Tag-arkiv: Rheinhessen

2016 Weingut Geil, Bechtheimer Frühburgunder S, Rheinhessen, Tyskland

2016 Weingut Geil, Bechtheimer Frühburgunder S, Rheinhessen, TysklandMed denne Bechtheimer Frühburgunder S er vi i en af Rheinhessens mange heim-byer, nemlig Bechtheim hos Weingut Geil aka Oekonomierat Johann Geil I. Erben GbR, der drives af familien Geil-Bierschenk.

Vinhuset er reelt grundlagt i 1871, hvor Georg Geil købte ejendommen i udkanten af denne lille landsby Bechtheim og dermed lagde grundstenen. Det var dog sønnen Johann Geil, som senere skulle give navn til vinhuset, er via fremsyn begyndte produktion af egne vine og som en af de første I byen også begyndte a flaske vinene.

Johann Geil var I det hele taget en ganske fremsynet mand, som også gjorde meget for udviklingen af den lille landsby. Han var således en periode borgmester i Bechtheim og medstifter af både Raiffeisen Bank samt det lokale kooperativ af små vinbønder.

På grund af sit store arbejde for byen fik han da også ærestitlen storhertug af Hessen samt Oekonomierat af Rheinhessen.

I dag drives vingården af den nyeste generation, den unge Johannes Geil-Bierschenk, der mere og mere har overtaget efter fader Karl Geil-Bierschenk. Johannes er en de nye, vilde unge, der har været med til at redefinere, hvad man kan forvente af vinene fra Rheinhessen.

Han er således også medlem af foreningen “message in a bottle”, hvor en flok unge Rheinhessen vinmagere mødes, har sjov, er øko-bevidste og drøfter moderne vine. Foreningen tæller også fremragende vinhuse som fx Battenfeld-Spanier, Bäder, Kühling-Gillot, Keller og Wittmann blot for at nævne nogle få.

Weingut Geil har samlet 32 hektar vinmarker og de bedste marker er Bechtheimer Geyersberg, Bechtheimer Rosengarten, Bechtheimer Hasensprung, Bechtheimer Heiligkreuz og Bechtheimer Stein.

Der dyrker Johannes sammen med faderen druesorterne Riesling, Spätburgunder, Silvaner, Weissburgunder, Muskateller, Scheurebe, Kerner, Chardonnay, Rieslinger, Frühburgunder, Dornfelder, Protugieser, Cabernet Dorsa, Merlot, Gewürztraminer, Saint Laurent og Huxelrebe.

Det betyder også en lang række vin, og som mange andre producenter i Rheinhessen er priserne ganske fornuftige, og Johannes er også selv – nærmest som sine vine – ganske ydmyg. Det er god kvalitet og vinene forsøger ikke at være grandiøse og imposante. Det er snarere gemytlige vine, der er skabt til umiddelbar nydelse uden alt for store armbevægelser.

Vinhuset fik i 2015 de eftertragtede tre stjerner i Gault-Millau.

Her er det som sagt husets Frühburgunder Bechtheimer S, som er en Ortswein, der er lavet med druer fra husets marker omkring Bechtheim. Jeg har ingen oplysninger om produktionen, så vi springer da blot hovedkulds ind i mine smagsnoter fra aftenen.

Dejlig lys og transparent i farven … lys stald i næsen, let urtet og grønne elementer, ribs, stikkelsbær, flæsk, hospital og sødmen fra røde bolsjer, men har måske også en lidt kunstig side, men virker let og imødekommende.

Smagsmæssigt er vinen egentlig ganske dejlig, ukompliceret, let og blød. Det er totalt omgængeligt med hindbær, blød syre og nærmest lidt old-school tysk. Jeg ka’ da meget godt li’ den.

