Tag-arkiv: Piemonte

2018 Bergadano, Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2018 Bergadano, Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienNæste vin fra Piercarlo på Azienda Agricola Bergadano blev hans Langhe Nebbiolo i årgang 2018. Jeg er selv ret pjattet med Langhe Nebbiolo, da man tit får rigtig meget god vin for pengene.

Piercarlos Langhe Nebbiolo er lavet med druer fra huset 0,5 hektar store mark Pugnane i Monforte d’Alba. Efter høst så gærer vinen på ståltanke ved 26-28 grader over 8 dage med remontage flere gange dagligt, hvilket giver en god ekstraktion. Så lagrer vinen i 12 måneder på  franske barriques og  italienske tonneau. Efterfølgende flaskes vinen og lagres i yderligere 6 måneder inden den frigives.

Og duften er vitterlig meget lys, syrlig og animalsk med lys frugt, blommer, ribs, lyserøde, umodne jordbær og mirabeller. Det er en spinkel, lys og let aroma, meget frugtrig med noter af violer, roser, pelagonier, læder, tør jord og let ristet træ.

Smagsmæssigt er det også en lys og let Nebbiolo vin, men den har nærmest en lidt rund, småsød side … lidt som lys jordbær og hindbær syltetøj samt lidt søde, røde bolsjer. Dermed bliver det ikke en sådan pivskarp og stringent Nebbiolo, men har dog fine, løse tanniner, en blid bitterhed, fin lys syre og frugtrigdom, som samlet gør vinen meget venlig, elegant og utrolig behagelig, Dermed ligger vinbloggeren i underkanten af 5 fede fingre.

Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 195 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Bergadano, Barbera d’Alba Superiore, Piemonte, Italien

2018 Bergadano, Barbera d'Alba, Piemonte, ItalienVinGuruen er et spændende vinimportfirma, der forhandler vine fra en række interessante, små vinproducenter, som nu fx Azienda Agricola Bergadano, der ligger midt i Barolo by. Jeg smager nu 3 vine fra Bergadano og den første er denne 2018  Barbera d’Alba Superiore.

Bergadano er grundlagt i 1974 af Cavalier Enrico Bergadano, men i dag drives den lille vingård af hans søn Piercarlo Bergadano med råd fra den dygtige vinmager Sergio Molino, der har assisteret store vinhuse som fx Andrea Oberto, Conterno Franco, Cascina Ballarin, Scagliola og Serradenari … blot for at nævne nogle få.

Piercarlo Bergadano har samlet 2,5 hektarer vinmarker, der ligger spredt i kommunerne Barolo, Monforte og Novello … og de bedste marker er klart Vigna Sarmassa og Brunate. Derudover har Piercarlo også parceller på Vigna Pugnane i Monforte d’Alba.

Alle markerne dyrkes efter Lotta Integrata principper … en slags bæredygtig eller mini økologisk tilgang, hvor man forpligter sig til at ikke at anvende de kemiske gødninger, men i stedet biomineralsk gødning.

Samlet laver Bergadano kun knap 17.000 flasker vin hvert år, næsten ligeligt fordelt på 5 forskellige vine, herunder jo denne Barbera d’Alba Superiore, en Langhe Rosso, en Langhe Nebbiolo, en Barolo samt topvinen og enkeltmarksvinen Barolo Sarmassa.

Men ved siden af driften af Bergadano huset, så driver Piercarlo Bergadano også vinhuset Franco Molino, som er ejet af hans hustru Silvana Molino, der allerede i 1990 startede med at arbejde på sine forældres vingård og nu har overtaget gården. I dag varetager hun al ledelse og markedsføring, mens Piercarolo laver vinene.

Vinhuset Franco Molino er beliggende i ejendommen Cascina Rocca i La Morra og vingården har samlet 10 hektar marker med parceller på Sarmassa, Rocca, Villero, Zuncai og Rocche dell’Annunziata. Den årlige produktion er samlet omkring 57.000 flasker vin.

Silvanas far Franco hjælper fortsat med arbejdet i markerne, mens hendes mor hjælper med at passe parret 3 børn, for Silvana har nok at se til. Siden 1999 har hun nemlig også drevet en Agriturismo, altså Bed & Breakfast på Cascina Rocca med udlejning af 8 værelser … og i 2017 byggede de endda en stor svømmepøl for at tiltrække de vinglade turister.

Nå, men tilbage til Bergadano og denne 2018 Barbera d’Alba Superiore, der er lavet med druer fra Brunate marken ved Barolo, hvor Barbera stokkene blev plantet i 1960. Marken ligger sydvendt og har god soleksponering. Efter høst sker gæring og maceration ved 26-28 grader i ståltanke over 10 dage med remontage 2-3 gange om dagen, hvilket giver en god ekstraktion.

Den malolaktiske gæring sker spontant efterfulgt af lagring 15 måneder på 225 liter franske egetræsfade, hvoraf halvdelen er nye og den anden halvdel brugt én gang tidligere. Efterfølgende flaskes vinen og lagres i yderligere 6 måneder inden den frigives.

Shit for en lækker duft, som overrasker ved at være totalt animalsk og næsten flæsket i udtrykket. Det er gæret, tørret og landlig frugt, jordbær, brombær, læder, stor dybde og bundtræk, våde fade, men har også en lys, stringent, balsamisk, parfumeret og blomstret duft med rosenblade, violer og sarte fadnoter som kanel og vanilje. Det dufter voldsomt godt og man kan næsten ikke undgå at tænke, om vinen måske har fået virus og blevet smittet af lidt Barolo, for den har klart nogle totalt elegante aromaer.

Smagen er blød og rund med både kraft og god syre. Der er ingen tanniner, der kildrer din mundhule, men i stedet en fyldig syre, som virker varmkrydret, fed og lækker. I det hele taget smager det vildt godt og nok bedste Barbara vin i lang tid. Der er noget comfort og helstøbt over vinen tilsat en duft to die for. Lækkerier. 5 store houlbergske fingre med pil op.

Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 195 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2016 Silvio Grasso, Barolo Giachini, Piemonte, Italien

2016 Silvio Grasso, Barolo Giachini, Piemonte, ItalienNår vi nu er ved Azienda Agricola Silvio Grasso di Grasso Alessio Federico i La Morra, så lad os da også smage hans 2016 Barolo Giachini.

Det er en vin, som jeg tidligere har smagt, blot i årgang 2010 og som selvfølgelig er enkeltmarks Barolo med druer fra vinmarken Vigna Giachini, hvor grasso har en parcel på omkring 1 hektar med stokke plantet i 1975.

Vigna Giachini har stort set samme jordbund som nabomarken Rocche dell’Annunziata. Producenter som fx Fratelli Revello og Giovanni Corino har også parceller på Giachini.

Barolo Giachini er vinificeret på samme måde som den normale Barolo, altså på rustfrie ståltanke med fermentering og maceration over 15 dage, hvorefter vinen lagrer 24 måneder i franske barriques og heraf er op til 80% nye barriques afhængig af årgang. Derefter er vinen lagret 12 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt er her ny- og hårdtgarvet læder, knuste sten og stenmel, violer, jern, rust og kul, blæk, rosenblade, syrlige kirsebær, tranebær og moreller … ganske moden i udtrykket. Der er en hel og fin  buket tørrede blomster, som er knust, lidt lakrids, røg, lejrbål samt en strenghed, som med balsamisk præcision truer med at afstraffe dig med knastørre tæsk.

I munden er vinen lidt tættere og en tand mørkere end den almindelige Barolo. Dermed virker frugten mere som kirsebær, tranebær og lyse blommer, men syren og tanninerne er unge, friske og knastørre. Vi bliver holdt på dydens smalle spor med stor tørhed, markant syre, blomster, streng og svag sødlig bærfrugt og masser af tanniner, som sætter sig i mundhulen og masserer gummerne. Det er pinedød fortsat vildt skarpt og ungt … smertefuld og fantastisk.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 296 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2016 Silvio Grasso, Barolo, Piemonte, Italien

2016 Silvio Grasso, Barolo, Piemonte, ItalienPå samme måde som med Brunello, så er 2016 et rigtigt godt år i Barolo. Allerede nu viser de første ratings, at 2016 årgangen bare er rigtig god. Nok en af de længste sæsoner fra knopperne blev sat til den endelige høst. Så hvorfor ikke smage en god 2016 Barolo og fra altid fremragende Silvio Grasso?

Azienda Agricola Silvio Grasso di Grasso Alessio Federico i La Morra har jeg skrevet om før, så det skal jeg ikke gentage. Her er det atter Alsessio Frederico Grasso, der sammen med sønnerne Silvio og Paolo har lavet en virkelig lækker 2016 årgang af deres basis Barolo.

Druerne til Grassos almindelige Barolo stammer fra 1,5 hektar af marker beliggende i La Morra med sydvestlig eksponering. Stokkene blev alle plantet tilbage i 1984 og høstet med håndkraft. Vinen er så lavet med gæring i rustfrie  på ståltank i 10 dage, hvorefter den er lagret 24 måneder på franske barriques og 12 måneder på flaske inden frigivelse.

Vinen er smuk, lys i glasset … nærmest transparent med svage småbrunlige nuancer.  Og sikke lækker aroma … smuk lys med violer, roser, læder samt en lys, moden frugt, der vitterlig får dine næsehår til at vibrere  resolut og halsløs ved hver snif. Det er syrlige kirsebær, tyttebær og moreller, masser af våd eg, røg, lidt brændte noter, tobak, jern, kalk samt en smule vanilje.

Men det bedste er sgu smagen, virkelig så smuk balanceret. Der er herlig, ung og frisk syre. Selvom det fortsat en spædbarn ung Barolo, så smager den allerede nu fortryllende med strenge, vilde tanniner, der sætter sig i din mund, men på en rund, frisk, frugtrig facon og med en lille diskret sødme. Intens og frydefuld. Syren er bare så bedårende, sprød og elegant.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 198 kr., hvilket må siges at være vildt billigt for sådan en 2016 Barolo.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2015 Chiesa, Nebbiolo d’Alba Manascarda, Piemonte, Italien

2015 Chiesa, Nebbiolo d’Alba Manascarda, Piemonte, ItalienMed den næste Nebbiolo fra Azienda Agricola Chiesa Carlo skruer vi lidt op for altoparlanti aka højttalerne. Vi har lagt 3 år til på alderen og så har Nebbiolo d’Alba Manascarda også været lagret 12 måneder på fade.

Men hos Italux koster vinen alene sølle 6 kr. mere end den foregående søstervin, men den ligning skal jeg skam nok vende tilbage til lige om lidt.

Nebbiolo d’Alba Manascarda er lavet med druer fra lidt ældre vinstokke end søstervinen …. her 50-70 år gamle stokke, som står i endnu stejlere skråninger med 55% stigning i et svært tilgængelig terræn, så druerne kan naturligvis kun høstes manuelt.

Vinen er lavet med gæring og maceration i 20 dage og efter endt fermentering, så er vinen lagret 12 måneder på store egefade. Der er alene lavet sølle 2000 flasker af denne vin om året.

I glasset er det igen en smuk transparent vin … knap så meget som sidste Langhe Nebbiolo og samtidig en kende brunere i nuancerne, mens duften er æterisk, mere sammensat … om end fortsat i den lyse afdeling med gammelt læder, tobak, sød/syrlig frugt, som også virker mere modent med kirsebær, hindbær og ribs, kanel og afsmitning fra fadene med let vanilje, kanel og kardemomme. Der er flere lag, mere kompleksitet, lidt animalsk landlighed … WAUW dufter vildt godt.

Smagsmæssigt er vinen klart på Barolo niveau … den fremstår lys, virkelig tør og skarp. Frugten er lys, syrlig og moden, igen er det mest kirsebær og ribs, der kommer lidt kirch, bitterhed og balsamisk syre, mens der også er skruet en anelse op for tanninerne, der med blid og moden sadomasochistisk kontrol tørrer mundhulen en anelse, mens fadene er godt integrerede i vinen og giver lidt sødme, røgede og ristede elementer med svag vanilje i smagen. Flot vin … og til den vilde pris et totalt røverkøb.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 116 kr. – den bør fandeme hurtig blive udsolgt, hvis der skal være bare en smule retfærdighed i denne verden.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Chiesa, Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2018 Chiesa, Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienPå de stejle, sandede bakker ved Monfriggio nær Santo Stefano Roero finder vi Azienda Agricola Chiesa Carlo og det er derfra, at jeres flittige vinblogger tester 2 Nebbiolo vine. Den første er en 2018 Langhe Nebbiolo.

Chiesa familien har ejet den lille gård i over 350 år, for familien overtog ejendommen i midten af 1700-tallet. Og de har nu i 5 generationer lavet vin på gården og i dag er det med de 3 brødre Giuseppe, Renato og Carlo i spidsen. De er fra en søskendeflok på hele 10 brødre fra deres forældre Agostino og Margherita.

De har samlet 9 hektar vinmarker, der altid har været passet økologisk uden brug af sprøjtemidler. Alt arbejdet i vinmarkerne udføres endda også uden brug af maskiner, og det gælder både for beskæring og vigtigst høsten.

I vinkælderen er formålet at sætte fokus på de individuelle karakteristika for hver af de lokale druetyper, som de dyrker. Der følges i vinkælderen et princip om minimal indgriben, hvilket giver vine med karakter og renhed. Til gæringen bruges der udelukkende lokale gærsorter and vinene lagres i enten rustfrie ståltanke eller store egefade.

Denne Langhe Nebbiolo er lavet med druer fra 20 år gamle vinstokke på stejle marker med syd- og sydøstlig eksponering tæt ved Santo Stefano Roero. Vinen er lavet med gæring og maceration over 12 dage og har lagret på ståltanke i 6 måneder … altså helt uden brug egefade. Der produceres kun 5000 flasker af denne vin årligt.

I glasset er vinen herlig, lys og transparent, mens duften er rank med masser af tørrede blomster, rosenblade, sten, en smule læder og lyse bær, hindbær, ribs, tranebær samt lidt kirsebær, tørre krydderier, oregano … ganske rank og fin.

Hvor smager det godt … har en tør og meget frugtrig slank smag, hvor en smule sødme omgående blander sig og bidrager til, at vinen virker både saftig og velproportioneret. Syren er skarp med næsten citroner og lemon, men den sparkes hele tiden af sødmen, som ikke vil lade syren tage kontrollen. Men det hele er på en let og lys facon, hvilket jeg virkelig godt kan lide. Tanninerne er fint tørre, men de får heller ikke lov at dominere, så samlet får du en fin, lys, slank og ung Langhe Nebbiolo, der bare smager monstergodt.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 110 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Le Strette, Persole Barbera d’Alba Superiore, Piemonte, Italien

2018 Le Strette, Persole Barbera d’Alba Superiore, Piemonte, ItalienVinhuset Azienda Agricola Le Strette ligger et par hundrede meter nord for byen Novello og ser måske ikke ud af meget. Men skinnet bedrager, for vinhuset laver fremragende vine, hvilket denne Persole Barbera d’Alba Superiore er et fremragende eksempel på.

Le Strette er et nyere vinhus grundlagt i 1997 af brødrene  Savio og Mauro Daniele ud fra en lidenskab, der kom fra deres familie … specielt deres forældre Giulio og Giuliana Daniele, der i hele deres liv har haft passion for vin, hvilket så smittede af på sønnerne.

De tog derfor begge en uddannelse i henholdsvis vitikultur og ønologi i Alba og derefter i Torino. Derefter fik Mauro arbejde som vinmager hos Ceretto … et arbejde han endda er fortsat med, selvom brødrene i dag er etableret Le Strette.

