2020 Weingut Emil Bauer & Söhne, Mr Ruby’s Choice Chardonnay, Pfalz, Tyskland

2020 Weingut Emil Bauer & Söhne, Mr Ruby's Choice Chardonnay, Pfalz, TysklandIs the thrill that’ll getcha, when you get your picture on the cover of the Rollin’ Stone, sang Dr Hook and the Medicine Show i 1972. På dansk sang Eddie Skoller, at han sgutte kunne få sit billede på forsiden af Søndags B.T.

Men nu har Mr Ruby så opnået dét, som hverken Hook eller Skoller lykkedes med. Okay han har ikke fået sit foto på forsiden af Rollin’ Stone eller Søndags B.T., men det er endnu bedre, for han har sgu fået sit navn på en vin, nemlig Mr Ruby’s Choice Chardonnay fra Weingut Emil Bauer & Söhne.

Før hed vinen Bundschuh Chardonnay, men da Mr Ruby en dag nævnte, at navnet Bundschuh ikke er noget særligt internationalt eller moderne navn, så sagde de hos Bauer; Hvad skal den så hedde?
Så nu hedder den Mr Ruby´s Choice.

Jeg har dermed reelt smagt vinen før … både i 2019 årgangen, men også denne 2020 med det gamle navn. Den er selvfølgelig fortsat lavet på rustfrie ståltanke og uden mange oplysninger … udover at den lige har 5,6 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt er det pæremos, mango, banan, kvæde, en Kung Fu is, lakrids, hvide chokolade, blomstret solcreme … fed, opulent, olieret og samtidig yderst venlig.

Smagsmæssigt er vinen også fyldig og har godt med sødme, men samtidig er den også frisk, tør og igen med godt bundtræk, dybde og tæthed. Sødmen suppleres fint med syltede citroner og rank grape bitterhed. Igen har den stor saftighed, letløbsgaranti og total cosiness. Fruen er helt balstyrisk.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 129 kr., mens prisen er 95 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2020 Weingut Emil Bauer & Söhne, Nussdorfer Viognier, Pfalz, Tyskland

2020 Weingut Emil Bauer & Söhne, Nussdorfer Viognier, Pfalz, TysklandDe to innovative brødre Alexander og Martin Bauer på Weingut Emil Bauer & Söhne er friske og har ingen hæmninger … heldigvis. Ellers havde de så nok  ikke kastet sig over at lave en almindelig Ortswein på en drue som Viognier. Men det lykkes faktisk ret fabelagtigt, hvilket man kan smage i denne 2020 Nussdorfer Viognier.

Vinen er således alene lavet med druer fra husets marker omkring Nussdorf. Der er ikke et mange oplysninger om vinen, men den er im Edelstahl ausgebaut, altså alene lavet og lagret på rustfrie ståltanke. Vinen har 6,5 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt minder vinen om 2019’eren … fyldig, småfed med tropisk frugt, melon, ananas, fersken, søde appelsiner, multifarvede vingummibamser, blomster. Selvom det er på vej til at blive både en smule opulent og svulstig, så er der imidlertid også fortsat en snert af grape og lemon bitterhed samt sødgrønne elementer.

Selvom der også er lidt småolieret fedme i vinen smagsmæssigt, så er den også rank, let bitter og frisk. Der er godt med grape, citroner samt lemon, men har også – lidt under de øverste lag – mineralitet og samtidig sødme, men syre og bitterhed holder vinen oppe og gør den både skarp og leverende i munden.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 179 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Sylvain Morey, Chassagne-Montrachet 1er Cru Caillerets, Bourgogne, Frankrig

2018 Sylvain Morey, Chassagne-Montrachet 1er Cru Caillerets, Bourgogne, FrankrigVi sluttede Chardonnay dysten helt klassisk med en bourgogne, nemlig Chassagne-Montrachet 1er Cru Caillerets fra Sylvain Morey … selvom den faktisk langt fra var klassisk.

Forklaring følger 🙂

Sylvain Morey kommer fra en familie af burgundiske vinavlere med over 400 års historie. Han er født i Chassagne Montrachet i Bourgogne, uddannet ønolog og har derudover lært at lave vin hos sig far Jean-Marc Morey på familiens vingård Domaine Jean-Marc Morey.

Men Sylvian havde selv idéer, så derfor slog han sig i 1996 ned i Luberon området i Provence, hvor han i 2002  startede vingården Domaine de La Bastide du Claux med den målsætning af lave sydfranske vine med burgundisk elegance.

Men da far Jean-Marc Morey gik på pension i 2013, så blev markerne tilhørende familiens vinhus i Chassagne Montrachet splittet op og delt mellem Sylvain og sin søster Caroline. Derved fik Sylvain knap 4 hektar med nogle af de allerbedste vinmarker i bl.a. Chassagne, St-Aubin og Santenay i Bourgogne.

Så derfor laver Sylvain Morey nu vin i både det sydlige Frankrig på Domaine de La Bastide du Claux, hvor han har 15 hektar vinmarker, samt bourgogne vine under eget navn og vinificeret i faderens gamle kælder i Chassagne Montrachet … vine, som minder om sin fars … dog med mindre ændringer.

Sylvain laver nemlig alle sine bourgognevine med druernes egen naturlige gær og med afstilkning af alle druer. Det er med til at give vine med stor smagsintensitet og masser af frugt. Generelt bruges der ikke mere end 20% nye fade og vinene røres sjældent under deres lagring og de hvide vine lagres i 18 måneder.

Denne Chassagne-Montrachet 1er Cru Caillerets er selvfølgelig lavet med druer fra marken En Caillerets og høstet med et udbytte på 49 hektoliter pr. hektar. Efter høsten med håndkraft er de hele klaser presset, hvorefter vinen har hvilet koldt i 350 liter egefade indtil næste dag, hvor gæringen sker spontant i fadene inden en lagring i 18 måneder i fadene samt 2 måneder på ståltanke inden aftapning på flaske. Der er lavet 1.950 flasker af vinen.

Moreys Chassagne-Montrachet 1er Cru Caillerets er på alle måder en bemærkelsesværdig vin … en lidt aparte duft til at starte med og en kende reduktiv eller oxidativ med en blanding af gæret æblemost, sherrygær og møddinganimalsk. Der er grøntsagsfond, rugbrød, våd hund og vådt brød, kalk, salt, varm strand, meget lys og feminin i frugten og helt sig selv.

Man sidder med den fornemmelse … er det skidt eller bare fremragende? Men udenfor nummer, egensærlig, ejendommelig og klart excentrisk er den i hvert fald.

Men smagsmæssigt falder du i svime, for det er så blød, cremet og nærmest dovent. Med en tilbagelænet, feminin og intens ladhed, så leverer vinen et silkefint aftryk og smelter i munden. Frugtmæssigt er det pæretærte, svag fersken … men frugten er samtidig frisk og suppleret med rolige og bløde nøddeagtige noter, tæthed, feminin smittende sødme og sarthed. Smukt og samtidig specielt … og frivilligt lod jeg mig rive med og gav 97 point.

Forhandles af Otto Suenson, hvor en flaske koster 649 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7    half_thumb

2017 Bodegas Catena Zapata, Adrianna Vineyard White Stones Chardonnay, Mendoza, Argentina

2017 Bodegas Catena Zapata, Adrianna Vineyard White Stones Chardonnay, Mendoza, ArgentinaNæste Chardonnay var også fra et verdenskendt vinhus, nemlig Bodegas Catena Zapata og det var deres Adrianna Vineyard White Stones Chardonnay i årgang 2017.

Vinhuset kan I læse om i nogle af mine tidligere indlæg, for her kigger vi kun nærmere på denne Chardonnay, hvor druerne er fra 27 udvalgte rækker på block 1 af White Stones marken, der har sit navn fra den stenrige jord på marken under vinstokkene. Marken ligger i 1.450 meters højde i Gualtallary distriket af Tupungato Alto Region i Uco Valley.

