Tag-arkiv: Rhône

2009 Domaine de Cristia, Châteauneuf-du-Pape Cuvèe Renaissance, Rhône, Frankrig

2009 Domaine de Cristia, Châteauneuf-du-Pape Cuvèe Renaissance, Rhône, FrankrigJans lille juleoratorium sluttede med manér i form af denne Châteauneuf-du-Pape Cuvée Renaissance fra vinhuset Domaine de Cristia, som holder til i byen Courthézon i det østlige del af det herlige vinområde.

Vinhuset er grundlagt af Etienne Grangeon for omkring 70 år siden, ja helt præcist i 1942. Dengang bestod ejendommen alene af 2 hektar vinmarker med lidt Grenache vinstokke. Det var imidlertid sønnen Alain Grangeon, som virkelig fik sat skik på Domaine de Cristia og samtidig udvidede vingården med yderligere marker, som bl.a blev tilplantet med Syrah og Mourvèdre.

I dag er det Alains to børn Baptiste og Dominique, som viderefører vinhuset efter faderen. De startede allerede i 1999 hos faderen og har været eksponenter for at øge kvaliteten af vinene og markedsføre dem i Frankrig samt det store udland.

Baptiste blev i øvrigt i 2012 gift med Maria Petrucci, der er en datter fra vinhuset Manoir de Saint Pierre i Châteauneuf-du-Pape. Derudover arbejder Baptiste også sammen med den amerikanske importør om produktion af Châteauneuf-du-Pape vine fra dennes 3 hektar vinmarker i Neuf. Disse vine produceres også på Cristia og sælges under brandet Chapelle St. Theodoric.

Domaine de Cristia har sit navn fra en lille vinmark/-parcel, en såkaldt lieu-dit, som i øvrigt er nabo til lieu-dit Rayas tilhørende det klassiske, verdenskendte Château Rayas.

Cristia har samlet 58 hektar vinmarker, nemlig 19 hektar med røde druer og en enkelt med grønne druer i Châteauneuf-du-Pape, 8 hektar med Côtes-du-Rhône Villages, 12 hektar med almindelig Côtes-du-Rhône og 18 hektar Vin de Pays. Siden 2008 har alle markerne været certificeret økologiske.

Denne Cuvée Renaissance er lavet på 60% Grenache og 40% Mourvèdre. Grenache vinstokkene er over 100 år gamle, mens Mourvèdre stokkene er omkring 50 år gamle. Grenache er lagret i 2-3 år gamle fade og Mourvèdre i nye fade i 12 måneder, hvorefter vinen sammenstikkes og lagrer yderligere 6 måneder.

Og hvilken lækker Neuf … tonsvis af frugt, brombær, blåbær, kirsebær, mejeri, krydderurter, lakrids, kaffe, chokolade, mynte, lidt læderfedt og et lille snert af peber. Fugtig og lækker … meget indbydende og total addictive næse.

I munden er der en vis form for lethed over vinen, blødhed, elegance og samtidig er der virkelig stramme og voldsomme tanniner, som fylder mundhulerne totalt sammen med solbær, krydderier og en smule peber. Flot, flot Châteauneuf-du-Pape.

Forhandles af The Wine Company, pris 375 kr.

Rating 6/7  

2007 Domaine Eric et Joël Durand, Cornas Empreintes, Rhône, Frankrig

2007 Domaine Eric et Joël Durand, Cornas Empreintes, Rhône, FrankrigCornas kan næsten betegnes som herrevin … den har en næsten sort farve og en massiv, aggressiv smag af peber og læder. Den kræver tid, før den bør drikkes, så vent endelig 5-10 år med at åbne en Cornas. Det havde Jan overholdt, for denne Cornas Empreintes fra Domaine Eric et Joël Durand havde netop 8 år på bagen og var næste vin i glasset hos Jans lille julekomsammen.

Domænet drives af brødrene Eric og Joël Durand og ligger lige på grænsen mellem Cornas og Saint-Joseph i byen Chateaubourg. De overtog vingården fra deres forældre i 1991 og har siden fået suveræne anmeldelser, bl.a. har de flere gange opnået prisen Coup de Ceur, som er dommernes favorit i den franske vinguide Guide Hachette des Vins.

Brødrene har samlet 15 hektar vinmarker i kommunerne Châteaubourg og Glun, fordelt med 7 hektar AOC Saint Joseph. 5,5 hektar i AOC Cornas, 1,5 hektar med landvin Vin de Pays, mens resten er forbeholdt hvidvine i Saint Peray og Saint Joseph. Der spilles på mange strenge i vinifikationen, men det gøres individuelt, for brødrenes vinmarker ligger nemlig spredt ud over mange små parceller med stejle granit skråninger.

