2017 Terre di Sarizzola, Derthona Colli Tortonesi Timorasso, Piemonte, Italien

2017 Terre di Sarizzola, Derthona Colli Tortonesi Timorasso, Piemonte, ItalienLad os fortsætte med mere hvidvin, for næste vin i glasset blev denne lille Derthona Colli Tortonesi Timorasso fra Azienda Agricola Terre di Sarizzola di Mattia Bellinzona.

Vingården ligger netop i byen med samme navn … Sarizzola i Ossona dalen i regionen Colli Tortonesi i det sydøstlige hjørne af Piemonte.

Vingården har en historie, der går helt tilbage til anden halvdel af 1800-tallet, hvor Pietro Penacca startede med at lave vin, som familien gav til venner og bekendte … men mest drak selv.

Så det var reelt Pietros søn Secondo, der startede vingårde og i efterkrigsperioden udvidede vinproduktionen og startede med at sælge vinene i de nærliggende byer Milano og Genova.

Senere overtog sønnen Franco dog driften og i dag er det 4. generation i form af Mattia Bellinzona, som driver familiens vingård videre. Han overtog selv driften i 2008 og har – ved siden af selve vinproduktionen – også startet en svinebedrift for selv af kunne producere salamier.

Mattia har samlet 100 hektar jord, hvoraf 20 hektar er skov, mens resten delvist er vinmarker og delvist dyrket med korn og foder, der bruges til at producere en blanding beregnet til fodring af svinene. Alle markerne ligger i Costa Vescovato kommunen i Alessandria provinsen og de har siden 2020 været økologisk certificeret.

Costa Vescovato kommunen er en del af de 30 kommuner, som udgør Colli Tortonesi appellationen. Det er et område, hvor man madmæssigt finder masser af lækkerier … der er trøfler, Tortona jordbær, Volpedo ferskner, Garbagna kirsebær, honning, kastanjer, Montebore oste og de store Tortona brød og masser af lækre salamier og pancettaer,

Vinmæssigt har Colli Tortonesi været mest kendt for sine vine på Barbera, men indenfor de seneste 10 år har især den grønne drue Timorasso fået en renæssance, hvilket har givet den en nærmest kultagtig status blandt sine tilhængere. Og det er jo netop sådan en fætter, som jeg nu har fået i glasset.

Timorasso vinene fra Colli Tortonesi appellationen har også meget ofte – som også denne vin – navnet Derthona på etiketterne. Det er det traditionelle navn for byen Tortona på den lokale dialekt, som appellationen Colli Tortonesi DOC også er opkaldt efter.

Vinene skal som minimum indeholde 85% Timorasso drue, mens resten typisk består af Moscato Bianco samt Vermentino. Denne Terre di Sarizzola Derthona Colli Tortonesi Timorasso er imidlertid på 100% Timorasso, som produceret på rustfrie ståltanke med en spontangæring ved kontrollerede temperaturer og efterfølgende lagring sur lie i ståltankene omkring 12 måneder … dog med en løbende batonnage aka omrøring.

I glasset er der godt med farve i vinen … dejlig dyb gul farve, mens vinen duftmæssigt er fyldig, lidt sødmefuld med tropisk frugt, saftig fersken, abrikos og så lemon samt grønne æbler. Der er noget, der minder om sandeltræ suppleret med let røg, lidt lakridskonfekt og mandler.

Smagsmæssigt har vinen også en vis fyldighed sammen med en høj syre, masser af lemon, lemon og lemon. Det giver både bitterhed og en frisk syre, selvom vinen egentlig virker blød med en spicy kant samt kalkede mineraler. Det er blød krop med fin syre … og det er dæleme en god kombi.

Forhandles af Vinøs Vinbar & Vinhandel, hvor en flaske koster 175 kr., mens prisen er 150 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Lua Cheia, Maria Bonita Loureiro, Minho, Portugal

2019 Lua Cheia, Maria Bonita Loureiro, Minho, PortugalNu byder Maria Bonita op til dans. Men den virkelige Maria Bonita hed rigtigt Maria Déia og var i 1920’erne medlem af den fredløse Cangaço bande i den nordøstlige del af Brasilien.

Maria Bonita betyder smukke Maria og hun havde status som en heltinde i Brasilien indtil hun i 1938 faldt i et baghold og blev dræbt. Men denne Maria Bonita Loureiro fra vinhuset Lua Cheia er er nu ikke brasiliansk, men fra Minho området i det nordlige Portugal … det område, der mest er kendt for deres Vinho Verde vine som netop denne lavet på den lokale druesort Loureiro.

Lua Cheia er en del af vinhuset Saven eller Lua Cheia-Saven, der oprindeligt i 1988 blev grundlagt af forretningsmanden Manuel Dias som et eksportfirma, der solgte en række portugisiske fødevarer til portugisiske samfund rundt om i verdenen.

Med tiden ændrede fokus sig og i 2010 startede firmaet med at investere i vinproduktion, bl.a. i Martim i Douro og i 2012 også i en vingård i Alvarinho i Monção regionen. Siden er der startet en lang række partnerskaber, hvor der laves vine med druer fra vinavlere i lange vinregioner i Portugal.

Derfor laves der vine fra både egne marker, af opkøbte druer og samtidig opkøbes også vine fra en pæn række samarbejdspartnere som bl.a. Casa Ermelinda Freitas, Herdade de Pegos Claros, Adega Cooperativa de Pegões, Companhia da Lezírias, Casa Agrícola Aguia Moura, Vieira de Sousa, Adega de Ponte de Barca og Adega de Cantanhede.

Vinene sælges under forskellige brands som fx Lua Cheia, Andreza,  Colleja, Salsus, Maria Bonita, Maria Papoila, Toucas, Nostalgi, Album og Insurgente. På deres hjemmeside har jeg talt det til omkring 127 forskellige vine … og hertil lidt bag-in-box.

Derover laver Saven også mineralvand/almindeligt vand og juice samt olivenolie, konserves af fisk og grøntsager, tørret frugt, oliven, pasta, mel og korn, kager, kaffe og ris … ja en bred vifte af fødevarer ved siden af vinproduktionen.

Her smager vi én af de mange vine … en Maria Bonita Loureiro fra Minho regionen og under appellationen Vinho Verde DOC. Den er lavet af vinmageren Francisco Baptista og er på ren Loureiro. Vinen er lavet ved, at druerne først er afstilket, hvorfor mosten er presset ud på en pneumatisk presse. Gæring er sket i rustfrie ståltanke ved kontrolleret temperatur. Vinen har efterfølgende lagret ganske kort i tankene inden aftapning på flaske. Vinen har 5 gram restsukker pr. liter.

Dejlig duft … en blanding af noget dyrisk, animalsk og aromatisk, nogle gærede æbler, fersken, melon, ananas, kvæde og citroner. Der er også en halv Københavnerstang, mælkebøtter, sandeltræ, salte og kalkede mineraler samt søde krydderier.

I munden er der endnu flere citroner … grønne umodne æbler og et læs citroner, en lille lemon og grape bitterhed, men absolut en frisk, livlig og charmerende hvidvin. Den er samtidig lidt cremet og svag olieret, men frisk, syrlig og småbitter er den sgu. Syren er lidt rustik og vild, hvem bliver ikke dette af sådan en Maria Bonita? Til pengene får man virkelig en frisk, syrerig og charmerende vin og Houlberg kaster ufortrødent 4,5 store tomler med pil op efter vinen.

Forhandles af Vinmonopolet.dk, hvor vinen koster 75 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2020 Nervi Conterno, Il Rosato, Piemonte, Italien

2020 Nervi Conterno, Il Rosato, Piemonte, ItalienSiden Giacomo Conterno købte hovedparten af vinhuset Nervi i Gattinara, så er priserne på alle vinene steget med raketfart og det blev bestemt ikke mindre, da Giacomo satte Corterno navnet på alle etiketterne. Så nu kaldes vinhuset også Nervi Conterno … og så på en almindelig dødelig tirsdag fik jeg et glas Conterno, men dog beskedent en 2020 Il Rosato rosévin.

Nervi har jeg skrevet om før og sidst var det, da jeg smagte en 2013 Gattinara Vigna Valferana. I det indlæg skrev jeg også lidt om husets historie. Men denne Il Rosato har jeg dog aldrig smagt tidligere.

Det er en Nebbiolo baseret rosévin, idet vinen består af 90% Nebbiolo, som man i øvrigt lokalt i Gattinara ofte kalder Spanna, samt 10% Uva Rara. Vinen er lavet med en 6-7 timers maceration, som giver vinen dens blege rosafarve. Derefter adstilles skaller og most efter Saignée metoden, hvor sagen tappes ud i løbet af nogle timer og dermed også øger vinens farve yderligere.