Forhandles af Viniversa, hvor en flaske koster 135 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er en tand billigere, nemlig 125 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2007 Weingut Keller, Dalsheim Bürgel Spätburgunder Felix Großes Gewächs, Rheinhessen, Tyskland

2007 Weingut Keller, Dalsheim Bürgel Spätburgunder Felix, Rheinhessen, TysklandDet kræver en tålmodig sjæl at gemme en vin 7-8 år, men heldigvis kender jeg en tålmodig sjæl, som forleden serverede denne 2007’er Dalsheim Bürgel Spätburgunder Felix Großes Gewächs fra Weingut Keller efter mange år i vinkøleskabet.

Dalsheim Bürgel Spätburgunder Felix Großes Gewächs fra Weingut Keller aka Weingut Klaus-Peter Keller i Rheinhessen er en vin, som jeg er totalt forelsket i og har skrevet om før, blot i årgang 2005, men denne aften er den så igen i glasset, så lad os se, om den lever op til mine tidligere gode erindringer.

Lad os dog først lige runde Weingut Keller, der ligger i byen Flörsheim-Dalsheim, hvor familien har været beskæftiget indenfor vinproduktion siden 1789.

Familien kom oprindeligt fra Schweiz og bosatte sig i Dalsheim, hvor Johan Keller straks begyndte at interessere sig for landbrug og vindyrkning. Da han få år efter sin ankomst fik mulighed for at købe en vinmark, der dengang var kendt som den øvre Dalsheimer Hubacker, så gik produktionen af vin for alvor i gang.

I generationer siden har Kellerfamilien skabt deres vine fra denne mark, og den øvre Dalsheimer Hubacker er stadig Keller’s monopol-eje.

I det 20. århundrede begyndte Weingut Keller for alvor at markere sig som én af de bedste producenter i Tyskland, og i hver eneste generation har familien langsomt forbedret kvaliteten og bygget videre på familiens stolte traditioner.

I 1980’erne og 1990’erne var det Klaus Keller, som stod for driften og et yderligere kvalitetsløft. Han blev således i år 2000 kåret til årets vinbonde af den magtfulde tyske vinguide Gault Millau.

I dag er det sønnen Klaus-Peter Keller som står i spidsen for vingården. Da unge Klaus-Peter Keller i 2001 overtog tøjlerne i kælderen, drejede han roret dramatisk om.

Klaus-Peter havde forinden arbejdet i Bourgogne og er fuldstændig fokuseret på jordbunde og vine med dybde, kompleksitet, mineralitet, struktur, elegance og finesse.

I dag er Keller nærmest blevet et synonym med tør Riesling af verdensformat og nævnes af verdens førende eksperter i samme åndedræt som de største hvide Bourgogner, der er blandt Klaus-Peter Keller’s største kilder til inspiration.

Han bliver på gården støttet solidt af sin hustru Julia, som stammer fra Westhofen, og som i sin vinuddannelse bl.a. stod i lære hos Hans-Günther Schwarz hos Müller-Catoir.

Grundlaget for kvaliteten skal findes i den kæmpeindsats, der gøres i vinmarkerne gennem hele året, hvor fire generationer er involveret i arbejdet.

Hos Keller overlades intet til tilfældighederne, og ingen arbejder hårdere. Ingen brug af kunstig gødning, omhyggelig udtynding af blade og druer samt meget små høstudbytter under den ofte ekstremt sene høst er nogle af hemmelighederne.

Ejendommens Rieslingmarker er opdelt mellem markerne i Westhofen: Morstein, Abtserde og Kirchspiel samt den eksotiske Hubacker i Dalsheim. For nylig er de bedste parceller i Nierstein-markerne Hipping og Pettenthal kommet til.

Rieslaner laves fra en vinmark i Monsheim Silberberg, og to af Tysklands bedste Pinot Noirs kommer fra de ældste stokke i Flörsheimer Frauenberg samt fra Dalsheimer Bürgel, som jo netop har leveret druerne til denne vin.

Druerne til Dalsheim Bürgel Spätburgunder Felix Großes Gewächs kommer fra et 1 hektar stort areal med Spätburgunder på en sydlig skråning af Dalsheimer Bürgel, og fra vinstokke med en alder på omkring 30 år.

Jorden er mineralsk med kridt, kalksten og kan på mange måder minde en smule om steder i Bourgogne. Udbyttet er omkring 2,5 tons pr. hektar og vinfremstillingen sker meget traditionelt i åbne træfade. Vinen lagrer derefter 18-20 måneder i egetræsfade og aftappes uden pumpning eller filtrering.

Jan har besøgt Keller, men smagning af husets rødvine er umuligt … de er solgt på forkant. Den amerikanske vinanmelder John Gilmann har om denne 2007’er sagt; His 2007 Spätburgunder are potentially the finest Pinot Noir based wines that I have ever tasted from Germany.

Duftmæssigt er det til at blive glad i låget … dyb, lækker Spätburgunder med animalsk stald, maskulin stald, en smule mørkere i duften end forventet, syrlige kirsebær, hindbær, men byder også på lidt blomsterstøv, appelsin, røg, kanel, søde egefade, grafit, kridt og er let parfumeret i udtrykket. Virkelig kompleks næse.

I munden er vinen også en tak mere maskulin end foregående vin fra Bourgogne, men det er bare så blødt, let og cremet, at man omgående bliver glad. Meget glad. Det er som om, at vinen bare breder sig i munden og opløses … så fucking elegant. Tanninerne er blide og afbøjede, frugten let, syren forførende og alt spiller … hvad kan man ønske sig mere af en vin?

Forhandles af Atomwine, hvor en flaske i en nyere årgang koster 499 kr.

Vinanmeldelse 7/7  

2016 Weingut Georg Gustav Huff, Riesling Roter Hang Trocken, Rheinhessen, Tyskland

Denne Riesling Roter Hang Trocken fra Weingut Georg Gustav Huff har jeg smagt i tidligere årgange, men her har vi altså vinen i nyeste årgang 2016.

Som sidst kommer druerne til denne vin fra Der Rote Hang – som strækker sig mellem Nackenheim og Nierstein – et omkring 5 kilometer lang område på den venstre side af Rhinen. Det samlede område er på omkring 180 hektar. Dér har Huff’erne en del parceller, bl.a. på markerne Niersteiner Hipping, Niersteiner Pettenthal og Niersteiner Schloss Schwabsburg.

Nå, men denne Riesling Roter Hang Trocken kommer således ikke fra én bestemt mark, men fra flere af markerne fra Rote Hang. Vinen er lavet på ren stål og ellers ikke så mange informationer om vinen, så lad os i stedet smage på den og se, om den er lige så god som de andre gange.

I næsen er der mest ananas, ja faktisk godt med ananas, så det er ikke anderledes end sidst. Derudover æbler, tropisk frugt, kvæde, modellervoks og ganske tæt i duften.

Smagsmæssigt er vinen nærmest let perlende med æbler og ananas i skøn forening … måske er det æbnas ;o) Der er lidt sødme, en snas citron og ellers lige ud af landevejen … mangler måske en kende syre og mineralitet.

Købt på vingården, hvor en flaske koster 4,90€ … svarende til 37 kr., hvilket er forbavsende billigt.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2014 Weingut Raddeck, Spätburgunder Edition 2Hügel im Barrique gereift, Rheinhessen, Tyskland

Fra besøget hos Weingut Raddeck smagte vi også denne Spätburgunder Edition 2Hügel im Barrique gereift … en vin, som Gert tidligere har serveret, blot i årgang 2013.

Druerne til vinen kommer både fra marker på Roter Hang med den røde skifer samt andre marker omkring Nierstein, hvor undergrunden består af lyse, gul/hvide kalksten.
Vinen er gæret på rustfrie ståltanke og derefter – som navnet fortæller – lagret på barriques, men hvor lang tid oplyses ikke, hverken på etiket eller hjemmeside.

I glasset er vinen mere transparent end forrige og næsen er klassisk tysk Spätburgunder med sød kostald, eg, syrlige kirsebær, godt urtet med hvid peber og kanel. Den virker måske duftmæssigt lidt fyldigere end de gængse tyske Spätburgundere.

Smagsmæssigt er der kirsebær, hindbær, sødme … er ganske blød, rund med sødme, peber, jern og en svag syre. Sødmen balancerer fint med den bløde syre, men sødmen vinder slaget marginalt.

Købt på vingården, hvor prisen er 12,50€ … eller omkring 93 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 half_thumb

2016 Weingut Georg Gustav Huff, Riesling Pettenthal ***, Rheinhessen, Tyskland

Selvfølgelig havde Gert også været forbi vores sædvanlige hofleverandør Weingut Georg Gustav Huff og derfra denne Riesling Pettenthal ***  … altså med druer fra samme mark som foregående vin og endda også samme årgang.

Weingut Georg Gustav Huff ligger da heller ikke langt fra Raddeck … blot lidt længere oppe i byen Schwabsburg. Jeg har skrevet om vinhuset utallige gange, men det kan I jo læse om, hvis I søger på Huff på bloggen. Denne Riesling Pettenthal med de 3 stjerner har jeg da også smagt tidligere i årgang 2013.

Pettenthal er jo en del af Der Rote Hang og flere af Tysklands bedste vinhuse har parceller på Pettenthal, bl.a. Weingut Gunderloch, Weingut Keller, Kühling-Gillot og Heyl zu Herrnsheim.

Pettenthal marken er allerede omtalt som en matrikel tilbage i 1753, og navnet Pettenthal betyder noget i retning af padedalen pga. områdets mange skrubtudser, som man kan observere på ture i markerne. En del af marken har da også tilnavnet Stumpe Loch … altså et slags sumphul eller et lille vandhul, hvor de mange tudser trives.

I den sydlige ende på den røde skråning er Pettenthal højere beliggende og har nogle steder en hældning på ikke mindre end 70%. Det gør Pettenthal til den stejleste topmark i hele Rheinhessen.

Duftmæssigt er Huffs Riesling Pettenthal mere kølig i stilen end hos Raddeck. Det er fortsat koncentreret næse med hyld, eksotiske frugter, fersken og citron, men der er også mere syre, rygrad, salt og mineralitet.

I munden er der grape, frugtsten og igen lidt mere stringent end Raddeck. Bitterheden og mineraliteten er også større, selvom det fortsat er cremet, blødt med en sindssyg flot elegance. Det smager bare godt.

Købt på vingården, hvor en flaske koster 9,50€ … eller beskedne 70 kr. Det er fandeme billigt.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2016 Weingut Raddeck, Riesling Pettenthal Edition S, Rheinhessen, Tyskland

På en halvkold sommeraften i weekenden bød vinbuddy Gert und frau på lid god mad og vin. De har netop været rundt i det tyske og bl.a. besøgt et par vingårde, herunder Weingut Raddeck, hvorfra vi smagte denne Riesling Pettenthal Edition S.

Weingut Raddeck ligger i et nyt og moderne vineri opført i 2009 på en bakketop over Nierstein med en smuk udsigt over byen og Rhinen. Vinhuset drives af ægteparret Stefan og Anna-Karina Raddeck, som overtog driften efter Stefans far. Vingården har dog været i familiens eje i over 300 år.

Stefan er selv vinmager og fik bl.a. i 2001 prisen Bester Jungwinzer Deutschlands. Stefan er uddannet på Geisenheim og var en af landets første udannede ökowinzer.

Weingut Raddeck har samlet 17 hektar vinmarker, bl.a. på Roter Hang og vinmarkerne omfatter parceller på Niersteiner Heiligenbaum, Oelberg, Orbel og Schloss Schwabsburg.

Familen dyrker sorter som Riesling, Sylvaner, Pinot Blanc, Pinot Gris, Muller-Thurgau, Huxelrebe, Kerner og Scheurebe samt de røde Spätburgunder, Dornfelder, Portuguese og St. Laurent. Siden 2009 har alle marker været drevet certificeret økologisk.

Vinene er opdelt i 5 niveauer, først litervine, derefter Gutsweine, Trilogie Weine, Edition 2Hügel og til sidst Edition S, som er husets topvine. Årsproduktionen ligger på omkring 140.000 flasker vin.

Og denne Riesling Pettenthal Edition S er således en af husets topvine på Riesling, lavet af husets bedste druer fra marken Pettenthal på Roter Hang, men ellers har jeg faktisk ikke mange oplysninger om produktionen … udover at vinen indeholder 6.10 gram restsukker pr. liter, altså ganske pæn niveau, selvom det er en tør vin.

Næsen er da også varm og kompakt … der er fersken, tropisk frugt, appelsin og citron. Vinen virker frisk og imødekommende med en svag slagside mod det søde, men den dufter virkelig godt og intenst. Smagen er grape, hyld, fersken og i smagen er der også mineralitet … god balance mellem bitterhed og sødme.

Købt på vingården, hvor en flaske koster 13€ … eller omkring 98 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 half_thumb

2012 Weingut Keller, Spätburgunder S, Rheinhessen, Tyskland

På S’vinbar fik jeg lov at vælge vinen og da det var fredag – og fredag jo er Spätburgunder dag – gik jeg totalt straight og traditionelt til værks med en Spätburgunder S fra det velkendte vinhus Weingut Keller aka. Klaus-Peter Keller i Rheinhessen.

Weingut Keller ligger i byen Flörsheim-Dalsheim, hvor familien har været beskæftiget indenfor vinproduktion siden 1789. De forlod Schweiz og bosatte sig i Dalsheim. Johan Keller begyndte straks at interessere sig for landbrug og vindyrkning, og da han få år efter sin ankomst fik mulighed for at købe en vinmark, der dengang var kendt som den øvre Dalsheimer Hubacker, så gik produktionen af vin for alvor i gang.

I generationer siden har Kellerfamilien skabt deres vine fra denne mark, og den øvre Dalsheimer Hubacker er stadig Keller’s monopol-eje.

I det 20. århundrede begyndte Weingut Keller for alvor at markere sig som én af de bedste producenter i Tyskland, og i hver eneste generation har familien langsomt forbedret kvaliteten og bygget videre på familiens stolte traditioner.

I 1980’erne og 1990’erne var det Klaus Keller, som stod for driften og et yderligere kvalitetsløft. Han blev således i år 2000 kåret til årets vinbonde af den magtfulde tyske vinguide Gault Millau.

I dag er det sønnen Klaus-Peter Keller som står i spidsen for vingården. Da unge Klaus-Peter Keller i 2001 overtog tøjlerne i kælderen, drejede han roret dramatisk om.

Klaus-Peter havde forinden arbejdet i Bourgogne og er fuldstændig fokuseret på jordbunde og vine med dybde, kompleksitet, mineralitet, struktur, elegance og finesse.

I dag er Keller nærmest blevet et synonym med tør Riesling af verdensformat og nævnes af verdens førende eksperter i samme åndedræt som de største hvide Bourgogner, der er blandt Klaus-Peter Keller’s største kilder til inspiration.

Han bliver på gården støttet solidt af sin hustru Julia, som stammer fra Westhofen, og som i sin vinuddannelse bl.a. stod i lære hos Hans-Günther Schwarz hos Müller-Catoir.

Grundlaget for kvaliteten skal findes i den kæmpeindsats, der gøres i vinmarkerne gennem hele året, hvor fire generationer er involveret i arbejdet.

Hos Keller overlades intet til tilfældighederne, og ingen arbejder hårdere. Ingen brug af kunstig gødning, omhyggelig udtynding af blade og druer samt meget små høstudbytter under den ofte ekstremt sene høst er nogle af hemmelighederne.

Samlet har Keller 15,8 hektar vinmarker og de bedste marker er Dalsheimer Hubacker, Frauenberg und Bürgel, Westhofener Kirchspiel, Morstein samt Abtserde, Niersteiner Pettenthal og Hipping.

Ejendommens Rieslingmarker er opdelt mellem markerne i Westhofen: Morstein, Abtserde og Kirchspiel samt den eksotiske Hubacker i Dalsheim. For nylig er de bedste parceller i Nierstein-markerne Hipping og Pettenthal kommet til.

Rieslaner laves fra en vinmarken Silberberg i Monsheim og to af Tysklands bedste Pinot Noir vine kommer fra de ældste stokke fra markerne Flörsheimer Frauenberg samt Dalsheimer Bürgel. De to vine har jeg i øvrigt tidligere smagt og skrevet om her på bloggen.

Denne Spätburgunder S er en cuvée af fade fra Bürgel og Frauenberg markerne. Vinen er lavet med maceration i over 2 uger og lagring på barriques.

Næsen er tysk og animalsk kostald, men uden den sædvanlige sødme. I stedet er der knivskarp syre, mineralitet, røgede noter sammen med ribs, rabarber, urter og krydderier. Det er på mange måder lidt et rart gensyn med præcise og klare, mineralske Keller.

Der er flot klarhed, renhed og mineraler i smagen. Tanniner er flot integreret og ellers er det hindbær, ribs og stikkelsbær, jern og meget syrlig … virkelig pågående i syren. Måske stadig en smule ung … men godt smager det sgu.

Forhandles af Atomwine, pris 299 kr.

Rating 5/7  

2014 Weingut Louis Guntrum, Pinot Noir, Rheinhessen, Tyskland

Jeg har vist aldrig lagt skjul på min forkærlighed for tysk Pinot Noir aka. Spätburgunder og denne fra Weingut Louis Guntrum i Nierstein er en souvenir fra sidste års vinøse roadtrip til både Rheinhessen og Baden.

Den gode vingut har jeg da også skrevet om tidligere, nemlig i mit indlæg om besøget på vingården; Besøg hos Weingut Louis Guntrum i Nierstein. Der kan I læse om vingården, om historien og selvfølgelig også se lidt billeder fra stedet, som ligger andeles smukt lige klods op af Rhinen midt i Nierstein.

Weingut Louis Guntrum laver primært hvidvine … faktisk findes der alene 4 rødvine i sortimentet, nemlig 2 på Dornfelder – en tør og en sød – en på Schwarzriesling og så denne Pinot Noir.

Vinen er lavet helt traditionelt og gammeldags med gæring af vinen i rustfrie ståltanke sammen med bærmen … maischegärung, men der er ingen information om, hvor lang tid gæringen har varet eller hvor lang tid vinen er lagret på egetræsfadene.

Jeg har dog fundet lidt supplerende oplysninger, bl.a. at vin har 0,8 gram restsukker pr. liter og at vinen trækker en alkoholprocent på 14%. Det står nemlig på etiketten bag på vinen.

Duften har sådan godt med hindbær, modne kirsebær, mineraler og et dejligt køligt udtryk med en svag sødme og en smule peber. I munden er vinen frisk med jernagtige noter, godt med frugt … hindbær samt mærkebare, men blide tanniner. Hustruen var sgu helt vild med denne vin og det smager også godt.

Købt på vingården til 9,30€ … svarende til 69 kr.

Rating 4,5/7 

2014 Weingut Georg Gustav Huff, Riesling Hipping Alte Reben Trocken, Rheinhessen, Tyskland

Når vi nu er ved Riesling fra Nierstein, så er det vel passende at smage Weingut Georg Gustav Huffs Riesling Hipping Alte Reben Trocken … specielt da jeg lige har givet min svoger en af slagsen. Han elsker nemlig Huff og er lige trådt ind i de voksnes rækker.

Og vinhuset Georg Gustav Huffhar jeg jo skrevet om her på bloggen et utal af gange. Hvis du vil læse om Huff’erne, så læs nogle af de øvrige blogindlæg bl.a. fra nogle af mine besøg på vingården i Schwabsburg ved Nierstein.

Denne Riesling Hipping Alte Reben Trocken er husets topvin på Riesling. Druerne kommer fra Rote Hang, helt præcist selvfølgelig fra marken Niersteiner Hipping. Og som de fremgår af navnet fra gamle vinstokke.

Lavet på ren stål og ellers ikke så mange informationer om vinen, så lad os i stedet smage på den. Imidlertid kan jeg godt afsløre med det samme, at den ikke helt lever op til de andre vine fra Huff’erne … og det endda til trods for, at dette er husets absolutte topvin på Riesling.

Næsen byder på en dyb og lidt småfed Riesling med petroleum – jo vist – men dog ikke voldsom buldrende der-ud-af, men mere ganske sagte. Der er godt med frugt, nærmest presset frugt, banan, abrikos og modne æbler. Syren virker umiddelbart beskeden og driller lidt dine hår i næsen.

Smagen har en fin frugtrig syre, men det hele er slet ikke så dybt eller intensiv som forventet eller håbet. Der er dog god frugt, citron, modne æbler og en beskeden bitterhed, lidt fad og fylde med en svag spændstighed.

Købt på vingården til 15€ … eller omkring 112 kr.

Rating 4,5/7 

2014 Weingut Georg Albrecht Schneider, Riesling vom Rotliegenden, Rheinhessen, Tyskland

Den lille by Nierstein ligger smukt ved Rhinen og midt i byen finder vi Weingut Georg Albrecht Schneider, som står bag denne Riesling vom Rotliegenden.

Nierstein er jo kendt her på bloggen, da jeg tidligere har besøgt bl.a. Georg Gustav Huff og Louis Guntrum i byen. Schneider har jeg dog ikke besøgt, men det er et vinhus, som er grundlagt i starten af 1800-tallet af Kaspar Schneider, der købte en række vinmarker, startede med af producere vin og dermed grundlagde vinhuset.

I dag er det 8. generation i form af Ursula, der sammen med hendes mand Steffen Müller driver vingården. De overtog driften i 2011 efter Ursulas far Albrecht Schneider, der trak sig tilbage efter 40 år med vinproduktion.

Ægteparret har samlet 15 hektar omkring Nierstein, og de bedste marker er Niersteiner Hipping, Oelberg, Orbel og Pettenthal og parret laver årligt 90.000 flasker.

Alle vinene kommer med en etiket, hvorpå der står en lille mand, mens husets våbenskjold kan ses afdæmpet bag manden. Vinhuset bliver ofte spurgt om, hvem manden er. De kalder ham Herr Schneider og han har sammen med det gamle våbenskjold været på etiketterne gennem århundreder.

Vinene hos Weingut Georg Albrecht Schneider er opdelt i Gutsweine, Ortsweine, Niersteiner Riesling Trocken Boden Schmeckbar, großen Lage vine og så selvfølgelig lidt søde vine og sekt.

Denne Riesling vom Rotliegenden kommer fra den lidt sjove serie Niersteiner Riesling Trocken Boden Schmeckbar, som omfatter 3 forskellige Riesling’er, nemlig en Riesling vom Löss, en Riesling vom Kalk og så denne Riesling vom Rotliegenden … altså 3 vine fra 3 forskellige terrior i området.

Og selvfølgelig betyder Rotliegenden, at druerne til vinen kommer fra Rote Hang marker, hvor undergrunden – som sikkert bekendt – er præget af den røde skifer.

Næsen byder på klar petroleum, fin dybde, viskelæder, hyben, abrikos, fersken, honningmelon, grønne asparges, kamillete samt en gul københavnerstang.

I munden fin intens frugtsødme, som møder blid syre, fyldig, rund og utrolig behagelig … måske endda en smule olieret i udtrykket, velstruktureret og har en lille bitterhed med jern og citrus i eftersmagen.

Forhandles af Wineboutique.dk, hvor en flaske koster 149 kr., mens 6 flasker samlet kan købes til 754 kr. eller lige omkring 125 kr. pr. flaske.

Rating 5/7