Projektet Le Strette blev en realitet i 1997 med hjælp fra deres forældre samt Gino Lagorio og hans familie. De opkaldte vingården Le Strette efter den lille landsby, hvor gården reelt ligger. De har sidenhen i 2002 bygget et mere moderne vineri på stedet.

Savio og Mauro Daniele har samlet 6,5 hektar vinmarker, som primært ligger i kommunen Novello og derudover også i Barolo, men mange af markerne er indenfor Barolo DOCG appellationen.

Brødrene arbejder i marken med hård beskæring og selektion gennem hele sæsonen. Dette sikrer optimal både koncentration og modne druer. Alt drives som certificeret bæredygtigt vinbrug, så der anvendes ingen sprøjtemidler eller anden hårdhændet behandling af vinmarkerne.

Stilmæssigt forholder brødrene sig pragmatisk til diskussionen mellem traditionalister og modernister, hvilket betyder, at stilen som udgangspunkt er traditionel med en snert modernisme.

Og så er Le Strette en af kun syv vinproducenter, der stadig dyrker den historiske Nas-cëtta-druesort med en Langhe DOC Nas-cëtta del Comune di Novello vin. Druen Nas-cëtta er en næsten helt glemt sort og de fleste vine på druen er mest anvendt til eget forbrug, men brødrene har gjort et stort arbejde med druen og står også fader til godkendelsen af appellationen DOC Langhe Nas-cëtta del Comune di Novello i 2010.

Her smager vi deres Persole Barbera d’Alba Superiore, hvor druerne kommer fra fra et par vinmarker ved Bergera og Tarditi i Novello og vinstokke plantet i 1940, 1950 og 1999.

Vinen har navnet Persole efter navnene på to landsbyer, hvor vinmarkerne ligger og Le Strette har lavet vinen siden årgang 1997 og er lavet afstilkning, let presning, gæring og maceration i rustfrie ståltanke i 15 dage og er efter endt fermentering lagret 12 måneder på 225-300 liters brugte egefade.

I næsen byder vinen på mørk og lidt gæret frugt, brombær, solbær, jordbær, enebær, fugtig skovbund, masser af dybde, bundtræk, tørre krydderier, lidt timian, kakao og balsamico. Der kommer også med mere luft i glasset lidt florale noter … meget fin, god dybde og er samtidig lidt moderne i udtrykket.

Smagsmæssigt har vinen en frisk og letbitter, mørk frugt, blåbær, brombær, blommer og tranebær, virkelig blød og har samtidig lidt bid med peber, krydderier og en koncentreret samt lysere, stram og saftig syre, som giver vinen en rank rygrad, elegance og friskhed. Der er ikke mange tanniner, men i stedet er vinen let at drikke og er således en absolut fin Barbera.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 139,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2013 Nervi, Gattinara Vigna Valferana, Piemonte, Italien

2013 Nervi, Gattinara Vigna Valferana, Piemonte, ItalienFor at par år siden købte legendariske Giacomo Conterno hovedparten af vinhuset Nervi … og alle vine fra årgang 2015 sælges nu med Conterno navnet tydeligt på etiketten. Denne 2013 Gattinara Vigna Valferana er fortsat med den gamle etiket.

Det er nu ikke så lang tid siden, at jeg smagte en af de nye vine fra Nervi, deres 2015 Gattinara, som jeg selvfølgelig også skrev om her på Houlbergs Vinblog.

Azienda Vitivinicola Nervi ligger midt i byen Gattinara lige overfor Ufficio Postale Poste Italiane … det lokale postkontor. Vinhuset er oprindelig grundlagt af Nervi familien i 1906 og de ejede det i 85 år indtil 1991, hvor det blev solgt til familien Bocciolone, som havde tjent deres penge på stålhandel.

Men dårlig ledelse og administration gjorde, at vingården i 2011 gik konkurs, selvom kælderen egentlig bugnede af masser af usolgte vin både i tønder og på flaske. I stedet blev Nervi så købte af den norske bank- og investeringsmand Erling Astrup sammen med en flok investorer.

Han genansatte samtidig Enrico Fileppo, der siden 1982 havde fungeret som vinmager på Nervi og stået bag alle vinene. Og dermed holdte Nervi – også efter overtagelsen – fast i de gamle, traditionelle produktionsmetoder, som man havde fulgt på gården i over 100 år.

Efter overtagelsen af Nervi blev Erling Astrup og Roberto Conterno gode venner. Hvordan det skete ved jeg ikke, men det tætte venskab gjorde, at Roberto ofte havde sin gang på Nervi og blev fascineret af den helt specielle vulkanske og lerholdige jord omkring Gattinara og den smukke beliggenhed af gården ved foden af Monte Rosa.

Roberto kunne se, at jorden samt den nordligere placering var perfekt og kunne bidrage til at lave ranke og elegante vine, med et flot lagringspotentiale. Mod nord beskytter Monte Rosa mod de kolde vinde, og garanterer passende nedbør og en konstant brise.

Kvaliteten af leret i jorden er meget høj og kun sammenlignelig med jorden i Serralunga d’Alba … et af de bedste steder for Barolo. Den vulkanske klippejord og fraværet af kalk bidrager til områets karakteristiske og vigtige syre.

Hele appelationen for Gattinara er blot på 120 hektar. Den altovervejende del er beplantet med Nebbiolo, som lokalt kaldes Spanna, samt en lille smule Vespolina og Uva Rara.

Nervi ejer 27 hektar vinmaker, bl.a. markerne Casacce, Caravoglie, Valferana og Molsino. Vinstokkene er mellem 10–40 år gamle og beliggende i 290-420 meters højde. Nervi producerer i dag godt 120.000 flasker årligt.

Vinkældrene er fra det det 19. århundrede og har en konstant og naturlig temperatur. Nervi bruger kun store fade med en størrelse mellem 750 liter og 7600 liter.

Til stabilisering af vinen benyttes store cementfade, og til gæringen benyttes en naturlig gær udvalgt fra egne marker. Den malolaktiske gæring sker spontant i løbet af foråret.

Til gæringen af  de fleste af vinene på Nervi benyttes gæringsfade af træ. Den officielle minimumslagring fra konsortiets side angiver en obligatorisk lagring på tre år, heraf to på fad. I erkendelse af deres vines ranke struktur, vælger Nervi at lagre deres Gattinara minimum tre år på fade, mens vinene enkeltmarks vinene Valferanas og Molsino lagrer hele 4 år.

Valferana er en 5,3 hektar stor mark, der siden 1228 har været en af de bedste marker i området. Navnet Valferana kommer af ordet Val Florana, som vel næmrst betyder jerndalen. Marken har nemlig et usædvanligt højt indhold af jern og mangan i undergrunden.

Duftmæssigt starter vi lidt forsigtigt … den lette, lyse transparente væske med småbrunlige kanter er først en forsigtigbuks. Men hvor er det dog elegant, når den lukker op for hanerne … masser af knuste blomster, roser og violer rammer først, hvilket så smukt efterfølges af ribs, hyben, jordbær, brændt ler, læder, charcuteri, tobak, peber, allehånde og let balsamisk. Det er på ingen måder eksplosivt, men afdæmpet, lys, roligt, sart og alligevel ekstatisk sprudlende.

Smagsmæssigt er det en intens, lys, men ikke vild stram Nebbiolo, for den har i stedet en feminin lethed. Tanninerne er lette, men de er heldigvis fortsat i det bidske og mundrensende humør, som sammen med den lyse syre og bitre urter giver vinen friskhed, selvom man lige fornemmer lidt modenhed i de lyse frugter. Der kommer lidt blomstrede og mineralsk renhed henover … det smager fandeme sindssygt godt, selvom jeg fortsat sidder på stolen.

Importør er Adriat Vinimport og i vinbutikkerne koster en flaske af denne årgang 399 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Vinory, Barbera d’Asti Superiore Bricco, Piemonte, Italien

2018 Vinory, Barbera d'Asti Superiore Bricco, Piemonte, ItalienVi øger lige niveauet en anelse med næste vin fra det norsk / piemontiske vinhus Vinory, for næste vin i glasset er nemlig deres Barbera d’Asti Superiore Bricco.

Igen er vinen lavet på La Gironda i Nizza i Monferrato af Susanna Galandrino og hendes mand Alberto Adamo. Her er Barbera druerne fra marken Bricco di Nizza, der også ligger i Nizza Monferrato … og endda er druerne fra den øverste del af marken i 235 meters højde. På Bricco marken er vinstokke gennemsnitlig 61 år gamle.

Vinen er lavet med gæring i rustfrie ståltanke over 7 dage, hvorefter den er lagret 3 månederne i ståltankene efterfulgt af lagring over 17 måneder på brugte franske egefade fra Allier, Tronçais, Never og Fontainebleau.

Allerede når du åbner vinen mærker du forskel og at vi er et niveau højere, for der er stor forskel på kvaliteten af proppen i forhold til den forrige Barbera d’Asti Mandragola … her er den både længere samt lavet af langt finere og bedre kork.

I næsen er tingene også langt bedre doserede, selvom det også er Barbera til den lysere og lettere side. Der måske lidt mere dybde og bundtræk her, men præget fra fadene slår også klart igennem. Der er hindbær, kirsebær, tranebær, let mint, fennikel, læder, vanilje og en smule kakaopulver. Duften er tættere end lillesøsteren, mere helstøbt og sammenhængende … uden at miste letheden.

Smagsmæssigt har vinen også mere krop … fortsat med god balsamisk syre, saftigere i frugten med kirsebær, tranebær og tørre krydderier. Det er herlig stringent, ren, rank og syrlig Barbera med total Nebbiolo nerve og selvom Barbera ikke normalt byder på ret mange tanniner, så fornemmes der her alligevel nogle bløde af slagsen og det suppleres med svag sødme. Stor Barbera vin.

Forhandles af Lund Vine, hvor en flaske koster 156 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2019 Vinory, Barbera d’Asti Mandragola, Piemonte, Italien

2019 Vinory, Barbera d'Asti Mandragola, Piemonte, ItalienDet piemontiske vinhus Vinory har adresse på Keiser Wilhelms Gate i Ålesund i Norge! Det  er fordi, at  Vinory faktisk ejes af det norske firma Vino Piemonte AS, som ejes af Kjetil Blomvik, André Sperre og Leif Vadset fra Ålesund. Men det er derfra, at jeg nu smager to vine … og først denne 2019 Barbera d’Asti Mandragola.

Vinen er næsten synonym med Vinory, for den er lavet på druer fra marken Mandragola, der var først vinmark, som Vino Piemonte købte i 2015 … 2,2 hektar på La Mandragola inklusiv et nyrenoveret hus med 4 værelser.

Selve den italienske vingård ligger i byen Nizza Monferrato i det nordvestlige del af Piemonte. De 3 norske vinelskere Kjetil Blomvik, André Sperre og Leif Vadset startede i 2015 projektet Vinory, hvor de laver vine fra deres marker i Barolo, Barbaresco og Nizza.

Det er Kjetil Steinar Blomvik, som er den drivende kraft i Vino Piemonte AS. Men Kjetil er også et aktiv herre, der har en baggrund som bankmand fra Sparebanken Møre. Han har derefter bl.a. drevet investeringsfonden Acta Kapitalforvaltning, har arbejdet for Nordic Securities og er selv uddannet sommelier … og nu leder af Vino Piemonte projektet.

Inden de Vino Piemonte investerede i den første vinmark, så havde de kontaktet det norske ægtepar Frode og Elianne Langen Refstad – kaldet Eli – som i 13 år havde drevet vingården Tenuta il Sogno i Piemonte, for gode råd.

Eli og Frode gav dem velvilligt en række råd og kontakter, men da selv gerne ville udvide deres produktion, så endte det med, at Kjetil Blomvik, André Sperre og Leif Vadset investerede i Tenuta il Sogno og nu ejer 49% af vingården.

Det skulle også vise sig, at kontakten til Elianne Langen og Frode Refstad blev værdifuld, for Eli havde – ved siden af hendes arbejde på Tenuta il Sogno – også uddannet sig til ejendomsmægler i Italien og kunne hjælpe sine investeringslystne landsmænd med at finde en række flere ejendomme og vinmarker.

Projektet fik navnet Vinory og omfatter i dag 11 hektar vinmarker og 4 ejendomme. De 11 hektar marker ligger i Barolo, Barbaresco og Nizza fordelt på 8 marker Bussia Vigna Fantini, Serragrilli Neive, San Cristoforo Neive, Bricco San Pietro, Moncucco-Cavino, Bricco di Nizza, Mandragola og Tenuta il Sogno.

De har ikke selv et vineri, så derfor får de deres vine lavet hos en række forskellige vinproducenter i området, mens de har hyret den erfarne Piero Roseo til at stå for pasningen af alle deres vinmarker og Lorenzo Olivero som overordnet konsulent for produktionen af alle vinene.

Således laves Vinorys Barolo’er fx hos Lorenzo Olivero på Azienda Agricola Olivero Mario … det vinhus, som jeg lige skrev om forleden, mens nogle af de andre vine laves af enten Susanna Galandrino samt hendes mand Alberto Adamo på La Gironda i Nizza Monferrato eller hos Valerio Mondo på Azienda Agricola Franco Mondo i San Marzano Oliveto … og måske endda et par stykker til.

Derudover har Kjetil Blomvik, André Sperre og Leif Vadset også istandsat de 4 tilhørende ejendomme, som nu udlejes som feriehuse til vinglade turister … topmoderne luksusboliger og flere endda med store swimmingpools.

Men opkøb af vinmarker, renovering af feriehuse og opstart af vinproduktion koster mange penge … også flere end trekløveret i Vino Piemonte AS havde, så derfor har initiativrige Kjetil udstedt folkeaktier for 9 millioner norske kroner i projektet, som dermed er solgt til en bred kreds af vininteresserede norske investorer,  som dermed har en aktie med i Vinory projektet og sikkert kan købe vinene med rabat.

Derudover har Vino Piemonte også brugt nogle af de mange investorpenge på åbning af en vinbar … Vino Bar i Apotekergata i Jugendbyen …  den hippe del af Ålesund. Vinbaren åbnede de i december 2018 og den drives af Øyvind Tveit.

De første vine fra Vinory kom på markedet i 2017 og i dag har vinhuset et sortiment på 15 forskellige vine, herunder altså denne Barbera d’Asti Mandragola, der er lavet af Susanna Galandrino og hendes mand Alberto Adamo på La Gironda i Nizza Monferrato med druer fra marken Mandragola, der ligger mellem de to små byer Mombercelli og Montegrosso i Asti området.

På Mandragola marken – der ligger i 240 meters højde – er Barbera vinstokkene 35 år i gennemsnit og druerne er høstet med håndkraft. Vinen er lavet med gæring i rustfrie ståltanke over 7 dage, hvorefter den er lagret 9 månederne i ståltankene inden aftapning på flaske.

I næsen er vinen lys og frisk med en balsamisk syre, violer, læder, maling, syrlige kirsebær, hindbær, stor tørhed … nærmest med noget som minder om papkasser eller pap, en smule mint og fennikel. Det er en ret lys og syrlig aroma for en Barbera.

Smagsmæssigt er vinen robust, frisk med en lettere bitter syre, ribs, stikkelsbær, rabarber … godt med syre, godt med friskhed og klart en Barbera til den lysere og syrligere side, nærmest som om, at den har fået lidt Nebbiolo smitte. Nice.

Forhandles af Lund Vine, hvor en flaske koster 125 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7