Monsieur Brix har på et tidligere byggemøde serveret vinen Aalto, men den overgik Flemming med storesøsteren, Aaltos PS … og denne målen p.. kunne vi så bare nyde godt af. Det er selvfølgelig topvinen hos Bodegas Aaltos eller Aalto Bodegas y Viñedos, som det rettelig hedder lokalt.
Vinhuset ligger ved den lille by Quintanilla de Arriba i Valladolid i Ribera del Duero tæt på andre store vinhuse som Vega Sicilia, Finca Villacreces og lige op af floden Duero. Vinhuset er grundlagt i 1998, da den tidligere direktør for Ribera del Dueros eksportråd Javier Zaccagnini fik en ide om at skabe en af verdens største vine baseret på Ribera del Dueros unikke mikroklima.
Som partner allierede han sig med Mariano Garcia, der anerkendes som Spaniens absolut dygtigste vinmager. Fra 1968 til 2000 var han nemlig chef på den legendariske vingård Vega Sicilia sideløbende med arbejdet på Garcia-familiens egen vingård Bodegas Mauro.
Navnet Aalto udtrykker ganske enkelt essensen af de to grundlæggeres ønske om at skabe en af verdens største vine. Alto betyder høj på spansk. Aalto skal udtrykke noget endnu højere. I dag har Bodegas Aalto opnået kultstatus blandt vininteresserede.
Dette skyldes naturligvis Aaltos uforlignelige kvalitet, understøttet af internationale anmeldelser og udmærkelser. ”We wanted to unleash the full potential of Ribera del Duero”, som Javier sagde. Resultatet var der allerede i Bodegas Aaltos anden årgang, hvor de lavede Spaniens højst ratede vin nogensinde på daværende tidspunkt.
En af de ubetinget vigtigste forudsætninger for at lave stor vin er, at vinmarkerne skal være optimalt placeret, perfekt kultiveret, beplantet med de rigtige klontyper ligesom vinstokkene skal have en betydelig alder for, at de kan tilføre vinen den rette kompleksitet. Her kommer den samlede erfaring fra Javier Zaccagnini og Mariano Garcia ind i billedet som en afgørende faktor i jagten på den perfekte vin.
Bodegas Aalto har mere end 32 hektar vinmarker fordelt på seks områder, hvoraf tre ligger i Ribera del Duero, to i Valladolid og den sidste i Burgos. Ikke alle er i produktion endnu, nogle er først netop tilplantet og vil ikke indgå i bodegaens produktion før om 10-15 år. Her er der igen et interessant perspektiv for Bodegas Aalto. Det er først, når man begynder at dyrke vin fra disse vinmarker, at Mariano Garcia forventer, at verden vil se vine, de aldrig har set før fra dette område.
Bodegas Aalto er ganske enkelt “state of the art”. En af årsagerne skal findes i vinproduktionen. Vineriet på Bodegas Aalto er færdigbygget efter Mariano Garcias nøje specifikation og er tegnet af samme arkitekt, som lavede Alvaro Palacios vineri i Priorat. Vineriet er et af verdens mest avancerede byggerier af sin slags og er primært bygget under jorden efter “gravity fed” princippet. Det vil sige, at vinen udelukkende flyttes rundt ved hjælp af tyngdekraften. I vineriet, som rækker fem etager ned, er der året rundt en konstant temperatur.
På Bodegas Aalto laves der to vine, som fremstilles på Tempranillo-druen. Den første er vinen Aalto og så denne storesøster PS – forkortelse for Pagos Seleccionados, som betyder udvalgte marker. Og det er 80-100 år gamle vinstokke fra husets vinmarker omkring de tre byer La Horra, La Aguilera og Fresnillo. Vinen har lagret 20 måneder på nye franske egetræsfade.
I næsen en fyldig vin, godt pakket med sødme, blommer, svedsker … egentlig meget frisk i frugten og byder derudover på toast, kaffe, mørk chokolade, mint, vanilje, blæk … rustik, men har også som lillesøsteren søde krydderier. I munden er de frisk og mørk frugt … næsten for overgjort, men det holder sgu alligevel. Kødfuld og alligevel tydelige tanniner og en vis syre. Det er sorte bær, blommer, eg, blæk og stor tørhed.
Er den bedre end lillesøsteren? Hmmm, svært at bedømme her 2½ år siden, at jeg smagte den. Ender på samme karakter … 6 store Thumbs Up, men det er sgu også ganske dyre dråber.
Købt hos SuperVin, hvor prisen er 669 kr. ved køb af 1 stk. og 569 kr. ved køb af 6 stk
Rating 6/7