Tag-arkiv: cabernet sauvignon

Cabernet Sauvignon er en af ​​verdens mest anerkendte og udbredte røde druesorter, som dyrkes i næsten hvert større vinproducerende land. Den er kendt som druen i nogle af de dyreste, komplekse og majestætiske rødvine, der findes … nemlig rødvine fra Bordeaux.

Vine lavet på Cabernet Sauvignon er den kendt for at kunne gemmes længe og en god Cabernet Sauvignon kan uden problemer gemmes i 20 år – og oftest også længere.

Som helt ung er Cabernet Sauvignon oftest ret kantet og kraftig i smag og aroma med et højt indhold af garvesyre. Den har duftnoter af både solbær, cedertræ samt tobak og Cabernet Sauvignon kan ofte genkendes på disse dufte, uanset om den er dyrket i Frankrig eller i oversøiske lande.

Cabernet Sauvignon er opstået ved en krydsning mellem Cabernet Franc og Sauvignon Blanc. Hver af sorterne gav deres fornavn til den nye druesorts navn. Krydsningen blev skabt i løbet af 1600-tallet i og omkring Bordeaux i det sydvestlige Frankrig.

Det resulterede i en druesort, der var nem at dyrke, fordi den var mindre krævende med hensyn til jordbund og klima. Og Cabernet Sauvignon druerne er faktisk nemme at plukke og vinstokkene meget modstandsdygtige overfor mange af de problemer, som vinstokke oftest døjer med.

2010 Rocca di Fabbri, Faroaldo IGT, Umbrien, Italien

Andrea Dell’armi fra Rocca di Fabbri kaldte denne Faroaldo IGT en superumbrien med klar inspiration fra de toskanske supertoscanere. Det er da også en IGT vin og lavet på et fifty-fifty blend mellem Sagrantino og Cabernet Sauvignon.

Og lad os starte med etiketten, som har et billede af Sigillo Longobardo … hvilket refererer til en kendt antik guldring, som blev fundet på en oldtids begravelsesplads i Trezzo d’Adda i Lombardiet. Ringen skulle efter sigende være båret af en konge af Langobarderne og det er sikkert ham, som er afbilledet på etiketten.  Langobarderne var det germanske folk, som bl.a. invaderede, plyndrede og erobrede store del af Italien i år 568.

Vinen har Rocca di Fabbri kaldt Faroaldo og det refererer til hertugen fra Spoleto … Faroald I af Spoleto, som netop var en af de Langobarder, som stod i spidsen for plyndringstogterne i det centrale Italien og blev hersker i Spoleto området.

Vinen Faroaldo IGT er som nævnt 50% Sagrantino og 50% Cabernet Sauvignon, høstet med udbytte på 45 hektoliter pr. hektar. Vinen er lavet med 14 dages maceration, fermentering i 50 hektoliter rustfrie ståltanke og lagret 18 måneder på barriques samt 6 måneder på flaske.

Og nu er der mere power i næsen, frugten er mørkere og næsen dybere med mørke bær, stadig godt med blomster, men også elementer som fugtige fade, sorte kirsebær, vanilje, sød lakrids, kakao og kaffe sammen med nogle balsamiske noter.

Den smager sgu også ganske godt … godt med power og en lille, svag sødme – samtidig med syrlighed, fint integrerede tanniner, god balance samt en smule kanel og vanilje. Power møder syre på en fin, fin måde.

Smagt på gården, hvor den koster 16,60€ … eller omkring 124 kr.

Rating 5,5/7 

2008 Yalumba, The Signature, Barossa Valley, Australien

Efter en smuk og fin rundtur i tyske, franske, italienske samt spanske vine + en enkelte elegant amerikaner, så gik der sgu australsk aussiwine i resten af byggemødet. Selvfølgelig til stor fornøjelse for speciel mine Mollydooker elskende venner. Første vin fra Down Under var denne The Signature fra vinhuset med det skøre navn Yalumba.

Det er imidletid ikke en lille garageproducent, men – som du måske kan fornemme på billedet ovenfor – et stort, rigt og historisk vinhus. Det er faktisk et af de ældste vinhuse i Australien, grundlagt tilbage i 1849 af ølbryggeren Samuel Smith, som var rejst fra Wareham i Dorset, England til det nye land sammen med sin hustru Mary og deres fire børn.

De ankom til kolonien South Australia og grundlagde efter nogle år Yalumba og allerede i 1858 dominerede vinene fra vinhuset alle de lokale vinshows. Og Yalumba har nu i over 160 år været en af de vigtigste vinproducenter i Barossa Valley.

Yalumba er et ord, der stammer fra aboriginal. Det betyder noget i retning af; landet der omgiver os. Vinhuset ligger nær byen Angaston i Barossa Valley og har i dag imponerende 560 hektar vinmarker. Det giver en produktion på 750.000 kasser vin årligt.

I dag er det 5. generation af Smith familien, som driver stedet .., nemlig Robert Hill- Smith. Og han er medlem af organisationen Australia’s First Families of Wine , som er en eksklusiv gruppe på 12 gamle, familieejede vinerier, der samlet arbejder for at forbedre kvaliteten af australske vine.

De øvrige vinerier i organisationen er Brown Brothers, Campbells, Taylors, DeBortoli, McWilliam’s, Tahbilk, Tyrell’s, D’Arenberg, Howard Park, Jim Barry og Henschke. Samlet har de 12 familieejede vinerier over 5.000 hektar vinmarker og er således en betydelig organisation.

Som noget helt uniks, så har Yalumba også – som eneste vinhus i Australien – deres eget bødkeri.  Yalumba har derfor fordel af, at have fuld kontrol over kvaliteten af egetræsfadene, som benyttes til deres vine. De importerer egetræsstave fra verdens bedste egetræsskove, som er beliggende i Frankrig og Amerika.

Vinproduktionen er i dag lagt i hænderne på en række vinmagere med Louisa Rose i spidsen med chefvinmager. Hun har ansvaret for de mere end 4 forskellige vine, som laves på Yalumba.

Og én af disse vine er denne The Signature. Det er imidlertid nu ikke bare en almindelig, tilfældig vin. Det er en af husets topvine, som man startede med at lave i 1962 … men da den kræver 4 års lagring, så blev den første gang sat på markedet i 1966. Den er dedikeret til husets grundlægger Samuel Smith.

The Signature er i denne årgang 2008 lavet på 56% Cabernet Sauvignon og 44% Shiraz … begge druesorter er fra henholdsvis Barossa Valley og Eden Valley. Der er alene anvendt druerne naturlige gær og vinen er fermenteret i store 8 tons åbne kar af henholdsvis eg og ler.

Vinen er lagret 20 måneder i hogsheads og barriques. Hogsheads er på 300 liter og altså lidt større end barriques. Omkring 30% af egefadene er nye og en skøn fordeling af amerikanske, franske og ungarske fade … alle selvfølgelig lavet på Yalumba.

Vinhuset siger selv, at den passer perfekt til Beef Wellington og det tror vi bestemt på.

Med aussivinene er vi selvfølgelig lidt væk fra den europæiske elegance. Her får vi en anden slags elegance. Næsen er søde kirsebær, blommer, engelsk lakrids, tjære, våde fade, kanel og mælkechokolade. Flot næse … men power, kraft og saft.

Smagen også præget af power- og sød frugt, men egentlig meget præcis, stram og elegant i syren, tanninerne og frugten. Der er skub på drengen, som altid i de australske vine og det bliver en stor mundfuld. Det er der, hvor det bliver for meget for mig. Det er helt sikkert vellavet vin, men lidt mod marmelade siden.

Forhandles af fx Vinkyperen, hvor en flaske pt er på bud til 349 kr.

Rating 4,5/7  

2011 Le Cimate, Macchieto Umbria Rosso IGT, Umbrien, Italien

Francesca Bartoloni mente, at vi også skulle smage endnu én af husets IGT vine. Det blev denne Macchieto Umbria Rosso IGT … en lidt sjov blanding med 50/50 Sagrantino og Cabernet Sauvignon.

Druerne kommer fra vinstokke fra 2001 og vinen er lavet på rustfrie ståltanke, maceration i 20 dage og efterfølgende lagring på franske barriques i 24 måneder efterfulgt af 3 måneder på flaske inden frigivelse. Den årlige produktion af denne vin ligger på små 3.000 flasker årligt.

Hos Le Cimate kander de selv vinen for en Super Umbrian.

Næsen er brombær, solbær samt balsamisk syre … ganske landlig i udtrykket. Smagsmæssigt godt med syre samt ganske stramme tanniner. Det er sgu meget stramt, har en specielt kant, som jeg ikke er pjattet med. Voldsom tørhed, tørre tanniner og masser af syrlighed i eftersmagen.

Der er ingen forhandlere af Le Cimate herhjemme, men i Italien koster vinen 39,99€ … svarende til 298 kr.

Rating 3/7    

2012 Château Tour Prignac, Médoc Cru Bourgeois, Bordeaux, Frankrig

Det gamle slot Château Tour Prignac ser lidt bedaget ud, men er med 147 hektar vinmarker et af de større vinslotte på Médoc-halvøen og står bag næste vin her på bloggen … Château Tour Prignac Cru Bourgeois.

Château Tour Prignacs historie går helt tilbage til 1500-tallet, hvor det fungerede som hovedsæde for Lesparre familien. Det var også Seigneurie de Lesparre, der i 1856 udbyggede slottet og startede en større vinproduktion, bl.a. med de to vine – hvidvinen Tartuguière og rødvinen La Tour-Prignac.

I 1935 blev ejendommen solgt til den spanske hertug Duc Del Infantado og meget af vinavlen omlagt til almindelig landbrug, så vinproduktionen på slottet døde langsomt ud.

I 1973 blev slottet dog overtaget af Castel familien og de startede en omfattende renovering og modernisering og fik vinproduktionen tilbage på fode.

Den del er Castel familien imidlertid også specialister i. De er en af de helt store vinfamilier i Bordeaux på linje med Lurtons og Cazes. I deres forretning, som kaldes Châteaux & Domaines Castel ejer de ikke mindre end 18 vinslotte i Bordeaux.

Vi nævner i flæng; Château d’Arcins, Château Barreyres Château de La Botinière, Château du Bousquet, Château Campet, Château Cavalier, Domaine de la Clapière, Château Ferrande, Château de Goëlane, Château de Haut Coulon, Château Hourtou, Château de l’Hyvernière, Château Latour Camblanes, Château du Lort – ganske sjovt navn – Château Malbec, Château Mirefleurs, Château Montlabert og Château Tour Prignac.

Derudover er de medejere af slottene Château Beaumont, Château Beychevelle og Château Magnol. Og så laver firmaet også vine under en lang, lang, lang række brands, men dem gider jeg ærlig talt ikke nævne her.

Vi går derfor tilbage til Château Tour Prignac, der er opkaldt det lille tårn, som pryder slottet, der ligger i kommunen Prignac-en-Médoc. Reelt set har det gamle vinslot 300 hektar jord, men alene 147 hektar er altså vinmarker, mens resten er enge og skove.

Vinen her er lavet på 60% Cabernet Sauvignon og 40% Merlot, selvom forholdet svinger lidt fra år til år. Nogle år er det faktisk fifty-fifty. Det er vinmageren Yannick Gay, der laver vinen med rådgivning fra konsulenten Alain Raynaud.

Druerne kommer fra 10-15 gamle vinstokke, lavet med maceration i 25 dage, men Merlot druerne dog en anelse kortere tid. Lagret 12 måneder på barriques, heraf 30% nye. De senere årgange lagrer typisk også lidt længere tid, nemlig omkring 16 måneder.

Næsen er ikke klassisk Bordeaux … virker en kende lettere, selvom der er en smule muld. Det er dog meget de sødbrændte egefade, som fylder godt i næseborene sammen med syrlige kirsebær. Det er en tør og støvet næse, men den har også en animalsk sød kostald næse … nogle af de samme elementer, som man finder i god tysk Spätburgunder.

Smagen er blød, dog med nogle metalliske noter, lidt peber, kirsebær, sødme og syrlighed … men ikke helt i sync. Den hører til i den lettere afdeling på flere måder. Næsen er klart bedre end smagen.

Forhandles af Vinklubben, hvor en flaske koster 160 kr.

Rating 4/7    

2010 Antiyal, Kuyen, Maipo Valley, Chile

Efter den vinøse rundtur på Castelbuono skifter vi lige scene … og springer til Chile med vinen Kuyen, som kommer fra det forholdsvis lille vinhus Antiyal.

Antiyal ligger i Maipo Valley og er grundlagt i 1996 af den chilenske vinmager Álvaro Espinoza, som var en af de ønologer, der genopdagede Carmenère druen i Chile, som jo ellers i mange år blev antaget for at være Merlot. Álvaro er søn af den gamle vinmager Mario Espinoza, og Álvaro studerede til ønolog langt førend landet fik succes med eksport af vin og før vinproduktion var anset som en succesfuld levevej.

Álvaro studerede ønologi i Bordeaux og har derudover arbejdet på Château Margaux i Frankrig og Viña Carmen, Emiliana Orgánico  samt  Rayun i Chile. De to sidstnævnte arbejder efter både økologisk og biodynamisk principper, hvilket Álvaro også har taget med sig til Antiyal.

Álvaro er i øvrigt stadig konsulent for Emiliana Orgánico samt nogle af Chiles og Argentinas største, mest berømte vingårde, bl.a. også den delvis dansk ejede vingård Alpamanta i Mendoza i Argentina.

Álvaro er anerkendt af både Parker og Wine Spectator som Sydamerikas nok mest betydningsfulde ønolog inden for biodynamisk vinproduktion.

Antiyal startede Álvaro som en sand garageproducent med ganske få fade vin og som en familiedrevet vingård, hvor hans kone Marina fx er eksportdirektør.

De har samlet små 21,5 hektar jord, men alene 10,2 hektar er vinmarker fordelt på markerne Los Olivos, El Escorial og Pura Fe. Alle vinmarker og hele produktionen er økologisk og biodynamisk, for at få det maksimale ud af det lokale terroir.

Resten af jorden består af mandeltræer, skov og jord til gården dyr. Det betyder også en ganske begrænset produktion på knap 20.000 flasker vin årligt, primært fordelt på de to vine Antiyal og Kuyen samt 3 vine med navnet Pura Fe.

Denne Kuyen er lavet på et blend af 57% Syrah, 28% Cabernet Sauvignon, 13% Carmenere og 2% Petit Verdot. Kuyen betyder måne på det oprindelige, lokale Mapuche indianersprog og er en hyldest til de gamle traditioner og de oprindelige folks vision af kosmos.

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke og alene med druernes naturlige gær. Maceration i 25 dage inden presning og derefter lagret et år på franske barriques, 20% nye, 40% fade, der er brugt en gang og 40% fade brugt to gange tidligere. Efter flaskning har vinen lagret yderligere 4 måneder inden frigivelse.

Duftmæssigt fornemmes der først en smule eukalyptus, varme, godt med eg, peber … endda godt med peber, vanilje, svag kanel, tobak, mørke bær, sorte kirsebær, blåbær samt en svag bolsjesødme.

Smagen er præget af moden frugt, en sød modenhed, men der er bestemt også syre i vinen, en let bitterhed samt markant peberbid. Derudover er det kakao, cola, chokolade i kombi med peberen og syren … egentlig med fin balance, mens tanninerne også er omgængelige. Dejlig og drikkevenlig vin med en vis robusthed og elegance trods den meget solmodne frugt.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen ved køb af 2 flasker er 139,95 kr.

Rating 4,5/7    

2014 Tenuta Castelbuono, Lampante Montefalco Rosso Riserva, Umbrien, Italien

Under appellationen Montefalco Rosso DOC laver Tenuta Castelbuono også en Riserva, nemlig denne Lampante Montefalco Rosso Riserva, som vi smagte i nyeste årgang 2014 … netop flasket som en specialprøve til os.

Blendet er fuldstændigt det samme som i husets almindelige Rosso, altså 70% Sangiovese, 15% Sagrantino samt 15% Cabernet Sauvignon og Merlot, men her kommer Sangiovese druerne alene fra en enkelt mark, endda det bedste område på marken Le Fonti i Bevagna, mens Sagrantino druerne kommer fra husets Saraceno mark.

Begge marker er økologisk certificeret siden 2014 … netop året for denne vin. Udbyttet er dog lidt mindre end hos den almindelige Rosso, nemlig 45 hektoliter pr. hektar.

Selve produktionen er også fuldstændig som hos lillesøsteren, men denne Riserva har dog alene lagret på 500 liter Tonneaux samt endnu større egefade … også altså ingen barriques. 18 måneder har den lagret på eg og 12 måneder på flaske.

Det forklarer også, hvorfor vinen ved besøget knap nok var færdig, da høsten jo sker i september/oktober.  På etiketten var årgangen 2014 da også skrevet på en lille klistermærke, som var klistret ovenpå. Det er en vin, som Tenuta Castelbuono har lavet siden 2008.

Duftmæssigt er der klart mere syre, mere stald, mere animalsk og landlig, hvilket vi jo elsker. Det er fortsat kirsebær, men derudover også balsamiske noter, men en mere moden balsamico, violer, blomster, grafit og nelliker.

Smagen har igen masser af den friske frugt, men vinen er mere tæt i strukturen og der er også mere fylde i smagen. Der er fortsat godt med syre og tanniner. Smager sgu meget godt.

Vinspecialisten er forhandler af Tenuta Castelbuono herhjemme, men jeg har ikke fundet denne Riserva på deres hjemmeside, så prisen kender jeg ikke.

Rating 5/7    

2011 Tenuta Castelbuono, Ziggurat Montefalco Rosso, Umbrien, Italien

Efter 2012 årgangen af Ziggurat Montefalco Rosso, så skulle vi også smage samme vin fra året før … altså årgang 2011.

Ses der på de to årgange i Montefalco, så har Consorzio Tutela Vini Montefalco ratet årgang 2011 med 5 stjerner og 2012 med 4 stjerner, selvom det primært har betydning for Sagrantino druen, idet Sangiovese er lettere og mere medgørlig … også i dårligere årgange. 2012 var præget af forholdsvis beskedent nedbør og et udbytte lidt over normalen, mens 2011 bød på gennemsnitlig nedbør, god modning og en høst med rigtig god kvalitet.

Denne Montefalco Rosso har navnet Ziggurat og dermed opkaldt efter et antik babylonsk tempel … med reference til hjertet af Carapace, Tenuta Castelbuonos ikoniske vineri.

Vinen er lavet på fuldstændig samme måde som 2012’eren og druesammensætningen er også ens, så det skal jeg ikke trætte jer med. Vinen smager næsten også som 2012’eren … men med nogle små, klare forskelle.

Igen en tæt og frugtrig duft med samme elementer af eg, kirsebær, jordbær, solbær, blomster, nelliker samt nogle balsamiske noter … men her virker vinen mere luftig, let og elegant.

Igen god frisk frugt, gode tanniner i smagen, frisk og ganske lettilgængelig. 2011’eren virker også mere levende i syren og mere præcis, selvom det egentlig – som 2012’eren – er en letdrikkelig og ganske fornøjelig vin.

Forhandles herhjemme af Vinspecialisten, hvor prisen er 150 kr.

Rating 4,5/7    

2012 Tenuta Castelbuono, Ziggurat Montefalco Rosso, Umbrien, Italien

Der laves alene 4 forskellige vine på Tenuta Castelbuono og alle røde, nemlig en Rosso, en Rosso Riserva, en Sagrantino og selvfølgelig også en Passito. Vi startede smagningen af husets egne vine med deres Rosso … Ziggurat Montefalco Rosso i årgang 2012.

Til at følge smagningen på vejs var der selvfølgelig også lige lidt italiensk ost og italiensk tørret skinke. Det skulle senere vise sig at være helt normalt … også selvom man kom til en smagning lige efter en stor frokost. Jo italienerne lever godt.

Ziggurat Montefalco Rosso er lavet på 70% Sangiovese, 15% Sagrantino samt 15% Cabernet Sauvignon og Merlot. Druerne kommer fra vinhusets egne marker omkring Bevagna og Montefalco. De er høstet med et udbytte på 55 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet med en kort premaceration ved 12 grader i 20 timer efterfuldt af almindelig fermentering ved 26-28 grader i rustfrie ståltanke. Samlet maceration i 15-20 dage efterfulgt af 12 måneders lagring på henholdsvis 225 liters barriques samt 500 liters tonneaux. Efter flaskning lager vinen yderligere 6 måneder.

Duften er tæt og lukket … elementer af eg, kirsebær, jordbær, solbær, blomster, nelliker samt nogle balsamiske noter. Smagen er præget af god frisk frugt, gode tanniner … en frisk og ganske lettilgængelig vin. Syren er sådan middel og vinen er dermed letdrikkelig og ganske fornøjelig.

Forhandles herhjemme af Vinspecialisten, hvor prisen er 150 kr.

Rating 4/7    

2012 Poggio Bonelli, Poggiassai IGT, Toscana, Italien

Denne vin … Poggiassai var måske den vin, som overraskede mest i det italienske Gran Premio d’Italia all’vini di Paul. Det er en IGT vin fra vinhuset Cantina Poggio Bonelli, der både er et historisk vinhus, ristorante og et moderne agriturismo.

Poggio Bonelli ligger midt i byen Castelnuovo Berardenga omkring 15 kilometer øst for Siena. Det er et gammelt vinhus, som stammer tilbage til det 16-århundrede. Det har haft en del ejere undervejs, bl.a. – kendte familier som Spennali, Piccolomini og senere Landucci familien.

I dag er vinhuset ejet af ejendomsfirmaet Monte dei  Paschi di Siena eller helt præcis af selskabet MPS Tenimenti SpA – et datterselskab af Gruppe Montepaschi.

MPS Tenimenti SpA ejer også Chigi Saracini vingården og samlet betyder det inklusiv Poggio Bonelli 840 hektar jord, hvoraf omkring 80 hektar er vinmarker.

Der er to tilhørende huse med hver deres svømmepøl og sammenlagt 10 ferielejligheder. Og udover vinfremstillingen og agriturismo, så fremstiller gården også en fantastisk extra-virgin olive oil fra over 8.000 oliventræer.

På Poggio Bonellis vinmarker dyrkes druesorterne Sangiovese, Cabernet Sauvignon og Merlot. Den lerede jord, som er aldeles rig på sand, har overvejende sydlig og sydvestlig eksposition. Og med fokus på vinmarkernes terroir fremstiller Poggio Bonelli vine, som i karakteren formidler de høje kvalitetskrav.

For at indfange det essentielle og særegne terroir samt de særlige forhold ved de respektive druesorter anvender Poggio Bonelli de nyeste produktionsteknikker og videnskabelige viden – hvilket er en forudsætning for den kvalitet, som vinene skal afspejle.

Poggio Bonellis kerneværdier for vinfremstilling er omsorg, dedikation og engagement. Når druerne ankommer til vingården, overføres de efter at være blevet afstilket og knust til temperaturkontrollerede ståltanke – for at bevare og ophøje druernes individuelle egenskaber.

Alkoholgæringen varer i ca. 10-12 dage, hvorefter druerne kommer tilbage og har kontakt med skindet – med det formål at gøre vinene rigere på de ædle stoffer. Vinene lagrer i små træfade og herefter i flasken i kortere eller længere tid.

Druerne til denne Poggiassai IGT er 75% Sangiovese og 25% Cabernet Sauvignon, der gror på en sydvestvendt skråning i 250 meter højde over havet.

De høstes manuelt og sorteres først i marken og siden på store sorteringsborde i vineriet inden vinifikationen, som foregår traditionelt over 10 dage i temperaturkontrollerede ståltanke med efterfølgende 20 dages maceration.

Inden aftapning på flaske lagrer vinen 16-18 måneder på små franske fade. Efter tapning lagrer den yderligere mindst 6 måneder, før den frigives til salg.

Og hold nu op for en næse … virkelig landlig animalsk som bare pokker. Vi snakker om bagenden på en våd hund, krudt, stillestående plumrevand, stald på steroider, svampe, døde dyr, tulipaner, mellemrøde bær, en smule tobak og chokolade samt nogle urter og peber. Lyder måske en kende underligt, men den dufter sindssygt godt.

I munden vinen godt syrlig, nærmest lidt juicet i smagen, men den leverer sgu det hele stramt, skarpt og præcist med lidt ribs, granatæbler samt lidt peber. Tanninerne bider også herligt og er således ganske markante. Derudover er eftersmagen bare mega lang. Imponerende og totalt overraskende.

Købt hos Jysk Vin, hvor prisen er 225 kr. for en flaske, men 199 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 6/7 

2013 Massimo Rivetti, Langhe Garasin, Piemonte, Italien

I Pauls italienske Giro d’Italia var næste etape Piemonte … her repræsenteret af en lidt atypisk vin fra området, vinen Langhe Garasin … en Cabernet Sauvignon og Merlot baseret vin fra Azienda Agricola Massimo Rivetti.

Det piemontiske vinhus Massimo Rivetti er grundlagt i 1860 af Rivetti familien og drives i dag af 6. generation i form af Davide Rivetti. Selve vingården ligger lidt øst for den lille by Neive – faktisk midt på husets topmark Froi, som familien købte i 1947.

Rivetti navnet klinger måske velkendt i vinøse kredse? Det velestimerede vinhus La Spinetta er nemlig også ejet af en Rivetti familie … i dag søskende Carlo, Bruno og Giorgio Rivetti, men om de har nogle familiære forbindelser til Davide Rivetti, er jeg imidlertid ikke sikker på.

Azienda Agricola Massimo Rivetti har sammenlagt 25 hektar vinmarker, fordelt på en 12 hektar stor parcel på topmarken Froi i Neive under Barbaresco appellationen, Garassino i Mango og La Palazzina i Alba.

Denne Langhe Garasin er lavet i et blend på 50% Cabernet Sauvignon og 50% Merlot. Druerne kommer fra 20 år gamle vinstokke. Al høst og sortering foregår med hånden i små 20 kilos spande for at bevare druerne bedst muligt.

I kælderen starter gæringen spontant med de i kælderen forekommende gærstammer. Processen foregår i temperaturstyrede ståltanke med hyppig overpumpning for at udvinde farve og polyphenolforbindelser.

De forskellige druesorter fermenteres separat og lagrer efterfølgende i omkring 12 måneder på små franske barriques. Efter den endelige blanding lagres vinen yderligere 6 måneder på fad, inden den tappes. Efter aftapning på flaske lagrer vinen yderligere 6 måneder, inden den frigives til salg.

Duften er ganske balsamisk og har derudover kraft og power, grafit, jern, kirsebær, eg … lidt animalsk, hvilket vi jo elsker. Det virker som en fyldig vin med en vis italiensk nerve … lad os se, om det også gælder smagsmæssigt.

Smagen er virkelig saftig, meget frugtrig med en jernagtig syre, sådan let metallisk og meget håndfast i udtrykket. Der er blæk, okay tanniner og fin balance. Smager ganske godt.

Købt hos Jysk Vin, hvor prisen er 149 kr. for en flaske, men 134 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 5/7