Tag-arkiv: mourvèdre

Mourvèdre er en meget udbredt rød drue, som vokser i hele verdenen, men oprindelig formodes at stamme fra Spanien. Den kendes specielt fra Frankrig, hvor den i det sydlige Rhône er en regelmæssig komponent i blandingerne Côtes du Rhône og Châteauneuf-du-Pape og derudover i Provence, hvor den er hoveddruen i de røde Bandol og krydrede rosévine.

Den spanske oprindelse afsløres bl.a. også ved, at der i Catalonien ligger en by kaldet Mataro, hvilket Mourvèdre også kaldes i både Australien og Californien, mens der også i Valencia ligger en by kaldet Murviedro, hvor druen er meget udbredt, men i Spanien kaldes druen i dag dog primært Monastrell.

I Australien og Californien kaldes Mourvedre ofte Mataro, selvom prestige forbundet med dets franske navn har tilskyndet mange producenter til at opgive betegnelsen Mataro.

Mourvèdre er en meget mørk drue med små bær med tykt skind, hvilket giver vinene masser af farve og et højt indhold af tanniner, hvilket gør druen meget velegnet til at blande med andre druer. Og derfor ses Mourvèdre også ofte sammen med specielt Grenache samt Syrah i det klassiske GSM blend.

Mourvèdre blandes også ofte sammen med andre klassiske sydfranske sorter som Carignan og Cinsaut.

Sorten blev hårdt ramt af phylloxera epidemien i 1880’erne, hvor den stort set blev udryddet fra mange området, men i områder med sandjord – som fgx Bandol – blev vinstokkene ikke ramt. Phylloxera kan simpelthen ikke overleve i den lette jord, men foretrækker tungere jordtyper som fx ler.

Mourvèdre er ikke verdens nemmeste drue for vinproducenterne, da den kræver stor tålmodighed. Det tager således lang tid for en vinstok at give druer af god kvalitet, typisk skal der gå 5 år inden vinstokkene giver deres første høst.

Sorten modner også sent … er faktisk en af ​​de sidste, der plukkes. I Provence omkring Bandol plantes Mourvèdre bevidst på varmere, sydvendte skråninger for at fremskynde modningsprocessen, mens Syrah og Grenache plantes på køligere, nordvendte skråninger.

Duftmæssig har Mourvèdre typisk aromaer som brombær, violer og et strejf af stald. Vinen er rig på tanniner og syre. Typisk har smagen syrlige brombær, søde sveskeblommer, grillet kød, urter og lakrids. Ung Mourvèdre kan være grov i udtrykket, men udvikler kompleksitet med lagring.

2010 La Bastide Saint Vincent, Vacqueras Pavane, Rhône, Frankrig

2010 La Bastide Saint Vincent, Vacqueras Pavane, Rhône, FrankrigLidt vin midt på ugen … dårlig vane … indrømmet, men travl dag, og hvorfor ikke lige slappe af under aftenens madlavning med et godt glas?

Vi er i Vacqueras, en appellation, som er egentlig er forholdsvis ny. I 1990 blev den opløftet fra Côtes du Rhône-Villages til sin egen selvstændige appellation. Mere end halvdelen af det forholdsvis store område, domineres af et kooperativ. Vacqueyras ligger kun nogle få kilometer syd for Gigondas og vinene fra de to områder ligner da også hinanden på mange måder. Vacqueyras har dog ikke den samme frugtsødme og renhed som der kan findes i Gigondas. Derimod er vinene fra Vacqueyras ofte robuste og lidt grove i det.

Det er i høj grad Grenache druen der danner rygrad for vinene og størstedelen er rødvin, selvom hvid og rosé og fremstilles. Vinene har fuld krop, er kraftfulde og rustikke. Provennæse af røde og mørke bær, urter og oliven.

Vinmarkerne ligger 100 til 400 moh., hvor dem fra højderne er i bedst balance. Men ellers er området ganske homogen uden de store udsving, så gå efter producenten.

La Bastide Saint Vincent er et lille familiedrevet vinbrug med blot 18 hektar marker, mange med oldgamle vinstokke og flere hektar i den berømte Garriques-del af Vacqueras!

Vingården ligger i byen Violes, ca. 10-12 øst for Orange og er ejet af Guy Daniel, men det er primært sønnen Laurent, som står for driften. Far og søn håndplukker alle druer (formentlig med lidt hjælp), og holder et meget lavt hektarudbytte på omkring 30 hl/ha.

Vinene bliver alle vinificeret traditionelt og omhyggeligt. Gæringen foregår således i emaljerede ståltanke med temperatur kontrol, så gæringen kan ske så langsomt  som muligt. Lagring sker på enten stål eller fad afhængig af vintypen.

La Bastide Saint Vincent er Rhônevine, som de har været i århundreder: Ingen smarte tricks, ingen leflen for moderne genveje, ingen kunstigt høje priser. Blot personlige vine lavet med omtanke og kærlighed.

Druesammensætningen i denne vin er 75% Grenache 10% Syrah og 15% Mourvedre.

Duften afslører med det samme, at der er tale om Rhône vin, og der er lavendel, urter, en jordagtig duft, blomster, sorte oliven, blommer, grafit.

Smagsmæssigt fylde, men også en dejlig stram klassisk smag med grønne noter og mineralitet. Kan godt nikke genkendende til, at en Vacqueyras er lidt mere robust og grov, men det kan jeg rigtigt godt lide. Fin vin.

Købt hos Randers Vinhus, pris ca. omkring 130 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2010 Vidal-Fleury, Vieille Fontaine Côtes-du-Rhône Villages, Rhône, Frankrig

2010 Vidal-Fleury, Vieille Fontaine Côtes-du-Rhône Villages, Rhône, FrankrigNæste vin fra Vidal-Fleury … her var duften bekendt, og alle gættede vistnok også landet. Det er klart Rhône.

Vinhuset Vidal-Fleury har jeg tidligere skrevet om i anmeldelsen af deres 2010 Vidal-Fleury, GSM, Rhône, Frankrig, så det vil jeg ikke trætte jer med. Lad os i stedet kigge nærmere på denne vin.

Vi har fat i en Côtes-du-Rhône Villages og Vidal-Fleury har lavet den siden 1974 og det er en af husets største successer. Vinen er år efter år af samme, høje kvalitetsniveau.

Druerne fra Domaine de la Vieille Fontaine blev allerede tidligt anset for at være så gode og specielle at man besluttede at lave en egentlig Domainevin og ikke en blandingsvin. Vinen er lavet på 65% Grenache, 20% Syrah, 10% Mourvèdre og 5% Carignan. 70% af vinen er lagret på ståltanke og 30% på “foudres” store, franske egefade.

I glasset duft af Rhöne … røget kød, krydderier, lidt lakrids, fin duft. Smagen meget ren Rhône også, der er lidt kant, der er masser af mørk frugt, peber, chokolade, lavendel. Uhmmm, super vin.

Hvem medbragte vinen: Steffen

Købt hos Philipson Wine til 79,95 kr. ved køb af 12 stk.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2003 Domaine Les Cailloux, Châteauneuf-du-Pape Cuvée Centenaire, Rhône, Frankrig

2003 Domaine Les Cailloux, Châteauneuf-du-Pape Cuvée Centenaire, Rhône, Frankrig På næste Châteauneuf du Pape fik vi lidt alder på, nemlig hele 9 år med denne Cuvée Centenaire fra den gode André Brunel, som jeg har skrevet om i et par af de tidligere blogindlæg, derfor ikke mere om gården eller denne vinmager.

Cuvée Centenaire er én af Rhônedalens store vine. Det er en Chateuneuf lavet på druer fra en meget lavtydende parcel tilplantet før århundredeskiftet, altså skiftet mellem det 19. og det 20. århundrede. Vinen blev lavet første gang i 1989, langt tid før der gik mode og Parker point i den slags, og Cuvée Centenaire er kun lavet i 1989, 1990, 1995, 1998, 2000, 2001, 2003 og 2005.

Normalt laves Domaine Les Cailloux Chateauneuf du Pape Cuvé Centenaire fra 80% Grenache, 12% Mourvedre og 8% Syrah. Sammensætningen varierer dog efter årgangene, Grenache lagres på tank, mens Syrah og Mourvedre fadlagres på 1, 2 eller 3 år gamle fade. Normalt fremstilles ca. 6.000 flasker.

I glasset en rødbrun sag, som udsender dufte af sherry, alderdom og svedsker. Smagen lidt i samme stil, svedsker er vist det mest gennemgående, og det er ikke lige mig. Efter min mening burde vinen have været drukket for år tilbage, og faktisk lidt utroligt, at den ikke på sølle 9 år ikke bevarer mere friskhed, specielt set i lyset af fx Marcoux’en fra 2006, som var en frisk og frejdig sag. Det skal dog retfærdigvis siges, at smagen er bedre end duften, men det bliver et PAZZZZ for mig.

Fås hos Strobel Vinimport til 998 kr.

Vinanmeldelse 3/7 

2008 Clos des Papes, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2008 Clos des Papes, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigSå kom én af de vine, som jeg havde glædet mig afsindigt meget til at smage igen, nemlig den røde fra Clos des Papes.

Har tidligere smagt deres 2007, og har også deres 2009 liggende, og det smager bare sindsygt godt.

Jeg har på tidligere blogindlæg om den hvide Châteauneuf fra Clos des Papes skrevet lidt om selve vingården og Paul-Vincent Avril, så jeg vil i stedet koncentrere mig lidt om denne røde vin fra vingården.

Igen i 2008 har Paul-Vincent Avril skabt en af de fineste 2008’ere i Châteauneuf du Pape  appellationen. Vinen er lavet på en klassisk blanding af 65% Grenache, 20% Mourvedre, 10% Syrah og resten en blanding af nogle af de øvrige tilladte sorter. Udbyttet holdes på ca. 25 hl./ha. Lagres på foudres 12-15 mdr.

Her i årgang 2008 har Wine Spectator givet vinen 95 point. Tidligere årgange, fx 2007 fik 99+ point af Parker, men Parker giver denne årgang 2008 mere beskedne point, nemlig 91 af slagsen. Generelt er det dog en vin, som altid får gode anmeldelser, og det er der en grund til.

Forholdsvis lys rød farve med en klar kant. Meget indbydende næse, der er slagtervarer fra slagter Munk i Skagen, der er røg, røde bær, lavendel, lakrids og urter. Det dufter simpelthen fabelagtigt. Men mine damer og herrer, duften er ikke engang det bedste, næ nej det er smagen.

Jeg får rent faktisk tårer i øjnene, når jeg drikker denne vin. Yderst elegant, fantastisk balance med en slags “kølighed” over sig. Dette er elegance, finesse, balance … føj hvor er det altså godt. Vinen bevarer samtidig “det hele” i en flot vanvittig lang eftersmag. Det er traditionel Châteauneuf, når det er bedst! Thumbs up.

Det var vist endda de sidste flasker hos Strobel, prisen ligger – ligesom hos den hvide – på 549 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2006 Domaine de Marcoux, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2006 Domaine de Marcoux, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigNå, videre til næste Châteauneuf, denne fra Domaine de Marcoux, en vin jeg tidligere har smagt, blot i årgang 2007.

Indtil sidst i 90-erne blev Marcoux drevet af den eksentriske Phillipe Armenier. Han drev Marcoux efter principper inspireret af Rudolf Steiner, biodynamisk og med skyldig hensyntagen til stjernes stilling på himlen. Man kunne kun foretage sig visse ting i marken eller kælderen, hvis stjernerne stod rigtigt. Pludselig forlod han domænet og overlod driften til sine to søstre, Catherine og Sofie Armenier.

Driften er stadig biodynamisk, men søstrene lægger ikke skjul på, at de går knap så meget op i de dele, som broderen gjorde. I øvrigt kan familien dokumentere sin eksistens i området helt tilbage til 1344. Phillipe lever i dag i Californien, hvor han bruges som foredragsholder og konsulent vedrørende biodynamisk vindyrkning.

Marcoux har 17,5 hektar, heraf godt 1 hektar med grønne druer og 1 hektar Cotes du Rhone. Gennemsnitsalderen på vinstokkene er omkring 50 år, men de har 5,5 hektar med næsten 100 år gamle vinstokke.

En stor del af disse druer bruges i denne almindelige chateauneuf’, mens resten ryger i den legendariske Vieilles Vignes, som laves med høstudbytter nede omkring 10 hl/ha. I denne almindelige Chateauneuf du Pape kommer druerne fra 13 forskellige marker med en gennemsnitsalder på 50 år.

Høsten sker kun manuelt, og druerne sorteres derefter på vingården. Herefter bliver druerne afstilkede, knust, afkølet og så starter hele vinificeringen. Bortset fra det med stjernerne er vinificeringen som hos andre producenter.

Citat fra Sofie Armenier: “We interfere with the vinification as little as possible. We don’t do any pigeage to get color, because we just don’t want to get in the way of the fruit.” Lagringen sker i 350 liter tønder, og modningen varer omkring 18 måneder.

Denne vin er lavet på 80% Grenache, 10% Mourvedre, 5% Syrah og resten andre sorter i mindre mængder.

Masser af stald i duften, herligt. Der er også mørke bær, solbær, mens smagen også giver masser af mørke bær, men med en dejlig friskhed. Der er fin balance og tanninen også flot til stede. Også en rigtig dejlig vin, som jeg dog rater lidt lavere end de foregående to.

Fås hos Strobel Vinimport til 349 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2008 Domaine Les Cailloux, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2008 Domaine Les Cailloux, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigSå kom første røde Châteauneuf du Pape i glasset, nemlig fra Domaine Les Cailloux. Jeg har lige skrevet lidt om André Brunel, som jeg vil nøjes med at skrive lidt om selve Domaine Les Cailloux.

Domaine Les Cailloux er jo én af de kendte producenter i Chateauneuf du Pape. Vingården drives som sagt af Andre Brunel er sammen med sin kone Lucien. Han er tredje generation af vinavlere på ejendommen, som har taget sit navn Domaine Les Cailloux fra “cailloux roulés”, som er den franske betegnelse for de store rullesten, som findes på vinmarkerne i hele Chateauneuf du Pape-regionen. Brunel familien har siden 1700-tallet været vinbønder i området.

Hele ejendommen Domaine Les Cailloux er stor, ialt omkring 50 hektar, hvoraf dog alene 17,3 hektar er vinmarker. Den primære druesort hos Les Cailloux er Grenache. Nogle af deres vinstokke er blandt de ældste i Chateauneuf du Pape. De er tæt på 120 år gamle!

Markerne er rig med lerjord, kalk og så selvfølgelig de nævnte rullesten. Lagringkældre og administration findes på Chemin Bois de la Ville i Chateauneuf du Pape, men ellers sker produktionen flere steder, bl.a. i Sorgues, hvor et tidligere lager for appelsiner tjener som oplagringsrum, for de aftappede vine.

Man kan ikke rigtig komme til at tage et præsentabelt billede fra domænet, men som den sindige og beskedne Brunel udtrykker det: Det er jo heller ikke bygningerne, der er det vigtigste.

André vinficerer sin Chateauneuf-du-Pape traditionelt, men lagrer en del af Syrah’en og Mourvedren på små nye egefade, og det giver vinen en lidt anden fylde og karakter.

Her har den almindelige Chateauneuf du Pape, som er lavet på 65% Grenache, 20% Mourvedre, 10% Syrah og resten fra andre druesorter. Der er tale om relativt gamle vinstokke, ca. 60 år. Grenache lagres på tank, mens Syrah og Mourvedre fadlagres på 1, 2 eller 3 år gamle fade. Produktionen er på ca. 60.000 flasker årligt.

I glasset ren drikkeglæde, der er duft af stald, mejeri eller i hvert fald nogle mælkeprodukter samt tonsvis af mørke bær. Smagsmæssigt en god balance mellem sødme og tørhed, mørke bær, meget elegance og finesse, Provence og fint tanninbid i eftersmagen. Fantastisk dejlig vin.

Fås hos Strobel Vinimport til 249 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2009 Clos du Mont-Olivet, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2009 Clos du Mont-Olivet, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigMed sidste vin onsdag sluttede rejsen i Rhône, nærmere præcis i Châteauneuf-du-Pape hos det gamle hæderkronede Clos du Mont-Olivet, grundlagt af Romain Jausset, der der havde erhvervet nogle parceller, som gik i arv til hans svigersøn Seraphin Sabon i 1932.

Næste generation, Seraphin Sabons søn Joseph Sabons navn indgår stadig i firmaets navn, Les Fils de Joseph Sabon. Og Josephs sønner Jean-Claude, Pierre og Bernard forestår i dag ledelsen af domænet, men et generationsskifte til 4. generations er nært forestående, og de tre brødres børn står klar til at overtage ledelsen. Den ældste, Thierry Sabon, har i dag ansvaret for vinfremstillingen og andre opgaver varetages af David, Celine og Mylene.

Domænet ejer 28 hektar Chateauneuf du Pape, 17 hektar Cotes du Rhone og 1,5 hektar Vin du Table. Som det ofte er tilfældet i Chateauneuf du Pape er vinmarkerne vidt spredte over ikke mindre end 15 lieux-dits i appellationen, Montalivet, La Crau, Les Blachières, Coste Froide, Bois Seneseau, Palestor, Bois Dauphin , Pied de Baud, Les Bousquets, Les Parrans, Les Marines, Le Bois dela Ville, Cansaud, Les Gallimardes og Les Serres.

Vinen her er deres almindelige Châteauneuf-du-Pape og er lavet på 80% Grenache, 10% Syrah, 6% Mourvèdre samt 4% Cincault og andre. Såvel Syrah som Mourvèdre-druerne afstilkes 90%, og Grenache med 20%. Både maceration og gæring sker i store cementkar og varer 3 uger, hvor man hyppigt foretager nedpresning af “chapeau’en” og omstikning. Den malolaktiske gæring sker ligeledes i cementkar. Herefter lagres vines i cuve og efter blandingen i store træfoudre i 18 måneder. Der laves 58.000 flasker af denne vin hvert eneste år.

Duften er lakrids, blommer, kamfer, vanilje., mens mine smagsnoter siger fedme, sødme, mørke bær, klart Rhône har jeg også skrevet, og en meget intens smag. En vin, som jeg har smags en del gange, blot i andre årgange. Vinen var blandt andet med i vores store 2007 Châteauneuf-du-Pape smagning, og i Randers Vinlaugh har vi tidligere haft en vertikal-smagning af netop denne vin, hvor vi bl.a. smagte vinen i årgang 2003, 2004 og 2005. Senere har vi også smagt den i årgang 2006, og nu altså 2009. En absolut dejlig vin fra et fantastisk område.

Kan købes hos Jysk Vin til 199 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2011 Domaine de Fondrèche, Fayard Ventoux, Rhône, Frankrig

2011 Domaine de Fondrèche, Fayard Ventoux, Rhône, FrankrigNæstsidste “festvin” var denne Fayard fra Domaine de Fondrèche. Jeg har tidligere smagt og skrevet her på bloggen om storesøsteren (jo, jeg har lært det), nemlig den fantastiske Nadal.

Domaine de Fondrèche ligger i byen Mazan ved foden af det berømte “Tour de France” bjerg Mont Ventoux. Domainet blev etableret i 1991 og har blandt kendere hurtigt manifesteret sig som den bedste producent af Ventoux vine. Robert Parker omtaler bl.a. Domaine de Fondrèche på følgende måde: “The leading reference point estate in the Cotes du Ventoux region, Domaine de Fondreche is run with extraordinary passion and impeccable attention to detail by Sebastian Vincenti.”

Domainet drives – som nævnt – af den unge og meget passionerede Sebastian Vincenti, der har stået i god vinøs lære hos André Brunel på Les Cailloux i Châteauneuf du Pape. Sebastian arbejder kompromisløst på at skabe de bedste og mest naturlige vine bl.a. via sine berømte æggeformede betonkar.

Her har vi huset basis cuvé, Fayard, som er lavet på 50 % Grenache, 30 % Syrah og 20 % Mourvédre, dvs. en GSM vin lige den foregående. Her den med ganske mere saft og kraft. Duft er mørke bær, tjære, muldjord, toast, lakrids. Smagen er stram, fyldig med god mineralitet og tør eftersmag. Dejlig vin, selvom den ikke helt når storesøsteren. Lillesøstre kan nu også være dejlige. Jeg er sgu vild med den.

Købt hos Wine Company, pris 79 kr., men 69 kr. ved køb af 6 stk.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2010 Vidal-Fleury, GSM, Rhône, Frankrig

2010 Vidal-Fleury, GSM, Rhône, FrankrigNæste vin fra sidste weekends fest er denne GSM Rhône vin.

Vinhuset hedder Vidal-Fleury, blev grundlagt i 1781 og er beliggende midt i de berømte Côte-Rôtiemarker. Det er det eneste vinhus i Rhônedalen, der har lavet vin uden afbrydelse siden 1781. Vinhuset ejer en perlerække af vinmarker i den nordlige del af Rhôneområdet, men køber udvalgte druer fra hele Rhônedalen.

Guigal, verdens bedste winemaker, og generelt anset som Rhônedalens bedste producent, købte vinhuset i 1984. Etienne Guigal, Marcels fader, blev oprindeligt udlært og arbejdede hos Vidal-Fleury i en årrække. Vidal-Fleury producerer vine fra flere appellationer i Rhônedalen end noget andet Rhônehus, heriblandt berømte appellationer som Côte-Rôtie, Condrieu, Hermitage, Châteauneuf-du-Pape, Cornas, Sainit-Joseph, Crozes-Hermitage, Gigondas, Vacqueyras, Tavel, Cairanne, Côtes du Rhône Villages, Côtes-du-Rhône og Ventoux. Enkeltmarken La Chatillone i Côte- Rôtie (i Côte Blonde) er husets flagskib. Som Robert Parker skriver:” This well-known producer is clearly on the upswing in quality with their brand new winemaking facility in full operation since 2009.” Vinene vinificeres i det nye state-of-the-art winery som blev færdigt i 2008, og er specielt bygget til at lagre vinene indtil de er klare til salg. Vinene fremstilles af Vidal-Fleurys eget winemakerteam.

GSM er en ny vin som Vidal-Fleury introducerede i 2009. GSM står for druerne Grenache – Syrah – Mourvèdre – de 3 mest kendte druer til rødvinsproduktion i Rhônedalen. Druerne kommer fra hele Rhônedalen.

Duften er frisk, der er modne bær og lidt blomster, kål, skifer. Smagen er frisk med antydning af lidt jordbær, hindbær med strejf af timian og lidt grøn peber fra Syrah-druen. Eftersmagen er beskeden og vinen er måske lidt anonym, og efter min vurdering den svageste af vinene denne aften, men en vin som rigtig mange af festdeltagerne var vilde med. Vinen har da også fået en række gode anmeldelser, specielt set i forhold til prisen … og der er jeg nok også enig. God vin til pengene.

Købt hos Philipson Wine til 39,95 kr. ved køb af 12 stk.

Vinanmeldelse 3/7  

2010 Perrin & Fils, Perrin Nature Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

2010 Perrin & Fils, Perrin Nature Côtes du Rhône, Rhône, FrankrigMens en lille sommerfugl smagfuldt pryder etiketten er det … i takt med sommerens forhåbentlige komme, igen tid til en vin fra Perrin brødrene Perrin & Fils, som jeg tidligere har anmeldt vine fra, bl.a. deres 2010 Perrin & Fils, Perrin Réserve, Côtes du Rhône og deres 2009 Château de Beaucastel, Coudoulet de Beaucastel, Côtes du Rhône Rouge. Her er vi dog ovre i en vin udelukkende på økologiske druer, og i det hele taget går man meget op i økologi hos Beaucastel.

Der har ikke været brugt kemisk gødning (hvad angår Beaucastel) siden 1964. I stedet har man fundet ud af at bruge en blanding af fåregødning og resterne fra det forrige års druepresning.  Herved opnår man, at jorden automatisk er i mikrobiologisk balance, og at vinstokkene bliver meget mere resistente over for diverse sygdomme.

Perrin brødrenes hovedfilosofi er ikke at stræbe efter at få det største udbytte pr. ha, men derimod sætter de en ære i at høste sunde og afbalancerede druer, som kan producere store vine af enestående kvalitet.

Druerne høstes manuelt fra terrasseformede marker i det østlige Rhône, ikke langt fra Ventoux skråningerne. Sammensætningen er traditionel med Grenache, Syrah, Mourvèdre og Cinsault. Vinene i Perrin serien vinificeres på Château Grand Prébois ikke langt fra Château de Beaucastel.

Duften er Rhône … måske med lidt mere grønne toner end normalerweise, også lidt anis. Igen en lidt klassisk stil fra Perrin brødrene.

Smagen også lidt derefter, om end måske ikke så elegant som nogle af de øvrige vine fra samme firma. Der er meget lyserød frugt, der er kirsebærkerner, og vinen er meget tør på en lidt krydret måde. Det smager faktisk ganske godt, og er en lille fin charmetrold til prisen.

Købt hos Sigurd Müller til omkring 80 kr.

Vinanmeldelse 4/7