Derefter er gæring sket i temperaturkontrollerede ståltanke, hvor vinen så efterfølgende også er lagret en periode inden aftapning på flaske og så lagring et par måneder mere.

Duftmæssigt kan Nebbiolo aftrykket godt fornemmes, for der er roser, blomstereng og duftes klart, at vinen lavet på røde druer. Så frugten er både melon, stikkelsbær, jordbær, hindbærsorbet, grønne grene, yoghurt, masser af landlighed og lette krydderier.

I munden er vinen både frisk og tør … det er grønne æbler, ribs, hindbær, kirsebær, granatæbler, jern, basilikum … virkelig frisk og syrlig uden at det bliver for syrligt. Men det er en flot ren, stringent og fin rosévin med let lemon bitterhed i eftersmagen. Sådan kan rosévin altså også smage.

Importør er Adriat Vinimport og i vinbutikkerne koster en flaske af denne vin 199 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Pulenta Estate, VII Gran Corte, Mendoza, Argentina

2018 Pulenta Estate, VII Gran Corte, Mendoza, ArgentinaJeg elsker ordet Luján de Cuyo, dels fordi det lyder pissegodt, men også fordi, at der kommer meget godt vin fra dette højt beliggende område i Mendoza i Argentina … som nu fx denne 2018 VII Gran Corte fra Pulenta Estate.

Pulenta-familien har lavet vin i Argentina i 4 generationer siden 1912, hvor de to italienske emigranter Angelo og Palmina Pulenta kom til Argentina fra Ancona i Marche regionen i Italien, plantede de første vinstokke og grundlagde Finca la Germania.

Senere i 1930 grundlagde Angelo og Palmina to sønner også Peñaflor, som familien dog mange år senere i 1997 solgte med en klækkelig fortjeneste.

Selve Pulenta Estate er etableret i 2002 af brødrene Eduardo og Hugo Pulenta. De er 3. generation og laver i projektet vine fra de vinmarker, som de sammen med deres far Don Antonio plantede i begyndelsen af 1980’erne og 1990’erne … den ene mark i Agrelo i Luján de Cuyo og den anden i Los Árboles i Valle de Uco.

I dag er det dog næste generation … 4 generation i form af Eduardo og Diego Pulenta, som driver Pulenta Estate. De laver fortsat vinene fra deres 2 marker Finca La Zulema i Agrelo i Luján de Cuyo og så Viñedos Don Antonio i Los Árboles i Tunuyán ved Valle de Uco.

Men det er pænt store marker Finca La Zulema er på 135 hektar i 980 meters højde og Viñedos Don Antonio hele 402 hektar i 1.200 meters højde.

Denne 2018 VII Gran Corte er alene lavet med druer fra Finca La Zulema marken og består i denne årgang af et blend på 45% Malbec, 28% Cabernet Sauvignon, 15% Merlot, 5% Petit Verdot samt 5% Tannat.

Efter høsten er druerne afstilket og så lagt i koldmaceration i 48 timer ved 8 grader, hvorefter gæringen og maceration sættes i gang på en skøn blanding af mindre ståltanke, roterende fermentorer og egefade.

Gæringen varer 21 dage og er efterfulgt af en spontan malolaktisk gæring i egefade og derefter er vinen lagret 18 måneder på franske barriques … heraf 50% nye fade. Der er lavet 1.500 kasser af denne vin i årgang 2018.

Det er nærmest BB = basse Bordeaux … herlig dyb mørk vin med nogle klare bordeauxfile karaktertræk med solbær, sorte kirsebær, blommer, cigarkasser, muldjord, mørk bitter chokolade med et højt kakaoindhold … og så alligevel lidt grønlige strejf med grønne blade, mynte, timian samt en tør syre, tør tobak og nogle gennemgnaskede blyanter.

Smagsmæssigt er det næsten også som ung Bordeaux, hvor der er både tørre og spændstige tanniner, godt med frugtsyre, som virkelig gør vinen rank og slank, selvom det er jo dybest set er en fyldig, stor, cremet og mørk vin med kæmpe intensitet. Den har en fin balance mellem syre, tonsvis frisk frugt, bitterhed og så monsterlang eftersmag, hvor vinen hænger i kæften i lang, lang tid.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 369 kr., men skulle vistnok være på vej på tilbud til 276 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2019 Cave les Vignerons de Saint-Saturnin, Hauteval Carignan Vielles Vignes, Languedoc, Frankrig

2019 Cave les Vignerons de Saint-Saturnin, Hauteval Carignan Vielles Vignes, Languedoc, FrankrigJeg har før smagt denne Hauteval Carignan Vielles Vignes fra kooperativet Cave Coopérative les Vignerons de Saint Saturnin aka Les Vignerons Réunis Saint Saturnin. Men det er snart 3 år siden … shit hvor tiden flyver afsted.

Og siden har Vignerons de Saint Saturnin i 2018 fusioneret med det andet kooperativ St. Félix-St Jean og samlet deres produktion under navnet Fonjoya. Sidste år smagte jeg da også en 2016 Lucian Grande Réserve fra kooperativet … men lavet før fusionen.

Formålet med sammenlægningen af de to kooperativer under Fonjoya navnet var en stor ambition om at blive en nøgleaktør i Languedoc-regionen … og det er da også to store kooperativer, som blev lagt sammen tilbage i 2018.

Selve kooperativet Cave des Vignerons de Saint Saturnin er grundlagt i 1950 af en flok vinavlere med M. Besombes og Calmel i spidsen grundet de økonomiske vanskeligheder.

I starten var produktionen alene 10.000 flasker årligt, men frem til fusionen var det tal steget til en årlig produktion på 3,5 millioner flasker vin, som de eksporterede til en lang række lande.

Samlet har de tilhørende medlemmer af kooperativet samlet 760 hektar vinmarker fordelt over områderne ved Arboras, Jonquières, Saint-Guiraud og Saint-Saturnin de Lucian. Og det var vinmageren Bruno Raymond, som var den teknisk direktør og tidligere stod for  fremstillingen af vinene på Cave des Vignerons de Saint-Saturnin, men måske er han fortsat med det i det nye setup.

Den anden del af Fonjoya … altså Cave Saint Félix-Saint Jean aka Vignoble des 2 Terres er et kooperativ, der oprindelig under navnet Cave Saint Felix de Lodeve startede i 1942 og inden fusionen fik druer fra medlemmernes 500 hektar vinmarker i 4 forskellige appellationer.

Så denne 2019 Hauteval Carignan Vielles Vignes er altså lavet i det nye fælles set-up, mens jeg tidligere smagte den i årgang 2017 og derfor fra før fusionen. Men betyder det noget?

Det er fortsat ønologen Bruno Raymond, som er den tekniske direktør på Fonjoya og står for fremstillingen af vinene, herunder altså også denne Hauteval Carignan Vielles Vignes, som er lavet med 100% Carignan druer fra området Saint-Guilhem-le-Désert.

Saint-Guilhem-le-Désert er et relativt ukendt vinområde beliggende lidt nordvest for Montpellier. Området er bakket, bjergrigt og ligger en smule i læ for kølende vinde fra Middelhavet.

Druerne er høstet med håndkraft, derefter afstilket og har så gennemgået en 4 dages maceration med skallerne inden gæringen er sat i gang. Bruno Raymond vælger at macerere før gæring, da det trækker færrest mulige bitterstoffer og mindst mulig garvesyre ud af skaller og kerner. Vinen har ligget 4 måneder på egetræ inden aftapning på flaske.

I næsen er det en tør, mørk og vin … krydret og mørk med lidt grannåle, røg, nelliker, brombær, solbær, blæk, grafit med godt med power. Der fornemmes svagt en brøkdel af sødme, men mest af alt er det bare krydret og tørt.

Smagsmæssigt kommer sødmen klart mere frem … måske ikke helt så dominerende som i 2017’eren, men det er fortsat en blød, fed og sødkrydret vin. Syren er der … men gør ikke så meget væsen af sig og i stedet holder den tørre bitterhed vinen ret godt oppe sammen med søde kirsebær, brombær, hindbær, en plade mørk chokolade, vanilje og lakridspiber. Den er langt bedre, lidt køligere og i bedre balance end 2017’eren, så Thumbs Up.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 119 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 89,25 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2020 Weingut Karl Erbes, Ürziger Würzgarten Riesling Feinherb, Mosel, Tyskland

2020 Weingut Karl Erbes, Ürziger Würzgarten Riesling Feinherb, Mosel, TysklandVi har været der før … på Weingut Karl Erbes’ parcel på den 56 hektar store, stejle og berømte Ürziger Würzgarten mark. Derfra smager vi husets 2020 Ürziger Würzgarten Riesling Feinherb.

Det er en vin, som jeg har smagt tidligere … både i årgang 2018 og 2019. Det er dog ikke Karl, som har lavet vinen, men i stedet Karls søn Stefan, som i dag har overtaget driften af de 7 hektar vinmarker og nu laver alle vinene.

Og de laves meget klassisk … ikke så megen fokus på de tørre vin, for fokus på vine med sødme-/syrebalance er vigtigst, så derfor er de fleste vine søde eller halvsøde. Derfor har vinhuset også har stor eksport til bl.a. det asiatiske marked.

Her smager vi Erbes’ 2020 Ürziger Würzgarten Riesling Feinherb, som Propperiet selv kalder den mest traditionelle Mosel vin i deres sortiment. Vinen har pæn restsødme med hele 20 gram restsukker pr. liter, men hvor nogle Feinherb vine godt kan virke nærmest tørre i deres stil, så kan sødmen i denne vin her virkelig smages.

Og den minder i næsen om de to foregående årgange … igen en omgang tropisk med fersken, melon, ananas og banan. Der er ikke petroleum eller i diesel, så på den måde minder den mest om 2019, men har også samme strejf af råolie, krop, fedme, sødme, sten og mineraler. Måske virker den endda lidt støvet.

I munden overraskes du af masser af sødme … igen er sluserne til nektarland åbne, så der er dømt bællefest. Det er Moselriesling, som man kan drikke litervis af. Der er ananas, pærer i honning, mandarin og vinen er cremet, småfed, bred samt buttet. Svagt fanges svagt lidt grape, lemon, citroner og sten … men de er puttet godt nedenunder fedtlaget. Hvor er det dejligt.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 129 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 86,43 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2013 Bergadano, Barolo Sarmassa, Piemonte, Italien

2013 Bergadano, Barolo Sarmassa, Piemonte, ItalienTid til lidt selvforkælelse … har sat mig helt alene ud under den overdækkede terrasse og hældt et glas op af denne 2013 Barolo Sarmassa fra Piercarlo på hans lille vinhus Azienda Agricola Bergadano. Og selvforkælelse er det absolut.

Bergadano stiftede jeg bekendtskab med tilbage i februar måned, hvor jeg smagte 3 vine fra huset … deres 2016 Barolo, 2018 Langhe Nebbiolo og endelig deres 2018 Barbera d’Alba Superiore. Hele historien om vinhuset kan du i øvrigt læse om i indlægget om Barbara’en, bl.a. om Piercarlo Bergadano, som har små 2,5 hektarer vinmarker spredt i kommunerne Barolo, Monforte og Novello … og de bedste marker er klart Vigna Sarmassa og Brunate.

Denne Barolo Sarmassa er jo netop lavet med druer fra Sarmassa marken, hvor Piercarlo Bergadano har en parcel på knap 0,5 hektar og med vinstokke, der er op til 70 år gamle.

Vinen er egentlig lavet som husets almindelige Baroilo … altså med gæring og maceration i ståltanke med remontage flere gange dagligt, der giver en god ekstraktion. Gæringen er temperaturstyret og foregår ved 26-28 grader over 15 dage.

Derefter har vinen fået en spontan malolaktisk gæring, hvorefter vinen er lagret i 24 måneder på italienske botti … store fade på 1.800 liter lavet af fransk egetræ. Efterfølgende er vinen lagret yderligere 12 måneder på ståltanke inden den flaskes og lagres i yderligere 6 måneder inden frigivelse.

I glasset er det ikke en lys Barolo … men har lidt mere farve end forventet, men en herlig rødbrun kulør, som signalerer modenhed og måske endda lidt visdom. I næsen er det ved første snif en våd  fed Barolo … intet forsigtigt eller sart, men mere tæt og intens. Det er lidt et muskelbundt af en Barolo og jeg får faktisk lidt associationer til Giacomo Conternos 2011 Barolo Francia, som også har lidt af samme fedme og kraft.

Der er nemlig godt med mørk frugt, brombær, sorte kirsebær og sorte blommer, tyk læderfedt, skocreme, knuste rosenblade og et pænt fagpræg med både en kop espresso, kakao, vanilje samt letristede noter.

Hvor smager det dog godt … blød, cremet, mundsmeltende og lidt småvamset og kropsnær af en Barolo at være. Der er jordbær og lakrids i smuk favntag – og de klæder sgu hinanden – søde kirsebær, tranebær og frugten er dejlig moden. Med luft i munden mærker du også, at tanninerne ikke er til at spøge med, selvom de værste af kanterne både er afgrattet og poleret halvrunde. Alt er i balance, marmeladeblødt og zen meditativ … smuk fyldig Barolo, som omgående får 6 store tomler med kæmpepil op og dermed knappenålstæt på 6,5 tomler.

Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 425 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2018 Domaine Dujardin, Monthélie Rouge, Bourgogne, Frankrig

2018 Domaine Dujardin, Monthélie Rouge, Bourgogne, FrankrigNår vi nu lige har smagt Domaine Dujardins basisvin Monthélie Blanc, hvorfor så ikke også smage den røde udgave, altså Monthélie Rouge?

Det er samme årgang, men selvfølgelig 100% Pinot Noir fra 4 forskellige marker i Monthélie i form af Jouérre, Sous le Cellier, Longenne og Combe Danay.

Druerne høstes når de er modnet optimalt, hvorfor der ikke er nogen tidligt høstet druer i vinen. Efter ankomst til vineriet er alle druerne afstilket inden gæring og maceration over 15-20 dage med løbende pigeage og remontage. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på brugte franske 228 liters fade og 6 måneder på tank inden aftapning på flaske uden filtrering.

Vinen har en dejlig, lidt flæsket og pænt luftig duft … violer, læder, jordbær, rabarber, blæk, skocreme, kogte blommer, hyben, tranebær, koks, jod, blyanter … masser af indtryk og kompleksitet stoppet ned i flasken, men absolut elegant og spændende.

Smagen er meget smooth … blød med en intens frugt, men bestemt ikke en feminin rød bourgognevin, men er mere den skrappe tante, som bag de firkantede hornbriller og det opstrammede hår egentlig er meget sexet … men fortsat bestemt. Der er en god og let bitter saftighed og en rustik syre.

Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 195 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

Hvorfor dufter min Riesling af petroleum?

De fleste har formentlig prøvet det … at en Riesling dufter af petroleum, diesel, benzin eller som et olievæddet stykke tvist hos mekanikeren. Nogle bliver skræmte, mens andre svimler hen og bliver himmelhenrykte. Er det godt eller skidt?

På det seneste virker det til, at flere og flere vine på Riesling druen får disse småterpentinske aromaer, som jeg selv bare knuselsker. Jeg har dog også erfaret, at der er delte meninger om disse aromaer, for er de ønskelige eller er det en fejl?

De fleste vinelskere ved godt, at gamle Riesling vine gerne må få disse æteriske olieagtige petroleumsdufte, men hvad skyldes det og hvorfor ser vi nu også yngre vine, som dufter sådan. Det er et fænomen, som kaldes TDN og jeg har undersøgt lidt om det dieselduftende fænomen.

TDN … den tekniske del

Hvis vi skal være tekniske, så er TDN en forkortelse for det aromatiske lugtstof 1,1,6-trimethyl-1,2-dihydronaphthalen, som tilhører gruppen af terpener. Mere mundret hedder det Trimethyl Dihydronapthalen, men kendes mest som TDN.

Terpener er – og her har jeg måtte ty mig til Wikipedia – en stor og varieret gruppe af naturligt forekommende kulstofforbindelser, som primært produceres i mange planter, specielt i nåletræer, men også af nogle insekter, der udsender terpener, når de er truet.

Terpener er hovedbestanddelen i både harpiks og i terpentin fremstillet af harpiks, altså vegetabilsk terpentin. Navnet terpen er da også afledt af ordet terpentin. Når terpener ændres kemisk, som f.eks. ved oxidation eller omdannelse af kulstofskelettet, kaldes de resulterende forbindelser for terpenoider.

Terpener og terpenoider udgør hovedbestanddelen af planters og blomsters æteriske olier. Æteriske olier bruges i vidt omfang som smagsstoffer i madvarer, som duftstoffer i parfumer samt i traditionel og alternativ medicin.

TDN dannes i vin under flaskealdring af vine ved nedbrydning af carotenoider. Disse carotenoider findes i alle grønne plantedele og er i stand til at omdanne overskydende lysenergi til varme. Uden carotenoider ville planter hurtigt blive dræbt af sollyset. Ved en nedbrydning kan de give vine denne typiske petroleum note, som over en vis mængde af mange betragtes som en fejl i vinen.

Det er sjovt nok særlig Riesling, der lettere end mange andre vine påvirkes af terpener, som giver den særlige duft af petroleum, som mange enten hader eller elsker. Jeg selv elsker den … men i unge vine på Riesling betragtes den af mange vinkyndige faktisk som en fejl, mens den er ønskelig i ældre og modne Riesling vine. Der betegnes den nærmest som et kvalitetstegn.

En gruppe forskere fra Cornell University i staten New York med Gavin Sacks i spidsen undersøgte tilbage i 2012 niveauet af TDN i både Riesling samt vine på andre druesorter. De fandt ud af, at der var en signifikant højere koncentration af TDN i Riesling end hos andre druesorter.

I Riesling vinene var gennemsnittet 6,4 μg / L , mens gennemsnittet ved vine på andre druesorter var 1,3 μg / L . Mennesker har generelt en tærskel på 2 μg / L for at kunne dufte TDN, så derfor dufter vi ret sjældent TDN i ikke Riesling baserede vine. I deres undersøgelse lå 27 ud af 28 vine på Riesling over 2 μg / L, mens alene 7 ud af 69 vine fra andre sorter lå over det niveau.

Tidligere har man ment, at vores sensorisk detektionstærskel for TDN var 20 µg / L, men den er nedsat til 2 µg / L, selvom de Riesling vine, som har voldsomt med TDN ligger langt, langt højere … nogle australske over 200 µg / L og den højeste målte var en Riesling fra Eden Valley, som havde en koncentration på 255 µg / L.

Nogle af de ting, som kan øge potentialet – eller risikoen – for TDN er bl.a. modne druer og lavt udbytte ved høst, høj soleksponering samt at vinstokkene udsættes for en slags stress  omkring vanding, typisk begrænset vanding samt varme, tørre år og højt syreindhold.

Derudover har vinstokkenes rodstamme tilsyneladende også en betydning … forsøg med samme Riesling klon podet på forskellige grundstammer har vist, at forekomsten af TDN adskilte sig markant og fx løsere drueklynger gav højere indhold af TDN.

Men det er imidlertid ikke kun niveauet af μg / L, som er bestemmende for, hvor meget en Riesling dufter af petroleum, men også komplekse kemiske interaktioner kan maskere effekterne af TDN … selv når det er til stede ved moderate niveauer. Det kan fx være  forbindelser, der er ansvarlige for vinens blomster-, frugt- eller citruskarakterer, såkaldte monoterpener eller anden frugtagtig
tegn … også kaldes estere.

TDN … ønsket eller uønsket?

Vinmageren Olivier Humbrecht fra Zind Humbrecht har udtalt, at sådanne “off aromas” af petroleum kan skyldes høst af undermodne druer, maskinhøst eller reduktion i produktionsprocessen. Han siger, at Riesling er tilbøjelig til reduktion, hvor frugtaromaerne blottes og kan forveksles med duft af petroleum. Det kan ofte ske ved lufttætte miljøer som rustfrie ståltanke eller gamle egefade, en dårlig brug af svovl eller for meget lagring på bærmen.

Han siger, at en god vinproducent kan undgå alt det … og at en ung Riesling aldrig skal lugte af petroleum, men at der i modne Riesling vine gerne må være et vist niveau af petroleum dufte. Olivier synes dog, at petroleum er en forkert betegnelse og karakteriserer duften mere som våd sten, mineraler, havluft og jod. Det lyder efter hans vurdering også mere behagelige end bunden af ​​en dieseltank.

En undersøgelse fra New York State har dog vist, at den mest afgørende faktor for at  niveauet af TDN bliver højt ubetinget er soleksponering og vandstress. Soleksponering er nøglefaktoren, der virkelig giver et højt TDN niveau … jo mere sol, jo større niveauer på TDN.

Karsten Peter fra Gut Hermannsberg i Nahe har eksperimenteret med forskellige tilgange til bladbeskæring for beskytte  druerne for alt for megen sol for dermed at mindske risikoen for TDN, som de er meget bekymrede for.

Typisk fjerner de på Gut Hermannsberg alle bladene tæt på drueklaserne for at holde sygdomme væk, men så efterlader de nogle ydre blade som en slags paraply for at give lidt skygge.

Men også lukning af flasken har en indflydelse … og det er påvist, at flasker med korkprop typisk har lavere indhold af TDN end flasker lukket med skruelåg. Det skyldes nok, at korken giver vinen en svag oxidering, der har en positiv indflydelse og reducerer TDN. Men det er et faktum er korkprop reducerer TDN og skruelåg bevarer og måske endda øget niveauet af TDN.

Men det virker som om, at TDN aka duft af petroleum i vores Riesling er kommet for at blive. Mange vinproducenter forventer faktisk, at udbredelsen TDN vil stige på grund af de igangværende klimaforandringer.

Fra nogle af de mange smagninger, som jeg har deltaget i … både fysisk og online, kan jeg også fornemme en stor uenighed blandt vinmagere omkring TDN … nogle fremavler det bevist eller undgår det i hvert fald ikke, mens andre – som Olivier Humbrecht – kalder det en fejl og vil undgå det i nye, unge vine.

Jeg er nok en smule mere pragmatisk … hvorfor er TDN godt i gamle vine og ikke i nye? Jeg kan måske købe argumentet, hvis en ung TDN Riesling slet ikke kan gemmes som en uden TDN eller i hver fald et lavere niveau. Men gør det noget, hvis vinen alligevel skal drikkes med det samme?

Så samlet er der faktisk meget delte meninger om TDN … også forbrugerne deler sig i to … folk elsker det enten eller hader det. Og flere vil da også sige, at TDN faktisk ikke er en fejl, men nærmere et naturligt biprodukt der skabes under de samme forhold som de almindelige Riesling vine med lavt TDN niveau.

Nu er det selvfølgelig også et spørgsmål om hvor stort niveauet af TDN er i vinene. Jeg tror ikke, at jeg har smagt Riesling, hvor der har været et TDN niveau, så jeg er stået helt af. Men det kommer måske en gang, så derfor vakler jeg også, for selvfølgelig må det aldrig blive på bekostning af frugt, syre og alle de andre noter, som man kan finde i en god Riesling.

Men TDN er i hvert fald blevet en bekymring hos mange, da man grundet klimaforandringer ser større og større niveauer af TDN og det kan ingen ønske, så derfor snakker mange også om, at TDN Management bliver det nye sort.

Jeg har faktisk også for nylig set smageskemaer, hvor TDN indgår som et selvstændigt vurderingspunkt, så vi har bestemt ikke hørt det sidste til TDN og hvilket niveau, som er okay.

Jeg er selv blevet lidt klogere på TDN i min Riesling, men nyder fortsat et lækkert glas Riesling, hvor det damper af petroleum, dieselolie, vinyl, haveslange, benzin og terpentin, men mest som en supplerende note til frugten … og sådan er det.

Skål.

2019 Weingut Steitz, Neu-Bamberg Riesling, Rheinhessen, Tyskland

2019 Weingut Steitz, Neu-Bamberg Riesling, Rheinhessen, TysklandMed næste Steitz Riesling rykker vi fra en Gutswein til en Ortswein, for nu smager jeg så Weingut Steitz’ 2019 Neu-Bamberg Riesling.

Druerne til vinen kommer fra marker ved Neu-Bamberg lidt nordvest for Steitz’ vingård i Stein-Bockenheim. Markerne har en undergrund bestående af magmabjergarten porfyr. Det er en vulkansk sten med strøkorn af bl.a. feldspat og pyroxen i en finkornet og tæt grundmasse, som er skabt da magmaen blev kølet af luft … og denne stenart sætter naturligvis sit præg på vinenes aromaer.

Neu-Bamberg Riesling er lavet med spontangæring alene på druernes naturlige gærceller på 100% Stückfass, altså egefade og der er vinen også efterfølgende lagret. Vinen har 9,4 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt er vinen lidt mere omfavnende end forrige lillesøster, blid og omfavnende med en mere sart aroma, hvor der samtidig er petroleum, linolie og valnøddeolie. Der er også lidt dyrisk landlighed, stald, mødding, hvilket sammen med grønne æbler, fersken og røg giver en virkelig spændende næse.

Som med lillesøsteren er der godt med citroner, lemon, lidt grape og grillede citroner,  men også en lille sødme, som med små broderisting binder balancen vildt godt sammen. Det suppleres med en kalket og saltet mineralitet. Syrligt flot og jeg lander et sted mellem 5 og 5,5 tomler

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger