Houlberg tester … en Winetribe vinkasse til blindsmagning

Pissegod idé … virkelig flot udførelse og et super professionelt set-up. Jeg snakker om et nyt koncept fra Winetribe, hvor man kan teste sine evner indenfor blindsmagning af vine via en kasse med 5 vine suppleret med en app til dine svar.

Winetribe konceptet

Winetribe er et nyt koncept, hvor man køber en kasse med 5 vine i små 100 ml rør med ukendte vine helt uden indikation af, hvad der er i rørene … og så skal spotte drue, område og årgang. Men fælles for vinene er, at de udelukkende kommer fra anerkendte områder og druer – og koster mellem 200 kr. til 500 kr., hvis du selv skulle ud at købe flaskerne.

Her er min kasse … med de 5 rør og i dette tilfælde 2 hvidvine og 3 rødvine med betegnelserne BC1, BC2 og frem til BC5. Med hele 100 ml i hvert rør, så kan man endda kan dele og være 2 om at gætte og smage vinene.

Instruktionen til, hvordan man gør er rimelig simpel og står på indersiden af kassen …. ganske tydelig markeret med; sådan kommer du i gang, hvor første skridt er at downloade app’en og når du har logget dig ind, så er det egentlig bare at smage og så gætte løs.

Når man åbner kassen bliver man ganske overrasket over, hvor professionelt det hele er … både kassen og den app, som man skal downloade for at få svarene på, hvad der er i de 5 vinøse rør.

Men besvarelserne er også lidt nemmere, end jeg lige havde forventet, for man skal ikke gætte sådan helt ud i det blå, da man nemlig for både drue, område og årstal får 4 svarmuligheder.

Man starter med at skulle vurdere vinen ud fra 5 niveauer fra 1 stjerne til 5 stjerner, hvor 1 = hældes ud og 5 = køb en hel kasse, men så starter selv blindsmagningen, hvor du for drue, område og årstal kan vælge mellem 4 muligheder … og hvis du ikke svarer korrekt, så markeres dit svar med rødt og den rigtige løsning med grønt … derefter går du videre til område … og så videre.

Når du har svaret på spørgsmålene om drue, område og årstal, så præsenteres vinen derefter. Det er dog ikke sådan, at der kommer en samlet vurdering af, hvordan man samlet har klaret sig, men man kan hele tiden gå ind på hver vin i app’en og se sine besvarelser.

Alt fungerer meget nemt.

Hvordan gik det så?

Jeg gættede  ikke drue eller årgang på de to hvidvine, men gættede område på begge. På de røde gættede jeg druesort på alle, område på 2 af dem og alene årstal på en enkelt. Årstal er pokkers svært at skulle identificere, så mit gode gæt var vist rent held.

Alle mine 5 smagte vin var fra Bichel Vine, men det var vist et tilfælde, for Winetribe arbejder sammen med flere importører som både Erik Sørensen Vin, Otto Suenson, Vinguruen og Bichel Vine … og meget passende, så kan man selvfølgelig købe en smagt vin med 20% rabat, hvis man under smagningen forelsker sig … så trykker man bare på en knap i app’en, når vinen afsløres.

Det er fandeme – pardon my french – godt udtænkt!

Konklusion?

Jeg er tosset med Winetribe … og tænker også, at det vil være en perfekt gave til en vinnørd i stedet for en god flaske. En kasse koster 499 kr. + fragt, hvis det er et engangskøb og 399 kr., hvis man bliver medlem og vil modtage en smagekasse hver 2. måned.

Winetribe er virkelig godt, spændende og kan bruges af alle, som interesserer sig en smule for vin. Alt fungerer nemt, professionelt og overskueligt, så jeg kan kun anbefale konceptet.

Houlberg rabat

Hvis du selv – som trofast læser af Houlbergs Vinblog – gerne vil prøve en vinkasse fra Winetribe, så kan du via vinbloggen få lidt rabat … du bruger rabatkoden Houlberg20 og den giver dig  20% rabat på første levering af medlemskasse og 20% rabat på enkeltkasser.

PS … der er lige kommet en adventskalenderen med 8 vine til en samlet pris på 999 kr. Jeg ved godt, at det måske er lidt sent at skrive om, da vi allerede er gået ind i december … men som man siger, det er jo i julemåneden, at vi skal være gode ved hinanden.

Samlet vurdering af Winetribe:

Vinanmeldelse 6/7 

2017 Elio Grasso, Barolo Gavarini Chiniera, Piemonte, Italien

2017 Elio Grasso, Barolo Gavarini Chiniera, Piemonte, ItalienBarolo’en fra Azienda Agricola Elio Grasso var en 2017 Barolo Gavarini Chiniera, hvor druerne kommer fra vinmarken Gavarini, der er en 3 hektar stor parcel på Ginestra skråningen.

Elio Grasso er eneste ejer af Gavarini, hvor selve parcellen Chiniera så blot er en del af vinmarken. Gavarini Chiniera er beliggende en anelse højere, lidt mere veldrænet og med større indhold af sand i modsætning til Ginestra Casa Matés mere lerholdige jord, mens den midterste centrale del af Gavarini alene anvendes til Grassos topvin Rüncot.

Vinstokkene på Gavarini Chiniera er omkring 35-40 år gamle  og dyrket efter økologiske principper. Høst og den nænsom sortering er selvfølgelig sket ved håndkraft, hvorefter vinen har gæret under temperaturkontrollerede forhold i ståltanke.

Derefter var vinen igennem en 35-40 dage lang maceration, hvorefter vinen så  blev lagret 2½ år på store 2.500 liters brugte slovenske fade.

I næsen har vinen nogle af de klassiske dyder, men også en anelse mere fedme. Der er tjære, violer, garvet læder, rå champignon, tørre krydderier, en streng grøn og italiensk syre, ribs. tranebær, stenede mineraler … absolut vildt tiltrækkende. Fadene bidrager også med noget vanilje.

Fedmen går også lidt igennem smagen … meget kødfuld i frugten, der er saftige kirsebær, jordbær og tranebær, tjære, jod, noget Campari bitterhed og selv tanninerne virker fede, tørre og kødfulde,  mens syren har godt med lemon syrlighed. Man spidser mund, men hvor føles det dejligt, klassisk og vidunderligt. 95 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 675 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2021 Elio Grasso, Langhe Chardonnay Educato, Piemonte, Italien

2021 Elio Grasso, Langhe Chardonnay Educato, Piemonte, ItalienDer var mere Barolo i vente, for Falken havde også fundet Barolo frem fra fremragende Elio Grasso, som vi skam smagte 2 vine fra, hvor den første var en 2021 Langhe Chardonnay Educato.

Det er en vin, som jeg har smagt før … men vi skal helt tilbage til 2017 og dengang var det i en årgang 2015.

Druerne kommer fra nogle af Grassos sandede marker omkring Monforte d’Alba, er høstet i starten af september og vinstokkene er gennemsnitlig omkring 30 år gamle. Vinen er efter fermenteringen modnet i franske barriques i omkring 7 måneder inden vinen flaskes i april-maj måned og der laves årligt kun omkring 7.000 flasker.

Duften er bred og virkelig pænt fadlagret … men bestemt slet ikke overdone, som man nogle gange finder fadpumpet Chardonnay. Her er fedmen sådan nærmest lidt let røget og derudover er der pærer og noget eksotisk frugt i form af fersken, abrikos, let citroner, fersk spæk og så aftryk fra fadene med noget vanilje.

Smagen er cremet og lækkerfin, men samtidig med en lidt kølig slagside med masser af syre. Det er kandiserede citroner, lemon og dermed sådan en maskulin frugtsyre, lidt appelsin og igen de røgede elementer, så det er ganske vist en federe og fyldig vin, men hele tiden med denne kølige elegance. 92 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske i årgang 2022 koster 265 kr. mens prisen er 235 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Giulia Negri, Barolo La Tartufaia, Piemonte, Italien

2019 Giulia Negri, Barolo La Tartufaia, Piemonte, ItalienFalken sørgede fluks for mere Barolo i glasset og den næste var fra den underskønne Giulia Negri, som Falken besøgte i sommers og det var hendes 2019 Barolo La Tartufaia.

Drruerne kommer fra flere marker … både fra parcellen La Tartufaia  på Serradenari samt druer fra Brunate marken, begge beliggende i La Morra kommunen i omkring 460 meters højde.

Barolo La Tartufaia er lavet med spontangæring alene med de naturlige gærceller i druerne i store kegleformede egekar på 60 hektoliter med omkring 40 dages maceration. Efter endt gæring er vinen lagret 24 måneder i 25 hektoliter slavonske egefade, der er let toastede. 2019 skulle være en stjerneårgang i Barolo, men lad os endelig smage vinen, som jeg har smagt en del årgange af.

I næsen er det tørrede røde roser, violer, læder … ung og spændstig frugt med ribs, hindbær, rabarber og derudover noget mentol, mynte og noget gazebind, fennikel samt let kanel, men samlet virker vinen langt mere hård, ung og klart mere uforsonlig end 2010’eren, som jeg lige havde smagt et par dage i forvejen.

Sådan smager vinen faktisk nærmest også … har denne friske, syrlig og stramme frugt med ribs, rabarber, hindbær, men også klart mere bitterhed som fra Campari og sorte-teblade, godt med hårde, tørre og stramme tanniner, der sparker liv i kæften. Samtidig har vinen sgu også denne luftige, elegante, fine og næsten helt burgundiske side, som mange af Giulias vine har, hvilket er så forførende. 95 point.

Forhandles af Distinto, hvor en flaske koster 529 kr.

Vinanmeldelse 6/7   

2015 Pio Cesare, Barolo Ornato, Piemonte, Italien

2015 Pio Cesare, Barolo Ornato, Piemonte, ItalienVigne di Proprietà Pio Cesare er et fantastisk vinhus, som jo altid laver lækre vine … som fx denne 2015 Barolo Ornato.

Ornato marken er en af de ældste, mest prestigetunge marker i hele Barolo. Marken ligger i Serralunga d’Alba og familien har i mange, mange år haft parceller på marken.

Man udvælger hvert år sæsonens bedste druer og laver denne faste og seriøse vin, der er ufatteligt ærlig over for dens terroir. Vinen har man lavet siden 1985.

Vinen er gæret ved relativt høje temperaturer – et valg, der er truffet for at give den fornødne kraft og fylde til at kunne gennemgå de 30 måneders lagring, heraf 18 i franske barriques.

I glasset kan alderen svagt fornemmes … lidt brunorange kanter, mens duften er himmelsk … dyb og aromatisk, læderdamesaddel, lidt læderfedt, medicinskab, hæfteplaster, gazebind, tobak, syrlig tobak, violer, tørret frugt, moden frugt, kirsebær, jordbær, appelsinskal, ensilage, kamfer og tjære.

Smagsmæssigt har vinen en stram, præcis og syrlig, moden frugt suppleret med læder, skovbund, lidt svampe og tørrede blomster. Til trods for syren, der virker både ung og frisk, så smelter vinen næsten i munden. Der er markant tørre og strenge tanniner, men er modne og alligevel godt integrerede, finkornede og smooth. Det er sgu en habil og drønlækker vin. 97 point.

Forhandles af Laudrup Vin, hvor en flaske i nyere årgang 2019 i dag koster 1.399 kr., mens prisen er 1.099 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2019 Weingut Salwey, Oberrotweiler Kirchberg Spätburgunder GG, Baden, Tyskland

2019 Weingut Salwey, Oberrotweiler Kirchberg Spätburgunder GG, Baden, TysklandOberrotweiler Kirchberg Spätburgunder Großes Gewächs fra Weingut Salwey er en toplækker vin. Jeg har smagt den før, men nu smager jeg 2019’eren.

Salwey et fantastisk vinhus, som jeg selv har besøgt … det har jeg beskrevet i indlægget Besøg hos Weingut Salwey i Oberrotweil … der kan du også læse mere om vinhuset. Det er et vinhus, som jeg er ganske betaget af. Faktisk er mit logo øverst her på Houlbergs Vinblog lavet med et foto fra Weingut Salweys vinkælder.

Kirchberg marken ligger en smule syd for Oberrotweil og er en mark, der både er mere udsat for vejret og samtidig har større andel af sten, basaltisk vulkansk undergrund og kalksten, hvilket gør, at vinene herfra har et lidt køligere udtryk end vinene fra fx Schlossberg og Eichberg.

Marken har sit navn efter en klosterkirke i et tidligere nonnekloster fra middelalderen og udover Salwey har fx Weingut Franz Keller Schwarzer Adler også parceller på Kirchberg.

Salwey høster altid tidligere end de andre vinbønder og vinen er samtidig også lavet med brug af delvis hele klaser, for at give ranke og stringente vine. Udbytte fra Kirchberg ligger på beskedne 30 hektoliter pr. hektar.

Gæringen sker i åbne gæringskar i 14 dage ved høj temperatur på 25-33 grader. Efter endt fermentering har vinen lagret 12 måneder på barriques, hvoraf en 1/3-del er nye, inden vinen aftappes uden filtrering. Det er ultratør med kun 0,5 gram restsukker pr. liter.

