Tag-arkiv: riesling

Riesling er en tysk, hvid og lys druesort, der – i mine øjne – er druernes dronning. Det er én af verdens fineste druesorter, som står bag nogle af de bedste hvidvine, som nogensinde er produceret.

Riesling findes i dag over hele verdenen, men har sin højborg omkring de to tyske floder Mosel og Rhinen … og specielt i Mosel og Rheingau på de stejle skiferskråninger laves nogle af de allerbedste vine på Riesling … sprøde, forfriskende vine med udtalt syre.

Derudover er Riesling også hoveddruen i Alsace og spiller i det hele taget hovedrollen mange steder. Det er en alsidig druesort og én af de få, der giver fremragende resultater både som tør og sød vin.

Riesling er og den hvidvinsdrue, der bedst egner sig til lagring. Der er eksempler på over 100 år gamle vine på Riesling, som stadig kunne drikkes og tilmed var en nydelse. Riesling får ofte – specielt med lidt alder – den herligste duft af petroleum, hvilket nogle vinhuse foragter og andre forsøger at forstærke.

2018 Weingut Bernhard Koch, Riesling Granit, Pfalz, Tyskland

2018 Weingut Bernhard Koch, Riesling Granit, Pfalz, TysklandVores blindsmagning ved byggemødet skulle vise sig at indeholde flere vine fra Weingut Bernhard Koch og den første var denne Riesling Granit med druer fra marken Weyherer Michelsberg.

Den gode Bernhard Koch har vi jo mødt her på vinbloggen nogle gange tidligere. Vinhuset ligger meget passede på Weinstraße 1 i byen Hainfeld og menes at være grundlagt allerede helt tilbage i 1610 … i hvert fald kan familiens våbenskjold spores tilbage dertil. I dag er det Bernhard Koch, som driver vingården sammen med sin hustru Christine, som står for salg og markedsføring.

Bernhard Koch blev nærmest tvunget ind i familievirksomheden, men er langsomt blevet en dygtig vinmager, bl.a. på grund af sine rejser til andre vinområder. I 1982 besøgte han fx Champagne og har lige siden været lidenskabelig omkring  mousserende vine, som Bernhard også producerer på vingården.’

Bernhard og Christines to sønner deltager i dag også mere og mere i driften. Alexander afsluttede således i 2018 sin vinuddannelse på Geisenheim i Rheingay og har haft lærepladser hos både Weungut Knipser i Laumersheim i Pfalz og Dr. Heger i Baden. Hans mindre bror Konstantin er meget interesseret i markedsføringssiden af ​​vinbranchen og er ved at afslutte sine studier i vin og forretningsadministration i Heilbronn.

I 2019 blev Alexander Koch kåret som årets unge vinmager under 35 i Pfalz, hvilket er en kæmpe præstation. Han vandt i øvrigt også prisen for de bedste vine på Spätburgunder i regionen.

Vingården har samlet 50 hektar vinmarker … og det er Bernhard Koch, som løbende har udvidet med køb af flere marker, siden han overtog driften for over 25 år siden. Dengang var gården alene på mere beskedne 5 hektar. De bedste marker er i dag Hainfelder Letten og Kirchenstück.

Samlet ligger produktionen på omkring 450.000 flasker vin fordelt på en lang række vine, bl.a. altså denne Riesling Granit, hvor druerne  kommer fra marken Weyherer Michelsberg, der nærmest strækker sig nærmest i Modenbach dalen mellem Weyher i nord og så ned til Hainfeld. Marken har en undergrund med masser af granitskifer, hvilket er med til at give vinene stor karakter med mineraler.

Duften er monsterherlig … masser af petroleum, benzin og olievædet tvist i autoværkstedet. Det er en total moden og lækker aroma, vild, sindssyg med sagte noter af grøn/gule æbler, mandarin, ganske svag grape og så salte mineraler.

I munden er vinen slet ikke så moden, men pænt skarp, stenet med flint, citron, umodne grønne æbler, lemon, lys stenfrugt, lidt grape, meget ren, meget frisk og langt mere ung end duften afslørede. Det er en syrerig, skarp, frisk, krisp vin med nogle kanter, der endnu ikke af slebet helt runde, men samlet en fantastisk Riesling.

Vinene fra Bernhard Koch forhandles af Vinvärket, men denne er ikke i deres sortiment, så prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Weingut Birgit Eichinger, Riesling Ried Zöbinger Heiligenstein Erste Lage, Kamptal, Østrig

2018 Weingut Birgit Eichinger, Riesling Ried Zöbinger Heiligenstein Erste Lage, Kamptal, ØstrigVi slutter den lille spontane 6 flaskers smagning af vinene fra Weingut Birgit Eichinger på toppen … nemlig med Riesling Ried Zöbinger Heiligenstein Erste Lage, hvor druerne jo netop kommer fra toppen af hendes topmark.

Druerne til vinen kommer selvfølgelig fra Eichingers Zöbinger Heiligenstein mark, der ligger lige nabo til Zöbinger Gaisberg lidt længere mod nord og Zöbing. Det er en klassisk Riesling mark med rødlig forvitret sandsten og basaltisk, vulkansk undergrund.

Her kan du nedenunder se Erste Lage marken Zöbinger Heiligenstein anlagt i terrasser.

Druerne er høstet i starten af oktober med et  udbytte på 35 hektoliter pr. hektar samt en modenhed på 19,5° KMW, hvilket så svarer til omkring 94,7 Öchsle, altså det niveau, hvor man næsten er oppe at snuse til Auslese niveauet i Tyskland. Vinen har 5,6 gram restsukker pr. liter og dermed højeste niveau af de smagte vine.

Efter sortering og presning, har mosten lagt med drueskallerne i 15 timer. Skallerne blev fjernet og mosten klarerede i 20 timer. Vinen er alene fremstillet på rustfrie ståltanke med en 5 ugers kølig gæring samt 9 måneders lagring sur lie inden aftapning på flaske i  juli måned.

Vinen minder på mange måder om den foregående … subtil, sart og delikat aroma med fersken, pærer, lime – knap som blomstret – men den har samme lidt olieagtige eller terpentinske note, som lige gør tingene ganske interessante. Der er også citrus, måske endda lidt mandarin, svag karamel, meget zen, fin og elegant.

Smagsmæssigt har Heiligenstein klart mere krop, dybde og tætbundet intensitet. Som med søstervinen godt med citron i den styrende syre, fin mineralitet og ellers  grønne æbler, fersken, lidt småsøde krydderier og så en smule bitter grape i eftersmagen, men den er klart mere larmende, storsnudet og ekspressiv end Gaisberg. Den er mere fyldig, mineralsk og absolut et flot glas Riesling.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske 299,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 269 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Weingut Birgit Eichinger, Riesling Ried Zöbinger Gaisberg Erste Lage, Kamptal, Østrig

2018 Weingut Birgit Eichinger, Riesling Ried Zöbinger Gaisberg Erste Lage, Kamptal, ØstrigDe sidste 2 Riesling vine, som Houlberg smager fra Weingut Birgit Eichinger, er begge Erste Lage vine. Den første er denne 2018 Riesling Ried Zöbinger Gaisberg Erste Lage.

Druerne til vinen kommer jo selvfølgelig fra Zöbinger Gaisberg marken og endda helt præcis fra den øverste del af marken, hvor der er en undergrund med masser af skifer. Den del vender mere over mod Zöbing, så derfor hedder marken lige dér ikke Strasser Gaisberg, men altså Zöbinger Gaisberg.

Herunder kan du se marken med Riesling og anlagt i terrasser.

Druerne er høstet i starten af oktober med et  udbytte på 40 hektoliter pr. hektar samt en modenhed på 19° KMW, hvilket så svarer til omkring 92,3 Öchsle, altså det niveau, som i Tyskland vil svare til Kabinett, men vinen har alene 4,7 gram restsukker pr. liter, så den er lavet som en tør hvidvin … men er dog den vin af de smagte vine fra Birgit Eichinger med mest restsukker.

Vinen er alene fremstillet på rustfrie ståltanke, hvor den også er lagret 9 måneder inden aftapning på flaske i  juli måned.

I næsen har vinen et lidt køligt, rent og stålsat udtryk. Der er intet petroleum, men lime, fersken og så tonsvis af blomster og fremstår endda lettere parfumeret. Der dukker dog også lidt olieagtige noter op … sådan lidt symaskineolie, linolie eller en klud med et lille svagt terpentinsk element. Der fornemmes nu også langt mere bund end foregående Riesling Strass, mer’ kompleksitet, finesse og elegance.

I munden spiller de forskellige elementer nu også meget bedre sammen med en delikat og lidt sart syre. Der er fortsat godt med citron i syren, mineralitet og samtidig virker vinen saftig og måske endda svagt læskende. Der er grønne æbler, fersken, lidt småsøde krydderier og så en smule bitter grape i eftersmagen, som bare hænger pænt længe i munden.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske 299,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 269 kr.

Vinanmeldelse 5/7   

2019 Weingut Birgit Eichinger, Riesling Strass, Kamptal, Østrig

2019 Weingut Birgit Eichinger, Riesling Strass, Kamptal, ØstrigMed de 3 Riesling vine fra Weingut Birgit Eichinger starter vi igen nedefra med hendes basisvin, som er denne 2019 Riesling Strass, hvor druerne selvfølgelig kommer fra forskellige marker.

Den er lavet fuldstændig som den anden basisvin på Grüner Veltliner og høstet med et udbytte på 60 hektoliter pr. hektar og en modenhed, som er på 18,5° KMW svarende til omkring 89 Öchsle, altså det niveau, som i Tyskland vil svare til Kabinett, men denne Riesling Strass indeholder alligevel alene 2,3 gram restsukker pr. liter, så den er selvfølgelig også lavet som en tør hvidvin.

Den er fremstillet alene på rustfrie ståltanke, hvor druerne efter høst presses forsigtigt, hvorefter mosten har lagt til ro i 15 timer. Herefter sker gæring og kort modning i ståltanke.

Det starter en smule forsigtigt, men på en eller anden måde, så fornemmes der hurtigt derefter en smule mere dybde en hos Birgits Grüner Veltliner vine. Denne har dog en smule babyfedt, som den i næsen har svært ved at slippe, sådan lidt astronaut-is-agtigt med en smule for megen sødme, men så på den anden side en ren, frisk og direkte frugt med grønne æbler, citroner samt en nærmest stenet mineralitet, som alligevel ender med at give vinen rankhed.

Smagen er imidlertid lidt til den brovtne side … masser af skarp citronsyre, bitter lemon og svagt grape. Det er en meget frugtrig og dominerende syre, som gær vinen afsindig frisk, hvor den så bare drøner afsted med 100 i timen. Den tager hjørnerne lidt skarpt skarpt og vakkelvornt, men kommer bestemt i mål.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske 129,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 115 kr

Vinanmeldelse 4/7

2019 Weingut Peter Burens, Auf Schonfels Riesling Filtriert Trocken, Mosel, Tyskland

2019 Weingut Peter Burens, Auf Schonfels Riesling Filtriert Trocken, Mosel, TysklandWeingut Peter Burens er ikke bare en vingut … men en rigtig SaarWeinGut og står bag denne 2019 Auf Schonfels Riesling Filtriert Trocken.

Weingut Peter Burens er et noget nyere vinhus, der ligger på adressen Graf-Siegfried-Straße midt i byen Saarburg ved et af Saar flodens sving omkring 10 kilometer syd for det sted, hvor Saar netop løber sammen med Mosel floden.

Vinhuset er grundlagt i 2015 af Peter Burens, som forinden havde stået i lære hos en række prominente vinhuse, bl.a. de nærliggende Saar vinhuse Schloss Saarstein i Serrig og Peter Lauer i Ayl,  Hans Wirsching i Iphofen samt et traineeår i Oregon hos J. Christopher Wines arrangeret af Ernst Loosen.

Peter har således lært håndværket fra bunden og efterfølgende suppleret de vinøse færdigheder med en økonom uddannelse, mens hans bedre halvdel Eva Burens, der har været med siden 2016, også selv er uddannet vinmager og bachelor i getränketechnologie fra skolen i Geisenheim. Hun har bl.a. også arbejdet for Robert Weil i  Kiedrich, Rheingau.

Peter Burens kalder sig selv en garageproducent … men vinene produceres da også i Peters oldefars gamle hus i Saarburg, mens winzerparret også alene har 0,7 hektar vinmarker, som ligger på Große Lage marken Schonfels … fordelt på 2 småparceller, nemlig Saarburger Auf Schonfels og Ayler Schonfels, begge med 40 år gamle Riesling vinstokke på stejle skråninger.

Peter får fortsatte støtte af Florian Lauer fra Weingut Peter Lauer … ja han er faktisk blevet en slags mentor for Peter. Hans stil er ikke typisk Mosel, for det er slanke og aromatiske vine med høj syre, nerve og mineralitet.

Denne Auf Schonfels Riesling Filtriert Trocken er jo netop lavet med druer fra Saarburger Auf Schonfels parcellen med jordbund af skifer og kalk. Druerne er således Alte Reben, høstet manuelt ved omkring 82 Oechsle og derefter spontangæret alene med druernes naturlige gærceller. Der er dog 8 gram restsukker pr. liter i vinen, men det kan ingenlunde smages, for det er en rigtig syrebasse.

WAUW … det er ikke bare typisk Mosel Riesling, for i næsen er Auf Schonfels Riesling Filtriert Trocken en langt mere biosvedig, urtet og grøn næse med nogle småsyrlige æbler, stikkelsbær, bitter citronskal og umiddelbart uden den sædvanlige Mosel sødme. I stedet kommer der også lidt grønsagsfond, lidt stenede minaler og lidt mere skjult en smule sødme. Det stikker, prikker og pirrer vinen virkelig i næsen på en provokerende måde og jeg ved ikke helt, hvilket ben jeg skal stå på. Men for fanden … det er interessant.

Smagsmæssigt fortsætter vinen i samme bold … masser af syre, citronsur og morgengnaven, men på herligste vis. Det er umodne grønne æbler, en hel skål med citroner og når der på etiketten står trocken, så mener man det for alvor her. Mit syrebarometer er dog indstillet og jeg læsker det i mig. Det er ikke elegant … slet ikke, men det behøver den heller ikke at være på nogen måder, for her får du noget helt andet end Mosel på flaske. Der er skarpt, syrerigt og lidt til den vilde side. Der er gæret syrlig frugt, klart mineralsk aftryk, grape, grønne stikkelsbær, så dette er vinen, som burde indlede enhver fest, for du kommer op på dupperne … en lille vinøs vitaminindsprøjtning.

Forhandles af de to friske gutter Mads og Martin hos Vinifikant, hvor en flaske af denne vin koster 135 kr., hvilket er et vildt godt fund til alle syrebasseelskere.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Weingut Wagner Stempel, Riesling, Rheinhessen, Tyskland

2019 Weingut Wagner Stempel, Riesling, Rheinhessen, TysklandMan får ofte sindssyge gode vine for pengene i det store Rheinhessen og næste vin er netop derfra. For i den idylliske by Sieferheim finder vi Weingut Wagner Stempel, hvorfra vi nu smager hans 2019 Gutsriesling.

Weingut Wagner Stempel drives af Daniel Wagner, som er 8. generation på stedet. Daniel Wagner overtog gården efter sin far i 1993 og driver i dag omkring 25 hektar vinmarker og han har siden sin overtagelse udviklet vingården til i dag at være blandt nogle af de anerkendte producenter i Rheinhessen.

De bedste marker er klart de 3 Grosse Lage marker Neu-Bamberger Heerkretz, Scharlachberg i Bingen samt Sieferheimer Höllberg.

Filosofien er, at alle vine fra huset skal være stærkt terroir prægede og med mindst muligt brug af giftstoffer, hvorfor huset er ved at konvertere til økologisk vinbrug.

Daniel Wagner laver primært masser af Riesling, men han laver også forrygende Silvaner, tør og storslået Grauburgunder samt læskende, ren og tør Weissburgunder.

Wagner Stempel er en fornem repræsentant for den nye generation af fremadstormende vinbønder i Tyskland og han blev således også i 2009 kåret til Aufsteiger des Jahres i den tyske Gault Millau, hvor han samtidig også er blevet tildelt sin fjerde drueklase.

Allerede i 2007 var den førende tyske vinguide Eichelmann ude med samme prædikat Aufsteiger des Jahres. Apropos prædikater, så er Wagner Stempel naturligvis medlem af VDP … Verband Deutcher Prädikat und Qualitätsweingüter.

Denne almindelige entrylevel Gutsriesling fra Wagner er lavet med druer fra husets marker omkring Sieferheim. Vinen er lavet på både rustfrie ståltanke og 1.200 liter Stückfass fade af tysk eg. Vinen har 5,1 gram restsukker pr. liter.

I næsen er det ret fint … let med fersken, umodne grønne æbler, citrus samt en mojito med mynte og måske endda lidt basilikum. Vinen virker også både blid og med super balance. Der fornemmes også nogle salte mineraler.

Smagsmæssigt en stram, citrusdrevet syre … virkelig citronsyrealvor for alle pengene, total tør og frisk med pænt mineralsk bid. Til at supplere den megen syre og småsure citroner er der også lidt grønne elementer … vildt opkvikkende og frisk vin.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 130 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2019 Weingut Karl Erbes, Ürziger Würzgarten Riesling Trocken, Mosel, Tyskland

2019 Weingut Karl Erbes, Ürziger Würzgarten Riesling Trocken, Mosel, TysklandDet er kun 5 måneder siden, at jeg drak Ürziger Würzgarten Riesling fra Weingut Karl Erbes. Det gør jeg nu igen … blot med en lille forskel, for sidst var det i en Feinherb udgave, men nu er det i en tør Trocken udgave og endda i en stor 1 liter flaske. What’s not to like?

Det er en tør vin, men som altid i Mosel med en lille smule sødme, her vistnok 7,4 gram restsukker pr. liter, men det er selvfølgelig også langt under den halvsøde halvsøster Ürziger Würzgarten Riesling Feinherb, som har 20 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt minder vinen nok en smule om den sødere variant, for det er igen tropisk frugt, fersken, melon, ananas, lemon og sjovt nok også samme noter af lidt råolie, babyfedt på dellerne og nogle salte mineraler. Der fornemmes også sødme, men selvfølgelig slet ikke i samme niveau som Erbes’ Feinherb.

Smagen er klart mere ren, men fortsat med en krydret fylde og selvfølgelig uden samme sødme. Der er pærer, modne gule æbler, lemon, grillede citroner og salte mineraler. Det er bare en rigtig god, venlig og habil Riesling … og så en hel liter af herlighederne.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 139 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Weingut Markus Molitor, Haus Klosterberg Riesling, Mosel, Tyskland

2018 Weingut Markus Molitor, Haus Klosterberg Riesling, Mosel, TysklandSidst jeg drak Riesling fra Weingut Markus Molitor var hos Gert E. Nu har jeg atter fået Riesling hos min vinbuddy og det var så denne 2018 Haus Klosterberg Riesling.

Marlkus Molitor har jeg vist skrevet om mange gange her på bloggen, men Haus Klosterberg Riesling har jeg – tro det eller ej – ikke smagt før. Retfærdigvis har jeg dog smagt den i en halvtør udgave, men her er den altså i tørreste udgave med lige under 10 gram restsukker per liter … og altså ikke helt så tør endda.

Druerne kommer fra Markus Molitors marker langs med floden … alle meget stejle med op til 50 år gamle vinstokke. Druerne høstes i hånden og gæringen foregår naturligt, kun med druernes egen gær. Efter gæringen på store egetræsfade, ligger vinen i en periode på ståltanke med bundfaldet, for at få yderligere kompleksitet.

Hvor dufter det dog godt, lidt nødder sammen med lys tropisk frugt, fersken, æbler, citronsyre, sten, mineraler og en skøn inderlighed og masser af dybde. I munden er der klart Mosel sødme, men smagen er fin, elegant med blid syre, mineraler, saftighed og imponerende balance. Det er vildt højt niveau for sådan en basisvin.

Forhandles af Otto Suenson, hvor en flaske koster 129 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2014 Maison Pierre Sparr Successeurs, Riesling le Clos Sainte-Odile, Alsace, Frankrig

2014 Maison Pierre Sparr Successeurs, Riesling le Clos Sainte Odile, Alsace, FrankrigTil en skøn fiskeret forleden fik vinbloggeren serveret en 2014 Riesling le Clos Sainte-Odile fra vinhuset Maison Pierre Sparr Successeurs i Beblenheim i det dejlige Alsace.

Vinhuset er grundlagt i starten af 1700-tallet af Jean Sparr og drives i dag af 8. generation ved René og Charles Sparr, men den 9. generation er allerede ved at overtage roret.

Siden etableringen har Sparr familien også grundlagt Maison Charles Sparr i Sigolsheim samt Domaine Amélie & Charles Sparr i Wettolsheim, så Sparr familien har sat sit aftryk i Alsace.

Maison Pierre Sparr Successeurs har selv 15 hektar vinmarker, hvor deres bedste mark uden tvivl er Clos Sainte-Odile ved landsbyen Obernai. Men derudover får vinhuset også druer fra 130 hektar vinmarker tilhørende en række udvalgte, rutinerede vinavlere i området.

Vinproduktionen har Sparr familien lagt i hænderne på den kvindelige vinmager Alexandra Boudrot, der selv kommer fra Bourgogne og havde 12 års erfaring inden hun overtog ansvaret på Maison Pierre Sparr Successeurs.

Dette er netop husets Riesling fra deres topmark … Riesling le Clos Sainte-Odile, som de har en 2,5 hektar parcel på. Druerne er høstet med et udbytte på 65 hektoliter pr. hektar og vinen lavet meget traditionelt med gæring ved kontrolleret temperaturer og efterfølgende lagring sur lie.

Allerede inden første sip strømmer der en lykkelig aroma op med olie og petroleum, inderlig og indbydende, virker nærmest olieret og byder ellers på citrus, lidt nødder og salte mineraler. Duftmæssigt er den ikke slank, men har noget fylde, kraft og svag sødme.

Sådan smager den også … fyldig, olieret og ganske lækker Riesling med citroner, grape og lemon. Der er fennikel, grønne æbler, frisk, fint balanceret … og til fisken leverede den varen.

Ingen forhandler herhjemme. På vingården koster den 11,35€ … hvilket svarer til 85 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Weingut Juliusspital, Würzburger Abtsleite Riesling Trocken, Franken, Tyskland

2017 Weingut Juliusspital, Würzburger Abtsleite Riesling Trocken, Franken, TysklandFra VDP Erste Lage marken Würzburger Abtsleite lige ved Randersacker smager vi nu Weingut Juliusspitals 2017 tørre Riesling fra en klassisk, historisk, sød og rund bocksbeutel flaske.

Jeg har tidligere skrevet om den over 435 år gamle institution Stiftung Juliusspital Würzburg midt i Würzburg, nemlig da jeg i sommeren 2015 og bla. smagte en 2013 Würzburger Müller-Thurgau Trocken.  I det blogindlæg kan du også læse mere om det historiske, vigtige og store vinhus, der årligt over omkring 1 millioner flasker vin.

Her koncentrerer vi os om at kigge nærmere på denne Würzburger Abtsleite Riesling Trocken Erste Lage vin, hvor druerne som nævnt kommer fra marken Würzburger Abtsleite ved Randersacker … og det er en sydvest til sydøst mark med en hældning på op til 45%, hvor jorden består af muschelkalk, altså skalkalkstenjord.

Den er lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller i store egefade … helt traditionelt og vinen er også lagret flere måneder sur lie i egefadene inden endelig aftapning.

Duftmæssigt er det frugt med æbler, lidt melon måske også og så sniger der sig en lidt olie og svag petroleum ind, så dermed sporer jeg må omgående ind på lidt Riesling. Det er en duft, som er sådan meget ligeud med grønne æbler, lidt nødder og med luft i glasset, så åbner aromaerne endnu mere op.

I munden er vinen grøn og frisk med grønne umodne æbler, masser af syre, citroner, grape, lemon og meget stram, præcis og konsekvent eksekveret. Det er klart tysk og flasken hjælper selvfølgelig også den del af gættekonkurrencen, for en bockbeutel er nærmest synonym med Franken. Dette er en rigtig god en af slagsen.

Forhandles normalt herhjemme af HJ Hansen / Vinspecialisten, men denne er ikke i sortimentet, men er købt hos vinhuset, hvor prisen er 13,50€ … svarende til 100 kr.

Vinanmeldelse 5/7