Tag-arkiv: grenache

Grenache er en rød druesort, som stammer fra Aragón i Nordspanien, hvor den er kendt som Garnacha. Den er én af verdens mest udbredte røde druesorter … i 1990’erne faktisk den 2. mest udbredte rødvinssort og findes i stort set alle vinlande.

Oprindeligt var Grenache mest udbredt i Spanien, men store dele af vinstokkene blev revet op gennem 1980’erne, så der er i dag 82.300 hektar i Spanien, mens der er 95.700 hektar i Frankrig, der har flest plantede Grenache vinstokke, specielt i det sydlige Rhône.

Grenache er også mest kendt for sin rolle i Provence og Rhône, hvor den tager afgørende del i områdets rødvine og rosévine. Der spiller druen også rollen som hoveddruen i Châteauneuf-du-Pape. Den indgår i det hele taget oftest i blandinger med andre druer.

Grenache er karakteriseret ved en usædvanlig kombination af lys frave og høj alkohol. De har sød og frugtig smag med modne jordbær og hindbær samt urtepræg. Vine på Grenache varierer lige fra pænt kraftige til helt lyse og lette rødvine.

Sorten foretrækker sol og varme. Den modner sent og yder godt. Udbytterne skal dog holdes nede for at opnå acceptabel kvalitet og er samtidig vanskelig at vinificere. Den har let ved at opnå meget høje alkoholprocenter på grund af dens naturligt høje indhold af sukker.

2010 E. Guigal, Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

Næste vin var en rød, men fortsat fra Guigal, nemlig deres almindelige Côtes du Rhône … et vin, som huset laver ret mange flasker af. Hvor produktionen af Condrieu ligger på imponerende 100.000 flasker om året – som vel og mærke er et lille, eksklusivt område – ja så laver Guigal ikke mindre end 3.500.000 flasker årligt af denne Côtes du Rhône.

Maison E. Guigal har i dag deres hovedkontor i et historisk hus, nemlig det berømte Château d’Ampuis, som Guigal købte i 1995. Slottet ligger i Côte-Rôtie og er en vigtig del af historien og appellationen. Slottet er oprindeligt bygget som en fort i 1100-tallet, men blev omdannet til et renæssanceslot i 1500-tallet. Château ligger midt i vinmarkerne og omkranset af Rhône floden.

Guigals kontorer og kældre ligger dog fortsat i den gamle lille landsby Ampuis.

Nå, men tilbage til denne Côtes du Rhône, som i denne årgang 2010 er lavet på 49% Syrah, 48% Grenache og 3% Mourvèdre. Druerne kommer fra stokke med en alder på 35 år, hvilket er ganske imponerende. Selvom 35 årig stokke hos de fleste vinhuse ville blive kaldt gamle vinstokke, så er dette nu ikke tilfældet hos Guigal.

Man kan ikke undgå at blive imponeret …. 3,5 mio. flasker hvert år fra stokke på 35 år … det siger selvfølgelig også noget om kvalitet og størrelsen af vinhuset Giugal.

Vinen er lavet med lang maceration … antal dage er ikke anført, men herefter lagrer vinen 1½ år i gamle, store foudres af eg. Parker har givet vinen her 89 point i årgang 2010.

Duften er præget af mørke bær, mørk kælder, skovbund … meget rustik og animalsk … skønt. Der er violer, mælksyrer, ymer og virker rank i udtrykket. Jeg finder heller ikke de typisk provencekrydderier, som ellers ofte kendetegner Rhône vine. Smagen er også til “the dark side” … den mørke side, ganske typisk Nordrhône, dejlig tør,  har godt med tanniner, kølig og mørk, men med en vis rundhed også. Hmmm, man kommer helt til at glæde sig til den mørke tid.

Forhandles af Bichel Vine, pris 99,75 kr.

Rating 4,5/7  

2012 Torbreck Vintners, Cuvée Juveniles, Barossa Valley, Australien

Det er vist måneder siden, at jeg sidste havde australsk vin i glasset, men på denne tirsdag smagte jeg denne Cuvée Juveniles fra det klassiske australske vinhus Torbreck Vintners, som ligger ved byen Marananga i Barossa Valley, faktisk ikke langt fra andre store australske vinhuse som Penfolds og Peter Lehmann Wines.

Torbreck Vintners er  grundlagt af David Powell i 1994, men hans projekt startede egentligt tilbage i 1992, hvor han opdagede nogle små parceller af ældgamle vinstokke.

