Tag-arkiv: Pfalz

2021 Weingut Klein, Hainfelder Letten Chardonnay, Falz, Tyskland

2021 Weingut Klein, Hainfelder Letten Chardonnay, Falz, TysklandMine forventninger og fornemmelser steg nogle grader efter forrige vin, for den sidste vin fra Weingut Klein blev en 2021 Hainfelder Letten Chardonnay.

Hainfelder Letten marken ligger lidt nordvest for Hainfeld på en sydvendt skråning. Den særlige lerjord med store kalksten aka kalkmergel på marken kaldes lokalt for Lettenboden og er ret velegnet til Chardonnay.

Som med den forrige Chardonnay er der ikke voldsomt med informationer om produktionen, men den forrige var både med gæring i både ståltanke og egefade … måske det også er gældende for denne vin, der efter endt fermentering dog udelukkende er im Holzfass gereift … altså lagret på egefade.

Duftmæssigt er der bestemt ligheder med Chardonnay vom Kalkmergel, for der er også godt med lækre smørfede fadnoter med nødder, røg, lakridskonfekt, vanilje og lidt svulstig kandiseret frugt, men det er samtidig som om, at duften er mere kontrolleret, tæt og centreret. Det er fortsat tropiske frugter med ananas, fersken, nogle dåsepærer, papaya og ovnbagt lemon, så man fornemmer næsten. at frugtsaften løber ned af hagen.

I munden kommer koncentrationen endnu mere til udtryk og der kommer også en lidt maskulin og bombastisk syre frem, som består af masser af citrusfrugter … grillet lemon, syltet citron og kandiseret grape og giver vinen rygrad, bitterhed og spræl. Frugten er abrikos, mango, pærer og æbler, men det er citrusfrugterne, der overtager styringen og giver smuk for skillingen, cremet koncentration og samtidig lang, alvorlig og frugtrig eftersmag. 94 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2023 Weingut Klein, Chardonnay vom Kalkmergel, Falz, Tyskland

2023 Weingut Klein, Chardonnay vom Kalkmergel, Falz, TysklandDe sidste 2 vine fra Peter og Barbara på Weingut Klein var begge på Chardonnay og første var denne 2023 Chardonnay vom Kalkmergel.

Chardonnay druerne kommer fra nogle kalkholdige vinmarker nordvest for Hainfeld. Druerne er blevet nedkølet og dernæst har most og skaller hvilet sammen i nogle timer for at trække aroma af skindet inden presningen.

Derefter er gæringen sket dels i ståltanke og dels på egefade og – selvom det ikke rigtigt fremgår – så er vinen formentlig efter endt fermentering også lagret i tanke og helt sikkert på egefade, men hvor lang tid fremgår dog ikke.

Now we’re talking … fed fadpræget Chardonnay med en smøret vaniljefedme, lakridskonfekt, nødder og en erotisk buttet frugt med ananas, kandiseret fersken, dåsepærer, kiwi og papaya … svulstig og saftig som bare pokker og man får sgu omgående forårslyster.

I munden er det lidt samme historie … buttet, fed, smørret og ganske opulent med bred smil og tropisk frugt ved pølen. Det er ananasjuice med grillet lemon, pærer, fersken og alt på en utrolig behagelig samt smuk smag, hvor alt det bløde, cremede og flødeagtige får modspil af en klingende og lettere sødlig syre, der sikrer, at alle herlighederne ikke falder udover bikinikanten … elsker den sgu … 93 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 249 kr., mens prisen er 199 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2024 Weingut Klein, Weissburgunder Trocken, Falz, Tyskland

2024 Weingut Klein, Weissburgunder Trocken, Falz, TysklandDerefter stod den på hvidvine fra Peter og Barbara Klein fra Weingut Klein og den første var en 2024 Weissburgunder Trocken.

Det er en vin, der – som den forrige – udelukkende er lavet på ståltanke og efter endt fermentering er vinen også In Edelstahl Gereift og så har den også 5 gram restsukker pr. liter.

Det dufter af en blomsterhave fyldt med æbletræer … det er saftig læskende æblejuice, pæresaft, fersken og tulipanblade med en halv Københavnerstangis fra Frisko, godt med frugtsødme og svær ikke at holde af.

Sådan smager vinen nærmest også … men her er intet let, sart eller fint, for syren er varm, maskulin, intens og vinen læskende saftig og med masser af blød frugtsødme. Igen er der godt med saftige æbler, pærer, fersken og grillet lemon … det er sgu vin, der straks kalder på godt vejr. 90 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 149 kr., mens prisen er 110 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2024 Weingut Klein, Blanc de Noir Trocken, Falz, Tyskland

2024 Weingut Klein, Blanc de Noir Trocken, Falz, TysklandMeget passende har KleinWein aka Weingut Klein sin Weinkeller, Vinothek og Weinverkauf på Weinstraße i den lille by Hainfeld i Pflaz og nu smager jeres altid flittige vinblogger hele 4 vine derfra og starter i lyserødt humør med en 2024 Blanc de Noir Trocken.

Weingut Kleinl ligger i et af de smukkeste områder i Pfalz lidt vest for Landau. Her bugter landskabet sig i bakkedal og en af Pfalz’ bedste udkigsposter findes på bakkekammen Kleiner Kalmit.

Lige der har Klein familien lavet vin i over 350 år, for det var nemlig den fjerne forfader Wolff Klein, der i 1659 købte de første marker og grundlagde vingården.

I dag er det 15. generation i form af bror og søster … Peter og Barbara Klein, som driver det gamle familieforetagende og har nu 26 hektar vinmarker, hvorpå de dyrker 16 forskellige druesorter.

Det er primært Barbara, der er uddannet som statscertificerede tekniker for vindyrkning og ønologi – der laver vinene i samarbejde med kældermester Pascal Schloßer og altid efter bror Peters forskellige idéer.

For Peter har som uddannet ingeniør i vinavl og ønologi masser af idéer til vinene og ligger sin kreativitet i hver eneste flaske og har så dermed sidste ord i tilblivelsen af vinene.

Jeg starter med at smage denne lyserøde 2024 Blanc de Noir Trocken, der er lavet på Spätburgunder og Sankt Laurent. Druerne har gennemgået en kølig og kort macerering med skindet, der giver lidt farve til vinen – inden gæring. mens lagringen også er sket i tankene og så har den 7 gram restsukker pr. liter.

Duften er rund og frugtrig … har godt med saftige røde bær som jordbær, hindbær og kandiserede kirsebær med frugtsødme, noget æblemost og en hindbærbrus sodavand.

I munden fortsætter frugtsødmen, men får nu følgeskab af mere syrlige citrusagtige smage af lemon, citroner og grillet grape, som giver vinen lidt bitterhed, masser af friskhed og saftig æblemost med en lidt cremet og olieret fyld … og fylden klæder vinen rigtig godt. 89 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 149 kr., mens prisen er 110 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2021 Weingut Hanewald-Schwerdt, Kalkofen Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2021 Weingut Hanewald-Schwerdt, Kalkofen Spätburgunder, Pfalz, TysklandFra kalksten til kalkovn … fra Kalkriff til Kalkofen … i hvert fald napper vi da endnu en Spätburgunder fra Weingut Hanewald-Schwerdt og det blev deres 2021 Kalkofen Spätburgunder.

Kalkofen marken ligger lige nabo til Herzfeld og markens terrasser sydvendte og varme og for jordbunden består af et blot 1 meter tykt lag med løs kalksten og mergel ovenpå massiv kalksten nedenunder, så det nærmest fungerer som en ovn.

Marken har alene vinstokke fra Dijon kloner, men bare med alder, da Kalkofen er anlagt på terrasser og beplantet i 1955. De to fætre er godt nok gang med at udskifte de gamle tyske kloner af Pinot Noir på deres marker med Dijon-kloner, men de snart 70 år gamle stokke med 6 forskellige kloner på Kalkofen bliver ikke skiftet.

Druerne er høstet med lavt udbytte og kun lidt afstilket inden en spontangæring alene med druernes naturlige gærceller i store, åbne gæringskar, efterfølgende malolaktisk gæring og lagring 24 måneder på nye franske barriques.

Uhhh igen voksenlækkerier … minder lidt om Kalkriff, men virker dybere og mere nøddet i duften, hvor der er karamel, kakao, teaktræ og mahogni, lakridskonfekt, vanilje, chokolade, marcipan, sødtobak, røg, mandelessens, mælkekaffe og alt med denne animalske sødlige og landlige hestestald.  Frugten er blød, fed og saftig med kirsebær, jordbær og måske endda lidt mørkere frugt, alt veldoseret og smuk afbalanceret … man bliver i godt humør.

Smagen er ligeledes veldoseret og smuk afbalanceret med en ung, rank og spændstig frugt, der virker både blød og frisk med kirsebær, jordbær, tranebær og ribs, lidt peber, nelliker og lidt lemon, der giver en lille letbitter syre, der holder rygraden stram og stolt. Der er fine og ranke tanniner, en let tørhed og frem for alt … så smager det bare fremragende. 94 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Weingut Hanewald-Schwerdt, Kalkriff Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2020 Weingut Hanewald-Schwerdt, Kalkriff Spätburgunder, Pfalz, TysklandVi fortsætter i den lette afdeling, for næste vin er nemlig en 2020 Kalkriff Spätburgunder … en Ortswein fra de to fætre Thomas Hanewald og Stephan Schwerdt i vinhuset Weingut Hanewald-Schwerdt i Bad Dürkheim-Leistadt i Pflaz.

Det er også en vin, som jeg har smagt i den tidligere årgang 2019 og vinhuset har jeg også skrevet om før. Denne vin er lavet på druer fra kalkstenstige vinmarker ved Leistadt og det omfatter primært druer fra Kalkofen og Herzfelt … men blot de druer, som ikke kommer med i husets topvine.

De to fætre Thomas Hanewald og Stephan Schwerdt skulle have lavet vinen med spontangæring alene med druernes egne gærceller i åbne egekar, mens vinen efter endt fermentering er lagret hele 24 måneder på egefade.

Åhhh nice … masser af elegant fadpræg med karamel, chokolade, vanilje, lakridskonfekt, mandelessens, mælkekaffe, marcipan samt våde fade og røg. Læg dertil lidt sød animalsk stald og en blød frugt af bløde jordbær og modne kirsebær … lækker duft.

Sådan smager vinen også … måske lidt mere røget i smagen end hos 2019’eren, men den har samme cremede, elegante, fine, afdæmpede og runde smag. I munden virker frugten lidt mørkere, men fortsat af jordbær, kirsebær og brombær, har lidt småbitter campari suppleret med lidt peber, stærke og vildt tørre tanniner, hvilket bidrager til et yderst tørt og intenst bid. 92 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 249 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2022 Weingut Mathias Gaul, Asselheimer St. Stephan Pinot Noir, Pfalz, Tyskland

2020 Weingut Mathias Gaul, Asselheimer St. Stephan Pinot Noir, Pfalz, TysklandNæste vin til byggemødet var også på Pinot Noir, men var dog tysk og en 2020 Asselheimer St. Stephan Pinot Noir fra Weingut Mathias Gaul.

Weingut Matthias Gaul er et af de store talententer i Tyskland. Vinbladet Vinum kaldt i november 2017 den unge vinmager for King of Pinot.

Det skyldes, at Matthias i 2017 vandt prisen for bedste rødvin med hans 2015 Pinot Noir Asselheimer St. Stephan Fass 556 … en pris, som, han også tog i 2015, dengang med hans 2013 Pinot Noir Steinrassel Réserve.

Vinguiden Eichelmann har også bemærket den unge vinmager og kaldt Matthias Gaul for Aufsteiger des Jahres, så der er pæn bevågenhed omkring vinhuset.

Matthias Gaul har siden han var 8 år gammel vidst, at han ville være vinproducent og han overtog – efter endt vinmæssig uddannelse og praktikophold i flere lande – familiens vingård tilbage i 1996. Og siden overtagelse har han udvidet vingården til i dag samlet 24 hektar vinmarker og fået tonsvis af roser for sine vine.

Jordbunden i vinmarkerne er hovedsageligt kalket ler  og markarbejdet foregår i hånden og Matthias Gaul siger selv Wir lassen unseren Trauben Zeit … vi giver vores druer tid for at få det bedste potentiale til vinene.

Pinot Noir og Riesling er meget passende kongen og dronningen hos Gaul, men der dyrkes en lang række drusorter og laves et væld af forskellige vine, bl.a. laver en Cabernet Franc, som også er rost af vinpressen. Derudover eksperimenterer den unge vinmager også en del … dyrker fx også Tempranillo.

Vinene er nærmest opdelt af VDP inddelingen med Basisweine, Ortsweine og Lagenweine. Derudover laver Matthias også masse sjove cuvéer og lidt sekt.

Denne 2022 Asselheimer St. Stephan Pinot Noir har jeg ikke de store oplysninger om … men den skulle være lavet med en kølig pre-maceration før en spontan gæring med druernes egne gærceller og derefter modnet på nye fade af fransk eg, men hvor lang tid fremgår dog ikke.

Duftmæssigt virker vinen faktisk en smule anonym til at starte med og starter med lidt nødder, en god umamiagtig aroma med peanuts, sødlig stald, kanel, søde krydderier, lidt blæk, jod, tobak og virker en smule parfumeret i udtrykket. Frugten er modne kirsebær, jordbær og hindbær … syren rank og meget kølig.

I munden virker frugten lysere, lettere og mere syrlig med rabarber, ribs, kirsebær og kirsebærsten, en smule lemon og har en spændstig og klingende syre. Det er cremet og lækkert … endda læskende samt saftigt og på et højt niveau. 93 point.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 495 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Weingut Von Winning, Deidesheimer Grainhübel Riesling GG, Pfalz, Tyskland

2018 Weingut Von Winning, Deidesheimer Grainhübel Riesling GG, Pfalz, TysklandBestyrelsesmødet sidste hvidvin var fra Weingut Von Winning og det var en 2018 Deidesheimer Grainhübel Riesling Großes Gewächs.

Weingut von Winning ligger midt i byen i Deidesheim i Pfalz og var en del af ét stort vinhus, der oprindelig var ejet af Andreas Jordan.

Han var én af de store vinbønder i Deidesheim, der også var manden, som først indførte strenge udvælgelsesregler for at producere kvalitetsvine og stod bag begrebet Spätlese i Pfalz.

Da Andreas Jordan døde i 1848 så blev hans enorme ejendomme og jorde opdelt i tre og solgt. Det blev i 1849 til vinhusene Weingut Geheimer Rat Dr. von Bassermann-Jordan, Weingut Reichsrat von Buhl ejet af Franz Peter Buhl og så Weingut Dr. Deinhard.

Og sidstnævnte Weingut Dr. Deinhard hedder altså i dag altså Weingut von Winning. Ændringen skete i 1907, hvor Dr. Andreas Deinhards svigersøn kaptajn Leopold von Winning trådte ind i vinhuset og samtidig fik virkelig gang i vinproduktionen.

Via sirligt arbejde hævede von Winning langtsomt kvalitet af vinene til nogle af datidens største vine. Von Winning var også med til at grundlægge VDP. Senere blev vinhuset solgt igen … skiftede navn tilbage til Weingut Dr. Deinhard og levede herefter mange år i glemslen uden at gøre større væsen af sig.

I 2007 blev vinhuset imidlertid købt af forretningsmanden Archim Niederberger. Ham har vi hørt om før, idet han i 2002 også havde købt både Geheimer Rat Dr. von Bassermann-Jordan og i 2005 Reichsrat von Buhl.

Dermed var de tre vinhuse, der tilbage i 1849 var blevet delt i det, som dengang blev kaldt Jordan divisionen, nu igen samlet under én ejer, og navnet Weingut Dr. Deinhard blev så igen ændret tilbage til Weingut von Winning.

Faktisk var man dog meget pragmatisk, da man ændrede navnet tilbage til Weingut von Winning, for så lavede man blot 2 serier af vine … én under navnet Dr. Deinhard og én under von Winning … og det gør man fortsat den dag i dag. Vinene under Dr. Deinhard er billigere vine, som alene er lavet og lagret på ståltanke.

Desværre døde Archim Niederberger i 2013, så i dag er det hans kone Jana, som ejer de tre historiske vinhuse.

Weingut von Wining ejer i alt 44 hektar vinmarker omkring byerne Ruppertsberg, Deidesheim og Forst, hvor de bedste vinmarker er Kirchenstück, Pechstein, Jesuitengarten, Ungeheuer, Kieselberg, Kalkofen, Langenmorgen, Spiess og Paradiesgarten … alle marker med høj anseelse i klassifikationerne.

Faktisk var de to førstnævnte Kirchenstück og Pechstein allerede i 1828 – i datidens uvurderlige klassifikationer – betegnet som de to bedste marker i hele Pfalz.

Efter mange års tilværelse i glemslen har vingården i de sidste år oplevet en sand genfødsel. Weingut von Winning ledes af Stephan Attmann, som betegnes som en fuldstændig vingal, ja nærmest genial-vanvittig hvirvelvind af en direktør og vinmager.

Under hans ledelse er der lavet en kompromisløs, naturtro dyrkning af vinmarkerne … ikke bare efter biodynamiske metoder, men også uden brug af kobber. Samtidig har man øget markernes beplantningstæthed til utrolige 9500 stokke pr hektar.

I vinkælderen foregår vinifikationen også anderledes end andre steder. Spontangæring af den ufiltrede most foregår uden temperaturkontrol i træfade af forskellig størrelse.

Disse træfade er ikke kun de traditionelt benyttede tyske fade, men også fade fra de allerbedste producenter i Bourgogne. Og netop Frankrigs store vine er Attmanns store inspiration, og det er især Bourgognes store vine, der er hans målestok for den kvalitet, han søger at opnå fra Pfalz’ absolut bedste marker.

Denne 2018 Deidesheimer Grainhübel Riesling Großes Gewächs er lavet med Riesling druer fra Große Lage marken Grainhübel, der ligger på en sydvendt skråning undergrund af rød sandsten og tertiær kalksten.

Efter høsten er druerne presset og så har mosten spontangæret alene med druernes egne gærceller i 500 liter egefade og efter endt fermentering er vinen også lagret i fadene i 18 måneder sur lie, altså med bærmen.

Dejlig Riesling, som har noget fadfedme … en tynd lille smørfrakke ovenpå, men har et lyst sind indenunder med blomster, masser frisk frugt med æbler, fersken, abrikos og så et hel mark sommerblomster og en stenet mineralitet. Fadene bidrager med vanilje, nødder og er med til at give en lidt opulent fornemmelse.

Sådan er smagen egentlig også … har både de lidt tungere fadnoter med olieret nøddekompot og en lidt voluminøs tyggevenlig frugt, der starter med kandiseret grape, sødlig lemonbitterhed og syrlige drop af citronbolsjer, kogte pærer og en pivfrisk, ren syre, der giver vinen et smukt bid og elegant fylder munden … 94 point.

Forhandles herhjemme af Atomwine, men denne vi er ikke fundet … på vingården koster en nyere årgang 32€ … svarende til 238 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2023 Weingut Rudi Rüttger, Neuleininger Höllenpfad Cool Climate Sauvignon Blanc, Pfalz, Tyskland

2023 Weingut Rudi Rüttger, Neuleininger Höllenpfad Cool Climate Sauvignon Blanc, Pfalz, TysklandVi skal retur til Weingut Rudi Rüttger og det er med en vin, som jeg tidligere har smagt, for det er nemlig hans Neuleininger Höllenpfad Cool Climate Sauvignon Blanc, som jeg smager i årgang 2023.

Sauvignon Blanc druerne til vinen kommer fra de kølige og kalkholdige terroirs omkring Neuleiningen i det nordlige Pfalz og den er lavet i en tør og frugtbevarende stil med kølig gæring og kortvarig modning på ståltanke.

Duftmæssigt er Sauvignon Blanc mere skarpe i næsen med masser af grøn peber, græs, tomatstilke og stikkelsbær, men så mere venlige i smagen. Her er det nærmest omvendt, for duften er slet ikke vild og med de normale Sauvignon Blanc karakterer. I stedet er der en smule eksotisk frugt med mango, hyld, kandiseret grape … og selvfølgelig nogle af de sædvanlige noter af flint, grøn peber og stikkelsbær … men faktisk temmelig diskret og afdæmpet.

Men i smagen kommer syren sgu frem med blot en lille Faxe Kondi sødme. Det er dog mest sure citroner, umodne grønne æbler, grape og en anelse bitter lemon. Vinen har dog en lille smøret fylde, der så giver et bidrag til den venlige side … men det er sgu Sauvignon Blanc alle vil finde fornøjelig … både vinnørder og Fru Jensen. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen er 69,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2022 Weingut Spindler Lindenhof, Forster Riesling, Pfalz, Tyskland

2022 Weingut Spindler Lindenhof, Forster Riesling, Pfalz, TysklandNæste vin er en Ortsriesling … en 2022 Forster Riesling fra vinhuset Weingut Spindler Lindenhof beliggende på Weinstraße i byen Forst i Pfalz vinregionen.

Vinhuset er vi stødt på en del gange her på Houlbergs Vinblog, så det skriver jeg ikke om igen, men kigger så blot videre på denne vin, hvor alle Riesling druerne kommer fra de kalkrige vinmarker beliggende i 120-160 meters højde i bakkerne lige vest for byen Forst.

Vinen laves på traditionel vis med både vinificering og kort tids lagring på stål, da man ønsker at fremhæve den enkle, rene og friske karakter i Riesling-druen.

Duften er virkelig rank og kølig … ganske dejlig og byder endda på en snert af lidt petroleum samt linolie. Men den der smører godt, kører godt og det passer fint på denne vin, som også har et cremet udtryk og frugt med grønne æbler, umodne pærer samt citroner. Stilen er frisk, kølig og mineralsk … stenet og letsaltet mineralitet, hvor du næsten fornemmes skifer og granit.

I munden kommer der lidt mere pondus og krop med … saftig most fra gule og grønne æbler, lidt frugtsødme, kandiseret grape og grillet citron … godt med frisk syre og alligevel med noget sul på kroppen, som jo også gør vinen både rustik og samtidig venlig. Til prisen får man virkelig masser af Riesling drikkeglæde. 90 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 112 kr., mens prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7