Tag-arkiv: 5½

2012 Tenuta Castelbuono, Montefalco Sagrantino Passito, Umbrien, Italien

Den lille eksklusive smagning hos Tenuta Castelbuono sluttede selvfølgelig med dessertvinen … Montefalco Sagrantino Passito, den historiske vin, som i gamle dage blev brugt under religiøse ceremonier. Nu bruges den vist primært til desserter, ost eller bare til en stund med meditation.

Den er lavet på tørrede Sagrantino druer, men druerne til denne Montefalco Sagrantino Passito tørrer druerne ikke vildt lang tid. DOCG reglerne foreskriver, at druerne minimum skal tørre i 2 måneder, men det er lidt forskelligt fra producent til producent.

Efter tørring presses druerne og så fermenterer vinen sammen med skindet. På den måde får man en sød, men også tør vin, som samtidig også har højt indhold af tanniner. Vinen lagrer et år i små franske egefade og siden på flaske.

Og den dufter herligt … sød vin, men på en anderledes måde. I denne er der nærmest lidt røget pølse, slagterbutik, tæt sødme og marmelade på blåbær, brombær og blommer samt vanilje, kanel og lidt skocreme. Dufter ret godt … og ret sødt.

Og hold da op, hvor er det sød nektar i munden. Smager virkelig godt med overmodne blommer, dadler, honning og sødme i overflod … men jeg synes ikke, at Sagrantino tanninerne kommer frem, som er tilfældet med nogle Passito’er. Denne er bestemt blandt de sødeste af slagsen … og jeg elsker det sgu.

Vinspecialisten er forhandler af Tenuta Castelbuono herhjemme, men jeg har ikke fundet denne Passito på deres hjemmeside, så prisen kender jeg ikke.

Rating 5,5/7    

2011 Tenuta Castelbuono, Carapace Montefalco Sagrantino, Umbrien, Italien

Hos det ikoniske vinhus Tenuta Castelbuono smagte vi selvfølgelig også områdets stolthed … Montefalco Sagrantino DOCG. Hos Tenuta Castelbuono startede vi med deres 2011’er Carapace Montefalco Sagrantino.

Det er selvfølgelig 100% Sagrantino druer, som kommer fra husets egne marker i både Montefalco og Bevagna … og endda i Bevagna en del af de allerbedste marker og ældste stokke. Udbyttet ligger lavere end fx deres Sangiovese, nemlig på 35 hektoliter pr. hektar.

Vinifikationen står ikke – som med husets Rosso’er – i rustfrie ståltanke, men derimod i egefade med en kort, kold premaceration ved 12 grader i 30 timer efterfuldt af almindelig fermentering ved 26-28 grader. Samlet maceration i 15-20 dage efterfulgt af 24 måneders lagring på store egefade. Efter flaskning lager vinen yderligere 12 måneder.

Duftmæssigt virker vinen egentlig mere let i næsen end forventet, for Sagrantino er en drue med masser af power. Der er blåbær, brombær, lakrids, hæfteplaster, lidt chokolade og ellers godt med italiensk stram syre. Det er måske endda en af de væsentlige styrker ved Sagrantino … rå power og stram syre.

I munden er der også godt med syre, stramt … men også langt mere elegant end forventet, stadig med nogle vilde tanniner, men de er faktisk godt mixet sammen med frugten i vinen. Det er knastørt, syrligt og powerfuld. Alderen har også lige bøjet de værste tanniner af.

Forhandles herhjemme af Vinspecialisten, hvor prisen er 260 kr.

Rating 5,5/7    

2006 Ferrari Trento, Perlé Bianco Riserva, Trentino, Italien

Lidt udenfor nummer var første vin på Tenuta Castelbuono ikke en vin fra Montefalco området, men denne Perlé Bianco Riserva spumante fra Ferrari Trento … Lunelli familiens gamle spumantehus i Trento.

Som nævnt i mit indlæg om besøget på Tenuta Castelbuono er Ferrari Trento grundlagt i 1902 af Giulio Ferrari, som var en pioner og den første til at plante Chardonnay i stort omfang i Italien med det mål af lave mousserende vine, som kunne matche de store champagner fra Frankrig.

Giulio havde ingen børn, så da han kom op i årene solgte han i 1952 Ferrari til Bruno Lunelli, som på det tidspunkt drev en lille vinforretning i Trento. Bruno havde samme store passion som Guilio og formåede at øge produktion uden at sænke de høje kvalitetsnormer.

Derefter var der Brunos 3 sønner Franco, Gino og  Mauro, der overtog driften, men i dag drives Ferrari af 3. generation af Lunelli familien, nemlig Marcello, Matteo, Camilla og Alessandro. Jeps, det er dem på billedet ovenover.

Ferrari Trento har omkring 120 hektar vinmarker, alt dyrket økologisk og har en samlet produktion på knap 1 million flasker vin årligt. De har et kæmpe topmoderne produktionsanlæg i Trento og ejer derudover Villa Margon … et stort slot fra det 16. århundrede, den 2-stjernede Michelin restaurant Locanda Margon og en række vinebarer under navnet Ferrari Spazio Bollicine.

Det er et vinhus, som har spillet en stor rolle i den italienske historie om vin … ja faktisk i hele verdenshistorien. Således er husets spumanter blevet serveret ved G8-topmøder, adskillige præsidentbesøg, ved middage i Det Hvide Hus og i Downing Street samt brugt, når det italienske fodboldhold har sejret ved store turneringer.

Det er ikke kun på den politiske scene og i sportsverdenen, huset har markeret sin position. Også i vinens verden er det suverænt indenfor sin klasse, og Ferrari Trento er da også markeret med en stjerne i Gambero Rosso, hvilket betyder, at huset har modtaget de eftertragtede 3 glas mere end 10 gange.

De mousserende vine hos Ferrari Trento er opdelt i forskellige serier, The Classic Line, The Maximum Line, The Perlé Line, The Reserve Line og endelig The Gran Cuvée Line.

The Perlé Line består af 4 spumante vine, en almindelig Perlé, en Perlé Rose Riserva, en Perlé Nero Riserva og denne Perlé Bianco Riserva.

Det er en slags Blanc de Blanc … altså lavet 100% på Chardonnay. Druerne til Ferrari Perlé kommer fra nogle af husets bedste vinmarker og vinificeres med en særlig omhu, som ellers kun ses i champagnedistriktet, når champagnehusene fremstiller deres prestigecuvéer.

Druerne håndhøstes med et udbytte mellem 2,2-2,8 kg druer pr. stok. Når druerne ankommer til vineriet, presses de nænsomt og kun 60% af mosten udvindes. Derefter foretages en førstegæring på rustfrie ståltanke og en andengæring på flaske. Vinen får som i de bedste champagnehuse lov til at lagre rigtig lang tid … hele 8 år før den degorgeres og frigives til salg.

Den dufter bare sindssygt godt … vilde urter, svag citron, kvæde og lidt toastbrød. Herlig aroma, som nærmest driller og pirrer din næse på den mest vidunderlige måde.

Smagen er blid med en fast smag af æbler, abrikos og er virkelig velsmagende. Dejlig tørt uden det bliver fort surt, men frisk og sprød. Flot.

Forhandles herhjemme af Vinspecialisten, men har ikke lige fundet denne. Vil dog anslå, at prisen vil ligge omkring 375 kr.

Rating 5,5/7    

2015 Weingut Willi Schaefer, Graacher Himmelreich Riesling Auslese, Mosel, Tyskland

Næste Auslese fra den nye og – ifølge Christophe Schaefer store – 2015 årgang blev denne Graacher Himmelreich Riesling Auslese … endda hvis det skal være helt korrekt nummer #4, da der tilsyneladende også laves flere Auslese fra Himmelreich marken.

Det blev faktisk også smagningens sidste vin fra 2015 årgangen. Og ja … jeg kan godt tilslutte mig Christophe Schaefers påstand om, at det er en flot årgang. Jeg ved ikke, om den er større end tidligere år, dertil er min referenceramme nok for spinkel, men ingen af vinene skuffede på nogen måder … tværtimod. Jeg er nok lidt blown away over kvaliteten.

Denne Graacher Himmelreich Riesling Auslese er overordnet lidt mere syrlig, har mere frisk æble og bitterhed end Wehlener Sonnenuhr. Hvad man er mest til, er selvfølgelig en smagssag, men jeg hælder klart imod Wehlener Sonnenuhr. Med mere syre i denne Himmelreich har denne derimod måske bedre gemmepotentiale?

Der er i næsen tonsvis af tæt eksotisk frugt, fersken, ananas, lime, grape, akaciehonning, hvide blomster samt lidt marcipan. Virkelig tæt … måske endda tættere end Wehlener Sonnenuhr.

Smagen er også mere æbler, mere syre, mere bitterhed, lækker cremet og saftig, sød og omfavnende. Cremet, fyldig og fortsat med Schaefers utrolige lethed, elegance og luftighed. Der er selvfølgelig også godt med sukker, nektar og lækkerhed i vinen.

Forhandles af Vinova, hvor prisen er 325 kr.

Rating 5,5/7    

2015 Weingut Willi Schaefer, Graacher Domprobst Riesling Spätlese #5, Mosel, Tyskland

Og næste vin blev netop 2 583 154 05 16 … igen en Graacher Domprobst Riesling Spätlese, men her i #5 udgaven, hvor druerne kommer fra en anden del af Graacher Domprobst marken end ved forrige vin.

Graacher Domprobst er – som nævnt i et tidligere blogindlæg en af de bedste vinmarker i Graach. Navnet referer til Domprovsten af Trier, som frem til sekulariseringen – adskillelsen – af kirke og stat i det 19. århundrede fik en tredjedel af den indbetalte vinskat i Graach.

Domprobstmarken er kendetegnet ved en skiferholdig overflade med en ler- og kalkholdig undergrund, der fungerer perfekt som dræn og sikrer vinstokkene får rødderne godt ned i undergrunden på den stejle vinmark.

Og selvom denne 2 583 154 05 16 på mange måder har rigtigt meget til fælles med 2 583 154 10 16, så er der – indrømmet – sgu alligevel forskel.

Skal vi starte med duften, så finder jeg klart nogle andre aromaer. Det er som om, at #5’eren er mere landlig, mere frisk og luftig. Igen er der en herlig kompleks og aromatisk næse … petroleum, tæt og intens, eksotisk frugt, fersken, mango, mandariner, citroner sammen med blomster og mineraler.

Smagsmæssigt er den også knap som tung i smagen som #10’eren, men fortsat med jern, stål, honningsødme, stenet og kalket mineralitet og en sindssygt præcis syre igen. Eftersmagen flot, lang og dagdrømmende god. Hmmmm.

Forhandles af Vinova, hvor prisen er 240 kr.

Rating 5,5/7

2015 Weingut Willi Schaefer, Graacher Domprobst Riesling Spätlese #10, Mosel, Tyskland

I Spätlese combatten røg Himmelreich herefter op mod denne Graacher Domprobst Riesling Spätlese #10 – hvor den sidste del … altså nummeret #10 refererer til, at denne vin er lavet med druer fra en specifik del af Graacher Domprobst marken.

Og faktisk er kommende vin i rækkefølgen også en Graacher Domprobst Riesling Spätlese … blot med nummeret #5, altså fra en andel del af marken. Det er for det blotte øje næsten umuligt at se forskellen på etiketten. Det fremgår dog nederst på etiketten, hvor der står et langt nummer, nemlig 2 583 154 10 16. På #5 står der i stedet 2 583 154 05 16. Jep … man skal vide det!

Man kunne måske synes, at det er lidt nørdet med flere forskellige vinificerede vine fra samme mark, men for Christophe Schaefer giver det god mening. Man fortolker terrior … og når der er forskel indenfor samme mark, så skal det selvfølgelig også fremgå af vinene.

Og der er forskel … men det vender jeg tilbage til i næste blogindlæg om Graacher Domprobst #5. Men her og nu er det imidlertid #10’eren, som jeg fik noteret følgende om:

Næsen er langt mere kompleks og aromatisk end Himmelreich … nærmest som om, at der er mere af det hele. Ellers selvfølgelig nogle af de samme elementer, altså svag petroleum, en smule grønne blade og derudover tæt, intens og eksotisk frugt, fersken og en portion grønne æbler, men derudover også blomster, som bidrager til aromaen sammen med skifer og herlig syre.

Smagsmæssigt også mange ligheder med Himmelreich, men der er mere jern, stål og mere kant i denne Domprobst, endda sammen med mere honningsødme, æblerne mere runde og det smager sindssygt godt. Igen vinder Domprobst over Himmelreich … dermed en føring på 2-0.

Forhandles af Vinova, hvor prisen er 210 kr.

Rating 5,5/7

2015 Weingut Willi Schaefer, Graacher Domprobst Riesling Kabinett, Mosel, Tyskland

De næste Weingut Willi Schaefer vine blev serveret sætvis … altså to vine ad gangen. Først skulle vi smage 2 x Kabinett … husets Graacher Domprobst Riesling Kabinett mod deres Graacher Himmelreich Riesling Kabinett.

Som de fleste med hang til de germanske Riesling vine ved, så er Kabinett – modsat betegnelsen Trocken, der blot er et tørhedsbegreb – et lovgivningsmæssigt defineret kvalitetsniveau hos de grundige tyskere. På deres kvalitetsvine … Qualitätswein mit Prädikat afgør Oechle-graden typen af vin og der ligger Kabinett med mindst 75 Oechle, mens Spätlese mindst har 85 og Auslese mindst 95 Oechle.

Trockenbeerenauslese er over 150 Oechle den sødeste – og er således også sødere end fx Eiswein.

Nå, men tilbage til denne Graacher Domprobst Riesling Kabinett, som er lavet med druer fra den legendariske mark, som I kan se et udsnit af på mit foto ovenfor.

Det er en mark, som mange af de store og gode Mosel vinhuse har parceller på, bl.a. Markus Molitor, Weingut S. A. Prüm, Weingut Studert-Prüm-Maximinhof og mange flere.

Lad os kaste os i ud i udfordringen … hvilken af Weingut Willi Schaefers to Kabinett Rieslinger er bedst, Graacher Domprobst eller Graacher Himmelreich?

Duftmæssigt virker denne Graacher Domprobst herlig mineralsk … godt med kridt, men det er en blid mineralsk aroma, blødt kridt so to speak. Kridt er vel lidt blødt? Der er røg, ananas, fersken, nektariner samt et strejf af blomster. Virker total kompleks og blid.

Smagsmæssigt virker den også utrolig kompleks, har godt med mineraler og sten, men på en virkelig blid facon. Det er stadig med et mix af lethed og intensitet, en smuk og lækker bitterhed, friskhed og præcision. Konge.

Forhandles af Vinova, hvor prisen er 175 kr.

Rating 5,5/7    

2013 Massimo Rivetti, Barbaresco Froi, Piemonte, Italien

Og minsandten om vinbussens sidste stop på ruten – der var minutiøst planlagt og dirigeret af Paul med hans vinøse kompas – var hos Azienda Agricola Massimo Rivetti i den lille by Neive, så vi også kunne smage deres Barbaresco fra topmarken Froi.

Som med de øvrige vine fra Massimo Rivetti foregår al høst og sortering med hånden i små 20 kilos spande for at bevare druerne bedst muligt. I kælderen starter gæringen spontant med de naturligt forekomne gærstammer. Processen foregår i temperaturstyrede ståltanke med hyppig overpumpning for at udvinde farve og polyphenolforbindelser.

Macerationen varer mellem 30-50 dage afhængig af årgang. Vinen lagres efterfølgende i 20 måneder på egefade, primært 25 hektoliter egetræsfade af slavonsk eg og små franske barriques.

I forbindelse med hele processen forsøger man at holde vinen så naturlig som muligt ved kun at bruge et absolut minimum af sulfitter.

Vinen aftappes ufiltreret for at bevare så meget intensitet og frugt som muligt samt for at opnå større fylde og styrke. Efter aftapning på flaske lagrer vinen yderligere 6 måneder, inden den frigives til salg.

Vinen har i denne årgang 2013 fået 2 ud af 3 glas i Gambero Rosso og 90 point af James Suckling.

Duftmæssigt læner vi os lidt op ad forrige vine … italiensk stramhed, syrlighed med blomster, roser, violer, lyserøde bær, hindbær, ribs og lakrids, engelsk lakrids, men også mere tæt og mere varm i duften. Der er en virkelig lækker lethed over vinen, et mineralsk islæt og svag babybræk.

Smagen er stram … virkelig stram og syrerig. Meget præcis med eg, cigaræsker, tørhed, fennikel, lakrids og lidt tobak og vanilje fra fadene. Syren spiller og driller … dejligt.

Købt hos Jysk Vin, hvor prisen er 289 kr. for en flaske, men 259 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 5,5/7    

2010 Tenuta Bellafonte, Montefalco Sagrantino Collenottolo, Umbrien, Italien

Umbrien betegnes som Italiens grønne hjerte og ligger klemt mellem Toscana, Marche og Lazio, men er et sandt eldorado af god mad og vin. Og en af disse vine er denne Montefalco Sagrantino Collenottolo fra det lille vinhus Tenuta Bellafonte Società Agricola. Det er ren Sagrantino … power og tanniner. Tør på den fede måde.

Tenuta Bellafonte ligger i hjertet af den mest uberørte del af Umbrien, kun to skridt fra Bevagna, i nærheden af den lille charmerende landsby Torre del Colle og vingården ligger med en betagende udsigt over bakkerne med skove, velplejede vinmarker og oliventræer med de pjuskede og sølvfarvede kroner.

Vingården er grundlagt, ejes og drives af ægteparret Peter & Sabina Heilbron, som du kan se nyde lidt vino på billedet ovenfor. Vinfremstillingen er dog lagt i hænderne på den ansatte vinmager Beppe Caviola.

Peter er født i Milano, men familien stammer oprindelig fra Tyskland. Han havde inden etableringen af Tenuta Bellafonte Società Agricola i 2007 arbejdet nogle år som administrerende direktør for to store firmaer indenfor spiritus og øl, men hans passion for vine og det unikke terroir i Montefalco gjorde, at han tog springet som selvstændig vinbonde.

Peter ejer i alt 27 hektar jord, hvoraf de 7 hektar er tilplantet med vin … i starten udelukkende Sagrantino, men der er nu også lidt jord med den grønne drue Trebbiano Spoletino.

Resten af jorden er skov, en mindre frugthave og 2.500 oliventræer af sorterne Frantoio, Leccino og især Moraiolo. Vinmarkerne ligger i en højde mellem 260 og 320 meter over havets overflade, og jordbunden er hård, stenet og har godt med ler.

I bedste italienske stil drives der selvfølgelig også lidt Bed & Breakfirst med udlejning af 5 værelser. Hele ejendommen drives økologisk og bæredygtigheden er tænkt ind i alle detaljer fra arbejdet i markerne til bygning af de underjordiske kælderfaciliteter.

Der produceres kun to vine, som repræsenterer det absolut ypperste, området kan præstere, nemlig denne Montefalco Sagrantino Collenottolo samt de nyere hvidvin Arnèto, som Peter lavede første gang i 2014.

Alle druer til Montefalco Sagrantino Collenottolo kommer fra 14 år gamle vinstokke, høstes med hånden, sorteres og afstilkes inden gæringsprocessen, som foregår udelukkende med de naturligt forekommende gærstammer.

Processen varer et 2-3 uger, hvorefter vinen overføres til store fade – ikke mindre end 30 hektoliter – af slavonsk eg, hvor den lagrer i 36 måneder inden den ufiltrerede aftapning på flaske. Inden vinen frigives til salg, så lagrer den yderligere 10 måneder på flaske.

Der er produceret 10.850 flasker af vinen i denne årgang 2010, hvilket er dobbelt så mange som året før. Jeg har tidligere smagt 2009’eren, som jeg var meget imponeret over … der stod dog ikke Collenottolo på etiketten, men det skulle være samme vin, da Peter alene laver en rødvin.

Har virkelig en inspirerende næse … og nogle af de samme noter som 2009’eren, bl.a. godt med blomster. Vi snakker lavendel, blomsterstøv og de små lilla, kandiserede violer, champignon, birkebark, tørhed, mørke bær, solbær, babybræk (på den fede måde), meget tæt i strukturen og har derudover stor tørhed. Ganske kompleks i duften. Måske endda lidt animalsk i duften.

I munden er vinen både stram og kødfuld, men måske knap så tør som 2009’eren. Det er kraftigt og blødt, bærrene også en tand mørkere end duften indikerer, men der er fortsat en stålsat nerve i vinen med jern, sten og stål. Læg dertil lidt mælkechokolade. Det hele er godt integreret og den høje alkoholprocent på 14,5% – en halv procent lavere end året før – mærkes heller ikke. Fortsat virkelig en vin med karakter.

Købt hos Jysk Vin, hvor prisen er 249 kr. for en flaske, men 199 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 5,5/7    

2009 Castello di Ama, Chianti Classico Riserva, Toscana, Italien

Denne Chianti Classico Riserva fra Castello di Ama smagte jeg i en årgang 2008 for nogle måneder siden. Nu dukker den sgu op igen … blot i en nyere årgang.

Men jeg klager ikke, for det er satans god saft.

Castello di Ama ligger lige mellem de to små byer Poggio San Polo og Lecchi i Chianti i et område, som kaldes Ama efter den lille bjerglandsby Amma, hvis historie kan spores helt tilbage til 998.

Vinhuset er grundlagt i starten af 1960’erne af en gruppe af familier, der havde forelsket sig i stedet og købt den gamle ejendom. De satte sig for at genoplive Ama og producere Chianti Classico, som skulle konkurrere med andre af verdenens mest prestigefyldte vine.

De fire familier fra Rom har restaureret ejendommen og investeret store summer i projektet. Der er samlet 250 hektar jord, men alene 80 hektar er vinmarker fordelt på markerne Vigneto Bellavista, Vigneto La Casuccia, Vigneto San Lorenzo samt Vigneto Montebuoni. Derudover er der også en der også en lang række marker med oliventræer.

Siden 1982 har Castello di Ama været drevet af parret Lorenza Sebasti og Marco Pallanti. Lorenza stammer selv fra Rom og er datter af en af de 4 familier, som grundlagde vingården, mens Marco er vinmageren og selv stammer fra Toscana. Han blev bl.a. i  2003 Winemaker of the Year.  Endelig blev Castello di Ama også udnævnt til Best Winery 2005 of the Year af  Gambero Rosso.

Denne Chianti Classico Riserva  er lavet med druer fra vinstokke, som stammer tilbage fra 1964 og dels 1978. Det er 80% Sangiovese, 8% Canaiole samt 12% Malvesia Nera og Merlot. Druerne sorteres, afstilkes og knuses. Gæringen foregår under temperaturkontol mellem 30 og 33 grader med hyppige overpumpninger under hele gæringsprocessen.

Maceration varer 21-23 dage. Efter den primære gæring blev knapt halvdelen af vinen overført til franske egefade for den malolaktiske gæring. Vinen lagrer 12 måneder på de franske fade, hvoraf 20% er nye.

Duftmæssigt er det blommer, kirsebær, tobak, skovbund, en animalsk aroma og derudover salt, eukalyptus, estragon, god syrlighed og egentlig også stor lethed. Som 2008’eren nærmest en lidt kølig side. God kompleksitet.

Virker smagsmæssigt en smule strammere end 2008’eren, frugten mere ribs, stikkelsbær og granatæbler og derudover en let sødme, svag chokolade, jern, våde sten og en vis let bitterhed i eftersmagen. Virker slet ikke så moden, som 2008’eren, men det er der jo råd for … gem vinen nogle år endnu.

Købt hos Jysk Vin, hvor prisen er 245 kr. ved køb af 1 flaske og 219 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 5,5/7