Tag-arkiv: Piemonte

2018 Tenuta Il Falchetto, Pinot Nero, Piemonte, Italien

2018 Tenuta Il Falchetto, Pinot Nero, Piemonte, ItalienVi skal da smage mer’ vin fra brødrene Giorgio, Fabrizio og Adriano Forno på Tenuta Il Falchetto Azienda Agricola i Santo Stefano Belbo øst for Alba. Nu smager jeg nemlig deres 2018 Pinot Nero … og hvem elsker ikke bare Pinot Noir fra Piemonte?

Her kommer Pinot Noir druerne fra marker i Calosso d’Asti, der har en undergrund med en blanding af ler, sandsten samt sand. Høsten er sket helt manuelt og herefter er druerne afstilket inden gæringen og macerationen 4-6 måneder i ståltanke, hvorefter vinen er lagret 10-12 måneder på 225 liter barriques.

Vinen er herlig lys, teglfarvet transparent i glasset, mens duften nærmest er tør, balsamisk med tranebær, juleagtige kirsebær, sød og sødbitter tobak … alt dog lyst og let med det særlige og let syrlige karakter, som man ofte finder i Pinot Noir fra Piemonte.

Smagen er nærmest også lidt som en infight mellem Pinot Noir og Nebbiolo, for vinen har en lidt syrligbitter kant … tranebær, rabarber, ribs og umodne hindbær. Den har en let og tørt bid, masser af stor drikkeglæde, en fin kant og syrlig smukhed. 91 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 139  kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2019 Tenuta Il Falchetto, Pian Craie Sauvignon, Piemonte, Italien

2019 Tenuta il Falchetto, Pian Craie Sauvignon, Piemonte, ItalienTenuta Il Falchetto Azienda Agricola ligger i Santo Stefano Belbo omkring 10 kilometer øst for Alba. Det er derfra, at vi nu smager denne 2019 Pian Craie Sauvignon.

Vinhuset startede reelt i 1940, hvor Pietro Forno startede med at producere og sælge de første flasker Moscato, selvom Forno familien har en ret lang historie i  Santo Stefano Belbo og kan spore anerne til 1600-tallet.

I begyndelsen af 1970’erne gav Pietro dog tøjlerne på vingården videre til sine sønner Natalino og Luigi, som renoverede kælderen og introducerede nye maskiner til bedre kontrol med gæringen.

De købte også nye vinmarker, men i dag er seneste og 4. generation i form af brødrene Giorgio, Fabrizio og Adriano Forno, som driver huset og dets 40 hektar vinmarker fordelt på 6 store marker.

Oprindeligt fokuserede brødrene de på Moscato druen, men de har senere udvidet ejendommen ved at investere i vinmarker i nogle af de bedste områder til dyrkning af Barbera druen, som nu er blevet en vigtig del af Il Falchetto’s produktion.

I vinmarkerne anvendes økologiske principper, og hver fase i vækstcyklusen fra beskæring om vinteren til høsten følges meget omhyggeligt, idet arbejdet udføres manuelt. Ved vinfremstillingen anvendes såvel traditionelle metoder som moderne teknologi, og den temperaturkontrollerede gæring udføres med naturlig gær.

Den femte generation af familien har nu påbegyndt deres mission på Il Falchetto, og de er klar til at fortsætte Forno traditionen og følger opmærksomt hver fase i produktionen fra vinmark til flaske.

Her smager vi så husets Pian Craie, der er lavet på ren Sauvignon Blanc fra kalkstensrige vinmarker ved byen Agliano Terme, hvor der er et mikroklima, som giver vinen intens mineralitet og frugtighed.

Druerne er høstes manuelt og derefter presset blidt i et lufttæt miljø, hvorefter gæring sker ved 18 grader i rustfrie ståltanke. Efter endt fermentering er vinen lagret 4-6 måneder sur lie ståltanke, dog skulle 10% være lagret sur lie i egefade.