På det tidspunkt arbejdede han egentligt for Rockford Wines, men han fik plejet vinstokkene på de fundne, gamle marker og indgik en aftale med jordejerne om, at druerne skulle leveres til hans nye vinhus mod betaling af en procentdel af fortjenesten, og det blev så til Torbreck Vintners.

Vinhuset kaldte han Torbreck efter en skov i Skotland, hvor David tidligere havde arbejdet som skovhugger. Og stilmæssigt sigtede David efter vinene fra Frankrigs Rhônedal, som han havde en særlig forkærlighed for. I 1995 knuste han de første druer … i alt 3 tons … og startede salget af sine vine.

De blev en succes, og det med Rhône-stilen blev bl.a. også bemærket af Robert Parker, som kaldte Torbrecks topvin Run Rig for “La Mouline of Australia«, hvilket selvfølgelig hentyder til Guigals enkeltmarkscuvée fra Côte-Rôtie, og samtidig gav den skyhøje priser og point.

Faktisk fik årgang 1995 hele 98 point af Parker … og lige siden har Run Rig faktisk fået enten 98 eller 99 point af Parker hvert eneste år … ganske imponerende.

I 2002 blev mange af markerne købt af Torbreck, men samme år måtte vingården imidlertid gå i betalingsstandsning på grund Powells økonomiske problemer i forbindelse med en skilsmisse. Torbreck blev derfor købt af den australske forretningsmand Jack Cowin for 6,5 millioner australske dollars, mens Powell fortsatte som vinmager og administrerende direktør.

I 2008 tilbagekøbte David Powell igen Torbreck i et kompagniskab med Peter Kight, som i forvejen ejer Quivira Winery i Sonoma County i Californien, men i 2013 forlod Powell Torbreck for at arbejde med andre projekter. I dag varetages vinproduktionen af et team bestående af Craig Isbel, Scott McDonald og Russell Burns.

Peter Kight er fortsat leder af vingården … og han mener fortsat, at man endnu ikke har set de bedste vine fra Torbreck Vintners.

Nå, men denne vin Cuvée Juveniles er opkaldt efter en kult vinbar i Paris. Vinbaren Juveniles drives af englænderen Tim Johnston. Han har drevet baren i Paris i mere end 20 år og er – som Powell – en passioneret fortaler for Rhône vine. De to blev venner tilbage i slutningen af 1990’erne, og det var Tim som foreslog Powell at lave en vin specielt til baren. Det blev denne Cuvée Juveniles, som blev produceret første gang i 1999.

Etiketten er i øvrigt designet af Tims datter Carolyn … og hendes malerier kan også findes i hendes fars bar.

Cuvée Juveniles er lavet på 62% Grenache, 23% Shiraz (Syrah) og 15% Mataro (Mourvèdre), altså et Rhône blend. Druerne til vinen kommer fra regionerne Gomersal, Seppeltsfield, Marananga, Moppa, Koonunga Hill og Ebenezer i Barossa … og fra stokke med en alder på mellem 40 – 150 år. Det helt specielle ved Juveniles er, at den slet ikke fadlagres, men udelukkende vinificeres på rustfri stål for ikke at forstyrre den fine frugt og karakteren fra jordbunden.

Og hvilken dejlig duft … jeg er positivt overrasket. Næsen er ganske rustik og landlig. Der er solbær, yoghurt eller A38 … sammen med mulle kælder, let peber … dufter ret fantastisk. Der fornemmes muskler, men det er sgu meget godt. Forstår allerede inden jeg har smagt vinen, hvorfor sammenligningen med Rhône ikke er helt ved siden af. I munden er vinen saftig med mørke bær, peber, engelsk lakrids, vanilje … der er et letsødt strejf … virkelig saft og kraft. Flot, flot vin.

Købt i Vinspecialisten, pris 245 kr.

Rating 5/7  

2004 La Perla Del Priorat, Clos Les Fites Crianza, Priorat, Spanien

Fuld af indtryk fra årets Food Festival på Tangkrogen i Århus, mæt efter østers, smagsprøver, hapsere, Skarø is og en lille tallerken af smagsoplevelser kreeret af stjernekokkene Kenneth Hansen, Thomas Pasfall, Francis Cardenau og Jesper Koch samt mødet med en række spændende personer, så bød Jan på et lille glas vin efter hjemturen … nemlig et glas Clos Les Fites Crianza fra vinhuset med det charmerende navn La Perla Del Priorat.

La Perla Del Priorat er en af Priorats ældste vingårde. Tilbage i det 15. århundrede byggede karteusermunke fra Scala Dei nemlig vingården, som dengang blev kaldt Mas Dels Frares, hvilket kan oversættes med munkenes hus.  Allerede i det 12. århundrede havde munkene bosat sig i den lille landsby Scala Dei ca. 28 kilometer nord for La Perla del Priorat, og det var et ønske om at udnytte den sydlige del af Priorat, der fik munkene til at plante vin, oliven, mandler samt diverse frugter og grøntsager.

Og det blev en stor vingård, for munkene plantede ikke mindre end 90.000 vinstokke, og de fandt hurtigt ud af at dette område var særlig frugtbart. Det betød også, at vinene fra Mas Dels Frares blev gennem årene blev berømt, så i 1700-tallet blev navnet på vingården ændret til La Perla Del Priorat, altså Priorats perle.

På tærsklen til det 20. århundrede forsvandt munkene fra området og ligeledes stoppede landmændene i regionen deres dyrkning af jorden. I stedet begyndte de at arbejde i sølvminerne.

Næsten hundrede år senere, nemlig i 1998, blev vingården købt af greven Yves Henri Pirenne med 102 hektar jord, og han grundlagde dermed igen vingården La Perla Del Priorat SL. Der var imidlertid kun 1.000 vinstokke … 25 årige Cabernet Sauvignon, så man gik igen i gang med at plante vinstokke, ca. 70.000 styk på omkring 23 hektar. I dag har man markerne med sorterne Garnatxa (Grenache), Cariñena, Cabernet Sauvignon samt de hvide druer Pedro Jiménez og Garnatxa Blanca.

Der produceres 4 forskellige vine på La Perla Del Priora, nemlig Comte Pirenne Reserva, Noster, Clos Les Fites Blanc og denne Clos Les Fites Crianza, som er lavet på 55% Garnacha, 30% Cariñena og 15% Cabernet Sauvignon fra 11 til 40 år gamle vinstokke fra La Perla Del Priorats vinmark finca del Mas Dels Frares. Maceration varer ca. 20 til 30 dage, afhængigt af hver sort, og lagring er sket 14 måneder på nye franske Allier egetrætønder af 300 liter.

Navnet Clos Les Fites kommer i øvrigt fra de “fites”, som omgiver denne vinmark. Fites er – hvad jeg kan finde frem til – en slags pæle, som munkene i Scala Dei byggede omkring marken i 1100-tallet. Så er den del også sat på plads.

Yves Henri Pirenne søn Charles Pirenne var gennem mange af årene husets vinmager, men Charles døde desværre alt for tidligt i 2010 blot 28 år gammel. I dag produceres husets vine af vinmageren Montse Cereceda, der har været en del af vinhuset siden 2004, og Miquel Sabaté, der er ekspert inden for dyrkning og pleje af vinplanter.

Duftmæssigt ganske indbydende næse med kold kælder, godt med frugt … blåbær som det dominerende, blæk, tørret kød, kakao, toast, tobak … meget landlig og rustik … dufter ganske fantastisk. Smagsmæssigt ganske klar Priorat med masser af power kombineret med blid balance og ganske elegant. Meget rank med grønne noter, blide .. næsten silkebløde tanniner. Fylde og elegance på én gang … det er lige mig.

Forhandles af D’Wine, hvor prisen er 269 kr.

Rating 5,5/7  

Og et par fotos fra Food Festival skal I da ikke snydes for:

Flot fiskebord

Østers

2011 Miguel Torres, Salmos, Priorat, Spanien

Med tirsdagsvinen er vi igen tilbage hos Miguel Torres … det store vinhus i Spanien. Jeg har tidligere smagt et par vine fra huset … ja, det er vel svært at undgå, for der er tale om et kæmpe foretagende. Og navnet Torres er det mest kendte vinudtryk i Spanien, kun overgået af ordene “rødvin” og “hvidvin”.

Torres laver ikke mindre end 4,9 mio. 12 stks. kasser vin om året, og har deres vingårde med over 1.300 hektar rundt om i stort set hele Spanien, lige fra Priorat, Ribera del Duero, Conca de Barbara, Penedès og Rioja, men også i andre lande som fx Chile og Californien. Altså et kæmpe vinimperium, og dermed langt væk tanken om den lille vinbonde, som går og pusler med sin egen lille vin.

Torres er grundlagt i 1870 af Jaime Torres og er 100% familieejet. I dag er det 4. generation i form af Miguel Torres, men 5. generation er allerede i firmaet, som omfatter mere end 1.000 ansatte.

Og alt er stort, når vi snakker om Torres, fx omfatter forretningen også en restaurant i Chile samt 2 vinbutikker i henholdsvis Barcelona og Shanghai, robotstyret lager, en fond som hjælper skoler i hele verden og så videre.

Udover at være Spaniens største og mest kendte vinhus, så er Torres også blevet en levende legende. Det oprindelige gennembrud kom ved Paris-smagningen i 1979, hvor Miguel Torres med stort vovemod og efterfølgende succes i en blindsmagning satte Gran Coronas “Black Label” (i dag kaldet Mas la Plana) op mod Château Latour 1970 … og vandt.

Denne vin kommer udelukkende fra Torres’ egne vinmarker i Priorat, helt præcis marker i kommunerne Porrera og Lloar. Det er marker, som er købt i 1996. Vinen er opkaldt efter – og er en hyldest til – de Cartusianske munke, som ankom til Priorat i 1095 og plantede de første vinstokke. Vinen er et Grenache blend, lavet på 40% Cariñena, 40% Garnacha og 20& Syrah. Traditionel med ni måneders lagring på franske egetræsfade.

Duften er blæk, solbær, grønne noter, elegance eller en form for kølighed, egenoter, krydderier, nelliker og derudover lidt svag landlig eller animalsk i næsen. Smagsmæssigt er det en meget elegant vin. Der er et krydret bid med syre, rankhed, tørhed, enebær og godt med tanniner. Også lidt grønt og mineralsk i smagen … godt med bid og slutter med frugt og en omgang peber i eftersmagen. Skøn vin.

Købt hos Vinspecialisten, pris 185 kr.

Rating 4,5/7  

2004 Bodegas Muga, Selección Especial, Rioja, Spanien

Med næste vin er vi tilbage hos vinhuset Bodegas Muga, som holder til i et smukt gammelt hus i den historiske by Barrio de La Estación i hjertet af vinområdet Haro i Rioja. Tidligere på aftenen var det husets rosévin, som vi nød … her en rød Selección Especial, en rigtig spansk Rioja med saft og kraft.

Det er primært brødrene Isaac og Manu Muga, som står i spidsen for det gamle familieforetagende. Manu er vinmager og vicedirektør, og inden han i 1994 overtog ledelsen, så havde han haft en karriere i erhvervslivet, bl.a. med en BA Honours Degree uddannelse indenfor for administration, hvorefter han arbejdede i Frankrig for det multinationale forsikringsselskab “La Mondiale”, og senere det spanske Mapfre.

Isaac Muga er også vinmager hos Bodegas Muga, og laver mange af vinene sammen med Manu.

Denne Selección Especial er ikke huset topvin, for der findes to vine over …. nemlig deres Prado Enea, som er opkaldt efter husets vingård, og så den nye topvin Torre Muga.

Selección Especial er lavet på 70% Tempranillo, 20% Garnacha, 7% Mazuelo and 3% Graciano. Lagret 6 måneder i træbeholdere, 30 måneder i egetræstønder og minimum 12 måneder på flaske inden frigivelse. Mazuelo og Graciano druerne er nok ikke så kendte, men Mazuelo er såmænd blot det navn, som bruges i specielt Rioja om Carignan druen.

Graciano druen er derimod én af Spaniens store druer, der har fået en lille rennæisance efter Rioja fik DOC status. Druen benyttes næsten kun i Rioja og Navarra, hvor den bidrager med finesse og tanniner, der er uundværlig i de store Reserva og Gran Reserva vine, som skal kunne gemmes i mange år. Og ganske passende har denne Selección Especial så lige fået 3% Graciano blandet i.

I næsen er der peber, krydderier, nelliker, alkohol, mørke bær, lakrids, tobak, vanilje og egefad. Smagen giver også lidt peber, ganske stærk … alkohol, tanniner og jeg synes måske, at der er lidt ubalance. Nu kom vinen også lidt efter en fornem 2004 Bodegas y Viñedos Pintia, Pintia, og det gjorde selvfølgelig heller ikke opgaven nemmere.

Forhandles bl.a. af SuperVin, hvor prisen for en årgang 2009 er 299 kr., og 230 kr. ved køb af 6 stk.

Rating 4,5/7  

2013 Bodegas Muga, Rosado, Rioja, Spanien

Næste vin i rækken … en lille charmerende rosévin med en skøn, lys roséfarve … rigtig Rosado fra vinhuset Bodegas Muga, som holder til i et smukt gammelt hus i den historiske by Barrio de La Estación i hjertet af vinområdet Haro i Rioja.

Bodegas Muga er grundlagt i 1932 af Isaac Muga Martinez, og drives i dag af 3. generation i form af Manu, Jorge, Juan og Isaac Muga. De  laver vin via traditionerne fra den klassiske skole i Rioja, nemlig udblødning og gæring i trækar, langsom dekantering vinteren over, traditionel filtrering af bundfald og klaring af vinen med friske æggehvider. En klar fremtidsvision kombineres med traditionelle produktionsmetoder.

Herudover fremstiller Muga selv deres tønder fra amerikansk, fransk, ungarsk, russisk, spansk egetræ, og gården råder da også over ikke mindre end 14.000 tønder. Jeg har faktisk lidt svært ved at forestille mig, hvor meget så mange tønder må fylde i en kælder, men vinhuset råder også over 25.000 m2 bygninger/kældre.

Bodegas Mugas vinmarker ligger ved foden af Montes-Obarenses inden for det område, som kaldes Rioja Alta. Jorden i dette område er for det meste ler og kalksten, opdelt i små områder med forskellig terroir. Det er nemlig markerne El Estepal, La Loma, Baltracones, La Loma Alta og Sajazarra.

De ejer i alt 250 hektar vinmarker, men har derudover også kontrollen med yderligere 150 hektar, ejet af andre vinavlerne i området. Der dyrkes primært vinsorterne Tempranillo, Garnacha (Grenache), Mazuelo (Carignan) og Graciano og de hvide druer Viura og Malvasia.

Denne Rosado er lavet af 60% Garnacha, 30% Viura og 10% Tempranillo. Efter 12 timers udblødning med skind gærer vinen i ca. 25 dage i små træbeholdere med et rumindhold på 1.000 liter, hvor vinen opbevares yderligere 2 måneder før den hældes på flaske.

Duftmæssigt fin friskhed med hindbær, jordbær, lidt stikkelsbær … men ellers lidt anonym eller neutral i næsen. Smagen er lidt stram … mangler måske lidt sødme. Der er lidt peber, røde bær … også lidt tynd eller vandet i smagen … og en smule skarp. Lidt sødme ville ha’ giver lidt tyngde i vinen, men et fint glas en varm sommerdag på terrassen.

Forhandles flere steder, bl.a. SuperVin, hvor prisen er 119,95 kr. ved køb af 1 flaske, og 96 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 3,5/7  

2005 Clos Saint Jean, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2005 Clos Saint Jean, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigMed næste vin blev vi i Rhône … blot lidt sydligere, nemlig med en gammel kending, Domaine Clos Saint Jean … og det er efterhånden også lang tid siden, at jeg sidst har drukket nogle vine derfra. Vi er selvfølgelig i Châteauneuf-du-Pape, hvor vi finder den lille familieejendom, som har fået så mange priser … specielt af den gode Robert Parker.

Ejendommen er grundlagt tilbage i 1910 af Edmund Tacussel., men siden 2001 – hvor Guy Maurel døde – har hans to sønner Pascal og Vincent Maurel drevet domænet, som ejer 41 hektar vinmarker, alle er beliggende på det berømte Le Crau i hjertet af Châteauneuf-du-Pape.

Efter brødrenes overtagelse af vingården, så startede de med at hyre ønologen Philippe Cambie for at forsøge at forbedre de vine, som man altid havde lavet på Clos Saint Jean, men som man havde en tendens til at opbevare lige længe nok på de store foudres af slovensk eg, hvorved frugten ofte tørrede ud.

Men det blev en hård start for de to brødre. En ren syndflod af regn ødelagde høsten 2002, så de var tvunget til at sælge al deres vin til negocianter uden at aftappe så meget som én flaske under domænets navn.

Ganske anderledes blev det heldigvis i 2003, hvor brødrene modstod fristelsen – på trods af det meget varme vejr – til at høste tidligt, hvilket medførte, at deres druer modnede helt perfekt uden det mindste tegn på at være overmodne.

Man begyndte også med en lang macerationsperode på op til 35 dage for at sikre, at alle rødvine blev stofrige. Grenache fadlagrede man ikke, mens de øvrige sorter blev nu lagret på nye eller et år gamle træfade i 12-16 måneder. Altså ganske anderledes end tidligere på vingården.

Og de høstede hurtigt frugterne … idet brødrenes ene specialcuvée Deus Ex Machina –  fremstillet på basis af Grenache og Mourvedre fra mere end 100 år gamle vinstokke – i årgang 2003 fik de magiske 100 point af Robert Parker, og så kan det ellers være, at der blev opmærksomhed omkring den lille vingård.

Specielt da kunststykket med de 100 point blev gentaget flere gange, bl.a. med årgang 2005 … mens man i årgang 2007 fik 100 point for begge specialcuvéer Deus Ex Machina og La Combe des Fous, som jeg i øvrigt smagte begge for nogle år tilbage. Siden har brødrene også lavet en yderligere specialcuvée mere, nemlig Sanctus Sanctorum –  fremstillet på basis af 100% Grenache fra vinstokke plantet i 1905  –  som i øvrigt også har fået 100 point af Parker, nemlig med årgang 2009.

Den store succes har også medført, at brødrene ikke længere havde plads nok på den gamle adresse på Avenue General de Gaulle, så derfor byggede man i 2010 en ny kælder på Chemin du Moulin à Vent – nabo til udsalget hos Clos Mont Olivet – stedet der i de gode gamle dage hed Cave Reflets.

Her har vi husets “basis-Châteauneuf” og endda i det fantastiske år 2005. Jeg har haft vinen gemt i en lang årrække, men tænkte, at det måske var nu, at vinen skulle smages. Og for at sikre bedste oplevelse, så havde jeg trukket vinen op 4-5 timer forinden og dekanteret den. Med Châteauneuf-du-Pape er min erfaring, at de tjener sig allerbedst med pæn dekantering nogle timer før.

I denne årgang 2005 er vinen lavet på et blend af 75% Grenache, 15% Syrah, 4% Mourvedre, 3% Cinsault, 2% Vaccarese og 1% Muscardin. I de nyere udgaver er der mindre Grenache og mere Mourvedre i vinen. Maceraton ved 35 dage i betonkar, Grenache lagrer som nævnt ikke på eg, men det gør de øvrige druesorter i 12 måneder.

Duftmæssigt en tæt, kompakt næse med blommer, mørk frugt, sol, grønne buske, mørk chokolade og saltlakrids, engelsk lakrids måske endda … lidt peber, sød pibetobak og næsten lidt syltetøjagtig essens. Smagen er mørke bær, eg, vanilje, og kraft … igen meget tæt og fyldig, Tanninerne er blide … måske hjulpet på vej af årene og dekanteringen, og det efterlader et blødt og cremet aftryk … og det smager jo herligt. Måske en anelse for meget til den kraftige side for mig.

Købt hos Vinspecialisten for mange år siden, dengang var prisen 260 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2009 Clos de Trias, Ventoux Rouge, Rhône, Frankrig

2009 Clos de Trias, Ventoux Rouge, Rhône, FrankrigSå blev det Steffens tur, og han havde medbragt en rigtigt spændende vin, nemlig denne Ventoux Rouge fra vinhuset Clos de Trias, som ligger tæt på byen Le Barroux ved foden af Mount Ventoux og drives af Even Bakke, som har norske rødder.

Even Bakke er dog født og opvokset i USA. Starten på hans karriere som vinmager startede i Californien, hvor han arbejdede i 14 år på vingårde i Napa og Sonoma Valley, Landmark Vineyards og Matanzas Creek.

Eftersom han havde mødt en fransk pige, datter af en vinbonde i Champagne, besluttede familien, der nu var på fem, at flytte til Frankrig og her gav de sig til at søge efter et vinbrug.

Efter et par års søgen fandt Evan Bakke i 2007, hvad han søgte, et domæne på 21 hektar ved Barroux. Den tidligere ejer havde produceret frugt, abrikoser og kirsebær og havde solgt druerne til det lokale kooperativ. Han overtog stedet før høsten i 2007, som således blev hans første årgang på Clos de Trias. Udover de 21 hektar lejer han yderligere 5 hektar.

Og starten var bestemt ikke en drøm på roser. For de første er Ventoux appellationen domineret af andelsselskaber og kooperativer, som sælger deres vine til 3€ pr. flaske. Derudover er den lokale administration et mareridt. De overtagne bygninger trænger konstant til reparation og gården udstyr til vinfremstilling er gammelt og umoderne … stik modsat hvad han plejede at arbejde med i Californien. Læg dertil et stramt budget.

Men alt dette opvejes af det smukke landskab ved foden af det skallede Mount Ventoux, vinmarker 350 meter over havets overflade og gamle vinstokke med Grenache, lidt Syrah, Cinsault, Carignan samt et klima med ekstremer, med snedækkede vintre, solrige provencalske somre og den kraftfulde Mistral. Og selve vingården ligger i nærheden af gamle bydel Le Barroux med dens middelalderlige slot.

Og Bakke har arbejdet dag for dag og trin for trin. Alle vinmarker er konverteret til økologisk med en stærk inspiration fra Rudolf Steiner, Pfeiffer og Fukuoka. Det betyder også, at de arbejder efter den biodynamiske kalender. Vinmarkerne er certificeret agriculture biologique fra 2012 med henblik på senere at gå videre til agriculture biodynamique.

Bakke laver 4 forskellige vine på Clos de Trias, en almindelig Ventoux Rouge, en tilsvarende i hvid på Grenache Blanc og Calirette samt de to topvine Pied Porcher og Vieilles Vignes. Sidstnævnte lagrer på fad i ikke mindre end hele 65 måneder.

Her har vi hans ”almindelige” Ventoux Rouge, som flere påstår nemt kan forveksles med en Chateauneuf-du-Pape i en blindsmagning. Den kaldes også hans “Red Label” og er hovedvinen i hans produktion, da den udgør 80-90% af den samlede produktion. Even Bakke mener også, at det er den vin, som bedst fortolker den lokale terrior.

Vinen er lavet på 80% Grenache Noir, 10% Syrah, 8% Carignan og 2% Cinsault. Der laves årligt 55.000 flasker af vinen.

Vinen laves på gammeldags manér, og der ingen gær, ingen enzymer, ingen SO2 og der sker ingen temperaturkontrol. Macerationstiden er forskellig fra tank til tank, men ofte et sted mellem 9 og 50 dage. Even Bakke smager fra gæringstankene mindst 5 gange dagligt for at beslutte,  hvornår vinen pumpes videre. 75% af vinen lagrer i henholdsvis betontanke og de resterende 25% i store 600 og 700 liters tønder.

Duftmæssigt en mørk, krydret næse … helt klart Rhône krydderier, solbær, blommer, brombær, sorte oliven og lakrids. Smagen er let pebret med solbær, sødme … godt med alkohol synes jeg dog, mens ellers rund og behagelig. Synes ikke helt, at jeg fanger en Chateauneuf-du-Pape, men bestemt en dejlig vin.

Hvem medbragte vinen: Steffen

Set hos Allerød Vinhandel, pris 129 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2012 Bernard Magrez, Château des Muraires Rosé, Provence, Frankrig

2012 Bernard Magrez, Château des Muraires Rosé, Provence, FrankrigNår den gode – og særdeles rige – Bernard Magrez vil drikke rosévin fra Côtes de Provence, så kan han vælge mellem vine fra hans 3 slotte i dette område, nemlig Douce vie, Château La Gueiranne eller Château des Muraires, og netop fra sidstnævnte kommer denne rosévin, som vi her smager i en årgang 2012.

Château des Muraires ligger i billedskønne omgivelser tæt på landsbyen Le Luc i Provence. Til vingården hører 9 hektar vinmarker, som er tilplantet med de klassiske sydfranske druer sorter Carignan, Grenache, Syrah og Cinsault samt de for området nyere druesorter Rolle og Ugni Blanc (Vermentino og Trebbiano Toscano).

Og den gode Bernard Magrez har jeg jo skrevet om en del gange her på bloggen … ja faktisk er han svær at undgå, da han er én af Bordeaux’s helt store vinkøbmænd, som ejer ikke mindre end 35 små og store vingårde, 21 af dem i Bordeaux … og altså også 3 i Côtes de Provence.

Magrez voksede op med en streng far, der smed ham ud hjemmefra, da han var fyldt tolv. Han blev uddannet som snedker i Pyrenæerne, og da han som ung mand i 1964 var tilbage i Paris, overtog han et lille importfirma for portvin fra en aldrende ejer. Firmaet hed egentlig Grelaud, men Magrez døbte det om til William Pitters for at gøre det mere interessant i USA. Inspirationen til navnet hentede han i en gammel film med Ester Williams – hende med badedragten.

Det var dengang det franske supermarked Carrefour åbnede uden for Paris, og Magrez så, at her lå der et fremtidigt salg. Hans firma voksede støt og blev efterhånden Frankrigs største grossist i vin og spiritus.

I 2005 solgte han William Pitters og likørfirmaet Marie Brizard, og de mange penge, som han tjente, investerer han i sine vinslotte. Endvidere er han siden 2001 blevet kendt som skuespilleren Gérard Depardieus legekammerat, når det gælder købet af vinslotte. Han markedsfører vinene fra Depardieus syv slotte.

Nå, men tilbage til denne rosé, som er lavet på druerne Carignan, Cinsault, Grenache Noir, Syrah og Ugni Blanc.

Duftmæssigt godt med sød frugt, jordbær og hindbær … mest jordbær og så også lidt flæsk eller noget i den retning. Smagen er meget straight-forward, meget nem og tilgængelig og uden den store syre eller rygrad. Det synes jeg også bliver vinens svaghed … den er let, sød, liflig … men uden meget karaktér og lidt en “damevin” … uden at fornærme nogle af dette køn … kunne aldrig drømme om. Men altså, lidt for meget saftevand efter min vurdering.

Købt hos Vinspecialisten, pris 150 kr.

Vinanmeldelse 3/7   

2009 Ampelos Cellars, Syrache, Californien, USA

2009 Ampelos Cellars, Syrache, Californien, USANæstsidste vin fra Ampelos Cellars, en Syrache sigma: the sum. Fede navne på vinene fra Ampolos … betydningen har jeg ingen idé om. Peter kalder selv denne vin for det bedste af 2 verdener, kage og is, Fred og Wilma, 4. juli og fyrværkeri … en dame i klip-klapper og stiletter.

Vinen er lavet på Syrah og Grenache, de to store druer fra Rhône. Halvdelen af druerne er fra egne marker, nemlig 41% Syrah og 9% Grenache, mens resten – helt præcis 31% Syrah og 19% Grenache – kommer fra nabo ejendommen Alisos vineyard. Så har den kvikke allerede regnet ud, at der er 72% Syrah og 28% Grenache i vinen.

Vinen har lagret 19-21 måneder på fad, 35% nye fade. Vi trækker 14,2% alkohol, og generelt er vinene fra Ampelos i den høje ende. Således lå de forskellige Pinot Noir også mellem 14,1% og 14,4% … ganske habile procenter til en vin på Pinot Noir, hvilket måske også forklarer lidt af det rustikke og kraftige udtryk.

Udover at producere egne vine … så har vingården i Lompoc også fået lidt stjernedrys fra Hollywood, idet skuespilleren Kurt Russell er begyndt at lave vine, og får lavet dem hos Peter. Kurt Russell er kendt fra film som Tequila Sunrise, Flammehav, Vildt begær, Stargate og westernfilmen Tombstone.

Han er jo gift med Goldie Hawn, hvis datter Kate Hudson også er en kendt stjerne i Hollywood. Hun skulle efter sigende også være ret dygtig til at smage vine, og har tit været med stedfaderen på Ampelos. Sjovt nok hedder én af Kurt Russells vine Rosé of Syrah … ligesom hos Ampelos, mens en Chardonnay vistnok skulle få navnet Goldie. Hmmm, så der sgu da lidt Se og Hør over bloggen.

Tilbage til denne Syrache, som duftmæssigt har tætsort solbær, blæk kombineret med et lille-bitte landligt og animalsk udtryk. Sort som natten kunne man næsten fristes til at sige, men det har vist noget med øl at gøre. Smagsmæssigt er vinen tæt, mørk, skarp og fugtig. Der er lidt peber, tonsvis af tannin, den er meget rank … god rygrad fra Grenache’en og der er stor frugtrigdom, som virkelig er helt fremme i munden. Flot vin … lidt anderledes end forventet, men bestemt en skøn vin.

Forhandles af Otto Suenson, pris 225 kr.

Vinanmeldelse 5/7