Tag-arkiv: Pfalz

2015 Weingut Wageck Pfaffmann, Goldberg Rieslaner Auslese, Pfalz, Tyskland

2015 Weingut Wageck Pfaffmann, Goldberg Rieslaner Auslese, Pfalz, TysklandGoldberg Rieslaner Auslese er en dødlækker dessertvin fra Weingut Wageck Pfaffmann … og helt forkert drukket her i det houlbergske hjem uden en dessert på bordet, men alligevel blev flasken tømt på et splitsekund, livseliksir med munter sødme.

Jeg har tidligere skrevet om vinhuset og vinene, som Peter fra Plus-Vin i Knebel importerer og igen er jeg totalt imponeret over kvaliteten af vinene fra Weingut Wageck Pfaffmann i forhold til priserne … denne lille lækkerbisken kan fås til 115 kr. og det er for en Auslese og ikke i en beskeden 0,5 liter flaske … næ i en normal 0,75 liter flaske, så vi snakker altså om lidt af en røverkøb.

Vinen er en del af den gamle serie af vine, men jeg har ingen oplysninger om produktionen … udover det åbenlyse, at druerne er høstet med mindst 95 Oechsle, betingelsen for det er en Auslese.

Men inden vi springer ombord i smagsnoterne, så lad os lige se nærmere på Rieslaner druen, der – som navnet næsten afslører – er en krydsning mellem Silvaner og Riesling, skabt i 1921 af August Ziegler i et gartneri i Veitshöchheim nær Würzburg.

Den blev dog først officielt anerkendt i 1968 og i dag findes den primært i Franken og Pfalz … ofte anvendt til søde vine som også i denne Goldberg Rieslaner Auslese. Samlet finder der alene 85 hektar vinmarker i Tyskland med Rieslaner, så det er også en forholdsvis sjælden drue.

Duftmæssigt en anelse petroleum og benzin, så Riesling druen slår helt sikkert igennem. Derudover er der abrikos, passionsfrugt, mango, æbler … tæt, tyk og fortættet, masser af bundtræk samt nogle lidt støvede elementer.  Herlig aroma.

I munden er vinen klart en dessertvin ,.. godt med sukkersødme, men virkelig blød, sød og smeltende dejlig. Det er cremet med masser af æbler og sød æblejuice, god syre i eftersmagen uden at blive for syrlig. Det er nok en af de bedste dessertvine, som jeg har fået i ualmindelig tider … og til prisen er det rent tyveri.

Forhandles af Plus-Vin, hvor sådan en flaske koster 115 kr.

Vinanmeldelse 5/7 thumbthumbthumbthumbthumb

2015 Weingut Gabel, Spätburgunder Tradition, Pfalz, Tyskland

2015 Weingut Gabel, Spätburgunder Tradition, Pfalz, TysklandI det houlbergske hjem kommer der Spätburgunder i glasset både i tide og utide. Det burde jo egentlig være lovpligtigt og måske endda være en del af Sundhedsstyrelsens officielle kostvejledning … altså Spätburgunder i tide og utide, hvis man kan snakke om at det kan komme i utide.

Denne gang er det løst med en Spätburgunder Tradition fra nederste i kostpyramiden og fra Weingut Gabel i Pfalz. Vinhuset ligger i byen Herxheim, som ligger midt mellem Landau og Karlsruhe.

Vingården er grundlagt tilbage i 1655 af Casper Gabel, som efter 30-års krigen sammen med en lang række tyrolske håndværkere flyttede til Pfalz for at genopbygge det ødelagte og affolkede område og endte som vinbonde.

I dag er det 13. generation, som driver vingården … og det er Lisa og Oliver Gabel. De har samlet 20 hektar vinmarker, og de bedste marker er Herxheimer Honigsack, Herxheimer Himmelreich, Herxheimer Kirchenstück, Bissersheimer Steig, Bissersheimer Orlenberg, Kirchheimer Schwarzerde og Kirchheimer Steinacker.

Der dyrker de sorterne Riesling, Kerner, Silvaner, Gewürztraminer, Scheurebe, Grauburgunder, Morio-Muskat, Muskateller, Sieger, Ehrenfelser, Portugieser, Schwarzriesling, Dornfelder, Spätburgunder og Regent.

For at hylde deres historiske ophav har de faktisk også plantet den sydtyrolske druesort Lagrein.

DNA’et hos Weingut Gabel er brug af gamle, store træfade, hvor flere af fadene er over 100 år gamle.

Denne Spätburgunder Tradition er fx vinificeret i sådanne gamle tønder helt traditionelt, hvor den blide mikrobiologiske oxidering giver vinen struktur og kræver en erfaring, som Gabel familien har opnået gennem generationer.

Vinen er også lagret på en kombination af de gamle fade og brugte barriques, men jeg kan ikke se, hvor lang tid vinen er lagret.

Duftmæssigt klassiske tyske træk med sød animalsk stald, godt med fadpræg, kølige grønne blade, kanel, nelliker, allehånde … dufter sgu af brunkager og jul, lædersåler, kiwi, jordbær og kirsebær samt et halvt medicinskab. Absolut godkendt.

Smagen er nok lidt for meget til den sødere side, ganske saftig og lettilgængelig. Det er blødt og har måske smagsmæssigt lidt et slattent håndtryk, for syren er lidt vag. Det smager dog ganske fornuftig og har let peber i eftersmagen.

Drik den sammen med lidt røget fisk, let tapas, en ret med lidt gris eller måske Madfilosofies opskrift på Kylling á la Wellington med sennepssauce og forårssalat.

Forhandles herhjemme af Juuls Vinhandel, men denne er ikke set i programmet. Mit eksemplar er købt i Tyskland, hvor prisen er 14,50€ … svarende til 108 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2014 Weingut Wageck Pfaffmann, Riesling Bissersheim Kalkmergel, Pfalz, Tyskland

2014 Weingut Wageck Pfaffmann, Riesling Bissersheim Kalkmergel, Pfalz, TysklandDet er her i varmen vist tid at komme retur til en kølig Riesling fra Weingut Wageck Pfaffmann i Bissersheim og her er det netop en vin fra husets marker ved hjembyen … Riesling Bissersheim Kalkmergel.

Jeg har tidligere skrevet om vinhuset og vinene, som Peter fra Plus-Vin i Knebel importerer og man må med hver vin fra Weingut Wageck Pfaffmann imponeres over kvaliteten i forhold til priserne. Denne Riesling Bissersheim Kalkmergel falder til sølle 130 spir i samme kategori … sindssygt god vin til meget fornuftige penge.

Det er en Ortswein, hvor druerne kommer fra en del af marken Goldberg, som ligger i omkring 160 meters højde ved Bissersheim og er høstet med et udbytte på 45 hektoliter pr. hektar. Vinstokkene på marken var i 2014 omkring 29 år gamle.

Riesling Bissersheim Kalkmergel er lavet med en kold pre udblødning af druerne i 11 timer og spontangæring på rustfrie ståltanke, hvor vinen også lagret et par måneder efterfulgt af endnu et par måneder på store 600 liters egefade lavet af træ fra Pfalz.

Og vi starter med et bang rent duftmæssigt … herlig smuk petroleum, love it. Det er nærmest tætpakket petroleum sammen med fersken, papaya, nougat, hasselnødder og lidt en rund, varm aroma, som suppleres med lidt krydderier.

Smagsmæssigt er Riesling Bissersheim Kalkmergel mild, men der er dog en stram og stringent syre, nærmest citronsyre med kalk, kridt og det bider lidt i halsen på en lækker måde. Det bliver på ingen måder for strengt, for vinen er tør, blid og lidt tilbagelænet i smagen.

Forhandles af Plus-Vin, hvor sådan en flaske koster 130 kr.

Vinanmeldelse 5/7 thumbthumbthumbthumbthumb

2017 Weingut Michael Schroth, Handgriff Riesling, Pfalz, Tyskland

2017 Weingut Michael Schroth, Handgriff Riesling, Pfalz, TysklandWeingut Michael Schroth holder til ved Grünstadt-Asselheim i Pfalz … vel omkring 25 kilometer nordvest for Mannheim og står bag denne Handgriff Riesling.

Den unge Michael Schroth er egentlig 2. generation på vingården, men da han overtog driften, så var vinproduktionen meget begrænset og familien havde alene 2 hektar vinmarker. I dag har Michael Schroth 30 hektar vinmarker, holder til i et topmoderne, nybygget vinothek med loungemøbler og stor terrasse med udsigt udover vinmarkerne.

Derfra kan han se nogle af sine 30 hektar vinmarker, som er er fordelt på markerne Asselheimer St. Stephan, Asselheimer Schloss, Asselheimer Goldberg, Mühlheimer Feld, Kallstadter Steinacker og Kallstadter Saumagen.

Og den unge vinmager har ingen planer om at sætte farten ned, for det er fuld gas frem. Han har en kæmpe passion for vin og arbejder næsten døgnet rundt i enten markerne eller vinkælderen. Hans motto er da også Stillstand ist Rückstand,

Weingut Michael Schroth laver lidt over 200.000 flasker vin årligt og de er opdelt helt traditionelt i Gutswein, Ortswein og Lagenwein … og på druer som Riesling, Müller-Thurgau, Sauvignon Blanc, Rivaner, Chardonnay, Gewürtztraminer, Weißburgunder, Grauburgunder, Spätburgunder, Schwarzriesling, Dornfelder, Merlot samt Cabernet Sauvignon.

Alle vinene har en etiket med Michael Schroths hånd, hvilket symboliserer, at han har opbygget vingården fra ingenting via kreativ kraft og med egne hænder samt en masse ambitioner. Det er samtidig hans håndaftryk på vinene.

Denne Handgriff Riesling er en af Schroths Gutsweine … vinificeret udelukkende på rustfrie ståltanke uden det mindste kontakt med egefade eller andet … ren Riesling most. Der er 5,9 gram restsukker pr. liter og alkoholprocenten ligger på 12,5%.

Duften er friske grønne æbler, lidt melon og fersken … ganske frisk i duften, men også lidt simpel i udtrykket. Smagen er ganske syrlig og vi er ovre i grønne, syrlige æbler, grape med bitterhed og er sådan meget straight-forward. Ukompliceret og syrlig lille bandit, som hurtigt er glemt igen.

Købt i Tyskland til 7,50€ … svarende til 56 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2015 Weingut Hensel, Spätburgunder Höhenflug, Pfalz, Tyskland

2015 Weingut Hensel, Spätburgunder Höhenflug, Pfalz, TysklandGert E var til lidt Spätburgunder efter 3 x australsk urkraft og jeg kunne selvfølgelig løse opgaven med lidt højtflyvende saft af slagsen …  Spätburgunder Höhenflug fra den luftbårne Weingut Hensel.

Jeg har tidligere smagt og skrevet om flere vine fra Thomas Hensel, som ligger tæt på byen Bad Dürkheim i Pfalz … lige tæt på sportsflyvepladsen i byen. Hensel kalder sig også das Weingut am Flugplatz og på alle etiketter af Hensels vine er der da også tegnet et lille fly over navnet Hensel. Vinene laves også i serier inspireret af samme tema … Aufwind, Höhenflug og Ikarus.

Thomas Hensel er også selv passioneret svæveflypilot, altså ved siden af sin primære passion, som klart er innovativ vinproduktion. Han driver familiens vingård og  viderefører dermed familiens over 300 års historie som vinbønder i Pfalz.

Thomas overtog driften fra sin fader i 1990, men er selv uddannet ønolog og har bl.a. arbejdet hos den legendariske Hans-Günter Schwarz på Müller-Catoir.

Weingut Hensel har i dag samlet 23,5 hektar vinmarker, og de bedste marker er Dürkheimer Steinberg, Nonnengarten, Fronhof og Spielberg.

På markerne dyrker Thomas hvide sorter som Riesling, Weißburgunder, Grauburgunder, Chardonnay, Sauvignon Blanc og lidt Grüner Veltliner samt de røde sorter Spätburgunder, Sankt Laurent, Dornfelder, Merlot, Cabernet Sauvignon og Cabernet Cubin.

Thomas Hensel har en klar ambition om at fremstille så naturlige vine som muligt. Han har fokus på god sund frugt, stor reduktion i markerne, bæredygtigt landbrug og minimal påvirkning i vinkælderen.

Den årlige produktion er omkring 290.000 flasker. Vinene tappes også ufiltrerede, for at få så mange udtryk med som muligt i flasken, og så markedsføres de lidt anderledes med store forkortelser for druerne på hver flaske. Vine som denne på Spätburgunder har således et sort sp på etiketten.

Thomas har løftet kvaliteten markant i vinhuset, og har altid en innovativ tilgang til vinproduktionen. Hans har lige bygget et topmoderne og stilrent vinothek på vingården.

Udover temaer med flyvepladsen, anderledes etiketter og markedsføring med en gammel Käfer aka VW boble, så laver Thomas Hensel også vine i samarbejde med sin bedste ven … en anden kendt og innovativ  vinproducent i Pfalz, nemlig Markus Schneider.

Sammen laver de vine under navnene Tu le Merites samt Hensel & Gretel. Jeg jhar tidligere smagt og skrevet om netop Hensel & Gretel Cuveé Weiswein Trocken her på bloggen.

Höhenflug er Thomas’ mellemserie af vine … altså niveauet over Aufwind. Thomas siger selv, at navnet Höhenflug skyldes, at man vil svæve over skyerne, når man nyder vinen, men det er nu nok lufthavnen ved siden af, som har givet inspiration til navnet.

Jeg har tidligere smagt en 2010 Spätburgunder Aufwind Trocken, men denne Höhenflug er således storesøsteren, hvor druerne til vinen kommer fra 2 marker, nemlig Dürkheimer Fronhof og Dürkheimer Schenkenböhl, hvor jorden består af kalk, sandsten og grus.

De er alene de bedste druer, som anvendes til Höhenflug … og høstes naturligvis med håndkraft. Vinen er lavet i åbne egekar, såkaldte fuder med en kapacitet på omkring 900 liter med maceration og efterfølgende gæring. Vinen er efter endt fermentering lagret 12 måneder på burgundiske barriques, hvoraf 50% er nye fade og resten brugt 2 eller 3 gange før.

Duftmæssigt er det lækker, mørk og dyb kostald … en sød og mørk stald med ristede noter. Frugtmæssigt snakker vi lidt søde kirsebær, hindbær, ribs, tranebær og derudover er der ristede pinjekerner, en nøddet aroma, nelliker, virkelig ristede fade, sødkrydret røg, akacietræ, marcipan, kakao og vanilje. Dufter møglækker.

Smagen er tør med grafit, kirsebær … bløde og søde kirsebær, boysenbær med en kraftfuld elegance. Tanninerne er silkebløde og der kommer også nogle bitre elementer og salte mineraler. Der er en vis spændstighed i vinen og god lang eftersmag.  Det er en god Spätburgunder.

Vinene fra Hensel forhandles af Otto Suenson, men denne er ikke fundet på deres hjemmeside. Mit eksemplar har jeg købt i Tyskland, hvor prisen var 15.50€ … svarende til 115 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2013 Weingut Markus Schneider, Spätburgunder M, Pfalz, Tyskland

2013 Weingut Markus Schneider, Spätburgunder M, Pfalz, TysklandEr der noget med, at ferietid betyder mer’ vin? I hvert fald har jeg igen revet proppen op af endnu en vin, og det er denne Spätburgunder M fra Weingut Markus Schneider fra den lille by Ellerstadt i Pfalz.

Markus har fra hans helt unge år altid været fascineret af vin, så da hans far Klaus Schneider i 1990 fik mulighed for at købe en vingård i Ellerstadt … ja så købte han ejendommen  til sønnen.

Markus skulle dog først lære at lave vin, og det skete i perioden fra 1991 til 1994 hos Dr. Bürklin-Wolf i Wachenheim og derefter kunne Markus Schneider sende sin første vin på markedet. I 2003 blev han kåret som året nye vinmager af bladet Feinschmecker, og i 2006 blev han af Gault Millau udråbt som året opdagelse.

Markus har 60 hektar vinmarker omkring Ellerstadt. Og omkring vinproduktionen, så er Markus Schneiders filosofi, at han ikke har en. Han er passioneret om hvad han gør og producerer vine, som han kan lide at drikke.

Dermed er det vigtigt for ham ikke at kopiere andre vin-stilarter, men at handle individuelt. Denne unge vinmager opskrift på succes ligger rent og enkelt i denne individualitet kombineret med kvalitet. Markus laver ca. 420.000 flasker vin årligt.

Udtryksmæssigt fremstår Schneiders vine en smule anderledes end andre tyske producenter. Vinene har enkelte og stilagtige etiketter, og sjove navne som Black Print, Ursprung, Holy Moly, Einzel Stück og så videre. Alle etiketter er i øvrigt i sort/hvide farver og således meget elegante

Denne Spätburgunder M har jeg smagt og skrevet om tidligere, blot i årgang 2011. Denne 2013 er lavet mere aggressivt med længere gæring og længere lagring. Som med 2011’eren kommer druerne fra 2 forskellige vinmarker, én hvor jorden er præget af kalksten og én hvor jorden består af grus og sand.

Alle druer plukkes i hånden, når druerne når en oechsle på 94. Vinifikationen sker med traditionel gæring i trækar i en periode på 14 uger, og vinen lagrer på fade frem til oktober, altså omkring 12 måneder. Der er 1,2 gram restsukker pr. Iiter i vinen.

Imidlertid er vinen ikke så god som 2011’eren … i næsen er det syrlige og bitre kirsebær, gran, nelliker, godt krydret, har lidt grafit, tørt egetræ, tørhed og virker samtidig også lidt varm i udtrykket.  Den klassiske søde kostald eller letheden, som jeg ellers forbinder med Pinot Noir, den er i starten der slet ikke, men dagen efter – med overnatning i køleskabet – kommer begge dele lige så stille frem.

Smagen er også ganske kraftig og mørk i frugten, virker nærmest stærk i munden, peber, krydret og generelt utrolig maskulin i udtrykket. Blødhed, lethed og elegance er mindre end hos 2011’eren, men dog dagen efter åbningen af flaske langt, langt bedre. Faktisk smager vinen meget bedre dagen efter.

Købt i Tyskland, hvor en flaske koster 16€ … svarende til 119 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2017 Weingut Wageck Pfaffmann, Riesling Fundament, Pfalz, Tyskland

2017 Weingut Wageck Pfaffmann, Riesling Fundament, Pfalz, TysklandI Weingut Wageck Pfaffmanns lille kvalitetspyramide er basisvinene et solidt fundament … og nu smager vi netop en Riesling Fundament fra de to unge brødre Frank og Thomas Pfaffmann.

Druerne kommer fra husets marker i både Bissersheim, Großkarlbach og Kirchheim i 140-180 meters højde og høstet med et udbytte på 61 hektoliter pr, hektar. Vinen er lavet med ganske kort udblødning i 2 timer og alene lavet samt lagret på ståltanke inden flaskning og frigivelse. Der er 3,9 gram restsukker pr. liter i denne 2017’er.

Duftmæssigt en frisk vin med kvæde, fersken, citrus samt nogle svage nøddet aromaer, men ellers meget klar og ren. Smagsmæssigt er det en let og ukompliceret vin med medium syre, et grønt bid, lidt jern og sten, stringent og ren. Der er lidt grape … men syren bliver aldrig helt skarp eller dyb, men i stedet varm og venlig.

Forhandles af Plus-Vin, hvor sådan en flaske koster 90 kr.

Vinanmeldelse 4/7 thumbthumbthumbthumb

2013 Weingut Wageck Pfaffmann, Spätburgunder Fundament, Pfalz, Tyskland

2013 Weingut Wageck Pfaffmann, Spätburgunder Fundament, Pfalz, TysklandEt fundament er basalt, en bærende del, nødvendigt, en forudsætning og grundlaget i mange henseender … og hos Weingut Wageck Pfaffmann er fundamentet med denne Spätburgunder Fundament totalt skridsikkert, knivskarpt, krystalklart, signifikant, udtalt, udtrykkelig og åbenlys.

Wagecks Spätburgunder Fundament er fra den nye serie af vine, som de to unge brødre Frank og Thomas Pfaffmann står bag og som i dag virkelig definerer vinhuset. Fundament er deres basisserie, som laves ved siden af de øvrige vine, som ellers er opdelt i Gutsweine, Ortsweine,  Lagenweine og Réserve vine.

I Fundament serien findes der 5 vine, de to af-arter Hero og Heroine samt en rosé, en Riesling og så denne Spätburgunder Fundament, hvor druerne kommer fra husets marker i både Bissersheim og Großkarlbach, høstet med et udbytte på 59 hektoliter pr, hektar.

Druerne afstilkes, når de kommer fra marken til vineriet, hvorefter de sorteret igen og knuses. Så følger en 3 uger lang gæring med skallerne efterfulgt af en malolaktisk spontangæring.

Derefter lagres vinen 15 måneder på en kombination af barriques og store egefade … de såkaldte doppelstückfässern. Spätburgunder Fundament har omkring 0,7 gram restsukker pr. liter.

Woaw ,,, sikke en herlig næse, landlig med en lille sødme, masser af frugt, kirsebær, hindbær, nelliker, vanilje, kalk, lidt blomstersæbe og sammenlagt en meget fin og pirrende duft, Der er god friskhed i duften og det dufter sgu ærlig talt ret lækkert.

Smagsmæssigt er vinen dejlig rund, venlig og imødekommende. Selvom det er huset basisvin og dermed i den billigere ende, så er niveauet virkelig højt. Der er god lethed, blødhed, lidt peber, vanilje, fin og poleret syre, sødme, blomsterstøv og saftighed. Igen et WOAW for et solidt fundament for en vin … er endda lige på nippet til at give den en halv ekstra tommelfinger. Det er godt.

Forhandles af Plus-Vin, hvor sådan en flaske koster 95 kr. Det er en no-brainer … virkelig god vin til prisen.

Vinanmeldelse 5/7 thumbthumbthumbthumb

2016 Weingut Wageck Pfaffmann, Grosskarlbacher Spätburgunder Rosé, Pfalz, Tyskland

2016 Weingut Wageck Pfaffmann, Grosskarlbacher Spätburgunder Rosé, Pfalz, TysklandLad os endelig fortsætte med endnu en vin fra fra brødrene Pfaffmann på Weingut Wageck Pfaffmann. Denne gang er det deres Grosskarlbacher Spätburgunder Rosé … igen alene med den gamle etiket og Pfaffmann navnet uden Wageck.

Det er en herlig bleg rosé, som farvemæssigt leder tankerne hen på noget Bandol, selvom flasken selvfølgelig siger noget andet. Den må dog heller ikke sammenlignes med husets Wageck Fundament Rosé, som er lavet på et mix af forskellige druer, hvorimod denne selvfølgelig er på ren 100% Spätburgunder.

Druerne til Grosskarlbacher Spätburgunder Rosé kommer fra husets marker ved Großkarlbach, dvs. primært markerne Burgweg og Osterberg. Jeg har ikke de store oplysninger om produktionen, så derfor springer vi blot hovedkulds ud i mine smagsnoter.

Duftmæssigt er det jordbær og citron, kvæde måske … lidt krydderier og derudover fornemmes der også en lille sødme. I munden er det lidt samme fornemmelse … der er smag af jordbær, citron, grape samt jern og mineraler. Det er en frisk og virkelig tør vin …. og flasken blev hurtigt tømt. Det siger jo også noget ;o)

Forhandles af Plus-Vin, hvor sådan en flaske koster 70 kr.

Vinanmeldelse 4/7 thumbthumbthumbthumb

2015 Weingut Wageck Pfaffmann, Riesling Sekt Trocken, Pfalz, Tyskland

2015 Weingut Wageck Pfaffmann, Riesling Sekt Trocken, Pfalz, TysklandDenne Riesling Sekt fra Weingut Wageck Pfaffmann er fra en lille testkasse, som Peter fra Plus-Vin i Knebel var forbi med forleden. Testkassen indeholder lutter Wageck Pfaffmann vine, da det er et vinhus, som Peter har kendt og arbejdet sammen med i over 20 år.

Plus-Vin hører til blandt de mange små vinimportører, som importerer vine med hjertet. Derfor har Plus-Vin heller ikke et sortiment med mange forskellige vinhuse, ingen fancy hjemmeside eller webshop, så køb fungerer herligt gammeldags og næsten analogt ved at sende mail – pl@plus-vin.dk – med bestilling til Peter.

Hans primære vinproducent er således klart Weingut Wageck Pfaffmann, som holder til i byen Bissersheim i den nordlige del af Pfalz, hvor Wageck familien har været vinbønder omkring hundrede år.

Vingården blev grundlagt af Wilhelm Wageck. Han var født i år 1900, som del af en større familie og havde 7 søskende. Han købte vingården som ung mand, blev gift med Luise Lack og drev gennem årene vingården med både almindelig landbrug, husdyr og lidt vinproduktion.

Det var dog først i 1973, da Wilhelms barnebarn Gertraud blev gift med Gunter Pfaffmann fra Walheim i Landau, at familien begyndte at satse på vinproduktionen.

Gunter Pfaffmann var nemlig uddannet ønolog fra Geisenheim og fik således sat en større vinproduktion i gang. Det blev reelt starten på den nuværende vingård Wageck Pfaffmann, som i dag videreføres af 2 af parrets 3 drenge, nemlig Frank og Thomas Pfaffmann som 5. generation … fortsat med hjælp fra forældrene.

Det er dog specielt Thomas Pfaffmann, som har markeret sig som en af Tysklands fremadstormende vinmagere. Han står for vinkælderen og arbejder ustandselig på at øge kvaliteten af specielt vinene på Spätburgunder

Weingut Wageck Pfaffmann har da også senest i starten af 2018 haft deres 2015 Goldberg Spätburgunder på 1. pladsen som bedste Pinot Noir vin i det anerkendte Sommelier Magazin. De to brødre har også flere gange fået rosende ord fra det anerkendte Falstaff.

Siden de to drenge overtog driften, så er der begyndt at ske mange forandringer på vingården, bl.a. har man igen sat det gamle familienavn Wageck på vinene. Dette er lavet for at undgå forvirringen og forveksling med andre vingårde, idet der i Pfalz findes flere andre vinproducenter med navnet Pfaffmann.

Derudover har brødrene også ændret sortimentet af vine, således der i dag laves færre slags vine. Men som Thomas Pfaffmann siger; mindre er nogle gange mere. Deres mål er at fremstille mineralske vine, hvis oprindelse klart kan smages.

Vinene er dog fortsat opdelt i Gutsweine, Ortsweine, Lagenweine og Réserve, hvor Réserve vinene dog kun laves i de bedste år. Det er også den unge generation, som har stået bag den nye designlinje af vinene, som i dag er kendetegnet af en lille drage … selvom der fortsat produceres enkelte vine under det gamle navn og de gamle etiketter.

Weingut Wageck Pfaffmann har i dag sammenlagt 58 hektar vinmarker, hvilket bl.a. omfatter markerne Goldberg, Held, Orlenberg og Steig ved Bissersheim, Steinacker ved Kirchheim samt Burgweg og Osterberg ved Großkarlbach.

Omkring 60% af markerne er tilplantet med hvide druer, mest Riesling og derudover både Chardonnay, Grauburgunder, Weißburgunder, Sauvignon Blanc, Müller-Thurgau, Auxerrois, Kerner, Silvaner, Faberrebe og Ortega.

Men rødvin fylder også meget hos Weingut Wageck Pfaffmann, og det er selvfølgelig specielt Spätburgunder, men derudover dyrkes der lidt Portugieser, Dornfelder, Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon, Merlot, Petit Verdot, St. Laurent, Schwarzriesling, Frühburgunder, Cabernet Dorsa, Cabernet Dorio, Cabernet Mitos, Cabernet Cubin, Dunkelfelder og Lemberger.

Markerne er rige på kalk i undergrunden og har de seneste 20 år været passet med respekt for naturen, kun gødet med hestegødning samt kompostrester fra vinproduktionen.

Nå, men første vin fra Weingut Wageck Pfaffmann er imidlertid en Riesling Sekt Trocken … og fortsat alene med Pfaffmann navnet på etiketten og uden den lille drage. De laver ganske vist også en Sekt Ekstra Brut i den nye serie, men den er lavet på Chardonnay, Pinot Noir og Pinot Meunier, mens denne er på 100% Riesling.

Druerne til vinen er høstet manuelt og vinificeret ved, at de først udblødes inden presning, hvorefter gæringen sker spontant alene med druernes egne gærceller. Jeg kan ikke se, om selve gæringen sker i egefade eller i rustfrie ståltanke, men vinen skulle være lagret en periode på brugte fade inden den flaskes ufiltreret, hvorefter andengæringen sker efter champagnemetoden.

I glasset er denne Sekt ganske livlig … og meget lys, næsten hvid i farven, men dufter herligt af et friskbagt formfranskbrød. Den virker ganske frisk og bruser godt med masser af bobler og byder også på lidt gær, nødder, hvide liljer, hyldeblomst og lime.

Smagsmæssigt er boblerne også ganske aggressive, små og insisterende, hvilket giver en stor friskhed. Der er godt med mineraler, sten, citrus og grape i smagen, som hele tiden holder en god, tør syre/sødme balance. Det ene øjeblik tipper syren over og det andet øjeblik tipper sødmen over … legende fint.

Forhandles af Plus-Vin, hvor sådan en flaske koster 90 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 thumbthumbthumbthumb