Lørdagens vin er fra Sydafrika, et vinland som jeg normalt ikke dyrker ret meget. Vinen her har da også ligget i vinkøleskabet i mange år efterhånden, men med et årstal på 2005, så var det måske på høje tid at få smagt denne vin. Radford Dale er en del af vingården “Winery of Good Hope”, som også tæller Winery of Good Hope, Land of Hope og Vinum Afrika.
Radford Dale er flagskibet/toppen hos vingården og bag navnet gemmer sig Barossa Valley fødte Ben Radford og britiske Alex Dale, der i øvrigt har boet mere end halvdelen af sit liv i Bourgogne. Radford Dale er med en årlig produktion på bare 300 kasser Shiraz blandt micro producenterne i Sydafrika.
Eneste objektiv er maksimal kvalitet. Uden kompromiser af nogen art, men tilsat en god portion af uhøjtidelighed og sjov. Og så skal vinene yde fremragende ”Value for Money”. Hemmeligheden bag potentiel og ægte kvalitet ligger i vinmarkerne.
Udgangspunktet for Radford Dale Shiraz er nogle af de bedst beliggende vinmarker i det sydlige Stellenbosch’s Helderberg region, med udsigt til False Bay og kølende vinde. Det kuperede terræn giver hver enkelt lille parcel sit microklima, noget der er med til at øge vinens kompleksitet. New World frugt – europæisk stil og struktur.
Med deres fremragende Shiraz søger Alex og Ben at kombinere det bedste fra den nye verden med det bedste fra den Europæiske tradition. Det vil sige den solmodne, lækre og rige frugt med den faste struktur og finessen fra de bedste europæiske vine.
Druerne håndplukkes, afstilkes og gennemgår en kold maceration (udblødning) inden gæringen. Under gæringen benyttede Alex og Ben sig af overpumpning af mosten og pigeage, hvor drueskindet mekanisk stødes ned i den gærende most. Alt for at sikre maksimal farve, struktur og rigdom.
Vinen blev efterfølgende macereret på drueskindet i to uger og fadlagret i 14 måneder på 75% fransk eg og 25% amerikansk eg. Alex og Ben benyttede sig af avancerede teknikker som ”micro oxygenation” i fadene, for at sikre en blød tannin struktur.
I glasset også en mørk fætter. Duften er peber, og den lidt “mulle” jordbund, som man ellers normalt finder i Bordeaux vine. Derudover er der duft af chokolade, ristede bær og masser af sol. Duften kan godt lede én hen omkring Rhône området.
Smagen er på en gang let, men alligevel tung, fyldig og tæt. Ja, det lyder sgu da vist mærkeligt, men det må være fordi, at der er god balance i vinen. Der er også både syre og en smule sødme, som bare gør vinen meget letdrikkelig, ja faktisk mere tilgængelig og elegant end fx en “aussi-bombe” . Det smager ikke helt som Rhône, og ikke som Australien …. men det smager jo godt.
Købt i Randers Vinhus til 158 kr.
Her en Côtes du Rhône Cuvée Philipson fra det klassiske, kendte vin- og negociantfirma Guigal. Guigalfamiliens historie i Ampuis startede i 1923, hvor Etienne Guigal kom til byen som 14-årig og senere etablerede sig som vinbonde.
Smagte tirsdag denne lille dejlige sag fra Loire. Domaine de la Garenne er et lille domaine, hvor både pleje vinstokkene, vinifikation, lagring og aftapning forestås af ejeren selv, den meget seriøse Bernard-Noël Reverdy.
Næste røde vin var fra det billedskønne Umbrien, nemlig fra vingården Tenuta Castelbuono, som har 50 ha marker fordeler over de to vinområder Montefalco og Bevagna.
Fredagsvinen blev endnu en Pinot Noir … vist det man kan kalde en stime … i form af denne “letvægter”fra Vin & Vin.
Selvom vinen var tildækket, så gættede jeg med det samme; Pinot Noir & Bourgone … og ganske rigtigt. Machard de Gramont er en traditionel og klassisk familieejendom i Nuits St. Georges, og de har marker i Còte de Nuits og Côtes de Beaune, og her er vi i den lille kommune Chorey Les Beaune lige nord for Beaune.
Et kup … sådan betegner Phillipson Wine denne vin, købt til 99,95 kr, pr. flaske – ved køb af 12 stk. naturligvis – og en førpris på 499,95 kr., altså en besparelse på ikke mindre end 400 kr. pr. flaske … se det er noget, som vi danskere kan li’.
Så lige en vin fra den amerikanske filminstruktør Francis Ford Coppola, eller rettere fra hans vingård … da vinen jo ikke er lavet af Francis himself, men af hans vinmager Corey Beck.
Hvad gør man, når fredag aften melder sig med Pinot Noir rystelser efter en flot bourgognesmagning om torsdagen og halsen skriger efter mere pinot? Mit svar blev en tysk spätburgunder fra Franz Keller i Baden.
Fredag bød på denne vin fra et af mine ynglings vinområder, nemlig denne gamle kending, Condado de Haza fra Ribera del Duero i Spanien. Et vin, som jeg har fået mange gange, og som faktisk stadig holder.