Tag-arkiv: Bourgogne

2001 Stéphane Brocard, Clos-Vougeot Grand Cru, Bourgogne, Frankrig

2001 Stéphane Brocard, Clos-Vougeot Grand Cru, Bourgogne, FrankrigSå har vi igen Stéphane Brocard på banen med en eksklusiv Clos-Vougeot Grand Cru 2001 fra sit lille negocianthus Closerie des Alisiers i Marsannay.

Jeg har tidligere smagt en af hans vine fra 2001. Det var vist tilbage i februar, da jeg smagte en Gevrey-Chambertin.

Det er nu ikke Stéphane Brocard, der selv har lavet vinen, for han har købt den i sit negocianthus fra en af de berømte ejere af den legendariske 50,5 hektar store Clos-Vougeot  Grand Cru vinmark omkranset af mure fra de gamle cisterciensermunke.

Producenten af vinen kunne ikke under Covid-19 pandemien selv sælge vinene og så aftog Stéphane Brocard et parti med rabat og har så forsynet vinen med sin egen label. Totalt hush-hush og jeg ved da heller ikke, fra hvem af de 80 parcelejere af Clos-Vougeot Brocard har købet vinen.

Vinen er lavet med gæring i temperaturstyrede ståltanke med skindkontakt over 12-17 dag, daglig pigeage og efter endt gæring er vinen lagret 18 måneder på helt nye 228 liters burgundiske egetræsfade.

Duftmæssigt trykker alderen dog og først tænkte jeg, at denne er over-the-hills, men vent et øjeblik, for nogle af de lidt sherryagtige og oxyderede noter aftager en smule med luft i glasset. Men først er der lidt let sherry, en brugt læderpisk, gammel kamel- og kostald, let mælkede noter og gazebind. I starten skygger alle sherrynoterne for frugten, men langsomt kommer der lidt jordbær, blommer, mandarin og røg frem … og viser visioner om fordums storhed.

I smagen er der dog masser af liv og syre, vildt tør med masser af burgundisk grønne noter, ribs, tranebær og hyben. For pokker hvor er vinen ultratør, syrlig og intens koncentreret … langt mere end den overmodne duft overhovedet havde indikeret. På den måde tager vinen virkelig røven på dig med en vis storhed, men jeg vil nok umiddelbart heller ikke gemme vinen længere.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 1.999 kr., mens prisen er 1.799 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2017 Closerie des Alisiers, Chambolle Musigny 1er Cru Les Charmes, Bourgogne, Frankrig

2017 Closerie des Alisiers, Chambolle Musigny 1er Cru Les Charmes, Bourgogne, FrankrigDen sidste bourgognevin i denne omgang var intet mindre end imponerende og det var denne Chambolle Musigny 1er Cru Les Charmes 2017 fra Closerie des Alisiers og den bekræftede min forkærlighed for Chambolle Musigny.

Closerie des Alisiers er et nyere negociantfirma beliggende i Marsannay og det drives af Stéphane Brocard, som vi er stødt på tidligere her på Houlbergs Vinblog. Det var da jeg smagte hans 2001 Gevrey-Chambertin tilbage i februar måned.

Stéphane Brocard er søn af den berømte Chablis producent Jean-Marc Brocard, men gik i 2007 solo med sit eget projekt Closerie des Alisiers, som er et negociantfirma, hvor han laver vine med druer fra udvalgte marker samt omkring 4,5 hektar egne vinmarker i Chablis og en dyr parcel i Pommard … og mon ikke, at han også køber lidt druer fra sin far.

Han lavede sit lille soloprojekt af flere årsager … dels ambitionerne om at lave vine efter sine egne idéer og ikke blot dele den fremtidige drift af familiens vingård med sine to søskende, sin svoger og sin svigerinde, men derudover ville han også gerne lave vine fra det øvrige Bourgogne og ikke kun Chablis.

Stéphane har et nært og mangeårigt forhold til de vinavlere, som han arbejder sammen med og flere lader ham også producere og aftappe vinene i deres egne kældre. Han forsøger også, at alle vinavlerne driver deres marker økokologisk.

Han laver vinene uden megen indgriben … bare godt håndværk med renhed, frugt og friskhed … autentiske vine med stor respekt for de specifikke terroir fra de forskellige marker og områder. Hans vine er typisk meget friske og andelen af nye egetræsfade aldrig får lov at overstige 20%.