Vinstokkene gror på en tidligere flodseng og marken er derfor helt fyldt med forholdsvis store, hvid, ovale sten fra den tidligere flod og netop den unikke undergrund  og vinmarkens høje beliggenhed giver vinen en helt speciel floral og mineralsk karakter, som efter sigende skulle lede tankerne hen på berømte, hvide bourgognevine.

De 27 udvalgte rækker er identificeret af Nicolás Catena i stræben efter at fremstille de bedste vine er verden, hvilket de har bestræbt i nu over 4 generationer.

Efter høsten er druerne presset, overført til rustfrie ståltanke, hvor mosten så falder til ro i 12 timer ved 6 grader. Derefter er gæringen sket i franske egefade over 45-95 dage ved beskedne 16 grader før en delvis malolaktisk gæring og så lagrer 12-16 måneder på bruge franske barriques. Ingen klaring eller filtrering ved aftapning.

Duftmæssigt har vinen en fedme på en tynd måde, hvis man kan udtrykke det sådan? Frugtmæssigt fersken, melon, pærer og pænt frugtrig suppleret med lidt mariekiks, kanel og blomster men ellers ikke så givende udover en sjov, grøn og urtet kant.

I munden er vinen dog ganske saftig med presset æblemost, pærejuice og fersken, let lemon og ellers meget snorlige uden det helt store spræl. Det er ikke sådan superbalanceret, for en grøn og ren syre er langt fremme i smagsbilledet sammen med sten, jern samt mineraler, men måske er vinen endnu lidt for ung? Bevares, vinen smager skam vildt godt … druknede måske bare lidt i dette intense sidste heat.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 659,95 kr., mens prisen er 550 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2017 Weingut J. Neus, Ingelheimer Chardonnay R, Rheinhessen, Tyskland

2017 Weingut J. Neus, Chardonnay R, Rheinhessen, TysklandSidste sæt i Mr Rubys tvekamp mellem både tyske, fransk og oversøisk Chardonnay startede med Ingelheimer Chardonnay R 2017 fra Weingut J. Neus og den endte også med at blive aftenens samlede vinder.

Ligesom med Jülg, så har jeg også for et par måneder siden været til en onlinesmagning med vinmageren Lewis Schmitt fra den gamle smukke vingård på Bahnhofstraße i Ingelheim. Den smagning – og masser om vinhuset J. Neus – kan du læse om i mit blogindlæg Mr Rubys online vinsmagning med Lewis Schmitt fra Weingut J. Neus.

Ingelheimer Chardonnay R er lavet med druer fra vinstokke på marker, der ligger på den modsatte dal af Mainzer Berg, hvor Neus jo har sine topmarker Horn og Pares. Det er ifølge Lewis Schmitt en optimal placering til netop Chardonnay med en leret og kalkholdig jord.

Efter høst er vinen presses og har så gæret med halvdelen i rustfrie ståltanke og resten i 500 liter træfade … og sådan er vinen bagefter også lagret og vistnok i 12 måneder.

Det er en ekspressiv, eksplosiv vin … masser af duft, kraft og masser fylde, smørfed, tyk og svulstig, maskulin og siger åbenlys stolt; her kommer jeg. Der er nøddeagtige noter, modne æbler, pærer samt tropisk frugt, fersken, let asparges, citrus, vanilje og søde krydderier.

Smagen er lidt det samme, for her får du både i pose og sæk … først en stor krop med masser af oosh, kraft og bulder, men samtidig også  pænt slanke ben med en fremtrædende syre, kalket mineralitet, salt, røg og lidt nødder. Det er sgu fremragende. Det er ikke en feminin, let eller sart vin, men den smukke balance i smagen giver imidlertid en svævende fornemmelse sammen med det syrlige, faste og friske bid, så man kan ikke undgå at blive begejstret. Jeg gav 96 point.

Forhandles af Mr. Ruby, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2019 Weingut Jülg, Opus Oskar Chardonnay, Pfalz, Tyskland

2019 Weingut Jülg, Opus Oskar Chardonnay, Pfalz, TysklandDet 3. Chardonnay sæt sluttede med denne 2019 Opus Oskar Chardonnay fra Johannes Jülg fra Weingut Jülg … som jeg mødte i en onlinesmagning for under en måned siden.