De høster relativt sent og i kælderen anvendes der særligt store fade til den malolaktisk gæring af de lettere cuvéer, luftning af de tungeste cuvéer i fadet og kun sjældent filtrering, men en let klaring. Alt sammen for at bevare appellationernes karakter, og for at gøre Cornasvinene mindre barske og hurtigere drikkeklare end ellers typisk for vinene fra Cornas og Saint Joseph.

Brødrene betegnes således som modernister i Cornas og man behøver ikke vente 20 år eller mere for at drikke deres Cornasvin. Deres vine bliver bedre og bedre år for år, dels på grund af deres entusiasme samt dygtighed og dels pga. opkøb af nogle superparceller. Domainet må nu henregnes til den absolutte superklasse i begge appellationer.

Druerne til denne kommer fra forskellige parcer med granitholdig undergrund. Vinstokkene er omkring 10-15 år gamle, og høstudbyttet ligger på 35 hektoliter pr. hektar. Gæringen starter efter destemming og kold maceration i 4 dage ved 8 grader. Samlet maceration på 18-28 dage og lagrer 12 måneder på egetønder, 20% nye og resten er tidligere brugt 1-5 gange før. Parker har giver vinen 89 point.

Og hvilken herlig duft … her får du hele mejeriet … både Amba, andelsbevægelse, yoghurt og ymer, rustik, animalsk med hindbær, grønne oliven, røget kød, læder, grønne urter, peber, mineraler og trækul. I munden er der syrlig, grøn skarphed, total frisk frugt … frugten er meget ren og direkte … lige i sylten på én. Der er stål, jern, mineraler, meget tæt og kødfuld … in your face. Det er altså godt.

Forhandles hos Vinhuset Les Cépages, hvor prisen er 214 kr.

Rating 6/7  

2013 Domaine le Clos du Caillou, Châteauneuf-du-Pape Tradition, Rhône, Frankrig

2013 Domaine le Clos du Caillou, Châteauneuf-du-Pape Tradition, Rhône, FrankrigFor knap 4 måneder siden smagte jeg denne vin i årgang 2012 … og den var god. 2013’eren er bare endnu bedre. Vinen vi snakker om er Domaine le Clos du Caillous entry-level Châteauneuf-du-Pape, som de kalder Tradition.

Domaine le Clos du Caillou ligger ved byen Courthézon, nordøst for Châteauneuf-du-Pape … et godt område for at fremstille stor Châteauneuf-du-Pape. Det har da også været målet for familien Pouizin og Vacheron siden de stiftede domainet i 1956.

Domainet består i alt af 58 hektar vinmarker, hvoraf de 8 hektar er beliggende i Châteauneuf-du-Pape. I princippet kunne en del af de resterende 50 hektar også godt have været indlemmet i Châteauneuf-du-Pape, da de kun er adskilt fra distriktet af et gammel stengærde.

Historien fortæller dog, at den daværende ejer ikke ville betale de afgifter, som en ophøjelse af jordene til Châteauneuf-du-Pape krævede i 1923 og at det er årsagen til, at jorderne kun bærer status af Côtes du Rhône.

Indtil 1996 blev ejendommen drevet af Claude Pouizin, der frem til 1993 solgte en del af avlen til negocianter i området, men i i 1996 overlod han stedet til datteren Sylvie og svigersønnen Jean-Denis Vacheron. Dennis stammede fra en vinbondefamilie, som driver Domaine Vacheron i Sancerre.

Generationsskiftet betød, at ejendommens vine fik et vældigt kvalitetsløft. Vinskribenter fra især i Amerika berømmede hans indsats, og eksporten til Amerika steg voldsomt. I marts 2002 omkom Jean-Denis Vacheron imidlertid i en trafikulykke, og i dag drives ejendommen af hans kone Sylvie. Hun har dog allieret sig med dygtige folk, bl.a. Bruno Gaspard, tidligere Chateau Trignon, og ønologen Philippe Cambie, som jeg jo også har skrevet om en del her på bloggen.

Markerne er certificeret Agriculture Biologique (AB) siden 2010. AB mærket er Frankrigs svar på Ø-mærket, dvs. en økologisk vin, men det er faktisk meningen, at Domaine le Clos du Caillou vil fortsætte kursen mod biodynamisk certificering.

Denne Châteauneuf-du-Pape Tradition er – trods navnet – en forholdsvis ny hos vinhuset og lavet første gang i 2011. Den er i denne årgang 2013 lavet på 85% Grenache, 10% Mourvédre samt 5% Syrah, hvorimod 2012’eren var på 100% Grenache. Druerne kommer fra markerne Les Cassanets og Les Bédines og med et lavt høstudbytte på sølle 20 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet med maceration på i betontanke i 28 dage … 11 dage mindre end 2012’eren, hvorefter vinen lagres på store, gamle foudres i 17 måneder. Der laves årligt 13.000 flasker af denne vin.

Og den har hele Rhône kavaleriet med i den menneskelige emhætte … det er mejeri, bacon, flæsk, røget fedt, brombær, solbær, vanilje og let kanel. Måske også lidt engelsk lakrids. Som 2012’eren en kraftig dame, fyldig og tiltrækkende … men med en klar, frisk frugt, en direkte tyngde og tydelige tanniner, dog langtfra så voldsomme som i 2012’eren. En vin, som alle ville være glad for at indtage sammen med juleanden. Selv anden vil være glad.

Så skal du også lige tænke på, at den faktisk har 3 Cdp storesøstre, nemlig vinene Les Safres, Les Quartz og La Réserve. Og så en hvid halvsøster.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 280 kr.

Rating 5,5/7   

1995 E. Guigal, Côte-Rôtie Château d’Ampuis, Rhône, Frankrig

1995 E. Guigal, Côte-Rôtie Château d'Ampuis, Rhône, FrankrigDet store vin- og negocianthus E. Guigal har specielt på ét område nærmest kultstatus … nemlig på deres Côte-Rôtie vine. Netop én af disse vine var næste nummer i Brix’ felttog af imponerende vine, vinen Côte-Rôtie Château d’Ampuis.

Det er specielt de dyre Côte-Rôtie enkeltmarksvine La Landonne, La Turque og La Mouline samt Château d’Ampuis, hvor druerne kommer fra flere marker, som har gjort Guigal lig med verdens bedste Côte-Rôtie vine.

Disse vine er i dag også sammen med Hermitage-vinen Ex-Voto fra E. Guigal investeringsobjekter på niveau med de berømte 1. Cru’er i Bordeaux eller de bedste Bourgognevine.

Jeg har tidligere smagt både La Landonne og La Mouline … men priser på flere tusinde … ofte langt over 4.000 kr. pr. flaske afskrækker de fleste. De er ganske enkelt uoverkommelige for de fleste pengepunge.

Jeg skal nok afholde mig fra igen at skrive om historien bag vinhuset og blot henvise til nogle af mine andre blogindlæg på smagte Guigal vine. Og dem har jeg efterhånden smagt nogle stykker af … flittig som man jo er.

Vinen Côte-Rôtie Château d’Ampuis er opkaldt efter husets imponerende og historiske ejendom, nemlig det berømte slot Château d’Ampuis, som Guigal købte i 1995 … altså samme år, som denne vin er fra. De var derefter 11 år om at renovere det. Slottet ligger i Côte-Rôtie og er en vigtig del af historien og appellationen. Slottet er oprindeligt bygget som et fort i 1100-tallet, men blev omdannet til et renæssanceslot i 1500-tallet.

Château d’Ampuis ligger midt i vinmarkerne og omkranset af Rhône floden. Modsat de helt dyre enkeltmarks Côte-Rôtie, så er denne vin lavet med druer fra 7 marker, nemlig Côte Blonde markerne Le Clos, La Garde, La Grande Plantée samt Côte Brune markerne La Pommière, Le Pavillon Rouge, den klassiske Le Moulin samt endelig La Viria.

Som det fremgår opdeles markerne i to typer, Côte Blonde og Côte Brune. Côte Brune kendetegnes ved en mørk jordbund, som fremhæver kraftfuldheden og intensiteten i Syrah’en. Côte Blonde er kendetegnet ved en lysere, kalkholdig jordbund, hvor man i tilgift til Syrah også dyrker mikroskopiske mængder af den grønne Viognier.

Det siges, at skråningerne er opkaldt efter Lord Maugirons to døtre, som var henholdsvis blond og mørkhåret.

I denne Côte-Rôtie Château d’Ampuis tilsætter Guigal 7% Viognier, som er med til at give vinen mere kompleksitet og elegance. Vinen er lavet med 4 ugers maceration på rustfrie ståltanke, hvorefter den lagrer 38 måneder i nye barriques, som Guigal jo selvfølgelig får fra sit eget bødkerværksted, som drives i samarbejde med Seguin Moreau. Der laves årligt 30.000 flasker af denne vin.

I glasset en herlig væske, som med brunorange kanter starter med at afsløre, at denne vin kan ha’ lidt alder. Til gengæld er vinen slet ikke mørk, som Syrah normalt fremgår, men nærmest lidt lys og delikat i farven. I næsen fornemmes alderen også. Det er lidt mulle kælder, syrlige kirsebær, læder, bacon, grønne noter, nelliker, timian, lakrids og lidt svag røg.

I munden er der imidlertid ingen tegn på alderdomshjem, rynker eller rollator. Der er stramme og syrlig bær, virker næsten skarp på tungen … og man nyder virkeligt, at en 20-årig vin fortsat er så frisk og spændstig. Der er kirsebær og god dybde på frugten. Den er meget kold og let i udtrykket, mens eftersmagen er sindssyg lang. Flot oplevelse.

Sådan en 20-årig fætter er ikke nem at skaffe. En 2011’er koster 795 kr. hos Bichel Vine.

Rating 6,5/7  

2011 Alain Voge, Cornas Les Vieilles Vignes, Rhône, Frankrig

2011 Alain Voge, Cornas Les Vieilles Vignes, Rhône, FrankrigVores vinaften sluttede i Rhône og én af Rhône vinene var denne Cornas Les Vieilles Vignes fra Domaine Alain Voge, som netop ligger lige midt i Cornas by. Alain Voge er én af kultproducenterne i Cornas og både Parker samt Wine Spectator regner Voge én af verdens bedste producenter.

Familien Voge har været bønder i Cornas gennem generationer, men vinhuset er reelt først grundlagt i 1958, hvor Alain Voge overtog gården fra sin far. Indtil da havde det været et almindeligt landbrug med forskellige afgrøder.

Men Alain besluttede udelukkende at satse på vinproduktion, så han omplantede en del af vinmarkerne, tilplantede marker, som ikke havde været brugt i 30 år, købte yderligere til og begyndte af producere vin under eget navn.

Sammen med hustruen Eliane besøgte han også de bedste restauranter i området for at gøre sine vine kendte. Og takket være vinenes fantastiske kvalitet, Alain kreative tilgang til produktionen og en hård arbejdsindsats, så steg vingårdens omdømme hastigt.

Og i dag er Domaine Alain Voge én af de mest respekterede vingårde i Cornas sammen med producenter som Auguste Clape, Thierry Allemand, Pierre Lionnet, Noël Verset og Jean-Luc Colombo.

I dag er Alain Voge en ældre herre, så i produktionen af vinene får han i dag hjælp fra vinmageren Albéric Mazoyer, som tidligere har været på Domaine  Chapoutier. Albéric Mazoyer startede hos Alain Voge i 2004 og hjælper mere og mere til. Sammen driver de vinhusets 12 hektar vinmarker i Mauves kommunen.

Det er nemlig 7 hektar AOC Cornas, 4 hektar of AOC Saint Peray samt en smule AOC Saint Joseph og lidt Côte du Rhône. Siden 2013 har produktionen været biodynamisk, men ellers foretrækker Alain Voge ikke at ændre noget i produktionen. Produktionen er meget som i gamle dage … ja faktisk er det hans og hans hustrus tro, at man ikke behøver at ændre hele tiden.

Der laves omkring 50.000 flasker om året fordelt på 4 hvide og 5 røde vine. De fire hvide er AOC Saint Peray, nemlig vinene Harmonie, Terres Boisées, Fleur De Crussol samt en mousserende vin. De røde er en Côte du Rhône Les Peyrouses, en AOC Saint Joseph Les Vinsonnes og endelig de tre Cornas vine Les Chailles, Les Vieilles Vignes og Les Vieilles Fontaines. Den sidstnævnte laves kun i de absolut allerbedste år.

Denne Cornas Les Vieilles Vignes er selvfølgelig ren Syrah, hvor druerne kommer fra 30-årige vinstokke. Vinen er lavet på rustfrie ståltanke … lang maceration på 4-5 uger, og derefter lagrer vinen 20 måneder på egefade, heraf 15% nye fade. Både Parker og Wine Spectator har giver vinen 95 point.

I glasset en herlig mørk vin … mørk som blæk. Og der er sgu smæk på drengen med mejeri, animalsk flæsk, bacon, råt kød, blæk, grafit, brombær, solbærsyltetøj, bitter chokolade og kakaopulver. Intens som bare pokker … virker kompleks og nuanceret.

