Tag-arkiv: primitivo

Primitivo er en mørk, rød druesort, som vi nok mest kender fra det sydlige Italien, isæt i Puglia aka Apulien, hvor druen også står bag vinene i appellationen Primitivo di Manduria.

Primitivo stammer sandsynligvis fra de kystnære vinmarker i Kroatien, hvor den stadig dyrkes i dag under forskellige navne som Tribidrag og Crljenak Kasteljanski.

I det tidlige 19. århundrede blev Primitivo introduceret til USA under navnet Zinfandel. Det viste sig at være ekstremt vellykket og i dag har Zinfandel næsten fået et ry som sen amerikanske nationale drue. Nyere DNA forskning er også bekræftet, at Zinfandel og Primitivo er den samme sort.

Primitivo er en meget produktiv sort, der modner relativt tidligt … dog meget afhængigt af klimaet og jordbundsforholdene. Dens vine er mørke, fyldige og meget frugtige, typisk med røde bær, blommer, svesker og krydderier. Alkoholniveauet er ofte højt, syre og tanninniveauet lavt.

I 1990’erne var Primitivo ikke særlig populær, så tusinde af hektar vinmarker med druen blev revet op af jorden, men successen i USA som Zinfandel fik sat nyt liv i druen. I stedet for blot at være brugt til blends, så begyndte mange vinproducenter i det sydlige Italien at satse på vine alene på Primitivo.

Navnet Primitivo betyder tidlig og henviser til, at druen modner ret tidligt. Men til gengæld kræver druen varme og en lang sæson, så druerne får tid til at modne fuldt ud. Den færdige vin skal gerne nå mindst 14% alkohol, for at frugten kommer frem, hvilket kræver masser af sol.

Generelt er vinene fra Amerika mere søde og krydret, mens de syditalienske har mere bærduft.

2015 Teatro Latino, Mescà Rosso Puglia IGP, Puglia, Italien

2015 Teatro Latino, Mescà Rosso Puglia IGP, Puglia, ItalienMin afdøde mor sagde altid, at man kommer længst med sandheden … og sandhed som begreb er noget vi alle intuitivt forstår, men ikke nødvendigvis klogere af at få forklaret. Men spørgsmålet er vel, om en given antagelse er sand eller falsk, kan være subjektiv ud fra den enkeltes smag.

Men denne Mescà Rosso Puglia IGP fra Leonardo Vianello og Anna Lora i det moderne vinhus Teatro Latino er i sandhed ikke en særlig god vin.  Og så igen vil andre se en anden sandhed, fx har enkelte kunder hos Winefamly – der forhandler vinen – givet vinen ratings på 99/100 og sågar 100/100. Det er i sandhed – for jeres flittige vinblogger – ganske uforståeligt på alle planer. Men sådan kan vin også være … altså dele vandene og dét er jo en absolut sandhed.

Nå, men vi er jo tidligere stødt på vinhuset Teatro Latino, der jo ikke er et traditionelt vinhus, idet de ikke selv ejer vinmarker eller vineri, men i stedet opkøber deres druer. Det gør de hos vinavlere i forskellige områder af i Italien, men primært i Veneto, Abruzzo, Puglia samt Sicilien, mens de selv holder til i Soave området … ved byen San Bonifacio øst for Verona.

Teatro Latino er grundlagt i 2014 af Leonardo Vianello, og han driver den lille virksomhed sammen med Anna Lora, der står for marketing og salg. Det er dog alene en del af Leonardos større firma Vianello Wines, som også omfatter salg af vine fra Perini, Dante Rivetti, Pisoni og så Bennati.

Og det er netop Benatti brødrene, som laver vinene, som sælges under navnet Teatro Latino, Benatto ligger nemlig ikke så langt fra Teatro Latino i San Bonifacio

Brødrene Paolo, Giorgio & Claudio Bennati holder nemlig til på Casa Vinicola Bennati i Cazzano di Tramigna. Det er en traditionel 140 år gammel vingård, der til dagligt producerer masser af Veneto vine under forskellige brands.

Målet for Teatro Latino er at lave billige kvalitetsvine, som afspejler de områder, hvor vinen kommer fra.  Vinene er opdelt i to serier, nemlig I Classici og La Tradizione … og denne Mescà Rosso Puglia IGP kommer fra den klassiske serie.

Navnet Mescà er afledt af ordet Mesckà, som i Apulien er dialekt for ordet blandet, for vinen er netop blandet af forskellige lokale druer, herunder Primitivo og derudover også den internationale Cabernet Sauvignon. Der er dog ingen oplysninger om produktionen, men vinen har helt klart være lagret på egefade.

For i næsen er der godt med kanel, men også en underlig, sjov og parfumeret duft med sæbe, blomster, sød tobak, chokolade, tørret mørk frugt, marmelade, mint og eukalyptus. Duften virker overparfumeret, oversød og en anelse skæv.

Smagsmæssigt er der også lidt en underlig oplevelse, for tanninerne er egentlig ganske tørre, men så skal du lægge en portion sødme oveni, sæbe og parfume, søde krydderier og samlet bliver det hverken balanceret, elegant eller sammenhængende. Jeg kan ikke omgå sandheden … den smager sgu ikk’ godt.

Forhandles af Winefamly, hvor en flaske koster beskedne 70,01 kr. mod en normalpris omkring 139 kr.

Vinanmeldelse 2,5/7 

2015 Cantine di Ora, Masso Antico Primitivo Appassito IGT, Puglia, Italien

2015 Cantine di Ora, Masso Antico Primitivo Appassito IGT, Puglia, ItalienSupervin kalder Primitivo druen for en dansker-darling, og det er måske meget rammende … og det gør så denne Masso Antico Primitivo Appassito IGT fra Cantine di Ora en rigtig danskervin. Vi snakker campingvogn, grillbøffer, remoulade, 3-stjernet salami, midt om natten med Kim Larsen og dansk hygge.

Selvom denne danskervin er på Primitivo druer fra Puglia aka Apulien, altså hælen af den italienske støvle, så ligger Cantine di Ora lidt nord for byen Ora i Alto-Aldige omkring 10-12 kilometer syd for Balzano. Vinhuset hedder også Kellerei Auer … men er måske mest kendt under navnet Schenk Italia … og så ringer der måske en klokke?

For Cantine di Ora er nemlig en del af den store Schenk Gruppe, som er et stort schweizisk foretagende, som har afdelinger og vingårde i mange, mange lande og laver vine fra hele verden målrettet både supermarkeder, detailhandlere og restauranter.

Den schweiziske koncern er grundlagt tilbage i 1893 af Arnold Schenk med et koncept om at lave vine fra Europa via opkøb af druer fra vinavlere i en række europæiske land. Det skete bl.a. ved at oprette datterselskaber i de respektive lande og udnytte den lokale tilstedeværelse.

Således har koncernen i dag udover Schenk Italia i Bolzano også Bodegas Murviedro i provinsen Valencia i Spanien og er fx med disse to selskaber blandt de førende vineksportører i de to lande med et stort og bredt produktsortiment.

I Frankrig ejer koncernen vinhuset Henri de Villamont i Savigny-lès-Beaune i Bourgogne samt Veyrat Latour i Gironde i Bordeaux. I Belgien ejes selskabet Schenk Benelux og i England ejes selskabet Buckingham Schenk.

De franske vinhuse omfatter også Château de Châtagneréaz, Domaine du Martheray, Château Maison Blanche, Château d’Allaman, Cave St-Pierre og Cave St Georges.

I Tyskland sidder selskabet i Baden-Baden på store markedsandele af den samlede vinhandel i Tyskland, og det gælder selvfølgelig også i hjemlandet Schweiz. Og på fabrikken i Baden-Baden produceres der vine fra hele verdenen, herunder også champagne.

De senere år er der tilkøbt flere vingårde, bl.a. Castello di Querceto i Toscana samt franske vinhuse som Château d’Aigueville, Obrist i Vevey, Maurice Gay og Domaine du Mont d’Or i Sion, Bolle i Morges og Henri Badoux i Aigle.

Altså et rigtigt stort foretagende, som også laver mere end 600 forskellige vine fra lande i hele verdenen, fx også Australien, Chile, Grækenland … blot for at nævne nogle få.

Nå, men i Schenk Italia aka Cantine di Ora laver de altså vine fra hele Italien inkl. denne danskervin … Masso Antico Primitivo Appassito IGT, hvor druerne først tørres for at opstå større koncentration og mere smag – heraf Appassito, som jo betyder at visne.

Vinen er lagret 6 måneder på franske barriques, og så har den fået de magiske 99 point fra den berømte anmelder Luca Maroni, som jo bare elsker solrige, kraftige, syditalienske vine.

Supervin skriver også selv, at du ikke skal købe denne vin, hvis du er til tørre og tanninrige vine og de fortsætter med at skrive, at det er en af de mest let drikkelige vine, som de har prøvet. Men til en tilbudspris på 59,95 kr. ved køb af 6 flasker, så får du også både 99 point, sol, sødme og dansk hygge.

Næsen er solrig, varm … tætpakket mørke frugter, overmodne kirsebær, blommer, sødligt krydret og ellers ikke så mange nuancer. Men i munden er der fedme, blødhed, cremethed og total bællepotentiale.

Det er sødt, saftigt og fruen overrasker endda med at sige, at det smager godt, selvom hun mest er til Riesling og Spätburgunder. Det er vaniljeekstrakt og marmelade i flydende form … gumpetung, men meget behagelig og total klar til at campingsæsonen, klapstole, regnvejr, sol samt danskerhygge … og med en campingvenlig pris. Den får 3½ fede Thumbs Up med pil op og er endda tæt på at smide 4 Houlberg tomler efter vinen.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 109,95 kr., men i øjeblikket kan fås til 59,95 kr. ved køb af 6 flasker. Det er kun 360 kr. for en kasse.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2016 Teatro Latino, Primitivo Puglia IGP, Puglia, Italien

2016 Teatro Latino, Primitivo Puglia IGP, Puglia, ItalienEr Primitivo altid primitiv og skal man være på hælene for at nyde sådan en vin fra Puglia aka Apulien i det nedern Italien? Her har vi en af slagsen … Primitivo Puglia IGP fra vinhuset Teatro Latino.

Vinhuset ligger dog ikke selv i Italiens hæl, men derimod i Soave området … ved byen San Bonifacio øst for Verona. Teatro Latino er grundlagt i 2014 af Leonardo Vianello, og han driver den lille virksomhed sammen med Anna Lora, der står for marketing og salg.

Det er altså ikke et traditionelt vinhus, idet de ikke selv ejer vinmarker eller vineri, men opkøber i stedet for deres druer hos vinavlere i forskellige områder af i Italien, primært i Veneto, Abruzzo, Puglia samt Sicilien.

Vinene laver de så ikke så langt fra deres kontor i San Bonifacio, nemlig hos brødrene Paolo, Giorgio & Claudio Bennati på Casa Vinicola Bennati i Cazzano di Tramigna. Det er en traditionel 140 år gammel vingård, der til dagligt producerer masser af Veneto vine under forskellige brands.

Målet for Teatro Latino er at lave billige kvalitetsvine, som afspejler de områder, hvor vinen kommer fra.  Vinene er opdelt i to serier, nemlig I Classici og La Tradizione.

Denne Primitivo Puglia IGP er også lavet på Casa Vinicola Bennati i Cazzano di Tramigna, men altså med druer fra Puglia … dyrket på kalkholdige/lerjorde med en beplantningstæthed på 3.500 vinstokke pr. hektar og et lavt udbytte. Der er ikke de store oplysninger om produktionen, men den skulle være lagret på store egefade og flasket ufiltreret.

Selvom det er en billigere Primitivo, så overrasker vinen alligevel med en vis lethed. Der bliver aldrig helt Puglia tungt og hurra for det. Næsen er lettere parfumeret med lidt søde bær, våde fade samt et lidt krydret element.

Smagsmæssigt starter vi med typisk Puglia fedme, blødhed og sødme, men der er minsandten også både jern, bitterhed og godt med tanniner. Vinen er slet ikke så fed, som mange andre vine fra dette område og den slipper sgu helt godt af sted med det. Det bliver aldrig oversød, overkvalm Primitivo og det er sgu rart.

Købt hos Winefamly, hvor sådan en fætter koster beskedne 58,47 kr. mod en normalpris på 115 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2015 Masca del Tacco, Lu Rappaio Primitivo di Manduria, Puglia, Italien

2015 Masca del Tacco, Lu Rappaio Primitivo di Manduria, Puglia, ItalienI jagten på julevinen er vi draget til det sydlige Italien, hvor vi i Manduria provinsen finder vinhuset Masca del Tacco, som står bag denne fuldfede Lu Rappaio Primitivo di Manduria.

Vinhuset Masca del Tacco er et nyere vinhus, som er grundlagt i 2010 af Felice Mergè, som – bistået af sin far Armando og hans store erfaring med vinproduktion – købte og restaurerede en gammel ejendom, der tidligere havde tilhørt Cooperativa Comunale dei Produttori di Erchie. Det er den smukke ejendom på billedet ovenover.

Ejendommen ligger i byen Erchie i den nordlige del af Salento halvøen. Kooperativet var grundlagt tilbage i 1949 og fik sine druer fra omkring 50 hektar vinmarker tilhørende medlemmerne af kooperativet. Og den aftale har Felice Mergè overtaget og fortsætter således produktionen … nu blot som et privat foretagende og under navnet Masca del Tacco.

På markerne dyrker vinavlerne druesorterne Negroamaro, Primitivo, Cabernet Sauvignon, Fiano samt en ganske lille smule Syrah og Pinot Nero. Derudover dyrkes den mere sjældne Susumaniello, som er en gammel sort, som giver en ganske speciel vin, som er typisk for området.

Dette er en af Masca del Taccos blot 6 forskellige vine … ren Primitivo og med navnet Lu Rappaio, som betyder bundt eller klase. Vinen kommer i smuk flaske med firmanavnet præget i flasken, men desværre har jeg ingen oplysninger om produktionen. Luca Maroni – der jo elsker fede, syditalienske vine – har givet Masca del Tacco vinen 96 point.

Og det er typisk sød Primitivo … det første næsen fanger er da også en god portion sødme, kanel, vanilje og derudover lidt støvet jord, blommer, solbær og et herligt lille animalsk snert, som kun dukker op, hvis du virkelig giver glasset en ordentligt svingom. Det animalske svip trækker sgu op.

I munden er det også meget sødt, men heldigvis med en god friskhed i frugten, hvilket for mig redder det samlede billede. Det er blødt, sødt, opulent og kraftfuld Primitivo. Jeg kan virkelig godt li’ frugten i vinen, men sødmen trækker ned for mig. Rigtig mange vil dog helt klart elske denne vin.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr. ved køb af 1 flaske, men en flad hund ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7  

2013 Cantina San Donaci, Contrada del Falco Rosso Salento, Puglia, Italien

2013 Cantina San Donaci, Contrada del Falco Rosso Salento, Puglia, ItalienMed næste vin er vi i det sydligste Italien, nemlig i Puglia aka Apulien … Italiens hæl, hvor vi i byen San Docaci støder på byens kooperativ Cantina San Donaci. Vinen er deres Contrada del Falco Rosso Salento og her i en årgang 2013.

Cantina San Donaci er et af de ældste kooperativer i Salento området og det blev grundlagt tilbage i 1933, da 12 lokale vinavlere gik sammen for at forbedre både økonomien og deres vine. I dag er kooperativet dog langt større og tæller over 300 medlemmer.

Og via medlemmerne har Cantina San Donaci omkring 320 hektar vinmarker, hvor de dyrker de druesorter, som der almindeligvis dyrker området. Det er selvfølgelig Primitivo, Negroamaro, Malvasia Nera som de tre vigtigste og derudoverlidt Malvasia Bianca samt Chardonnay, Bombino og Trebbiano.

Vinene hos Cantina San Donaci er opdelt i forskellige serier, og denne Contrada del Falco Rosso Salento kommer fra serien Le Selezioni, som omfatter 5 vine og ligger et niveau over basisserien I Classici.

Contrada del Falco Rosso Salento er netop et mix på deres 3 vigtigste druer, 50% Negroamaro, 25% Malvasia og 25% Primitivo. Druerne kommer fra marker i Salanto området ved Brisindi og Lecce og er høstet med et pænt udbytte på 60-70 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet på temperaturstyrede rustfrie ståltanke, men har efter fermentering lagret 12 måneder på barriques. Det er kraftig solrig vin, som også trækker 14,5% alkohol.

Der er et lille animalsk aftryk i duften, som ellers har et meget modent udtryk næsten med cherry elementer, moden frugt, søde kirsebær, blommer, brombær … varm og solrig, mælkechokolade og kakao. I munden er vinen kraftig, solrig og har godt med sødme. Der er lakrids, mint, salt, mørke og søde bær … måske lidt for megen frugtsødme.

Forhandles af Vinkyperen, hvor en flaske normalt koster 105 kr., men ved køb af 6 flasker er prisen 89,75 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7  

2015 Cantina Sampietrana, Carlone Primitivo di Manduria, Puglia, Italien

2015 Cantina Sampietrana, Carlone Primitivo di Manduria, Puglia, ItalienCarlone Primitivo di Manduria er én ud de 17 forskellige vine, som der laves på kooperativet  Cantina Sampietrana, der dog helt korrekt hedder Cantina Sociale Sampietrana.

Kooperativet ligger midt i det historiske center af byen San Pietro Vernotico, som er en lille by mellem Brindisi og Lecce godt nede på Italiens hæl Puglia. Det er grundlagt i 1952 af en flok lokale bønder … lidt i kølvandet på etableringen af mange andre kooperativer efter 2. verdenskrig, hvor stigende brug af teknologi og landreformer, der overførte ejerskabet af jord til små avlere, gjorde det hensigtsmæssigt at slå sig sammen i produktionen. Og det blev så til Cantina Sampietrana.

De tilknyttede vinavlere har samlet 190 hektar vinmarker, som danner baggrunden for produktionen på Cantina Sampietrana, hvor bønderne primært dyrker de lokale druer Negroamaro, Primitivo og Malvasia. Men der dyrkes dog også andre sorter som fx Montepulciano, Cabernet Sauvignon og Chardonnay.

Denne Carlone Primitivo di Manduria er selvfølgelig lavet på 100% Primitivo, som er lavet på rustfrie ståltanke med temperaturstyret maceration og fermentering. Det fremgår ikke, hvor lang tid druerne er udblødet, men efter endt fermentering har vinen lagret 12 måneder på barriques.

Nå, men lad os smage på vinen, som duftmæssigt virker som lidt af en basse. Der er sgu sol og power … næsten til den overmodne side med sød, mørk frugt, blommer, figner, dadler, chokolade, bagepulver. Der er totalt fedt og sødt.

Smagsmæssigt meget letdrikkelig, ja næsten læskende, men det bliver – for mig – for sødt og overekstraheret. Der går med andre ord sgu lidt marmelade på drengen, og dermed bliver det nærmest fed saftevand. Det er klart en vin, som vil tiltale mange og vinen har da også et par plusser, bl.a. okay tanniner og er rund, blød … som en rigtig basse. Smagsmæssigt også lidt blommer, figner, dadler og chokolade.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 72 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2012 Farnese, Fantini Edizione Cinque Autoctoni, Abruzzo, Italien

2012 Farnese, Edizione Cinque Autoctoni, Abruzzo, ItalienFalkens første vinøse bidrag blev lidt en bombe, godt med bulder, saft og kraft … nemlig vinen Fantini Edizione Cinque Autoctoni fra Abruzzo regionens nok største og mest kendte producent, nemlig Farnese Vini.

Farnese koncernen holder til i den østligste del af Ambruzzo ved byen Ortona tæt på havet. Farnese Vini laver årligt omkring 13 millioner flasker vin under forskellige brands, som fx Cantine Cellaro, Vigneti del Vulture, Vigneti Zabú, Vigneti del Salento, Vesovo, Caldora og Farnese Fantini. Og vinene kommer ikke kun fra Abruzzo, men hele det sydlige Italien.

Historien om Farnese går tilbage til 1582, hvor prinsesse Margherita af Østrig, datter af Kong Carlo den 5. købte byen Ortona. Prinsessen var gift med Ottavio Farnese, og de synes om den helbrende luft i Ortona, endda så meget, at de byggede et palads i byen.

Magherita gik meget op i vinproduktionen i Abruzzo, og vinene fra Abruzzzo blev da også introduceret overfor hoffet. Som en respekt overfor prinsessen begyndte de lokale vinbønder at kalde deres vine Farnese.

Det nuværende vinhus Farnese er imidlertid af nyere historie.. Ejeren Camillo de Luliis startede vingården for kun 20 år siden og er – som nævnt – efterhånden en pæn stor historie, som sælger deres vine til 74 forskellige lande verdenen over.

Denne Fantini Edizione Cinque Autoctoni kommer fra en lang række marker, som er beliggende både i Notaresco, Ortona, Sava og Manduria i både Abruzzo og Puglia … altså 2 vinområder. Det er samtidig et skønt blend på både Montepulciano, Primitivo, Sangiovese, Negroamaro og Malvasia Nera.

De skriver selv, at det ikke er en bestemt årgang, men på bagerste etiket står der dog 2012. Sjovt nok er etiketten foran præget i sort med tallet 14, men det fortæller blot, at der er 14. gang, at vinhuset har lavet denne vin.

Vinen har fået 99 point af Luca Maroni … en af de italienske vinguider. Luca Maroni er speciel vild med solrige, kraftige syditalienske vine og vi har her på bloggen også tidligere drukket vinen Nativ, Eremo San Quirico, der også fik 99 point af Maroni,

Fantini Edizione Cinque Autoctoni er lavet med nænsom alstikning, maceration i 25 dage og efter fermenteringen er vinen lagret i 13 måneder på barriques. Selve flasken er også lidt af en bombe … totalt tung, tyk glas, som vejer et ondt år.

I næsen er det en mørk og solrig fætter, power, fedme, engelsk lakrids, tørhed, tobak, sødme, chokolade, svedsker, blommer,  sorte kirsebær, kanel og tobak. Smagen er i samme boldgade … tør, engelsk lakrids, kul, blæk, sorte ameretto kirsebær, masser af sødme – lidt for meget til mig – mørkt og fedt. Vellavet, men bestemt til den kraftige side.

Forhandles af BorderShop, hvor en flaske koster 119,95 kr., men kan ellers findes i flere vinbutikker til omkring 159 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Le Vigne Di Sammarco, Primitivo di Manduria, Puglia, Italien

2015 Le Vigne Di Sammarco, Primitivo di Manduria, Puglia, ItalienOg – som lovet – mere af samme solrige skuffe, nemlig søstervinen Primitivo di Manduria fra det syditalienske vinhus Le Vigne Di Sammarco.

Og de ligner såmænd også hinanden de to søstre, selvom de ingenlunde er tvillinger. Etiketterne er dog ens og begge vine er derudover også lavet på samme måde, dvs. alene fermenteret på rustfrie ståltanke med maceration i 6-7 dage og samtidig også alene lagret på stål inden endelig flaskning. Ingen brug af eg … overhovedet.

Men denne er selvfølgelig lavet på ren Primitivo druer, som er høstet de første dage i september måned.

Næsen er mere mørk, dyb end forrige vin. Der er mørke bær, blommer samt lidt kirsebær samt godt med sødme. Igen er der rigeligt med alkohol, hvilket blandes med tørrede urter, mentol og lidt eukalyptus.

I munden er det blødt og sødt … der går med andre ord lidt marmelade og sol i vinen, og det gør en lidt træt. Ingen syre til at binde tingene sammen. Der er ristede noter, kaffe og svag chokolade,

Forhandles af Glud Vin, hvor en flaske koster 119 kr.

Vinanmeldelse 3/7  

2015 Le Vigne Di Sammarco, Primitivo IGP Salento, Puglia, Italien

Puglia aka Apulien er vel hjemsted for Primitivo druen og denne Primitivo IGP Salento kommer fra vinhuset Le Vigne Di Sammarco, der ligger i byen Cellino San Marco omkring 10-12 kilometer nordvest for Lecce på Italiens hæl.

Vinhuset drives af familien Rizzello, der har været vinbønder i byen gennem 4 generationer og siden 1972 har flasket og solgt deres egne vine på lokalt samt internationalt. I dag er det Marco Pompilo Rizzell, som ejer gården, men det er nu børnene – som vi ser ovenfor – der i dag står for driften af vingården.

Le Vigne di Sammarco har samlet omkring 180 hektar jord, hvor familien dyrker druesorterne Primitivo, Negroamaro, Malvasia Nera og Susumaniello samt de hvide Verdeca, Chardonnay, Malvasia Bianca og Fiano Minutolo.

Det bliver til ikke mindre end 20 forskellige vine, herunder altså denne Primitivo IGP Salento, som er lavet med druer fra marker både omkring Cellino San Marco og San Pietro Vernotico.

Vinen er lavet med forholdsvis kort maceration i 6-7 dage i temperaturkontrollerede rustfrie ståltanke og derefter er vinen også lagret i ståltankene og er dermed slet ikke lagret i egefade.

Næsen er vinen er lidt bio/naturewine … nærmest med armsved, varme, mørk og sød frugt, blommer, overmodne kirsebær, lidt krydderier og et snert chokolade.

I munden er det også en sød, varm og easygoing vin, men det bliver også en tak for sødt. Frugten er – som duften – kirsebær og blommer, mens tanninerne er mærbare, men beskedne.

Forhandles af Glud Vin, hvor en flaske koster 99 kr.

Rating 3/7 

2015 Globus Wine, Il Capolavoro Appassimento, Veneto, Italien

2015 Globus Wine, Il Capolavoro Appassimento, Veneto, ItalienIl Capolavoro Appassimento er det flotte navn på denne vin, men så hører superlativerne imidlertid også, for det er kedelig supermarkedsvin … private label med designet navn og lavet til Dansk Supermarked, tappet i Brøndby … efter sigende med druer fra Veneto – hvilket jeg i øvrigt tvivler på – og så er den alt, alt for dyr.

Vinen er designet og tappet hos Globus Wine i Brøndby og sælges i supermarkederne Føtex og Bilka. Begge supermarkeder skriver, at der er tale om en vin fra Veneto, lavet på druerne Primitivo, Merlot, Negro Amaro og Malvasia. Det er næsten alle druer, som jeg aldrig tidligere er stødt på i Veneto, men nok nærmere kommer fra Apulien i Syditalien. Men det er selvfølgelig alene et gæt.

Den må imidlertid være transporteret til Danmark i store tankbiler fra enten Veneto – og mere sandsynligt fra Apulien – for derefter at blive blandet og flasket. Globus Wine kan da også flaske omkring 15 millioner flasker vin årligt … samt en sjat bag-in-a-box.

Bilka skriver videre, at druerne til Il Capolavoro Appassimento høstes i begyndelsen af oktober for at sikre et højt sukkerindhold. Inden gæring behandles druerne efter den såkaldte appassimento-metode, hvor de tørres for at koncentrere smag og sødme.

Vinen er lavet med 30 dages maceration og har lagret 3 – 4 måneder i store egefade. Og så koster den hele 99-105 kr., hvilket altså er prisen, når den ikke er på tilbud. På tilbud koster den omkring halvdelen, hvilket fortsat – i mit objektiv – er alt, alt for dyrt.

Næsen virker nærmest kunstig med en slags syrlig eg, røde bær, lidt lukket i aromaen, dog kan jeg finde lidt mentol. Det virker ikke videre indbydende. Smagen er præget af en skæv syre, lidt mørke bær og er meget sød, flad med små elementer af noget eg. Uha … det er godt nok ringe.

Bevares … det kan da godt drikkes … men som en skrev i en anmeldelse af vinen; Sjældent udrikkelig. Bilka hold op med at sælge vinen som et godt tilbud. Det går ud over jeres renommé.

Men etiketten og navnet er jo flot.

Købt i Føtex på tilbud til omkring 50 kr.

Rating 1/7