Denne 2017 Chambolle Musigny 1er Cru Les Charmes er lavet på Pinot Noir fra  45 år gamle vinstokke på den berømte Les Charmes mark, som er kendt for at give yndefulde vine med fine dufte. Den er lavet med gæring i åbne kar og er efter endt fermentering lagret 10-12 måneder på barriques, heraf 40% nye fade.

WAUW og 5 gange Ave Maria hvor det dufter godt, virkelig ædel, dekadent og smuk aroma krydret med frydefuld englesang, æterisk, let og svævende elegance og nærmest som vinøs ædel Rolls Royce. I næsen er der modne og sorte kirsebær, jordbær, mælkechokolade og vanilje samt en hel buket blomster, røde roser, trøfler og kærlighed. Hvor er det smukt og man bliver omgående bjergtaget.

Hvor smager det også bare lækkert, cremet, mundsmeltende med behagelig rundhed, vilde og medgørlige tanniner, frisk og blid frugt, en svag bitterhed … modent, elegant med lys frugt, silkefint med en feminin, sart og delikat smag. Det er sgu da jættegodt.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 999,95 kr., men kan fås til 849,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2018 Domaine Louis Lequin et Fils, Santenay Vieilles Vignes, Bourgogne, Frankrig

2018 Domaine Louis Lequin et Fils, Santenay Vieilles Vignes, Bourgogne, FrankrigNæste bourgognehus var også en kending, for det var nemlig Domaine Louis Lequin et Fils. Det er derfra, at jeg nu smager en 2018 Santenay Vieilles Vignes.

Domaine Louis Lequin et Fils ligger midt i Santenay by og er et historisk hus, der har lavet bourgognevine i generationer siden 1669, hvor det blev grundlagt af Philibert Lequin.

Han købte marken Les Clos Genêt i Santenay og startede med at lave vin. Det var således dér, at husets første Pinot Noir vinstokke blev plantet, så derfor har både marken selvfølgelig en særlig betydning for familien Lequin.

Allerede dengang familien købte de første marker, så var de mega dyre, så det tog familien omkring 120 år for at betale gælden fra købet af.

I dag drives vingården af Louis Lequin som seneste generation sammen med sin søn. Louis overtog driften fra sin far Jean i 1993, men skulle dele markerne med sin bror. Louis drev således sin del videre og har sidenhen også købt flere marker til.

I dag har Louis således samlet 7 hektar vinmarker … både Premier Cru og Grand Cru i Côte d’Or, Nuits-Saint-Georges i Côtes de Nuit, samt Pommard, Santenay, Corton, Corton Charlemagne og Bâtard-Montrachet i Côte de Beaune.

De fleste af markerne er dog købt af Louis’ bedstefar Lucien Lequin, der bl.a. købte husets første Grand Cru mark Batard-Montrachet og vinmarker i Corton samt Nuits Saint Georges. Det var også Lucien, som startede med at eksportere vinene og fik dem på kortet på det fasionable hotel Waldorf Astoria på Manhattan.

Domaine Louis Lequin et Fils Santenay Vielles Vignes 2018 er fremstillet på 100% Pinot Noir fra 45-60 gamle stokke fra udvalgte marker i Santenay. Klaserne er delvist afstilkede og så er vinen lavet med 10 dages koldmaceration og 15 dages gæring ved relativ høj temperatur, da man ønsker stor ekstraktion. Vinen har herefter lagret 10-12 måneder på 228 liters burgundiske barriques, heraf 20% nye fade,

Dejlig våd, kompleks med knuste rosenblade, garvet læder, mentol, lakrids, ribs, syrlig lys frugt, hindbær, rabarber, kirsebær med en lille landlighed, babybræk – på den gode måde – grønne blade og kaktus, lidt eukalyptus, tørt træ og en virkelig livlig syre … til den stramme side.

Smagen er virkelig lækker … meget mere rund, moden og dermed en anelse anderledes end duften. Der er syrlige kirsebær, ribs, hindbær, virkelig saftig og med en lille sødme, tør bitterhed og lyse, knastørre taninner, der spreder sig i munden som en behagelig steppebrand. Ren, let, tør og syrlig med stringent nerve.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 339,95 kr., men kan fås til 279,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2016 Domaine Michel & Marc Rossignol, Volnay 1er Cru Les Pitures, Bourgogne, Frankrig

2016 Domaine Michel & Marc Rossignol, Volnay 1er Cru Les Pitures, Bourgogne, FrankrigAlle gode gange 3 … for udover 2018’eren og 2017’eren smagte jeg nu også Domaine Michel & Marc Rossignols 2016 Volnay 1er Cru Les Pitures.

Vinen er jo lavet som de to andre årgange … altså med gæring i  rustfrie ståltanke med temperaturstyring, manuel puchdown og overpumpninger og efter endt fermentering er vinen så lagret på 228 liter bourgognefade, heraf 20% nye fade, i 11-18 måneder afhængig af årgang.

Igen god kompleksitet … ikke så rund som 2018’eren, men lidt længere imod den syrlige side, masser af elegance,  sart, elegant, delikat og fin i aromaerne med mentol, jordbær, lyse kirsebær, ribs, mandarinskrald, let vanilje, teaktræ og mahogni og absolut med en sart, fin, feminin og lys balance.

Smagen har masser af kirsebær frugt, moreller, ribs samt en snert granatæbler, har tonsvis af syre og langt mere end både 2017’eren og 2018’eren. Tanninerne er knastørre og samtidig er vinen stenet, frisk med det syrlige og mineralske bid … og virker faktisk yngre og mere spændstig end de to andre årgange.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 499,95 kr., mens vinen i øjeblikket er på tilbud til 449,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Domaine Michel & Marc Rossignol, Volnay 1er Cru Les Pitures, Bourgogne, Frankrig

2018 Domaine Michel & Marc Rossignol, Volnay 1er Cru Les Pitures, Bourgogne, FrankrigVi fortsætter med vine fra Domaine Michel & Marc Rossignol, men det er lige et niveau op med denne Volnay 1er Cru Les Pitures, som jeg før har smagt i årgang 2017 … men her er det 2018’eren.

Les Pitures i Volnay er blandt de bedste af de i alt 25 Premier Cru marker i hele Volnay og ligger klos op af den berømte clos des Ducs. Det er en stejl og kalkholdig mark og druerne er høstet med håndkraft samt afstilket 100% inden vinificeringen.

Gæringen er sket på ståltanke med temperaturstyring, manuel puchdown og overpumpninger og efter endt fermentering er vinen så lagret på 228 liter bourgognefade, heraf 20% nye fade, i 11-18 måneder afhængig af årgang.

Sikke et kvantespring et par niveauer op fra den forrige Rossignol vin, for her der er langt mere kompleksitet og dybde. Der er også lidt sødme, virker klart mere sart, elegant, delikat og fin i aromaerne og har lidt karamel, vanilje og mælkechokolade sammen med jordbær, lyse kirsebær samt fin, feminin og lys balance.

Smagsmæssigt minder vinen om 2017’eren … har friske, umodne moreller, ribs, lyse kirsebær og en snert af lidt granatæbler, virkelig frisk med et stenet og mineralsk bid. Tanninerne er knastørre, men de tøs lidt op af sødme. Samlet er det ædel, frisk og fin Volnay.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 499,95 kr., mens vinen koster 449,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2017 Domaine Michel & Marc Rossignol, Côte de Beaune Clos des Pierres Blanches, Bourgogne, Frankrig

2017 Domaine Michel & Marc Rossignol, Côte de Beaune Clos des Pierres Blanches, Bourgogne, FrankrigJeg smagte også Domaine Michel & Marc Rossignols Côte de Beaune Clos des Pierres Blanches i årgangen tidligere, altså årgang 2017.

Vinen er selvfølgelig lavet som foregående med Pinot Noir druer fra 40 år gamle vinstokke på vinmarken Clos de Pierres Blanches og så lavet af afstilkede druer efterfulgt af gæring med temperaturstyring samt løbende punchdowns og overpumpninger. Efter endt gæring har vinen lagret 11-18 måneder på burgundiske 228 liter egetræsfade, heraf 20% nye fade.

2017’eren virker lysere i glasset end 2018’eren, men duftmæssigt er vi lidt i samme boldgade med en frisk frugt, men er rundere og mere blød. Der er jordbær, tranebær, ribs, blomster, rosenblade samt lidt vaniljecreme og grønne noter.

Smagsmæssigt er også – som 2018’eren – en lille skarp, syrlig, bitter, mineralsk samt kantet bandit. Frugten er igen ribs, tranebær og med denne ranke, friske side med en bittert, grønt bid. Tanninerne er ret tørre, lette og bidende … dejlig, ung og mineralsk.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 239,95 kr., mens vinen koster 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2018 Domaine Michel & Marc Rossignol, Côte de Beaune Clos des Pierres Blanches, Bourgogne, Frankrig

2018 Domaine Michel & Marc Rossignol, Côte de Beaune Clos des Pierres Blanches, Bourgogne, FrankrigDe næste burgundiske vine var alle røde og den første var fra vinhuset Domaine Michel & Marc Rossignol … et af de mange huse med navnet Rossignol. Vinen er deres 2018 Côte de Beaune Clos des Pierres Blanches.

Rossignol er et stolt navn i hele Côtes de Beaune området, for mange producenter med det kendte navn stammer nemlig fra den Rossignol familie, der i hvert fald siden 1634 har været vinavlere.

De første kendte i familien var Léonard Rossignol, hans søn Lazare og hans barnebarn, som også blev kaldt Lazare, samt hans oldebarn François.

Rossignol’erne har siden spredt sig i hele Bourgogne … og bare indenfor en 500 meters cirkel fra Michel & Marc Rossignol findes der i dag ikke mindre end 6 producenter, som alle hedder noget med Rossignol. Og det er bare i Volnay!

Michel og Marc Rossignol er far og søn, som er de seneste generationer i det gamle vinhus, hvor faklen siden 1600-tallet er gået fra generation til generation. Michel Rossignol har endda – ved siden af familiens eget vinhus – i en lang årrække passet og plejet en del marker for det berømte Hospices de Beaune, da han nyder høj anerkendelse for sit markarbejde og kendskab til det lokal terroir.

I dag er det dog primært Marc, som driver vingården, der samlet har 6 hektar vinmarker, der alle ligger i Côtes de Beaune, men primært i  Volnay og så lidt i Pommard.

Denne 2018 Côte de Beaune Clos des Pierres Blanches er lavet med druer fra 40 år gamle vinstokke på marken Clos de Pierres Blanches, som vi finder klos op ad de to berømte Beaune 1er Cru marker Clos de l’Ecu og Les Bressandes.

Efter høsten er druernes afstilket og gæret med temperaturstyring samt løbende punchdowns og overpumpninger. Efter endt gæring har vinen lagret 11-18 måneder på burgundiske 228 liter egetræsfade, heraf 20% nye fade.

Meget let og spinkel næse, godt med blomster, rosenblade og næsten småparfumeret. Frugten er lys og ukompliceret med lidt jordbær, tranebær, ribs samt masser af nelliker, grannåle, harpiks, grønne blade og virker meget, meget ung.

Smagsmæssigt er det også en ung, spinkel og frisk vin … godt med ren, syrlig, bitter og mineralsk bid, ribs, lyse tranebær, virkelig lette og tørre tanniner. Det en som en lille, pjusket fugleunge, der knap er helt flyvefærdig, lidt kluntet og fuld af liv.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 239,95 kr., mens vinen koster 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2018 Domaine Diconne, Auxey Duresses Terres Folles Blanc, Bourgogne, Frankrig

2018 Domaine Diconne, Auxey Duresses Terres Folles Blanc, Bourgogne, FrankrigFra det store bourgogneindkøb hos Supervin har jeg smagt lidt vine og startede med denne Auxey Duresses Terres Folles Blanc fra vinhuset Domaine Diconne.

Vínligger ligger i Auxey Duresses og ledes i dag af 3. generation i form af  Christophe Diconne, der har overtaget driften efter sin far Jean-Pierre.

Han har samlet 10 hektar vinmarker, der ligger i Auxey-Duresses, Pommard og Meursault.

Domaine Diconne er nok et af de mere ukendte vinhuse og de fleste af husets vine sælges da også i hjemlandet … og en del af husets egne druer sælges endda også bulk til andre producenter. Det er lidt en skam, for de laver fremragende vine … som nu fx denne Auxey Duresses Terres Folles Blanc.

Her kommer Chardonnay druerne fra 35 år gamle vinstokke fra markerne Les Cloux, Les Grandes Vignes og Les Vireux, hvoraf de to
sidstnævnte grænser tæt op mod Meursault. De ældste vinstokke er næsten 80 år gamle. Vinen er gæret i egefade og har lagret hele 15 måneder på 228 liter barriques, heraf 25% nye fade.

I næsen er det en total smørfed aroma med brunet smør og brændte hasselnødder, faktisk godt med nødder, fersken, pærer, fadnoter, lidt vanilje, mulle kælder og nærmest overdådig i sin svulmede og sexede noter.

Hvor smager det dog også godt … meget slankere i smagen, har god syre med flot balance, æbler, pærer, fersken, hyld, lemon, citron samt pænt tør, vildt kalket med en syrlig lille undertone. Selvom det ikke er 1. Cru, så får du vildt meget vin for pengene her. Mums.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 329,95 kr., mens prisen er 269,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2020 Domaine de Colette, Beaujolais-Villages Rosé, Bourgogne, Frankrig

2020 Domaine de Colette, Beaujolais-Villages Rosé, Bourgogne, FrankrigDomaine de Colette fra Lantignié i Beaujolais er jeg stødt på et par gange tidligere her på Houlbergs Vinblog. Nu smager jeg igen en vin fra det lille vinhus … en Beaujolais-Villages Rosé 2020.

Jacky Gauthier og sønnen Pierre-Alexandre har lavet denne rosé med Gamay druer, som efter høst er presset og så klaret inden gæring i rustfrie ståltanke ved kontrollerede temperatuer. Derefter er vinen lagret kort i ståltankene inden aftapning på flaske og endelig frigivelse.

Som med de røde vine fra Domaine de Colette er næsen her bondsk, landlig med lyse bær, banan, jordbær, sandeltræ, kalk og samtidig ret let og spinkel i udtrykket.

Smagen er i samme boldgade, let og frisk med nogle lidt jernholdige elementer, sten og salte mineraler suppleret af jordbær, fersken, blid syre og en rigtig sommervin til terrassen.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 89 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2020 Domaine Piguet-Chouet, Meursault Vieilles Vignes, Bourgogne, Frankrig

2020 Domaine Piguet-Chouet, Meursault Vieilles Vignes, Bourgogne, FrankrigDomaine Piguet står der på etiketten af denne Meursault Vieilles Vignes 2020 og vinen er da også lavet af vinmager Max Piguet, som sammen med sin hustru driver Domaine Max et Anne-Marye Piguet-Chouet aka Domaine Piguet-Chouet.

Vinhuset ligger midt i byen Auxey-Duresses og er en fusion af to vinhuse. Det skete i 1981, da Max Piguet giftede sig med Anne-Marye Chouet. Begges familier var vinbønder og havde alle produceret vin igennem generationer. Max havde selv blot to år tidligere arvet Domaine Piguet fra sin far.

Samlet har Domaine Piguet-Chouet 12 hektar vinmarker i Meursault og Auxey-Duresses, som drives af ægteparret, selvom deres to sønner William og Stéphane efterhånden har overtaget det meste af den daglige drift.

Stilen hos Domaine Piguet-Chouet er kendt for at være blød og uden skarpe kanter, indsmigrende og lækker … behagelige bourgognevine, der holder samme høje niveau fra år til år.

Her smager vi så netop en hvid Meursault Vieilles Vignes, men sjovt nok står der ikke Domaine Piguet-Chouet på selv etiketten, men kun Domaine Piguet-Chouet … hvorfor ved jeg dog ikke.

Druerne til vinen kommer fra marker tæt på 1. Cru markerne Les Perrières og Les Genevrières. Jordbunden er rig på kalksten, hvilket forsyner vinene med en udpræget mineralitet. Der er ikke mange oplysninger om selve produktionen, men vinen er lagret på burgundiske fade.

Duften er røget, smørfed og smørlækker … lige åbnet er der godt med sødristede fadpræg, men det aftager en smule med mere luft i glasset. Der er ristede hasselnødder, fersken, har faktisk en utrolig ædel aroma, som nærmest er overdådig og smådekadent. Der er lidt mælkechokolade, lakridskonfekt og vaniljekiks.

I munden har vinen en flot frugt, ren, let, krydret og meget blød, rund, cremet og meget indbydende … smager hænger der bare i lang tid. Der er æbler, grønne æbler, fersken, abrikos og virker samtidig let saltet med kalk og andre mineraler samt en let bitterhed. Vinen glider som en rolig flod – rolig, stoisk og beroligende – bare igennem kroppen og gør dig glad.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 549 kr., mens prisen er 449 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7