Tag-arkiv: Bourgogne

2022 Domaine Rostaing-Tayard, Le Cœur des Hommes, Beaujolais, Frankrig

2022 Domaine Rostaing-Tayard, Le Cœur des Hommes, Beaujolais, FrankrigCoteaux du Lyonnais appellationen i Beaujolais er kun på 320 hektar og markerne ligger i 200 til 550 meters højde. Vest for byen Savigny finder vi Emmanuel Rostaing-Tayard, der driver sit vinhus Domaine Rostaing-Tayard og derfra smager jeg nu hans 2022 Le Cœur des Hommes.

Der er kun omkring 2.000  indbyggere i Savigny, der ligger 5 kilometer fra Lyon, men det er netop i den lille landsby, at Emmanuel Rostaing-Tayard er vokset op. Han er næsten født mellem 2 rækker vinstokke og fulgte med glæde sin bedstemor Marguerite, som var inspirationen og overførte sin kærlighed til naturen, vindyrkning samt vinproduktion til Emmanuel.

Han rejste som ung dog ud i den vide verden, men da hans bedsteforældre døde i 2017, så vendte han tilbage til sin fødeby for at blive landmand. Han overtog bedsteforældrenes vinmarker med 40-50 år gamle vinstokke med Gamay og Chardonnay.

Derefter startede han en professionel omskoling .. via skoler og praktik i både Frankrig og i udlandet. Skæbnen ville, at Emmanuel siden har kæmpet for at redde den særlige klon af Gamay i dette område … Gamay de Savignys, som var i risiko for helt at uddø, da mange vinmarker i Savigny er forsvundet til fordel for helt nye byggerier.

Emmanuel Rostaing-Tayard har sammenlagt 8 hektar marker, der ligger mellem Savigny og Récy. Markerne har Emmanuel restaureret og driver dem i dag fuldstændig biodynamisk … og det er den eneste måde, som han kan forstille sig, at de skal drives.

Han har også allieret sig med sin søster Claire, der er en slags bondeurtelæge, som skaber sine præparater baseret på 100% lokale planter fra den biodynamisk kultur, som findes i og omkring alle markerne og som Emmanuels vinstokke også nyder godt af.

Indtil videre laver han kun 4 forskellige vine … en hvid og 3 røde, hvor denne vin … cuvéen Le Cœur des Hommes – der betyder mænds hjerter – blev introduceret i 2020 og sammen med de to andre røde Amour Interdit og Ultreïa afspejler de forskellige ​​terroirs, som findes på vingården.

Le Cœur des Hommes er lavet på Gamay druer fra 50 år gamle vinstokke på sydsiden af Récy bjergskråningen  i Savigny i 400-550 meters højde og med en jord præget af blå sten, som er unikt for Savigny. Alle druerne er høstet den 5. september 2022.

Både i marken og i vinkælderen er druerne sorteret kraftigt inden vinificering, som er sket i både rustfri stålkar og demi-muids. Efter dette er gæring sket spontant alene med druerne egne gærceller og formentlig efter en semi-carbonic maceration og uden ekstra ekstraktion.

Gæringen er sket over 12 dage, hvorefter der er sket malolaktisk gæring og lagringen er sket på en blanding af ståltanke, fûts og demi-muids inden aftapning på flaske 21. juli 2023 med en ganske lille dosis svovl.

Sikke da en herlig sammenblanding, hvor både jordbær og søde kirsebær smelter sammen med jord, muldjord, lerjord, blæk samt lidt lakridsale noter, blomster, tulipaner og en virkelig animalsk mødding og bondemandarmsved. Duften virker en anelse til den mørkere side med en dejlig fadpræget sødme med lidt lakridskonfekt, vanilje og karamel.