Referatet fra den smagning og masser information om vinhuset kan du finde i mit indlæg; Mr Rubys online vinsmagning med Johannes Jülg fra Weingut Jülg.

Der smagte vi kun Johannes’ Spätburgunder vine, men den sympatiske og dygtige vinmager kan bestemt også lave hvidvine, hvilket jeg tidligere har erfaret og det er denne Opus Oskar Chardonnay et fint bevis på.

Vinen er opkaldt efter Johannes bedstefar Oskar Jülg, der i 1961 købte vingården i Schweigen. Han var på mange måder en visionær mand og ville af med sødmen, som var så udbredt i vinene fra både Tyskland og Alsace. Han ville producere tør vin.

Han havde et godt øje til Bourgogne og hentede både Pinot Noir samt Chardonnay kloner fra Bourgogne og plantede dem, selvom de på daværende tidspunkt ikke måttes dyrkes i Tyskland. Han indførte også ny eg, som af mange blev set på som en stor fejl. I dag lyder hans projekt ikke så vanvittigt, som det gjorde det helt sikkert i 1961.

Den burgundiske indflydelse kan I dag ses i både husets vine på Spätburgunder og Chardonnay, hvor det specielt for topvinene er de franske kloner, som anvendes … som nu også 2019 Opus Oskar Chardonnay.

Her kommer druerne nemlig alle fra marken Schweigener Sonnenberg på den franske side. Vinen er gæret og lagret på nye 500 liters franske Tonneau egetræsfade. Efter endt gæring har vinen lagret på fadet sammen med gærresterne i 8 måneder. Vinen har ikke gennemgået malolaktisk gæring.

I næsen var vinen bestemt ikke aftenens mest opulente vin, men selvom der både var fadpræg med vanilje ovenpå lidt pæretærte og fersken, så har vinen også en mere klar, ren og stringent side med grønne syrlige urter, estragon, mynte,  blomstervand, røg, brændt træ, fennikel og samtidig også sødme. Med luft i glasset åbnes der for sluserne, hvorved mineraliteten også bliver større og mere jernagtig elegant.

Men sjovt nok er smagen meget mere rund, blød og cremet end duften egentlig indikerede. Her er syren knap så dominerende, for der er mere finesse, venlighed … blid og lys feminin frugt, hvilket igen er pærer og fersken suppleret med krydret sødme og samtidig også salte mineraler. Jeg endte på 94 point, som omgående veksles til 5,5 store tomler.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 549 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Kumeu River Wines, Hunting Hill Chardonnay, Auckland, New Zealand

2017 Kumeu River, Hunting Hill Chardonnay, Auckland, New ZealandDet 3. sæt i den store Chardonnay smagning startede med denne 2017 Hunting Hill Chardonnay fra Kumeu River Wines, der ligger ved den lille by Kumeu i Auckland … den øverste del af nordøen i New Zealand.

Historien om vingården startede i 1937, hvor det kroatiske par Mick og Katé Brajkovich rejste fra deres landsby Živogošće og slog sig ned i Henderson i den vestlige del af Auckland, hvor de sammen med deres søn Maté arbejdede i de lokale vinmarker og frugtplantager. I 1944 havde de sparet penge nok til at købe en ejendom i Kumeu med en lille vinmark.

Det blev vingården, som dengang blev kendt som San Marino Vineyards og selvom Mick døde i 1949, så fortsatte Maté og Katé driften … senere med hjælp fra Matés kone Melba, hvis bedsteforældre også var immigreret til New Zealand fra Kroatien.

I løbet af 1960’erne fik parret fire børn … Michael, Marijana, Milan og Paul, som voksede op med vin og som voksne kom med i driften, men det var først i slutningen af ​​1970’erne og starten af ​​1980’erne, at vingården fik sin helt store succes. Det skete, da man gik væk fra de hybrid druesorter, som man hidtil havde anvendt og til mere kendte sorter som Sauvignon Blanc, Chardonnay, Merlot og Cabernet Franc.

I 1983 besøgte sønnen Michael Frankrig og blev begejstret for bourgognevinene, så da han kom retur, så begyndte de straks at eksperimentere med burgundiske vin under navnet Kumeu River. I de efterfølgende år satsede de så meget på den type vin, at de også ændrede vingårdens navn til Kumeu River Wines.

Det er især husets hvide Chardonnay vine, som vinder stor anerkendelse og fx har den gode Robert Parker sagt om Kumeu River Wines; Producing New Zealand’s Greatest Chardonnays, Not To Mention The World’s.

I dag drives vingården fortsat af de 4 søskende med hvert deres ansvarsområde, hvor Michael er vinmageren, Paul står for salg til udlandet, Marijana for markedsføring og Milan har ansvaret for vinmarkerne, mens deres mor Melba har haft det overordnede ansvar siden Maté Brajkovich døde i 1992.

Brajkovich familien har samlet 30 hektar egne marker, men får derudover druerne fra 10 hektar hos lokale vinavlere. Det betyder en årlig produktion på omkring 250.000 flasker vin og det er næsten udelukkende på Chardonnay og Pinot Noir … samt lidt på Pinot Gris.

Her smager vi deres 2017 Hunting Hill Chardonnay, hvor druerne kommer fra vinmarken Hunting Hill, som første gang blev beplantet tilbage i 1982 og genplantet i 2000. Druerne er høstet manuelt og derefter presset uden afstilkning. Gæringen er sket i egefade alene med druernes naturlige gærceller efterfulgt af malolaktisk gæring og så lagring på egefadene i 11 måneder.

Duftmæssigt er det en meget fyldig, fuldfed, fadfed og nærmest flæsket vin med lidt bacon, brunet smør, pæn koncentreret sødme, eksotisk frugt med både fersken, modne abrikoser, pærer, æbler og citronskal, svagt lidt vanilje, men fadpræget er sgu egentlig meget afdæmpet og fint. Der er også lidt nødder, brunkål og søde krydderier.

Smagsmæssigt er det lidt samme historie, for det er en blød, fyldig og smørcremet Chardonnay, rund, opulent med rig frugt som pærer, lemon og saftige fersken og salte popkorn. Samtidig har vinen en fin, levende og stram syre med masser af mineralitet. Det er en vin, som læner sig sindssygt meget op af de burgundiske slægtninge.

Forhandles af FineWines, hvor en flaske koster 359 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2017 Benjamin Leroux, Chassagne-Montrachet 1er Cru Les Embazées, Bourgogne, Frankrig

2017 Benjamin Leroux, Chassagne-Montrachet 1er Cru Les Embazées, Bourgogne, FrankrigI midten af 2. sæt spottede jeg igen, at der nu var bourgogne i glasset. Det var nemlig en 2017 Chassagne-Montrachet 1er Cru Les Embazées fra Benjamin Leroux.

Jeg har tidligere drukket vin fra Benjamin Leroux og været over the moon over hans vine, som dog også er sindssygt dyre og ofte koster over 1.000 kr.

Bejamin har altid arbejdet med vin og allerede i 1990 begyndte han som ung 15-årig at arbejde som lærling på det berygtede Domaine du Comte Armand under Pascal Marchand. Dette arbejde inspirerede ham til at tage bachelorgrad i ønologi og rejse ud i verdenen.

Han arbejdede der i korte perioder hos Drouhin i Oregon, Château Cos d’Estournel i Bordeaux samt Giesen i New Zealand, hvorefter han i nogle år arbejdede hos forskellige producenter i Bourgogne.

I 1999 fik han igen arbejde hos Comte Armand i Pommard, men denne gang som vinmager. Der har han været ansvarlig vinmager i over 15 år, men startede sideløbende i 2007 sit eget vinhus i Beaune med produktion af vine lavet fra opkøbte druer fra vinavlere, som han har et tæt forhold til.

Det siges, at starten som selvstændig producent blev hjulpet undervejs af en engelsk investor, som tilbød Benjamin at rejse den nødvendige kapital, og det tilbud var Benjamin ikke sen til at tage imod.

Den lille vingård drives fra en lille kælder i midten af Beaune og  koncentrerer sig hovedsagelig om vine fra Volnay og Puligny med stor vægt på økologisk og biodynamisk produktion … en praksis, som han også var med til at indføre hos Comte Armand i 2005.

Han er yderst biodynamisk i sin tankegang og følger ikke Rudolf Steiner principper for at være moderne, men fordi han har testet af hvordan det påvirker vinen. Forskellen på at behandle vinen i en 18 dages cyklus eller følge månens 28 dages cyklus, som biodynamisk tilgang foreskriver. Ifølge Benjamins forsøg, så påvirker det tanninerne i særdeles positiv retning.

I dag ejer Benjamin Leroux også selv nogle vinmarker … primært i Cote de Beaune, herunder nogle parceller i Batard Montrachet og Meursault Genevrieres, men opkøb er svært på grund de sindssygt høje priser på vinmarker i Bourgogne. Men samlet råder Benjamin i dag over omkring 30 hektar vinmarker, men mest via leje.

Denne Chassagne-Montrachet 1er Cru Les Embazées er fra marken Embazees, der ligger sydvest i området på grænsen til Santenay lige under Les Baudines og over Tête du Clos. Vinen er lavet helt klassisk og ved lagring på barriques er der anvendt 10% nye fade.

I næsen er vinen pænt landlig … klart den mest animalske af aftenens vine so far. Den er også mere maskulin og svulstig end forrige hvide bourgogne med frisk og saftig eksotisk frugt, fersken suppleret med pærer og modne æbler, syltede citroner, lime, vanilje, toast, ristede mandler, hvide blomster, æteriske olier og saltede mineraler.

Smagen har dog samme lette, æteriske cremethed, som hos Girardin, blot en kende mørkere. Der er honningcreme, pæretærte med fløde, æblemost og så smelter den nærmest i munden. WAUW. Der er oss’ syltede citroner og så en sprød og fyldig syre, der giver en fin tekstur, skarphed og præcision. Det er kompleks med mange lag og igen bliver jeg sgu begejstret med 97 point, hvilket jeg så veksler til underkanten af 6,5 tomler.

Forhandles af Mr. Ruby, hvor en flaske koster 699 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7    half_thumb

2018 Sandhi Wines, Sanford & Benedicte Chardonnay, Californien, USA

2018 Sandhi Wines, Sanford & Benedicte Chardonnay, Californien, USAI næste sæt startede vi med denne 2018 Sanford & Benedicte Chardonnay fra det californiske vinhus Sandhi Wines.

Vinhuset ligger i Lompoc omkring 10 kilometer nordvest for Solvang og vel omkring 150 fra Los Angeles.

Sandhi Wines er en lille producent, der er grundlagt i 2010 af Rajat Parr, vinansvarlig i Michael Mina Restauranterne, samt vinmageren Sashi Moorman. Han havde tidligere arbejdet for Stolpman og lavet sit helt eget vinhus Piedrasassi i 2003.

Siden 2013 har han også – udover Sandhi Wines – været medejer af Domaine de la Côte. I Sandhi Wines laver de to vinnørder en række vine fra udvalgte vinmarker fra Sta. Rita Hills i Santa Barbara County … og alene vine på Chardonnay og Pinot Noir.

Sanford Winery var desuden det første stop for Miles og Jack i kult-filmen Sideways … filmen der fik verden til at åbne øjnene op for Pinot Noir fra USA.

Her smagte vi altså hans Sanford & Benedicte Chardonnay, hvor druerne kommer fra marken Sanford & Benedict, der oprindelig er plantet tilbage i 1971 af Richard Sanford.

Druerne er alene presset minimalt for at få den reneste saft og gæringen er sket på den naturlige gær i gamle egetræsfade samt cementtanke og efterfølgende lagret på egetræsfadene i 8 måneder. Ingen klaring eller filtrering ved aftapning.

I næsen godt med fylde, godt med fad, men bestemt ikke overdone Chardonnay. Der er træ, tørt træ, sandeltræ, blomsterpollen, pærer, fersken, røg, blide urter, mere mineralsk end de forrige og en sjov lille slagside, nærmest med ymer og sur mælk, lemon, mynte og måske endda lidt nødder.

Smagsmæssigt har vinen en flot tørhed og slet ikke en dyb, fyldig eller tungsindig krop, men der er godt med friskhed og en beskeden smørtung indgang i munden. I stedet har vinen en frisk, skarp samt nærmest syrlig smag, men med varme i glasset kommer der flere og flere aromaer. Der er grape, lemon, pærer og fersken, kalkede noter samt en fin inderlighed … og måske lidt uretfærdigt, at vinen endte sidst denne aften, for det er sgu et godt glas Chardonnay.

Forhandles af Laudrup Vin, hvor en flaske koster 699 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Weingut Bernhard Huber, Malterdinger Chardonnay Alte Reben, Baden, Tyskland

2017 Weingut Bernhard Huber, Malterdinger Chardonnay Alte Reben, Baden, Tyskland Sidste vin i første sæt var tysk og fra en gammel kending i form af Weingut Bernhard Huber og det blev med hans Malterdinger Chardonnay Alte Reben i en årgang 2017.

Allerede tilbage i september 2016, hvor vi besøgte Weingut Bernhard Huber fandt vi ud af, at selvom vingården er kendt for deres fabelagtig Spätburgunder vine, så laver de også fantastiske hvidvine. Mit besøg kan du læse om i indlægget Besøg hos Weingut Bernhard Huber … den dygtige specialist i Malterdingen. Under besøget faldt vi faktisk for er en fed og voluminøse Weißer Burgunder, som vi endte med at købe.

Bernhard Huber døde desværre i 2014 efter en kort periode med kræft. I dag er det hans enke Barbara Huber, som driver huset videre i Bernhards ånd sammen med sine børn … her specielt sønnen Julian Huber.

Julian har videreført og endda også sammen med vinproducenter som Friedrich Keller og Tobias Knewitz startet en erfa-gruppe, der fokuser på Pinot Noir og Chardonnay vine inspireret af Bourgogne og anvender disse erfaringer i sine vine … og de to druer er da også vinhusets primære fokus.

Selvom Spätburgunder fylder omkring 65% af Hubers marker – og Chardonnay 15% – så dyrker Julian også en række andre druer som fx Weißburgunder, Grauburgunder, Auxerrois, Freisamer, Müller-Thurgau og Muskateller … ja faktisk satser Julian en del mere på hvidvinene end hans far gjorde.

Hans mål er at få hvidvinene op på samme niveau som husets rødvine, hvilket bl.a. sker ved at lave vinene slankere og derfor laves de fleste af hvidvinene alene på rustfrie ståltanke, selvom de store vine på Chardonnay også lagrer i egetræsfade som de franske forbilleder.

Og det er jo netop sådan en fætter, som vi her har i glasset … 2017 Malterdinger Chardonnay Alte Reben lavet med spontangæring på druernes naturlige gærceller og efter endt fermentering lagret på franske barrques … hvor lang tid fremgår dog ikke. Vinen har 2,5 gram restsukker pr. liter.

I næsen er vinen langt mere eksplosiv end de to foregående … der er mere skrald på, mere opulent eller småfed og svulstig, parfumeret og så har den også godt med fadpræg, gær, toast, ristede noter, røg, brunet smør samt vanilje og blomster. Frugtmæssigt snakker vi dåsepærer og abrikos.

Smagsmæssigt er vinen dog langt mere ren, fast og kølig med en syrlig saftighed, rustik og ren frugt, hvor der er også pærer, abrikos, citroner og lemon. Der er klart lidt kalkede noter, salt, bitterhed, men mest af alt en skarp citronsyre, som giver en livlig, frisk og nærmest helt umoden vin med en mineralsk eftersmag. Man får med Malterdinger Chardonnay Alte Reben både stor fed duft og kølig, frisk og skarp smag. Flot.

Forhandles af Mr Ruby, hvor denne koster 399 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger