Tag-arkiv: pinot noir

Pinot Noir er – hvis I spørger mig – druernes konge, den ubestridt røde drue, som giver nogle af verdenens mest elegante rødvine over hele verdenen, men nok mest er kendt for dens rolle i Bourgogne, hvor den står bag nogle af de dyreste vine, som findes.

Pinot Noir er virkelig en af de store, klassiske rødvinsdruer og en darling blandt vinkendere. Den kan under de rigtige forhold og i de rigtige hænder give enormt charmerende vine med en forbløffende smagsrigdom. Druen kan afspejle terroir som ingen anden rødvinsdrue.

Druen kendes i Tyskland som Spätburgunder, men findes derudover i det nordlige Italien, i Østrig … og oversøisk performer druen også ret godt i Chile, Sydafrika, Australien, New Zealand og USA, hvor bl.a.  Californien og Oregon er de bedste områder.

Derudover er Pinot Noir også én af de 3 tilladte druer i Champagne, hvor den dækker 38% af de samlede vinmarker. Det er med andre ord en drue, som er utroligt udbredt, selvom den er tyndskindet og kan være både svær at dyrke og svær at vinificere.

Vine på Pinot Noir – specielt de europæiske – er ret lys i farven, men først og fremmest elegante og feminine, har en let sødme, er parfumerede, aromatiske og mineralske. Smagen er ofte af lyse, røde bær. Pinot Noir tager godt imod fadlagring … men med risiko for at overdøve dens fine aromaer med for meget træ.

DNA-profilering har vist, at Pinot Noir deler det samme genetiske fingeraftryk som Pinot Blanc, Pinot Gris, Pinot Meunier og Pinot Précoce aka Frühburgunder. Således skal de korrekt betragtes som mutationer eller kloner af en fælles sort.

Pinot Noir er en ret sensitiv drue, der foretrækker kølige klimaer og kalkrige jordbunde. Den kan dog trives i varmere klimaer og federe jorde, men så bliver dens vine anderledes fyldige og frugten også mørkere og ofte mindre elegant.

2014 Domaine Machard de Gramont, Gevrey-Chambertin Pressonnier, Bourgogne, Frankrig

For satan … pardon my french … nu dufter det sgu himmelsk. Det er denne Gevrey-Chambertin Pressonnier fra Domaine Machard de Gramont, som til den lille smagning for alvor har fået vækket Houlberg … jeres flittige vinblogger.

Domaine Machard de Gramont ligger i byen Prémeaux-Prissey ved Nuits-Saint-Georges i Côte de Nuits og er en traditionel familieejet vingård, der i dag drives af Arnaud Machard de Gramont sammen med hans to sønner Alban og Alexis efter de gamle traditioner.

Vingården har været i familiens eje siden 1830 … oprindeligt som negociantfirmaet Dufouleur. Arnaud drev oprindeligt vingården sammen med sine to brødre, men brødrene brød samarbejdet i 1984 og delte vinmarkerne.

Broderen Bernard Machard de Gramont etablerede Domaine Bernard Machard de Gramont, som i dag drives af hans datter Axelle Machard de Gramont, mens den tredje broder etablerede Domaine Chantal Lescure i Nuits-Saint-Georges.

Domaine Machard de Gramont har samlet 20 hektar vinmarker i et område fra Chenôve syd for Dijon til Puligny-Montrachet syd for Beaune … og nogle af de bedste parceller i området. De fleste marker ligger omkring vingården, men deres lille parcel i Puligny-Montrachet – Chardonnay druens højborg – har de arvet.

Der er lavet vine på gården i mange generationer, hvilket bl.a. en gammel vinkælder fra det 11. århundrede også vidner om. Det er selvfølgelig med fantastiske hvælvede lofter, som giver den gamle kælder et katedral-lignende udseende.

De røde Bourgogner laves efter den klassiske og arbejdskrævende opskrift med lang gæring og en del af stilkene på druerne. Vinifikationen sker i åbne fade med daglig bearbejdning for at udtrække så mange smagsnuancer og så meget farve som muligt.

Efterfølgende modner vinene på små egefade i 15–20 måneder afhængig af kvalitet og type. Der produceres omkring 100.000 flasker årligt på Domaine Machard de Gramont.

Denne Gevrey-Chambertin Pressonnier er selvfølgelig en enkeltmarksvin lavet med druer fra den lerholdige mark Pressonnier i Gevrey-Chambertin efter den klassiske og arbejdskrævende opskrift med lang gæring med nogle af stilkene fra druerne, maceration i 16-22 dage i åbne fade og lagring på små egefade i 15–20 måneder afhængig af årgang.

Og endelig den næse, som Pinot Noir virkelig kan levere, når det er bedst, herlig animalsk stald med let sødme, elegance, jordbær, hindbær, en spillevende grøn nerve, let vanilje og lidt svage noter af lidt tobak. Dufter simpelthen bare godt.

Smagsmæssigt er vinen skarp, syrlig med grønne elementer … en meget vedvarende syre, præcis som Orient Expressen på skinner, stramme tanniner, stor tæthed og imponerende lang eftersmag. Det er herlig præcis Bourgogne … lige som det skal være.

Købt hos Bichel Vine, pris 250 kr.

Rating 6/7 

2013 Domaine de Montille, Bourgogne Pinot Noir, Bourgogne, Frankrig

Videre med næste … Bourgogne Pinot Noir, som der står på flasken fra Domaine de Montille, der holder til på et gammelt, historisk vinslot i Puligny-Montrachet.

Familien de Montille kan spores helt tilbage til midten af 1600-tallet, og familien grundlagde vinhuset engang i 1750’erne, men fik først sit nuværende navn i 1863 af Hubert de Montille. Montille – som Hubert blev kaldt – ejede flere vinhuse i Volnay og Créancey. Han var også med til at grundlægge Frankrigs forening af landmænd og vinbønder  Société des Agriculteurs de France i 1867.

Imidlertid var vinproduktion ikke i højsædet og helt frem til 1947 blev høsten alene solgt til store negacianthuse i området. Ja faktisk solgte familien også løbende ud af vinmarkerne, bl.a.  legendariske marker som Musigny, Bonnes Mares og Chambolle-Musigny Les Amoureuses.

Så da Hubert de Montille, navngivet efter den gamle grundlægger, i 1947 overtog familieforetagenet, så var der alene sølle 3 hektar vinmarker tilbage.

Det ændrede Montille – som Hubert blev kaldt – imidlertid. Han startede med at producere samt flaske egne vine og startede også med at opkøbe nogle af de marker, som huset gennem mange år havde mistet.

Og Hubert var egentlig kun deltids vinbonde, for han arbejdede til dagligt som advokat og levede således et dobbeltliv mellem Volnay og Dijon, mellem vinmarker og retten.

I dag er det Huberts børn, der driver Domaine de Montille, nemlig Etienne de Montille – som vi ser på billedet ovenfor – og søsteren Alix, der specielt står for husets hvidvine.

Etienne startede i 1990 og fik i 1995 ansvaret for kælderen. Det var også Etienne, der stod for, at huset samme år blev økologisk og i 2005 også biodynamisk.

Alix startede i vinhuset i 2003 og sammen med broderen var hun ansvarlig for oprettelsen af negociantforretningen Deux Montille Sœur-Frère, et hus primært dedikeret til produktion af hvidvine, altså det område Alix i dag har ansvaret for.

Samlet har Domaine de Montille i dag 20 hektar vinmarker, hvor hele 75% er enten Premier Cru eller Grand Cru marker. Etienne har bl.a. haft held til at opkøbe parceller på Grand Cru marken Clos Vougeot og Premier Cru marken Vosne-Romanée Les Malconsorts.

Udover Domaine de Montille og Deux Montille Sœur-Frère, så har Etienne også i 2012 sammen med en række investorer købt Château de Puligny-Montrachet.

Etienne havde i 2001 – sideløbende med driften af Domaine de Montille – påtaget sig opgaven med at få det gamle og hendødende slot på fode. Det var bl.a. lykkedes ved indførelse af benhård selektering og grøn høst i markerne samt omlægning af produktion til økologisk … og senere biodynamisk, som på Domaine de Montille.

Og derudover så arbejder Etienne – på alle domænerne meget traditionelt, bl.a. med lang tids udblødning, delvis afstilkning afhængig af årgangen – fx 100 % i 2004 og 0 % i 2005 – og lagring på fade, heraf 20-30% nye.

Denne Bourgogne er Domaine de Montilles entrylevel vin, lavet med druer fra både parceller på marken Les Longbois i Volnay – der i øvrigt ligger tæt på Premier Cru markerne i Volnay -samt forskellige marker i Puligny-Montrachet. I denne årgang er alle drueklaserne afstilket og vinen er lagret på brugte fade.

I næsen sådan mere klassisk Bourgogne … en meget ren vin, let med hindbær, jordbær, stikkelsbær, en smule sødme, hvid peber, mynte, syrlige bolsjer og lidt urter.

Smagen er præget af samme lethed og finesse. Er langt mere en “pleaser” end foregående vine, fortsat feminin, har en meget ren frugt, ingen dikkedarer, grøn og ung. Bestemt en habil Bourgogne.

Købt hos Bichel Vine, pris 275 kr.

Rating 5/7 

2014 Domaine Michèle & Patrice Rion, Bourgogne Les Bons Bâtons, Bourgogne, Frankrig

Så blev endelig rigtig rød Bourgogne, altså på Pinot Noir og fra et fabelagtig vinhus, som jeg er stødt på tidligere, nemlig Domaine Michèle & Patrice Rion, Her har vi fat i Rions Bourgogne Les Bons Bâtons.

Domaine Michèle & Patrice Rion ligger i byen Nuits-Saint-Georges og blev grundlagt i 1990 af Michèle og Patrice Rion, oprindeligt med kun én hektar vinstokke. I dag er vingården på 6 hektar, fordelt på en lang rækker marker i bl.a. Chambolle-Musigny, Nuits Saint Georges og Vougeot.

Patrice kommer fra en familie af vinproducenter i Prémeaux og Vosne-Romanée nær Nuits-Saint-Georges. Patrice var indtil september 2000 sideløbende kældermester på Domaine Daniel Rion & Fils. Patrice har arbejdet med vin siden 1977.

Siden 2005 har Patrice og Michèles søn Maxime også deltaget i driften efter han færdiggjorde hans uddannelse til ønolog i Dijon. Derudover har Maxime også været i lære hos Nadine Gublin i Meursault, Hubert de Bouard i Saint Emilion og Dr. Neil McCalum i Martinborough på New Zealand.

Domaine Michèle & Patrice Riondrives efter biodynamiske principper og Patrice stiller samme krav til de avlere, der leverer druer til nogle af hans mange vine.

Patrice søger elegancen i vinene, hvilket opnås gennem en meget streng selektion af druer, både i marken og 2 gange i kælderen inden vinifikationen. Fuld afstilkning af druerne. Maceration uden svovl inden vinifikation bidager til ekstraktion af de frugtrige Pinot Noir elementer.

Jeg har tidligere smagt vinen Nuits-St-Georges 1’er Cru Clos Des Argilléres i både årgang 2006 og 2007. Det er simpelthen fabelagtig vin og lad os se, om det også er tilfældet med denne Bourgogne Les Bons Bâtons.

Druerne til vinen kommer fra marker lige uden for Chambolle-Musigny, ja faktisk mellem Gilly-les-Citeaux og Chambolle-Musigny. Marken er på 0,6 hektar med kalkrig lerjord og marken er ejet af Patrice Rion selv.

Marken dyrkes biodynamisk, men er dog ikke certificeret. Vinstokkene har en alder på ca 40 år og gennemsnitligt udbytte ligger på omkring 35-40 hektoliter pr. hektar. Vinen er fermenteret i åbne rustfrie ståltanke i omkring 3 uger og modnet på egefade i 15-16 måneder.

Duften har en slags gødet, gærende syrlighed, grønne vinblade, aromatisk og let animalsk med armsved, dårlig ånde, karklud, røg, ribs, hindbær, tranebær og en frisk blomsterbuket.

I munden er vinen meget let, feminin og fortsat med tydelig syre, grønne noter, hvid peber, syrlig og meget ung … en ung, letbenet pige med klar, syrlige kyssemund.

Købt hos Bichel Vine, hvor en flaske koster 200 kr.

Rating 4,5/7 

2014 Gérard Mugneret, Bourgogne Passetoutgrain, Bourgogne, Frankrig

Bourgogne Passetoutgrain a.k.a. Bourgogne Passe-Tout-Grains er lidt sin egen genre, men er en AOC … altså Appellation d’Origine Contrôlée, som må benyttes stort set i hele Bourgogne. Modsat resten af Bourgogne, må vinen her laves på en blanding af flere druesorter. Der skal dog være mindst 1/3-del Pinot Noir i vinen, mens resten typisk er Gamay.

Her har vi netop sådan en Bourgogne Passe-Tout-Grains fra vinhuset Gérard Mugneret, som ligger midt i Vosne-Romanée, faktisk ikke mere end 50 meter fra legendariske Domaine Romanée Conti.

Vinhuset er grundlagt før anden verdenskrig af brødrene Eugène og René Mugneret. Det var egentlig Eugène, der købte de første marker, men han var uddannet bødker og fortsatte derfor med dette arbejde. Det blev derfor René, som kom til at drive vingården.

René blev dog fængslet under krigen og arbejdede i fangenskabet på en gård i Tjekkoslavakiet, hvor kan stod for alt markarbejdet. Der dygtiggjorde han sig i at plove med heste og beskære vinstokke.

Efter krigen giftede René sig med Lucienne og sammen fik de 3 børn, Jean, Jacqueline og Gérard. De blev Gérard – den yngste af børnene – der videreførte vingården, selvom han egentlig havde startet en karriere som elektriker.

Gérard Mugneret overtog reelt driften i 1973, men beholdte navnet Domaine René Mugneret frem til 1986. Gérald udvidede driften, købte bl.a. nye parceller på Savigny-lès-Beaune Les Gravains og Chambolle-Musigny Les Charmes og moderniserede også vinkælderen med ny vinpresse og moderne ståltanke.

Siden 2005 har sønnen Pascal også deltaget i driften. Pascal er uddannet ønolog og har tidligere arbejdet på Domaine Jacques Girardin i Santenay. Det er også Pascal som har ført an i arbejdet med at forbyde pesticider og sikre en naturlig produktion.

Mugneret familien er i dag ganske udbredt i Bourgogne, da René havde flere brødre, som også blev vinbønder. Emile Mugneret stod bag grundlæggelsen af den vingård, som i dag hedder Domaine des Perdrix, mens broderen André grundlagde Domaine Mugneret-Gibourg, som senere blev til Domaine Georges Mugneret-Gibourg,

Renés onkler grundlagde også vinhuse … huse der er i dag er kendt som Jean-Pierre Mugneret, Mongeart-Mugneret og Domaine Dominique Mugneret.  Jeg har tidligere smagt vine fra Jean-Pierre Mugneret … ham kaldte vi Jens-Peter Mug.

Domaine Gérard Mugneret har samlet 8,5 hektar og blandt de bedste vinmarker er det parceller i Gevrey-Chambertin og Vosne-Romanée samt Premier Cru markerne Nuits-Saint-Georges Cru Boudots, Vosne-Romanée Les Suchots og Les Brulées,, Chambolle-Musigny Les Charmes, Savigny-lès-Beaune Les Gravains og endelig perlen Echezeaux Grand Cru.

Denne Bourgogne Passetoutgrain er lavet på 50% Pinot Noir og 50% Gamay, som kommer fra forskellige parceller, ja faktisk 5 forskellige marker, nemlig markerne Rouges champs, Pièce des Paquiers, Blignée, Glapigny og Les Genevrays. Vinstokke på disse små parceller er plantet fra 1971 til 2001.

Omkring 75% af drueklaserne er afstilkede, hvorefter der sker en kold maceration i 4-5 dage, hvilket efterfølges af den alkoholiske gæring i store ståltanke. Efter vinifikationen er vinen lagret 1 år i gamle egefade.

Næsen er meget landlig, rustik med blæk … og der er ikke samme lethed som almindelig bourgogne på ren Pinot Noir. Her er frugten mere som en grovsmed, virkelig fremme i bussen med kirsebær, lidt blommer og generelt mørkere i udtrykket. Der er kanelsødme, kraft og larm.

I munden er der egentlig okay syre, men en fyldig og kraftfuld syre, hvor sødmen også vil lege med, selvom den måske ikke passer så meget i selskabet. Der er godt med jern, kant … og alligevel en vis charme.

Købt hos Bichel Vine, men prisen har jeg pt. ikke.

Rating 4/7 

2012 Domaine Vacheron, Belle-Dame Sancerre Rouge, Loire, Frankrig

WTF … rød Sancerre på Pinot Noir! Det er vist første gang i lang tid, selvom der det seneste år ellers har været mange blogindlæg om de røde Cabernet Franc vine fra Loire. Denne Belle-Dame Sancerre Rouge kommer fra vinhuset Domaine Vacheron, som holder til i en kælder i den centrale del af byen Sancerre.

Vinhuset drives af de to fætre Jean-Dominique og Jean-Laurent Vacheron, som arvede vingården, der har været i familiens eje gennem generationer. Både Jean-Dominique og Jean-Laurent er uddannede vinmagere udenfor Sancerre, idet Jean-Dominique er udlært i Châteauneuf-du-Pape, mens Jean-Laurent fået sin viniøse opdragelse hos Aubert de Villaine ved Domaine de la Romanee-Conti.

Domaine Vacheron har i dag 46 hektar vinmarker beliggende tæt omkring Sancerre og de bedste marker er Les Romains og Belle Dame. Alle markerne er domineret af en undergrund med flint, ler og sandsten.

Og de to fætre har sørget for, at alle markerne er omlagt til biodynamisk produktionen, certificeret tilbage i 2005 og deres mål er at lave vin som i Bourgogne. Derfor er fætrenes fokus også lagt på Pinot Noir druen, som virkelig trives i den stenrige undergrund.

Denne Belle-Dame Sancerre Rouge er også – som nævnt indledningsvis – en ren Pinot Noir vin, hvor druerne kommer fra 50 år gamle vinstokke på den fremragende Belle Dame vinmark.

Druerne er høstet med håndkraft, der sker alene gæring på det naturlige gær, ingen svovl før gæring, ingen filtrering og minimalt tilsat svovl ved flaskning. Maceration i 30 dage efterfulgt af 12 måneder på barriques og derefter yderligere 12 måneder på store 2.500 liters egefade.

Duftmæssigt er denne vin sgu ganske vild i udtrykket … tonsvis af grafit,  blæk, masser af rabarber, rabarbergrød, hindbær, jordbær, blomster, måske endda lavendel, ganske aromatisk med urter, syrlige mejeriprodukter, eucalyptus, eg, fad og en kasse skolekridt.

Og det smager lige så godt, som det dufter … syrligt, skarpt og samtidig ganske aromatisk. Det går således igen i både duften og i smagen. Der er lethed, syrlighed, hvid peber samt nogle stenede og jernholdige elementer, en mineralitet, renhed og præcision, som ellers er svær at finde. Far er meget glad.

Forhandles af Theis Vine, hvor en flaske koster 498,75 kr., mens den ved køb af 12 flasker koster 375 kr.

Rating 6/7

2012 Staete Landt, Paladin Pinot Noir, Marlborough, New Zealand

Vinaftenens første vin var allerede hældt op, tempereret og klar til vingutterne. Det blev denne Paladin Pinot Noir fra vinhuset Staete Landt, som ligger i Rapaura området i Marlborough.

Staete Landt er etableret i 1997 af det hollandske par Ruud Maasdam og Dorien Vermaas, der opkøbte 52 hektar jord i Rapaura … i den del af området som kaldes den gyldne trekant. Det er på den oprindelige del af Wairau sletten i det område, som er kendt for de mange spændende Sauvignon Blancs.

Navnet Staete Landt var det navn, som Abel Tasman først gav New Zealand, da han opdagede landet tilbage i 1642, og det betød noget i stil med “land opdaget i den hollandske republiks ære”, og Ruud Maasdam synes – pga. forbindelse til Holland – at navnet dermed passede godt til vinhuset.

Da gården blev købt i 1997 var den beplantet med frugttræer, men efter omfattende jordbundsundersøgelser, opdelt Maasdam de 52 hektar i 24 parceller før plantningen af vinstokkene.

Hver parcel plejes og høstes forskelligt, nogle af parceller høstes fx via maskiner og nogle med håndkraft.

Druerne til denne Paladin Pinot Noir kommer fra 12 forskellige parceller og endda fra 4 forskellige Pinot Noir kloner, nemlig klonerne 114, 115, 777 og 5. Alle druerne er høstet med håndkraft.

Druerne fra de enkelte parceller holdes separeret igennem hele fremstillingsprocessen frem til den endelige blanding umiddelbart før aftapningen. Lavet med en kold maceration i 6-10 dage og efterfølgende eftermaceration i op til 35 dage. Derefter lagres vinen 18 måneder på franske barriques, heraf 25% nye fade.

Duftmæssigt er det ribs, hindbær og jeg fornemmede noget alder, hvilket imidlertid var ret begrænset. Derudover er der lidt fennikel, lidt jord, læder … nærmest som en ældre hestesaddel, et lidt støvet udtryk og en anelse kaktus.

I munden er det også godt med lyse bær, hindbær, jordbær, ribs, mynte og samtidig meget grøn i smagen med en fin syre, som dog på ingen måder dominerer.

Købt hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen er beskedne 119 kr. ved køb af 6 flasker. Til den pris er det et virkelig godt køb, så køb endelig 6 flasker.

Rating 5/7

2007 Domaine Roux Père & Fils, Aloxe-Corton Les Valozières Premier Cru, Bourgogne, Frankrig

I smagerækkefølgen kom denne flotte Aloxe-Corton Les Valozières Premier Cru måske en kendelse sent og kæmpede lidt sin egen kamp. Den kommer fra vinhuset Domaine Roux Père & Fils, som vi flere gange har skiftet bekendtskab med her på bloggen.

Domaine Roux Pere et Fils er en familiedrevet vingård, som  ligger ved bjergene i Saint-Aubin i den sydlige ende af Cote d’Or i Bourgogne. Familien har produceret vin helt tilbage til 1855, men historien om domænet begynder først rigtigt i 1943, da Marcel Roux besluttede at overtage far Fernands 4 hektar med vinstokke og hengive sig til vin.

Da hans ældste søn Christian i 1975 overtog driften var gården allerede på 30 hektar, og familievirksomheden voksede løbende, bl.a. med følgeskab af sine brødre …  Régis i 1980 og Emmanuel i 1995. I 1977 investerede familien i rustfrit stål udstyr til vinfremstilling og indsatsen i vinmarkerne blev også intensiveret.

I 1990 opførte brødrene også en ny vingård uden for Saint-Aubin på et sted kaldet “Charmeaux”. Den nye vingård skulle opfylde et stigende produktionskrav, og det betød også, at vinkælderen – som før husede 300 tønder – blev udvidet med en moderne kælder, der kan rumme yderligere 1.200 tønder.

I dag drives vingården af den næste generation. nemlig af Sébastien og Matthieu Roux, som i dag – sammen med far Christian – driver 65 hektar vinmarker fordelt på Côte de Beaune, Côte de Nuits og Côte Chalonnaise … hvilket gør, at Domaine Roux Père & Fils hører til blandt de top 10 største jordejere i Côte d’ Or i Frankrig.

Domaine Roux Père & Fils laver to Aloxe-Corton vine … en almindelig Aloxe-Corton samt denne enkeltmarksvin Aloxe-Corton Les Valozières Premier Cru, hvor druerne selvfølge kommer fra marken Les Valozières lige sydøst for Grand Cru Corton Bressandes. Vinen har været lagret 10 måneder på barriqes … heraf 30% nye fade.

I næsen har vinen Bourgognes lethed og grønne syrlighed … syrlig animalsk med kaktus, jordnær, hindbær, nogle urter, mynte og virker samlet set meget stringent, frisk, syrlig og ung. Smagsbilledet er mere rodet … lidt sjasket og tynd i det, grønt, stramt, men med en virkelig dejlig syre. Det er unge ribs, hindbær og grøn syre.

Forhandles normalt via Jysk Vin, men denne vin er ikke fundet på deres hjemmeside. I udlandet koster en flaske Aloxe-Corton Les Valozières Premier Cru fra huset omkring 38,90€ … eller ca. 289 kr.

Rating 5/7 

N.V. Champagne Mailly Grand Cru, Blanc de Noirs, Champagne, Frankrig

Den anden champagne var også fra kooperativet Champagne Mailly Grand Cru, nemlig deres Blanc de Noirs … en ren Pinot Noir baseret champagne.

Denne champagne kommer fra champagnehusets serie, som de kalder Special Cuvées. Den serie består af 3 champagner, en Brut Millésimé, en Brut Rosé og så selvfølgelig denne.

Druerne kommer fra udvalgte parceller på markerne Les Crayats, Les Coutures og Les Chalois. Vinen er – som forrige – lavet i store temperaturstyrede rustfrie ståltanke ved 16 grader og har derefter lagret i kooperativet gamle kridtkældre. Der er en dosage på 8 gram sukker pr. liter.

Næsen er klart mere frisk end den foregående champagne, æbler, godt gærede æbler og fortsat ristet toast, dej, blomster, hasselnødder og nogle grønne elementer. Der fornemmes også klart mere syre og skrald på boblerne.

Og boblerne er også klart mere aggressive end søstervinen, selvom det absolut fortsat er sarte og delikate bobler. Smagen er mere æblemost og dermed virker champagnen på en eller anden måde også mere simpel og ikke så nuanceret. Der er dog delte meninger i byggesjakket om, hvilken af de to champagner, som var bedst.

Forhandles af Laudrup Vine, hvor prisen er 479 kr.

Rating 4,5/7 

N.V. Champagne Mailly Grand Cru, Brut Réserve, Champagne, Frankrig

Champagne Mailly Grand Cru er ikke et traditionelt champagnehus, men derimod et kooperativ i Champagne. De står bag denne Brut Réserve, som var første vin til byggesjakkets vinaften.

Champagne Mailly Grand Cru er grundlagt i 1929 af en flok vinbønder omkring byen Mailly. De slog kræfterne sammen grundet de økonomiske hårde tider efter 1. verdenskrig med et motto om, at de sammen kunne få det til at ske. På fransk hedder det à la tête par la main.

Champagne Mailly Grand Cru har kun – som navnet måske også indikerer – Grand Cru marker, men alene dog samlet omkring 70 hektar fordelt på samlet 80 vinavlere.

Det betyder en årlig produktion på 500.000 flasker årligt fordelt på 10 champagner i 4 kvalitetsniveauer. Denne Brut Réserve kommer fra husets basisserie, som de kalder Classic Cuvées.

Vinen er lavet på 75% Pinot Noir og 25% Chardonnay, der kommer fra ikke mindre end 480 forskellige parceller. Vinen er lavet i store temperaturstyrede rustfrie ståltanke ved 16 grader og har derefter lagret i kooperativet gamle kridtkældre.

I næsen er der nogle ristede noter, en overgæret duft … overmodne pærer, fersken, estragon, lidt citrus samt mineralske elementer. Smagsmæssigt er boblerne meget blide og forsvinder meget hurtigt i glasset, men det smager bare rigtigt godt. Virker fortsat ung, hvilket dog er umuligt at bekræfte med en Non Vintage, men syren er meget stringent, præcis og der er lidt bitter lemon sidst i smagsspektret. Efter lidt tid i glasset forsvandt boblerne dog helt.

Forhandles af Laudrup Vine, hvor prisen er 418 kr. for en flaske og 312,50 kr. ved køb af 12 flasker.

Rating 5,5/7 

2014 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Franz Anton Spätburgunder, Baden, Tyskland

Slår man ordet Spätburgunderdag op på Google, så dukker jeres flittige vinskribents blog op med alle hits på hele første side. Søges der på tysk … Spätburgundertag, så er der ingen hits. WTF? Kom nu ind i kampen kære broderfolk, for fredag er jo Spätburgundertag … også på kryds af landegrænser, specielt den sydlige.

Denne fredag har vi løst det med denne Franz Anton Spätburgunder fra det herlige, magtfulde og ganske imponerende vinhus Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, som vinbuddy Jan og jeg besøgte i sommers på vores vinøse roadtrip.

Det fantastiske besøg kan du læse om på blogindlægget Fritz … der oberbergener köenig im Kaiserstuhl – et besøg hos Weingut Franz Keller Schwarzer Adler. Ja, det er sgu værd at læse. Det var et af de vinøse højdepunkter på vores roadtrip.

Jeg skal derfor heller ikke trætte jer med en lang historie om vinhuet … det kan I også læse i ovennævnte indlæg. Lad os i stedet kigge nærmere på denne Franz Anton Spätburgunder, som var en af de vinøse souvenirs fra turen.

Denne Franz Anton Spätburgunder kommer – tro det eller ej – fra serien Franz Anton Selection, som ligger lige under husets bedste vine, de såkaldte S og A Große Lage vine. Vinen er opkaldt efter Fritz’ far Franz … som jo åbenbart hed Franz Anton. Stakkels barn.

Druerne kommer fra forskellige marken med vulkansk undergrund, det som tyskerne poetisk kalder vulkansteinböden. Vinen er vinificeret på rustfrie ståltanke, men er lagret på brugte barriques, men hvor lang tid fremgår dog ikke. Der er restsukker på 2,1 gram pr. liter, så det er umiddelbart en ganske tør vin.

Duftmæssigt fanger næsen først godt med sten og mineraler … flint, frisk eg, sødkrydret stald, men meget afdæmpet sammen med jordbær, lyse kirsebær, let kanel, vanilje, et sjat blæk samt ristet toast. Vinen er i starten virkelig lidt stram, men stik næsen ned og oplev de delikate aromaer … herligt. Og med mere luft i glasset udløses endda endnu flere aromaer … endnu mere herligt.

Smagsmæssigt går den mineralske syre også igennem … grøn og stringent, tydelige tanniner, jern, en svag bitterhed. Lethed, syrligt og uden de helt sødlige elementer, som ellers ofte følger med de tyske Spätburgundere. Virkelig dejlig og frisk glas Spätburgunder.

Købt på vingården til 21€ … eller omkring 156 kr.

Rating 5/7