Hvor smager den godt … det er jordbær i forskellige afskygninger, blodrøde, saftige, lyse og grønne jordbær i frugtagtig symbiose med en smule citroner og lemon, hvilket giver dette friske og juice feel so good med en snas frugtsødme, som gør vinen virkelige likeable. Den har ikke mange tanniner og dem, som den har, er bløde og giver den en cremet, blid og helt sexet fornemmelse. Det er sgu balanceret til perfektion og nærmest læskende. 95 point.

Forhandles af Blancs.dk, hvor en flaske koster 195 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

N.V. Veuve Ambal, Crémant de Bourgogne Grande Cuvee Brut, Bourgogne, Frankrig

N.V. Veuve Ambal, Crémant de Bourgogne Grande Cuvee Brut, Bourgogne, FrankrigVeuve Ambal laver skønne mousserende bobler og går Champagne i bedede. Jeg har før smagt flere af deres lækre Crémant de Bourgogner og nu smager jeg så deres Crémant de Bourgogne Grande Cuvee Brut.

De Crémant de Bourgogner, som jeg tidligere har smagt fra det anerkendte Veuve Ambal crémanthus er samlet set disse 5 forskellige vine:

Det betyder også, at jeg tidligere har skrevet en masse om enken Anne Marie Ambal, hele historien om etableringen og udviklingen af vinhuset, så det skal jeg undlade denne gang.

I stedet kigger jeg bare nærmere på denne Crémant de Bourgogne Grande Cuvee Brut, der faktisk kom på Wine Spectator Top 100 liste i 2019 som nummer 81. Ganske flot præstation.

Den er lavet på primært Pinot Noir og Chardonnay, men de er suppleret med en smule Aligoté og Gamay. Efter høst er der sket en let pneumatisk presning og kun den fineste første pres anvendes til dennen vin. Vinifikationen er sket i rustfrie ståltanke og efter endt fementering er vinen flasket til andengæringen, som sket i husets gamle kældre over 12-18 måneder inden degorgering.

I glasset kan man faktisk se, at der også er anvendt røde druer, for farven er sådan meget let rosa … altså meget, meget let, mens duft er lidt kalket med grønne elementer, kandiseret lemon, abrikos, kvæde og selvfølgelig lidt citroner. Det er ikke en sirlig, stringent eller syrlig Crémant, men virker lidt varm i stilen.

Smagen er rund, boblerne relativt blide og bløde, mens frugten er småeksotisk med fersken, mango, ananas og grillet lemon. Smagen er ikke så dyb, syren ikke vild krisp og frisk, men til gengæld er der varme, krop og denne sødbitre smag. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2019 Domaine Louis Lequin et Fils, Santenay Vieilles Vignes, Bourgogne, Frankrig

2019 Domaine Louis Lequin et Fils, Santenay Vieilles Vignes, Bourgogne, FrankrigNogle kan li’ den ene årgang og andre en anden. Nogle kan li’ datteren og nogle moderen. Nogle begge. Den anden Santenay Vieilles Vignes fra Domaine Louis Lequin et Fils var lige et par år yngre, for nu smagte jeg 2019’eren,

Den er selvfølgelig lavet på fuldstændig samme måde på Pinot Noir druer fra 45-60 gamle stokke fra udvalgte marker i Santenay. Først er klaserne delvist afstilkede og så er vinen lavet med 10 dages kølig premaceration og 15 dages gæring ved høj temperatur.

Vinen har herefter lagret 10-12 måneder på 228 liters burgundiske barriques, heraf 20% nye fade inden aftapning på flaske og længere lagring inden frigivelse.

Det er hurtigt åbenlys for alle … og selvom alle omkring bordet var vilde med 2017’eren, så er 2019 bare meget bedre. Den er selvsagt knap så moden, der er mere trænoter med ædeltræ, mahogni, teak og nødder. Det er fabelagtig duft og stor klasse med sorte kirsebær, rabarber og langt mere tæt og koncentreret med samme lethed. Der kommer nogle lære fadnoter, der bidrager med chokolade, vanilje, kanel samt en smule gazebind.

Hvor smager den godt … klart den bedste årgang af Lequin et Fils’ Santenay Vieilles Vignes … i hvert fald af de årgange, som jeg før har smagt af vinen. Det er sgu næsten som om, at den smelter i munden og breder sig let og frydefuldt i hele mundhulen. Frugten smager en smule mørkere med sorte kirsebær, lakridsale elementer, skovbund samt elegant sødme. Tæskelækker vin. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 399,95 kr., mens prisen er 229,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2017 Domaine Louis Lequin et Fils, Santenay Vieilles Vignes, Bourgogne, Frankrig

2017 Domaine Louis Lequin et Fils, Santenay Vieilles Vignes, Bourgogne, FrankrigDer findes kun beskedne 329 hektar vinmarker i Santenay i den sydligste del af Côte de Beaune og netop i Santenay by på Rue du Pâquier du Pont finder vi Domaine Louis Lequin et Fils. Han laver derfor masser af Santenay vine og nu smager jeg hans Santenay Vieilles Vignes i 2 årgange og starter med 2017’eren.

Domaine Louis Lequin et Fils ligger i den sydlige del af Santenay by tæt på Ligne PLM jernbanen mellem Paris, Lyon og Marseille … også kendt som ligne des hirondelles aka svalernes linje.

Det er et historisk hus, der har lavet bourgognevine i generationer siden 1669, hvor det blev grundlagt af Philibert Lequin, som købte marken Les Clos Genêt i Santenay og startede med at lave vin, altså denne vin. Allerede dengang var markerne dyre, så det tog familien omkring 120 år for at betale gælden fra købet af.

I dag drives vingården af Louis Lequin som seneste generation sammen med sin søn. Louis overtog driften fra sin far Jean i 1993 … og skulle dele gården med sin bror, men siden opdelingen har Louis købt flere marker til.

I dag har Louis således samlet 7 hektar vinmarker … både Premier Cru og Grand Cru i Côte d’Or, Nuits-Saint-Georges i Côtes de Nuit, samt Pommard, Santenay, Corton, Corton Charlemagne og Bâtard-Montrachet i Côte de Beaune.

De fleste af markerne er dog købt af Louis’ bedstefar Lucien Lequin, der bl.a. købte husets første Granc Cru mark Batard-Montrachet og vinmarker i Corton samt Nuits Saint Georges. Det var også Lucien, som startede med at eksportere vinene og fik dem på kortet på det fashionable hotel Waldorf Astoria på Manhattan.

Domaine Louis Lequin et Fils’ Santenay Vielles Vignes har jeg smagt flere gange … både i årgang 2018, 2014 og 2013, men derudover har jeg også smagt mange 1er Cru vine fra vinhuset.

Santenay Vielles Vignes  er fremstillet på 100% Pinot Noir fra 45-60 gamle stokke fra udvalgte marker i Santenay. Klaserne er delvist afstilkede og så er vinen lavet med 10 dages koldmaceration og 15 dages gæring ved høj temperatur, da man ønsker stor ekstraktion.

Vinen har herefter lagret 10-12 måneder på 228 liters burgundiske barriques, heraf 20% nye fade inden aftapning på flaske og længere lagring inden frigivelse.

I glasset er det en lys og transparent med rødbrunlige kanter i glasset, mens duften er pokkers indbydende med både jordbær og søde kirsebær, kandiserede kirsebær, noget teak ædeltræ, vanilje, kanel og mælkechokolade. Det er modent og står samtidig på ét ben med fremragende balance.

Hvor smager det godt … blød, koncentreret med sødsyrlige kirsebær, hvor syren er fin, sart og moden … samt en smule vild og pågående og mærkbar. Tanninerne er bløde, rene, klare og godt integreret, smukt og lækkert med et lille syrligt kick. Frugten er lys og levende, meget elegant med denne let grønne note. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 339,95 kr., mens prisen er 209,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2022 Domaine Anita, Chénas Les Brureaux, Bourgogne, Frankrig

2022 Domaine Anita, Chénas Les Brureaux, Bourgogne, FrankrigForleden smagte jeg en lækker 2022 Morgon Cuvée Château-Gaillard fra Domaine Anita. Nu smager jeg atter en Gamay baseret beaujolaisvin fra huset i form af denne 2022 Chénas Les Brureaux.

Vinen er lavet på Gamay druer fra den lille og mergelholdige lieu-dit Les Brureaux, hvor stokkene 50-70 år gamle buskvinstokke i Chénas appellationen og ligger i 265 meters højde.

Vinen er lavet med 100% afstilkede druer. Gæring og maceration sker over 13 dage med pigeage som længere oppe i Bourgogne. Efter endt gæring er der sket skånsom presning, hvorefter vinen er lagret 6 måneder på betontanke og efter aftapning yderligere 4 måneder på flaske inden frigivelse.

WAUW … duftmæssigt en virkelig mineralsk og kalket aroma, hvor der ligeledes kommer noget aske, jod og noget røget samt tørret kød samt en frugt med både sorte og røde kirsebær, kirsebærsauce samt tørrede solbær, tørredde krydderurter og tørrede svampe. Læg også dertil lidt tulipaner, noget lakrids og bondsk landlighed … lidt støvet, tæt og intens.

Smagen er tør, men blød, cremet og virkelig præget af kirsebær, lidt tranebær samt saltede citroner, lemon og saltlakrids. Der er masser af saft, levende syre og bløde tanniner … og selvom det fortsat er en bondsk beaujolaisvin, så er det en elegant beaujolais, der samtidig er proppet med frugt og smag, så derfor 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 179,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2021 Domaine de Fa, Fleurie Roche Guillon, Bourgogne, Frankrig

2021 Domaine de Fa, Fleurie Roche Guillon, Bourgogne, FrankrigSidste uge smagte jeg en skøn Beaujolais en Besset fra  brødrene Alain og Antoine Graillot på Domaine de Fa, men denne uge svimler jeg over deres 2021 Fleurie Roche Guillon, som er bedre … faktisk uforlignelig overjordisk og mirakuløs.

Vinen er lavet på 100% Gamay druer fra marken Roche Guillon i Fleurie. Roche Guillon er en stejl mark, der går op i en højde af 350 meter over havet. Jordbunden er pink granit med ler og vinstokkene har en høj alder. Der dyrkes biodynamisk, men ind til videre er de kun certificeret økologisk. Vinificeret med hele klaser semi carbonique og lagret på 2-3 år gamle, store fade.

Duften er dejlig let, frugtrig og blomstrende med tulipanstilke, bananskræl, og jordbærlakridsbolsjer. Frugten  er måske ikke helt så lys som Fleurie generelt … der er masser af jordbær, mørke kirsebær og atter en lidt stenet mineralitet, men utrolig kompleks, balanceret og vel nærmest decideret smuk.

Den virker bare så afstemt, tiltrækkende, adorabel, attraktiv og attråværdig … nærmest som en feminin hånd på din skulder og omgående slapper du helt af. Den har egentlig også en lidt animalsk og bondsk side, men her dufter bondekonen bare så lækker og afdæmpet uden megen møg under træskoene.

Den smager lidt på samme måde … har virkelig burgundiske Pinot Noir gener, men uden at give afkald på beaujolais-sjælen. Det er blide kirsebær, jordbær og hindbær … en afdæmpet syre med en smule citron, blomster og tranebærjuice.

Det er smukt komponeret, elegant, cremet og balanceret. Det er saftigt, let og æterisk med svævende elegance … det smager vildt godt og virker sgu nærmest helt magnetisk på mig, for tiltrækningskraften er bare enorm og vinbloggeren ultraglad. 96 point.

Købt hos Bichel Vine, hvor en  flaske koster 275 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2023 Prosper Maufoux, Bourgogne Chardonnay, Bourgogne, Frankrig

2023 Prosper Maufoux, Bourgogne Chardonnay, Bourgogne, FrankrigLad os lige nappe endnu en hvid burgundisk vin fra Prosper Maufoux aka negocianthuset Prosper Maufoux Maison des Grands Crus midt i Santenay og det er deres 2023 Bourgogne Chardonnay.

Chardonnay druerne til denne vin håndplukkes fra forskellige marker med sydburgundiske terroirs med ler- og kalksten i Côte Chalonnaise og Mâconnais, hvor man så lige efter høst presser de hele drueklaser nænsomt i en pneumatisk blærepresse, der frigør druemosten.

Straks efter køles saften ned til 12 grader for at bundfælde urenheder over de næste 24 timer. Nu omstikkes vinen til gæringen samt en efterfølgende lagring over 10 måneder på ståltankene.

Duftmæssigt er der helt sikkert en smule kalket mineralitet, mens frugten er lidt mere luftig og svævende med melon, pærer, kvæde og godt med æblejuice. Der kommer lidt syltede citroner, nødder samt en smule søde krydderier.

Smagen er ganske dejlig … ikke for syrlig, ikke for fed, men er faktisk tværtimod rank, slank uden mange fedtdepoter eller deller, næsten på vej til at være vandet, men har en frisk lyd og levende smag med melede æbler, moreller og citroner … 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., men kan fås til 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2021 Domaine de Fa, Beaujolais en Besset, Bourgogne, Frankrig

2021 Domaine de Fa, Beaujolais en Besset, Bourgogne, FrankrigNæste vin er netop fra det sydligste område i Bourgogne, hvilket jo er Beaujolais og vinen er en 2021 Beaujolais en Besset fra vinhuset Domaine de Fa.

Domaine de Fa er grundlagt i 2013 af brødrene Alain og Antoine Graillot.

Hvis du synes, at Graillot navnet virker bekendt, så har du ret, for de 2 brødre en nemlig sønner af Alain Graillot, som vi jo kender fra hans Crozes-Hermitage og Saint Joseph vine fra det nordlige Rhône.

Maxime er i dag  vinmager på faderens ejendom Alain Graillot, men derudover også vinmager på Domaine des Lises, mens bror Antoine i lang tid havde længe været på udkig efter marker i Beaujolais.

I 2013 købte de så i fællesskab 5 hektar vinmarker med gamle stokke på Côte de Besset ved Saint-Amour. Jordbunden er nærmest pink granit og marken strækker sig over Saint-Amour, Beaujolais Villages og Beaujolais. Senere er det blevet til yderligere marker i Saint-Amour og i Fleurie.

Markes er økologisk certificeret og drives også efter biodynamiske principper og vinene vinificeres helt naturligt på hele klaser og semi-carbonique gæring. Efterfølgende lagring sker på store, brugte fade.

Stilen kan vel bedst betegnes som værende ren og frisk, med elementer af urter og mineralitet, der afslører slægtsskabet til Graillots eftertragtede vine fra Crozes-Hermitage.

Denne 2021 Beaujolais en Besset er lavet på ren Gamay fra En Besset marken og hovedsageligt fra den højest beliggende del af den stejlt eksponerede mark. Vinen er lavet med spontangæring alene  med druernes egne gærceller via semi maceration carbonique gæring og er efter endt fermentering lagret på en blanding af cementtane og store, brugte egefade.

Det er lige før, at man skulle tro, at Alain Graillot lidt hårde og stenede stil fra det nordlige Rhône også præger sønnerne, for det er en rank, kølig og mineralsk beaujolaisvin, men det er med den klassiske bondske landlighed og godt med kirsebær iført en blomsterkrans om hovedet. Der kommer masser af tørhed, støv stenstøv, grannåle og har en svag aroma af nelliker.

Sådan er smagen faktisk også … kirsebær, kirsebærsten, ribs og citroner, godt med landlig syre og virker samtidig lidt hård eller stenet i filten. Det er dog fortsat bondsk, saftigt og læskende med en robust syre og let pebercitron bid. 92 point.

Købt hos Bichel Vine, hvor en  flaske koster 175 kr., mens prisen er 145 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2023 Prosper Maufoux, Mâcon-Villages, Bourgogne, Frankrig

2023 Prosper Maufoux, Mâcon-Villages, Bourgogne, FrankrigVi fortsætter i den burgundiske plovfuge, for næste vin i glasset blev en syrligfrisk 2023 Mâcon-Villages fra vinhuset Prosper Maufoux, som jeg også har skrevet om mange gange.

Faktisk har jeg smagt denne vin før … både årgang 2017, 2019, 2020, 2021 og 2022 og den er lavet med druer fra Mâconnais, som vel er det sydligste område i Bourgogne … nærmest nabo til Beaujolais.

Mâcon-Villages er også nabo til det mere prestigefyldte Pouilly-Fuissé og har lidt af den samme fine undergrund af kalksten, som nærmest er skabt til Chardonnay.

Vinen er lavet med opkøbte Chardonnay druer, som lige efter høsten kommer i en pneumatisk presse, hvorefter saften så hviler i 24 timer ved 12 grader. Så sker både den alkoholiske og malolaktiske gæring i store rustfrie ståltanke, hvor vinen også lagrer 10 måneder sur lie.

Duftmæssigt har vinen virkelig en kompleks aroma, hvor du både får noget meget rent og syrligt, men samtidig har vinen også nødder, lidt tropisk frugt mango, abrikos og bløde pærer. Læg dertil noget vanilje og grønne blade, citronmarmelade og kalket mineralitet.

I munden er det en meget levende vin, hvor syreniveauet er pænt højt med både grape, lemon, citroner og grønne æbler. Citronerne er sure, men de får opmuntring af lidt sødere eksotiske frugter, en lille babyfedme og let sødme, hvilket bidrager med en blød, rund og tæt smag, således du samlet både får syre og blødhed på én gang, hvilket faktisk fungerer ret godt, så 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 189,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 84,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Louis Max, Corton Grand Cru Le Rognet, Bourgogne, Frankrig

2017 Louis Max, Corton Grand Cru Le Rognet, Bourgogne, FrankrigDen anden Louis Max vin – og min sidste inden jeg derefter returnerede til Stafet For Livet – blev denne 2017 Corton Grand Cru Le Rognet … altså nu oppe på Grand Cru niveau.

Corton Le Rognet  marken –  bedre kendt som Corton Rognet – er en af de fornemme Grand Cru-vinmarker i Ladoix-Serrigny i Bourgogne og ligger på grænsen til Aloxe-Corton.

Navnet Rognet – som betyder at skære til – stammer fra en praksis med at justere vinmarkens grænser, så den ikke trænger ind i Aloxe-Corton. Marken har med sine 11.6 hektar en betydelig størrelse, og flere producenter deles om pladsen.

Vinen er lavet meget klassisk …  og normalt laves husets rødvine med fodtrampning af druerne og gæring i kar. Den er lagret på egefade, men hvor lang tid fremgår ikke.

Duften er – som hos lillesøsteren – blød, rund og moden, men også klart mere nøddet, cremet og imødekommende i zen-balance. Der er jordbær, søde kirsebær, lidt ædeltræ via mahogni, teaktræ og træ fra Den Gamle By … har virkelig denne modne og bløde aroma.

Smagen er lidt i samme boldgade … fløjlsblød og er ikke så lys, som jeg egentlig ville forvente. Frugten er således nærmere brombær og sorte kirsebær suppleret med lakrids … virker meget poleret, fin, ren, og virkelig drikkeklar. Jeg falder ikke helt på halen i forhold til, at vi er på Grand Cru niveau, men er samlet set en lækker vin. 94 point.

Ikke fundet en forhandler herhjemme og prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5,5/7