Tag-arkiv: Rhône

2009 A. Clape, Cornas Renaissance, Rhône, Frankrig

2009 A. Clape, Cornas Renaissance, Rhône, FrankrigDen anden Syrah vin i sæt 4 var bestemt ikke ringere … nærmere tværtimod, for det var nemlig en 2009 Cornas Renaissance fra én af de bedste producenter i det nordlige Rhône og det er selvfølgelig A. Clape.

Renaissance er en Cornas, blot på yngre stokke, selvfølgelig lavet på ren Syrah. Vinstokkene har en alder på 12-20 år, og vinen lagrer 22 måneder på store, gamle foudres.

Cornas Renaissance har jeg også smagt og skrevet om tidligere … således både i årgang 2006 og 2007 … og hver gang er jeg blevet imponeret, for Renaissance ligger ikke langt fra Clapes normale og dyrere Cornas … der i dag koster ret meget.

Duften er dyb, kølig, mørk, klassisk og imponerende med animalsk og landlig mødding, dyb kælder, hængt kød, flæsk, Beef Jerky, mejeri samt kærnemælk, blæk, røg, tobak, blomsterpollen, blåbær, hindbær og brombær, let mentol, svag peber, læderfedt og måske endda lidt kaffe.

Hvor smager det bare himmelsk … kølig, rank, klassisk og alligevel blød, rund, elegant og fortsat med denne kerne med tonsvis af frugt samt en bundløs dybde. Der er flæsk, dybmørke bær, blæk, kul, grafit og fortsat med tørre tanniner, der snerrer og viser tænder, men ikke mener det så alvorligt. Det er skarpt og præcis … så jeg bliver bare glad i låget … 97 point.

Forhandles i dag af Bichel Vine, hvor den kun sælges på allokation.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2020 Domaine Brunely, Vacqueyras Les Secrets de la Licorne, Rhône, Frankrig

2020 Domaine Brunely, Vacqueyras Les Secrets de la Licorne, Rhône, FrankrigDen anden vin fra Domaine Brunely blev meget passende en Vacqueyras Les Secrets de la Licorne, som er fra 2020 årgangen.

Som med den forrige vin, der har en hyldest til bedstefar Rémy Carichon, så har denne vin også en reference til en kendt person fra området, for navnet refererer nemlig til Lord Pellegrin de Brunellis, der selv kæmpede for paven i Avignon, da deres autoritet blev truet tilbage i middelalderen.

Paven belønnede ham med et våbenskjold med enhjørningen såvel som noget jord og ejendomme. Vacqueyras Les Secrets de la Licorne er Domaine Brunelys ikonvin og den er lavet på 60% Grenache og 40% Syrah, som kommer fra 50-80 år gamle vinstokke.

Druerne er håndsorteret, 100% afstilkede og der anvendes de allerbedste druer. De fermenteres ved lav temperatur i 20 til 30 dage med punchdown flere gange dagligt for at trække aromaer ud af skindet. Vinen lagres delvist på egetræsfade samt i betontanke i 12 til 18 måneder. Det filtreres inden aftapning.

Denne er som lillesøsteren godt krydret, men det hænger langt mere sammen med dybe og meget landlige noter. Der er blommer, sorte kirsebær, brombær, engelsk lakrids, lakridskonfekt, tjære, lidt garvet læder og samtidig en lille sødme, som også binder tingene godt sammen.

Men det er specielt i smagen, at vinen viser sig frem … er strikket rigtigt godt sammen med sødme, syre, bitterhed og tør frugt. Der er tranebær, blommer, noget citron og lemon … har nogle tørstoffer og alligevel virker frugten saftig. Der er runde tanniner, sødme, noget lakridsrod, fennikel samt kardemomme. 91 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 140 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7   

2021 Domaine Brunely, Cuvée Hommage Selections Parcellaires, Rhône, Frankrig

2021 Domaine Brunely, Cuvée Hommage Selections Parcellaires, Rhône, FrankrigVi skal med de næste par vine en tur til det sydlige Rhône, hvor vi i den lille by Sarrians finder det gamle vinhus Domaine Brunely og jeg starter ballet med en 2021 Cuvée Hommage Selections Parcellaires.

Domaine Brunely er oprindelig grundlagt i 1976, hvor Charles Carichon overtog forældrene Rémy og Mireille Carichons ejendom og med hjælp fra dem byggede sin vinkælder og også plantede de første vinstokke på de tilhørende marker … som i øvrigt senere blev klassificeret indenfor den berømte Vacqueyras appellation.

Charles havde forinden været i praktisk hos det lokale kooperativ i Beaumes-de-Venises og allerede der lavet planer for, hvordan hans eget vinhus skulle bygges. Vinhuset fik navnet Domaine Brunely med en henvisning til navnet på stedet … for vinhuset ligger på adressen Route de la Brunelly

Dette område var nemlig opkaldt efter den pavelige udsending Pellegrin de Brunellis, der i 1420 blev sendt til Rhône for at styrke pavedømmets indflydelse i området. Det må være lykkedes  … for han fik bl.a. nogle af kirkens jorder i Sarrians som belønning.

Siden etableringen i 1976 har Charles løbende udvidet driften fra oprindelig 30 hektar vinmarker til i dag 70 hektar. Der er bl.a. købt marker i andre prestigefyldte appellationer som Gigondas, Ventoux,  Châteauneuf-du-Pape, Cairanne og Côtes-du-Rhône.

Der er også sket en stor investering i kar og tanke af rustfri stål, således han i dag er i stand til at vinificere 2.500 hektoliter vin, hvilket svarer til mere end 333.000 flasker vin årligt.

I dag Charles’ søn Edouard Carichon allerede godt med i driften og langsomt ved at overtage tøjlerne. Han har bl.a.  studeret ledelse og derefter fået diplom i vinhandel på Montpellier Supagro-skolen, så han er godt rustet til livet som vinproducent.

Her smager vi så vinen Cuvée Hommage Selections Parcellaires, der er dedikeret til Rémy Carichon og vinen er lavet på et blend af 50% Grenache, 30% Syrah samt 20% Carignan. Vinstokkene brugt er her nøje udvalgt og er blandt domænets ældste Syrah- og Grenache-stokke med en alder på 50-75 år.

På stokke af denne alder er udbyttet ikke så højt, men smagen og dybden i vinen er tilsvarende potent. Vinen er til gengæld kun lavet  med gæring i ståltanke og ved den efterfølgende lagring er dette så kun sket i betontanke.

Duftmæssigt er vinen godt krydret … det er samtidig ikke helt superklassisk Rhône, for den har en lysere og lettere side, hvor der er mest masser af lyse kirsebær, moreller og ribs … dernæst en lille sødlig og lakridsagtig note … måske endda med en parfumeret side, hvor der samtidig kommer en smule kamfer,

I munden er det en mere tør og krydret vin … har en stramt bid med lemonagtig bitterhed møder tranebær, ribs og hindbær, men der er sgu rustikt med en pebret eftersmag, der har en efterbrænder, som varmer hele vejen ned. Det er ikke kompleks eller raffineret, men en rustik og stram vin, hvor der dog kommer en svag sødme midt i alle de sorte peberkorn i eftersmagen. 87 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 90 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7  

2021 Domaine la Bouïssiere, Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

2021 Domaine la Bouïssiere, Côtes du Rhône, Rhône, FrankrigNæste vin blev også en genudsendelse eller reprise, for jeg har smagt Côtes du Rhône fra Domaine la Bouïssiere flere gange før i bl.a. årgang 2018, 2019 og 2020 … men som Sebastians album Tiderne Skifter fra 1979 rigtigt siger, så kommer der altid en ny årgang, så her er det 2021’eren.

Som de tidligere årgange er vinen lavet på et mix af Grenache og Syrah fra de yngre vinstokke på Bouïssieres Beaumes de Venice marker og er høstet med håndkraft.

Derefter er vinen igennem en lang gæring … typisk med brug af en ret stor andel hele klaser. Efter endt fermentering er vinen lagret på store fade af ældre dato.

I næsen er det en mørk og let flæsket vin … der er tørret kød, blæk, grafit, jernbanesveller, grannåle, sorte oliven, tørv, røg, garriques og krydderier og virker rustik og gammeldags klassisk. Frugten er mest kirsebær, tranebær og brombær med sort te bitterhed.

Smagsmæssigt kommer herlighederne langt mere frem, for vinen er nærmest et fuld ladet elektricitetsværk med stærk, vinøs strøm, der er både mørk, tæt, kraftig og dyb, men samtidig med en lille sødme, der bløder alt op. Der er en mørk frugt af solbær, sorte kirsebær og alt med noget røget, noget peber samt mørkbitter chokolade, kakao og nogle tørre og markante tanniner, som svagt sætter sig solidt og demonstrativt i munden og bliver der i god tid. Sådan skal virkelig god Côtes du Rhône bare smage … 92 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 159 kr., mens prisen er 143 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2020 Domaine Guy Farge, Saint Joseph Terroir de Granit, Rhône, Frankrig

2020 Domaine Guy Farge, Saint Joseph Terroir de Granit, Rhône, FrankrigMed næste vin er vi i Nordrhône hos Domaine Guy Farge … eller rettere hos Domaine Farge, for i dag har sønnen Thomas overtaget driften af familieforetagendet fra sin far. Vinen er en 2020 Saint Joseph Terroir de Granit.

Vinhuset ligger i byen Saint Jean de Muzols 10-15 kilometer nord for Valence og har været vinbønder i 3 generationer … indtil 2006 alene som leverandør til det lokale kooperativ La Cave Coopérative de Tain l’Hermitage.

Men i 2006 besluttede Guy Farge sig, efter at have afsluttet sine studier i ønologi, for at vinificere egne vin og sælge dem i eget navn, og det blev til en serie på tre forskellige røde Saint-Joseph vine, én rød Cornas, en hvid Saint-Joseph samt en Vins de Pays d ‘Ardèche i rød, rosé og hvid.

Farge familien ejer i dag 20 hektar fordelt på 8 appellationer, som giver en årlig produktion 60.000 flasker vin. En del af vinmarkerne ligger på stejle terrasser, som må passes manuelt og med brug af heste, som hjælper Thomas med at vende jorden i rækkerne og dermed luge og lufte jorden.

Markerne ligger spredt fra den sydligste del af Saint-Joseph og endnu længere sydpå til Cornas og Saint-Peray … og de ældste vinstokke stammer endda helt tilbage fra 1904.

Thomas Farge – der er Guys ældste søn – overtog reelt driften fra faren i 2018 og lige siden er det ham, som har stået for driften og for produktionen … bl.a. af denne Saint Joseph Terroir de Granit.

Den er selvfølgelig lavet på 100% Syrah fra udvalgte granitholdige marker i den sydlige del af Saint Joseph. Mosten spontangærer med 100% inklusion af hele drueklaser, mens 30 dages skindkontakt giver et skånsomt udtræk af farve, smag og tannin.

Vinen modner efterfølgende 12 måneder på et mix af 5 år gamle 400 liters tonneaux egefade samt 3.000 liters foudres.

Sådan … sikke en duft. Vi snakker tjære, jernbanesveller, mælkede noter, yoghurt, hængt røget kød, en peberbøf, sort peber, bacon, sort tobak, sorte oliven og en frugt, der faktisk virker frisk med hindbær, brombær, ribs og enebær. Oveni er der samtidig tørre, knuste sten og hvor dufter det egentlig bare fremragende.

Smagen er også fremragende … har denne svulstige saftighed, men samtidig rank og elegant med koncentreret og alligevel frisk kerne, hvor der er lakrids, mørk chokolade, peber … tanninerne er så tørre, vilde og ubarmhjertige på den helt rigtige måde, hvilket blot viser en nordrhönsk renhed. Der er ribs, tranebær, hindbær og brombær, men derudover tør kakaopulver, tør jord, sten og et tørt bid. Hvor smager den bare imponerende. 94 point med pil op.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 279,95 kr., mens prisen er 179,95 kr, ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2022 Vignobles & Compagnie, Font du Mirail Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

2022 Vignobles & Compagnie, Font du Mirail Côtes du Rhône, Rhône, FrankrigNæste vin er – som vidt jeg kan se – fra kooperativet Vignobles & Compagnie ved Castillon du Gard. På bagerste etiket af Font du Mirail Côtes du Rhône 2022 står der, at den er fra Ferdinand Labarthe, som skulle være et brand for netop Vignobles & Compagnie.

Kooperativet et er grundlagt tilbage i 1963 som Gard Côtes du Rhône Vin aka CREPVIN og var først en samling af 12 små kooperativer, som slog pjalterne sammen med Paul Blisson som leder af foretagendet.

Han var i forvejen formand for kooperativet Cave de Saint Hilaire og havde arbejdet politisk og havde sammen med Baron Leroy bidraget til, at vinområdet Castillon du Gard blev klassificeret indenfor Côtes du Rhône regionen.

Efter sammenslutningen byggede det nye kooperativ et moderne vineri i sydamerikansk latino stil og tegnet af arkitekten Joseph Massota og inspireret af Oscar Niemeyer … den verdensberømte brasilianske arkitekt og en af de vigtigste pionerer i moderne arkitektur.

I 1969 foretog Merlaut familien med deres vinkoncern Taillan Group store investeringer i kooperativet og havde i de efterfølgende år stor ganske indflydelse på driften og i 1990 overtog Taillan Group også hele ejerskabet. Siden 1969 var den årlige produktion også steget fra 8 millioner flasker vin til 25 millioner flasker.

Groupe Taillan, som ledes af Jacques Merlaut, har vi tidligere stødt på her på Houlbergs Vinblog, idet Taillan bl.a. ejer en række større vinslotte i Bordeaux, herunder Ferrière, Gruaud-Larose, Chasse-Spleen, La Gurgue, Citran, Broustet, Camensac, Chasse Spleen, Gressier Grand Poujeaux og Haut-Bages-Liberal.

Derudover ejer de masser af andre vinhuse, men drives altså også Vignobles & Compagnie sammen med en række vinavlere, herunder altså også Villessèche familien, som har været med siden starten af kooperativet. Vignobles & Compagnie ledes i dag af Thomas Giubbi, som de seneste år er blevet assisteret af Nicolas Rager som landbrugsingeniør.

I dag er Vignobles & Compagnie  ikke så stor som tidligere, da årsproduktionen i dag ligger på 9 millioner flaske vin, som kommer fra omkring 260 hektar vinmarker hos de tilknyttede vinavlere.

Font du Mirail Côtes du Rhône er lavet på et blend af Grenache, Syrah og Mourvèdre, som er høstest ved optimal modenhed og så fragtet til vineriet, hvor de knuses nænsomt.

Druerne får lov til at ligge med skallerne i 3-4 uger for at sikre et perfekt udtræk af farve, aromaer og struktur. Til helt samme formål gøres der også brug af hyppige overpumpninger af mosten. Vinen er gæret og lagret på betontanke.

Duften er garrique, tørrede middelhavskrydderier, blyanter, grafit, tør engelsk lakrids, violer, læder, lidt lavendelvand og eukalyptus … virker meget tør med en frugt af sorte kirsebær, brombær og ribs.

I munden er der mere kraft, fylde og power med peber, mens en høj-oktan på 16% også giver lidt summende alkohol bagerst i munden og smågrove tanniner. Der er samtidig nogle sorte trøfler, en solmoden og varm frugt med blommer, søde kirsebær og lakridsen er nu mere sød i form af finsk lakrids, lakridspiber og slutter blød, fed, rund og næsten cremet. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 119,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 59,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2019 Xavier Vignon, Natura in Fine IGP Vaucluse, Rhône, Frankrig

2019 Xavier Vignon, Natura in Fine IGP Vaucluse, Rhône, FrankrigXavier Vignon er en vild mand … en vild vinmager, der laver sine vine efter eget hoved og gerne eksperimenterer. Nu smager jeg hans 2019 Natura in Fine IGP Vaucluse.

Det er en vin, der er lavet på 40% Grenache, 30% Merlot og 30% Syrah fra nogle økologisk dyrkede marker fra et terroir ved bjergskråningen La Combe i kalkstensformationen Dentelles de Montmirail og det er primært fra marker i Rhône Cru’en Beaumes de Venise mellem La Roc Alric og Le Barroux i Vaucluse.

Vinen er ikke bare økologisk, for Xavier Vignon har også lavet vinen helt naturligt uden tilsætning af sulfitter. Efter høsten er druerne så spontangæret med de naturlige gærceller i neutrale betontanke.

Efter endt fermentering har vinen lagret 8 måneder med 50% i ståltanke og 50% i betontank … og så er vinen bagefter flasket.

Dyb, fed, sort, lakridset og landlig duft … det er tjæreholdige jernbanesveller, koks, sød tobak og næsten tørret, kandiseret frugt, der er mørk, moden … mest brombærsyltetøj, der er beriget med lidt alkohol, godt med grønne urter som rosmarin, salvie, bløde og søde lakridsbåde … alt sammen modent med en fært af noget gammel mahognitræ.

I munden er det lidt samme historie … har denne modne, sort og intense smag, som er blød og blid med lidt alkohol, både frisk samt tørret frugt, blåbær og brombær med et skvis ribs tilsat. Smagen er fed og tyggevenlig, en stor historie og koncentreret kraft, en vinøs maggiterning af rå lakrids, sort frugt og fortsat med Rhône karakter, så dermed 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., men kan fås til 84,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2015 Vignobles & Compagnie, Les IX Papes Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2015 Vignobles & Compagnie, Les IX Papes Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigSkal vi ikke fortsætte med mer’ Châteauneuf-du-Pape? Jo fornemmer jeg, så det gør vi med denne Les IX Papes Châteauneuf-du-Pape, der kommer fra kooperativet Vignobles & Compagnie tæt ved Pont du Gard viadukten i det sydlige Rhône.

Reelt set er vinen dog ikke fra kooperativet, men kommer fra et restparti fra en anerkendt 100 points producent, som i dette tilfælde ikke ønsker deres navn frem og derfor nu udgives via Vignobles & Compagnie … en af de største vinkøbmænd i Châteauneuf.

Les IX Papes er fremstillet på et klassisk blend af 75% Grenache, 15% Syrah, 4% Mourvèdre, 3% Cinsault og 3% andre druer, som i topåret 2015 er høstet ved optimal modenhed.

Mens Grenache er lagret i store traditionelle foudres, så er alle de øvrige druesorter lagret på 228 liters burgundiske  egetræsfade og så har den massiv power med 16% højt oktantal.

Det er en rund, varm og kraftig Châteauneuf-du-Pape, hvor der kommer masser af sød finsk og tør engelsk lakrids, blommer, solbær, kirsebærsyltetøj og endda samlet lidt jammy i aromaerne. Aftrykket fra fadene er også tydelige med tobak, læder, kakao, violer, vanilje og chokolade samt let sødme … tung og mægtig.

I munden er der også smæk for skillingen, men selvom der er fylde, mørk frugt og virkede jammy i duftene, så er der masser af syre samt tørre og kraftige tanniner. Derudover er frugten frisk med brombær, knuste hindbær og lyse kirsebær, en lille svirp af alkohol, peber og et let bittert bid, pæn frugtrigdom og ganske potent. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 369,95 kr., mens du kan købe vinen til 299,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Domaine de la Graveirette, Châteauneuf-du-Pape Tempo, Rhône, Frankrig

2020 Domaine de la Graveirette, Châteauneuf-du-Pape Tempo, Rhône, FrankrigVi bliver i Rhône, for næste vin er denne 2020 Châteauneuf-du-Pape Tempo fra Domaine de la Graveirette, der drives af Julien Mus og ligger i Chemin de Causan mellem de to byer Bédarrides og Courthézon i Vaucluse.

Domaine de la Graveirette er vi sidst stødt på her på vinbloggen for et par måneder siden, hvor jeg smagte Julien Mus’ 2018 Côtes du Rhône og da skrev jeg også en del om vinhuset.

Denne Châteauneuf-du-Pape Tempo er lavet på 90% Grenache, 5% Cinsault og 5% Syrah, der kommer fra økologisk dyrkede vinmarker med vinstokke på 50 og 70 år i den sydøstlige del af Châteauneuf-du-Pape på kanten af det berømte Le Crau plateau.

Som en del af sin moderne tilgang vælger Julien Mus helt at undlade fadlagring i sin vinproduktion … også i sine Chateauneuf du Pape, der i stedet modner 30 måneder på ståltanke. Sådan er denne altså også lavet … med gæring i ståltanke og efterfølgende også lagret i store ståltanke.

Fra starten er der en stærk og dyb duft … det stærke er peber samt noget alkohol, mens frugten er tør, mørk og krydret, mest brombær, sorte kirsebær, blommer og knuste hindbær sammen med violer, en del tør engelsk lakrids og granitagtig mineralitet. Det er en utrolig rank og klar Châteauneuf-du-Pape, hvilket nok kan tilskrives, at lagringen er alene er sket i ståltanke.

I munden er vinen både cremet, stærk og frisk … og slår både peber samt alkohol igennem, hvilket så efterfølges af garrique, urter, tørret grape, lakrids, enebær, brombær, knuste hindbær og ribs, masser af bitterhed og tørre tanniner, som river lidt sammen med peberen og alkoholen, men det giver faktisk et rigtigt godt bid sammen med en lille sødme … tørt, frisk med en frisk og pågående syre. 91 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 250 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Clos du Mont-Olivet, Côtes du Rhône Vieilles Vignes, Rhône, Frankrig

2020 Clos du Mont-Olivet, Côtes du Rhône Vieilles Vignes, Rhône, FrankrigHvor er det egentlig lang tid siden, at jeg sidst har smagt en vin fra Clos du Mont-Olivet. Det råder jeg så bod på nu med en 2020 Côtes du Rhône Vieilles Vignes i glasset.

Vinhuset ligger på adressen Chemin du Bois de la Ville midt i Châteauneuf-du-Pape by og er grundlagt i 1932 af Séraphin Sabon og hans hustru Marie Jausset.

Det var Séraphins svigerfar Romain Jausset, der havde erhvervet nogle parceller, som nu gik i arv til hans svigersøn, men det blev Séraphins sønner Jean-Claude, Pierre og Bernard, der drev vingården videre under navnet Les Fils de Joseph Sabon.

I dag ledes Clos du Mont-Olivet af Jean-Claudes søn Thierry Sabon samt Pierres to børn David og Celine, mens Bernards datter Mylene Sabon også en kort periode var med i driften. Hun forlod dog Clos du Mont-Olivet i 2013, fik sin arveandel på 7 hektar marker og driver i dag sammen med sin mand Domaine les Serres des Mourres.

Det er Thierry Sabon, har ansvaret for vinfremstillingen på Clos du Mont-Olivet, mens David arbejder i markerne, men også bidrager til at promovere domænets vine på eksportmarkederne, mens Céline arbejder med salg og regnskaber.

Samlet har de 21 hektar vinmarker i Châteauneuf-du-Pape, 14 hektar i Lirac, 10 hektar under Côtes du Rhône og 3 hektar, hvorfra de laver IGP vine. Som det ofte er tilfældet i Châteauneuf-du-Pape, er vinmarkerne  vidt spredte over ikke mindre end 15 lieux-dits i appellationen.

Det er markerne Montalivet, La Crau, Les Blachières, Coste Froide, Bois Seneseau, Palestor, Bois Dauphin , Pied de Baud, Les Marines Les Bousquets, Les Parrans, Le Bois dela Ville, Cansaud, Les Gallimardes og Les Serres.

Denne Côtes du Rhône Vieilles Vignes 2020 er lavet på 80% Grenache, 10% Carignan og 10% Syrah, der kommer fra vinmarker nord for Bollène på grænsen mellem Vaucluse og Drôme fra op til 70 år gamle vinstokke fra forskellige parceller på Montueil og La Levade, hvor jordbunden mest består af ler og grus.

Alle druer høstes ved håndkraft. I vineriet afstilkes 60% af druerne inden vinificeringen. Clos du Mont-Olivet sværger til den klassiske form for vindyrkning, hvorfor man blandt andet i processen er meget opmærksom på at undgå maksimal ekstraktion.

I stedet prioriteres friskhed og elegance frem for ubalanceret power. Efter vinificeringen lagres vinen på en blanding af gamle foudres og ståltanke.

Duftmæssigt er det garrique, urtebuske, violer, mynte og lavendel, en rank og blå aroma med blåbær, hindbær og ribs, lakridsrod, grene, har en rustik og brovten syre, masser af liv og spark.

I munden folder vinen så mere ud … god frisk bund med en frugt af brombær, hindbær, peber, godt med sort te bitterhed, lemon … bider og er virkelig tør, ren, spændstig og levende. 88 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 155 kr., mens prisen er 139,50 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7