Det samme går igen i smagen, som byder på en voldsom frugtrigdom med tons af mørke bær, en meget præcis syre, let peber, faste tanniner … som klæber til fortænderne, jernlåger, mineralitet og godt med længde på eftersmagen. Er fortsat en meget ung vin, som helt sikkert vil kunne klare mange år i kælderen … det ku’ denne ikke … men hvor herligt.

Hvem medbragte vinen: Jan

Forhandles af AK Vine, pris 449,95 kr., men 50 kr. billigere, hvis der købes 12 flasker.

Rating 6/7 

2005 Domaine de la Mordorée, Châteuneuf-du-Pape Cuvée La Reine des Bois, Rhône, Frankrig

2005 Domaine de la Mordorée, Châteuneuf-du-Pape Cuvée La Reine des Bois, Rhône, FrankrigLa Reine des Bois … betyder skovens dronning. Det er en Châteuneuf-du-Pape og den kommer fra vinhuset Domaine de la Morderée, som ligger lige udenfor den lille by Tavel lidt syd for Lirac i Rhône.

Vinhuset er forholdsvis nyt, da det er grundlagt i 1986 af Christophe Delorme, som kom fra en familie af vinavlere. Han kaldte vinhuset for Mordorée af respekt for hans far. Mordorée betyder nemlig skovsneppe på den lokale dialekt og hans far var en ivrig jæger.

Christophe fik hurtigt sit navn slået fast hos vinkritikerne, og således har vinhuset siden etableret opnået ikke mindre end 160 medaljer. Specielt anmeldere som Revue du Vin de France, Wine Spectator og Parker har været meget begejstret for vinene fra Mordorée.

Gennem årene har Delorme købt jord op, så han nu råder over 60 hektar fordelt på 38 forskellige parceller i 8 områder. Han har 5 hektar i AOC Châteuneuf-du-Pape, som han købte i 1993. De er fordelt på de kendte marker La Crau, La Nerthe, Cabrières og Le Bois de la Ville.

Derudover har Christophe vinmarker i Lirac, Tavel og Côtes du Rhône, og alle vinmarkerne har siden 2013 været certificeret økologisk. I markerne er opdyrket et helt naturligt økosystem med insekter til at bekæmpe diverse sygdomme i marken. Alt dette bunder i tanken om, at kvaliteten i flasken stammer fra kvalitet i marken.

Denne Châteuneuf-du-Pape Cuvée La Reine des Bois er husets absolutte topvin, som er lavet på Grenache, Mourvedre, Syrah, Vaccarese og Counoise, Det er primært Grenache, men det andelen varierer fra årgang til årgang … typisk mellem 65% til 80%. Vinstokkene er gennemsnitlig 60 år, og vinen er lavet med maceration i 30 dage og 30% af vinen er lagret i brugte barriques, mens resten er lagret i enten ståltanke eller cementtanke.

Og her er godt med koncentreret ekstrakt … mejeri, nærmest hele andelsmejeriet. De er koncentreret solbærekstrakt med vanilje, mælkechokolade, svedsker, våde og brændte fade. Det er mørkt og intenst og man fornemmer også, at alderen så småt er begyndt at trykke den gamle dronning fra skoven.

I munden er der fortsat en voldsom tørhed, tydelige tanniner, godt med solbær, fedme, saft og kraft. Fed, cremet, mørk og alligevel med en frugt, som kan bæren syren igennem.

Forhandles af Otto Suenson, hvor vinen i nyeste årgang koster 449 kr.

Rating 5/7 

2010 Arnoux & Fils, Vacqueyras Jean-Marie Arnoux, Rhône, Frankrig

2010 Arnoux & Fils, Vacqueyras Jean-Marie Arnoux, Rhône, FrankrigNogle kalder tit vine fra Rhône de bedste billigste vine i verden … og man bliver sjældent helt skuffet. Måske “nogle” ikke har drukket tyske Spätburgundere? Men det er jo en helt anden sag. Nogle har alligevel ret i, at man sjældent bliver helt skuffet med en Rhône vin.

Sådan er det også med denne Vacqueyras Jean-Marie Arnoux fra Domaine Arnoux & Fils, som holder til midt i det traditionsrige Vacqueyras … ja vinkælderen ligger faktisk i den historiske bymidte direkte ved det gamle klokketårn Vieux Clocher.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1717 af Pierre Bovis, en gammel forfader til Arnoux familien, som fortsat ejer og driver vingården.

Pierre Bovis fik nemlig i 1717 en vinmark fra den lokale herremand grev François de Castellanne, de Lauris, de Vassadel, de Gérard, Chevalier marquis de Ampuis, de Lagneroux og Vacqueyras. Ja, det lød som om, at denne greve ejede en del jord.

Og siden denne spæde begyndelse har familien været vinbønder med samlet 40 hektar jord i Vacqueyras og Gigondas. Indtil 1936 havde Domaine Arnoux & Fils alene 24 hektar, men den stigende efterspørgsel har betydet, at vinmarker er udvidet. Derudover køber vinhuset i dag også druer fra andre avlere i området.

Dermed kan vinhuset i dag dække et komplet sortiment af vine fra hele den sydlige Rhônedal.

Det er i dag brødrene Marc og Jean Francois Arnoux, som leder vingården. De overtog driften efter faderen Jean-Maris Arnoux samt onklen Régis Arnoux. Det var dog farfaren Aimé Arnoux, som virkelig ekspandere vinhuset til den størrelse, som det har i dag.

Vinene produceres, markedsføres og sælges under 3 navne, nemlig Vieux Clocher, Seigneur de Lauris samt Arnoux & Fils. Vinene i de to første serier er lavet med druer fra husets egne marker, mens Arnoux & Fils vinene er lavet med druer fra en række af de partnerskaber, som vinhuset har indgået i området.

Denne Vacqueyras Jean-Marie Arnoux er selvfølgelig opkaldt efter brødrenes fader og er lavet 65% Grenache, 30% Syrah og 5% Mourvèdre. Druerne kommer fra marker, som er beliggende ved foden af Dentelles de Montmirail. Stokkene er omkring 50 år gamle og udbyttet ligger på beskedne 28 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet med maceration i 15 dage, helt traditionelt, ingen bøder, ingen filtrering. Lagring sker på store fade i 6-12 måneder.

Og der er bare en herlig, klassisk Rhône næse i denne vin. Det er animalsk, rigtig godt med mejeri, yoghurt, våd hund, chokolade, sød lakrids, mørke krydderier og virker generelt dyb, mørk og tætpakket med mørk frugt. I munden godt med peber, syre … bløde og mørke bær, godt med tanniner og måske en anelse alkohol. Men som “nogle” siger … man bliver sgu ikke skuffet … smager godt.

Købt i Druekompagniet, pris 145 kr.

Rating 4,5/7  

2013 Clos Saint Jean, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2013 Clos Saint Jean, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigHos Paul sluttede vi i Rhône … nemlig hos en gammel kending Domaine Clos Saint Jean, som jeg har smagt en del gange.  Vi er selvfølgelig i Châteauneuf-du-Pape, hvor vi finder den lille familieejendom, som står bag denne husets basis Châteauneuf-du-Pape.

Ejendommen er grundlagt tilbage i 1910 af Edmund Tacussel., men siden 2001 – hvor Guy Maurel døde – har hans to sønner Pascal og Vincent Maurel drevet domænet, som ejer 41 hektar vinmarker … alle beliggende på det berømte Le Crau i hjertet af Châteauneuf-du-Pape.

Efter brødrenes overtagelse af vingården, så startede de med at hyre ønologen Philippe Cambie for at forsøge at forbedre de vine, som man altid havde lavet på Clos Saint Jean, men som man havde en tendens til at opbevare lige længe nok på de store foudres af slovensk eg, hvorved frugten ofte tørrede ud.

Men det blev en hård start for de to brødre. En ren syndflod af regn ødelagde høsten 2002, så de var tvunget til at sælge al deres vin til negocianter uden at aftappe så meget som én flaske under domænets navn.

Ganske anderledes blev det heldigvis i 2003, hvor brødrene modstod fristelsen – på trods af det meget varme vejr – til at høste tidligt, hvilket medførte, at deres druer modnede helt perfekt uden det mindste tegn på at være overmodne.

Man begyndte også med en lang macerationsperode på op til 35 dage for at sikre, at alle rødvine blev stofrige. Grenache fadlagrede man ikke, mens de øvrige sorter blev nu lagret på nye eller et år gamle træfade i 12-16 måneder. Altså ganske anderledes end tidligere på vingården.

Og de høstede hurtigt frugterne … idet brødrenes ene specialcuvée Deus Ex Machina –  fremstillet på basis af Grenache og Mourvedre fra mere end 100 år gamle vinstokke – i årgang 2003 fik de magiske 100 point af Robert Parker, og så kan det ellers være, at der blev opmærksomhed omkring den lille vingård.

Specielt da kunststykket med de 100 point blev gentaget flere gange, bl.a. med årgang 2005 … mens man i årgang 2007 fik 100 point for begge specialcuvéer Deus Ex Machina og La Combe des Fous, som jeg i øvrigt smagte begge for nogle år tilbage. Siden har brødrene også lavet en yderligere specialcuvée mere, nemlig Sanctus Sanctorum –  fremstillet på basis af 100% Grenache fra vinstokke plantet i 1905  –  som i øvrigt også har fået 100 point af Parker, nemlig med årgang 2009.

Den store succes har også medført, at brødrene ikke længere havde plads nok på den gamle adresse på Avenue General de Gaulle, så derfor byggede man i 2010 en ny kælder på Chemin du Moulin à Vent – nabo til udsalget hos Clos Mont Olivet – stedet der i de gode gamle dage hed Cave Reflets.

Her har vi husets “basis-Châteauneuf” og i en nyere udgave, nemlig årgang 2013. Jeg tror ikke, at Paul havde dekateret vinen, som ellers er en rigtig god idé for neuf’er … gerne et par timer i forvejen.

Druerne til vinen kommer fra vinmarker, der kvalitetsmæssigt er på højde med de marker, som mange af domainets kollegaer høster deres prestigecuvéer fra. Endvidere lægges der samme energi i denne vin som i de to prestigevine, da både Cambie og de to Maurel-brødre insisterer på, at deres to prestigevine aldrig må laves på bekostning af basis Chateauneuf’en.

Meget sjovt, så står der på husets hjemmeside, at vinen er lavet på 60% Grenache, 15% Syrah, 40% Mourvèdre, 3% Cinsault, 2% Vaccarese samt 1% Muscardin, altså 120% … dét kræver vist nogle store flasker. Vil gætte på, at det nok kun er 20% Mourvèdre i stedet for 40%. Druerne er høstet med et beskedent udbytte på kun 20 hektoliter pr. hektar.

Efter høstet afstilkes omkring 90% af druerne og vinen vinificeres i store betonkar. Macerationsperioden er omkring 35 dage i betonkarrene, hvorefter vinen lagrer – for Grenaches vedkommende 16 måneder på beton og for de øvrige druer et år i nye egefade.

Denne Châteauneuf-du-Pape er fortsat ganske ung og giver i næsen noter af både modne kirsebær, hindbær, solbær, egefade, kanel, vanilje, lakrids, ristet brød samt svage urter. I munden er det meget blødt, men der er også godt med alkohol i smagen … som for mig indikerer, at den måske godt kunne tåle et par år mere i kælderen.

Forhandles af både Vinspecialisten samt The Wine Company, pris 285-295 kr.

Rating 4,5/7  

2012 Domaine la Bouïssiere, Vacqueyras, Rhône, Frankrig

2012 Domaine la Bouïssiere, Vacqueyras, Rhône, FrankrigSkal man ha’ klassisk og god Rhônevin, så er Domaine la Bouïssiere et godt bud. Det er nemlig et fantastisk vinhus, som drives af brødrene Gilles og Thierry Faravel. Her har vi fat i deres Vacqueyras i årgang 2012.

Domaine la Bouïssiere ligger ved foden af Dentelles de Montmirail, en lille bjergkæde, hvis profil ses i en stor del af Côtes du Rhône Villages området.

Vingården ejer 9 hektar AOC Gigondas på Dentelles de Montmirails skråninger i 350 meters højde med en exposition mod nordvest, der sikrer længere modningstid for druerne. Derudover ejes omkring 5 hektar i Beaumes de Venise, hvor druerne dog sælges til et kooperativ.

Desuden har de nogle få hektar i Vacqueyras. Der laves 2 cuvéer fra hver appellation.

Vingården er grundlagt af Gilles og Thierrys far Antonin Faravel, som dog døde i 1988. De to brødre bruger traditionelle metoder, men med megen omhu for detaljerne. Vinstokkene beskæres for at begrænse høstudbyttet og dermed øge koncentrationen, druerne håndplukkes og vinen flaskes ufiltreret. Resultatet er vine med stor koncentration, struktur, saft og kraft.

Faravels marker i Vacqeyras ligger – som markerne i Gigondas – højt, og druerne modner langsomt, så høsten ligger altid sent, netop for at få et maksimalt frugtudbytte i vinen. Denne årgang 2012 er lavet på 57% Grenache og 43% Mourvédre, hvor 30% af druerne afstilkes og de sorteres manuelt.

Druerne presses let og gæringen varer 35 dage med daglig remontage og pigeage. Vinen lagrer udelukkende på egefade, hvoraf omkring 10% er nye. Vinene ligger sur lie og omstikkes og pumpes ikke for at bevare et maksimum af CO2 og undgå unødige sulfitter.

Og i næsen er man ikke i tvivl om, at dette er Rhône, for her er der både mejeri, yoghurt, bacon, solbær, modne kirsebær, Rhônekrydderier, lakrids, læder og lidt eg. I munden en fyldig vin med peber, syre, bitterhed … godt med tanniner, men også sødere elementer som chokolade, lakrids og tobak. Der er lang eftersmag med peber … herlig klassisk Rhône.

Købt hos Jysk Vin, pris 159 kr.

Rating 5/7 

2011 Clos des Papes, Châteauneuf du Pape, Rhône, Frankrig

Hold nu kæft, hvor er det godt. Jesper havde fundet kanonerne frem til byggemødets finale … og den første superhowitzer aka 380 mm bronzekanon var denne Châteauneuf du Pape fra det legendariske Clos des Papes, som jeg har smagt få gange, men altid været meget begejstret for.

Vingården er etableret af Paul Avril, som også var en af de drivende kræfter i oprettelsen af appellationen Châteauneuf du Pape. Han begyndte i 1896 at sælge vine med navnet Clos des Papes. Vinen opnåede hurtigt stor anerkendelse, og blandt aftagerne var bl.a. General de Gaulle og Georges Pompidou i præsidentpaladset i Paris.

I dag er den 4. generation af Avril’erne, nemlig Paul-Vincent Avril, som driver vingården. Paul-Vincent er uddannet på vinskoler i Bourgogne. Han kom tilbage domænet i 1988 med visioner om finesse og elegance. Som for gode vine fra Bourgogne gælder det også for vine fra Clos des Papes, at man er nødt til at have en vis tålmodighed. Siden 2011 er domænet certificeret “agriculture biologique”, altså økologisk.

Clos des Papes er på 32 hektar, heraf 29 hektar med røde druer og 3 hektar med grønne druer. De 32 hektar er fordelt på ikke mindre end 24 parceller, som ligger spredt ud over hele byen. En enkelt parcel ligger tæt ved paveslottet og har været omgivet af murene (clos) omkring slottet, heraf ejendommens navn Clos des Papes.

Der fremstilles kun én cuvé af henholdsvis hvid (10% af produktionen) og rød Chateauneuf du Pape. Man har siden 1991 afstilket alle druer og har siden 1987 aftappet hele produktionen.

Hemmeligheden bag den høje kvalitet er et lavt udbytte. I årgangene 2007, 2008 og 2009 har man således haft et udbytte på henholdsvis 25, 17 og 19 hl/ha. Udbyttet minimeres ved at fjerne klaser før modning og ved at gennemføre en meget streng sortering i forbindelse med høsten.

Der eksperimenteres ikke meget på Clos des Papes. Målet er hvert år at lave en vin, der i videst muligt omfang lever op til de høje kvalitetskrav, som Avril selv stiller, og til de høje forventninger, som køberne af denne vin har og som er i stil med den der har været lavet på stedet i årtier.

Vinen er lavet på en klassisk blanding af 65% Grenache, 20% Mourvedre, 10% Syrah og resten en blanding af nogle af de øvrige tilladte sorter. Udbyttet holdes på ca. 25 hektoliter pr. hektar, og vinen har gæret på cement og lagret på foudres 12-15 måneder.

Og hvilken herlig duft, hvor der er lidt mejeri, ymer … virker meget rustik og har nærmest lidt kamfer, grønne vinblade … og den dér duft, som man ofte finder i selve vinmarkerne, jord, mælkechokolade, mineraler, grafit, kød, bacon, røg, lidt urter/krydderier og en smule eucalyptus, som forvirrede mig lidt. Men en meget kompleks og indbydende næse.

I munden er vinen blød, fyldig med mørkerøde, næsten sorte bær, blommer, næsten rosiner (hvilket jeg ellers ikke er fan af), chokolade, lakrids, enebær og stor intensitet uden at det bliver en blockbuster eller marmeladevin. Det er samtidig elegant, let og forførende … nærmest med en form for mineralitet i smagen. Klasse. Kan måske godt tåle et par år yderligere i kælderen, hvilket helt sikkert vil give vinen yderligere dimensioner.

Forhandles af Vinexus og Bichel Vine, hvor priserne er forskellige, henholdsvis 676,43 kr. og 799,75 kr.

Rating 6/7