Måske er det lagring sur lie med en del på egefade, som gør denne Sauvignon Blanc meget anderledes, for i næsen er der hverken græs, grøn peber, flintesten eller stram stikkelsbær. I stedet er det bare en ultra blød vin med bløde pærer, nærmest dåsepærer ligget udblødet i vand, saftig fersken, har ler og kalk, salte noter og virker måske endda let parfumeret.

Sådan er smagen faktisk også … rund og blød pæretærte, en smule hyld, gule blommer samt masser af blomster og måske endda lidt sødere eksotisk frugt. Smagen er bare så blød, at de normalt typiske karakteristika for Sauvignon Blanc ryger i en smule i baggrunden til fordel for denne bløde, lækre og runde smag, hvor der dog kommer lidt mineralitet samt en snert af lidt bitter grapefrugt. 91 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 145  kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2020 Terre Del Barolo, Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2020 Terre Del Barolo, Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienSom mange læsere måske allerede ved, så er jeg sgu småpjattet med lidt Langhe Nebbiolo, som ofte giver masser af piemontisk Nebbiolo karakter til få penge … og det gælder skam også denne fra det store kooperativ Terre Del Barolo.

Kooperativet holder til i byen Castiglione Falletto – lidt sydvest for Alba by.  Det er grundlagt i 1958 af en tidligere folkeskolelærer fra  Castiglione, nemlig Arnaldo Rivera. Han havde under krigen været medlem af modstandsbevægelsen omkring Torino, men levede nu som vinbonde. Han samlede nogle øvrige avlere og dannede kooperativet.

I starten var det alene 22 vinbønder, som deltog i kooperativet, men i dag er der så 300 medlemmer og det dækker ikke mindre end 600 hektar vinmarker i Langa, Grinzane Cavour, Serralunga, Monforte d’Alba, Diano d’Alba, Barolo, Novello, La Morra, Verduno, Roddi og Castiglione Falletto.

Deres samlede årlige høst er på omkring 5.500 tons druer, som kooperativet knuser til omkring 38.000 hektoliter vin og primært Barolo, Nebbiolo d’Alba, Dolcetto d’Alba, Dolcetto di Diano d’Alba og Barbera d’Alba. Derudover laves der også lidt Verduno Pelaverga, Freisa, Grignolino, Favorita og Chardonnay.

Og i 2017 har kooperativet så introduceret en ny serie, som de har opkaldt efter deres gamle grundlægger Arnaldo Rivera i er forsøg på at lave nogle Barolo af ekstraordinær kvalitet fra forskellige MGA’er samt terroirs. De laver i særskilt serie og er faktisk ret fabelagtige.

Men her har vi en vin fra kooperativet … en klassisk Langhe Nebbiolo, hvor druerne efter høst er afstilket, knust og så gæret i 6-8 dage ved 26-28 grader, Derefter er vinen lagret t på stål og beton i flere måneder før den hurtigt flaskes, dvs. ganske normalt uden fadlagring.

Hvor er vinen dog lys og transparent i glasset og duftmæssigt bare masser af Nebbiolo noter med tør, syrlig og lidt lukket aroma. Der er violer, roser, en gammel lædertaske, grønne noter, solbærblade samt mynte, lidt granatæbler, lyse kirsebær og luftig fennikel … der er sgu noget dragende over duften, som dog springer lidt i forskellige retninger.

I munden er vinen så ren, let og frugten lys, saftig og frisk. Der er virkelig let og lys frugtsødme, hindbær, tranebær, ribs, rabarber og et nærmest medicinsk udtryk, let bitterhed, let frugtrige og flade tanniner, men samlet et meget frugtrigt bid. 89 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2012 Parusso, Barolo Bussia, Piemonte, Italien

2012 Parusso, Barolo Bussia, Piemonte, ItalienFra mit besøg hos Parusso tilbage i sommeren 2019 havde jeg købt og gemt denne smukke 2012 Barolo Bussia, som jeg lige ville forkæle mine vinebuddies Gert og Jan med forleden aften. Og forkælelse blev det BIG TIME. Vild vin.

Mit besøg hos Parusso kan du i øvrigt læse meget mere om i mit blogindlæg; Besøg hos Parusso  … med søde Giulia Parusso som Barolo turguide. Under besøget smagte jeg i øvrigt også Barolo Bussia, men blot i årgang 2015.

Bussia marken er da også den bedste af Parussos marker og en klassisk mark. Parussos vinstokke på Bussia er lidt ældre end på de øvrige marker, nemlig mellem 15-50 år, men ellers er vinen lavet som de forrige, altså med 10 dages maceration og gæringen sker alene med druernes naturlige gærceller.

Vinen er efter endt fermentering lagret 18 måneder i barriques med bærmen og efter aftapning på flaske yderligere 6 måneder.

Hvor dufter det zen … afklaret, overbevisende, modent og så smukt sat sammen. Selvom vi forinden fik en 2013 Serranadi fra Negri, så overtrumfede denne klart den ellers fabelagtige Negri. I glasset har vinen en let brunlig kant og duftmæssigt er det også moden, rund og syrlig frugt, lyse kirsebær, jordbær, violer, læder, medicinskab, godt med te-blade, bitter Campari, gammelt teaktræ, engelsk lakrids, lidt tobak, gammelt og tyktflydende balsamico, laurbærblade … jeg kan næsten ikke være i min egen krop. Christ.

I munden det samme historie … bare så imponerende. Den har vilde tanniner samt en kæmpestor tørhed, som virkelig sætter sig rundt i munden og suger enhver dråbe mundvand med en irettesættende, vild og ubarmhjertig  strenghed.

Alligevel er vinen samtidig blød, rund, elegant og fylder din mund med masser af tør, småbitter og overdådig frugt, hvor en lille sødme lige binder smagene sammen. Læg dertil tørrede roser, nogle sorte tøfler, den tørre engelske lakrids, let mynte og et bid, der langt mere frisk end alderen på 2012 burde retfærdiggøre. Shit, hvor smager vinen godt … forførende, overbevisende og mægtig. #farerglad og dermed bliver det 6,5 tomler … med pil op.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske af en nyere årgang 2016 koster 749,95 kr., men kan fås til 699,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2018 Cascina Faletta, Pinot Nero 3 Fucili, Piemonte, Italien

2018 Cascina Faletta, Pinot Nero 3 Fucili, Piemonte, ItalienCascina Faletta ligger i Casale Monferrato og er en ganske lille kombineret ristorante, agriturismo og vinhus. Derfra smager vi nu deres 2018 Pinot Nero 3 Fucili.

Den lille italienske ejendom er bygget i 1881, men drives i dag af parret Elena Novarino og Giovanni Rosso, hvis familie har lavet vin på ejendommen siden 1920’erne.

I dag driver de foruden produktion af vine og et lille B&B samt en restaurant. Ejendommen blev også anvendt under krige tilbage i historien, for under en renovering fandt man  i et mørkt og skjult rum 3 skarpladte 91 Carcano rifler med 6,5 kaliber ammunition pakket ind i avisen Uomo Qualunque udgivet 1. januar 1947.

Riflerne blev lavet fra 1895 og frem til 1938, men i dag er de 3 krydsede rifler nu blevet husets logo og man kan endda se dem på etiketten af denne 2018 Pinot Nero 3 Fucili … og 3 Fucili betyder da også 3 rifler.

Vingården har 6 hektar vinmarker og laver udelukkende vin fra deres egne marker. De laver i øjeblikket 10 forskellige vine, bl.a. denne Pinot Nero 3 Fucili, hvor Pinot Noir druerne kommer fra marken Bricco del Mandorlo i Casale Monferrato i 200 meters højde.

Vinen er lavet med gæring i store 40 hektoliter egefade efterfulgt af en malolaktisk gæring og så derefter lagret 9 måneder på fade.

I glasset dejlig lys og næsten transparent vin med en lidt moden rødbrun kant i glasset. Derfra kommer der nærmest et sandt clash mellem Pinot Noir og italiensk Nebbiolo, hvor der både kommer en omgang tørrede rosenblade, violer, mynte, laurbærblade, en moden frugt med ribs, kirsebær, hindbær, enebærrøget spegepølse samt en smule peber.

Smagen er lidt i samme boldgade … dejlig let, lys og moden frugt, meget balanceret, rund og venlig med samme tørre, italienske syre, en lille saftig sødme, virkelig feminin, sart og lækker Pinot Noir og jeg elsker virkelig, når de får denne piemontiske slagside.

Fås hos Stavtrup Vine, hvor en flaske af denne koster185 kr., mens prisen kun er 135 kr. ved køb af 6 flasker … crazy god pris.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2006 Azelia, Barolo Margheria, Piemonte, Italien

2006 Azelia, Barolo Margheria, Piemonte, ItalienVi blev ved fremragende vin, da næste var en Barolo Margheria i årgang 2006 fra huset Azienda Agricola Azelia di Luigi Scavino, der ligger på adressen Via Alba Barolo i Castiglione Falletto.

Azelia er grundlagt for lige over 100 år siden, nemlig 1920 hvor Cavalier Lorenzo Scavino selv begyndte at vinificere en del af druerne produceret i familiens vinmarker.

Det var dog hans søn Alfonsos, som entusiastisk begyndte at aftappe den producerede vin og i dag drives vingården af den 4. generation i form af Luigi Scavino, hans kone Lorella og deres søn Lorenzo, som repræsenterer den femte generation.

Samlet har de 16 hektar vinmarker og det er selvfølgelig mest med Nebbiolo, men derudover også Dolcetto samt Barbera. Det betyder en årlig produktion på omkring 85.000 flasker vin.

Denne 2006 Barolo Margheria er lavet på Nebbiolo druer fra den lerholdige 1,9 hektar store mark Margheria i Serralunga d’Alba og fra vinstokke, der er omkring 60 år gamle. Vinen er lavet gæring og maceration via de naturlige gærceller i 55-60 dage og efter endt fermentering er vinen laget 30 måneder på store egefade. Der er alene lavet 6.100 flasker af vinen.

Det er i næsen en pæn moden vin, hvor kilometertallet godt kan begyndes at mærkes, men byder på nogle af de helt klassiske dyder med rosenblade, violer, sød tobak, læder, engelsk lakrids, tjære, røg, asfalt, kokos, chokolade, vanilje, rosmarin og salt. Frugten er jordbær og hindbær tilsat lidt streng og mørk balsamico. Mums.

Selvom det er en 2006’erne, som er frugten, syren og tanninerne i høj grad i live i vinen. Smagen er vild tør, mens tanninerne er skarpe og udtørrer munden som kartoffelmel på en tør plet. Tanninerne er næsten er helt ætsende, levende og vilde, så det giver virkelig en oldschool og elegant Barolo, som bare viser sig frem.

Forhandles flere steder, bl.a. Gerbola Vin, hvor en flaske kostede 575 kr., men nu er udsolgt. Vildmedvin  har den også.

Vinanmeldelse 6/7  

2018 Ada Nada, Barbaresco Elisa, Piemonte, Italien

2016 Ada Nada, Barbaresco Elisa, Piemonte, ItalienNæste vin fra Azienda Vitivinicola e Agriturismo Ada Nada blev en Barbaresco Elisa 2018. Som med den foregående Serena er Elisa opkaldt efter Elvio og Anna Lisas døtre.

De har i alt 3 døtre og ja … der er også en vin opkaldt efter den sidste datter Emma og det er deres Vino Rosato.

Barbaresco Elisa er én af husets 3 Barbaresco’er og som med de fleste kommer druerne fra området ved Rombone i Treisa tæt ved vingården i omkring 200-350 meters højde i med et terræn bestående af kalkholdig hvid mergel og ler.

Druerne er høstet med håndkraft, afstilket og presses, hvorefter de anbringes i rustfrie ståltanke for vinifikationen. Maceration sker derefter i omkring 10 dage ved kontrolleret temperatur. Derefter presses mosten og overføres til gæringstankene til den alkoholiske gæring og efterfølgende malolaktiske gæring.

Vinen lagrer herefter 18-20 måneder i store egefade, hvorefter den flaskes ufiltreret og lagrer så på flaske i yderligere 6-8 måneder inden frigivelse til salg. Der laves årligt omkring 4.000 flaske af denne vin.

I forhold til foregående Langhe Nebbiolo, så er vi et gear oppe … måske nærmere en gearkasse over, for duften er virkelig to die for. Der er knuste rosenblade, læder, violer, knuste sten, hindbær, lyse kirsebær, rabarber, hæfteplaster samt frisk træ. Virker tør med en lys, støvet og let side.

Hvor smager den godt og nu masseres gummerne herlig via lidt tørre tanniner, en lys, syrlig og balsamisk syre, der bare hænger i munden i mega lang tid sammen med en blød og ren frugt af både rabarber, hindbær og lyse kirsebær. Den bløde side, en frisk frugt samt det tanniske bid fungerer bare så godt sammen. Det er mums for sjælen … lækkersmuk Barbaresco.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 265 kr.

 Vinanmeldelse 6/7 

2020 Ada Nada, Langhe Nebbiolo Serena, Piemonte, Italien

2020 Ada Nada, Langhe Nebbiolo Serena, Piemonte, ItalienAzienda Vitivinicola e Agriturismo Ada Nada er et lille familieforetagende ved Località Rombone i Treiso tæt på Alba og derfra smager jeg 2 vine, hvor første er denne Langhe Nebbiolo Serena.

Ada Nada er grundlagt i 1919 af Carlo Nada, men i dag drives af 4. generation i form af Anna Lisa Nada og hendes mand Elvio. Anna Lisa overtog drifts af gården i 2012, da hendes far Gian Carlo Nada desværre døde i en ung alder.

Det er nu imidlertid Anna Lisas mand Elvio, som tager sig af produktionen af vinene, mens Anna Lisa står for hele driften af familiens lille hotel, som omfatter udlejning af 10 værelser samt 3 lejligheder … alle selvfølgelig navngivet efter forskellige vintyper.

Elvio får dog hjælp til produktionen af vinene fra vinkonsulenterne og ønologerne Gianfranco Cordero og Ivon Picollo. Vinene laves i kælderen på den gamle vingård og der anvendes primært gamle 3.000 liters egefade, helt traditionelt samt en smule barriques.

Samlet har familien 9 hektar vinmarker i området Valeirano og Rombone. Vinstokkene er gennemsnitlig omkring 40 år gamle og det giver sammenlagt basis for en årsproduktion på omkring 45.000 flasker vin … hvor en del helt sikkert nydes af vinglade turister i deres agriturismo.

Produktionen på Ada Nada er fordelt på 13 forskellige vine, heraf en Spumante, en rosato, 3 hvide samt en række rødvine på Dolcetto, Barbera og så 3 Barbaresco vine på Nebbiolo … men også denne fabelagtige Langhe Nebbiolo Serena.

Druerne kommer fra 40 år gamle vinstokke på nogle af Nadas 9 hektar vmarker i  Treiso området i 200 til 350 meters højde. Druerne høstes manuelt og afstilkes, hvorefter de presses og overføres til rustfrie ståltanke, hvor de så med drueskallerne med 5-8 dages maceration i en gæring ved 28-30 grader.

Derefter presses druerne og mosten overføres derefter til anden ståltank til malolaktiske gæring, hvorefter vinen lagrer på barriques i 3 måneder efterfulgt af ufiltreret aftapning på flaske og lagring yderligere 2 måneder. Der laves årligt 3.000 flasker af vinen.

Igen er Ada Nadas Langhe Nebbiolo pænt lys og transparent i glasset, mens duften virker let og floral … godt med blomster, violer, skyllemiddel, mentol samt en lidt kølig frugt med ribs, lyse kirsebær, tranebær og virker i det hele taget meget luftig og overskudsagtig.

Hvor er vinen også ren, luftig, levende og saftig i munden, meget elegant med friske, syrlige kirsebær, hindbær, peber samt en lille spinkel sødme, mens tanninerne også er fine, nærmest sarte med frugtrig tørhed. Hvor er det en fin Langhe Nebbiolo med den vildeste drikkeglæde.

Forhandles af Italux, hvor en flaske alene koster beskedne 115 kr.

 Vinanmeldelse 5/7

2018 Tenute Neirano, Barolo, Piemonte, Italien

2018 Tenute Neirano, Barolo, Piemonte, ItalienVi bliver med næste vin i Italien, men er nu hos Tenute Neirano i Casalotto di Mombaruzzo i Monferrato og derfra smager vi deres 2018 Barolo.

Tenute Neirano er jeg stødt på tidligere og der var det også med deres Barolo … første gang i årgang 2015 og efterfølgende også med den yngre årgang 2017, så derfor skriver jeg nu heller ikke om selve vinhuset.

Denne basis Barolo er selvfølgelig på 100% Nebbiolo fra udvalgte marker i Barolo. Ved gæringen hjælper overpumpninger af mosten med at trække ekstra farve, smag og struktur ud af drueskindet.

Efter endt fermentering modner vinen herefter 3 år på traditionelle slavonske egetræsfade samt 6 måneder på flaske før frigivelse til salg.

Duftmæssigt masser af knuste rosenblade strømmer op af glasset fra den transparent væske med en fin og lille orangerød kant. Der er ribs, tranebær, lyse kirsebær, kamfer, lidt trøfler, violer, tobak, læder, tør jord … ganske tør og balsamisk.

Som med 2017’eren er smagen en anelse mørk og fyldigere end forventet, måske endda mere frugtig, saftigere og tilgængelig, men det er fortsat med nogle svagt bone-dry tanniner samt en frugt med kirsebær, ribs, tranebær, tyttebær … samme knækkede sødme, som i de forrige årgange. Det er en rigtig habil Barolo og du får sindssygt meget Barolo for pengene. Igen ligger Houlberg sådan nærmest mellem 5 og 5,5 tomler.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens pt er på tilbud til 139,95 kr. ved køb af 6 flasker og det må anses som legalt tyveri.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Elio Grasso, Barolo Ginestra Casa Maté, Piemonte, Italien

2017 Elio Grasso, Barolo Ginestra Casa Maté, Piemonte, ItalienLidt vinøs forkælelse efter en middag på Østergade 1 i form af et glas af denne purunge, slanke, tørre og tanninrige 2017 Barolo Ginestra Casa Maté fra Azienda Agricola Elio Grasso.

Grasso laver årligt omkring 12.000 flasker af denne Barolo Ginestra Casa Maté lavet med Nebbiolo druer fra marken med samme navn.

Det er en 3 hektar stor mark, som ligger i 300-350 meters højde ved Monforte d’Alba, har omkring 40 år gamle vinstokke og er en kalkstensrig mark eksponeret mod syd-syd-øst.

Barolo Ginestra Casa Maté er lavet første gang i 1978 og fremstilles i dag på store rustfrie ståltanke, hvor den er igennem en 35-40 dages lang maceration og gæring inklusiv omkring 10 dage på gærresterne.

Efter malolaktisk gæring er vinen lagret 2½ år på 2.500 liters store egefade af slavonsk eg. Derefter lagrer vinen videre på flasker i kælderen i yderligere 8-10 måneder inden frigivelse.

Duften er til at blive glad over … der er violer, medicinskab, lidt nærmest dekadent og modent træ, rosenblade, tranebær, ribs, let vanilje, lidt kanel, kølig og rå champignon, læder samt tørt træ. Der er oss’ lidt røg, jord, trøfler, let mynte … uha, hvor det dufter godt, selvom vinen fortsat er en knøs og en ung, bumset teenager.

I munden er der da også vildt tørre tanniner … totalt tørre og lidt fyldige tanniner, en ung syre med masser af kraft. Det giver denne herlig og udtørrende effekt i munden, hvor lidt tranebær, ribs, mørke kirsebær samt lyse blommer vil lege med sammen lidt lakrids. Der er en lille mørk kraft, som giver Casa Maté et lidt maskulint og fyldigt indtryk, men shit en dejlig vin og en værdig afslutning på aftenen.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 650 kr.

Vinanmeldelse 6/7