Tag-arkiv: Hessische Bergstrasse

2016 Weingut Schloss Schönberg, Auerbacher Fürstenlager Spätburgunder, Hessiche Bergstrasse, Tyskland

2016 Weingut Schloss Schönberg, Auerbacher Fürstenlager Spätburgunder, Hessiche Bergstrasse, TysklandDe er fandeme vilde på Weingut Schloss Schönberg, hvilket også bekræftes af næste vin fra Rabea Trautman … hendes 2016 Auerbacher Fürstenlager Spätburgunder.

Druerne har gennemgået en 5 dages kold-macerering, hvorefter temperaturen har fået lov at stige i gæringskarret. Med den stigende temperatur begynder de naturlige gærceller at arbejde. Efter endt gæring er vinen overført til små egetræsfade hvor den har tilbragt 24 måneder.

Hold nu kæft … pardon my french, men hvor dufter det sindssygt godt og jeg bekræftes igen i min hårdnakkede påstand om, at tysk Spätburgunder er noget af det bedste vin i verdenen. Næsen er så lækker med den søde, animalske kostald, som har pænt med noter fra egefadene og egentlig er langt mørkere end de helt lyse og helt transparente af slagsen.

Her er der klart mere gods og bundtræk i næsen, sorte kirsebær, morbær, jordbær, nelliker, lidt gran eller måske endda lærkeskud, kanel, vanilje, mentol og et gammelt depotrum. Vinen har samtidig en let boblende, gæret syrlighed i frugten. Nam og uha.

I munden er det en svulstig Spätburgunder, men med en fantastisk urkraft og en magiterning af pakket frugt. Det er smagsmæssigt også klart mørkere frugt end normalen, men det hele leveres med så stor intensitet, at vinen næsten ikke kan være i glasset … eller munden for den sags skyld. Der er balsamiske noter, lidt røgede elementer, sindssyg velsmag og en 3-spring-lang eftersmag.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2017 Weingut Schloss Schönberg, Auerbacher Silvaner, Hessiche Bergstrasse, Tyskland

2017 Weingut Schloss Schönberg, Auerbacher Silvaner, Hessiche Bergstrasse, TysklandNogle vine tager dig på sengen, overrasker, forundrer, forbavser og sågar hensætter dig i chok. Sådan én er denne Auerbacher Silvaner fra Weingut Schloss Schönberg, som ligger i byen Bensheim i Hessiche Bergstraße lige syd for Frankfurt am Main.

Weingut Schloss Schönberg et det nyeste vinhus i det lille vinområde Hessische Bergstraße … det lille område med kun 439 hektar vinmarker og dermed et af de mindste af Tysklands 13 vinområder. Schloss Schönberg er grundlagt i 2016 af Rabea Trautman og hun er oprindelig fra Paderborn.

Rabea var egentlig i gang med en uddannelse til landskabsarkitekt, da hun pludselig skiftede spor og besluttede at blive winzerin og selv producere vine. Hun driver hendes lille vinhus fra en flot, gammel ejendom, hvor sekthuset Griesel & Compagnie også holder til.

Ejendommen er fra 1904, og har tidligere tilhørt Hessischen Staatsweingüter, men er nu base for Griesel & Compagnie, som den unge Rabea Trautmann har indledt et tæt samarbejde med.

Udover vinkælderen i ejendommen, så deler de også vilde gærkulturer samt druer fra nogle af de to vinhuses druer fra markerne omkring Auerbacher og Schönberger.

Weingut Schloss Schönberg har i dag 14 hektar vinmarker, og de fleste placeret i det område, hvor fyrsterne Erbach-Schönberg på slottet Schloss Schönberg i århundrede producerede vin. Det er bl.a. markerne Schönberger Herrwingert, Auerbacher Fürstenlager, Auerbacher Höllberg, Zwingenberger Steingeröll og Alsbacher Schöntal.

Rabea er meget økologisk bevidst, gærer på naturgær, forstår at bruge sit egetræsfad, så det underbygger og ikke dominerer. Hun laver samlet omkring 20 forskellige vine, herunder altså denne lidt specielle Auerbacher Silvaner, som er lavet med spontangæring og lagring på barriques. Den har 2,6 gram restsukker pr. liter.

WTF? Sikke en koket og unik næse, lidt som at dykke snotten ned i en pose frugtvingummi for voksne … og så kombineres det med lidt bonderøv, et lille landligt, animalsk islæt, blomsterpollen, en squash sodavand, appelsinskal, kanel, vanilje, mahognimøbler og røgede egeplanker.

I munden har vinen lidt et juicy touch … meget blidt, let og så bare pokkers aromatisk, saftigt og smagfuld med en blid, let og alligevel meget fin syre, som virker moden og voksen. Der er både lidt Geena Davis og Anders And over vinen, sådan både smuk og lidt fortegnet, men samtidig ufattelig dragende. Nogle vil sikkert vrænge næse.

Var jeg sommelier på en restaurant, så ville jeg helt sikkert have denne vin på vinkortet, og så spille den ud, når en gæst efterspurgte noget overraskende … for dét er vinen … overraskende. Men den er samtidig også fabelagtig. Verdenen har brug for flere af sådanne vine.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2015 Griesel & Compagnie, Blanc de Noirs Brut, Hessische Bergstrasse, Tyskland

2015 Griesel & Compagnie, Blanc de Noirs Brut, Hessische Bergstrasse, TysklandGriesel & Compagnie eller helt korrekt Weingut Griesel Sekthaus Streit GmbH & Co. KG er et unikt sekthus beliggende på Grieselstraße i byen Bensheim omkring 50-60 kilometer syd for Frankfurt i det mere ukendte vinområde Hessische Bergstrasse.

Hessische Bergstrasse er med dets i alt 439 hektar vinmarker et af de mindste af Tysklands 13 vinområder. Der findes omkring 850 vinavlere i området, så de har små parceller og de fleste leverer da også deres druer til de mange kooperativer, som findes i Hessische Bergstrasse.

Griesel & Compagnie er et forholdsvis nyt vinhus aka sekthus, som er grundlagt i 2013, og etableret i en gammel ejendom, som tidligere har tilhørt Hessischen Staatsweingüter. Ejendommen er fra 1904 og helt perfekt for et sekthus med dets gamle, hvælvede kælder.

Det er den unge vinmager Nico Brandner, som står i spidsen for Griesel & Compagnie. Han har tidligere arbejdet hos bl.a. Raumland Sekthaus i Flörsheim-Dalsheim. Nico får hjælp af Sebastian Geissler, en af Nicos tidligere studiekammerater fra vinuddannelsen på Neustadt Weinbau.

I starten opkøbte Griesel druerne hos en flok venlige vinavlere, men i dag har sekthuset selv 7,5 hektar vinmarker, primært på markerne Auerbacher Höllberg og Fürstenlager.

Der dyrker de Riesling, Spätburgunder, Schwarzriesling og Chardonnay, men laver skam også sekt på æbler. I det hele taget er Griesel & Compagnie et meget innovativt sekthus, men det ka’ nærmest også smages i vinene.

Og alt laves efter den traditionelle champagnemetode med andengæring på flaske i mindst 16 måneder. Der er benhård fokus på kvalitet med manuel høst af druerne, gæring alene med druernes naturlige gær og uden filtrering. Der anvendes også absolut et minimum dosage for at bevare så autentisk smag som muligt.

Denne Blanc de Noirs Brut er en cuvée lavet på både Spätburgunder og Schwarzriesling aka Pinot Noir og Pinot Meunier, altså alene klassiske champagne druer. Den er fra husets Tradition serie, hvor vinen efter vinifikationen på rustfrie ståltanke mindst ligger 16 måneder med bærmen i 2. gæringen.

Og sikke da en overraskende sekt … tager dig virkelig med bukserne nede. Det bobler til en start helt vildt i glasset, tæt skum med aroma af toast, gæret dej, gule æbler, mirabeller, ananas og virkelig en inderlig duft. Den har nærmest en gæret fedme, virkelig lidt vild, men heldigvis mest vild lækker og med en svag syrlighed.

Der er fine tætte bobler, som fylder munden, men ellers er vinen faktisk blid, lidt sødkrydret med nødder, citron, mineraler og bare frisk med en ungdommelig vildskab, som jeg bare falder for. Længe leve unge vinmagere, som laver vedkommende vine … og denne Blanc de Noirs Brut er sgu vildt spændende.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 249 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7