Uhhh, hvor bliver man glad … dampende, animalsk og landlig hestestald med tilhørende mødding, pinjekerner, nøddekompot, kandiserede kirsebær, søde jordbær, godt med fadpræg, vanilje, lakridskonfekt, medicinskab … dufter bare fremragende og jeg forstår igen til fulde, hvorfor jeg altid er vild med Salwey.

Smagen er cremet og rund, men også samtidig ren, klar og frisk. Frugten er mere fed end jeg husker, kirsebærsauce og fyldig med en lille marmeladefornemmelse, jordbær, tranebær, ribs og rønnebær, jod, noget lemon i syre, hvid peber, jern og stor renhed.  Den er rank og grøn i smagen, men alligevel rund og cremet med tonsvis af skøn eftersmag. Mums for pokker. 96 point.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 475 kr., mens prisen er 425 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2021 Weingut Egert, SchoppeQueen Riesling Kabinett, Rheingau, Tyskland

2021 Weingut Egert, Schoppequeen Riesling Kabinett, Rheingau, TysklandDu får tæsk, hvis du ikke anmelder denne vin godt, havde Rikke truet med! Det er hårde odds for en vinblogger og vinen vi her snakker om, er denne 2021 SchoppeQueen Riesling Kabinett fra Weingut Egert.

Trods voldstruslen om fysisk lemlæstelse af vinbloggeren, så er der imidlertid ingen grund til at frygte en dårlig anmeldelse, for dels er 2021 SchoppeQueen Riesling Kabinet en fin og sødlig lille aperitifvin, som rigtigt mange vil elske og så er Weingut Egert jo en rigtig god vinproducent i en af Riesling druens højborge.

Det er måske også en vin, der mest henvender sig til kvinder … tænker både navnet SchoppeQueen, en lyserød etiket samt et pænt skud sukker … et niveau for restsukker på 43 gram pr. liter, hvilket også gør det til en mild vin, hvis vi snakker tørhedsgrader.

Druerne til den shoppeivrige vin kommer fra Hattenheimer Hassel marken, men der er ingen oplysninger om selve produktionen, der nok blot er sket i ståltanke, hvor vinen også er lagret … og så med restsukker på 43 gram pr. liter.

I næsen mærkes det øjeblikkeligt, at der er tale om en sød vin, hvor der er et snert petroleum suppleret med dåsepærer, fersken, noget sandeltræ, blyanter, muskat, ristede nødder og alt sammen med et venligt smil.

Smagsmæssigt slår sødmen endnu mere igennem, for vinen virker faktisk sødere end de 43 gram restsukker med æblemost og tropisk frugtjuice, mens syren næsten ikke er til stede. Det gør dog vinen ret drikkevenlig, så den bare lige drøner igennem drænrøret, mens man smiler … på en helt feminin koket facon. 88 point.

Ingen forhandler SchoppeQueen herhjemme, men på vingården koster en flaske 7,50€ … svarende til 56 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Schloss Johannisberg, Silberlack Riesling GG, Rheingau, Tyskland

2020 Schloss Johannisberg, Silberlack Riesling GG, Rheingau, TysklandEn hyggelig aften hos Falken forleden startede med bobler og derefter et glas af denne badboy 2020 Silberlack Riesling Große Gewächs fra det store, turistede Schloss Johannisberg, der siden 1974 har været ejet af den rige Dr. Oetker familie.

Det er et vinhus, som jeg selv har besøgt for nogle år tilbage, men det kan du lære mere om i mit indlæg; Besøg på Schloss Johannisberg … historisk Rieslingproducent og turistmagnet.

Druerne til vinen blev håndplukket og presset i hele klaser. Gæringen fandt sted på 1.200 liter gamle egetræsfade. Vinen blev derefter efterladt på gæren i syv måneder for at tilføje vinen kompleksitet og fylde.

Det er Riesling med de karakteristiske petroleum aromaer, æter, fersken, abrikos, pærer, kvæde og kandiserede citroner, nødder og en præcis, dyb, saltet og røget mineralitet. Det er sgu habilt og ikke meget stikker ud, men skruet satans godt sammen.

Der er sgu også bund i smagen og har denne flydende og olierede fornemmelse, tæt, koncentreret og ren, men har ikke den vilde syre, der i stedet er mere rustik, mørk og maskulin … næsten saftig, fyldig samt læskende med denne salte, stenede og rustne mineralitet, så dermed 95 point.

Forhandles af Mr. Ruby, hvor en flaske koster 599 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2015 Weingut Chat Sauvage, Lorcher Kapellenberg Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2015 Weingut Chat Sauvage, Lorcher Kapellenberg Pinot Noir, Rheingau, TysklandLorcher Kapellenberg Pinot Noir fra Weingut Chat Sauvage er bare en drønlækker vin, som jeg har smagt før … her smager jeg den nu i en årgang 2015.

Lorcher Kapellenberg Pinot Noir har jeg før smagt i årgang 2014 og 2012 og er en vin, der helst skal ligge i forholdsvis lang tid. Den er én af husets bedste Lagenweine, altså det øverste niveau.

Marken ligger ved byen Lorch i den vestlige del af Rheingau. Dér har Chat Sauvage flere marker som Bodental, Pfaffenwies, Kapellenberg og Schlossberg, hvor den sidstnævnte nok er perlen … og i hvert fald giver de dyreste af husets vine.

Det er markerne og arbejdet i markerne, som giver en forskel i vinene fra Weingut Chat Sauvage. Det er hårdt arbejde og huset bruger årligt omkring 1.000 mandetimer pr. hektar i markerne. Til sammenligning ligger gennemsnittet i fx Pfalz på 200-220 mandetimer pr. hektar.

Lorcher Kapellenberg Pinot Noir er lavet efter gammelt håndværk, dog sker gæringen i rustfrie ståltanke, men alene helt spontant med druernes naturlige gærceller og kort maceration. Derefter er vinen lagret 18 måneder på barriques og så tappes vinen ufiltreret.

Som med 2014 er duften en kende til den mørkere side for Pinot Noir og har samme lidt flæskede side med blæk, grafit, tørret kød, peber samt en frugt af jordbær, blommer og lyse kirsebær. Den har en nærmest stoisk ro, virker pænt animalsk og landlig, chokolade, lakridskonfekt … og samtidig denne burgundiske sart og grønne finhed med nogle blomsterrige æteriske olier.

I munden er det fortsat en ung vin … virker langt yngre end det ene år med 2014’eren, for frugten er lyse bær, jordbær, syrlige kirsebær og ribs med en jernagtig mineralitet. Virker utrolig grøn og rank med blomster, tørre tanniner og alligevel leveres det hele cremet, blødt og med en sødbitter note samt en sart finesse. 96 point.

Forhandles af Vinspecialisten herhjemme og denne vin kan findes i årgang 2016 til 699 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2013 Real Companhia Velha, Royal Oporto Colheita Port, Douro, Portugal

2013 Real Companhia Velha, Royal Oporto Colheita Port, Douro, PortugalJeg har været der før … hos Real Companhia Velha og smagt deres flotte Royal Oporto Colheita Port. Sidst var det i årgang 2010, men nu smager jeg den igen blot i årgang 2013.

Royal Oporto Colheita Port 2013 er fremstillet på et blend af Dourodalens 3 druesorter Touriga Nacional, Tinta Roriz og Touriga Franca … og kun de bedste druer fra de bedste markers ældste vinstokke.

Dybest set er en Colheita er betegnelsen for en udsøgt Tawny fra gode årgange, men den skal så bare ligge på fad i minimum 7 år inden tapning op frigivelse til salg. Hos Royal Oporto produceres vinen kun i de allerbedste år og så løfter Real Companhia Velha lige kvaliteten yderligere ved direkte aftapning fra egetræsfadene efter noget længere tid.

Således er denne Colheita 2013 aftappet på flaske efter 8 år, altså i 2021, som der også står på etiketten … og så kommer portvinen i en smuk flaske, der vil gøre lykke på hvert gæstebord.

I glasset er vinen klart mere rød og mørkere end 2010’eren … og dette gælder sådan set også duften, der mest er lidt blommer, figner, dadler, en smule appelsinskal og nøddekompot. Det suppleres med en anelse karamel, sød tobak, sød finsk lakrids og så mærker man også lige alkoholen i baggrunden.

Smagen er også rar … har denne gode balance mellem stærk alkoholvarme og sødme, mens frugten nærmest er tørret, mest blommer, figner, kaffelikør, karamel og nødder. Det er en fed, sød og stærk nektar af bedste skuffe … 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 329,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 229,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger