
Gosset holder til i byen Aÿ og startede for over 400 år siden, hvor Jean Gosset som første i efterfølgende 16 generationer startede med at lave med lave vine uden bobler og endda mest rødvine.
Det var dog Jeans barnebarn rådmand i Aÿ Pierre Gosset, der i 1584 officielt startede med at sælge familiens vine og satsede på vin som deres levevej … og det skulle vise sig at være en god idé.
Familien Gosset blev velanset i Aÿ og fik – ved siden af deres vinproduktion – poster som både viceborgmestre, borgmestre, anklagere og Seigneur af Aÿ i byen. Husets vine blev faktisk berømte og blev så eftertragtede, at de blev serveret i det franske kongehus … en ære der ellers kun dengang tilfaldt vine fra Beaune, men sjovt nok på samme druer … Pinot Noir og Chardonnay.
Det var først i det 18. århundrede, at man begyndte af lave mousserende vine i Champagne og den ændring tog Bosset familien også til sig. De havde jo i forvejen lavet deres vine på Pinot Noir og Chardonnay, så derfor passede det fint med de regler, som blev vedtaget i området.
Gosset familien ejede champagnehuset i 16 generationer, men solgt det endeligt i slutningen af det 20. århundrede til Renaud-Cointreau familien, der også ejer cognac firmaet Frapin i Ségonzac. I dag er det formanden Jean-Pierre Cointreau, som leder Gosset.
Men Jean-Pierre har fortsat champagnehuset gamle tradtioner, bl.a. anvender man fortsat den antikke flaske til cuvée champagnerne og de laver vinene uden malolaktisk gæring, så vinene bevarer al deres naturlige frugtighed.
Efter Renaud-Cointreau overtog Gosset i 1994, så har de øget produktionen til over 1 million flasker champagne årligt. Derudover har de købt nyt vineri i Epernay … en smuk gammel bygning fra det 19. århundrede med en tilhørende park på 2 hektar, vineri med en produktionskapacitet på 26.000 hektoliter, lagerkapacitet på 2,5 millioner flaske og 1,7 kilometer underjordiske kældre.
Der produceres hovedparten af champagner … og alene en lille del produceres i Aÿ ejendommen, som dog fortsat er Gosset domicil.
Denne Grande Réserve Brut er vel nærmest husets signatur og lavet på 45% Chardonnay, 45%, Pinot Noir og 10% Pinot Meunier fra flere forskellige marker i Aÿ, Bouzy, Ambonnay, Le Mesnil-sur-Oger samt Villers-Marmery. Grundvinen er lavet på ståltanke og uden en efterfølgende malolaktisk gæring.
Derefter er andengæringen sket på flaske med en lagring i de lange vinkældre over 3 år … altså langt mere en appellationens krav på 15 måneder.
Duften er virkelig dejlig … ganske gæret med masser af nedfaldsæbler suppleret med let tropisk frugt, fersken, abrikos, mirabeller, meget mostet i noterne. Der er også toast, blomster og en virkelig stenet side … meget ædel i duften, hvis man kan sige det?
I munden er der masser af syre, godt med brus samt tonsvis af lemon, grape, havtorn og virker virkelig tør. Det er most fra sure æbler, sur, syrlig og mundspidsende skarp. Det hele virker Krisp, sprødt, frisk og endda meget ungt, men fin champagne.
Forhandles flere steder, bl.a. Otto Suenson, hvor en flaske koster 395 kr.
Vinanmeldelse 5/7